Cykeltur i grænselandet Sydslesvig august - september 2020

 

26. august  2020

Dom Hotel i Schleswig.......navnet associerer til et lidt gammeldags, men velrenommeret hotel. Intet er mere misvisende. Vi er ankommet til hotellet ved 19:30 tiden efter 60 km, hvoraf over halvdelen af disse var regnfyldte. Men vinden var os nådig, og den smule, der var, kom mestendels i ryggen. Coronakorrekt iført mundbind bestiger vi, min gode ven Steen og jeg, Intercitytoget på station Køge Nord i morges med vores tungt lastede cykler. Behageligt at lade sig transportere tværs gennem kongerige siddende i et godt sæde og skiftevis lade blikket veksle mellem udsigten til landskabet gennem de regndråbedækkede ruder og medpassagerernes masketildækkede ansigter......hvor ser folk dumme ud med maske på! Skift i Fredericia og med udstigning i Padborg er denne ikke fysisk krævende del af rejsen slut i denne omgang. Cykeltur mod dagens mål Schleswig, som nævnt delvis i regn af vekslende styrke. Pause i Flensborg, hvor vi deler en pakke kiks og to sodavand fra Aldi på en bænk ved havnen.....ja, man bli’r nøjsom med årene. Videre går det ud af byen ad snirklede veje, op og ned af byens bakker, takket være en dårlig markering af cykelruten. Da der er omkring tyve kilometer til målet, er sulten trykkende, men heldigvis kan der rådes bod på det.....en majsmark med modne majs er ikke det værste at komme forbi i den situation. På Domhotel bliver vi - efter at have ringet på klokken ved den låste dør og ventet en rum tid -modtaget af portieren - eller hvilken titel den let snuskede mandsperson end må have. Han ercoronakorrekt iført mundbind, og hans første gerning er at gøre forståeligt, at vi skal bruge mundbind. Herefter spørger han, om vi taler tysk. Det bekræfter vi.....og så fortsætter han med at tale engelsk til os. Og nu sidder vi her en sen aftentime på de ca. 6 m2 og mediterer over dagen, som slet ikke har været så ringe. Vi har lige indtaget et måltid kraftfoder på en nærliggende restaurant. Værelset er mere end spartansk, og med vores oppakning spredt på gulvet er der ikke mange frie kvadratmeter gulvplads omkring køjesengen, hvor Steen velvilligt har tilbudt at tage overkøjen, vel i respekt for alderdommen. Toilet og bad på gangen.....må ikke benyttes efter kl 22, hvilket forhåbentlig ikke gælder toilettet. Springer af samme årsag badet over.......det må kunne forsvares omstændighederne taget i betragtning. Og så har vi jo også i nogle timer siddet gennemblødt på vores cykler. Det har været en fin dag, selvom jeg er mere end almindelig øm i røven.... 

Domhotel i Schleswig.

Vores suite på Domhotel.

27. august 2020

Schiffbegrüssungsanlage er en restauration i Rendsburg beliggende nærmest under den gamle jernbanebro, der fører over Nord-Ostsee Kanal, tidligere kendt som Kielerkanalen. Jeg var der sidste år i maj måned, og der var stuvende fuldt. I aften er vi de eneste gæster, for her har vi valgt at indtage dagens powermåltid, en Sahneschnitzel mit Bratkartoffeln und Beilage. For noget skal der til efter dagens 56 km i stærkt kuperet terræn....læg hertil en længere vandretur i området omkring Hedeby, hvor kyndige fagfolk har opført huse som bygget af vikingerne i 800-tallet. Også nogle af voldene ved Dannevirke får vi set på vejen, bl. a. Skanse 14, hvorfra danskerne måtte trække sig tilbage fra i 1864. Kaffepauser bli’r der tid til, og på et tidspunkt noget over frokosttid breder en lettere panik sig. Intet sted i de små landsbyer har det vist sig muligt at fouragere.....og vi må gribe til nødrationen, tre müslibar til hver, skyllet ned med lunkent vand fra drikkedunken. Men, når nøden er størst, er hjælpen nærmest. I landsbyen Ascheffel fortæller en yngre kvinde, at der findes en mindre bager nede ad bakken på første vej til venstre. Det bliver vores redning, for det er ikke alene en bager, det er også en ‘Stehcafé’, hvor der sælges ‘belegtes Brötchen’.At hun tilmed sælger øl gør oplevelsen fuldendt, for vi kan nu også indkøbe de to øl, der nærmest som et ritual dagligt - i lighed med sidste års tur - afslutter dagen tur, når vi er installeret i vores logi. Kaffen og de ‘belegtes Brötchen’ indtages på den anden side af gaden i et lille parklignende område med bord og bænk. Vi vælger at køre en lidt længere vej til Rendsburg ved at følge Nord-Ostsee Kanalen bl. a. ud fra en vis logik om, at en cykelrute, som forløber langs en kanal umuligt kan være bakket, for bakker har dagen 56 kilometer budt så rigeligt på! I morgen går turen over Friederichstad til Husum, en strækning på ca. 60 kilometer. Erfaringen fra de to første dage har vist, at estimeret strækning let overskrides med 10 - 15 kilometer grundet svinkeærinder og fejlkørsler......det bli’r sikkert også tilfældet i morgen.

Del af Dannevirke

Kaffepauserne er en vigtig del af turen

Vikingebyen Hedeby

Allerede på andendagen må nødrationerne tages i brug

- men heldigvis var det hos bageren i Ascheffel muligt at købe 'Belegtes Brötchen'

 28. august 2020

Ca 10 km før vi på dagens etape fra Rendsburg til Husum rammer Friederichstad begynder det at regne så småt - og vi finder ingen anledning til at finde regntøjet frem fra cykeltaskerne, og i hvilken af dem er nu lige det ligger? I løbet af få minutter er regnen tiltaget til skybrud, og de vandmasser, der vælter ned fra den skygrå himmel, der står ud i et med jorden, må - sådan føles det ihverfald - langt overstige Niagara vandmasser. Enhver tanke om at stoppe for at iføre sig regntøj er komplet urealistisk.....det her handler om af finde ly. Så vi fortsætter.....men der er ingen ly at finde på landevejen mod Friederichstad, slet ingen. Efter fem eller ti minutters kørsel krydser Steen, som nu kører 50 m foran mig, vejen. Han har spottet en udestue med en åbentstående dør ved en enlig beliggende ejendom ved vejen. Jeg følger efter Steen ind i den fremmede udestue, og cyklerne trækkes også derind...det er selvtægt og civil ulydighed af høj karat! Således kommet i tørvejr, bekræfter vi hinanden i at kun meget onde mennesker vil kunne finde på at jage os ud i regnen igen. En kvinde forlader i bil ejendommen.....hun har tilsyneladende ikke set os, for hvis hun havde, så ville hun da have budt os på kaffe, ræsonnerer jeg. Efter en halv times forløb stilner skybruddet af, og vi beslutter at køre videre, og mens vi er på vej ud af ukendte menneskers private ejendom, bliver en mand sat af i vejkanten ud for ejendommen.....han er på vej ind, så det må være en af beboerne. Jeg forklarer og undskylder. “Schon gut” siger han og smiler venligt. Vi er tilgivet!Efter ganske få minutters kørsel kommer skybruddet igen med samme intensitet som for  kort tidsiden. Men nu er der ingen ly at finde og vi cykler videre, for endelig at forsøge at finde ly under nogle træer på en mark, men vandet fra halsen løber ned af ryggen og gennembløder kroppens nederste inderste beklædningsgenstande. Således står vi og ser dumme ud en halv times tid, men vi overvejer, om vi skal blive stående eller køre videre.......uden iøvrigt at fortage os noget. Men intet varer evigt...heller ikke et skybrud, og endelig kan vi kører videre. På jernbanestationen i Friederichstad søger vi et diskret hjørne og udskifter det våde tøj på overkroppen med noget tørt tøj. Solen titter nu frem på himlen, og på det smukke torv i byen drikker vi en kop kakao og lader solen tørre de våde benklæder. Nu går turen de sidste 17 kilometer mod Husum, og kl 18 har vi fundet vores logi. Vi har været på farten siden kl 9:30 og har idag tilbagelagt 68 kilometer. Nu skal der nydes en øl på det diminutive værelse i et rækkehus hos en privat udlejer. Vi sætter os igen på cyklerne og kører mod centrum i Husum. På en italiensk restaurant spiser vi Pasta Carbonara, mens et nyt skybrud trommer mod den markise, vi sidder under. Vi når hjem på værelset i tørvejr, inden en kraftig regn igen sætter ind.

På torvet i Friederichstad lader vi os tørre af solen

Ikke alle veje er lige farbare.

En portion 'Pasta Carbonara' afslutter dagen i Husum.

 29. august 2020

Dagens tur fra Husum til Niebüll på - eller nedenfor - digerne i marsklandskabet bliver den hidtil behageligste. Med gode asfalterede cykelveje og en let brise i ryggen kan det næsten ikke blive nemmere at tilbagelægge de 60 kilometer i dette specielle landskab, der går fra Sønderjylland ned til Holland. Inddæmmet land mellem flere systemer af diger, ensomt beliggende marskgårde med deres karakteristiske irgrønne tage - mange af den bygget på varper, som er en lille forhøjning af jordniveauet, der søger at sikre ejendommen mod oversvømmelse ved stormflod - giver landskabet en helt særlig karakter. Jeg var for første gang for lidt over et år siden og blev meget fascineret af det. Frodige majsmarker veksler med tusindvis af får, som hovedsagelig afgræsser digerne, der bevirker, at man som cyklist i området med ofte få hundrede meter intervaller skal passere en ‘fåresluse’. Hvor diger ganske få steder gennembrydes af veje, er der enten bygget sluseporte, som kan lukkes i tilfælde af stormflod, eller der er lavet foranstaltninger, så vejgennemføringen kan lukkes med planker, der ligger omhyggeligt stablet under et halvtag ved siden af. Jo, der er tænkt over tingene, belært af erfaring. Det må have været et nøjsomt liv at have levet i disse egne før i tiden - og er det måske endnu. Marskbonden har levet i en evig angst for stormflod og digebrud. Der indvindes stadig land udenfor de yderste diger, tidevandet bringer materialer ind, som søges tilbageholdt....og det tager mange år, at få brugbart jord ud af det.Vi forlader vores mærkelige private “Ferienzimmer” i et treetagers rækkehus ved ni-tiden efter at have indtaget et spartansk morgenmåltid bestående af resterne af et sejt tyrkisk brød og nogle skiver gedeost.....alle rester fra forrige dags frokost. Hertil indtages en kop pulverkaffe, da værelset er udstyret med en elkedel, som det på mirakuløst vis er lykkes udlejeren at få plads til i al skramlet på reolen. En lille skål med kaffe- og tebrevet er der også blevet plads til på reolen, og ikke uden en vis stolthed meddeler bemeldte udlejer os ved ankomsten, at vi er velkomne til at lave os en kop kaffe, og fortæller os efterfølgende at morgenmad ikke er inkluderet i værelsets pris som er EUR 68,-. Han henviser til lokalt supermarked i kvarteret, hvor man kan købe kaffe og rundstykker. Om værelset i øvrigt.....en smal dobbeltseng står klinet op ad to af væggene og efterlader en smal passage på 30 - 40 cm ud for den anden side. Der er ingen sengelamper, så ingen af os forfalder til at ligge og læse den halve nat! En stor (gammel) lænestol udfylder det meste af den resterende gulvplads. Badeværelset er stor og pænt og har en reol med rene håndklæder nydeligt stablet. Udlejerens generøsitet giver sig denne gang udslag i at sige, vi kan frit bruge af håndklæderne! Badeværelset deles med husets øvrige beboere, hvis antal ikke kendes. Vi møder kun udlejeren. Og nu sidder vi på Jugendherget i Niebøl - efter at have indtaget dagens kraftmåltid i “Rathauskeller” - på et fremragende 4-personernes værelse med køjesenge. Vi har værelset for os selv.....og der er bad og toilet på værelset. Det er en fin, fin cykeltur; eneste situation, hvor vi er ved at panikke, er da vi ved 16-tiden endnu ikke har fundet et sted at købe vores eftermiddagskaffe (og kage). Heldigvis dukker der i en mindre by 14 kilometer udenfor Niebüll et butikscenter op med “Backstube”, som udover at sælge brød også er leveringsdygtig i kaffe, og i den nærliggende ALDI indkøbes dagens to øl, som vi belønner os med efter turen. Så alt i alt har det været en rolig dag på kontoret.

Vores 'morgenmadsbuffet' på værelset i Husum.

Vadehavet mellem Husum og Nieböll.

Der indvindes stadig land i vadehavet.

30. august 2020

Det er en dag, hvor ‘transportdistancen’ med fuldt oppakning kun skal være omkring 20 kilometer, idet planen er at tage toget fra Niebüll til byen Vesterland på øen Sylt. Den står kun forbindelse med tyske fastland via en dæmning, hvor toget kører. Selv biler til øen må transporteres med toget. Kl 10 sidder vi toget efter at have indtaget et glimrende morgenmåltid på Deutsche Jugendherberg. På herberget har de virkelig været kreative for at efterkomme myndighedernes krav hvad angår Covid 19. De tradtionelle morgenbuffet er afløst af en buffet, hvor alt er indrettet som enkeltportioner i små glas og flasker med skruelåg. På bordet i den spisesal, vi er allokeret til på et aftalt tidpunkt, er der stillet to rundstykker frem i en kurv, sammen med et fad med to skiver ost og to skiver pålæg og termokanden står på bordet med nøjagtig to kopper kaffe i. Ikke noget med selv at rende og snage i maden, og det fungerer fint. Efter tyve minutters togkørsel når vi endestationen i Vesterland. Da vi kun skal tillægge ca. 20 kilometer til byen List på nordspidsen af øen, beslutter vi at cykle en tur ned på den sydlige del af øen. Det er rigtigt ferieparadis med klitter, badestrand med snehvidt sand og en masse nye stråtækte huse...der er åbenbart en klausul om, at feriehusene mellem klitterne skal være stråtækte. Det virker forkert og alt for ensrettet......og jeg gør mig mine tanker om stråene måske er af plastik! Da vi når vores vendepunkt, er det blevet tid til formiddagskaffe og den indtages i en bagerbutik. En ekstrem sur servitrice kommanderer os til at udfylde en af de formularer, der skal udfyldes på alle landets betjeningsteder med oplysning om bopæl og øvrige kontaktoplysninger De skal bruges til personopsporing ved evnt. konstateret Covid 19 tilfælde. Min tålmodighed sættes for alvor på prøve, da hun spørger om de to stykker bagværk, som skal ledsages vores to kopper kaffe, skal leveres på én eller to tallerkner! Efter kaffepausen vender vi om og begynder turen op mod vores formodede overnatningssted List. Herfra skal vi i morgen med færgen til Rømø og videre til Tønder. En smuk tur op langs østkysten er det, først over en dæmning og så videre gennem lyngklædte bakker og overalt er der cyklende turister på lejede cykler, heraf en hel del el-drevne. På de smalle cykelstier med tilladt trafik i begge retninger skal man faktisk være ganske årvågen. Ikke alle er lige behændige til at cykle, og for nogles vedkommende må man næsten tro, at de ikke har cyklet siden de voksede fra konfirmationscyklen.....Vi når List og stopper for at finde vej til vores logi ved hjælp af mobiltelefonens GPS. Det er Steen rigtig skrap til og har altid hurtig et forslag til en rute. Men han er påfaldende tavs længe - og det er sjældent - og meddeler så, at det er ikke i denne by, vi skal bo! Det er i Vesterland, vi skal overnatte! Og vi må således ca. 20 kilometer tilbage af samme vej! Ingen af os har på noget tidspunkt checket adressen, men det har vi lært at gøre i frem tiden. Vi er nu indkvarteret i Vesterland, og det private logi er udmærket, Kraftmåltidet er indtaget i byens centrum. Det blev  idag en currywurst med pommes frites, og således rustet, er vi i morgen tidlig klar til endnu engang at tage turen til List.

Endelig....en currywurst mit Pommes.

Stranden på Sylt.

Feriehuse på Sylt.

31. august 2020

Det bliver turens længste etape på 76 kilometer, men den er også den mest ubesværede. Vejret er fint og let køligt, da vi tager afsted ved 9:30 tiden fra Vesterland på Sylt. En ganske svag vind fra sydøst hjælper os over øens lyngklædte bakker - hvor lyngen endnu ikke var helt afblomstret - og gør, at vi ikke har besvær med at nå færgen til Rømø, som afgår kl 11:30. Der bliver oven i købet tid til kop ‘coffee to go’, som nydes på en bænk ved havnen. På fordækket (eller agterdækket, for den lille færge kan sejle begge veje!) nyder vi solen - og en Magnum is - i de 40 minutter turen varer, for på dækket er der ikke påbud om at bære maske.....selvom adskillige gør det. Og så går turen nordpå mod den 9 kilometer lange dæmning til fastlandet. Vi gør holdt midt på dæmningen for at fotografere, det er havblik, og kimingen er næppe synlig som skillelinie mellem himmel og hav, som nærmest tilsammen danner en blå enhed. En kort frokostpause efter at dæmningen er passeret, gør godt, ikke så meget for benene, som for bagdelen, der føles mere end almindelig øm. Begrebet ‘ondt i røven’ skal i dette tilfælde opfattes helt bogstaveligt! Vi vælger at følge kysten på den videre vej mod dagens mål, som er Danhostel i Tønder, og undervejs spejdes ihærdigt efter et sted, hvor kaffe og kage kan erhverves. Inden panikken griber om sig, finder Steen nødrationen frem i form af to myslibarer til hver, som skylles ned med lunket vand fra cykelflaskerne, vand der altid har en umiskendelig smag af plastik. Men når nøden er størst, er hjælpen nærmest. I Højer er der flere cafeér og restauranter, siger Google. De har alle lukket! I et gammel hus fra 1927 er der ganske vist indrettet en isbar.....skulle vi mon forhøre, om der også kunne købes kaffe? Den lille trinde dame bag disken nikker bekræftende, Joe, hun sælger skam kaffe, tilmed flere slags....”Hvor kommer I fra?” spørger hun. Da hun hører, jeg kommer fra Køge, fortæller hun, at hun har boet på Midtsjælland, i Gørlev. Jeg kan ikke lade være med at spørge hende, hvad der har bragt hende til denne del af landet. “Jo,” fortæller hun, “vi var meget betaget af ‘sort sol’ og ville gerne købe et sommerhus i nærheden ude ved kysten, men de var alt for dyre, og så valgte vi at købe dette hus i Højer, som var mange gange billigere.” Og nu har de boet fast i huset i fire år, og hun har indrettet en lille forretning med navnet “Is’nkram”. For udover is sælger hun også genbrugsting. Da turens eneste regnbyge har valgt netop at krydse vores vej, mens vi køber kaffe hos den lille trinde dame, får vi lov til at til sidde på en gammel bænk i butikken og drikke kaffen på den betingelse, at vi forlader butikken, hvis andre kunder dukker op.....der må nemlig af Covid 19 hensyn kun være to kunder inde ad gangen. Det lover vi. Vi rammer Danhostel i Tønder kl. 18, og har undervejs besluttet om aftenen at cykle til Aventoft lidt syd for grænsen for at se, om vi kan være så heldige at kunne se sort sol. Det skulle være muligt en time før solnedgang, så efter at have delt den (meget) lille flaske vin, som vi købte hos den lille trinde dame i Højer, cykler vi i retning mod Aventoft, men ak......grænseovergangen er lukket gr. Covid 19. På vejen tilbage mod Tønder for at indtage vores kraftmåltid (det blev en burger med brun sovs og pommes frites som tilbehør) ser vi dog en reminiscens af ‘sort sol’, en mindre flok stære samles på en mark, letter samtidig og flyver nærmest synkront hen over marken og forsvinder bag nogle træer. En travl og spændende dag på kontoret er til ende og nu venter en tiltrængt søvn........                                     

I morgen går turen til Padborg og med Intercitytogen hjem.

Gennem lyngklædte bakker på vej til List.

Der bliver lige tid til en kop kaffe inden færgen til Rømø.

Færgen til Rømø ankommer til List.

Rømødæmningen.

Ispause i Højer.

1. september 2020

Da vores 7 dage lange mission “Cykeltur i grænselandet” slutter i Padborg, synes Steen, vi har fortjent en medalje. Den får vi til en kop kaffe i Brugsen. Forud lå 50 kilometer på snorlige veje, der gør, at turen virker ret hård. Majsmarker veksler med små lunde, og ikke så få steder dukker et forsømt hus eller gård op langs vejen. Vi krydser grænsen en enkelt gang for få lidt afveksling i turen, da vi er i god tid. Vælger dog at køre samme vej tilbage, for nogle af grænseovergangene er lukkede grundet Covid 19; andre har kun åben i dagtimerne. Hos bageren ved Brugsen i Padborg fordrives tiden med endnu en kop kaffe, inden vi stiger på toget ved 17-tiden. Skift i Fredericia, og tid nok til at indtage vores sandwich på en bænk på perronen, mens vi venter på toget, der ved 20:30-tiden læsser os af på Køge Nord. Selvfølgelig cykler vi de sidste 8 kilometer hjem. En strøtanke om at tage S-toget til Køge Station nåede næppe at blive tænkt.

Sådan slutter en fin, fin uge..

Vi får vores medaljer ved ankomsten til Padborg.

Reflektioner i en coronatid

 Vi står midt i den største krise siden anden verdenskrig. Covid 19 har holdt sit indtog på jorden. Det må nødvendigvis give anledning til refleksioner og eftertanke. Hvad der efter årsskiftet blev rapporteret som udbrud af en virussygdom i Kina, blev pludselig hverdag i vores del af verden. Myndighedernes forsikring om at denne epidemi næppe nåede til vores længdegrader blev taget for gode varer...herregud Sars og Ebola nåede jo aldrig os, de blev bekæmpet i en behagelig afstand, og selvom medierne berettede om den, så blev det ikke en del af danskernes hverdag. Men hvad virusforskere i mange år har frygtet blev pludselig virkelighed. Indenfor få dage i marts ændrede mange af os planer for den nærmeste fremtid efter at have hørt vores alvorstyngede statsminister på TV iværksætte skrappe restriktioner og indføre en nødlovgivning med fuld opbakning fra Folketingets øvrige partier, ja selv fra Dansk Folkeparti. Landets statsminister trådte i karakter og påtog sig et lederskab....der senere af visse back-benchere i Folketinget er blevet nedgjort til egenrådighed. For vores allesammens frihed og handlemuligheder blev væsentligt begrænset.

For mit eget vedkommende var afsavnet bærbart, en aflyst fødselsdagsfest på en restaurant (så sparede jeg de penge), en aflyst tur med en forening til Bruxelles (jeg fik hele beløbet tilbage). Selve fødselsdagen blev højtideligholdt på parkeringspladsen ved Vallø Slot. Jeg havde købt tre sandwich hos Sandwich-caféen i Hugos Gård i Køge. De blev indtaget ved bagklappen af min bil. Kaffen, jeg havde medbragt hjemmefra fik vi ikke meget ud af....termokanden var væltet og kaffen var løbet ud i bagagerummet. Det gjorde nu heller ikke så meget, for jeg havde glem kopperne. Bagefter gik vi, min søn, hans kæreste og jeg en tur i slotsparken. Kaffe skulle der til, så vi kørte hjem og drak kaffe stående i passende afstand fra hinanden ude i haven....det var skidekoldt, som det jo kan være i marts, men myndighedernes og statsministerens opfordring om at holde afstand havde gjort indtryk.

Nå, men situationen kom under kontrol, regerings skrappe foranstaltninger viste sig effektive, der skulle dø så få mennesker af denne sygdom som muligt. Men ak, aldrig var kurverne begyndt at gå nedad før oppositionen og industriens organisationer begyndte at hyle op om, at samfundet blev åbnet op for langsomt, og hvor meget, det havde kostet virksomhederne på trods af store støtteordninger, som vi allesammen jo kommer til at være med til at betale for. Reelt set havde vi jo i disse måneder planøkonomi, og selv de største kapitalister havde været villige til at kysse Stalin i røven. De nøgne fakts var jo, at en for hurtig genåbning af samfundet ville koste menneskeliv, og jeg skal stilfærdigt konstatere, at jeg ikke stiller mit liv til rådighed, men jeg påtager mig gerne min del af den ekstra skattebyrde, der kommer til os alle sammen.

Interessant er det også at iagttage, med hvilke forskellighed de foranstaltninger, der skulle følges, blev modtaget. Når det blæser, er der nogle, der bygger læhegn, mens andre bygger vindmøller. Nogle beklagede sig, andre så muligheder. Mange restauranter fandt et marked i Take-Away mad. En af mine gode venner, der driver et par vinhandler, henvendte sig til en lokal ugeavis (de manglede annoncører) og fik en særdeles gunstig aftale om nogle helsides annoncer, hvor han tilbød gratis udbringning af ordrer over hundrede kroner. Levering på trappen i coronamæssig sikker afstand, betaling på mobilpay. Vel vidende, at de færreste køber vin for beløb under hundrede kroner, øgede han sin omsætning i disse måneder, og skulle en enkelt kunde eller to købe for et mindre beløb, så var det nok til at leve med!

Interessant er det også at se, hvorledes de forskellige institutionsledere reagerede på de restriktioner, de nu blev pålagt for at kunne åbne. For de fleste overstrålede glæden over igen at kunne modtage elever eller børnehavebørn langt besværligheden med afstand og håndvask. Mere beskæmmende var set at høre forældre til børn beklage sig over, at deres små vidundere fik røde hænder af al den håndvask, og så er det man tænker......Så smør da for pokker ungens hænder ind i håndlotion før og efter skole....to gange om dagen rækker....jeg taler af erfaring.

Vi kommer til at leve med en række af foranstaltninger i lang tid endnu. Og selv om beregningsmodeller siger, at der kun undgås ét tilfælde af Covid 19 for hver 2000, der bærer mundbind, så må vi leve med det. Og flere flere restriktioner kan komme til. Fra en nylig overstået cykelferie i Sydslesvig kan jeg berette, at blot man går ind i en bagerbutik for at købe en croissant og en kop kaffe, så får man stanget en formular ud til udfyldning om kontaktoplysninger, og på restauranter er det kun tilladt at smide masken, når der spises. (Hvilket jo er meget praktisk). Skal man på toilettet, så er det på med masken. I butikker påser personalet med tysk grundighed, at ingen uden maske kommer ind i butikken, og har man glemt det, så påtales på en måde, som ikke lader sig misforstå.

At være sammen med mine venner og min lille familie betyder alt for mig, og jeg har ikke lidt noget afsavn. Lange gåture har erstattet indendørs sysler, og for dem, som ikke ved det, kan jeg afsløre, at man snakker godt sammen, når man går tur. Og endelig blev det jo sommer, hvor man kunne være sammen i haven.

Vores trygge verden er for en stund blevet kastet op i luften. Hvornår den lander og i hvilket tilstand ved vi ikke, men forhåbentlig lærer det os en lidt større ydmyghed overfor tilværelsen

Mandag den 28. september 2020

 

Mandag den 28. september

 

Jeg var til fødselsdagsfest i lørdags. Min kammerat gennem mere end 65 år havde fødselsdag. Vi har nu nået den alder, hvor intervallerne mellem mærkedage indsnævres, for man ved jo aldrig….En pandemi kom i vejen for den allerede planlagte fest i juni, og nu kom så dette mundkurvspåbud og fulgt op af yderligere restriktion om, at restauranter skal lukke senest kl. 22. Det ødelagde på ingen måde aftenen, og gensynet med gamle bekendte var dejligt. Jeg sad ved siden af fødselaren Pers første hustru. Hun hedder Ulla, ligesom hans nuværende hustru gør det. Af praktiske årsager har han valgt at nummerere dem i den rækkefølge, han har været - og er - gift med dem. Ulla1 har jeg ikke set i en årrække, selvom der har været sporadisk kontakt gennem årene. Jeg har kendt hende siden Per faldt for den mørkhårede 18 årige skønhed med dådyrsøjnene, som boede hjemme hos forældrene på Thorsvej i Næstved. Hun havde lige fået kørekort og yndede at køre rundt i familiens lysebrune Renault 4CV. Det var Pers tvillingbror Ole, som indirekte var skyld i at Ulla1 og Per blev gift, flyttede fra Næstved og fik børn. Ulla og Ole gik sammen på Næstved Handelsskole og læste lektier sammen…..og så kom Per ind i billedet. Ole er også min kammerat og single. Han var en periode over få uger ungdomskæreste med den kvinde, jeg senere var gift med i 44 år. Men det var år før jeg kom ind i billedet. Ole og jeg ses ofte til et måltid mad over en flaske god rødvin, enten hos mig i Køge eller i hans sommerhus i Fakse Ladeplads, som er hans faste helårlige domicil. Så drøfter vi vinens kvalitet, begræder tilværelsens ulidelige lethed og fastslår verdens sande tilstand. Vi har alle kendt hinandens børn fra før de blev født, og uden at vi har siddet lårene af hinanden i årenes løb, så har vi deltaget i hinandens familiebegivenheder, som bryllupper, barnedåb, kobberbryllupper, runde fødselsdage, børns konfirmationer og forældres bisættelser og de seneste år også bisættelser fra egne rækker. Vores tilværelser har på en eller anden måde været flette ind i hinandens, og over de gamle venskaber har jeg en stor ydmyghed og taknemmelighed, og med en meget lille familie er de alt for mig.

Og på denne dag for 42 år siden kom min søn til verden. Jeg var lige kommet hjem fra arbejde lidt før midnat, da den vordende mor roligt meddelte mig, at hun vist var ved at få veer. Hun var gået på barsel et par dage før, og der burde være over en uge til fødslen. Vi ringede til sygehuset, og fik besked om, at når der var et bestemt interval mellem veerne, skulle vi komme. Hun tog det iskoldt, gik i bad, pakkede en taske, og gav hunden en krammer, men jeg for rundt med hovedet under armen, og da tiden var inde begav vi os i den lille Honda Civic på vej mod hospitalet. Jeg var så forvirret, at jeg kørte rundt i Køges gamle villakvarter og kunne ikke finde fødeafdelingen. Den historie måtte jeg i alle årene høre på mange gange. 12 timer senere kom vores søn til verden, og jeg nåede lige at få det sidste af fødslen med, så travlt havde jeg haft med at køre rundt og fortælle kolleger og venner, at NU var jeg ved at blive far!

Og i dag skal jeg ind til ham. Med mig har jeg min nye hund, Bobby. Han er en 11 uger gammel mellempuddel og skal hilse på min søns katte og lære dem at kende, for måske en dag bor de sammen. Rent statistisk vil hunden overleve mig, hvis den bliver ligeså gammel som mine tre tidligere hunde, to storpudler og en mellempuddel. De blev alle næsten 14 år. Og så har min søn lovet at tage hunden. Derfor har jeg med god samvittighed anskaffet mig Bobby, for selvom jeg for et år siden, da jeg måtte tage afsked min gamle hund, besluttede ikke at skulle have hund mere, så holdt den beslutning ikke et halvt år. Efter at have set og forhørt mig om en ’brugt’ hund med samme udløbsdato som jeg, så blev beslutningen, at det skulle være en hvalp, jeg kunne præge, Men det var lettere sagt end gjort, for det halve land har åbenbart – i en form for afmagt over ikke at kunne komme udenlands – besluttet sig for at købe hund, så jeg blev skrevet op til en hvalp inden parringen havde fundet sted. Det er nu to uger siden min søn og jeg hentede Bobby i Fredericia, og han har helt og aldeles indtaget hus og have. Han er næsten renlig, glemmer dog at sige til, men med hund i huset i over 40 år, så kan jeg aflæse signalerne, når det er tid. Han er flink til at være alene hjem, og min intension er denne gang af få en velopdragen hund….det har jeg aldrig haft før. Alle min hunde har været utrolig rare og vennesæle, men opdragelse har de ikke haft ret meget af. Det er dog ofte sket, at de kommet, når jeg har kaldt på dem, hvis altså ikke lige, de har været optaget af noget anden. Ej heller skal den sove i sengen eller opholde sig i møblerne. Min tidligere hunde har nærmest vundet hævd på seng og sofa. Og Bobby skal ikke lære at tigge ved bordet; på det område har mine andre hunde været utrolige lærenemme.

Så selvom en 75 års fødseldagfest en dag sidst i september i coronaens tid kan mane til triste tanker om at intet varer evigt, så er der heldigvis masser af ting med glæde at se tilbage på, men også fremtidige ting at glæde sig over…og livet slutter jo ikke nødvendigvis med de 75.

 

Musik vækker minder

Min glæde ved musik blev vakt - og forsøgt kvalt - i mellemskoleårene på Næstved Gymnasium. Det sidste lykkedes ikke, selv om der blev gjort et ihærdigt forsøg fra vores sanglærers side. Lad os tage det sidste først.

Vi havde en sanglærer med det borgerlige navn Rasmussen; han var en lille mand, en meget lille mand, ja at betegne ham som en mandsling, ville nok ikke være helt ved siden af. Af ret let forståelige grunde gik han under navnet ”Lille-Ras”. Ved en af de første undervisningstimer i ”Sang” i første mellem blev vi stillet op fem elever på række ad gangen og bedt om at afsynge en af vores fædrelands vemodige sange. Lille Ras lagde hovedet på skrå, så betydningsfuld ud, og lyttede med alvorlig mine til hver enkelt elevs stemme. Vi skulle inddeles i A og B-sangere. B-sangerne var dem, som sang falsk! Mange sekunder havde han ikke lyttet til det, der kom ud af min mund, før jeg fik beskeden ”Tak, det nok. Du kan godt sætte dig ned på din plads!” Jeg var på livstid blevet B-sanger…..og siden dengang er der aldrig nogensinde kommet en tone ud af min mund…falsk eller ikke falsk.

Men det havde absolut også sine fordele at være B-sanger, for vi, som det var blevet påbudt ikke at måtte synge med, kunne i stedet for lave lektier i sangtimen. Undtagelsen var, når klassen skulle lære at læse noder, så havde vi pænt at deltage i undervisningen. Den bagved liggende pædagogik med først ikke at måtte synge, men være tvunget til at lære noder, står for en lægperson udi pædagogikken måske ikke lysende klart! Men jeg fik lært at læse noder, dvs. jeg kender bogstaverne på noderne; det er meget nemt, for dem, der står på nodelinierne E, G, H, D, F, huskes på En Gås Har Dejligt Fedt….den remse kan alle jo lære, selv B-sangerne. Og dem der står mellem linierne hedder FACE. Hvad Lille Ras ellers forsøgte at gøre os klogere på med b’er, krydser og tonearter, det kom jeg aldrig til at fatte. Det var effektivt lykkedes Lille Ras at få mig til at miste interessen for hans undervisning….men ikke for musik! Og tak for det.

For der var noget, som hed skolekoncerter. En gang om året kom Sjællands Symfoniorkester på besøg til en koncert i aulaen. Fra det øjeblik, jeg første gang jeg hørte et symfoniorkester sætte i med en ouverture, var jeg solgt. Og så erindrer jeg ikke engang, hvad der blev spillet, ud over ”Tubaen Tobby”. Men indtryk må det have gjort…..

I det store spisefrikvarter blev der spillet musik i det højtaleranlæg, der var kommunikationen fra kontoret til de enkelte klasseværelser; det må have lydt forfærdeligt i de små højtalere; det var en ordning elevrådet havde fået gennemført, og om ikke min hukommelse svigter, så blev ordningen administreret af udvalgte elever. Jeg husker bedst, at der er blev spillet plader med Nina & Frederik, Calypso, fremført på rette dialekt, og når de så sang Melody d´Amour på fransk, så blev det ikke bedre….måske en væsentlig årsag til, at jeg valgte Fransk i realklassen? Også Tomme Steel, denne lille blegfesne undermåler blev spillet (A handful of songs). Han har utvivlsomt givet mange unge piger mærkelige fornemmelser i kroppen, for han var meget populær…..Der kunne nævnes mange, men fælles for os pubertære unge mennesker så var der en hel del fantasier af forskellige art knyttet til denne fortrop for en senere tids syg idoldyrkelse og popkultur?

Først senere associerer jeg melodier med bestemte oplevelser, nogle af en meget privat karakter. Når jeg dengang senere sad på mit lille lønkammer hjemme hos min mor, kæmpede med at forstå termodynamikkens love eller hvad ved jeg i forsøg på at dygtiggøre mig til min fremtidige tilværelse, lyttede jeg til Radio Luxembourg. Her blev tiden nye hits spillet lang tid før de nåede Danmarks Radio og blev præsenteret af Jørn Hjorting i ”Teenagehjørnet”, dengang en nyskabelse eller af det, der nu må være Danmarks ældste teenager, Jørgen Mylius i ”Efter skoletid”. Radio Luxembourg (The Radio of your Stars) sendte på mellembølgebåndet, og blev af mig aflyttet på en lille skrattende transistorradio, som jeg havde fået af min kæreste i julegave; hun var netop blevet udlært. Selv var jeg fattig som en kirkerotte, og en investering på over hundrede kronet til en radio lå langt over min økonomiske formåen. Jeg kom i øvrigt grueligt galt afsted, for jeg takkede for gaven med ordene: ”Sådan en lille billig radio har jeg altid ønsket mig!” Det tog hun mig ret ilde op, men hun må trods alt have tilgivet mig, for vi blev senere gift og fik både hus, hund, barn og bil.

Jeg søger ofte nogle af melodierne fra dengang, og når jeg lytter til ”Penny Lane” med The Beatles føler jeg mig hensat til mit lille værelse på Erantisvej siddende på en spisebordsstol ved det teaktræsfarvede skrivebord med de vakkelvorne ben, jeg købte brugt på afbetaling, mens jeg var i lære for 150 kr….betalt over tre gange.

Også Chris Andrew med ”Yesterday Man” og Ken Dodd med ”The River” som var meget spillet I midttresserne på Radio Luxembourg, bringer minder frem, men de er af en hel anden karakter, som ikke egner sig til gengivelse…..

Kærester

Dette er en historie fra det virkelige liv. Det kunne have været en historie, hvor traumer, smerte og problemer fyldte mere, og den havde været ligeså sand. Men det ville ikke have ændret på begyndelse og slutning.

Tilfældige begivenheder en lun augustaften for mere end halvtreds år i en sjællandsk provinsby bliver afgørende for to unge menneskers liv.

To tyve årige ungersvende begiver sig afsted til konditoriet, hvor unge mennesker mødes om fredagen. Den generte maskinlærling og den frejdige bankelev er venner fra barndommen. De finder plads i en sofa overfor to lattermilde ungmøer, som arbejder i byens sygekasse, den ene er elev og den langhårede lyslokkede lattermilde er nyudlært.

Da selskabet ud på aftenen bryder op, spørger den generte maskinlærling den langhårede lyslokkede lattermilde ungmø, om han må følge hende hjem; de har skævet til hinanden hele aftenen. Hun afslår, men der skal ikke megen overtalelse til, før hun giver ham lov. Inden de når huset ved det lille torv, hvor hun bor sammen med sin mor i lejligheden over købmandsbutikken, tager han hende i hånden, og hun trækker den ikke til sig. Længe står de i gadedøren og fletter fingre. De aftaler at ses den næstfølgende søndag, for hun skal sammen med moren forberede flytning til et lille rødt parcelhus i byens udkant.

Det er en smuk sensommerdag, da han ringer på gadedøren. Der står hun så i hvid nederdel, blå blazer og hvide handsker. Med det lyse hår højt touperet og med små lyserøde roser i ørene, der  matcher læbestiften, er tiden til at pynte sig ikke brugt forgæves, for han er fuldstændig forblændet. Han er iført sine nye sommerbenklæder, jakke og slips, og skoene har fået en ekstra gang af børsten. Hånd i hånd går de gennem skoven på stien langs åen ud til kostskolen og over den hvide bro. De sætter sig på en bænk ved græsskråningen ned mod åen. På græsset foran dem har en familie slået sig ned i solskinnet, nogle børn løber og leger foran dem. “Se, mor, nu kysser de hinanden!”, råber er barn. Og lidt senere lyder det igen: “Nu kysser de hinanden igen, mor!”

På vejen tilbage langs åen er der kun de to i hele verden.....

De tager afsked i gadedøren, men de må bare ses igen om aftenen.

Den aften møder han hendes mor. En stille kvinde, der rejser sig fra den plads foran det 17” fjernsyn, som er blevet hendes verden efter mandens død, og hilser venligt på ungersvenden. Der er gensidig sympati.

Nogle uger senere præsenteres ungmøen for hans forældre. “En nipsgenstand” er den syrlige kommentar fra ungersvendens mor. Den er ikke positivt ment. Noget varmt forhold får de to kvinder aldrig til hinanden.

Næste sommer sker det. Deres forhold fuldbyrdes........en lørdag eftermiddag på gæsteværelset i det lille røde parcelhus. Moren er ikke hjemme. Resten af weekend’en svæver de på en lyserød sky. Det er første gang for dem begge. De har en hemmelighed sammen, som de allermest har lyst til at dele med hele verden......

Om efteråret tager de på en weekend-tur til Hamburg med DSB. Hendes mor er ikke begejstret, og mange formaninger om at være fornuftige hænger i luften, da de stiger på toget. Og fornuftige er de, men de er det på deres egen måde!

To måneder før han er udlært ved juletid, dør hans far, og de to kærester sidder nu med mødre, som trækker hver sin vej.

I det nye år begynder den 21 årige nu udlærte maskinarbejder videreuddannelsen til maskinmester i hovedstaden. Han bliver boende hos moren i provinsbyen. Hver morgen klokken seks skal han med toget fra provinsbyen. Først ved 17-tiden er han hjemme, og så skal der laves hjemmearbejde til næste dag. Hver anden søndag arbejder han på en benzintank, for midlerne er små. Og så skal han også være sammen med sin langhårede lyslokkede lattermilde kæreste. I de år er han kronisk træt, og når de er sammen lørdag aften, sidder han tit og sover. Privatliv er besværlig og kræver fantasi, og at de muligheder, der opstår, gribes....

Senere i livet taler de om den tid. Kunne det gøres om, var de flyttet til hovedstaden og måske skulle de allerede dengang have giftet sig.

Kun på ferierne kan de leve som mand og kone. Men at komme hjem og bo hver for sig igen, det er så trist.....

 Nogle år senere sker der noget lige inden, han skal op til den afsluttende eksamen.

Han slår op! Ligegyldige begivenheder er årsagen. Måske har hun flirtet lidt for meget til en fest, og måske frygter han, at drømmen om at komme ud at sejle står for fald. Det er har de aldrig fået talt igennem.

Eksamen skal  overstås, og så vil han at sejle nogle måneder, inden 12 måneders værnepligt i Marinen skal afvikles. Og så ligger hele verden åben for ham.

Og ud at sejle, det kommer han. Tre måneder med et fragtskib til den amerikanske vestkyst bliver en af hans livs store oplevelser.

I Glasgow får han post hjemmefra, fra moren, fra vennerne og.....fra den langhårede lyslokkede lattermilde pige. Hun savner ham, og livet er meningsløst...

Han tænker på hende hver dag. Og nu kommer det brev! Han får ikke skrevet tilbage, inden det gode skib en søndag eftermiddag - hvor regntunge skyer får himmel og hav til at gå ud i et - kaster los og lægger fra kaj for at stå ud af River Clyde med kurs over Atlanterhavet mod Panamakanalen. Først måneder senere, da det gode skib stamper sig vej tilbage mod Europa får han taget sig sammen til et svar. Med de irgrønne Azorer om bagbord - han kan se dem fra sit lukaf - skriver han så det brev, der først kan sendes, når de en lille uge senere anduver Rotterdam. Trøstende, tomme ord og en gang udenomssnak. Han savner hende og vil ikke erkende det.....

En regnfyldt efterårsdag midt i oktober, hvor blygrå skyer tynger himlen ned på jorden, står han i hjembyen. Eventyret er slut i denne omgang, for om morgenen er han afmønstret skibet i Frihavnen. Provinsbyen er skrumpet ind, siden han forlod den for tre måneder siden. Eller er verden udenom den bare blevet større?

Få dage senere sidder han i toget på vej mod Søværnets Eksercerskole. De mange oplevelser fra turen med fragtskibet tumler stadig i hovedet. Tolv måneders værnepligt skal overstås så smertefrit som muligt, så ligger verden åben for ham....

Tiden i Søværnet er god. Han får indhentet to et halvt år søvnunderskud, passer sit job i maskinrummet på det lille bevogtningsfartøj, han bliver udstukket til efter rekrutskolen, uden på nogen måde at blive overanstrengt. Fritiden ombord går med at spille kort, læse og sove, sove og atter sove, for når de sejler - det gør de meste af tiden - så bliver der ikke meget tid til søvn.. Maden ombord er bedre end på de fleste restauranter, og den brogede sammenbragte menige besætning af fiskere, håndværkere, kontorfolk og halvstuderede røvere har det godt sammen. Chef og officerer er flinke. Livet burde være problemfrit.

Men der mangler noget! Han savner den langhårede lyslokkede lattermilde pige!

På en orlov hjemme i vinterens slutning spadserer han hende i møde en fredag eftermiddag. Og helt som planlagt møder han hende på provinsbyens torv. Samme aften får de kaffe og kransekage på en kro i byens omegn, og det står klart, at de kan ikke andet end være kærester!

Ungersvenden ved også, at drømmen om at komme ud og opleve den store verden er slut.

Hendes mor bliver glad. Hans mor har svært ved at skjule skuffelsen...

Nogle måneder senere bliver de ringforlovet. Ringene betaler hun, for han ejer ikke kongens mønt. Han er stadig som værnepligtig marinesoldat bundet til det lille krigsskib og ofte er friheden begrænset af, at han skal kunne mønstre indenfor en time. Mulighederne for at være sammen med sin lattermilde kæreste er beskedne. I påsken, hvor skibet ligger på en sjællandsk flådestation, overvejer han, om han kan nå at hente hende i hjembyen, så han kan vise hende skibet og de kan være sammen.

Han er i tvivl og henvender sig til den vagthavende officer for forhøre sig, om det mon går an at køre til hjembyen og hente kæresten. Søløjtnanten påhører hans ærinde, men afbryder ham så: “De spilder tiden med snak, sømand! Se så at få hentet damen. Det er en ordre!”

Og han henter kæresten, og da de står på kajen, og hun ser den smalle gangway, som fører op til skibet, bliver hun bange. Den tør hun ikke gå op af! Vagten på skibet er en mørklokket, munter bankmand fra Jylland. Han tager ungmøen i hånden og med en støttende arm om livet fører han hende sikkert op på dækket. Hun smiler taknemmeligt til ham. Nede på forbanjen, hvor de menige holder til, når de ikke sover, fortsætter galanterierne. I sin nye lyserøde dragt bliver hun genstand for alles opmærksomhed. Al uhøvisk tale stopper. Skibskammeraterne træder i karakter som gentlemen. Kortspil indstilles, og der bliver hentet kaffe og kage til hende i kabyssen. Senere ser hun agterbanjen, hvor 16 værnepligtige marinesoldater sover i køjer på et meget lille område.

Besøget på det lille krigsskib gør stort indtryk på hende; senere i livet taler hun ofte om besøget. At så mange kan sove sammen på så lidt plads, kan hun ikke fatte, men mest taler hun om den galante vagt, der førte hende ombord og om besøget på forbanjen, hvor hun blev feteret og var i centrum...

Ungersvendens tid på det lille skrigsskib nærmer sig nu sin afslutning. Der skal findes job og tjenes penge. Hun tager del i jobsøgningen, og sender ham jobannoncer. En annonce har hendes mor været behjælpelig med at finde. Hun ser gerne, at der bliver at par ud af de to - og datteren skulle jo nødigt komme til at bosætte sig alt for lang borte fra det lille røde parcelhus i hjembyen! En sjællandsk industrivirksomhed søger en maskinmester. Han søger på jobbet, og bliver indkaldt til en samtale på...... et savværk! Ikke lige det, han har drømt om. Iført sit bedste tøj, brune fløjlsbukser med hængerøv, skrigende gul skjorte, et grimt grønt slips og en slidt skindjakke ankommer han en sensommermorgen fra Bornholm, hvor det lille krigsskib ligger udstationeret, til den lille østsjællandske provinsby syd for metropolen.

Jobsamtalen forløber godt, og han får jobbet på savværkets kraftcentral i byen ikke så langt fra hjembyen. Den langhårede lyslokkede kæreste er glad og lettet.

I oktober hjemsendes han fra Søværnet og begynder få dage senere på sit nye job. Han lejer sig ind på et værelse, mens hun bliver boende i hjembyen hos moren i det lille røde parcelhus. Kun på de mange charterrejser til Sydeuropa gennem de næste tre år deler de seng som mand og kone. For der skal spares sammen til udbetaling på et hus, inden de gifter sig. Og at flytte sammen uden at være gift vil på ingen måde fornøje hendes mor.

Efter tre år er den nødvendige kapital sparet op! De ser på huse, og brylluppet planlægges. Et lille hvidt parcelhus, skal blive deres hjem de næste 29 år.

De bliver viet i den kirke, som de i sin tid havde udsigt til den solrige sensommersøndag for otte år siden, hvor de kyssede hinanden for første gang. Bedårende ser hun ud i sin lange hvide kjole med slør, og brudebuketten med de blå franske anemoner og liljekonvalerne har hun nøje instrueret ham om. Bryllupsmiddagen - betalt af hendes mor - er på en af omegnens restauranter, og den efterfølgende fest holdes hos hendes bror og svigerinde i deres nye hus. En snes gæster, familie og ungdomsvenner, er med til festen. Spontant kræver gæsterne, at der danses brudevals, og til en af tidens popmelodier fra en kasettebåndoptager danser de brudevalsen ude i køkkenet. De bryder tidligt op, for en energikrise hærger landet med kørselsforbud om søndagen, så de skal være hjemme inden midnat. Med sig i bilen har de foruden bryllupsgaverne en sammenkogt ret - mad nok til flere dage - tilberedt af hendes mor, som er klar over, at der er et stort forbedringspotentiale for madlavning gemt i datteren. Og endelig foran døren til det lille hvide parcelhus kan han bære sin langhårede lyslokkede lattermilde brud over dørtrinnet.

Og allerede om mandagen begynder hverdagen. Hun starter i sit nye job, så det er noget af en omvæltning den nygifte frue kastes ud i. Let er den første tid ikke for hende. Hun savner sin mor, og hver dag er hun nede ved telefonboksen i butikscentret for at ringe “hjem”.

Fem år efter brylluppet bliver hun gravid. Endelig er hun parat til at berige deres tilværelse med et barn. Fra den søndag morgen, hvor graviditetsprøven viser sig positiv, bliver intet som før! Den skrøbelig pige med trang til beskyttelse tager styringen og tager ansvar for indkøb af babyartikler, tøj, barnevogn, kravlegård, mens han mere afslappet mener, at det haster nok ikke så meget. Men han har pænt at indrette sig, og det gør han!

Hun har lige startet på sin barselsorlov, og han passer sit arbejde på en eftermiddagsvagt, da hun en dag, hvor han kommer hjem fra arbejde ved midnatstid, roligt meddeler ham, at hun er begyndt at få veer. De kontakter sygehuset og får besked om at komme ud på fødeafdelingen, når der er et bestemt interval mellem veerne. Hun tager det iskoldt, går i bad, pakker en taske og siger farvel til hunden, mens han render rundt med hovedet under armen og ved hverken ind eller ud. Og da de i den lille Honda begiver sig på vej til sygehuset, kan han ikke finde vejen. Den historie fortæller hun med stor fornøjelse gerne ofte. Tolv timer senere kommer drengen til verden. Han kan ikke holde tårerne tilbage, og de får frit løb, da han står med sønnen i sine arme.

Drengen bliver deres livs største glæde og deres omdrejningspunkt!

De får ikke flere børn. Han vil gerne, men hun vil ikke. Måske ved hun, at hendes skrøbelige sind ikke kan rumme flere børn....

Gode år følger med travlhed, glæder, sorger og bekymringer. En lille familie og en lille trofast vennekreds udgør netværket. Man ses ofte og gerne, tager på ture og ferier sammen og deltager i hinandens familiebegivenheder. De har det ganske godt i den lille familie. Og det midaldrende par er ikke kun gift, de er også kærester.

Betingelserne for en god tilværelse er tilstede med en velfungerende søn og en robust økonomi, som tillader ferier til syden, udskiftning af bil med mellemrum, forbedringer på det lille hvide parcelhus og flere både. Begge har de deres gode arbejde. Det løber pænt rundt, og hvad der kommer ind, bliver stort set brugt. Pensionering og alderdom ligger lysår borte!

Men den tid kommer også!

Deres sidste år sammen bliver ikke deres livs bedste. Sygdom kaster mørke skygger over tilværelsen. Hendes skrøbelige sind slår knuder, blodpropper i hjernen kommer til, og hun rammes af en kræftsygdom. Det påvirker hele familien, og hans måde at agere på er ikke altid rationel. Men...hele vejen igennem har de gode stunder, for de er stadig kærester.

Hun kæmper sig tappert igennem det hele, for i hendes spinkle krop gemmer der sig livsvilje og stædighed.

Den sommer, hvor kræftsygdommen efter syv års fravær igen dukker op, er hun blevet afhængig af sin tyndhårede og gråskæggede mand. Det indretter de sig efter. Om morgenen har de gode stunder sammen. Så ligger de i sengen, holder hinanden i hånden, og snakker om, hvordan dagen skal forløbe og om gamle dage, for de er jo kærester.

Hun spørger ham flere gange, om han tror, hun klarer det, og han svarer med al den overbevisning, han kan opbyde: “Vi klarede det sidste gang. Det gør vi igen!” “Ja, tror du ikke?” siger hun med bedende øjne. Men denne gang tror han det ikke. Den dag, hvor hun får beskeden, at kræften er uhelbredelig, er hendes søn og mand med. Hendes tilstand er så dårlig, at hun bliver indlagt.

En sygeplejerske spørger hende, hvad der for hende er livskvalitet. Hun læser spørgsmålet op  fra et skema. “Det er, når min søn og min mand er her og holder mig i hånden.” svarer hun.

Hver dag er sønnen og manden hos hende, og de får intense gode stunder sammen. Hun ved, hun skal dø, men fortrænger det, og ingen bringer det på bane. Når han sidder ved siden af sengen og holder hende i hånden, siger hun: “Du er min kæreste.” “Ja, jeg er din kæreste.” svarer han. De sidste dage er hun kun tilstede i korte øjeblikke, og hun kan næsten ikke tale. Det sidste hun siger er: “Jeg vil være hos dig.”

En kølig dag midt på sommeren kun to uger efter hun blev indlagt, holder han hende i hånden for sidste gang.

Der er da 52 år siden, den generte lærling en lun augustaften tog den langhårede lyslokkede lattermilde pige i hånden og de blev kærester.....