Min Fætter Kjeld

Forleden dag kørte jeg gennem Roskilde. I byens silhuet knejsende domkirken, og jeg kom til at tænke på min fætter Kjeld. Hvorfor netop domkirken fik mig på de tanker, vender jeg tilbage til.

Fætter Kjeld var blandt de 15 – 20 af mine fætre og kusiner - som jeg jævnligt så - min yndlingsfætter. Han var ti år ældre end jeg, og han var søn af min fars søster Ruth og onkel Åge. Han havde alt det, som en 12-14 års dreng kunne drømme om: Udlært maskinarbejder og betjente en stor drejebænk, havde været med Marinen i Leningrad, var ejer af en blå Vespa scooter, og så var han kæreste med den kvieøjede Grethe, en bly ungmø med et mildt og vindende væsen, som gjorde hende afholdt af hele familien. Og det i sådan en grad at farbror Ole kunne have svært ved at holde fingrene fra hende (hvad hun på sin egen stilfærdige måde frabad sig). Grethe havde i den 12-14 års drengs optik kun et handikap - hun røg store cerutter!
Fætter Kjeld havde et pænt stort ego – somme tider på grænsen til det støjende. Nu hører det med til historien, at min fars familie – og det er den, det drejer sig om – var meget diskussionslysten, og den ikke forsømte nogen lejlighed til at mødes i festligt lag, det være sig jule- og påskefrokoster, fødselsdage eller bare den årlige familiefest. Og der blev festet og diskuteret. En sommerdag - ved en sådan begivenhed - hvor diskussionen gik livligt og højrøstet for åbentstående vinduer, blev der tysset på min noget højtråbende fætter, der vel netop havde rundet de 20 somre. Fætter Kjelds svar var blot, at så var det meget heldigt, for han ikke sagde noget, andre ikke måtte høre. Og det var nok ikke så langt fra sandheden! Til disse familiesammenkomster hørte en god frokost, med rigeligt af mad eller drikkevarer. Den blev efterfulgt at kortspil – som regel whist. Fætter Kjeld fik somme tider lov til at ’afløse’ en af de ’voksne’ som fjerdemand i et spil whist. Derved steg lydniveau’et omkring spisebordet adskillige decibel. Var han ikke med i spillet, så var han ivrig iagttager af det og kommenterede frimodigt efter hvert spil de enkeltes ’præstationer’. ”Hvorfor fanden spillede du din ’trumf’ så tidlig morbror Tormod (min far)?’ eller ”Du kunne s’gu da ikke melde en ’solo-nolo’ med de kort, du sad med på hånden, morbror Ole”. Familien tog nu ikke fætter Kjelds kommentarer så nøje; de lod ham snakke. Værst var det, når han kommenterede sin fars (onkel Åge) præstationer. ”Du skal s’gu da ikke melde ’pas’ med den hånd, far, du er alt for forsigtig!”. Så steg spændingsniveau’et omkring bordet somme tider til det ubehagelige. Fætter Kjeld og hans far onkel Åge var af vidt forskellige temperamenter og kom let uoverens. Så måtte min far lægge sig imellem for at genskabe den gode stemning. En gang under et spil whist, hvor fætter Kjeld var blevet makker med farbror Ole (hans morbror), og hvor de havde tabt et spil, rejste fætter Kjeld sig og gik over og hev i kådhed farbror Ole i slipset. Til alle overraskelse gav slipset efter, og det afsløredes, at slipseknuden var ’præfabrikeret’ og slipset sad med en elastik rundt om flippen. Det gav fætter Kjeld et kæmpe grineflip, og han udbrød: ”Har I set alle sammen: Morbror Ole kan ikke selv binde en slipseknude!” Og det hele opløstes i grin.
Fætter Kjeld blev gift med sin Grethe og flyttede til Slagelse, hvor han havde fået arbejde. To døtre kom tidligt til, og når pengene var små, kørte Kjeld på sin blå Vespa scooter ud på landet og hentede kålrabiroer fra en tilfældig bondemands mark. Så stod menu’en i et par dage på stuvet kålrabi med kartofler.
På et tidspunkt købte fætter Kjeld en brugt Renault Dauphine. Den havde set bedre dage, og da han mente lakeringen trængte at fornyes, købte han en dåse dueblå maling og en pensel - og malede bilen. Desværre havde han ikke taget vejrguderne i ed, og inden malingen var tør, begyndte det at øse med. Det gav bilen en speciel nubret overflade, som han rent undtagelsesvis ikke selv kunne more sig over. Fætter Kjeld var også et meget søgende menneske, der var nysgerrig og ikke holdt sig tilbage med at udforske de muligheder, tilværelsen bød på. Således kunne han i sine unge dage finde på at frekventere den katolske kirke i Roskilde en julenat for at overvære midnatsmessen. Var der nu noget her, som kunne bruges? Næppe. Det var aldrig kedeligt at være på familiebesøg, når fætter Kjeld var til stede. Det var han hos forældrene i Roskilde med familien - som nu omfattede 3 børn - samtidig med os en søndag midt i 60’erne. Jeg var i lære på det tidspunkt. Og nu kommer domkirken ind i billedet. Kjeld havde på det tidspunkt åbenbart gennem længere tid spekuleret over det urimelige i, at der skulle betales entré til Roskilde Domkirke, når man nu som medlem af folkekirken betalte kirkeskat. Rigtigheden i den tese måtte efterprøves i praksis. ”Vi skal en tur ind i Domkirken uden at betale for at komme ind. Det er vores gode ret!” lød beskeden til mig. Vi tog af sted og slentrede forbi billetsalget og kontrolløren ved indgangen – uden at ænse nogen af dem - med Kjeld højt snakkende som altid. Den venlige kontrollør gjorde høfligt opmærksom på, ar vi lige skulle huske at købe billetter. Denne bemærkning fik straks fætter Kjeld på vej op i det røde felt. Næh, det skulle vi så sandelig ikke, for vi var nemlig medlemmer af Folkekirken og betalte kirkeskat, så vi havde fri adgang til alle Folkekirkens kirker, lod Kjeld den venlige mand vide. En længere diskussion fulgte og fætter Kjeld, der nu var kommet helt ind i det røde felt, bad om at tale med en kompetent person. En sådan blev med lidt besvær fremskaffet, og sandelig om denne ikke måtte bøje sig for fætter Kjelds højrøstede insisteren, der efterhånden havde samlet mange tilhørere. Hvis vi ville ind i kirken for at holde andagt, skulle der selvfølgelig ikke betales entré! Og det var jo netop, hvad vi ville, svarede Kjeld! Vi fik nu anvist to pladser midt i kirkeskibet med en kirketjener placeret ved siden af os. Med hans strenge blik hvilende på os, forklarede fætter Kjeld med fægtende arme om kirkens seværdigheder og hvor de enkelte konger lå begravet. Jeg kunne være krøbet i et musehul og forsøgte længe at stoppe Kjelds talestrøm for at foreslå, om vi ikke snart skulle gå. De lykkedes efter nogen tid, og vi forlod domkirken med min triumferende fætter Kjeld forrest. Han havde opnået, hvad han kom efter.
Forældregenerationen falder fra, og forbindelserne til de fætre og kusiner, jeg havde tilbragt mange muntre timer sammen med til glade familiebegivenheder, døde stille og roligt ud. Det var lidt vemodigt, men sådan var det. Vi havde alle fået vores eget. I et par årtier så og hørte vi ikke noget fra hinanden. En dag få år for årtusindeskiftet blev jeg ringet op. Fætter Kjeld var i telefonen. Hans far onkel Åge var som en af de sidste i forældregenerationen død og skulle bisættes førstkommende lørdag. Fætter Kjeld ville blive glad, om jeg kom til bisættelsen. Den triste anledning til trods, så blev det et glædeligt og muntert gensyn med mange af mine fætre og kusiner. Kjeld havde fået tilkendt invalidepension og var blevet skilt fra Grethe og levede nu sammen med en anden kvinde. Men Grethe var også med til bisættelsen. Hun havde til det sidste bevaret forbindelsen til sin svigerfar. Selvom hun nu var en ældre kvinde, havde hun bevaret det venlige og imødekommende væsen, der i de unge dage gjorde hende afholdt i familien. I kapellet holdt fætter Kjeld en smuk og stærk tale om den far, han ofte havde været i opposition til. De var i onkel Åges sidste år kommet til en større forståelse. Efter bisættelsen havde fætter Kjeld bestemt, at vi – fætre og kusiner – en sidste gang skulle mødes i den lejlighed, der havde været rammen om så mange muntre stunder årtier tilbage. Han havde indkøbt smørebrød, øl og snaps og en munter stemning, som tit – når det drejer sig om et ældre menneske - forløser en bisættelses tristhed, bredte sig. Glade minder blev udvekslet under grin og latter. Og da vi tog afsked med hinanden, var vi vel alle sammen klare over, at vi næppe ville blive samlet igen. Jeg udvekslede telefonnummer med fætter Kjeld. Vi fik aldrig ringet sammen. Kun en gang kom jeg ved en fejltagelse adskillige år senere til at ringe på nummeret. Jeg skulle arbejdsmæssig have fat i en person med samme navn. Da jeg spurgte efter Kjeld, svarede kvinden i den anden ende af forbindelse: ”Det kan du s`gu glemme alt om. Han er død for flere år siden!”