Caltextanken

Jeg har haft omkring et dusin chefer i mit arbejdsliv. Nogle er næsten gledet ud i glemselen. Andre burde have været det, men er det ikke! Tilbage står en lille håndfuld personer, som har efterladt positive indtryk og vel også påvirket mig. Det har været tryghedsskabende personer, som sjældent eller aldrig mødte omgivelserne med uventede ubehageligheder, og man følte sig godt tilpas i deres nærvær. Ikke at de ikke har stillet krav - for det har de! Og fejlfri var ingen af dem vel heller ikke, men hvem er det? At kalde dem for gode chefer er for enkelt, og jeg skal ikke forsøge at definere den gode chef. Det er der skrevet tykke bøger om - og nogle af disse er måske ligefrem kloge....

Forpagteren af Caltextanken i Ringstedgade i Næstved havde næppe læst i nogle af disse bøger, men Olsen - som han hed - tilhørte den sidste kategori. Jeg stod første gang overfor ham en varm julidag i 1962. Der søgtes en arbejdsdreng til tanken, og jeg var cyklet  derud, for med en netop afsluttet realeksamen var der 3 måneder til jeg skulle i lære, og et job ville lune gevaldigt på økonomien. Olsen var en lille let rundrygget mand midt i halvtresserne og iført grøn kittel, mørkeblå alpehue og velpudsede brune træsko med bagkappe. Jeg så ham aldrig i anden mundering i de 10 år, jeg kom på tanken - først som arbejdsdreng, siden i deltidsjob i weekends og ferier og til sidst kun som kunde.

Olsen forsøgte på ingen måde at glorificere jobbet og lagde ikke skjul på, at der skulle arbejdes! Han spurgte flere gange, om jeg nu var sikker på, om jobbet var noget for mig. Han virkede barsk (og kunne også være det - også over kunder), men et eller andet sted var der glimtvis antydningen af et smil. Jeg holdt stand, og pludselig sagde han: "Nå, men du kan så begynde på mandag kl. 14. Du får 80 kr. om ugen og du skal arbejde hver anden weekend!"  Vi havde under samtalen hverken berørt løn eller den kendsgerning, at hver anden uge var aftenarbejde, og at der skulle arbejdes hver anden weekend. Ikke desto mindre var jeg overlykkelig over at have fået jobbet, og jeg skyndte mig hjem for at viderebringe den gode nyhed.

Arbejdet bestod i at betjene kunder (Husk ALTID at spørge til olie og vand, samt at vaske forruden! havde Olsen formanet mig, inden jeg startede på jobbet). Herudover skulle der vaskes biler (det var før bilvaskemaskinernes tid) og lappes dæk. Jeg blev hurtigt meget glad for jobbet. Olsen behandlede os pænt, talte venligt (men sandelig også bestemt) til os alle. Han brød sig bestemt ikke om at se nogen (der var vel 6 - 8 ansatte) ubeskæftigede og så gerne, at man selv fandt et eller andet nyttigt at foretage sig i ledige stunder. Det kunne være at vaske fliserne i smørehallen, luge i Petuniabedet foran tanken eller rive det uasfalteredes areal bagved vaskehallen. Havde man forstået det, så havde man det som blommen i et æg. Olsens ånd svævede overalt, ingen var i tvivl om hvem, der bestemte. Han havde karisma, der ikke gjorde det nødvendigt for ham, at hæve stemmen eller at  være ubehagelig. Kun en gang har jeg oplevet ham tæt på at overskride sine egne grænser for god opførsel og ledelse. En smøremand havde fyldt 10 -15 liter smøreolie på en af fragtmand Rasmussens store røde Scania Vabis lastbiler - desværre uden først at have skruet bundproppen i bundkarret - så al smøreolien løb ud i smøregraven. Da Olsen hørte om det, kunne jeg se han kæmpede en kamp mod indre dæmoner, som han dog tilsidst vandt. Han sendte den uheldige smøremand hjem med besked om at få sovet ud, så han kunne møde frisk på arbejde dagen efter!

 Men Olsen havde en mørk side! Han forsvandt med måneders mellemrum fra jordens overflade i op til flere dage. Vi vidste allesammen, at når han drog afsted med forvalteren fra den nærliggende avlsgård eller frugtgrossereren med besked om, at de lige smuttede ud for prøve forvalterens/frugtgrossererens bil - og kursen var lagt ud ad Køgevej mod Holme Kro - så kunne der gå et par dage, før vi så ham. Så dukkede han op en morgen, som om intet var hændt. Når dette er nævnt, så hører det også med til historien, at jeg aldrig har oplevet  ham beruset, endsige i nærheden af spiritus, når ses bort fra de gange, han har sendt mig ned til kvarterers lille kælderkøbmand søndag middag, inden han gik hjem , efter en halv flaske Rød Aalborg, som formentlig skulle peppe en søndagsfrokost - som mange års ægteskab måske havde givet et lovligt rutinemæssig skær - op.

Ud over at være en kompetent chef, så var Olsen også en dygtig forretningsmand, som nød mange af provinsbyens spidsers tillid. Det var ikke ualmindeligt, at når en af disse højrøvede forretningsindehavere kom og skulle have benzin fyldt på deres store bil, at en arbejdsdreng, der kom herligheden imøde, blev ignoreret, og at den højrøvede gik ind i butikken og afgav sin bestilling til Olsen, der så efterfølgende med venlig stemme kunne råbe ud gennem døren: "Bent, vil du tanke grossererens bil helt op!" (de store kunder blev altid tiltalt og omtalt med titel). Om mens jeg tankede bilen, vaskede forrude og kontrollerede dæktryk, foretog Olsen selv kontrol af motorens oliestand. Det må grossereren have følt meget betryggende!

Også på andre områder var Olsen ikke uden evner for at udnytte de muligheder branchen gav for at optimere indtjeningen. Det skete med jævne mellemrum, at han kørte til København med trailer bag en af de store amerikanske biler, han havde i årenes løb, og kom tilbage med en orangefarvet 200 l. tromle (uden tekst) med centifugeret spildolie, som successivt blev pumpet op i gravitationstankene med den originale olie.

Og en tromle med 200 l. farvet benzin, som blev leveret omegnens bønder, indeholdt altså kun 195 l.

Selvom Olsen kunne virke barsk - det var ikke en person, man kom tæt ind på livet af - så havde han mod og empati nok til at henvende sig til en 21-årig - hvis far var død ugen forinden - og give ham nogle opmuntrende ord med på vejen og før jul en pæn kontant julegave, som faldt på et endog meget tørt sted, da samme 21- årige stod foran et flerårigt skoleforløb..

Jeg fortsatte efter de tre måneder med at arbejde i weekends og ferier på tanken i hele uddannelsesforløbet, og havde mit sidste job efter afsluttet uddannelse. Selvom jeg på det tidspunkt var fyldt 25 kunne ikke få mig selv til at sige 'du' til ham....

Den Kolde Krig på Bornholm

 

Den 2. Verdenskrig sluttede i foråret 1945 og efterfulgtes af Den Kolde Krig, som varede til Murens fald i efteråret 1989. Sejrherrerne fra krigen - De Allierede – havde delt byttet; efterfølgende troede de ikke hinanden over en dørtærskel. To ideologier overfor hinanden. Atlantpagten (NATO) overfor Warszawapagten. Det skabte konflikter! Man chikanerede hinanden. Man spionerede og oprustede, og ind imellem truede konflikterne med at bringe verden ud i ragnarok. Det var den kolde krigs tid i min barndom og ungdom, og for forældregenerationen lurede en reel frygt for en atomkrig.

Jeg deltog i foråret og sommeren 1970 aktivt i denne kolde krig, idet jeg aftjente min værnepligt som menig maskinmester på Bevogtningsfartøjet P535 ’NYMFEN’ – en af NATO-flådens evige trusler mod ’De Røde’ i Østersøen – ’Fredens Hav’. Nåe, ja – det med truslen er måske en overfortolkning; vores primære opgave var farvandsovervågning i internationalt farvand, enten ved udkald til uidentificerede skibe eller ved de såkaldt Stjernepatruljer, hvor ’NYMFEN’ i dagevis sejlede tæt på sømilegrænserne til DDR og Polen for at observere fjendens eller ’de rødes’ ( legale betegnelser i Søværnet dengang) flådebevægelser. Tanker om krig prægede ikke vores hverdag, selvom der ikke manglede dramatik.

Jeg påmønstrede ‘NYMFEN’ januar 1970 på Holmen. Besætningen bestod af 4 officerer, 1 oversergent og 17 -18 menige. Officererne havde deres eget lukaf, mens vi menige boede i køjer på agterbanjen, godt stuvet sammen på et lille areal. Ophold og skafning foregik for menige på forbanjen. Vi var to værnepligtige menige fuldt uddannede maskinmestre (bødere) ombord - udover mig min gode skibskammerat Per, som jeg kendte fra Auderødlejren. Vores nærmeste foresatte var en noget yngre maskinløjtnant (’mester). Han var en blegfesen ung mand - ikke ulig en konfirmand i sin fine officersuniform (som han vist var meget glad for). Han var meget genert, ganske flink og uskadelig og opholdt som regel kun i maskinen under havnemanøvre, sjældent i søen, hvor stanken af råddent bundvand og dieselolie var kraftig.

Inden vi overgik til egentlig tjeneste i de forskellige marinedistrikter med baser i Korsør, Stubbekøbing, Rønne, Køge og på Holmen, var vi på forskellige træningssejladser. En af disse gik ud på at indøve gastæt sejlads, hvor forbrændingsluften til de to maskiner tages direkte fra det fri og ikke - som under normal sejlads - fra maskinrummet. Til at overvære denne øvelse blev der fra Flådestation Korsør sejlet en viceadmiral ud til os i Storebælt. Det var en aldrende mand med et mildt ansigtsudtryk, der ikke havde den fjerneste lighed med fordums tiders barske søhelte. Et eller andet gik skævt for os i maskinen under denne omstilling. Der blev lukket helt for forbrændingsluften, og en sort røgfane steg op af skorstenen. Trikkeren (elektrikeren), der befandt sig på dækket, lod sig gribe af panik og råbte: ”Brand ombord! Brand ombord!” og hev resolut i nødstoppet til maskinerne. Og så sejlede vi ikke gastæt mere. Vi sejlede slet ikke mere! I maskinrummet blev der ligeså stille, som når Lars Løkke for rullende kamera bliver spurgt om forskellen på Venstres holdning og Venstres synspunkt! Den aldrende viceadmiral med det milde ansigtsudtryk tog det pænt, og morede sig lidt over fadæsen.

Under overvågningssejladserne sejlede vi sommetider kun en bådlængde fra ’fjendens’ (DDR og Polen) skibe, og det er også hændt, at ’NYMFEN’ har sejlet midt inde i en fjendtlig konvoj. Ikke sjældent bemandede de en kanon og pegede på os, men det var spil for galleriet. De vidste de, og det vidste vi. I de situationer krævede chefen, reglementeret påklædning på dækket og vi måtte heller ikke vinke over til besætningerne på de fjendtlige skibe. ( hvad vi som ofte gjorde.)

Engang var vi blevet beordret ud i Østersøen for at overvåge et østtysk dykkerskib, der fiskede efter eet tabt missil. ’NYMFEN’ ankrede op en skibslængde fra østtyskerne – og der blev vi liggende hele weekenden, imens danske jagerfly på skift styrtdykkede ned mod de to skibe. Den første nat blev der på ’NYMFEN’ posteret en vagtmand på dækket. En af officererne havde udstyret vagtmanden med skarpladt maskinpistol. Da det gik op for chefen, blev maskinpistolen fluks inddraget og ombyttet med en hvid gummiknippel. Så havde man da sikret sig, at ingen kom alvorligt til skade. Og chefen havde ydet et vægtigt bidrag til opretholdelse af verdensfreden, for tænk om vagtmanden i befippelse havde skudt en af de rødes søfolk! Stor diplomatisk krise, troppeopbud osv….

En anden gang blev ’NYMFEN’ sendt op i Storebælt for at møde den russiske krydser ’SVERDLOV’, som var på vej sydpå og op i Østersøen. Da vi passerede den om bagbord gjorde krydseren ’front om bagbord’. Dvs. hele besætningen linede op i retstilling på bagbords side. Den er den måde to orlogsfartøjer kan hilse på hinanden på. Lidt imponerende var det nu. Og så lagde vi os ellers i krydserens kølvand og ’eskorterede’ den til øst for Bornholm. Det blev kattens leg med musen. ’SVERDLOV’, hvis topfart var 32 knob (mod ’NYMFENS 17 knob) skiftevis øgede og sænkede farten, så hver gang vi var kommet tilpas bagud ’ventede’ de på os for igen at sejle fra os. De drillede os!

Hele sommeren 1970 lå ’NYMFEN’ i Rønne. Her oplevede vi den største triumf i min tid på ’NYMFEM’. Vi sænkede et skib!

En varm augustaften var vi nogle stykker, som var gået Rønne Bio. Pludselig blev forestilling afbrudt, lyset tændt, og en mand meddelte, at besætningsmedlemmer fra ’NYMFEN’ skulle mønstre på skibet med det samme. Uden for biografen kunne vi høre skibssirenen og se lyskeglen fra skibets projektør op i luften. Der var ubrudt brand på tankeren ’OTTO TERKOL’ som lå til kaj ved Østkraft få hundrede meter fra ’NYMFEN’, som af brandvæsenet var blevet anmodet om assistance. Chefen, som i sådanne situationer let lod sig rive med og let blev forvirret, fik efter nogle kluntede manøvrer i havnen, lagt til på siden af den brændende tanker. I de lokale aviser blev det dagen efter beskrevet, hvordan ’NYMFEM’ ” elegant gled op på siden” af den brændende tanker. Løgn fra ende til anden! Vi nærmest buldrede i ind i tankeren, og med lidt større fart var den formentlig blevet sænket i første forsøg. Nå, men slukningen påbegyndtes, og efter nogle timers sprøjten med vand, blev det klart, at branden ikke kunne slukkes. Det blev derfor besluttet at vandfylde tankeren. Koøjer blev knust og brandslanger stukket ind. Efter yderligere et par timer havde ’OTTO TERKOLD’ lagt sig tilrette på bunden af Rønne Havn med kun det øverste del af apteringen oven vande. Mission completed! Det var noget over midnat, da chefen over skibets prajeanlæg kontaktede brandinspektøren på land: ”Hr. brandinspektør, nu overtager De skibet! Jeg gentager: Hr. brandinspektør, nu overtager De skibet. Vi returnerer!” Meldingen kom med sådan en volumen, at den lille del af Rønnes befolkning, der ikke var stimlet sammen på havnen for overvære forestillingen, må være blevet vækket.

Næste dag var de lokale aviser fulde af lovord om de tapre marinesoldaters indsats, og den lokale brandinspektør roste også besætningen på ’NYMFEN’. Min egen indsats vil måske ikke fremstå som en af de største enkeltmandspræstationer i den Søværnets historie, men det var altså MIG, som startede skibets brandpumpe den augustaften 1970 i Rønne havn!

I de efterfølgende dage brugte vi meget tid i ’maskinen’ på at fremstille en mindeplade over begivenheden. Der blev filet en silhuet ud i messing af ’OTTO TERKOL’. Mindepladen bar overskriften: ’Til minde om slaget mod OTTO TERKOL’ Den fik sin plads på skottet i forbanjen.

Med skibets forlægning til Rønne var det ikke muligt for et vagtskifte med 3-timers varsel at nå hjem i weekends. Derfor blev mange fri-weekends tilbragt i Rønne. Der skulle jo lidt adspredelse til i sådanne situationer, og det kunne passende være at indtage nogle bajere på agterbanjen. Vi måtte ikke drikke spiritus ombord, men officererne havde et pragmatisk forhold til denne kendsgerning, og de opsøgte aldrig konfrontationer i den anledning, selv når chefen bogstavelig talt løb ind i et par af gutter med en ramme guldbajere imellem sig. Han eneste kommentar(uden at dreje hovedet) i forbifarten var blot: ”De må ikke have øl ombord sømænd”. Han så sig ikke tilbage eller foretog sig ikke yderligere. Da han var ude af syne blev øllet båret ombord Han var nu heller ikke selv afholdsmand.

I sådan en weekend fik samme chef besøg på skibet i Rønne af sin kone eller kæreste – hvad ved jeg. Hun var efter sigende brasilianer og forfatterinde. Da den falmede sorthårede sydamerikanske skønhed så den vakkelvorne gangway’, der forbandt kaj og skib, var hun tæt på et hysterisk anfald, og nægtede at gå ombord. Plotteren Thorkild, der gik kajvagt, fattede lynhurtigt situationen og tilbød galant den sorthårede falmede skønhed sin hånd og førte hende sikkert ombord. Hun kvitterede overfor den sortkrøllede Thorkild med et mere end anerkendende smil, men chefen traskede bagefter og hurtigt fik damen ned om læ.

Jeg afmønstrede ’NYMFEN’ i midten af oktober på Holmen. Det var lidt vemodigt at tage afsked med de gutter, der i 9 måneder havde levet så tæt sammen. Inden indkaldelsen til Søværnet havde jeg besluttet, at betragte det som lidt af et sabatår efter to og et halvt hårde år på skolebænken. Værnepligtstiden skulle overstås så let og smertefrit som muligt, og det blev den. Jeg følte mig ikke udsat for større ubehageligheder i den tid, og har kun gode minder tilbage med gode kammerater fra vidt forskellige samfundslag.

Eller er det bare sådan, at nogle mennesker har gode minder, men en dårlig hukommelse?

 

 

Peder Kristian og Indre Mission på Mors

For personer tæt på mig lyder det måske usandsynligt, men……min morfar var med til at stifte Indre Mission på Mors!

 Peder Kristian Nielsen er født i 1855 og bliver udlært sadelmager fra Ejerslev. I 1881 bliver han gift med den 4 år yngre Ane Marie Salquist. Som ung bliver Peder Kristian grebet af den vækkelse, der i 1890 griber øen, som en reaktion mod den herskende grundtvigianisme. Han var ”kommet i Berøring med troende Mennesker og forstod godt med mig selv, at jeg skulle have det anderledes”. Således skriver han i en lille bog ”Indremission på Mors” udgivet af Lærer Valdemar Pedersen. Han er stærkt i tvivl, og han skriver videre: ”Men Gud blev mig for stærk, og saadan gik der en tid, indtil jeg med flere fik kæmpet Jakobskampen ud og fik fred”. Han involverer sig i Indre Mission og inviterer omrejsende missionærer til at komme at tale om evangeliet og vejen til frelse. Han går fra dør til dør på øen og fortæller om møderne, som man efter noget besvær får lov til at holde på skolen i Øster Assels, hvortil han og Ane Marie er flyttet. Der er behov for et missionshus, og Peder Kristian går sammen med andre fra hus til hus, fra gård til gård på øen for at samle penge ind til missionshuset. Det giver meget besvær og koster en tur på herredkontoret i  Nykøbing for afgivelse af forklaring. Han konstaterer efter mødet ”men det gik dog bedre end forventet, og min rejse fik jeg godtgjort, men de indsamlede penge blev inddraget”. De må derfor på den igen til fods øen rundt for at samle penge ind, og den 25. november indvies missionshuset.  Der forgik mange aktiviteter i huset ”på heden”, bl. a. ”ynglingemøder og møder for børn. Ingen synes egnet til at lede disse møder, og”, skriver Peder Kristian  ” det endte med, at vi maatte have rede paa stillingen. Til sidst forstod jeg paa Herren, at han ville have mig i den Gerning og han har hjulpet mig hver Gang, jeg stod over Børnene.”
Men der må være blevet tid til overs fra gerningen som sadelmager og arbejdet i Indre Mission. Ane Marie og Peder Kristian fik 13 børn over 22 år. Det sidste barn fik Ane Marie som 46-årig. Barnet var dødfødt. Kun 7 af børnene blev mere end 2 år.
Jeg nåede ikke at kende min morfar, som døde i 1947. Min far har beskrevet ham som en mand med en underfundig humor og megen lune, skønt min far engang fik en gevaldig røffel af den gamle. Mine forældre lærte hinanden at kende i en moden alder; de var over 30, da de mødtes. Under et af de første besøg på limfjordsøen havde mine senere og endnu ugifte forældre en aften været på besøg hos nogle af min mors gamle venner og var kommet sent tilbage. Det medførte dagen efter en heftig reprimande fra den gamle, så voldsomt, at min ellers altid besindige far måtte tage til genmæle, og gøre opmærksom på, at han nok mente sig i stand til at tage vare på hans datters sikkerhed efter i 7 – 8 år at have bumlet den halve jordklode rundt som sømand og alt muligt andet.

Peder Kristian døde som 92-årig i 1947 8 år efter Ane Marie.

 

Realklasse E 1962

Realklasse E på trappen foran Næstved Gymnasium juni 1962. Det var en god klasse. De fleste af os havde gået i samme klasse fra 1. mellem, ja nogle havde jeg gået i klasse med helt fra 1. klasse. Nu skulle vi spredes for alle vinde - og det blev vi. I årene derefter blev det kun til tilfældige møder med enkelte, men nok til at få lidt at vide om, hvordan det var gået andre. 3 af os blev maskinmestre, hvilket mærkeligt nok først kom til min vished i en sen alder. 3 eller 4 valgte lærergerningen, en blev sygeplejerske, to kom i banken og hvad der blev af de andre, ved jeg ikke, De kvikkeste hoveder havde allerede forladt klassen efter 4 mellem for at begynde i 1. G. To af disse blev kendt i en større offentlig. Vognmandens søn fra en omliggende landsby blev økonom og opnåede en meget høj stilling EU og var ofte citeret i medierne. Den anden, en pige, myrdede sin mor.

Flere af de lærere, der underviste os, har efterladt et varigt og positivt indtryk. Min første engelsklærer - nyuddannet fra Københavns Universitet - var en meget inspirerende og engageret lærer i de år, vi havde ham i dansk og engelsk. Han blev senere rektor for Viborg Katedralskole, og fornyeligt så jeg i avisen, at han var død i en alder af 95 år. Han fik os indprentede de latinske grammatiske betegnelser i sådan en grad, at de aldrig blev glemt. Vores tysklærer blev direktør for Næstved Handelsskole. Han kunne med et blik skabe ro i hele klassen, og havde man lært sine tyske remser var han rigtig flink, men hvis ikke..... Vores geografilærer Metz (ja, han er i familie med Georg Metz) var oprindelig bankmand i mange år, men blev i en fremskreden alder cand. mag. i geografi og et andet fag, som jeg ikke husker. Han gik altid rundt i rødbrune pludderbukser med tilhørende jakke. En munter fætter, det han. Hans glansnummer var at bevise, at vand kunne løbe opad. Stående på hænder op ad væggen foran klassen kunne han med et sugerør drikke en sodavand.

Største personlighed var lektor Jønsson, som vi havde i dansk fra 3 mellem og senere også i fransk i realklassen. En ældre flamboyant levemand, der spadserede fra hjemmet til skolen hver dag med stok i den ene hånd. Ofte læste han højt af 'Den Afrikanske Farm', som for ham var noget af det ypperligste. Vi fandt til gengæld oplæsningen gabende kedsommelig. (Jeg har senere i den grad skiftet mening om bogen, som jeg jævnligt har genlæst!). Han kunne få nogle ganske voldsomme raserianfald, men var normal flink og storsindet. Som nyuddannet havde han været privatlærer på et gods, og han berettede gerne om denne periode, der bød på lidt arbejde, god løn og rigelig mad og vin. Engang, da jeg var faldet i staver og sad og kikkede drømmende ud af vinduet 'vækkede' han mig med ordene: "Lille Bent, kropslig er du her stede, men åndeligt svæver dine tanker ud over de blå vande." En anden gang havde jeg skrevet nogle linjer fra sangen 'Mandalay' ned på omslaget af en bog. Jeg var dengang meget betaget af vokalgruppen 'Four Jacks', der havde indspillet Kiplings (ulidelige) 'Mandalay' på plade. Den var på det tidspunkt min favorit, og jeg kunne teksten udenad. Jeg havde skrevet: ' Sejl mig ud der øst for Suez, der hvor sidste mand er først, hvor de ti bud ikke gælder og hvor folk kan føle tørst....'. Og længere nede på omslaget havde den fuldstændige uskyldige og helt uerfarne 15-årige videre citeret Kipling: "Jeg er syg nu af slide på de skidne fortovssten, og den fæle London-støvregn går mig gennem marv og ben; vel et hundred piger har jeg her fra Chelsea og til Strand, som kun snakker om at elske, hvad jeg ikke tro de kan...." udbrød han: "Aha, jeg ser, vi har fået en lille poet iblandt os!" Han undlod dog at læse op af, hvad jeg havde skrevet. Jeg kunne have krøbet i et musehul. Men en ganske festlig lærer, det var han. Min far talte med ham på et forældremøde og syntes, han var sådan en prægtig mand. Det skyldtes nu nok mest, at lektor Jønsson var formand for Socialdemokratiet i Næstved!

Vi fik aldrig taget os sammen til at mødes igen, hvad vi ellers snakkede om ved skoleafslutningen. Ærgerligt, for det var nu en god klasse...

Den lille brune

Denne lille brune Austin Seven årgang 1931 spillede i de første 15 år af mit liv en stor rolle i den lille familie, hvis kæreste eje, den var. Min far købte Austin'en, der med sine 10 HK havde en tophastighed på 70 km/H, i marts 1940. Den kostede 750 kr. Der blev erlagt en udbetaling på 250 kr. samt givet en gammel Citroën i bytte. Restbeløbet blev afdraget med 50 kr/måneden. Det blev en kort fornøjelse i første omgang. Landet blev besat måneden efter og privatkørsel indstillet. Min far opstaldede den lille bil, der kun vejede 330 kg, på fire træbukke. Der stod den indtil privatkørsel igen blev muligt i 1946. Træbukkene gemte min fornuftige far i al den tid, han havde bilen; man kunne jo aldrig vide......

I marts 1946 udstedtes igen køretilladelse til privatkørsel, og den 30. marts kørte mine forældre den første tur gennem Nakskov med det lille 1-årige vidunder (andre kan måske mene noget andet), der blev resultatet af mine modne forældres 10 års ihærdige anstrengelser på få et barn, i fri dressur på bagsædet. Det må være på denne tur, at min dårlige smag med at se Formel 1 løb på TV, samt overvære gammelmandsræs blev grundlagt!

I de følgende år blev den lille brune bil flittigt brugt til familiebesøg og til den årlige ferietur til Jylland, hvorfra min mor stammede. Dengang var uanmeldte familiebesøg en helt normal begivenhed; man dukkede op ved kaffetid en søndag eftermiddag, og i min rummelige og store familie forventede både gæster og værter - som en selvfølge - at man blev til aftensmaden. Nogle søndage nøjedes vi med at køre en lille tur i omegnen, hvor den medbragte kaffe blev indtaget i en grøftekant. Ikke sjældent måtte der forinden fyldes for en daler benzin på 'Den lille brune'. Det var, hvad ugens budget tillod.

Det var ikke uden problemer at holde bil dengang, hvis man ikke var udstyret med en vis teknisk snilde. Det var min fingernemme far, som blev udlært mekaniker og cykelsmed i 1915. I de 20 år familien havde bilen, hovedreparerede min flittige far bilen to gange. Efter en hovedreparation skulle bilen tilkøres, dvs. de første mange kilometre måtte bilen kun køre med begrænset hastighed, for at motorens bevægelige dele kunne 'slides til'. For at advisere medtrafikanterne om denne midlertidige tilstand, blev der i bagruden klistret en plakat (der blokerede for ethvert udsyn) med teksten 'Tilkøres'. Punkteringer var en anden udfordring ved at have bil dengang. Vi medbragte altid udover reservehjul også lappegrej og håndpumpe. Ofte blev der brug for det. Jeg har mere end en gang hørt min far - der ellers aldrig bandede - svovle og bande efter den 3. punktering en søndag aften på vej hjem fra familiebesøg. Om vinteren er det også sket, at køleren har været frosset, fordi der ikke rettidigt var blevet fyldt sprit i kølervandet (man brugte ikke kølervæske dengang). Så 'kogte' køleren fordi en isprop stoppede kølervandets cirkulation. Og min far måtte trave til nærmeste gård og anmode om en kedel kogende vand. Mere forudsigelig var almindelig vedligeholdelse, som udover vask også omfattede en årlig polering med hvid Titt. Under storkonflikten i 1956, hvor min konfliktramte far gik hjemme i flere uger fik 'Den lille brune' en 'undervognsbehandling', idet undervognen blev renset med spartel og stålbørste og efterfølgende tjæret.

I foråret 1960 fandt min far, at nu var tiden inde til at skifte 'Den lille Brune' ud med en nyere bil. Mange i boligblokken havde nu også fået bil (Vi var eneste familie med bil, da vi flyttede ind!), og 'Den lille Brune' havde efterhånden pådraget sig et lidt latterligt omdømme på vejen. Min far fik synet bilen. Det forgik på bestemte ugedage foran Toldkammeret på havnen i Næstved, hvor en motorsagkyndig kom og foretog synet. Ved første syn dumpede 'Den lille Brune' med glans på bremserne, som var mekaniske og ikke særlig effektive. Ved næste syn ugen efter gik bilen igennem med glans. Bremsebakkerne havde umiddelbart inden synet fået en gang harpiks; og så virkede de - i hvert fald for en kort periode!

Bilen blev solgt til en 2 meter høj glarmestersvend for 1000 kr. Han kom og hentede bilen medbringende 10 stk. 100 kr sedler i en kuvert fastgjort med en sikkerhedsmål til foret i jakkens inderlomme. Pengene skulle vi bruge til udbetaling på en ny (brugt) bil og blev omhyggeligt lagt ned i skuffen til skattebilletten og sygekassebogen. Den 2 meter høje glarmestersvend pressede sig ind bag rattet på 'Den lille Brune' og kørte afsted ned ad Erantisvej med et sagligt smil om munden. Han var blevet bilejer! Det varede kun et par måneder. En dag på vej til sit sommerhus i Karrebæksminde torpederede han en anden bil, hvor vejen til Skælskør drejer fra. Glarmestersvenden slap uskadt, men 'Den lille Brune' blev totalskadet. Den blev transporteret ned til sommerhuset, hvor den stod på græsplænen foran huset i flere år til skam og skændsel. En trist og uværdig skæbne for 'Den lille Brune'!

Jeg nåede aldrig - skønt jeg ofte tænkte på det - at tage hen og tage afsked med min barndoms tro 'følgesvend'. Der havde været rig lejlighed til det, for i de år var vennerne og jeg ofte i Karrebæksminde om sommeren, hvor vi fordrev tiden med tant og fjas.