Månelanding

Verdenshistoriske begivenheder har det med at sætte et bogmærke i de flestes menneskers liv. Jeg husker nøjagtigt, hvad jeg foretog f. eks. da Cubakrisen brød ud (jeg spillede firmabordtennis), Kennedy blev skudt (jeg var på Kraghs Konditori i Næstved og drikke øl og pullimut med vennerne denne fredag aften) og også ved mange andre verdensbegivenheder har jeg en nøje erindring om, hvor jeg var, og hvad jeg foretog mig. Således står også den 20. juli 1969, hvor Apollo 11 landsatte Niel Armstrong på månen for halvtres år siden, klart i min erindring. I min kalender har jeg nøgternt konstateret, at jeg har fri og har været på Møens Klint......men ikke et ord om månelandingen, for større ting prægede mit liv. Jeg befandt mig i en overgangsfase, var lige blevet færdig med min uddannelse, havde fået hyre på ØK’s M/S SINALOA og holdt en pause i forholdet med den pige, jeg havde været kæreste med i 4 år, og som jeg senere blev gift med og som gav mig 44 år af sit liv.
Jeg var på det tidpunkt blevet ven med en pige - kærester var vi ikke - som var en rigtig ‘drengepige’, der udover sit job som kontorelev, kørte Taxa, red på heste, når altså ikke lige hun kørte rundt på sin scooter eller i sin røde to-takt SAAB. Denne meget (pro)aktive pige var ikke kedelig at være sammen med, og på denne min sidste fridag - inden det gode skib M/S SINALOA kastede fortøjningerne los fra Orient Plads i Frihavnen for at stampe sig vej over Atlanterhavet på sin 37. rejse med slutdestination i Vancouver - havde vi besluttet at køre en tur til Møns Klint.....månelanding eller ej! På vejen hjem fik hun den idé, at vi skulle lægge vejen forbi Vordingborg og gå i biografen. Der gik en helaftensfilm - sådan hed det dengang - til forhøjede billetpriser; måske har det været “Navarones Kanoner”....husker det ikke så nøje. Jeg var først hjemme ved midnat.....jeg boede stadig hjemme, som jeg havde gjort under hele min studietid.....og min mor var stangsur, da jeg dukkede op.....denne sidste aften inden jeg næste morgen meget tidligt skulle mønstre på skibet og være væk hjemmefra i flere måneder. Jeg forstod hende godt, for hun havde under hele min uddannelse sørget for, at jeg kunne koncentrere mig om den, og rent tøj, kost og ikke sjældent et kontant tilskud fra hendes sparsomme enkepension havde hun sørget for....Månelandingen var således ikke det dominerende tema i lejligheden på Erantisvej....
Den gik først rigtigt op for mig en månedstid senere, da jeg så de farvestrålende magasiner med billederne af Neil Armstrong på Månen i kioskerne i Los Angeles......men alligevel satte datoen den 20. juli 1969 et bogmærke i mit liv....

Vinstrup forsamlingshus

Vinstrup Forsamlingshus stammer fra 1883 og opført af midler indsamlet blandt egnens bønder og skulle tjene som missionshus i det indremissionske sogn. Jeg kom der første gang for mere end 60 år siden.....som feriebarn gennem et decennium hos min tante Anna og min farbror Harald. Harald blev som en af min fars 11 søskende som spæd adopteret af min farmors barnløse søster, som var gift med gårdejer Hans Christensen......man kan vel altid hjælpe sin søster! Han arvede derved gården, men vedblev hele livet at betragte sig som en del af den store søskendeflok og antog efternavnet Jakobsen-Christensen. Han blev gift med Anna fra traktørstedet Røde Hus og helt naturligt blev de en del af egnens indremissionske miljø.....og udskilte sig derved fra den store mere verdslige indstillede del af (arbejder)familien, som havde stor veneration for venstresiden i dansk politik. Det slog på ingen måde nogen skår i familieforholdet, og selvom Anna og Harald ikke rørte spiritus eller kunne drømme om at danse, afskar de sig på ingen måde fra familien, de deltog gerne og helhjertet i den årlige familiefest, ligesom den øvrige - og nok mere festglade del af familien - affandt sig med bordbøn, et Guds ord og en enkelt aftensalme, når de var gæster på gården.

Jeg ville ikke have undværet mine ferier - sommer og efterår - på gården. Derved nåede jeg at få et indblik i en bondekultur, hvor den grå Ferguson netop havde afløst hestene. Man var næsten selvforsynende, Anne passede den frodige køkkenhave, syltede havens frugter, en gris blev slagtet, parteret og lagt i boksen i det fælles kølehus, hvorfra også den hjemmelavede is blev hentet til festlige lejligheder. Et ugentlig besøg af fiskemanden gav en fast dag med fisk på menuen. Til hjælp havde Harald en karl, som blev fæstet for et halvt år ad gange ....for 1000 kr, som jeg husker det. Karlen boede på et lille karlekammer, op til hønsehuset og uden rindende vand....det kunne hentes i stalden. Hertil kom en righoldig kost og iøvrigt indgik karlen som en del af familien. Flere af de fæstede karle forsøgte forgæves at gøre kur til en mine tre kusiner gennem årene.

Tilbage til missionshuset.....her blev holdt møder, hvor indforskrevne missionærer talte, der blev sunget salmer og bedt bønner....og som feriedreng var jeg indforskrevet til at deltage. En af disse missionærer kørte også rundt og solgte kristen litteratur. Missionær Nielsen dukkede med jævne mellemrum op på gården og med usvigelig sikkerhed altid lige før spisetid, og min gæstfrie tante undlod aldrig at invitere ham til at blive at spise med af den gode hjemmelavede mad. Det gjaldt i lige så høj grad, når familien kom på uanmeldt besøg.....og det gjorde man dengang.

Disse ferier har for altid præget mig...

En dag sidst på sommeren besøgte jeg igen missionshuset, der nu tjener nye generationer som Medborgerhus.....huset lignede sig selv, men talerstolen manglede.....

Sommeren 1969

Store begivenheder, som trak spor langt ud i fremtiden fandt sted i sommeren 1969. Neil Armstrong satte som det første menneske sine fødder på månens overflade den 21. juli efter at være steget ud af landingsfartøjet “Eagle”, som forinden var blevet frigjort fra Apollo 11. I delstaten New York fandt den første Woodstock-festival sted i mudder og regn. Der var ventet 100.000 deltagere; der kom 450.000 til “Three days of peace and music”. Festivalen repræsenterede højdepunkterne indenfor hippiekulturen og tidsånden. Og herhjemme vakte “Kejsergadesagen” stor opsigt. Forsvarets Efterretningstjeneste havde i hemmelighed indrettet en aflytningscentral i kælderen på en af universitetets bygninger i den indre by.

Sommeren 1969 var også skelsættende for mig, men ikke på grund af de store begivenheder, som prægede overskrifterne i aviserne. Andre begivenheder optog mig mere, selvom jeg nok registrerede, hvad der skete i verden omkring mig.

Den sommer afsluttede jeg et længere uddannelsesforløb begyndende med en fireårig håndværkeruddannelse, og efterfulgt af nogle år på Københavns Maskinskole, hvortil jeg hver morgen ved 06-tiden tog toget fra Næstved. Og denne sommer skulle jeg så op til den afsluttende eksamen. Herefter lå den store verden klar til at blive indtaget, kun afbrudt af et års værnepligt i Søværnet. Efter nogle hektiske uger var eksamen hjemme. I blokken på Erantisvej, hvor jeg boede hos min mor (som ikke var min rigtige mor), fulgte man ivrigt med i mit forløb, for her forblev en hemmelighed sjældent en hemmelighed ret længe, og udover en naturlig nysgerrighed, delte man også i en vis udstrækning hinandens glæder og sorger. Min mor, hvis spidskompetence ingenlunde var at bevare en hemmelighed, berettede ivrigt til naboerne om forløbet af mine eksaminer.......hvilke ind i mellem godt kunne irritere mig.

Den dag, jeg kom hjem med eksamensbeviset, ringede adskillige naboer - selvfølgelig ganske tilfældigt - på døren til hendes lejlighed....... og i den lune sommeraften blev der drukket en del øl på altanen i den lille lejlighed på Erantisvej.

“Vi klarede den!”, sagde hun til naboerne, og min første tanke var, at det jo var mig, som havde klaret den. Men det var jo os, for i de to et halvt år, hvor jeg hver morgen havde taget toget til København, boede jeg gratis hjemme; hun havde sørget for, at stablerne af rent tøj i skabet syntes uudtømmelige, været parat med varm mad, når jeg kom hjem til aften, og at en madpakke lå parat til mig hver morgen, hvor hun stod tidligt op for give mig morgenmad. Og ofte åbnede hun forsigtigt døren, når jeg om aftenen sad på mit værelse og lavede lektier og smed en 10-styks pakke Prince ind til mig på bordet. De penge, jeg tjente på Caltextanken hver anden søndag, gik mestendels til togkort og lærebøger. Jo, hun kunne med god ret sige: “Vi klarede den!”.

Da de værste tømmermænd efter afskeden med de gode kammerater fra Maskinskolen havde fortaget sig, fulgte nogle spændende julidage. I min bedagede VW tog jeg turen til ØK’s Maskininspektion på Orientplads i Frihavnen for at søge en hyre på tre måneder, inden jeg skulle aftjene min værnepligt. En venlig maskininspektør, som var tilstede ved dimissionsfesten på skolen, havde stillet mig i udsigt, at det skulle nok være muligt at finde en hyre, så jeg kunne være tilbage rettidigt til Søværnets Eksercerskole i Auderød inden den 21. oktober. Og det passede, jeg fik hyre på M/S SINALOA, som skulle på sin 37. rejse, der gik til den amerikanske vestkyst......og glad var jeg! Nogle fantastiske dage fulgte, hvor jeg flere dage i træk i min gamle grønne VW tog turen til København for at få udstedt søfartsbog, blive lægeundersøgt, samt blive vaccineret mod alskens sygdomme. Den 17. juli kunne jeg påmønstre M/S SINALOA, og den 24. juli stod vi Frihavnen ud med kurs mod Aarhus for indtagning af last, inden turen gik videre mod Liverpool og Glasgow, som var de sidste havne på Europa inden Atlanterhavet skulle krydses. Forude ventede eventyret.

Det var en herlig sommer.....

Tre måneder senere, den 15. oktober stod jeg på trappen foran banegården i Næstved. Jeg var afmønstret om morgenen. Med min lånte kuffert og en stråhat indkøbt i Los Angeles ventede jeg på den Taxa, som skulle køre mig ud på Erantisvej. Sommeren var forbi, regnen silede ned og blygrå skyer tvang himlen ned mod jorden. Byen synes at være skrumpet ind, mens jeg var på langfart....eller var det bare verden, som var blevet større?

Sommeren 1969 lever stadig i min erindring..

Efterskrift

Den 21. oktober sidder jeg i toget på vej til Eksercerskolen i Auderød. Gråvejret udenfor afspejler fint min indre stemning. En fantastisk sommer er forbi, og den er langt fra ‘fordøjet’. Nu venter et års værnepligt.....

På vej ud fra stationen i Køge passerer vi en rodet træindustrivirksomhed. Den udsender en fæl dunst, og op af den røde murede skorsten står en synlig røgsøjle. Jeg tænker tilbage på den dejlige sommer, der nu er forbi, og trøster mig med, at sådan et sted vil jeg aldrig nogensinde arbejde! Aldrig i livet!

Sommetider har man skæbnen som blind makker, for nøjagtigt et år senere kører jeg ind gennem porten til Junckers Savværk i min døende VW. To år her, siger jeg til mig selv, så må der være noget mere spændende i syne. Jeg kører først ud fyrre år senere....men det er en hel anden historie......