Jeg må blankt vedkende mig
min mangel på betydningsfulde juletraditioner. Årsagerne er sikkert mange, og
en psykolog ville nok finde mit tilfælde interessant....så lad det nu ligge. I
mine unge dage - jeg må have været først i tyverne dengang og under uddannelse,
så følgende er passeret i sidste halvdel af tresserne parallelt med
ungdomsoprøret, der for mit vedkommende som en skygge fra en flygtig sky næppe
blev registreret - havde vi - min kæreste og jeg - et par år haft for vane at
indlede nytårsaften med at tage turen fra Næstved til København og overvære en
teaterforestilling i den lettere del af repertoiret, gerne i selskab med nogle
venner. Det kan med lidt god vilje betegnes
som en (forsinket) juletradition.
Bemeldte år sætter det ind
med en voldsom snestorm om morgenen nytårsaftens dag, og den fortsætter resten
af dagen og til ud på aftenen. Undtagelsesvis er min gamle døende VW årgang
1952 ikke aftenen forinden blevet kørt i garage på Kildemarksvej, men er blevet
stående udenfor lejligheden på Erantisvej 3. Så da vi, min kammerat fra
barndommen - og nu ind i alderdommen, for vi er stadig kammerater - sammen med
vores kærester i VW’en først på eftermiddagen skal afsted mod hovedstaden, må
bilen først graves fri af sneen. Dengang i tresserne er en snestorm ingen
hindring for at begive sig ud i trafikken, og i vores tilfælde slet ikke, for
billetterne til “Annie get your Gun” med en ung Daimi i Falkonércentret er
betalte. Det er i en tid, hvor vejrudsigterne på TV ikke er overgået til
underholdning og hvor en hysterisk nyuddannet journalist rapporterer fra
stormens øje og fuck’er situationen op. Derfor drager vi afsted uden større
betænkeligheder ud i snestormen i min gamle bil som, ret beset, nok ikke lige
er gearet til turen. Som det sikkert er den ældre generation bekendt, så er
varmeapparatet i en gammel boble ikke det bedste. Den varme køleluft fra
motoren blæses gennem varmekanaler i panelerne ind i kabinen, og har ofte en
intensiv duft af olie, som mange finder fæl, medmindre man som jeg er
erhvervsskadet og finder den helt naturlig. Hvis varmekanalerne er rustet op -
som de er på min boble - er der ingen varme i bilen og ruderne på turen til
hovedstaden kan kun holdes isfrie ved at min kammerat hele tiden sprayer med en
væske for at tø isen. Hertil kommer at ingen af dørene lukker tæt, for den fals
i bunden af døren, som tætningslisten burde være fastgjort i, er rustet væk.
Det problem klares relativt let ved under hver hver af dørene at stoppe et
gammelt halstørklæde ned mellem døren og panelet. Og således, godt pakket ind i
overtøj, når vi næsten inden mørkets frembrud Falkonércentret.
Det er en glimrende
forestilling, den unge Daimi shin’er og spiller fint op til en indforskrevet
amerikansk mere eller mindre kendt musicalstjerne, der på rekordtid har lært
sig de danske replikker som en anden papegøje.
Efter således at være
blevet underholdt på bedste vis, begiver vi os på vej hjem til Næstved for at
starte en mindre fest. Mørket har lagt sig over de snedækkede veje, som
ihærdigt forsøges holdt farbare, og da snestormen er i aftagende, så er turen
hjem stort set problemfri. Desværre er der kun lys i den ene forlygte, men
heldigvis er vejene jo snedækkede og lette at lyse op.
Vi ankommer uden
yderligere problemer til Næstved i så god tid, at jeg kan nå at køre bilen i
garage inden vi ved midnat skal ønske hinanden et Godt Nytår og starte en fest.
Og om garagen hos Wilh.
Larsen på Kildemarksvej vil jeg godt knytte et par bemærkninger. Min far, fra
hvem jeg har overtaget bilen efter hans død et par år tidligere, var af den
opfattelse, at en bil skulle have en garage. Han har derfor lejet en hos
mejeriudsalgejer Larsen på Kildemarksvej. Larsen er tidligere vognmand og har
sammen med hustruen på sine gamle dage fået et mejeriudsalg i en af de små
butikker på Ejlersvej, lige overfor Erantisvej, hvor vi bor i nr 3. Garagerne,
der ligger ved den store villa overfor Kildemarksskolen, bliver nu lejet ud, og
min far er en af lejerne. Et ismejeriudsalg som Larsens - der hører fortiden
til - forhandler kun mejeriprodukter, mælk, is, isblokke og om søndagen
færdigpisket flødeskum og har iøvrigt et beskedent udvalg af slik. Larsen er en
stor (fed) vennesæl mand, der - efter at mælken er bragt ud om morgenen med
bistand af et kobbel mælkedrenge siddende på bagsmækken af hans varevogn -
sammen med hustruen, som opholder sig mest i butikken, oftest er at finde i
bagbutikken. Når min far skal betale den månedlige leje for garagen på 15 kr.,
så opsøger han altid Larsen i bagbutikken. Nu er det sådan, at min far ikke
altid har de 15 kr., så sommetider (oftest) er han nogle måneder bagud med
lejen, hvilket Larsen, som den venlige mand han er, tager helt roligt, for han
og min far har et fint forhold til hinanden, og drikker ofte en øl sammen på
bænken i hønsegården bag garagerne om sommeren. Når min far så endelig har
penge til at betale lejen, går han tværs over Ejlersvej med kurs mod ismejeriet
for at opsøge Larsen i bagbutikken. For at bøde for den sene betaling
medbringer han altid to Tuborg, en i hver inderlomme. I butikken bliver han
mødt af fru Larsen, der med stram mine skæver til min fars voluminøse jakke, og
hvast siger: “Wilhelm drikker ikke øl mere!” Hun nægter dog ikke min venlige
far adgang til baglokalet, og han passerer forbi hende for at konstatere at
Larsen stadig drikker øl!
Bemeldte nytårsaften får
jeg stillet bilen i garage efter den lidt strabadserende københavnertur; vi
følger traditionen og starter en mindre fest og ønsker hinanden et Godt Nytår.
