Sygeplejersken og Sømanden

Sygeplejersken Margrethe og sømanden Tormod bliver viet på rådhuset i Nykøbing Sjælland den 16. november 1935.


Margrethe

Hun har for nylig fået arbejde Nakskov Sygehus, hvor hun i sin tid var elev, og hvor hendes og Tormods veje krydsede hinandens for fem år siden. Dengang havde hun netop – i en alder på over 30 år - afsluttet sin uddannelse som sygeplejerske på samme sygehus. Han var vendt hjem til landet efter i 10 år at have sejlet som kullemper og fyrbøder på danske, engelske, svenske og amerikanske skibe og havde nu fået arbejde som nitter på Nakskov Skibsværft. Tormod er udlært cykelsmed og mekaniker fra Sorø.

Tormod

De bor i starten af ægteskabet i en lejlighed på Hoskiærsvej 35, som formentlig er en tjenestebolig, Margrethe har fået stillet til rådighed fra Sygehuset. Året efter flytter de ind på 1. salen af en villa på Østre Allé 3. De følgende år flytter de lidt rundt, indtil de i 1944 får en lejlighed på 1.salen af en villa på Skovsgårdsvej 9.

Sammen med Tormods søster Ruth og hendes mand Aage ved Bildsø Strand 1932. Det var før de blev gift.

Tormod bliver præsenteret for Margrethes familie på Mors. Under et besøg hos Margrethes forældre er Margrethes far Peder Kristian langt fra tilfreds med, at de nygifte kommer sent hjem en aften efter et besøg hos en af Margrethes ungdomsvenner. Den gamle brokker sig, og den ellers altid besindige Tormod gør heftigt opmærksom på, at han efter at have rejst store dele af verden rundt, nok mener sig i stand til passe på sin kone og i øvrigt nok selv skal bestemme, hvornår han skal være hjemme.


Tormod og svigerfar Peder Kristian

Ellers omtaler Tormod – denne lille batalje til trods - altid sin svigerfar positivt og som en mand med megen humor. Tormod taler aldrig dårligt om nogen.

Tormod i sin nyanskaffede bil med svigerfar på bagsædet

Begge arbejder, Margrethe - som Tormod nu kalder Grethe - på sygehuset og Tormod på skibsværftet, og de sidder økonomisk ganske godt i det. Der bliver råd til en brugt bil. Det er en Citroën 10 HP Type B12 årgang 1927. Senere – i ´39, få måneder før landet bliver besat - bliver Citroen´en udskiftet med én Austin Seven årgang 1931, som erhverves for 1700 kr + Citroën´en i udbetaling.


På besøg hos Tormods forældre i Søndergade i Sorø

Tormod reparerer motorcykel for overlægen på sygehuset – og lægen er tydeligvis imponeret over hans tekniske snilde og især over hans evne til at samle stumperne i den rigtige rækkefølge. Som han siger:” Når jeg står med hænderne fulde af indvolde, så slipper jeg dem, og de falder selv på plads – her skal man virkelig vide, hvor tingene har siddet, før de blev skilt ad.” Den historie fortæller Tormod tit på sine ældre dage.

Kaffen nydes.

Barnløse, som de stadig er, anskaffer de sig en hund. De kalder den ”Sørensen”. Den er af ubestemmelig race og er noget af en ustyrlig krabat. På bagsædet under køreture, hvor kræet er med, har den svært ved at forholde sig rolig. Under sådan en køretur bliver der påfaldende stille på bagsædet af Citroën´en. Margrethe og Tormod glæder sig over, at hunden endelig har fundet sig tilrette bagi. Det har den også, men er i fuld gang med at fortære bagsædet. Om ”Sørensens” videre skæbne har intet kunne efterspores.

Familiebillede ved Oline og Jakobs guldbryllup. Alle 12 søskende med ægtefæller er med.

1939 er et år fyldt med begivenheder. Tormods forældre Oline og Jakob fejrer guldbryllup, og alle 12 søskende med familier er samlet til fest i Sorø. Samme år dør Margrethes mor Ane Marie i Dollerup, hvor hun og Peder Kristian bor hos datteren, Margrethes storesøster, Marie. Det er også året, hvor 2. verdenskrig bryder ud.
Der er ingen benzin at få til den nyanskaffede bil, og den klodses op i garagen på fire træbukke, som Tormod selv fremstiller. Der står den under hele besættelsen.  Bukkene opbevarer Tormod til bilen sælges i 1962; man kan jo aldrig vide…..
På værftet bliver der bygget skibe til tyskerne. For at forsinke arbejdet, kastes der mængder af svejseelektroder ud over siden.  Det er Tormod med til.
Fra deres soveværelse hører de tværs over Østersøen bombardementerne i Nordtyskland og ser lysglimtene og føler uhyggen.

Sammen med Tormods bror Helge og dennes hustru Emma. Bagest deres søn Børge med en kammerat.

Der er mangel på råstoffer, og mange ting kan ikke fås. Margrethe er fantasifuld, og er dygtig til at få mest muligt ud af næsten ingenting. I Nakskov Brugsforening køber hun bogen ”Nyt af gammelt”, der giver anvisning på reparation og omsyning ad dame- og børnegarderobe, med kapitler som ”Reparation af Garderoben”, ”Reparation af Linnedskabets Indhold”, ”Charmeuse og Interlock Undertøj”, ” En voksen Frakke syes om til Drenge- eller Pigefrakke”, ”Skræddersyet Knaphul” og en hel masse andre ting.
Mange værftsarbejdere tager under krigen til Tyskland, hvor efterspørgslen på arbejdskraft er stor og lønnen god. For Tormod er det aldrig noget tema for Margrethe og han er meget glade for hinanden.
Besættelsen medfører, at kontakten med familien i Jylland og på Sjælland bliver besværlig. Begge får i 1941 udstedt legitimationskort med tilladelse til at rejse til Jylland, men hvor ofte de besøger familien i den fem år, besættelsen varer, er uklart.
I 1939 er Storstrømsbroen blevet indviet. Den er 4 km lang, og for Tormod er den et stort teknisk vidunder. Den er på det tidspunkt Europas længste bro; det undlader han aldrig senere at fortælle, når talen falder herpå.
Før Storstrømsbroen bliver taget i brug, var der 2 færgeforbindelser fra Falster, og som de i førkrigsårene benyttede for at komme til Sjælland. Den ene færgeforbindelse var mellem Gåbense og Sjælland syd for Vordingborg og den anden var fra Orehoved til Masnedø.

Sammen med Kirstine, Hans Peter, Peder Kristian og Margrethes niece, som er datter af broderen Albert, der ejer gården.

De besøger hovedsagelig Margrethes lillesøster Kirstine og hendes mand Hans Peter. Begge arbejder som plejere de på Statshospitalet, som er et psykiatrisk hospital - i Nykøbing Sjælland. Kirstine er en ilter kvinde, men hun er også godheden selv – alt kan hun undvære for andre. Hans Peter er en stout mand – fysisk stor og stærk. Han er plejer på den afdeling af statshospitalet, der bærer navnet ”Sikringen”. Her behandles – eller opbevares - meget syge mennesker, som har begået frygtelige (u)gerninger. Der er en direkte telefonlinie til Kirstines og Hans Peters tjenestelejlighed, så HP – som han omtales blandt kolleger – kan tilkaldes, når der opstår uroligheder på afdelingen – og det sker ikke så sjældent. HP er også oplært i at give urolige patienter beroligende injektioner. Privat er HP jordens mest fredelige mennesker, der med stor overbærenhed lukker ørene, når temperamenten løber af med Kirstine. Tormod og Hans Peter får hurtigt et godt forhold til hinanden, og de drikker gerne en øl og en snaps sammen – enten i tjenesteboligen eller på HP´s stamværtshus inde i byen. De blander sig ikke i de trakasserier, der kan udspille sig mellem de nære søstre.
Margrethes forhold til Tormods familie er derimod lidt anspændt. Margrethe får dog et godt forhold Tormods storesøster Konstance, hvis horisont ligger længere ude end den øvrige families. Konstance har kunstneriske ambitioner, som evnerne ikke helt er på omgangshøjde med. Ikke desto mindre er væggene hendes og Ejners hjem prydet af en stor egenproduktion af malerier.
Gennem 10 år forsøger Margrethe og Tormod at få et barn, og ingen i familien forventer, at de på noget tidspunkt kommer til at reproducere sig selv.
Da Margrethe endelig i 1944 - i en alder af 47 år - får konstateret sin graviditet, er det svært pr. brev at overbevise familien om den forestående familieforøgelse.
Den 20.marts 1945 kl. 22 kommer barnet til verden på stue 212 på Nakskov Sygehus. I Margrethes dagbog over den nyfødte skriver hun:

 ”Blev præsenteret for sin Far kl. 23, umiddelbart efter præsenteret for sin Mor, som ikke synes han var særlig køn”

 Og senere skriver hun igen i dagbogen:

 ”22. Marts kl. 11 blev han lagt til Brystet for første gang og drak flinkt, dagen efter så jeg ham 6 Gange i Døgnet – han ville ikke lukke øjnene op, så jeg kunne se hans øjnes farve”

 " Lørdag den 14. April kom vi hjem fra Sygehuset kl. 15:30, vores Far var ovre at hente os. Den 

dag fik Palle sin første Biltur”

 Den 20-5 var han i Kirke (Pinsesøndag), hans Kusine Tut bar ham, og jeg selv fulgte med – Tuts daværende kæreste Mogens Nielsen og Palles Farbroder, samt hans egen Far var Faddere – han græd ikke i kirken. Vi havde ingen større Fest på Grund af Krigen med dens Rationering – vi var en halv snes Stykker. Daaben var om Formiddagen. Og vi spiste Frokost – Middag – Natmad – og så var Kl. 3, da vi brød op.

Tormod med sønnen på dåbsdagen.

 I sidste øjeblik bliver en beslutning om at give drengen navnet Palle ændret.  Blandt gæsterne er Margrethes lillesøster Kirstine og svoger Hans Peter fra Nykøbing S., og gudmor er Kirstines adoptivdatter Karin, Tut kaldet. Hun har, lige fra hun som spæd kom til Kirstine og Hans Peter, været Margrethes øjesten.

Ved indgangen til kirken lykønskes den 22-årige Tut af en tilfældig forbipasserende med barnet og Tut kvitterer med et ”Tak”. Margrethe hvisker hende i øret på vej ind i kirken, at det var lidt frækt!
Den 4. maj 1945 kl. 20:36 lyder frihedsbudskabet fra London gennem radioen:

 ”I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske Tropper i Holland, Nordtyskland og i Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager: Montgomery har i dette øjeblik meddelt, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark Har overgivet sig.”

 

Margrethe og Tormod jubler sammen med naboerne ude på vejen.
”Lolland-Falsters Social-Demokrat” udkommer næste dag i både en A-udgave og en B-udgave. Som inkarneret socialdemokrat abonnerer Tormod hele sit voksenliv på en socialdemokratisk lokalavis, dog køber han i weekend´en engang imellem Politiken!  Øvrige borgerlige aviser har han kun ringeagt tilovers for.
Under overskriften ”Danmark er atter frit” i A-udgaven bekendtgøres allerede ”Den Danske Frihedsregerings Sammensætning.”
På forsiden er der også en leder, der svælger i national selvfølelse, som man nok skal have oplevet tiden for helt at forstå.
Under overskriften ”Danmark frit!” indledes med:

 Frihedens Sol skinner igen over vort tusindaarsgamle Land. Efter 5 Aars og 26 Dages nazistisk Trældom kan vi igen trække vejret frit.

 Og længere ned i lederen er at læse:

 Der er saa meget at glæde sig over i Dag, saa meget at være taknemmelig for. Englands, Ruslands, Belgiens, Hollands, Polens, Østrigs og Tysklands Hovedstæder er skudt i grus. Danmarks smilende, smukke Hovedstad ligger i dag som tilforn. Den har faaet sine saar – men de er stort set lette at hele. Og hvor andre Landes Byer i snesevis er udslettede og døde, lever alle Danmarks Købstæder og Landsbyer – driftige, arbejdsglade og smilende. Og det allerbedste: Mens andre Landes Ungdom har forblødt i Hundredtusindtal paa Slagmarkerne, har vi bevaret vor Ungdom sund og karsk, rede til at gøre Dagens Gerning, rede til at lægge alle Kræfter i for Danmarks Sag.

 

Ja, det skriver de virkelig.

Og minsandten om ikke den socialdemokratiske leder, der har republikkens udråbelse på programmet, slutter med følgende hyldest til kongen:

Vor gamle Konge vil vi mindes i Dag! Han stod iblandt os som Livsviljens Symbol. Han fik den lykke at se sit og sine Fædres Land helt og frit og et enigt dansk Folk sender ogsaa ham sin tak.

 Inde i avisen er beskrevet, hvorledes befrielsesaftenen er forløbet på Lolland og Falster.

Der berettes bl.a. om 20.000 flygtninge, soldater og krigsfanger samlet i Rødbyhavn, som venter at komme hjem. Flygtningene, hvoraf de fleste er kommet til Rødbyhavn med tyske krigsskibe, – der ligger 38 skibe i inderhavnen - må i dagene op til befrielsen delvis klare sig selv, og mange er tvunget til at ”bivakuere” i det fri, hvis de ikke er så heldige at kunne dække sig til på en gård eller i en lade.  Størsteparten er forkomne soldater fra Italien, Letland, Polen og Tjekkiet, men der er også mødre med små børn i blandt de mange. I løbet af fredagen gør de danske myndigheder sig klar til at kunne indlogere de mange forkomne mennesker på større gårde, Teknisk Skole, Kommuneskolen og Gymnastikhuset, ligesom der står et ekstratog klar til at viderebefordre de mange mennesker. Man afventer den Tyske Overkommandos ordre til kapitulation – da det trækker ud med den, må ”havneboerne” indtil videre klare sig selv.
Også annoncerne i avisen er præget af befrielsen. Landmændenes Andels Export Slagteri i Nakskov har følgende annonce:

                                            Nu aander vi befriet

                                            snart svinder al vor Nød
                                            naar der paa Slagteriet
                                             bli´r nok af Flæsk og Kød

 I B-udgaven er horisonten udvidet. Der er artikler på forsiden om, at Dr. Best er kommet under Frihedsrådets beskyttelse, at amtmanden i Åbenrå har modtaget Montgomery ved grænsen og om ordre fra Keitel og Lindemann til de tyske tropper. Man kan også læse om Royal Air Force angreb på tyske undervandsbåde, som ”knækkede midt over”.

Lokalt berettes om ”En Dansker og en Tysker dræbt ved Skyderi i Søndergade” og at ”Tysk Militær beskyder Falck-Kranvogn i Nakskov”.
En artikel inde i bladet beretter om: ”Maribos Stikkere sættes i Gabestokken”. Man kan læse:

 Op paa formiddagen steg og steg Stemningen og Glæden blandt Maribos Indbyggere. I Tusindvis samledes man i Hovedgaden og paa Torvet og modtog her efterhaanden Frihedskæmperne og de danske Politifolk, naar disse kom kørende med de udanske mænd, som man normalt kalder Stikkere og Landsforrædere og i Løbet af formiddagen havde man sikret sig en god Portion af disse slimede Væsener. En enkelt af dem havde vaaben paa sig, men blev afvæbnet ved Torvet, og da han blev kørt paa stationen fulgte en hundredtallig Skare Bilen. Op mod Middag gik det særlig stærkt, og Pladsen foran Politistationen var sort af Mennesker, der ønskede at opleve det Øjeblik, som alle havde ventet paa saa længe og som der iblandt alle Danske er fuldt Enighed omskal lide den Straf, de har fortjent.

 Folket fælder sin dom…    

I marts 1946 kommer der køretilladelse, og den 30. marts kører Margrethe og Tormod med den 1-årige på bagsædet den første tur gennem Nakskov efter besættelsen. Når de er på familiebesøg hos Tormods sjællandske familie, og den 1-åriges sengetid nærmede sig, bliver han lagt ned i bilen på bagsædet; ja han beder selv om det. År senere bliver det for drengen en fin leg at sidde ved rattet af den højrestyrede lille bil og lege chauffør – helst med en kammerat ved siden af.

Med sønnen på Alberts gård i Vinde ved Skive.

Samme år følger familiebesøg hos Margrethes familie Nykøbing S. og Skive. Margrethe og Tormod er de eneste i en meget stor familie, som har bil. Det er derfor rimeligt, at de familiære relationer genoptages - efter mørke år med begrænsede rejsemuligheder – ved at de kommer på besøg. Samtidig skal det 1-årige vidunder vises frem.

Mor og søn har været hos fotografen

Sidst i fyrrerne´er bliver det småt med arbejde på værftet; Tormod søger andre græsgange for at opretholde beskæftigelsen. Han får i 1947 sammen med en arbejdskammerat fra værftet, John Andersen. arbejde på De Forenede Jernstøberier A/S i Næstved.
De forenede Jernstøberier A/S er stiftet i 1906 ved en sammenslutning af fem jernstøberier i København og provinsen. I 1928 kommer den historiske Anker Heegaards fabrik i Frederiksværk til. Koncernen består nu af jernstøberi og maskinværksted i Frederiksværk samt metalstøberi og maskinværksted i Næstved. Hertil kommer salgsafdeling i Århus og hovedkontor i København.
Selskabet beskæftiger ca. 1100 medarbejdere og har som forretningsområde produktion af hånd- og maskinformet støbegods, gasstegeovne, gaskomfurer, gasvaskekedler, el-komfurer, el-bageovne, centralvarmekedler i støbejern og plade, oliefyr, stokkere, pumper og ventilatorer. Det er i sandhed i stort sortiment af produkter, som man næppe i en så beskeden virksomhed vil finde i dag.
Anker Heegaards fabrik kan føres tilbage til 1756 og har i årenes løb også produceret bl.a. kirkeklokker, kanoner, kakkelovne og kedler.
Næstved er en af landets ældste byer med rødder tilbage til jernalderen og er i middelalderen en af landets største byer. Takket være sin beliggenhed ved Susåens udløb i Smålandsfarvandet samt sit frugtbare opland, udvikler byen sig i den sene vikingetid og sene middelalder til en stor by. Stormandsfamilier ejer store dele af byen og Roskildebispen har store indtægter fra de 2 sogne Sct. Morten og Sct. Peter.
Gennem middelalderen er abbeden fra Skovkloster Næstveds byherre. Sidst i 1200-tallen udvikler byen sig til en egentlig købstad med eget byråd. I 1300-tallet kontroller holstenerne i en periode byen.
Op gennem årene udvikler byen sig til en stor handelsby bl.a. i kraft af tætte handelsforbindelser til Lübeck for i 1600-tallet at gå i stå som handelsby.
Kun militæret holder op gennem 1700-tallet lidt gang i byen, og man skal helt hen til omkring midten af 1800-tallet, før der endelig sker større ændringer til det bedre, hvor bl.a. korneksporten til England er med til at sætte skub i udviklingen.
Grundlovsændringen i 1849 giver næringen fri, og i 1850erne åbnes for de danske købstæders snærende bånd. Åens uddybning giver mulighed for en eksport af tømmer fra de store skove inde i landet. I 1870 kommer jernbanen til byen, som udvikler sig eksplosivt med industrialismen.
Maglemølle Papirfabrik og Kählers Keramikfabrik grundlægges, og de bruger begge åens vandkraft; i slutningen af århundredet er de blandt byens største virksomheder.
Byens indbyggertal vokser fra i 1840 at være på 2271 til i dag at være godt 40000 indbyggere.
I 1930 bevirker havnens gennemgående modernisering med bl.a. en ny gravet kanal til afløsning for den gamle fra Karrebæksminde Fjord til Næstved, at byens industri de følgende år udvikler sig yderligere. Arbejdet bliver iværksat for at imødekomme 30ernes store arbejdsløshed.
Ny industrier kommer til, bl.a. Nordisk Ventilator og de allerede eksisterende udvikler sig. Det gælder De Forenede Jernstøberier, Hermansens Jernstøberi, C H Knudsens Tobaksfabrik, Bryggeriet Føniks og slagterierne Kvægtorvet og Koopmanns Svineslagteri
Hertil kommer at tilstedeværelsen af disse lidt større virksomheder giver arbejde til talrige mindre håndværksmestre.
Næstved er således i 1947, hvor Tormod kommer til byen, Sjællands vigtigste industriby og er karakteriseret ved at ligge et godt stykke inde i landet og samtidig at være en havneby.
Den udkonkurrerer regionens andre købstæder, hvor Vordingborg, Sorø, Ringsted, Præstø og Slagelse ingen industri af betydning har og nærmest kun tjener som handels- og indkøbsbyer for oplandet.
Inden familien kan følge efter ham, bor han på et loftværelse i en villa på Kalbyrisvej. Familien, han bor til leje hos, har en lille pige på 4 - 5 år, som Tormod formentlig har talt venligt til – han er glad for børn. Hun kan i hvert fald huske ham, da hun senere som voksen ung pige ekspederer hos den lokale grønthandler på Ejlersvej.
De to smede fra Nakskov skibsværft bliver gennem alle årene kolleger på samme arbejdsplads og tilmed ”næsten naboer” på såvel Kærmindevej og senere på Erantisvej. Begge steder bor familierne mindre end 100 m fra hinanden. Dette til trods bliver de aldrig nære personlige venner, men derimod kolleger med stor respekt for hinanden, og i en periode passer min mor en af John Andersens 3 sønner. Andersen kommer ofte forbi med friske afgrøder fra den kolonihave, der er hans store passion. Tormod omtaler altid Andersen som den dygtigste svejser, han kender. Det er et perfekt kollegialt forhold mellem to meget forskellige personer, der begge nok erkender, at fælles referencepunkter er der ikke så mange af.
Kort tid efter følger Margrethe og drengen efter. Tormod har skaffet en lejlighed  i Grønnegade 12 st. tv. – et hus kun 3 husnumre fra hans arbejdsplads. Margrethe får arbejde på Præstø Amts Sygehus, medicinsk afdeling i Ringstedgade - heller ikke så langt fra bopælen.
Boligen er trang; i hvert fald flytter familien hurtigt til en bedre bolig på Kærmindevej 3, 2. sal i et helt nyt byggeri. Huset, de flytter ind i, er endnu ikke helt færdigt, og når drengen skal ned af trappen og ud på legepladsen, må enten Margrethe eller Tormod holde ham i hånden i passagen forbi vinduet på trappeopgangen, som der endnu ikke er sat tremmer for. I opgangen bor yderligere to jævnaldrende drenge, Erik, hvis far arbejder på kommunen og Henrik, hvis far er ansat ved Civilforsvaret. De tre drenge bliver hurtigt legekammerater, og en dag begiver de sig på langfart; de skal ud og udforske byen! En større eftersøgning sættes i gang og Henriks far finder dem nede på jernbanebroen ved Rampen og kører de noget slukørede ungersvende hjem i sidevognen på en af CF´s Nimbusmotorcykler.
De bor ikke lang tid på Kærmindevej, inden Margrethe får stillet diagnosen kræft. Drengen er med sin mor til undersøgelse på sygehuset – det samme sygehus hun selv arbejder på.
Tormods arbejde indebærer, at han er nødt til at rejse en del. Fabrikken fabrikerer bagerovne og en del af hans arbejde består i at stille disse ovne op hos kunden.
Margrethes sygdom tager til, og det bliver et problem for hende at bo på 2. sal. Tormod lejer en ny lejlighed i et nyt - og dengang – mondænt byggeri, kaldet ”Dollargrinet” på ”Ridemarken”. Sidstnævnte hentyder til, at det ubenyttede areal tidligere tjente som øvelsesareal for Gardehusarregimentet,
I 1951 flytter familien ind i lejligheden Erantisvej 3 st. th., som forbliver familiens de næste 49 år. Boligens standart ligger over, hvad standarten for boliger er for arbejderstanden; det giver på Tormods arbejdsplads anledning til misundelse og medfører ofte ubehagelige kommentarer fra enkelte arbejdskammerater. En synes således, at Tormod ikke ”fortjener en dags ærligt arbejde”, når han mener sig berettiget til at bo i de blokke, som på det tidspunkt mestendels bebos af officerer fra Gardehusarregimentet, funktionærer samt mindre selvstændige næringsdrivende.
Inden det kommer dertil, har Margrethe og Tormod haft overvejelser om at købe et de små enfamiliehuse, der er under opførelse på Åderupvej i det område, som senere omtales som ”Trekanten”. Tanken opgives; der kan ikke skaffes den fornødne udbetaling på 5.000 Kr.
Skyggerne efter 2. verdenskrig hviler tungt over 50´erne og 60´erne med flere verdenspolitiske kriser, som påvirker den voksne generation – vokset op i krigens skygge – tungt.
Koreakrigen bryder ud 25. juni  1950, og den frygtes - ikke uden grund - af den voksne generation at ville udvikle sig til en ny verdenskrig.
Hændelsesforløbet omkring udbruddet er uklar, men kendsgerningen er, at Korea efter afslutningen af den 2. verdenskrig bliver midlertidig delt i 2 okkupationszoner, som er ved at udvikle sig til 2 selvstændige stater er naturligvis altafgørende for krigen. Den nordlige zone er støttet af Sovjetunionen og den sydlige af USA. Da stormagterne trækker sine besættelsestropper ud i 1948 0g 1949 eskalerer konflikten. Amerikanske styrker under ledelse af legendariske general McArthur intervenere og trænger dybt ind i Nordkorea.
FN-styrker sættes ind og nærmer sig den kinesiske grænse og efter adskillige advarsler griber kineserne ind og tvinger FN styrkerne tilbage; og så er fanden løs!
Det er forståeligt, at den voksne generation, som har oplevet verdenskrigen få år før, er mere end bekymret!
Danmark sender et hospitalsskib - ØK-skibet Jutlandia - til krigszonen, som en humanitær hjælp til krigsofrene – for at rejse den nationale stolthed efter krigen? 
Overlæge Clemmensen fra Præstø Amts Sygehus, som Margrethe kender fra sin ansættelse på sygehuset, er med. Det bliver der talt meget om i familien på Kærmindevej.
Margrethe og Tormod er dybt bekymrede over situationen, og de kan ikke skjule det for drengen!
Margrethes sygdom tager til, og hun bliver flere gange indlagt på sygehuset. Nogen nem patient er hun vist ikke. Som uddannet sygeplejerske herser hun lidt med det personale, der passer hende og påpeger nogle fejl, de begår. De er meget overbærende, for Margrethe er meget syg
I den periode er drengen ”anbragt” hos hendes søster Kirstine, og hendes mand Hans i Nykøbing S. De arbejder begge som plejere på Statshospitalet.
Tormod besøger i denne tid sin søn næsten hver weekend, samtidig med at han også skal tage vare på Margrethe, som er indlagt på sygehuset. Det er en trist periode, som belaster Tormods forhold til Margrethes familie.
Margrethe er helt bevidst om, hvor det bærer hen. Af et mindre opsparet beløb, hun gennem årene har lagt til side, giver hun Tormod og drengen en gave. Hun foranlediger, at der købes et armbåndsur til hver af dem. På Tormods indgraveres bagpå uret: ”Fra Grethe – 1951”, og bagpå sønnens: ”Fra mor til Bent – 1951” Sidstnævnte ur giver nogen tid senere drengen problemer. Nogle vejarbejdere ser den 6-årige med uret på armen og griber fat i ham for at spørge, om han har stjålet uret. Da de ser inskriptionen på bagsiden slipper de ham igen. Det er dengang usædvanligt, at en seksårig dreng går rundt med et nyt armbåndsur på. Den resterende del af det lille opsparede beløb, som er nogle få tusinde kroner, bestemmer Margrethe skal gemmes til drengens uddannelse. Beløbet på få tusinde kroner bliver stående på en bankbog i ”Sparekassen For Næstved Og Om Omegn”, og bliver i årenes løb suppleret med småbeløb, som Tormod fra tid til anden putter i drengens sparebøsse. Da drengen i sluttresserne begynder sin afsluttende uddannelse er beløbet vokset til små 5000 kroner.
Den 26. juli 1951 dør Margrethe på Præstø Amts Sygehus, omgivet af Tormod, Kirstine og Tut. Tuts kæreste Erik, som hun senere bliver gift med, har lånt Tormods lille Austin Seven, og han tager den dag den 6-årige med på en lang køretur. Dagen efter – en strålende solskinsdag - er familien samlet i den have, der hører til Kirstine og Hans Peters tjenestebolig på Statshospitalet i Nykøbing S. Det bliver Hans Peter, som overbringer drengen budskabet om, at hans mor ikke er her mere. Han fortæller nænsomt, at hun nu er oppe hos Gud og sover deroppe; det tager den 6-årige uden videre for gode varer, men han græder sig alligevel i søvn om aftenen.
Margrethe begraves fra kapellet på Næstved kirkegård den 29. juli.
I Sydsjællands Socialdemokrat får hun følgende ord med på den videre færd:

 Jordefærd.

Fra kapellet paa Næstved kirkegaard begravedes i gaar sygeplejerske fru Margrethe Salkvist Jakobsen, Eranthisvej 3. Kapellet var smukt pyntet med blomster i alle sommerens varme farver, mange kranse og levende lys. Efter salmen ”Den store hvide flok” talte pastor Baagø ud fra ordet ”Frygt ikke, tro kun”. Han sagde til de pårørende, at man i en saadan stund paa en vis maade er fyldt med tak mod den døde, tak til hende – for hvad hun var. Samtidig er man fyldt af smerte, fordi hun ikke er mere. Dette bliver dog kun til at bære, hvis man også er fyldt af tro.
Efter salmen ”Under dine vingers skygge” bar paarørende kisten til til graven, hvor pastor Baagø forrettede jord paakastelsen. Følget sluttede med ved graven at synge ”Dejlig er jorden” og derefter talte en slægtning til afdøde.

Tormod er alene med en dreng på 6 år, som om et år skal begynde sin skolegang.