De første
julegaver jeg har minder om, det
er en hammer og en sav...... rigtigt brugbart værktøj og ikke i legetøjsudgaven. Vi boede
i en af de røde blokke på Kærmindevej, nærmere
betegnet nr 3, 2. sal til venstre. Jeg har været omkring 5 år og så meget op
til min far, især når han håndterede værktøj, enten derhjemme eller på arbejdet som smed på De
Forenede Jernstøberier. Når han havde overarbejde, var min mor og jeg altid
nede med kaffe og en ostemad til ham på fabrikken i Grønnegade ved normal
arbejdstids ophør, og somme tider fik jeg lov til at komme ind på fabrikken og
se, hvor han arbejdede. Det optog mig meget, og især var jeg optaget af hvor
beskidte hænder, det var tilladt at gå rundt med. Jeg ville også være noget med
værktøj og beskidte hænder,
når jeg blev stor......og sådan kom det da også mestendels til at gå, idet
starten på det, som skulle blive min profession var en læreplads som
maskinarbejder netop på DFJ. Det gav rige muligheder for at udleve barndommens
drøm om et liv med værktøj
og beskidte hænder.
Min far må
ret tidligt have opfattet det, og fundet det helt
naturligt, at jeg fik en hammer og en sav i julegave. Jeg har ingen yderligere
erindringer om julen i den lille lejlighed på Kærmindevej, for i 1950 flyttede
vi til en bedre og større lejlighed på Erantisvej, og herfra begynder mine
erindringer om julen.
Dengang i
begyndelsen af halvtredserne var juleaftensdag ikke en
fridag, men en hverdag, hvor min far arbejdede - som på andre dage - til kl.
16:30, og butikkerne lukkede først til sædvanlig tid kl 17:30. Senere op gennem
halvtredserne begyndte butikkerne at lukke ved
middagstid, dagen blev en halv arbejdsdag for endelig - vel engang i firserne -
at blive en helt fridag. Når min far kom hjem sidst på dagen, så var min mor i fuld gang med
forberedelserne til julemiddagen, anden var i
gasovnen, hvor gastrykket denne aften var lavt, og derfor skulle den stege længere
end normalt. De små kartofler var klar til bruning og
rødkålen skulle kun varmes, for den var lavet i de foregående
dage. Forud for denne aften var gået ugers forberedelse med bagning af
vanillekranse, jødekager, kogning af klejner (i Palmin). Hjemmelavet
leverpostej og sylte var blevet fremstillet og indgik som en naturlig del af
julens kulinariske højdepunkter, hvortil også hørte julefrokosten 1. juledag,
som gik på skift mellem familiens medlemmer.
Juleaftensdag
dag var en lang dag at komme igennem for den 7
- 8 årige. Forventninger var store til denne aften.....ikke fordi, der blev
givet store gaver, for pengene var små, og som regel var det altid noget
nyttigt mine forældre gav hinanden. Min far gav som regel min mor noget til
brug i køkkenet, og min far fik ofte noget beklædning, der ligesom køkkengrejet
alligevel på et eller andet tidspunkt stod for anskaffelse. Min mor havde dog
en tradition med hvert år at forære min far “Hvem, Hvad, Hvor”, årbogen, der blev udgivet af POLITIKEN. Den
første bog fik han i 1955, og da han døde overførte min mor denne tradition til
mig. Jeg har endnu alle bøgerne. Da jeg var blevet stor nok, fik jeg penge af
min far til at købe julegaver til dem, og og
som regel købte jeg en skål eller en vase til min mor, eller en bog eller et
par sokker til min far. Selv fik jeg udover tøj også et stykke legetøj, måske
legetøjssoldater, en legetøjspistol eller et “cowboysæt”, for dengang var de
foretrukne lege for drenge gerne noget med krig eller noget cowboy’dere og
indianere. Disse lege var nemlig endnu ikke stemplet som politiske
ukorrekte...og mærkelig nok er ingen af os drenge..hvoraf flere den dag i dag
hører til mine nære venner.....blevet hverken voldelige eller kriminelle af
vores leg dengang....
Når vi i
den lille familie havde danset omkring juletræet...tre mennesker skal virkelig
strække begge arme ud for at nå hinanden hele vejen rundt .....så var det tid
til gaveudpakning, og pudsigt nok erindrer jeg ikke at føle skuffelse over at
have fået en sweater eller et par strikkede vanter i julegave, men selvfølgelig
var glæden over legetøjet størst.
Og når det
var overstået, så gik turen rundt i blokken på Erantisvej til mine mange
legekammerater, for vi var alle spændte på, hvad de andre havde fået. Vi kom
ind hos hinanden og forsynede os så rigeligt hvert sted med slik og frugt, for
til julen hørte en slikskål med marcipankonfekt, romtoppe, brændte mandler med
mere, ligesom en skål fyldt med pigeoner, vindruer, nødder og
appelsiner hørte til i de
små hjem på Erantisvej.
Joe....juletiden
var noget særligt for en 8 - 10 årig dreng på Erantisvej, der var en særlig
fortryllelse over juletiden, hvor forventninger efter familiekomsammen i
juledagene igen begyndte at stige hen mod nytårsaften. En fortryllelse, jeg som
voksen aldrig rigtig har genfundet, når lige ses bort fra årene, hvor min søn
med forventning så frem til julen. Og jeg må med skam at melde bekende, at mit
forhold til julen i dag er afklaret og køligt, selvom
jeg sætter stor pris den anledning, julen giver til at være sammen med nærmeste
familie og nære venner. Sådan er det altså bare, og julens forbrugsfest, som
starter måneder forud og kulminerer over
en måned med julefrokoster i massevis, har jeg et ret afslappet og distanceret
forhold til, uden på nogen måde at undslå mig for at tage del i løjerne.....i
rette selskab!
Og hvad
skete der med den hammer og den sav, jeg som 5-årig fik i julegave? Ja, de
ligger såmænd ude i mit værksted, lagt til side i en kasse med min fars slidte
værktøj. Om de dengang
varslede et arbejdsliv omgivet af værktøj, og med periodevis meget sorte og beskidte hænder, så skete
det fyldest i et rigt arbejdsliv med masser af tekniske udfordringer....
