Skifteholdsvagt (Savværkshistorier 1)

Den 15. oktober 1970 begynder jeg som maskinmester på tilflytterbyens savværk. Med i bagagen har jeg en solid teoretisk viden om dampkedler, dampturbiner, produktions af elektricitet og dampteori – nyuddannet, som jeg er. Hvad jeg ikke har med i bagagen, er praktisk erfaring i jobbet som maskinmester. Jeg er blevet udvalgt som den fremmeste af fire ansøgere! På førstedagen i mit nye job får jeg dog at vide af min nye chef, at alle fire ansøgere egentlig stod meget lige, og at det ligeså godt kunne være blevet en anden, som fik jobbet. Velkommen til savværket, Bent!

Jeg skal forrette tjeneste som vagtgående maskinmester på savværkets kraftcentral, der ud af restprodukter fra opskæring af råtræ og overfladebehandling af gulvplanker producer elektricitet og damp til produktionen – et ganske smart kredsløb. Sammen med tre næsten jævnaldrende - og inden for få år nyansatte - kolleger skal jeg dække vagten på kraftcentralen. Fire mand i 3-holdsskift? Joe, det er skam rigtigt nok! Sikkert svært fattelig efter nutidens normer, hvor der er fem eller seks hold. Men vi var seje dengang. Vi har så heller ikke noget valg!
Vi får hurtigt et godt forhold til hinanden med de fælles referencer, vi har: Alle er vi tilflyttere til lillebyen, nyetablerede familier med småbørn, husbyggerier eller huskøb – alt det er forudbestemt af omstændighederne. Selvvalgte referencepunkter kommer til: Vi brænder sprit, laver vin og brygger øl – og nok så væsentlig, vi drikker det også ofte sammen – og vi fester sammen. At vi så har en chef, som kun er 8 – 10 år ældre, og som er væsentlig dygtigere end os, bevirker, at enhver tanke om et hurtigt avancement ikke er aktuel. Det er ikke skadeligt for det gode forhold. Stikker en af os snuden lidt for langt frem – og kan jo ske – så bliver vedkommende hurtigt sat på plads chefen og vedkommende er igen på rette tanker. Kom ikke mig for nær!!
Som det vil forstås, er forholdet til kollegerne stor set uproblematisk. Vi bli’r faktisk venner, og nogle af dem arbejder jeg sammen med i over 30 år.
Som vagtgående maskinmester er jeg en slags holdleder eller arbejdsleder for 2 kedelpassere, ja på nogle vagter for yderligere 2 mand.
Forholdet til kedelpasserne er anderledes, men ingenlunde dårligt. Lad mig indledningsvis fortælle, at kedelpasserne på kraftcentralen stort set er flinke og rare mennesker, der med omhu passer det, de er sat til. Mange af dem har været på kraftcentralen i en menneskealder og har således ramt 25 års jubilæet. Slige personer kan dog udvikle en speciel karakter. Man kan betegne dem som personligheder eller originaler, alt efter temperament. De fleste har en baggrund som uddannede mejerister, (hvortil der kræves et kedelpassercertifikat til pasning af mejerikedlen), og de har altså ingen teknisk baggrund. Af samme årsag er deres egnethed til at varetage pasning af en pæn stor industridampkedel da også meget varierende. Som nævnt kan medarbejdere med mange års ansættelse udvikler individuelle egenskaber, der af nogle måske kan betegnes som særheder. (Her er jeg på hjemmebane!). Kedelpasserne på kraftcentralen er ingen undtagelse!
De første jeg sættes på hold med, er Kaj Olsen og Theodor Schødt. Kaj er over de tres og udstråler venlighed. Han en lille velbegavet mand med hurtige og energiske bevægelser. I ledige stunder kan man se ham se ham sidde og læse i en kemibog for at blive fortrolig med vandkemien i det nye vandrenseri, som er et moderne ionbytteanlæg – og det er ikke for nybegyndere. Ofte kommer han ind på mesterkontoret og spørger om noget, han ikke helt har forstået. Han er oven i købet så flink, at han lader, som om jeg – den nye maskinmester - bestemmer. Han har været på kraftcentralen i over en menneskealder, og af gamle kedeljournaler kan jeg se, at den martsaften i 1945, hvor jeg kom til verden, var Kaj på vagt på kraftcentralen. Makkeren Schødt er på samme alder, men han er forholdsvis ny mand i jobbet. Han har en fortid som rutebilstationsbestyrer, et job han mistede, og han har derfor måtte søge nye udfordringer. Som uddannet mejerist og med et kedelpassercertifikat af ældre dato bliver jobbet som kedelpasser på lillebyens savværk den nye udfordring. Han er egentlig også en rar mand, men hans angst for den store industridampkedel - der ikke den fjerneste lighed med tidligere tiders mejerikedler har at gøre - gør ham nervøs, og han fatter ikke så meget af det, han beskæftiger sig med, og ofte må han have hjælp af Kaj, som kan håndtere den store kedel, med samme suverænitet, som en skoleelev i dag håndterer sin iPhone. Schødt er fejlcastet til jobbet.
En gang om året skifter vi hold, og så er der to nye kedelpassere at vænne sig til. Efter fire år har vi så været hele rækken igennem, og vi kender alle hinandens særheder og måder at skal tages på. Som nævnt er kedelpasserne individualister med mange års indarbejdede særheder. Forsøg på at præge dem er mestendels håbløs gerning. Det bliver læren.
Jeg husker i dag - så mange år efter - ikke rækkefølgen af dem, jeg danner hold med, men nogle af dem efterlader blivende indtryk. Blandt dem er makkerparret Frederiksen og Clemmensen. Frederiksen har været over 25 år på kraftcentralen, og han er et behageligt og venligt menneske, der især under kedelrensninger knokler det bedste, han har lært. I den daglige drift er han stort set upåvirkelige overfor gode råd om andre måder at passe kedlen på, og han har altid en færdig forklaring (den samme hver gang!) på, hvorfor kedlen enten ryger eller at kedeltrykket bliver ved med at falde. Sandheden er som regel, at han er faldet i søvn. I de lyse timer er det kun en let søvn, men om natten er det i en så svær søvn, at alarmer fra kedlen ikke vækker den sovende – og ofte kraftig snorkende – kedelpasser. Den store kedel, som det var hans opgave at passe, er godt nok udrustet med lokalalarmer for røgdetektoren og for lav vandstand, men ingen automatik griber ind, når alarmgrænser krydses. Det skal kedelpasseren gøre. Nattevagt sammen med Frederiksen er en stor udfordring for en ung maskinmester. Hans makker Clemmensen bliver ansat senere end mig. Han har tidligere arbejdet på kraftcentralen, og stor er overraskelsen blandt ældre medarbejdere, da nyheden om, at Clemmensen kommer tilbage, breder sig. Han er en tætbygget kraftkarl, der ikke bryder sig særligt meget om sit arbejde, men skal der udføres en opgave, hvortil der kræves mange kræfter, så er han lige manden.
Havde jeg bedt han skære gevind på skorstenen, var ufortøvet gået igang, i øvrigt uden at stille spørgsmål i det fornuftige (eller umulige) i opgaven. Clemmensen er passioneret kaninavler. Hele hans verden går op i kaniner, og han snakker stort set ikke om andet. En kollega udtrykker det således, at efter at have hørt på Clemmensen i 10 minutter længes man ufatteligt meget efter en gulerod! Sit begrænsede intellekt til trods, så beklæder han med stor entusiasme posten som formand for den lokale kaninavlerforening.
Ret hurtigt får han makkeren Frederiksen med i foreningsarbejdet. De mangler nemlig en pålidelig kasserer, for kaninavlerforeningen afholder hver mandag et stort bankospil på lillebyens teaterbygning, og mange penge er på spil. Frederiksen er selvskreven til posten med den erfaring han medbringer som bestyrer af en tipsklub og en aviskasse på kraftcentralen. Nattevagt med makkerparret på en mandag, når de ankommer på arbejde direkte fra ugens bankospil i foreningen, er den ultimative manddomsprøve for en ung maskinmester. Det kræver virkeligt sin mand at holde dem vågne, for også Clemmensen har et stort sovehjerte.
Mere af venlighed end af interesse lægger jeg tit ører til de to passionerede kaninavleres kaninsnak. Jeg må være blevet fejlopfattet, for på et tidspunkt mener de i mig at se potentialet til en kommende kaninavler, og de forærer mig en kaninunge! Efter at have haft kræet hjemme nogle dage er hele huset begyndt at lugte af kanin. Fruen afgør sagen. Kaninavl skal ikke være min nye hobby! Og dyret må afleveres tilbage. Det bli’r det så, og jeg gør ingen modsigelser mod fruens beslutning.
En lige så stor udfordring er det at have Røde Ejner på sit hold. Jeg mener, han har rundet de 40 år på kraftcentralen, da jeg starter i jobbet, og jeg kan ligegodt tilstå, at var han blevet en mine første kedelpassere, så var jeg løbet skrigende bort efter kort tid. Røde Ejner er enkemand og bor i en toplans villa i lillebyens digterkvarter sammen med sin gamle hund. Han er på sine gamle dage blevet menneskesky og kommer kun ud, når han cykler frem og tilbage på arbejde og i haven kun, når naboerne sover. En ensom stakkel er han - og noget af en satan overfor de nye maskinmestre, som han skal vænne sig til. Forandringsvillighed er ikke Røde Ejners spidskompetence! En nyansat maskinmester bliver udsat for alverdens brokkerier, chikanerier, bagtalelse og bliver i øvrigt skældt huden fuld i tide og utide. Jeg er blevet advaret, inden jeg kommer på hold sammen ham. Det sker efter, at jeg har været i jobbet 2 – 3 år, så det er med en vis ballast, at jeg starter op med Røde Ejner og den - med mig - jævnaldrende Asger på holdet et år efter sommerferien. Jeg slipper delvist nådig gennem ”indkøringsfasen” med Ejner. Mit held er formentlig, at han og Asger ikke kan udstå hinanden. Jævnligt ringer Røde Ejner til mesterkontoret for at beklage sig over makkeren. Til sidst må jeg tage fat i Asger og bede ham om at slappe lidt af.. Asger ved godt, at han driller Røde Ejner og indrømmer, at han s’gu ikke kan lade være, men han irriterer ham alt i den grad. Da jeg påpeger, at jeg er træt af at lægge øre til Ejners beklagelser, lover Asger at forbedre sig. Det gør han så, men kun et stykke tid!
Så ud over lidt brokkerier, en del bagtalelse og noget skæld ud fra Ejnars side, går det egentlig meget godt. Det lykkes mig stort set at ignorere disse bagateller. Og en skønne dag er jeg ligesom alle de andre maskinmester blevet fundet god nok. Han begynder at byde mig en cigaret, når jeg kikker ind til ham i buret på fyrpladsen ved den store kedel. Efterhånden har jeg næsten fri adgang til hans cigaretter. Jeg skal blot stikke hovedet ind i buret, og pakken med Scotchman bliver rakt frem mod mig. Afslår jeg, bli’r han lettere fortørnet. Og der er en god grund til afslå; cigaretterne er knastørre efter i måneder at have ligget i hans vindueskarm. Ejner køber nemlig mange kartoner cigaretter af gangen – til måneders forbrug. Han vender dem omhyggeligt hver uge, for at de ikke skal tørre ud. Men det gør de! Tit og ofte har han også et lille stykke chokolade med til mig. Og når jeg giver mig tid til sætte mig ned og snakke lidt med ham, så begynder han at fortælle om sin hund, sin afdøde hustru, og om dengang han som dreng var bydreng hos skibshandleren på havnen og kom ombord på skibene med varer. Så får jeg lidt medlidenhed med ham.
Røde Ejnar er kommunist, medlem af partiet og abonnerer fast på Land og Folk, som altid ligger fremme bordet i buret. Ignorerer jeg avisen, bliver den diskret skubbet over bordet til mig i gæstestolen. Reagerer jeg stadig ikke, kommer det så: ”Skal du ikke læse avisen i dag? Det er en god avis at blive klog af!”. Dette er sagt med et underspillet smil og et glimt i øjet. Jeg kan ikke helt udelukke, at en af årsagerne til, at jeg kom relativt let gennem min indkøringsfase med Røde Ejnar var, at jeg af venlighed lader ham låne mig avisen med over på mesterkontoret nogle gange. Ejner kommunistiske anskuelser til trods, så er han noget af det mest borgerlige, der tænkes kan – han ved det bare ikke selv!
Et decennium senere er den gamle garde af kedelpassere gået på pension. De fleste får et kort otium og lever kun få år efter den pensionering, de længtes så meget efter. Måske slidt op af jobbet.