For år tilbage gik jeg meget op i at fotografere. Særlig god til det blev
jeg nu aldrig. Men hvad billederne manglede i kvalitet, kompenserede jeg for
med kvantitet. Resultatet er, at jeg i dag kan præstere flere hyldemetre med
fotoalbums – pænt ordnet med årstal og emne osv.. Hvad det har kostet, tør jeg slet
ikke tænke på. Dengang betalte man vist omkring 2 kr. for et farvebillede,
hvortil kom film og fremkaldelse. Den digitale tidsalder har betydet et sandt
boom i ligegyldige og dårlige billeder. Jeg har bidraget med mit, og jeg ved
ikke hvor mange tusinde ligegyldige billeder, jeg har liggende på diverse
PC´ere, eksterne harddiske og mobiltelefoner – helt ustruktureret. Måske er
tiden inde til at betragte fotografiet på en anden måde en i fordums tider.
Kun ganske få af mine billeder er
jeg tilfredse med. Et af dem er ovenstående - dets fotografiske kvalitet eller
mangel på samme ufortalt. Billedet er taget under en ferie på Ibiza i 1973. Vi
sad på en fortovsrestaurant og forsøgte at bringe væskebalancen i orden. På
bordet stod mit nyerhvervede PETRI spejlreflekskamera, da kvinden kom sejlende
forbi. Jeg trykkede resolut på udløseren uden på nogen måde at have sigtet
efter motivet….
Jeg købte dengang en del fotomagasiner og lånte fotobøger i stor stil på biblioteket.
En af mine favoritter blandt fotografer var Viggo Rivad. Han var autodidakt
fotograf, og ernærede sig ved at køre taxi. Billederne fremkaldte han hjemme i
køkkenet. Men han var højt estimeret og anerkendt for sine sort-hvide billeder
af socialrealistisk karakter og han havde udgivet flere bøger.En dag, hvor jeg sad og passede mit arbejde i kontrolrummet på kraftcentralen, parkerede der udenfor vinduet en taxi og ud steg en lille halvskaldet mand. I bagagerummet hentede han en tungt belæsset skuldertaske af lærred. Den tyngede ham ned og fik ham til at se endnu mindre ud. Jeg kunne se, at han havde kurs mod døren til kraftcentralen, der på dette tidspunkt undergik en stor udvidelse med tilbygning af en ny kraftværksblok. Pludselig stod den lille halvskaldede mand i døren og præsenterede sig: ”Dav, jeg hedder Viggo, og jeg har fået lov til at tage nogle billeder af jeres nye kraftværk til ”Metal” (smedeforbundets medlemsblad). Er der mon en, der kan vise mig vej?”
Der stod selveste Viggo Rivad, og jeg tilbød mig selvfølgelig straks som vejviser. Min blufærdighed forbød mig at spørge til hans fotografiske meritter, selvom han snakkede ustandseligt undervejs. Han var meget interesseret i vores nye kraftcentral og spurgte om alverden. På et tidspunkt tog han sit kamera frem og tog et skud, for blot at overfor mig at konstatere, at han havde glemt at slå blitzen til. Jeg sagde så til ham, at jeg da ikke troede, at han begik en så elementær fejl, når han nu havde taget billeder i så mange år. ”Ork jo,” svarede han, ”jeg begår ustandselig alle tænkelige fejl.” Ved det nye kraftværksbyggeri stoppede han på kedeltoppen ved en montageåbning. ”Nu stiller vi os her og venter på, der kommer en person gående diagonalt tværs over åbningen i kælderen,” sagde han. Mindre end to minutter senere krydsede en person perfekt åbningen diagonalt og Viggo Rivad skød begejstret løs. Held skal der også til for tage gode billeder.
Jeg fulgte ham derefter tilbage til taxi´en og tog afsked med ham, en oplevelse rigere.
De små er sommetider de store, og de store er ofte ydmyge og beskedne mennesker, uden behov og trang til at promovere sig selv – grel modsætning til disse tider gudedyrkelse af kendisser, linselus og medieludere, uden andre kvaliteter end deres enorme selvglæde…
