Da jeg var i lære.....(3)

For mange år siden - mere præcist et halvt sekel - var jeg i lære som maskinarbejder. Det var før man studerede til smed. Man var ret og slet lærling, eller som vi omtaltes i daglig tale: læredreng. Det var godt nok, og det var lang tid, inden De Radikales tvangstanker om at intellektualisere alle uddannelser havde bjergtaget de folkevalgte. Nå, tilbage på sporet. I de sidste af mine lidt over 4 læreår havde jeg en værkfører, som gik under navnet "Den Flade" eller "10 minutter i 2". Navnene refererede til henholdsvis føddernes form og indbyrdes position. Han var en hellig mand og kunne vist ikke lide unge mennesker, og lærlinge havde han kun afsky tilovers for. Vi lærlinge - omkring 20 - tog os nu ikke særligt meget af denne afsky; vi havde et godt sammenhold og morede os meget i frokostpausen med at udveksle nye beretninger om fjolsets nye meritter, som feks. den dag, hvor jeg havde skålet med en lærekammerat i en gul citronvand ind over drejebænken. "Den flade" havde i sit glasbeklædte værkførerbur iagttaget denne ugudelige gerning og vraltede hastigt ud for irettesætte os og forholde os at gentagelstilfælde ikke ville blive tolereret - uden dog nævne sanktionerne herfor. En anden gang var jeg kommet ind i det glasbeklædte bur og bedt om noget mere arbejde og blev mødt med ordene: "Hvad skulle du så hilse og sige?" Hvortil jeg ganske kækt svarede: "Jeg skulle hilse og sige.." Mere nåede jeg ikke at udtale, før han afbrød mig med en bemærkning, at jeg så sandelig ikke skulle komme her og være flabet...Lignende sjove tilfælde morede vi lærlinge os meget over. Særlig komisk var det, når han hver formiddag kl 10 i særegen gangart med et lettere forpint ansigtsudtryk hastig stillede mod kleinsmedeværkstedets - også glasindrammede - værkførerkontor, hvor funktionærerne havde deres toilet. Og se ham et kvarter senere returnere til eget glasindrammede domæne med fredfyldt ansigt.....det fornøjede også os læredrenge.
Som sagt 'Den Flade' var en meget hellig mand, og sit otium brugte han i en religiøs sekt tjeneste til at besøge de skibe, som anløb Næstved havn - for det var i denne sydsjællandske by, jeg levede min ungdom.
Skæbnen ville, at vi mange, mange år senere i få år havde valgt at vende tilbage vores hjemstavn. Og hvem havde en fast ugentlig beretning i en af reklameaviserne under overskriften: Sømandspræsten fortæller. Det havde " Den Flade". Små spøjse beretninger om tilværelsen som maskinmester til søs. (Han sejlede vist kun få måneder!) Det var små pikante fortællinger oftest med et erotisk tema - om vidner vel om en helt anden person, end vi læredrenge i sin tid forestillede os.....

Da jeg var i lære.....(2)

For mange år siden - og taler vi om rigtig mange år - var jeg som formand for lærlingeklubben i Næstved med til at få gennemført at lærlinge på min læreplads over 18 år måtte ryge i arbejdstiden. Med bankede hjerte søgte jeg foretræde hos driftsledelsen for at fremføre mit ærinde. Og dengang var vejen lang for en læredreng op til driftsledelsen på bjerget. Efter nogle overvejelser fik vi den eftertragtede tilladelse, og efterfølgende blev jeg af smedenes tillidsmand rost for det opnåede, idet han var af den overbevisning, at der nu var slået et hul i en breche, og at det kun var et spørgsmål om kort tid før alle lærlinge - også dem under 18 år - måtte ryge i arbejdstiden.
Tjah... Sådan er tiderne så omskiftelige, og lidt svært at forstå i disse ikkerygertider.....
Trods forbud havde vi læredrenge dog røget i årevis. Det foregik ude på toilettet omkring pissoiret (vi brugte andre betegnelser dengang). Her mødte vi delvist i smug hver dag kl. 10 og kl. 14 for at brænde tobak af - enten i en olievæddet snadde eller Grøn Cecil, købt for 25 øre af Peter Rehn, som passede den store kantpresse, der var opstillet udenfor toilettet. Han tjente således vel nogle få øre pr. solgte cigaret....
Det hændte, at cigaretterne blev skoddet i pisrenden - for det var det udtryk, vi brugte. Blev det opdaget af Røde Carl, som var den arbejdsmand, der havde jobbet med at holde toiletterne rene, var der kontant verbal afklapsning. Røde Karl var rettroende SF'er og frafaldne kommunist. Han tilbragte det meste af dagen ude på toiletter med at argumentere for det nye venstrefløjsparti, og i baglommen havde han altid 'Minavisen', som var SF' forsøg på at starte et dagblad. Det udkom 2 gange om ugen, og Røde Carl udlånte det gerne til de toiletsøgende kolleger, ja han opfordrede dem ligefrem til at tage det med i aflukket, for bagefter nærmest eksaminere de pågældende i indholdet....
Toilettet var værkførerfritområde, men ofte skete det, at vi blev hentet tilbage til arbejdet af de respektive svende, vi arbejdede for.....tjah, igen må man konstatere tidernes foranderlig.

Ansat på Junckers Savværk (Savværkshistorier 2)

Da aftjeningen af min værnepligt i sensommeren 1971 nærmede sig sin afslutning var tiden inde til at se livets realiteter i øjnene. Der skulle findes et job og tjenes nogle penge! Min kæreste, der fulgte ivrigt med på jobmarkedet, sendte mig en dag en jobannonce til mig på mit tjenestested, der var Bevogtningsfartøjet P 535, "Nymfen", som i denne politiske og vejrmæssige varme sommer udgjorde NATOs fremskudte trussel mod ”de Røde” i Rønne havn.
Annoncen var indrykket i Næstved Tidende af et bureau ved navn WA & Bates, som for en kunde søgte en maskinmester til vagtgående tjeneste på firmaets kraftcentral. Jeg reflekterede på annoncen og blev indkaldt til en samtale. Virksomheden var Junckers Savværk, en virksom, der var mig ligeså ubekendt, som WA & Bates!
Med natfærgen og en køjeplads i en 4-køjes kahyt begav jeg mig til Køge en smuk sensommerdag iført mit bedste tøj – fløjlsbukser med hængerøv, skrigende gul skjorte, et grimt grønt strikket slips og en lysebrun læderjakke, der havde set bedre tider – mit bedste tøj!
På savværket fik jeg i porten udleveret et meget detaljeret oversigtskort over området, som viste sig at være ganske omfattende. Med dette kort i hånden fandt jeg vej til maskinværkstedet, hvor afdelingsingeniøren med kontor ud til en ydmyg svalegangs på 1. sal residerede. Han havde som funktionsområde udover kraftcentralen også maskinværkstedet og el-værkstedet. Det var ham, der havde indkaldt mig til samtalen. Tilstede under samtalen var også en yngre, lidt langhåret 35-årig mand med begyndende grånende hår, iført brune fløjlsbukser også med hængerøv, kakifarvet arbejdsjakke og kappeløse træsko. "Det er vores maskinchef", sagde afdelingsingeniøren. Maskinchefen skulle blive min chef – på godt og ondt (ligeligt fordelt) - de næste 30 år!
Denne mit unge livs første ansættelsessamtale skræmte mig lidt. Det blev med klartekst gjort mig klart, hvilke forventninger, der var til den heldige person, som skulle have jobbet. Der var noget med ikke at køre hjem, når vagten var slut, hvis der var driftsmæssige problemer; man måtte være indstillet på at blive tilkaldt på vilkårlige, ubekvemme tidspunkter, hvis en kollega havde hjælp behov, og i revisionsperioder, der som regel faldt sammen med andre menneskers ferier og helligdage, dvs. jul, påske og industriferien, skulle ferie ikke forventes bevilget. Endvidere var kun hver 4. weekend friweekend, hvis altså ikke lige, der var sygdom blandt kollegerne, eller en af disse ekstraordinært havde fået bevilget fridag. Jeg sad med en fornemmelse af at være ved at sælge min sjæl til fanden for ussel mammon! Klogelig undlod jeg at give udtryk for denne fornemmelse. Som modydelse for disse fordringer blev der stillet mig i udsigt en spændende arbejdsplads med mange gode muligheder for personlig udvikling og avancement, samt ikke mindst en efter tidens forhold ganske attraktiv løn, som bestod af en månedlig grundløn på 3600 kr.
samt et tillæg for genen ved forskudt arbejdstid på ca. 25% af grundlønnen – ganske attraktivt!
Efter denne samtale, som havde fundet sted under indtagelsen af kaffe og en spandauer, viste maskinchefen mig rundt på kraftcentralen. I min ufattelige naivitet fik jeg givet udtryk for min benovelse over, at det var muligt at fyre en dampkedel med træ! At maskinchefen ikke reagerede med en bedrevidende nedladende kommentar - det erfarede jeg senere - var et eksempel på den berømte undtagelse, der bekræfter reglen!
Hele ansættelsensseancen sluttede på Skipperkroen med et par stykker smørrebrød, en øl og en snaps. Inden vi skiltes, blev jeg forespurgt, om jeg stadig mente, jobbet var attraktivt for mig, og noget i modstrid med sandheden svarede jeg, at det var det!
Forinden havde jeg gjort et kikset forsøg på, at få betalt en flybillet til Rønne, som var en nødvendighed for mig for at kunne rettidigt tilbage og deltage i den afslutningsfest, der var planlagt på 'Nymfen' samme aften.
Det var dengang var kutyme, at jobansøgere fik refunderet eventuelle rejseomkostninger i forbindelse med en jobsamtale. Jeg havde imidlertid som værnepligtig fri rejse med offentlige transportmidler, og det var afdelingsingeniøren så udmærket vidende om! Jeg betalte selv flybilletten til Rønne og nåede afskedsmiddagen i rette tid, hvor jeg så kunne berette til mine skibskammerater om dette mærkelige foretagende, der var på vej til købe min sjæl.
En uges tid senere kom der en opringning til mig på 'Nymfen'. Jeg blev kaldt ned til intendanten, kaldet 'regnemanden', og troede, det værste var sket, for det var virkeligt usædvanligt, at der var telefon til en af de værnepligtige. I den anden ende af røret var en sekretær, som gerne ville have oplyst til hvilket adresse ansættelsespapirerne skulle sendes. Noget fjoget og forvirret må jeg have forekommet, inden det blev mig forklaret, at jeg havde fået tilbudt jobbet som vagtgående maskinmester på Junkers Savværks kraftcentral, kaldet afdeling Mk. Jeg fik også at vide, at der havde været 4 ansøgere, og at jeg efter grundig overvejelse havde fået tilbudt jobbet, men at der i øvrigt havde meget megen tvivl om, hvem der burde have tilbuddet, da alle 4 ansøger stod meget lige. Man gjorde således ikke noget forsøg på at fortælle, at jeg havde været det indlysende valg til jobbet!
Få dage efter at papirerne var underskrevet og returneret til Junckers Savværk, blev jeg bedt til ansættelsessamtale på HC Ørstedsværket, som dengang hørte under Københavns Belysningsvæsen. Noget frustreret meldte jeg afbud til denne opfordring, for jeg havde under min studietid på Kbh. Maskinskole været på studietur med klassen til dette værk, og var oprigtigt fascineret af de store kedler og turbiner og – måske – især, at værket havde det, der dengang var verdens største stationære dieselmotor. Jeg kunne sagtens se mig selv i dette miljø.
Nå, ræsonnerede jeg (både for mig selv og mine nærmeste omgivelser), et savværk og så maskinmester, det var vel ikke lige det, man havde drømt om for år tilbage, da fremtiden skulle formes. Næh, at være maskinmester, det er noget med en meget stor dieselmotor - og den skal helst ligge i et meget stort skib, som skal befinde sig på et meget stort hav!
Jeg giver dette job 2 år; lidt erhvervserfaring vil der vel altid være at hente, selv på et savværk, lod jeg flot mine nærmeste omgivelser vide!
Det skulle vise sig at gå helt anderledes.....
Jeg mødte op til min første arbejdsdag den 15. oktober 1971. Min grønne døende VW årgang 1952 parkerede jeg foran maskinværkstedet lige overfor kraftcentralen. Samtidig med mig, ankom min fremtidige chef, maskinchefen, iført strikket tophue og en vindjakke, der bestemt havde set bedre dage, kørende på en ældre NSU Prima scooter. Jeg blev budt velkommen, og vi fulgtes ad over til kontrolrummet i turbinesalen, hvor jeg hilste på nogle af mine fremtidige kolleger. Ved 9-tiden skulle jeg præsenteres for de øvrige funktionærer i afdelingsingeniørens område på det daglige morgenmøde - kaldet 'morgenbønnen' på hans kontor. Resten af dagen brugte afdelingsingeniøren med at vise mig rundt på savværket, og inden fyraften skulle min fremtidige arbejdstid aftales mellem maskinchefen og mig. Resultatet blev, at jeg startede på nattevagt til oplæring med en ældre kollega den efterfølgende dag, som var en lørdag Jeg forsøgte lidt naivt at redde mig en weekend fri og foreslog, at jeg først startede mandag aften, hvilket maskinchefen slet ikke så nogen grund til, og sådan blev det - ligeså meget andet, når han havde sat sig noget i hovedet.
Det gik som nævnt ikke helt efter planen. Jeg blev på matriklen de næste 40 år, begunstiget af gode kolleger og spændende, varierende og – ind imellem – komplet uforudsigelige arbejdsopgaver. Men det er en helt anden historie….

Erantisvej

Erantisvej i Næstved, det var barndommens gade. Vi flyttede ind i nr. 3 i 1950. Det var byens prestigebyggeri, beliggende på det, der dengang gik under navnet 'Ridemarken', som var et gammelt øvelsesterræn for byens tidligere dragonregiment. Hurtigt blev det omtalt som 'Dollargrinet', et navn, der langsomt gik i glemslen samtidig med (men ikke fordi!) jeg forlod byen i begyndelsen af halvfjerdserne. Huslejen var efter datidens forhold høj, helt nøjagtigt 94 kr. om måneden, og vi - min mor og far og den 5 årige - var da også en de få arbejderfamilier i det helt nye byggeri. Øvrige beboere i komplekset var hovedsagelig laverestående funktionærer, små erhvervsdrivende og (især) de officerer, der var igang med en militær karriere på Gardehusarkasernen. Det var et godt sted at være barn, der var altid mange jævnaldrende at lege med. Om sommeren lavede vi gange og byggede huler i den skiftevis senneps- og kornmark, som de første år lå lige overfor blokken. Den ejedes af en slagtermester og kreaturhandler, der jævnligt kom anstigende i sin store bil. Når han så os lege på marken råbte og skreg han, samtidig med at han fægtede vildt med sin krogede stok - og vi ilede hastig tværs gennem marken til anden side. Sidenhen blev der anlagt en lille boldbane på marken, og her blev udkæmpet mange landskampe mellem Danmark og Sverige samt mellem Brasilien og England. Det foregik med to eller tre på hvert hold til et mål med fælles målmand. Vi skiftedes til at være Pele, Stanley Matthews og Knud Lundberg eller hvad de nu hed dengang. Om vinteren spillede vi fodbold nede i kælderen - det kostede nogle pærer - indtil vicevært Didriksen viste sig i den anden ende af gangen. Han behøvede ikke engang sige noget; han rykkede bare brynene, og vi pilede væk. Han var nu et rart menneske. Vi legede også røvere og soldater. Den senere folketingsmand Helge Adam Møller, som var et par år ældre boede også i komplekset, og han insisterede altid på at være anfører i denne leg. Han var vist lidt af en vildbasse.
Men det var også gaden, hvor der blev stiftet langtidsholdbare venskaber og til mit nære netværk hører endnu idag nogle af de dengang 5- 10 årige drenge, jeg blev venner med.

Gården i Vinstrup

 

For kort tid siden kom jeg i besiddelse af et postkort fra 1905, som bragte minder frem. Det viser den sydlige indfaldsvej til landsbyen Vinstrup ( i 1905 Vindstrup) med et par gårde og et aftægtshus i baggrunden. Gården i midten, hvoraf stuehuset med skorstenen er næsten skjult bag aftægtshuset, skulle blive min farbror Haralds. Markerne på vejens højre side var en del af de 28 td. land, der hørte til gården. Hos ham og tante Anna tilbragte jeg fra 1. klasse og til realklassen hvert år en eller to uger i sommerferien samt ugen i kartoffelferien, som de på landet betegnede efterårsferien.

Vinstrup er en lille landsby ved bredden af Tystrup-Bavelse søerne. Den bestod dengang af 5 – 6 gårde, en købmand, en smedje og et missionshus og 5 – 6 huse, hovedsagelig aftægtshuse for de gårdejerfamilier, hvor gården var gået arv til næste generation. Kirken og brugsen lå i nabolandsbyen Tystrup, som sognet havde fået navn efter. I et lille lokalt skrift fra 2002 ”Et Sjællandsk Sølandskab” beskrives området: ”Sølandskabet hører til Sjællands yndigste egne. Den langstrakte vandoverflade med Tystrup og Bavelse søerne slynger sig mellem vældige bakker, hvis sider falder brat ned mod vandet, skovklædte eller med åbne marker. På skråningerne hager landsbyerne sig fast, med strågrå tage og røde tegl tittende frem mellem husenes æblehaver.” Landsbyen Vinstrup i halvtresserne kan ikke beskrives bedre.
Min farbror Harald blev som den fjerde af de af min farmor og farfars 12 overlevende børn som spæd adopteret af min farmors søster Marie Ellen Rasmussen, der var gift med gårdejer Hans Christensen, idet ægteskabet var barnløst. Man kan vel altid hjælpe en barnløs søster med et barn, når man nu selv har så rigeligt af dem. Harald forblev livet igennem betragtet – og betragtede sig selv - som en ’fuldgyldig’ bror til de øvrige 11 søskende og beholdt da også begge efternavne, Jakobsen Christensen. Han giftede sig med Anna fra traktørstedet Røde Hus i den nærliggende landsby Tadse. De fik fire børn, Ingrid, Erna, Ellen og Ole, der døde som lille.
Gennem min mange ferier over 10 år fik jeg et unikt indsigt i livet på landet i halvtresserne; det var indsigt i en verden, der ikke eksisterer mere, og som var vidt forskellig fra min hverdag dengang. Og som jeg ikke ville have undværet.
Sognet var indremissionsk, og familien på gården tog ivrig del i bevægelsens møder, hvad enten de foregik i landsbyens missionshus eller i stadsstuen på en af gårdene. Så blev der sunget salmer, bedt bønner og læst op, eller en indforskrevet missionær gav deltagerne et guds ord med på vejen. Om søndagen og til højtiderne var kirkegang obligatorisk. Tante Anna havde den smukkeste sopranstemme, - mild og klokkeklar - som jeg dengang nogensinde havde hørt. Når hun lod sin røst lyde i kirken, tav menigheden og lyttede. Til min farmors begravelse i Sorø kirke sang hun solo stående foran alteret.
Intet måltid blev indledt uden Harald med messende stemme havde bedt bordbønnen:
I Jesu navn går vi til bord
At spise, drikke på dit ord
Dig Gud til ære, os til gavn
Så får vi mad i Jesu navn
Derefter rejste Anne sig op og sagde værsgo’. Og så begyndte man at spise. Det var et ritual, som den øvrige - mere verdslige indstillede - del af familien for længst havde indfundet sig med, ligesom de havde det med, at der heller ikke blev serveret alkoholiske drikke. Modsat accepterede Anna og Harald så også den mere verdslige livsstil, når de var gæster ved en familiesammenkomst. Det var ikke noget problem; alle kunne sagtens more sig sammen, og det var bestemt ikke noget kedeligt og trist hjem at være feriebarn i.
Da jeg først halvtresserne begyndte at komme i ferierne på gården, havde den grå Ferguson holdt sit indtog i landbruget. Heste sås stadig, men de var efterhånden sjældne som arbejdsdyr. Der blev høstet med selvbinder, trukket af den grå Ferguson. Efterfølgende blev negene stillet op i traver på rækker, der skulle stå snorlige (så folkene på nabogårdene ikke kunne ’ pege fingre af det’). Efter en uges tid på marken blev negene kørt hjem i laden for om vinteren at blive tærsket i det fladremstrukne, uafskærmede tærskeværk, der stod i loen – en forlængelse af laden. Tærskning var meget mandskabskrævende, og alle var af huse, når der blev tærsket, min tante, de af pigerne, som evnt. var hjemme, samt karl og gårdejer fra nabogården. Man hjalp hinanden. Jeg var kun med til at tærske enkelte gange, for det var udpræget vinterarbejde, som først rigtig blev udført efter, at roerne var kørt hjem og forsvarlig læsset af i en roekule, som blev overdækket med halm og jord. Roerne blev brugt som vinterfoder til de 7 – 8 malkekøer og 2 – 3 kvier, som farbror Haralds gård havde. Kornet, hovedsagelig byg, blev valset og blandet med valle – restprodukt fra mejeriets osteproduktion -  og givet til de 30 – 40 svin som bestanden omfattede. Man kan sige, at gårdens produktion ud af gårdspladsen var slagtegrise og mælk. Markens afgrøder blev brugt i en form for ’lukket kredsløb’ til dyrefoder. Der blev ikke solgt afgrøder.
Som medhjælp til dette ganske omfattende arbejde havde Harald en karl, som blev fæstet for et halvt år af gangen – fra 1.november til 1. Maj. Lønnen var dengang for en halvårsperiode 1000 kr. samt kost og logi og med arbejde hver anden weekend. Logiet var et beskedent værelse i en af længerne. Der var ikke rindende vand, men et vaskestativ med vandbalje i værelses forkammer. Vandet kunne hentes i det rum op til kostalden, hvor mælkespande og junger blev rengjorte. Karlen indgik som en del af familien, og opholdt sig tit sammen med denne om aftenen. Flere af de karle, jeg lærte at kende forsøgte – forgæves – at gøre kur til mine kusiner. Der var jo ingen mandlig arving til at overtage gården.
Før i tiden, da min far var barn i begyndelsen af forrige århundrede – og var feriedreng på gården – var der to karle og to piger ansat til medhjælp.
Som feriedreng var det en spændende verden at være i. Jeg glædede mig til hver ferie, for jeg var med i alt, hvad der forgik i bedriften. Dagen startede ved 06-tiden med morgenmalkning og fodring af dyrene. Om sommeren kom køerne på græs efter malkningen og blev hentet hjem i stalden igen sidst på eftermiddagen til aftensmalkningen. Når staldarbejdet var forbi ved 8-tiden var det tid til morgenmad, som Anna havde klar til Harald og karlen i køkkenet. Morgenmaden var solid. Først en stor portion havregrød, så en tallerken smørrebrød med et glas mælk til. Så var det tid til kaffen, som blev indtaget, mens Harald holdt en lille andagt, startende med at en fast rubrik ’Ordet’ i ’Kristeligt Dagblad’ blev læst op. Avisen blev hold i fællesskab med nabogården. Efterfølgende sang man et salmevers, og til slut bad man Fader Vor. Måltidet var blevet indledt med den traditionelle bordbøn. Og så var man ellers klar til at gå videre med dagens arbejde, kun afbrudt af formiddagskaffen ved 10-tiden. Var man i marken under høsten kom Anna på cykel ud med den samt med saftevand. Kaffen var altid ledsaget af hjemmebagt brød. Der var varmt mad til middag efterfulgt af dessert, som regel grød. Hvis der blev serveret suppe, blev denne efterfulgt af en varm ret, ofte kødet, som suppen var lavet af; så var der ingen dessert. Efter en times eftermiddagssøvn gik arbejdet igen, og det sluttede først, når aftensmalkning og fodring var afsluttet ved 18-tiden. Så var det tid til aftensmad, kold mad med diverse hjemmelavet pålæg. Man levede godt på gården, og det må have været mere end et fuldtidsarbejde for Anna, at sørge for husbond og karl, når køkkenhaven - som gjorde husholdningen næsten selvforsynende - og hønsegården også var hendes domæne. Mine kusiner var dog i flere perioder – mellem forskellige jobs – hjemme på gården for at hjælpe til. Erna, den mellemste, tjente i en periode, som karl for sin far. Ellen den yngste var i flere perioder mellem forskellige jobs – hun fik aldrig en uddannelse – hjemme og hjælpe Anna. Jeg var altid særlig glad for at være der, når hun boede der. Hun var 10 år ældre end mig og noget af et livstykke, en glad pige, altid i godt humør, parat til at se det sjove i alting, og hun lavede altid en masse sjov med mig, Somme tider tog hun mig med ud at ro på søen i naboens robåd, eller vi badede i søen. Hun blev (selvfølgelig) som den første af kusinerne gift. Den tilkommende hed Ove, var manufakturekspedient og var søn af missionær Nielsen fra Herlev, der tjente til livets ophold ved at køre rundt i sin gamle bil og sælge indremissionsk litteratur. Han kom ofte forbi – med usvigelig sikkerhed sådan cirka lige før middagstid – og blev altid indbudt til at spise med (hvad han vist aldrig undslog sig).
Brylluppet blev holdt på gården. Der var opstillet et telt på gårdspladsen for kunne rumme alle de 50 -70 gæster, der deltog: Det halve sogn, den hele familie og så sognepræsten. Der blev holdt et utal af taler, sunget et utal af sange og salmer – og der blev ikke serveret èn dråbe spiritus, men uanede mængder af saftevand, æblemost og sodavand. Det blev sidste gang, jeg så min yndlingskusine Ellen. I mit indre misundte jeg Ove, hendes mand, for jeg havde som dreng nok været en lille smule forelsket i Ellen. Jeg ved hun fik 2 eller 3 børn, og at hun og Ove købte en herremanufakturforretning i en sjællands provinsby. Men vore veje krydsedes aldrig.
Den mellemste datter, min kusine Erna, var uddannet børnehavelærerinde, som det hed dengang. Noget livstykke var hun ikke. I en moden alder blev hun gift med en missionær, der i mange år havde forsøgt at frelse sjæle i den tredje verden. Han var mange år ældre end Erna og var blevet alene med en større børneflok, som Erna nu skulle være mor for. Hun fik aldrig selv børn.
Ingrid var den ældste af de tre døtre og uddannet økonoma. Hun arbejdede i en del år på sygehuset i Næstved og kom en del i hjemmet hos os. Hun var egentlig en ret livlig pige, der måske have distanceret sig lidt fra det indremissionske barndomshjem, og der er sket, at hun, når hun var hjemme på gården en weekend, kom til at udtrykke sig lige lovligt bramfrit. Så hævede Harald brynene og formanede: ”Så, så, Ingrid, sådan taler vi ikke her i huset”. Hun tog ofte på charterferie i bus til Sydeuropa. Jeg kendte engang en smed, som havde været med på samme tur som Ingrid. Jeg kunne forstå, at Ingrid ikke havde holdt sig tilbage på nogen måde. Hun blev aldrig gift. Om hun nogensinde mødte kærligheden ved jeg ikke.
I begyndelsen af tresserne solgte Anne og Harald gården, Nye tider var på vej i landbruget. Tiden for de små landbrug var ved at rinde ud, og gården blev opkøbt af en anden gård og jorderne drevet derfra. Anna og Harald flyttede ind villaen overfor gården, som de havde sikret sig år tilbage som aftægtbolig.
De fik nogle år sammen i ’aftægtshuset’. Harald døde i 1970. Anna overlevede Harald  mange år og døde i 1983.

Skifteholdsvagt (Savværkshistorier 1)

Den 15. oktober 1970 begynder jeg som maskinmester på tilflytterbyens savværk. Med i bagagen har jeg en solid teoretisk viden om dampkedler, dampturbiner, produktions af elektricitet og dampteori – nyuddannet, som jeg er. Hvad jeg ikke har med i bagagen, er praktisk erfaring i jobbet som maskinmester. Jeg er blevet udvalgt som den fremmeste af fire ansøgere! På førstedagen i mit nye job får jeg dog at vide af min nye chef, at alle fire ansøgere egentlig stod meget lige, og at det ligeså godt kunne være blevet en anden, som fik jobbet. Velkommen til savværket, Bent!

Jeg skal forrette tjeneste som vagtgående maskinmester på savværkets kraftcentral, der ud af restprodukter fra opskæring af råtræ og overfladebehandling af gulvplanker producer elektricitet og damp til produktionen – et ganske smart kredsløb. Sammen med tre næsten jævnaldrende - og inden for få år nyansatte - kolleger skal jeg dække vagten på kraftcentralen. Fire mand i 3-holdsskift? Joe, det er skam rigtigt nok! Sikkert svært fattelig efter nutidens normer, hvor der er fem eller seks hold. Men vi var seje dengang. Vi har så heller ikke noget valg!
Vi får hurtigt et godt forhold til hinanden med de fælles referencer, vi har: Alle er vi tilflyttere til lillebyen, nyetablerede familier med småbørn, husbyggerier eller huskøb – alt det er forudbestemt af omstændighederne. Selvvalgte referencepunkter kommer til: Vi brænder sprit, laver vin og brygger øl – og nok så væsentlig, vi drikker det også ofte sammen – og vi fester sammen. At vi så har en chef, som kun er 8 – 10 år ældre, og som er væsentlig dygtigere end os, bevirker, at enhver tanke om et hurtigt avancement ikke er aktuel. Det er ikke skadeligt for det gode forhold. Stikker en af os snuden lidt for langt frem – og kan jo ske – så bliver vedkommende hurtigt sat på plads chefen og vedkommende er igen på rette tanker. Kom ikke mig for nær!!
Som det vil forstås, er forholdet til kollegerne stor set uproblematisk. Vi bli’r faktisk venner, og nogle af dem arbejder jeg sammen med i over 30 år.
Som vagtgående maskinmester er jeg en slags holdleder eller arbejdsleder for 2 kedelpassere, ja på nogle vagter for yderligere 2 mand.
Forholdet til kedelpasserne er anderledes, men ingenlunde dårligt. Lad mig indledningsvis fortælle, at kedelpasserne på kraftcentralen stort set er flinke og rare mennesker, der med omhu passer det, de er sat til. Mange af dem har været på kraftcentralen i en menneskealder og har således ramt 25 års jubilæet. Slige personer kan dog udvikle en speciel karakter. Man kan betegne dem som personligheder eller originaler, alt efter temperament. De fleste har en baggrund som uddannede mejerister, (hvortil der kræves et kedelpassercertifikat til pasning af mejerikedlen), og de har altså ingen teknisk baggrund. Af samme årsag er deres egnethed til at varetage pasning af en pæn stor industridampkedel da også meget varierende. Som nævnt kan medarbejdere med mange års ansættelse udvikler individuelle egenskaber, der af nogle måske kan betegnes som særheder. (Her er jeg på hjemmebane!). Kedelpasserne på kraftcentralen er ingen undtagelse!
De første jeg sættes på hold med, er Kaj Olsen og Theodor Schødt. Kaj er over de tres og udstråler venlighed. Han en lille velbegavet mand med hurtige og energiske bevægelser. I ledige stunder kan man se ham se ham sidde og læse i en kemibog for at blive fortrolig med vandkemien i det nye vandrenseri, som er et moderne ionbytteanlæg – og det er ikke for nybegyndere. Ofte kommer han ind på mesterkontoret og spørger om noget, han ikke helt har forstået. Han er oven i købet så flink, at han lader, som om jeg – den nye maskinmester - bestemmer. Han har været på kraftcentralen i over en menneskealder, og af gamle kedeljournaler kan jeg se, at den martsaften i 1945, hvor jeg kom til verden, var Kaj på vagt på kraftcentralen. Makkeren Schødt er på samme alder, men han er forholdsvis ny mand i jobbet. Han har en fortid som rutebilstationsbestyrer, et job han mistede, og han har derfor måtte søge nye udfordringer. Som uddannet mejerist og med et kedelpassercertifikat af ældre dato bliver jobbet som kedelpasser på lillebyens savværk den nye udfordring. Han er egentlig også en rar mand, men hans angst for den store industridampkedel - der ikke den fjerneste lighed med tidligere tiders mejerikedler har at gøre - gør ham nervøs, og han fatter ikke så meget af det, han beskæftiger sig med, og ofte må han have hjælp af Kaj, som kan håndtere den store kedel, med samme suverænitet, som en skoleelev i dag håndterer sin iPhone. Schødt er fejlcastet til jobbet.
En gang om året skifter vi hold, og så er der to nye kedelpassere at vænne sig til. Efter fire år har vi så været hele rækken igennem, og vi kender alle hinandens særheder og måder at skal tages på. Som nævnt er kedelpasserne individualister med mange års indarbejdede særheder. Forsøg på at præge dem er mestendels håbløs gerning. Det bliver læren.
Jeg husker i dag - så mange år efter - ikke rækkefølgen af dem, jeg danner hold med, men nogle af dem efterlader blivende indtryk. Blandt dem er makkerparret Frederiksen og Clemmensen. Frederiksen har været over 25 år på kraftcentralen, og han er et behageligt og venligt menneske, der især under kedelrensninger knokler det bedste, han har lært. I den daglige drift er han stort set upåvirkelige overfor gode råd om andre måder at passe kedlen på, og han har altid en færdig forklaring (den samme hver gang!) på, hvorfor kedlen enten ryger eller at kedeltrykket bliver ved med at falde. Sandheden er som regel, at han er faldet i søvn. I de lyse timer er det kun en let søvn, men om natten er det i en så svær søvn, at alarmer fra kedlen ikke vækker den sovende – og ofte kraftig snorkende – kedelpasser. Den store kedel, som det var hans opgave at passe, er godt nok udrustet med lokalalarmer for røgdetektoren og for lav vandstand, men ingen automatik griber ind, når alarmgrænser krydses. Det skal kedelpasseren gøre. Nattevagt sammen med Frederiksen er en stor udfordring for en ung maskinmester. Hans makker Clemmensen bliver ansat senere end mig. Han har tidligere arbejdet på kraftcentralen, og stor er overraskelsen blandt ældre medarbejdere, da nyheden om, at Clemmensen kommer tilbage, breder sig. Han er en tætbygget kraftkarl, der ikke bryder sig særligt meget om sit arbejde, men skal der udføres en opgave, hvortil der kræves mange kræfter, så er han lige manden.
Havde jeg bedt han skære gevind på skorstenen, var ufortøvet gået igang, i øvrigt uden at stille spørgsmål i det fornuftige (eller umulige) i opgaven. Clemmensen er passioneret kaninavler. Hele hans verden går op i kaniner, og han snakker stort set ikke om andet. En kollega udtrykker det således, at efter at have hørt på Clemmensen i 10 minutter længes man ufatteligt meget efter en gulerod! Sit begrænsede intellekt til trods, så beklæder han med stor entusiasme posten som formand for den lokale kaninavlerforening.
Ret hurtigt får han makkeren Frederiksen med i foreningsarbejdet. De mangler nemlig en pålidelig kasserer, for kaninavlerforeningen afholder hver mandag et stort bankospil på lillebyens teaterbygning, og mange penge er på spil. Frederiksen er selvskreven til posten med den erfaring han medbringer som bestyrer af en tipsklub og en aviskasse på kraftcentralen. Nattevagt med makkerparret på en mandag, når de ankommer på arbejde direkte fra ugens bankospil i foreningen, er den ultimative manddomsprøve for en ung maskinmester. Det kræver virkeligt sin mand at holde dem vågne, for også Clemmensen har et stort sovehjerte.
Mere af venlighed end af interesse lægger jeg tit ører til de to passionerede kaninavleres kaninsnak. Jeg må være blevet fejlopfattet, for på et tidspunkt mener de i mig at se potentialet til en kommende kaninavler, og de forærer mig en kaninunge! Efter at have haft kræet hjemme nogle dage er hele huset begyndt at lugte af kanin. Fruen afgør sagen. Kaninavl skal ikke være min nye hobby! Og dyret må afleveres tilbage. Det bli’r det så, og jeg gør ingen modsigelser mod fruens beslutning.
En lige så stor udfordring er det at have Røde Ejner på sit hold. Jeg mener, han har rundet de 40 år på kraftcentralen, da jeg starter i jobbet, og jeg kan ligegodt tilstå, at var han blevet en mine første kedelpassere, så var jeg løbet skrigende bort efter kort tid. Røde Ejner er enkemand og bor i en toplans villa i lillebyens digterkvarter sammen med sin gamle hund. Han er på sine gamle dage blevet menneskesky og kommer kun ud, når han cykler frem og tilbage på arbejde og i haven kun, når naboerne sover. En ensom stakkel er han - og noget af en satan overfor de nye maskinmestre, som han skal vænne sig til. Forandringsvillighed er ikke Røde Ejners spidskompetence! En nyansat maskinmester bliver udsat for alverdens brokkerier, chikanerier, bagtalelse og bliver i øvrigt skældt huden fuld i tide og utide. Jeg er blevet advaret, inden jeg kommer på hold sammen ham. Det sker efter, at jeg har været i jobbet 2 – 3 år, så det er med en vis ballast, at jeg starter op med Røde Ejner og den - med mig - jævnaldrende Asger på holdet et år efter sommerferien. Jeg slipper delvist nådig gennem ”indkøringsfasen” med Ejner. Mit held er formentlig, at han og Asger ikke kan udstå hinanden. Jævnligt ringer Røde Ejner til mesterkontoret for at beklage sig over makkeren. Til sidst må jeg tage fat i Asger og bede ham om at slappe lidt af.. Asger ved godt, at han driller Røde Ejner og indrømmer, at han s’gu ikke kan lade være, men han irriterer ham alt i den grad. Da jeg påpeger, at jeg er træt af at lægge øre til Ejners beklagelser, lover Asger at forbedre sig. Det gør han så, men kun et stykke tid!
Så ud over lidt brokkerier, en del bagtalelse og noget skæld ud fra Ejnars side, går det egentlig meget godt. Det lykkes mig stort set at ignorere disse bagateller. Og en skønne dag er jeg ligesom alle de andre maskinmester blevet fundet god nok. Han begynder at byde mig en cigaret, når jeg kikker ind til ham i buret på fyrpladsen ved den store kedel. Efterhånden har jeg næsten fri adgang til hans cigaretter. Jeg skal blot stikke hovedet ind i buret, og pakken med Scotchman bliver rakt frem mod mig. Afslår jeg, bli’r han lettere fortørnet. Og der er en god grund til afslå; cigaretterne er knastørre efter i måneder at have ligget i hans vindueskarm. Ejner køber nemlig mange kartoner cigaretter af gangen – til måneders forbrug. Han vender dem omhyggeligt hver uge, for at de ikke skal tørre ud. Men det gør de! Tit og ofte har han også et lille stykke chokolade med til mig. Og når jeg giver mig tid til sætte mig ned og snakke lidt med ham, så begynder han at fortælle om sin hund, sin afdøde hustru, og om dengang han som dreng var bydreng hos skibshandleren på havnen og kom ombord på skibene med varer. Så får jeg lidt medlidenhed med ham.
Røde Ejnar er kommunist, medlem af partiet og abonnerer fast på Land og Folk, som altid ligger fremme bordet i buret. Ignorerer jeg avisen, bliver den diskret skubbet over bordet til mig i gæstestolen. Reagerer jeg stadig ikke, kommer det så: ”Skal du ikke læse avisen i dag? Det er en god avis at blive klog af!”. Dette er sagt med et underspillet smil og et glimt i øjet. Jeg kan ikke helt udelukke, at en af årsagerne til, at jeg kom relativt let gennem min indkøringsfase med Røde Ejnar var, at jeg af venlighed lader ham låne mig avisen med over på mesterkontoret nogle gange. Ejner kommunistiske anskuelser til trods, så er han noget af det mest borgerlige, der tænkes kan – han ved det bare ikke selv!
Et decennium senere er den gamle garde af kedelpassere gået på pension. De fleste får et kort otium og lever kun få år efter den pensionering, de længtes så meget efter. Måske slidt op af jobbet.

Den Røde (Savværkshistorier 3)

I en menneskealder – eller mere – var jeg ansat på en industrivirksomhed i en mindre sjællandsk provinsby. Den var byens største private arbejdsplads, branchens største i landet og i en periode Europas største. En virksomhed med visioner var det og med visionære ledere. Og så var det den bedste arbejdsplads, jeg nogensinde har haft!  

Med en enkelt undtagelse havde jeg aldrig haft kontakt med nogle af de direktører, der var i min tid. Jeg opererede niveau’er under. En enkelt af direktørerne lærte jeg at kende bedre end de øvrige. Han kom til fabrikken som ung mand – lidt over de tredive - som direktionssekretær for den gamle direktør. Den unge mand, handelsuddannet fra en højere læreanstalt, kom fra et job på en rugbrødsfabrik og fik blandt godtfolk hurtigt øgenavnet ”Krumme”. Det blev snart afløst af et andet øgenavn ”Den Røde”, for rødhåret var han, og han bekræftede fint fordommen om, at rødhårede personer ikke er uden temperament.
Den gamle direktør var slet ikke særlig gammel. Han var efter sigende en karismatisk person, som hver morgen lod sig bringe fra domicilet på naboøen til industrivirksomheden i den lille sjællandske by i stor Volvo med privatchauffør.  Der var stor respekt om ham. Historien om, hvordan en afdelingsleder havde opsøgt ham i et ærinde om højere løn gik fabrikken rundt. Rygtet sagde, at afdelingslederen efter fremførelse af sit ærinde, forlod direktionskontoret gående baglæns ud af døren, helt og aldeles overbevist om, at han oppebar en alt for høj løn! Vittige sjæle mente tilmed, at have set samme afdelingsleder gå baglæns ned ad trappen fra direktionsgangen. Jeg mødte enkelt gang den gamle direktør i en mennesketom produktionsafdeling, og den bevægelse, han tavst gjorde med hovedet var vel en hilsen. Han manglede ellers ikke ord. En vittighed gik på, at blev han spurgt om, hvad klokken var, så kunne han tale et helt kvarter, uden at spørgeren efterfølgende var blevet klogere på tidspunktet. Et politikerpotentiale må have været til stede, og i sine sidste år som direktør på virksomheden i den lille sjællandske by var han da også ofte deltager i regeringsarrangerede handelsdelegationer til fjerne lande – og derfor sjældent tilstede på virksomheden. Og nu skulle han videre med karrieren, og efter en kort periode som direktør i en anden virksomhed blev han da også industriminister i en borgerlig regering. Karrieren kronedes med udnævnelse til kammerherre og en post som bestyrelsesmedlem i landets største rederi – en post, som han nok forventede udskiftet med posten som bestyrelsesformand. Men en fodfejl spændte vist ben for det.
Der var, som det forstås, nogen at leve op til for Den Røde, - midt i trediverne og med et ungdommeligt studentikost udseende – da han blev udnævnt til direktør.
Der var mange, der var spændte på, hvordan han skulle klare det. Vi kom ikke til at vente længe! Det blev hurtigt klart, at der var Den Røde – og så var de andre! Han fik en kanonstart som direktør. Nok som en kombination af dygtighed og tidernes gunst fik virksomheden et par år i træk et trecifret millionoverskud. Det var aldrig sket før.
 På den tid kom jeg ved en eller anden firmamæssig begivenhed – i et privat hjem - til at sidde ved siden af ham i en sofa. Han havde på det tidspunkt som firmabil en stor Citroên. Jeg havde hørt fra pålidelig kilde, at den stod for udskiftning. Dengang kunne medarbejdere med stor fordel købe udrangerede firmabiler, og mit hu stod dengang til store biler – mest af alt Citroên´er! Altså tog jeg mod til mig og spurgte, om jeg kunne købe hans bil. ”Det kan du sg´u godt” sagde han. ”Snak med bogholderen om det!” Jeg begik nu i ungdommeligt overmod den fejl at begynde at prange om bilen og forsøgte at påpege diverse fejl og mangler. Samtalen sluttede brat med Den Rødes ord: ”Jeg er da virkelig skideligeglad med, om du vil købe min bil!” End of story!
Jeg lærte Den Røde at kende lidt bedre i forbindelse med en storkonflikt midt i firserne. En overenskomstsituation med lovligt varslede strejker var endt med, at et mæglingsforslag var blevet ophøjet til lov. Det medførte vilde strejker og blokader af virksomheder over hele landet – nærmest en generalstrejkelignende situation, der var ganske anspændt. Virksomheden i den lille provinsby gik heller ikke fri; medarbejderne var gået hjem, og Palmesøndag løb rygterne om, at virksomheden ville blive blokaderamt. Enkelte nøglepersoner - heriblandt en af mine kolleger - var allerede blevet bedt om at mønstre på fabrikken, inden strejkevagter blokerede fabrikken. Men flere skulle til, bl.a. for at opretholde varmeforsyningen til lagrene med de meget temperatur- og fugtighedsfølsomme produkter. Ellers kunne store skader opstå og tab imødeses. Her kom jeg ind i billedet. Virksomheden blev i løbet af aftenen blokeret af personer - tilsyneladende københavnske berusede ballademagere. Alt det vidste jeg ikke noget om, og jeg var derfor overrasket, da min gode kollega fra fabrikken ringede og meddelte, at jeg ville blive afhentet af Den Røde lidt over midnat i hustruens Ford Fiesta. Vi ville så i et upåagtet øjeblik blive lukke ind gennem en lille port nede ved havnen. Jeg blev som aftalt samlet op af Den Røde, som allerede havde taget et par andre ”nøglemedarbejdere” op undervejs. Nede ved havnen ventede vi i bilen bag et lille hus, og der gik heller ikke lang tid for blokadevagten følte, nu var tiden inde til at lette trykket i blæren for at gøre plads til mere øl. Han gik afsides, der blev blinket med lygterne, og min kollega kom frem fra sit skjul og låste os ind, mens blokadevagten råbte og skreg efter os og næppe havde nået at lyne bukserne op.
Blokaden blev opretholdt i 3 dage. Vi var 6-8 personer inde på fabrikken, og det var da egentlig meget hyggeligt. Den Røde gik rundt og var hyggeonkel for os. Det måtte for alt i verden ikke komme til nogen konfrontationer med blokadevagter, men Den Røde kunne dog ikke dy sig for en udveksle synspunkter med enkelte af disse. Så kom han bagefter grinende og berettede om sine ”samtaler”. Og det blev klart, at ingen af sproget mest vulgære udtryk var ham ukendte. Onsdag før påske blev blokaden ophævdet, tømmermændene begyndte at melde, og så stod påsken jo for døren. Vi fik alle en pæn vingave af firmaet for indsatsen, og jeg var nu blevet på fornavn med Den Røde – eller han var i hvert blevet det med mig. Efterfølgende skete ofte, at jeg fik en lille snak med ham, når jeg mødte ham et eller andet sted på fabrikken, som han kom meget rundt på. Han var (med få undtagelser) altid venlig og behagelig at tale med, ja man glemte næsten, at han var øverste chef.
Der var som nævnt et par undtagelser; manden havde jo temperament, og kunne også udvise en bidende sarkasme og ironi, der sved. Det erfarede jeg en dag, hvor en af dampkedlerne sendte en fæl sort røgsky op i den blå luft. Her må der supplerende anføres, at virksomheden i den lille sjællandske provinsby på dette tidspunkt (meget uretfærdigt!) var i mange – også landsdækkende - mediers søgelys for miljøforurening. Sandheden var, at den lille provinsbys største private arbejdsplads aldrig bevidst forsøgte at omgå nogen miljøbestemmelse. Det kan jeg afsløre med insiderviden. Vi medarbejdere fik simpelthen ”tæsk”, når noget gik galt! Det fik jeg også den dag, dampkedlen sendte en fed sort røgsky op gennem den 40 m høje skorsten, som beklageligvis lå mindre end et langspyt fra direktionskontoret på førstesalen af miserabel laboratoriebygning. Da røgdetektoren gav alarm i kontrolrummet på kraftcentralen, begav jeg mig straks – som vagthavende maskinmester - i stor hast ud til den fjerntliggende dampkedel for at afhjælpe problemet. Jeg var bare ikke den eneste, som havde set røgen. Det havde Den Røde også fra sit vindue i kontoret! Da jeg med fuld fart på cyklen kom forbi hans kontor, var han allerede kommet ned fra kontoret og stod i yderdøren. Ved synet af mig nærmest eksploderede han: ”Hvad fanden laver I egentlig henne på kraftcentralen? Nu har jeg krafted´me stået her i 10 minutter og gloet på, at skorstenen ryger! Ku´ du for helvede ikke få lettet røven Bent?” Jeg husker ikke, hvad jeg svarede, men kunne blot konstatere, at vi (han) stadig var på fornavn (med mig)! Som nævnt kunne han også være ualmindelig skarp og sarkastisk. Han ringede engang og udbad sig en forklaring på nogle tal i den månedlige driftsrapport. Jeg påbegyndte en lang teknisk (bort)forklaring, som ret hurtigt blev afbrudt med ordene: ”Det er jeg udmærket klar over, men kunne du ikke bare begrænse dig til at svare på det, jeg spurgte om!”
Andre blev også offer for mandens sarkasme og bidende ironi. Jeg deltog nogle gange som substitut i de månedlige informationsmøder for afdelingsledere, funktionschefer og tillidsfolk. Til et møde kom en afdelingsleder engang nogle minutter for sent, og Den Røde havde indledt sin redegørelse. Afdelingslederen forsøgte at luske diskret ind gennem døren til det fyldte lokale, vel vidende, at en af de ting, der kunne få den Rødes op i det røde felt var, når folk ikke overholdt mødetidspunkter. Den i andre sammenhænge meget selvbevidste og ofte storskrydende afdelingsleder så måbende til, at Den Røde udfoldede sin bidende ironi for åbent tæppe: ”Næhh, hvor hyggeligt, at du har afset tid til at kigge forbi! Du er altid velkommen. Jeg kan se, der netop er en ledig plads nede i det ene hjørne. Gider du ikke gå derned og stille dig!” Han pegede ned mod lokalets fjerneste krog, og den nu komplet konfuse afdelingsleder parerede ordre og luskede ned i hjørnet til stor morskab for os alle. Han var blevet stillet i skammekrogen og må have skummet af raseri indvendig. I andre situationer kunne ironi og sarkasme ikke stoppe temperamentet. Hørte han en personsøger bippe under et møde (det var før mobiltelefonernes tid) kunne han finde på at brøle: ”Jeg kyler fand’me den næste personsøger ud af vinduet, der begynder at bippe!”. På et informationsmøde afhold på et tidspunkt, hvor der var stor fokus på spildevandsudledning i bugten (det var der nu næsten altid!) erklærede han bramfrit for forsamlingen: ”Jeg vil krafted’me ikke se en eneste medarbejder pisse i bugten!” På det tidspunkt var der ankret et skib fra Greenpeace op i bugten ud for fabrikken. Under stor presseopmærksomhed offentliggjorde Greenpeace resultatet af analyser, de påstod at have foretaget af vandet i bugten. Det var nogle fuldstændigt urealistiske resultater, organisationen var kommet til, og de mere end antydede, at fabrikken i den lille provinsby om natten lukkede forurenet vand ud gennem en hemmelig ledning. Den Røde blev i den anledning interviewet i lokalradioen, og forelagt denne påstand løb temperamentet af med ham, da meget udiplomatisk spurgte journalisten, om han for helvede troede, at han løb rundt i pyjamas nede på fabrikken om natten og lukkede spildevand ud i bugten af en hemmelig ledning!
Et tilløb til en faglig sammenslutning blandt en funktionærgruppe på fabrikken forhindrede han ved at kalde initiativtageren op til sig og bede denne skrive en ”ansøgning” med redegørelse for, hvordan denne havde tænkt sig at agere i sit fremtidige virke på virksomheden i den lille sjællandske provinsby. Så var den sag lukket!
Mest af alt afskyede han virksomhedskonsulenter, som var ved at komme på mode i de år. Han betragtede det som svag ledelse at måtte ty til disse, når ubehagelige beslutninger skulle effektueres. Det skulle han nok selv gøre!
Det var en farverig og – trods alle bataljer - afholdte direktør, der efter 10 år på posten skulle videre med karrieren i en anden virksomhed. Hans afløser var kun på fabrikken en kortere årrække. Nok som en kombination af uduelighed og tidernes ugunst – samt måske brug af et stort antal konsulenter - fik han hurtigt sat overstyr, hvad Den Røde havde bygget op. Den nye direktør blev en dag (pudsigt nok dagen efter et bestyrelsesmøde) grebet af en ubændig trang til at hellige sig golfspillet og familien med kort varsel. Han fik en fin afskedsreception med mange smukke ord og tak for den store indsats, men vi var nu nogle stykker, der kunne se aftryk af fodsåler i hans bagdel, da han drog ud af porten for sidste gang. Den Røde fik efterfølgende en stor karriere og blev en af de højestlønnede topchefer i dansk erhvervsliv.

 

 

Athen 1976

Vibeke ved Akropolis

I 1976 havde vi været gift i 3 år og havde brugt en hulens masse penge på ferier. Tiden var inde til en mere fornuftig livsførelse. Altså måtte sommerferien droppes, og det opsparede beløb skulle bruges til indkøb af et farve-TV. Det var vi helt enige om! Dengang kostede et 26” Philips 6.500 Kr – noget over min månedsløn. Vi havde ellers klares os fint med en gammelt sort-hvid modtager, som jeg havde lånt af en kollega. Den var udmærket, selvom møblet virkede lidt gammeldags. Eneste skavank var, at et par gange i timen væltede billedet. Det var til at leve med; et enkelt hårdt slag på kassen bragte hurtigt billedet på ret køl. Så købet af et nyt TV var ikke rationelt begrundet. Med til beslutningen om at droppe ferien i juli hører også kendsgerningen, at samme år havde vi med gode venner haft en fin, fin tur til Tunesien, og til oktober skulle vi med de samme venner en tur til Rom. Altså måtte det være muligt – bare et enkelt år - at springe sommerferien over. Det gik ikke efter planen. Efter at have gået hjemme den første ferieuge, SÅ SKULLE DER BARE SKE NOGET! Det gjorde de så. Vi hævede det opsparede beløb og købte hos Tjæreborg en rejse til Athen. I juli med århundredet hedebølge i Sydeuropa! Jeg ved ikke, hvad vi havde tænkt på, men ud skulle vi, bare ud…. Det blev alle tiders ferie. Jeg vil ikke påstå, at den blev dramatisk, men den var indrammet af en vis dramatik.  Grækenland var diktatur og i juntaen vold. 3 år tidligere havde Konstantin og Anne-Marie måtte forlade landet efter et dilettantisk, operetteagtigt kup. Juntaens maskingeværbevæbnede soldater var overalt i byen. Allerede i lufthavnen, hvor der et par uger tidligere var foregået en sand massakre med mange dræbte, var sikkerhedsforanstaltningerne enorme. Enhver, der har prøvet at rejse ind i en diktaturstat ved, at systemets små betroede embedsmænd ikke tilhører verdens elskeligste mennesker. Pas blev flået ud af hænderne på os, uforståelige kommandoer bjæffet og passet stemplet med eftertryk på en tilfældig side, mens embedsmandens olme blik gennemborede en. Velkommen til Grækenland! (som var dybt afhængig af indtægter fra turismen). Ind kom vi og blev indlogeret på hotellet ved Omoniapladsen. Første dag tog op for se Akropolis – midt på dagen med århundredes hedebølge i byen. Hvor dum kan man være? Næste dag besluttede vi derfor at tage bybanen til Piræus også midt på dagen – stuvet sammen som sild i en tønde med en million svedende, hvidløgsstinkende grækere på vej hjem til siesta. Og på vejen retur fra Piræus gentog det sig, der var de samme svedende, hvidløgsstinkende mennesker bare vej til arbejde igen efter middagshvilet. Hvor dum kan man være? Døgnrytmen måtte ændres! Vi stod derfor tidligt op og gik shopping eller sightseeing til det tidligere kongeslot (som efter operettekuppet lå som forladt af Anne-Marie og Konstantin, og stadigt var bevogtet af græske soldater i latterlige uniformer), det olympiske stadion, Plakaen og nationalmuseet. Ved middagstid tog hjem på hotellet og holdt siesta for sidst på eftermiddagen igen at agere turister. Sen middag på hotellet (rejsen var med halvpension, og maden var rædselsfuld), og midt på aftenen begav vi os i samlet flok med nogle andre unge fra hotellet i samlet flok til Syntagmapladsen, hvor vi hang ud til noget over midnat. Når vi ved 2 – 3 tiden begav os hjem til hotellet på Omoniapladsen gik vejen forbi universitetet, hvor studerende havde tændt bål på pladsen foran. Området myldrede med politi, og sortklædte personer, som hængte plakater op, der protesterede mod diktaturet. Når man nærmede sig, forsvandt de hurtigt ned af en af Athens små sidegader. Det lykkedes i et enkelt tilfælde at få kontakt med en af disse unge. Jeg fik en plakat med hjem. Den hang i mange år i garagen. Vibeke ville ikke have den i stuen! For at fuldende feriens dramatiske rammer, så blev der en nat begået et mord på Omoniapladsen, hvor hotellet lå. Det læste vi om i avisen, da vi kom hjem. Her erfarede vi også, at der havde været store uroligheder i Athen, og at hedebølgen havde affolket byen, da mange havde søgt afsvaling ved kysten – måske ikke lige vores oplevelse. Men en god ferie, det var det altså…Farvefjernsynet fik vi også – men med noget forsinkelse.

Min Fætter Kjeld

Forleden dag kørte jeg gennem Roskilde. I byens silhuet knejsende domkirken, og jeg kom til at tænke på min fætter Kjeld. Hvorfor netop domkirken fik mig på de tanker, vender jeg tilbage til.

Fætter Kjeld var blandt de 15 – 20 af mine fætre og kusiner - som jeg jævnligt så - min yndlingsfætter. Han var ti år ældre end jeg, og han var søn af min fars søster Ruth og onkel Åge. Han havde alt det, som en 12-14 års dreng kunne drømme om: Udlært maskinarbejder og betjente en stor drejebænk, havde været med Marinen i Leningrad, var ejer af en blå Vespa scooter, og så var han kæreste med den kvieøjede Grethe, en bly ungmø med et mildt og vindende væsen, som gjorde hende afholdt af hele familien. Og det i sådan en grad at farbror Ole kunne have svært ved at holde fingrene fra hende (hvad hun på sin egen stilfærdige måde frabad sig). Grethe havde i den 12-14 års drengs optik kun et handikap - hun røg store cerutter!
Fætter Kjeld havde et pænt stort ego – somme tider på grænsen til det støjende. Nu hører det med til historien, at min fars familie – og det er den, det drejer sig om – var meget diskussionslysten, og den ikke forsømte nogen lejlighed til at mødes i festligt lag, det være sig jule- og påskefrokoster, fødselsdage eller bare den årlige familiefest. Og der blev festet og diskuteret. En sommerdag - ved en sådan begivenhed - hvor diskussionen gik livligt og højrøstet for åbentstående vinduer, blev der tysset på min noget højtråbende fætter, der vel netop havde rundet de 20 somre. Fætter Kjelds svar var blot, at så var det meget heldigt, for han ikke sagde noget, andre ikke måtte høre. Og det var nok ikke så langt fra sandheden! Til disse familiesammenkomster hørte en god frokost, med rigeligt af mad eller drikkevarer. Den blev efterfulgt at kortspil – som regel whist. Fætter Kjeld fik somme tider lov til at ’afløse’ en af de ’voksne’ som fjerdemand i et spil whist. Derved steg lydniveau’et omkring spisebordet adskillige decibel. Var han ikke med i spillet, så var han ivrig iagttager af det og kommenterede frimodigt efter hvert spil de enkeltes ’præstationer’. ”Hvorfor fanden spillede du din ’trumf’ så tidlig morbror Tormod (min far)?’ eller ”Du kunne s’gu da ikke melde en ’solo-nolo’ med de kort, du sad med på hånden, morbror Ole”. Familien tog nu ikke fætter Kjelds kommentarer så nøje; de lod ham snakke. Værst var det, når han kommenterede sin fars (onkel Åge) præstationer. ”Du skal s’gu da ikke melde ’pas’ med den hånd, far, du er alt for forsigtig!”. Så steg spændingsniveau’et omkring bordet somme tider til det ubehagelige. Fætter Kjeld og hans far onkel Åge var af vidt forskellige temperamenter og kom let uoverens. Så måtte min far lægge sig imellem for at genskabe den gode stemning. En gang under et spil whist, hvor fætter Kjeld var blevet makker med farbror Ole (hans morbror), og hvor de havde tabt et spil, rejste fætter Kjeld sig og gik over og hev i kådhed farbror Ole i slipset. Til alle overraskelse gav slipset efter, og det afsløredes, at slipseknuden var ’præfabrikeret’ og slipset sad med en elastik rundt om flippen. Det gav fætter Kjeld et kæmpe grineflip, og han udbrød: ”Har I set alle sammen: Morbror Ole kan ikke selv binde en slipseknude!” Og det hele opløstes i grin.
Fætter Kjeld blev gift med sin Grethe og flyttede til Slagelse, hvor han havde fået arbejde. To døtre kom tidligt til, og når pengene var små, kørte Kjeld på sin blå Vespa scooter ud på landet og hentede kålrabiroer fra en tilfældig bondemands mark. Så stod menu’en i et par dage på stuvet kålrabi med kartofler.
På et tidspunkt købte fætter Kjeld en brugt Renault Dauphine. Den havde set bedre dage, og da han mente lakeringen trængte at fornyes, købte han en dåse dueblå maling og en pensel - og malede bilen. Desværre havde han ikke taget vejrguderne i ed, og inden malingen var tør, begyndte det at øse med. Det gav bilen en speciel nubret overflade, som han rent undtagelsesvis ikke selv kunne more sig over. Fætter Kjeld var også et meget søgende menneske, der var nysgerrig og ikke holdt sig tilbage med at udforske de muligheder, tilværelsen bød på. Således kunne han i sine unge dage finde på at frekventere den katolske kirke i Roskilde en julenat for at overvære midnatsmessen. Var der nu noget her, som kunne bruges? Næppe. Det var aldrig kedeligt at være på familiebesøg, når fætter Kjeld var til stede. Det var han hos forældrene i Roskilde med familien - som nu omfattede 3 børn - samtidig med os en søndag midt i 60’erne. Jeg var i lære på det tidspunkt. Og nu kommer domkirken ind i billedet. Kjeld havde på det tidspunkt åbenbart gennem længere tid spekuleret over det urimelige i, at der skulle betales entré til Roskilde Domkirke, når man nu som medlem af folkekirken betalte kirkeskat. Rigtigheden i den tese måtte efterprøves i praksis. ”Vi skal en tur ind i Domkirken uden at betale for at komme ind. Det er vores gode ret!” lød beskeden til mig. Vi tog af sted og slentrede forbi billetsalget og kontrolløren ved indgangen – uden at ænse nogen af dem - med Kjeld højt snakkende som altid. Den venlige kontrollør gjorde høfligt opmærksom på, ar vi lige skulle huske at købe billetter. Denne bemærkning fik straks fætter Kjeld på vej op i det røde felt. Næh, det skulle vi så sandelig ikke, for vi var nemlig medlemmer af Folkekirken og betalte kirkeskat, så vi havde fri adgang til alle Folkekirkens kirker, lod Kjeld den venlige mand vide. En længere diskussion fulgte og fætter Kjeld, der nu var kommet helt ind i det røde felt, bad om at tale med en kompetent person. En sådan blev med lidt besvær fremskaffet, og sandelig om denne ikke måtte bøje sig for fætter Kjelds højrøstede insisteren, der efterhånden havde samlet mange tilhørere. Hvis vi ville ind i kirken for at holde andagt, skulle der selvfølgelig ikke betales entré! Og det var jo netop, hvad vi ville, svarede Kjeld! Vi fik nu anvist to pladser midt i kirkeskibet med en kirketjener placeret ved siden af os. Med hans strenge blik hvilende på os, forklarede fætter Kjeld med fægtende arme om kirkens seværdigheder og hvor de enkelte konger lå begravet. Jeg kunne være krøbet i et musehul og forsøgte længe at stoppe Kjelds talestrøm for at foreslå, om vi ikke snart skulle gå. De lykkedes efter nogen tid, og vi forlod domkirken med min triumferende fætter Kjeld forrest. Han havde opnået, hvad han kom efter.
Forældregenerationen falder fra, og forbindelserne til de fætre og kusiner, jeg havde tilbragt mange muntre timer sammen med til glade familiebegivenheder, døde stille og roligt ud. Det var lidt vemodigt, men sådan var det. Vi havde alle fået vores eget. I et par årtier så og hørte vi ikke noget fra hinanden. En dag få år for årtusindeskiftet blev jeg ringet op. Fætter Kjeld var i telefonen. Hans far onkel Åge var som en af de sidste i forældregenerationen død og skulle bisættes førstkommende lørdag. Fætter Kjeld ville blive glad, om jeg kom til bisættelsen. Den triste anledning til trods, så blev det et glædeligt og muntert gensyn med mange af mine fætre og kusiner. Kjeld havde fået tilkendt invalidepension og var blevet skilt fra Grethe og levede nu sammen med en anden kvinde. Men Grethe var også med til bisættelsen. Hun havde til det sidste bevaret forbindelsen til sin svigerfar. Selvom hun nu var en ældre kvinde, havde hun bevaret det venlige og imødekommende væsen, der i de unge dage gjorde hende afholdt i familien. I kapellet holdt fætter Kjeld en smuk og stærk tale om den far, han ofte havde været i opposition til. De var i onkel Åges sidste år kommet til en større forståelse. Efter bisættelsen havde fætter Kjeld bestemt, at vi – fætre og kusiner – en sidste gang skulle mødes i den lejlighed, der havde været rammen om så mange muntre stunder årtier tilbage. Han havde indkøbt smørebrød, øl og snaps og en munter stemning, som tit – når det drejer sig om et ældre menneske - forløser en bisættelses tristhed, bredte sig. Glade minder blev udvekslet under grin og latter. Og da vi tog afsked med hinanden, var vi vel alle sammen klare over, at vi næppe ville blive samlet igen. Jeg udvekslede telefonnummer med fætter Kjeld. Vi fik aldrig ringet sammen. Kun en gang kom jeg ved en fejltagelse adskillige år senere til at ringe på nummeret. Jeg skulle arbejdsmæssig have fat i en person med samme navn. Da jeg spurgte efter Kjeld, svarede kvinden i den anden ende af forbindelse: ”Det kan du s`gu glemme alt om. Han er død for flere år siden!”

 

Mine Muntre Mobile Minder

  Uden at være ”bilnørd” er sandheden, at jeg har altid har levet i symbiose med automobiler. De har i mine tidlige år et fælles referencepunkt: De har set bedre dage, og de er rimeligt brugte.

 Her er historien om, hvordan det er holde brugt bil for 50 – 60 år siden. Det begynder med min far, som  i Sorø bliver udlært cykelsmed og mekaniker i tiden omkring afslutningen på 1. Verdenskrig. Efter læretiden arbejder han flere steder på Sjælland, bl.a. hos automobilforhandler Offer Andersen i Næstved og hos automobilforhandler Geertsen i Ringsted. Senere får han job i København, – det må være omkring 1920 – og finder det relevant at aflægge køreprøve og erhverve sig førerbevis.  Han i flere år har ført motorkøretøj og har vel overset denne detalje.
 Køreprøven forløber fint. I starten af prøven holder bilens horn op med at fungere, og min fingernemme far begynder prompte at reparere det. Det imponerer den køreprøvesagkyndige, og efter veludført reparation erklæres køreprøven for bestået.

I de efterfølgende år beskæftiger han sig ikke med biler; han flakker rundt verden og ernærer sig som smed i Frankrig og USA og som fyrbøder, kullemper og smører på danske, svenske og amerikanske skibe.

   I 1930 vender han hjem til det gamle land og slår sig ned Nakskov. Her møder han den kvinde, som bliver min mor. De bliver gift i 1935, og da interessen for automobilet er intakt efter 10 års udlændighed, anskaffer han sig snart sit eget. Det er usædvanligt for en skibsværftsarbejder, men muligt, da min kommende mor arbejder som sygeplejerske. Nogle af arbejdskammeraterne fortæller min flinke far, at når man her råd til at holde bil, så fortjener man ikke én dags arbejde!

  Vognen er en Citroën  10 HP Type B12  årgang 1927.



Slægtens absolut første bil er en Citroën 10 HP Type B12 med min far ved rattet og min morfar på bagsædet

   Citroën 10 HP Type B12 bliver introduceret i 1925 og er en videreudvikling af den tidligere Type B10. Den har et slagvolumen på 1.452 cm³  og yder 20 HK. Tophastigheden angives til 70 – 75 km/h. I 1927 bliver modellen afløst af en Type B14. Da jeg ikke er født på det tidspunkt, hvor min far har dette prægtige køretøj, må jeg af indlysende grunde udelade personlige oplevelser. Jeg ved, at mine kommende forældre har udvidet familien med en uregerlig hund af ubestemmelig race. Hunden kalder de Sørensen. På en køretur bliver Sørensen påfaldende stille bag i bilen; det glæder dem, indtil de opdager, at kræet er begyndt at fortære bagsædet!

   Den 12. marts 1940 – mindre end en måned før landet besættes af tyskerne – handler min far bil med automobilforhandler A. Rasmussen, British Motor A/S i Nakskov. Nyerhvervelsen er en højrestyret Austin Seven årgang 1931. Bilens pris er – udover bytteprisen for Citroën´en - 750,00 kr. Af de 750,00 kr. erlægges 250,00 i udbetaling. Restbeløbet betales med 50,00 kr./måned i veksel.

 

Slutseddel anno 1940

 

Austin Seven bliver i perioden fra 1922 til marts 1939 produceret i 290.000 eksemplarer med 24 forskellige karosseriformer, som bl.a. har betegnelserne ”Box Saloon”, ”New Ruby Saloon”, ”Pearl Cabriolet”, ”Ulster 2-Seaters Sport” og ”Nippy 2-Seaters Sport”. Motoren er sideventilet og med et slagvolumen på 748 cm³ og yder 10,5 HK. Tophastigheden er 70 km/h. Det er den første rigtige minibil, der ser verdens lys. Den vejer kun 330 kg og har plads til 2 voksne foran og 2 børn på bagsædet.  Produktionsmetoden er inspireret af Henry Fords samlebåndsteknologi, der gør det muligt for mange mennesker at anskaffe sig bil. Prisen på de første bliver sat til 225 £, men da salget går trægt, nedsættes prisen til 175 £, og det årlige salgstal mere end fordobles. Austin Seven bliver også bygget på licens i række lande – i Tyskland under navnet” BMW Dixi”, i Frankrig som ”Rosengart”,  i USA som ”Bantam” og Japan som ”Nissan”. I Australien, hvor man efter 1. Verdenskrig forsøger at bygge en bilindustri op, pålægges en afgift på importerede biler. Da afgiften på importerede chassiser er lavere, bliver disse monteret med karosserier fra australske fabrikker. Der kører formentlig stadig 5 – 6000 stk. Austin Seven rundt om i verden.

  Den nyanskaffede Austin opnår lige netop at blive taget i brug, inden besættelsens restriktioner medfører, at bilen må stilles i garage på ubestemt tid. Den klodses op på 4 træbukke i en periode, som bliver 6 år. Efter krigen gemmer min fornuftige far bukkene i de 20 år, han har Austin´en. Man kan jo aldrig vide……

  I marts 1946 kommer der køretilladelse, og den 30. marts kører mine forældre med 1-årige undertegnede på bagsædet den første tur gennem Nakskov efter besættelsen. Det er her grunden til min symbiose med biler bliver lagt. Når vi var på familiebesøg, og den 1-åriges sengetid nærmede sig, bliver jeg lagt ned i bilen på bagsædet; ja jeg beder selv om det. År senere er det fin leg at sidde ved rattet af den højrestyrede lille bil og lege chauffør – helst med en kammerat ved siden af.

  Samme år følger familiebesøg i Sorø, Nykøbing S. og Skive. Mine forældre er de eneste i en meget stor familie, som har bil. Det er derfor rimeligt, at de familiære relationer genoptages - efter mørke år med begrænsede rejsemuligheder – ved at mine forældre kommer på besøg. Samtidig skal det 1-årige vidunder vises frem.

  I slutningen af 40´erne flytter familien til Næstved, og mine egne erindringer om den lille brune Austin begynder.

   Da vi i 1951 flytter ind i et nyt boligbyggeri, er vi eneste familie i bebyggelsen, som har bil. Det giver en del misundelse, og jeg bliver drillet af de andre børn – måske inspireret af misundelige forældre – over den lille komiske bil. Samme unger vil hellere end gerne med ud at køre søndagstur i ”den lille brune”, som Austin´en hurtig omtales i kvarteret. Når vi ikke er på familiebesøg, er det meget almindeligt, at vi kører en tur ”ud i det blå” søndag eftermiddag og drikker den medbragte kaffe i en skov eller i en grøftekant. Min fars beskedne indkomst levner ikke store beløb til benzin, og ofte må der fyldes for en ”daler” benzin på bilen, før vi drager af sted

Min far og den lille brune Austin Seven 1931. Min mor kan skimtes på bagsædet. Billedet er fra midten af 50, erne, og jeg har allerede vundet hævd på forsidet i venstre side.

  At holde brugt bil dengang med en beskeden indtægt overflødiggør alle tanker om noget så luksuriøst som en hobby. Oceaner af tid bruges på at holde bilen kørende. To hovedreparationer udfører min flittige far. Motoren adskilles og blokken sendes til udboring hos et cylinderservicefirma og efterfølgende monteres motoren med overstørrelse i stempler. Efter hovedreparationen skal motoren tilkøres de første 5000 km. De betyder, at motoren skal ”slides til”. Det sker ved at begrænse ydelsen og derved bilens hastighed. Medtrafikanter varsles om denne midlertidige tilstand af et skilt i bagruden med ”TILKØRES” på. At udsynet gennem den meget lille bagrude blokeres betyder i den forbindelse mindre….

  Under storkonflikten i 1956, hvor min far er konfliktramt i mange uger, bliver tiden brugt til at give ”den lille brune” en gennemgående undervognsbehandling. Liggende på ryggen under vognen renser han omhyggeligt bunden med stålbørste og maler den efterfølgende med Apexior No. 3 - et fluidum jeg årtier senere professionelt stifter bekendtskab med, som værende et fortræffeligt beskyttelsesmiddel mod saltvand. Helt galt afmarcheret er han ikke.

   På et tidspunkt bliver Austinens soltag utæt, og på en weekend ”betrækkes” taget udvendigt med en plastikdug, og så er det ikke mere soltag, men kun tag. Min onkel - udlært karetmager - hjælper min far. Den oplukkelige vindspejl, - sådan betegner min far altid forruden - forsegles ved samme lejlighed, og så er det ikke mere oplukkelig. Bilens ventilationssystem er nu begrænset til oplukkelige sideruder samt et spjæld i hver side foran nede ved benene. Og ventilation kan nok være nødvendigt; min storrygende far pulser cerutter i en uendelighed under kørslen, men det er før tobaksrygning – passiv og aktiv – er skadeligt.

  Service består i olieskift for hver 1500 km. Om vinteren bruges en SAE 20 olie og om sommeren skiftes til en SAE 30 olie. Multigrade olie kendes ikke. Tændrørenes funktion undersøges jævnligt; det sker ved med en skruetrækker på skift at kortslutte hvert enkelt for så se, om det påvirker motorens gang. Operationen udføres ofte og har karakter af et ritual. Karburatoren adskilles jævnligt og dysen pustes igennem med munden.

Ellers består bilens pleje i jævnlig vask med spand og børste. Efterfølgende tørres den af med en gammel klud. Karosseriet har den originale brune lak, men skærmene er håndmalede sorte. Med års mellemrum bliver malingen frisket op med en pensel. En gang om året bliver bilen vokset med ”Hvid Tit”.

  Der udfører også forbedringer på bilen. Fra fabrikkens side er Austin´en kun udstyret med vinduesvisker i førerens side. Min fikse far indbygger en ekstra visker i vindspejlets venstre side, som snedigt trækkes af den originale visker med en forbindelsesstang. Der er dog ét problem forbundet hermed. Viskermotoren er vakuumdrevet fra indsugningsmanifolden, og systemet er derfor ikke stabilt ved lave omdrejningstal på en slidt motor. Heldigvis kan viskerne betjenes manuelt indefra med et lille håndtag over vindspejlet, så det er muligt at bevæge dem frem og tilbage. Om denne indretning er original eller skyldes min ferme far, husker jeg ikke. En bagagebærer, der kan slås ned, fremstiller og monterer han uden på reservehjulet. Og som ekstra pryd bliver bilen forskønnet med et stykke forkromet fladjern foran køleren og fastgjort til begge forskærme. Denne konstruktion er min forfængelige far ganske stolt af.

  Alle operationer udføres på den grusbelagte plads foran garagen. For den tids bilejere er en garage en ubetinget nødvendighed. Min far har lejet en garage hos Larsen, som har mejeriudsalget overfor, hvor vi bor. Han er tidligere vognmand og faciliteterne fra dengang lejes ud til garager. Lejen er 15 kr. pr. måned, og min fattige far betaler ofte med måneders forsinkelse. Som bod for forsinkelsen medbringer han i inderlommen 2 Tuborg til indtagelse i baglokalet sammen med Larsen, som er et jovialt og vennesælt menneske. Når min forsigtige far kommer ind i ismejeriet og spørger efter Larsen, mødes han i butikken af fru Larsen, der ved synet af min flinke fars voluminøse jakke overhører hans høflige forespørgsel og hvast erklærer: ”Larsen er holdt med at drikke øl!” Det passer bare ikke!

  Ud over disse planlagte vedligeholdelsesmæssige tiltag kommer de uforudsete uhyrligheder, som familien udsættes for på en biltur. Der er først og fremmest punkteringerne, og de er talrige. Dårlige dæk i årene efter krigen – oftest slidbanedæk fra Gummicentralen i Grønnegade – og grusbelagte veje på landet, hvor en stor del af familien bor, er årsagen.  Der er god brug for reservehjulet, og tit rækker det ikke til at gennemføre en planlagt tur. Der medbringes derfor altid lappegrej og håndpumpe, som ofte kommer i brug. Jeg kan endnu høre min far bande efter punktering nr. 3! Et frossent kølersystem forekommer også. Så det står ud med damp af kølerdækslet, der heldigvis sidder udenfor motorrummet. På nærmeste gård får min forfrosne far en kedel varmt vand til at tø den frosne køler op med. Startproblemer skyldes ofte en dårlig akkumulator. Det er et mindre problem. Bilen startes med det fastmonterede startsving foran på bilen. Forinden indstiller min far gas og tænding på de dertil indrettede håndtag, som sidder på ratstammen i midten af rattet. Et mindre problem er knækkede eger. Dem fremstiller min ferme far selv.

  Årets højdepunkt er det årlige familiebesøg i Jylland. Med en stor familie spredt ud over kongeriget er der mange, som skal besøges. Nogen steder er det planlagt og aftalt til flere dage, og andre steder er det uanmeldt i blot få timer. Der lægges ud med at besøge familien i Nørresundby. En så langt strækning kræver en planlægning, som er en Nordpolsekspedition værdig. Det slidte danmarkskort fra Det Danske Petroleums Aktieselskab - som i midten af 50´erne opkøbes af Esso - findes frem, foldes ud på spisebordet og studeres grundigt. Udover danmarkskort og bykort er der afsnit om vejafstande, kendingsmærker for danske og udenlandske motorkøretøjer, oversigt over parkeringspladser i København, færdselstavler, færdselsregler, smøreolietabeller og et afsnit med Råd og Vink. Jeg har kortet endnu, og det er ganske fornøjelig læsning.

 

Danmarkskortet fra Det Danske Petroleumsaktieselskab var helt uundværligt, når den årlige ferietur til hovedlandet skulle planlægges.

Med kortet følger mange gode råd til bilisten.

 

  Det er i begyndelsen 50´erne ikke muligt at reservere plads til bilen på Storebæltsfærgerne, som sejler mellem Korsør og Nyborg. Op til højtiderne er der kø på flere kilometre udenfor Korsør og mod afslutningen af samme tilsvarende udenfor Nyborg. Midt i 50´erne tages den nye rute mellem Halsskov og Knudshoved i brug, og det bliver muligt af reservere plads til køretøjet på færgen. Det gøres ved personlig henvendelse på den lokale jernbanestations billetkontor. Indførelsen af pladsreservation betyder samtidig, at vi skal 1 time tidligere hjemmefra for at nå færgen. For min fornuftige far er det et princip, at skal man være et bestemt sted på et aftalt tidspunkt, så skal der altid afsættes en time til punkteringer. Turen følger år efter år et fast forløb. Det medbragte smørebrød indtages i skoven før Lillebæltsbroen og kaffen på termokanden indtages i en grøftekant, når Randers er passeret. Min far vælger altid at køre ad hovedvej 13 på turen ud, og på hjemturen køres vi ad hovedvej 10, da familien i Skive og Dollerup skal besøges.

I 1960 er tiden – og økonomien – inde til at skifte bil. I det gryende forår sælges bilen til en næsten 2 meter høj glarmestersvend. Først skal bilen synes, og det sker på havnen i Næstved ud for havnekontoret. Den bliver kasseret første gang. Bremserne på baghjulene er ikke gode nok, hvilket er en kendt svaghed for Austin Seven. Inden omstillingen har min fantasifulde far smurt et lag harpiks på bremsebakkerne. Det hjælper – i hvert fald for en stund - og synet bestås.

Dagen efter møder den høje glarmestersvend op for afhente ”den lille brune” medbringende købssummen, som er 10 stk. 100 kronesedler i en kuvert fastgjort med en sikkerhedsnål til foret i inderlommen. Glarmestersvenden krummer sig sammen, klemmer sig ind bag rattet i den lille bil og drager fornøjet med et lyksaligt smil om munden ud i den store verden med nyerhvervelsen.

Glæden over at være bilejer bliver kort. Kort tid efter torpederer han en anden bil på vej til sit sommerhus i Karrebæksminde; ingen kommer til skade, men Austin´en totalskades.

Så følger måneder uden bil. Hver lørdag eftermiddag cykler min frustrerede far og jeg byen rundt og kigger på brugte biler hos byens bilforhandlere. Der er ikke store midler at gøre godt med: 10 stk. 100 kronesedler gemt i en skuffe til udbetalingen samt muligheden for at kunne betale et beskedent bidrag om måneden.

  Valget falder på en Ford Popular fra 1956, som erhverves for 6.500 kr. hos GM forhandler Chr. Rahbek i Kindhestegade. Ford Popular afløste den gamle Ford Anglia og Ford Prefect og er, da den kommer frem i 1953, den billigste bil i Storbritannien. Den bliver med afgifter solgt for 390 £. Tidligere har navnet været benyttet til den i 1930érne producerede Ford Y. Popular´en er baseret på førkrigstidens Ford Anglia. Motoren har med sine 4 cylindre og sideventiler et slagvolumen på 1171  cm³ og  yder 30 HK. Tophastigheden er 97 km/h. Den bliver i årene op til 1962 produceret i et antal af over 150.000. Bilen sælges med OK garanti. I folkemunde dækker garantien ”Over (fortorvs)Kanten”.



På søndagstur i den dueblå Ford Popular.

  Det ødelægger ikke glæden over den dueblå nyerhvervelse, og samme dag, som vi overtager bilen, kører vi en kold og regnvåd aften en tur til Rønnede Kro og fejrer begivenheden med kaffe og kringle. Det er en fantastisk bil! De vakuumdrevne vinduesviskere har intet besvær med - selv ved lave motoromdrejninger - at holde vindspejlet fri for regndråber. Og varmeapparatet luner i kabinen og holder vindspejlet næsten fri for dug. Men det bedste er nu radioen, som efter minutters opvarmning begynder at skratte og indimellem sige genkendelige lyde. Motorstøj gør dog, at hverken skratteriet eller de genkendelige lyde lader sig adskille under kørslen.

Der viser sig andre fordele ved den nye bil, bl. a. skal der nu ikke skiftes til 1. gear for at komme op over bakken i Amtsmandsgade. At Popular´en har synkroniserede 2. og 3. gear har for min fornøjede far ingen betydning; han fortsætter vanen tro med dobbelt udkobling ved gearskift.

Bilen er driftssikker, om end den - selv efter tidens normer - har ringe komfort og begrænsede køreegenskaber. Disse kendsgerninger registrerer den lille familie ikke, og i de 3 år vi har bilen, oplever vi ikke ét tilfælde, hvor motoren ikke villigt starter. Den er dog forsynet med et løst startsving i bagagerummet til brug i påkommende tilfælde. Det finder min fornuftige far betryggende. Popular´en er således et behageligt bekendtskab, som ikke belaster familiens budget med dyre reparationer.

  Det bliver den første bil, jeg selv kommer til at køre. Da vi har haft den et års tid, får jeg – efter instruktion fra min flinke far - højtideligt lov til at køre bilen ud af garagen og manøvrere lidt rundt med den på pladsen udenfor. Et årstid før jeg fylder 18 år, overlader min far mig ofte rattet på de små veje ved Ladby. Jeg er fast besluttet på, at det efterstræbte kørekort skal erhverves på min 18 års fødselsdag, og da jeg et par måneder inden denne store dag begynder køreundervisningen, er det en ganske rutineret bilist, som første gang sætter sig bag rattet i skolevognen – en splinterny Opel Rekord.

  Efter på den store dag at have bestået køreprøven, bliver det mere og mere mig, som kører, når familien er på tur, og når der skal købes ind. Ofte låner jeg bilen og tager på langfart med kammerater til diverse sjællandske byer, hvad enten det er om søndagen eller til et eller andet arrangement på en af omegnens kroer en lørdag aften. Jeg afstår gerne fra at drikke øl bare for at få lov til at køre, og vil i det hele taget sælge 10 år af mit liv for at få lov til at køre bil!

  Med den stigende velstand først i tresserne får flere og flere lønmodtagere råd til at holde bil; det er der også mange i blokken, som gør. Det er vel at mærke nyere og mere moderne biler end vores gammeldags Ford Popular. Tanken om at anskaffe en mere moderne bil modnes langsomt  hos min fremtidsorienterede far i foråret 1963. Jeg gør, hvad jeg kan for fremskynde en beslutning om at købe en brugt VW. Sådanne har nemlig flere af blokkens beboere, og både min far og især jeg synes, det er en spændende vogn.  

  Igen køres der rundt til byens automobilforhandlere for kigge på biler. Hos VW forhandler Per Nielsen dvæler vi ofte og længe ved en brugt VW type1, de Luxe fra 1963 – 3 år ældre end Ford´en. Motoren yder 25 HK, og topfarten er 100 km/h.

  En veltalende sælger overbeviser os om, at dette eksemplar simpelthen er den bil, vi søger, samt at det gælder om at slå til her og nu, for af slige pragteksemplarer finder ikke mange, og der vil sandsynligvis gå meget lang tid, for et lignende tilbud dukker op, om nogensinde overhovedet!

Kilometertal på motoren kendes ikke, men den flinke sælger bedyrer, at der skam er rigtig mange kilometre tilbage i motoren, for det er jo en VW!

  Altså handler min forvirrede far bil!  VW´en koster 7.800 kr. Popular´en tages i bytte for 3.500 kr. og restbeløbet afdrages med 214,57 kr. om måneden over 24 måneder. Jeg bliver uformel ”medejer” af bilen og bidrager af min beskedne lærlingeløn på 50 kr. om ugen med 15 kr. om måneden. Til gengæld får jeg stort set ubegrænset brugsret og især vedligeholdelsespligt til den. Det er jeg ganske fornøjet over.

Flot skinner familiens nyerhvervede VW. Bosch tåge- og fjernlygter køber jeg af en kammerat.

Folkevognen er en legendarisk bil. Den første af slagsen ser dagens lys i 1936 og er på foranledning af Adolf Hitler udviklet af Ferdinand Porsche. Som en del af nazisternes Kraft durch Freude program er filosofien, at det skal være muligt for menigmand at erhverve egen bil. Bilfabrikken står færdig før krigsudbruddet, og af samme årsag kommer en egentlig produktion først kommer i gang efter krigen – på britisk foranledning.

Der er ikke den store tiltro til, at det vil blive en længerevarende succes at fremstille og sælge Ferdinand Porsches førkrigsmodel, der betegnes type 1. Men man tager så gruelig fejl! I de følgende år bliver der sammenlagt produceret flere WV type 1´ere end der nogensinde blev produceret Ford T´ere. På et tidspunkt er modellen den mest producerede bil verden. Over 21 millioner eksemplarer bliver der produceret på fabrikker mange steder i verden. I Tyskland indstilles produktionen af type 1 i 1997. Øgenavne er der mange af: Asfaltboble, rulleskøjte, nedgroet negl, bille m. fl. Også vittighederne om den er legendariske: En VW ligger godt på vejen  - hele vejen! Og så siges også, at en VW har ligeså mange fejl, som en hund har lopper.

  Et sådant køretøj er nu blevet familiens. Selvom bilen skinner flot med sin turkisgrønne lak med hvide håndmalede ”fartstriber” under sideruderne, rødmalede fælge og dæk med løse hvide sider, så har den altså med sine 10 år på bagen set bedre dage. Det viser sig hurtigt, at motoren forbruger olie, lejerne banker, ventiler og ventilstyr er slidte. Hertil kommer et betragteligt ratslør, en ridset forrude, som giver mange reflekser ved kørsel om aftenen og et ikke fungerende varmesystem. Den flinke sælger har kort og godt oversolgt bilen!

  Nyerhvervelsen bliver flittigt brugt til familiebesøg i weekends og ferier, og det første år vover familien sig en tur til Harzen i vidunderet. På en rasteplads, hvor den medbragte mad er blevet indtaget, vil bilen ikke starte. Mange forsøg gøres, lige lidt hjælper det! Vi åbner til motoren og stirrer intenst på den. En meget stor tysker med en stor hustru og en stor børneflok i en stor Mercedes Benz er ved siden af vore ”Käfer” ved at indtage et stort måltid mad hovedsageligt bestående af en masse æg. Den store tysker har et stykke tid – uden at stoppe med at spise æg - med en vis skepsis betragtet danskernes kvaler. På et tidspunkt holder han op med at spise æg, kommer hen til os og kommandere os væk fra motoren. Så henter en værktøjskasse i den store Mercedes, og efter en hurtig diagnose begynder han tavst at skille karburatoren ad, puste diverse dele igennem, samler og monterer den igen – og starter bilen. Min flinke far ved ikke, hvordan han skal takke tyskeren, som jovialt afslår for enhver form for betaling og med et skulderklap til min far giver udtryk for, at det er en glæde, at kunne hjælpe andre - inden han fortsætter med at spise æg.

På ferietur til  Harzen. Tagbagagebæreren har min far lånt af en arbejdskammerat.

  Min far bliver aldrig fortrolig med dette køretøj og vænner sig heller aldrig til at bilen har 4 gear. Mange gange gør jeg ham opmærksom på, at der skal skiftes op i 4 gear – og tilsvarende ned, når den begynder at sejtrække. Gearskifte foretages stadig med dobbelt udkobling.

  Jeg derimod tager denne lille charmerende utraditionelle bil med alle dens fejl og mangler til mig i sådan en grad, at da vore veje 14 år senere – ved en færdselsbetjents mellemkomst – skilles, er jeg ikke i tvivl om, at jeg senere i mit liv skal have sådan en igen.

  I de følgende år sker mange ting. Jeg overtager endegyldigt bilen efter min fars død. Det sker næsten samtidigt med at jeg bliver udlært maskinarbejder og begynder at læse til maskinmester i København.

  Karrosseriet har kendt bedre dage, og rusten trænger sig på. Den holdes nogenlunde skjult ved hyppige afslibninger og pletlakeringer. Tæringer fyldes ud med Plastic Padding eller jeg allierer mig med kammerater, der behersker autogensvejsning; jeg lærer mig selv de nødvendige mekaniske operationer, som justeringer af ventiler, karburator, bremsevedligeholdelse og skift af motor mm. Da jeg sideløbende har ekstrajob på Caltex-tanken i Ringstedgade, har jeg adgang til lift, smøregrav og værktøj. Når antallet af ”pladereparationerne” bliver for talrige og for synlige, sliber jeg bilen ned og sprøjtelakerer den med en støvsuger. Det gør jeg 2 gange. Motoren skifter jeg også 2 gange – i hvert tilfælde med en 34 HK motor købt hos lokale ophuggere.

  Første gang jeg forsøger mig med at købe en brugt motor, reflekterer jeg på en annonce i et blad, hvor en af branchens krejlere i et københavnsk omegnskvarter for 500 kroner annoncerer en brugt WV motor til salg. Jeg ringer på det opgivne nummer og forespørger om garantien på den brugte motor. Svaret kommer prompte: ”Der er selvfølgelig samme garanti som for en fabriksny Rolls Royce, kan du nok forstå..(pause), din idiot!” Forfjamsket afslutter jeg samtalen med at jeg vil lige tænke over det. Sidenhen spørger jeg aldrig til garantien på de motorer, jeg køber. 

  At demontere og montere motoren bliver efter de første gange ren rutine. En værksteddonkraft køres ind under motoren og bilen løftes op, så der bliver plads til en mindre huggeblok under gearkassen, donkraften understøtter motoren, de fire bolte og kabelforbindelserne afmonteres, motoren sænkes og køres ud under vognen og visa versa, når motoren monteres. Denne operation udfører jeg flere gange, bl. a. også i forbindelse med skift af kobling og højgearspakdåse, og jeg bliver helt god til det.

  Et par år kører min kæreste – nuværende hustru – og jeg på ture til Tyskland i boblen - altid medbringende en veludstyret værktøjskasse, som der dog kun i begrænset omfang bliver brug for.

Min kæreste er ved at stille frem til lille forfriskning på en af vores Tyskla. Sidenhen får hun sin egen bil, en Opel Kadett Coupé 1975, som hun kører rundt og tager sig godt ud i.

  En smuk sensommerdag i 1974, hvor vi er blevet gift og er flyttet til Køge, bliver jeg på vej hjem fra arbejdet stoppet af en venlig motorcykelbetjent Bag Haverne. Han kan ikke rigtig se mit afviserblink i den kraftige sol.  Vi snakker fredeligt om sagerne, og han medgiver mig, at med lidt god vilje kan blinklyset nok anes, og udtrykker i øvrigt beundring for det 21 årige køretøjs almindelige vedligeholdelsestilstand, som jeg desperat fortæller om. Betjenten er dog af den opfattelse, at det nok er mest betrykkende – også for mig – at lade bilen indkalde til et besøg i synshallen i Herfølge. Det argumenterer jeg ikke imod.

Men jeg har allerede besluttet, at min gamle VW ikke skal igennem et ydmygende syn. Også fordi jeg udover at have scoret min hustru, samtidig har scoret den Opel Kadett B, Coupé, årgang 1967, som hun i de første år, vi kender hinanden, anskaffer sig og kører rundt i og tager sig godt ud i. Vi bliver altså ikke uden bil i den nystiftede familie.

  Jeg kører den efterfølgende solbeskinnede sensommersøndag en sidste vemodige tur i min gamle veltjente VW på vejene omkring Køge mellem høstede marker og gulnede blade på træerne. Om mandagen kører jeg bilen til ophuggeren på Tigervej. Den løftes løftet op med en gaffeltruck. Hjulene afmonteres og afhentes sammen med mig af en kollega. Bilen afregnes med 15 kr. Hjul med dæk sælger jeg for 50 kr. til en bekendt. Jeg kigger mig ikke tilbage, da vi kører derfra…

  Hermed bliver mit liv med biler aldrig som før, men på mine  ”gamle dage” har jeg indfriet det løfte, jeg gav mig selv, da jeg skilte mig af med den tyrkisgrønne VW, nemlig at en sådan ville jeg have igen engang. Det har jeg fået, men det er en hel anden historie!

 

På mine gamle dage indfriede jeg det løfte, jeg gav mig selv, da mit samliv med den grønne VW fra 1953 brat sluttede en sensommerdag i 1971. Min nye VW er årgang 1976 og er en VW 1500. Jeg har købt den totalrenoveret.