Læredreng i tresserne

"Er du for fanden ude på at slå mig ihjel, knægt?" Stemmen kommer fra Børge L. Han ligger med det halve af kroppen inde i en stor ventilator og er ved at bakse et stort ventilatorhjul op på akslen. Ventilatorhjulet hænger i kranen, og den betjenes af mig, og det går ikke så godt. Jeg er i gang med mit andet læreår på De Forenede Jernstøberier i Næstved som maskinlærling. En kortfattet instruktion er gået forud, for det er første gang, jeg betjener en traverskran, som der nu til dags kræves ugelange AMU-kurser med certifikat for at må betjene. Sådan er det ikke i midttresserne.

Jeg har været lærling et uger hos makkerparret Børge L og Frede-ild-i-røven. Sidstnævnte er også frivillig brandmand. De monterer store ventilatorer, og deres kontante og rustikke måde at kommunikere på har jeg endnu ikke vænnet mig til. Jeg bliver lidt skræmt over udbruddet inde fra ventilatorhuset. De første uger som lærling hos makkerparret har været lidt af et mareridt,  for deres pædagogiske virkemidler er ikke helt opdaterede. Da jeg en af de første dage beder Frede-ild-i-røven om at slibe et bor for mig, får jeg hele hans samling af bor - som han opbevarer i venstre baglomme -  stukket i hænderne med besked om at øve mig på dem! Først efter at have fremvist det mislykkede resultat, får jeg en grundig instruktion i at slibe bor, og så kan jeg starte forfra. En anden gang kan jeg ikke få et bor løsnet i patronen på en standerboremaskine, hvilket jeg meddeler Børge L. Han beder mig om at skrue fundamentsboltene af og få kørt den ud i skrotbunken. Da jeg lidt forskrækket spørger, om han virkelig mener det, svarer han, at boremaskinen jo er ubrugelig, da det er tvivlsomt, at næste bruger skal bore med samme bor! "Nu skal du bare se, hvordan vi gjorde i gamle dage i Amerika (han har vist aldrig været der!), og så viser han mig - med noget der minder om et håndkantslag - hvor let man får boret løsnet af patronen og stikker i et grin. Og da jeg en af de første uger kommer tomhændet tilbage fra et ærinde  i en anden afdeling uden at kunne finde den, jeg skal hente noget hos, får jeg kontant at vide, at der "for fanden da må nogen, du kan spørge om, hvor vedkommende er henne" og at jeg i fremtiden ikke skal komme retur uden at have en besked med. Disse tilvænningsbagateller til trods, så ender det med, at jeg bliver rigtig glad for at arbejde for dem og de lærer mig meget både teknisk og om indstilling til at løse opgaver. Det har jeg senere haft meget nytte af.

Som forstås, er de begge godt skåret for tungebåndet og mangler sjældent ord til en given situation. En dag ligger Børge L. og bakser inde under en stor ventilator, da han fornemmer, at en person er stoppet op og betragter ham. Jeg står ved siden af som håndlanger. "Hvad fanden glor du på, din abe?" er Børges reaktion til personen. Lang pause, ingen svarer, og til sidst stikker Børge hovedet ud for se hvem, betragteren er. Og der står så "Den lange", fabrikkens karismatiske driftsleder. Han har format nok til ikke at kommentere situationen og går hovedrystende videre. Børge L. kigger på mig, og siger: "Nå, ja, hvad fanden. Man skal jo heller ikke gøre forskel på folk!" Og så griner han, måske over egen visdom....

Som nævnt bliver jeg rigtig glad for at arbejde for dem, og på lønningsdagen ruller der som regel en femmer tværs over filebænken fra dem begge til mig. Det er et pænt supplement til ugelønnen på 50 kr.

Lønningdagen - hver 14. Dag -  er et højdepunkt. Efter fyraften møder personale fra lønningskontoret op på værkstedet med lønningsposerne, som indeholder både pengesedler, klingende mønt og en grøn afregningsseddel. De tager opstilling ved filebænkene nær ved indgangen. Vi andre stiller os i kø. Lønningsbogholder Peter Jensen står for udlevering af lønningsposer til de faglærte, en kontordame til arbejdsmændene og den langlemmede kontorelev Inge-Lise udleverer lønningsposer til os 16 - 18 lærlinge. Når hun jævnligt skridter tværs over pladsen med materiale til arkivet over marketenderiet, tilkastes hun af mange længselsfulde blikke. Og er hun i selskab med den smækre, sorthårede Judith, springer Poul 'Sadopik' galant og tilbyder at bære byrden for hende. Poul 'Sadopik' er en stor arbejdsmand på pladsen, iført grønne arbejdsbukserne og hvid murerkasket. Han er meget støjende, og efter indtagelse af en del øl i dagens løb, stiger støjen efterhånden til et crescendo. Tilnavnet 'Sadopik' skyldes, at han - en dag, hvor han ikke helt havde fattet, hvad en arbejdskammerat havde spurgt ham om - gentog: "Sae' du pik?"

Nu kan man måske fejlagtigt få det indtryk, at vi lærlinge er en lidt ringeagtet medarbejdergruppe på den lille maskinfabrik i Grønnegade. Det er ikke tilfældet. Vi er smedelærlinge - eller mere korrekt: maskinlærling og kleinsmedelærlinge. Vi er ikke elever eller -  som jeg så det fornylig på TV så en halvhjerne betegne sig selv - maskinarbejderstuderende! I daglig omtale er vi læredrenge, eller blot drengene. Det er ikke ment nedladende, det er godt nok, og vi er ikke uden selvbevidsthed. Vi har et godt sammenhold, griner meget og mødes to gange i arbejdstiden, kl 10 og kl 14 omkring pisserenden på toilettet for at brænde tobak af. Cigaretterne køber vi af Peter Rehn enkeltvis for 10 øre. Han betjener den store kantpresse lige udenfor toiletterne, og har en nebengeschæft med at sælge cigaretter stykvis. Lærlinge må ikke ryge i arbejdstiden, men her har vi vores frikvarterer, alle ved det, men ingen anfægter det, når blot vi ikke smider skoddene i pisserenden. Dog kan det hænde, at vi bliver hentet tilbage til arbejdet af de svende, vi er tilknyttede. Lørdag formiddag i frokostpausen marcherer vi i gåsegang gennem Grønnegade, Ringstedgade, Ramsherred og Axeltorvet for at købe basser hos bageren i Torvestræde, og så er vi ikke til skyde igennem. I marketenderiet har vi vores egne borde, og her bliver den halve time brugt på at spille 'Casino' med et fedtet sæt kort, som vi kender lige godt fra både bag- og forside. Efter fyraften samles vi som regel omkring en af ældstelærlingenes filebænke for at klunse om basser. Først skal der findes ud af hvem, der har kontanter til at betale for basserne, som hentes i den lille bagerbutik overfor fabrikken i Grønnegade. Der afregnes på lønningsdag. Og så klunses der og dagens oplevelser udveksles under meget morskab, lige indtil den skaldede portner kommer og meddeler, at nu har vi nøjagtig 10 minutter til at komme i bad og blive klædt om i.

Det er en god tid, for vi har et godt kammeratskab. Jeg mindes tiden med glæde......

Dansk Vestindien

I disse dage er det hundrede år siden, vi solgte De Dansk Vestindiske Øer til USA for sølle 25 mio $. Det var ikke mere økonomisk attraktivt at beholde øerne, og tanker om at afhænde dem var ikke nye. Gennem årtier var de blevet modnede. Årsagerne var flere. Napoleonskrigen i begyndelsen af 1800-tallet havde i en periode blokeret for den transatlantisk transport af rørsukker, så et nyt produkt vandt indpas i Europa, nemlig sukkerroen. Dette sammen med slavernes frigivelse i 1848 afgjorde sagen. Gennem århundreder havde trekantsejladsen - med krudt og kugler til Guldkysten i Afrika, slaver til Vestindien og sukker til Danmark - skaffet meget københavnsk rigdom og financierer prægtige palæer i byens fineste kvarterer.

Min far fortalte mig ofte om De Dansk Vestindiske Øer, for han havde som sømand flere gange besøgt øerne i 1929 - 30 og kunne fortælle om negre (ja, ja, jeg ved godt, det er politisk ukorrekt, men sådan sagde altså man dengang..), der i tropevarmen gik rundt i store overfrakker og gerne ville tale dansk. Min far og andre danske blev hilst med et: "God dav, landsmand!" Efter at min far i en del år havde bumlet verden rundt, slog han sig ned i Nakskov. En kendt og populær person i byen var viceskoleinspektør Victor Cornelins, der som 7-årig kom her til landet. Han var født i Frederikssted på St. Croix i 1898 og var efterkommer af en slave. Min far var optaget og fascineret af denne historie. Dette tilsammen er måske det grunden til, at jeg - som voksen - i perioder har næret en sporadisk interesse for De Dansk Vestindiske Øer. Det har bl. a. resulteret i en mindre samling af postkort herfra. Nogle af disse kort illustrerer med al tydelighed, hvordan vi danske betragtede de tidligere slaver. På kortet - sendt fra DWI til DK - med børnene står der på bagsiden bl. a. at læse: "Her er Individerne, saa kan du se en Negerhytte, den er ikke videre fin, men de er jo ikke bedre vant, og de er jo ogsaa dovne og svinske". Det er grov læsning i nutiden. I afvigte uge har diskussionen om en officiel undskyldning til beboerne på Virgin Islands over fortidens ugerninger bølget frem og tilbage. Jeg synes vores statsminister, skønt venstremand, formulerede det fint i sin tale - uden at bruge ordet undskyld. Skulle vi så også undskylde vikingernes hærgen i fremmede riger for mere end tusinde år siden? Og er det rimeligt at bedømme fortidens gerninger med nutidens moral?

Fodbold

Jeg spillede min sidste fodboldkamp en lun sommeraften den 25. august 1969 i San Francisco. Det kunne lyde som afslutningen på en stor, glorværdig og international karriere som fodboldspiller. Sådan forholder det sig ikke – situationen var en ganske anden!
Det gode skib M/S SINALOA af København – hvorpå jeg var forhyret som maskinassistent – havde lagt til kaj i San Francisco samme varme sommerdag kl. 17. Inden jeg tørnede til på vagten kl. 16, havde jeg fra dækket betragtet, at vi sejlede under ”The Golden Gate Bridge”, mens pelikanerne fløj lavt over skibet. Og efter aftensmaden blev vi – os, der havde lyst – afhentet af en rar svensk sømandspræst i en minibus, for han havde arrangeret en fodboldkamp mod besætningen på et norsk skib. 
Kampen udartede sig ret hurtigt med skænderier og trusler om øretæver, for der var ingen dommer, hvilket medførte stor uenighed om alskens hændelser. Søfolk kan være ret stolte og ubøjelige! Noget skulle gøres! En dommer måtte udpeges. Jeg blev valgt - ikke på mine kvalifikationer – men jeg var den, der bedst kunne undværes i kampen. Og nu var jeg ikke kun udsat for holdkammeraternes kritik, men var skydeskive for begge holds kritik. Så undgår jeg vist ikke længere at komme ind på mine kvalifikationer som fodboldspiller.
Uden på nogen måde at gå akkord med sandheden må jeg vedgå, at jeg aldrig har været god til at spille fodbold. Jeg brød mig ikke om at blive ramt af bolden eller at blive taklet, og jeg har altid undgået det, når jeg spillede fodbold. Derfor gjorde jeg det til en vane under kamp altid at opholde mig i passende afstand fra bolden. Og skulle den – som regel ved en fejltagelse - havne hos mig, havde jeg altid sørget for at skille mig af med den hurtigst mulig, desværre næsten altid til en modstander. Men ikke desto mindre havde jeg altid godt kunne lide at sparke til en bold og var egentlig også som dreng ganske god til det, når jeg altså ikke lige blev forstyrret af, at andre forsøgte at tage bolden fra mig.
På trods af at begge hold på ingen måde skjulte deres utilfredshed med min indsats som dommer, så endte denne smukke sommeraften i San Francisco fredfyldt. Den rare præst kørte os efter kampen tilbage til sømandskirken, hvor friskbagte vafler og kaffe ventede. Det var – i modsætning til fodboldkampen – helt hyggeligt, og inden den venlige præst sidst på aftenen i minibussen kørte os tilbage til skibet, havde vi såmænd også fået et Guds ord med på vejen og havde sunget med på en aftensalme.
Min interesse for at sparke til en bold gav sig selv, for som barn i Næstved boede jeg lige overfor en fodboldbane, eller hvad man nu skulle kalde den kuperede, knoldede mark med de fire mål, der lå på den anden side af Erantisvej. ”Banen” var anlagt af det socialfilantropiske boligselskab, der havde bygget blokkene (hvor vi tidligere havde boet) på Kærmindevej, Lyngstien og Ejlersvej. Vi boede i ”Dollargrinet”, som var bygget af en murermester; han havde fået tilbudt, at beboerne her kunne få lov til at benytte ”anlægget” mod, at han bidrog med 500 kr. Det nægtede han, men det gjorde ingen forskel, for vi brugte anlægget lige så flittig som beboerne i det socialfilantropiske boligselskab, og jeg mindes ingen kontroverser i den anledning. Her udspilledes store kampe – som regel med tomandshold - foran et af målene med fælles målmand. Vi skiftedes til at være Pelé, Ferenc Puskas, Stanley Matthews, Knud Lundberg, Jørgen Hansen og Bent Diderichsen – eller andre af tidens store fodboldhelte. Vi var så heldige, at sidstnævnte to landsholdsspillere boede i samme boligkompleks som os. Om vinteren var fodtøjet gummistøvler, som om sommeren blev konverteret til gummisko fra Codan i Køge. De fandtes i to udgaver, en brun, hvor snavs ikke sås og en hvid, som der oftest skulle ”kridtes” med en brugt tandbørste. Min mor nr. 2 – skønt stærk ordblind, så manglede hun aldrig ord, og hendes sproglige fantasi var stor – kaldte dem for ”socialsko”. En ikke dårligt valgt betegnelse, for de var billige, og det var økonomisk hensigtsmæssig i en arbejderfamilie med børn i voksealderen.
Det medførte selvfølgelig, at jeg – ligesom mine bedste venner fra vejen – begyndte ”at gå til fodbold i N.I.F. – Næstved Idrætsforening. Det gjorde vist næsten alle drenge i samme alder dengang, og det må have medført et enormt pres på klubben. De bedste kom på hold, der spillede turneringskampe mod hold fra andre klubber; det hed ”Lilleput 1” og ”Lilleput 2”. Og alle os andre – majoriteten – blev fordelt på hold i en intern klubturnering, hvor der blev spillet ”turneringskamp” hver lørdag. Holdene her var opkaldt efter de store hold i Europa: Arsenal, Everton, Juventus, Malmø FF, Dynamo, Røde Stjerne. Også her var der – det kunne naturligvis ikke være anderledes – et hierarki. De bedste kom på de mest populære hold, det var de engelske og italienske. Os andre havnede på et hold fra Østeuropa, jeg på Røde Stjerne fra Sovjetunionen. 
At ”gå til fodbold” kræver et vist udstyr, bl. a. fodboldstøvler og klubtøj. Fodboldstøvlerne købte min mor brugte hos marskandiser Foxø i Ringstedgade. De kostede 5 kr og var vel mindst et par numre for store og læderet var godt sprukkent. Trøjen syede min mor, og de hvide gymnastikbukser havde jeg i forvejen. Så var jeg ekviperet.
Hvor længe jeg ”gik til fodbold” i N.I.F: husker jeg ikke, måske et par år, allerhøjst tre, så mistede jeg interessen med en realistisk erkendelse af, at det var ikke her mine spidskompetencer lå. 
Se, som jeg bedst troede at have spillet min sidste fodboldkamp hin sommeraften i San Francisco 1969, var jeg tæt på et come-back året efter. I denne politiske varme sommer aftjente jeg min værnepligt som menig maskinmester på det gode skib Bevogtningsfartøjet ”P 535 NYMFEN”, der som en evig trussel mod Warszawapagten var udstationeret i Rønne havn. Det var egentlig ganske fredeligt med en del patruljer for at iagttage fjendens flådebevægelser i ”Fredens Hav”, Østersøen, og tilværelsen sneglede sig roligt af sted mod hjemsendelsestidspunktet medio oktober. På et tidspunkt gik det vist op for ”NYMFENS” chef, at han var forpligtet til at holde besætningen i passende fysisk form. For det var ikke netop FUT (Fysisk Uddannelse og Træning) , vi havde spildt tiden med ombord. Så noget måtte gøres! Det blev arrangeret, at vi skulle ud og spille fodbold på en bane i Rønne, og besætningen – uden ledsagelse af hverken befalingsmand eller officer– blev afhentet i minibus, ført af en værnepligtig basse fra Bornholms Værn. Nu havde vi netop ombord fået en ny værnepligtig, en fisker fra Rønne. Han hed Søren og var ikke specielt tiltrukket af livet i Søværnet, men var ellers en vældig flink og festlig fyr. På vej i minibussen mod vores lektion i FUT fik Søren en bedre idé. Han gelejdede minibussen ind i den indre bys små gader og bad bassen stoppe ud for noget, der mindede om et sammenbygget byhus. Over indgangsdøren hang et skævt håndmalet skilt, ”Centralcaféen” stod der. ”Jeg gi´r en øl, det er bedre end at spille fodbold”, bekendtgjorde han.
Søren, der med største selvfølgelighed havde indtaget pladsen ved siden af bassen, der første minibussen, steg ud og tog i døren, der mindede om en almindelig entrédør. Den var låst, og efter at have banket på vinduet viste der sig i døren en ældre kvinde med uredt hår og en smøg mellem læberne. ”Du er tidlig på den i dag, Søren!” var hendes velkomst. De kendte vist hinanden. Søren forklarede med få ord situationen, og vi blev lukket ind i det, der vist var en slyngelstue, men næppe større end en dagligstue. Midt i lokalet stod et slidt billardbord, der omkransedes af nogle linoleumsbelagte borde, som fint matchede det ferniserede gulv. Flasker med ølsjatter og fyldte askebægre bekræftede, at vi var tidligt på færde, og at oprydning efter aftenens gæster udestod. Nogle øl blev stillet frem, og efterhånden som flaskerne tømtes, bragte den ældre kvinde, hvis hår stadig ikke havde været i nærheden af en kam, nye forsyninger til veje – stadig med en smøg hængende mellem læberne. Det var egentlig ganske hyggeligt, men tiden blev begrænset af, at bassen fra Bornholmsværn pludselig hold udenfor og trykkede på hornet. Lektionen i ”Fysisk Uddannelse og Træning” var slut. Søren havde ellers gavmildt tilbudt bassen at komme med ind og få en øl, hvilket han dog havde afslået, efter at have måttet afgive et løfte om ikke at nævne til nogen om den alternative lektion i FUT. Inden vi tog afsked med værtshusholderen havde Søren erklæret, at han desværre havde glem sin pung, men snarest ville komme og betale for øllene. ”Det bliver ikke ved med at gå, Søren. Du skylder allerede for en måned!”
Således forfrisket mere på sjæl end på krop blev vi transporteret tilbage til ”NYMFEN”, stadig iført vores brune militære gymnastiktøj, flere numre for store.
Og således gik jeg glip af det, der kunne være blevet min sidste fodboldkamp….