Den 15.
oktober 1969 stod jeg ved middagstid under halvtaget foran banegården i Næstved
og ventede på en taxi. De blygrå skyer på en regntung himmel havde lagt sig
til rette over byen og truede med at skylle den væk. Jeg var lige kommet ind
med toget fra København efter om morgenen at være afmønstret fra ØK skibet
"M/S Sinaloa". Vi havde lagt til kaj ved Orient Plads i Frihavnen
tidligt om morgenen på min vagt, og næppe var der rigget af i maskinen inden
"gænget" kom ombord og gik i gang med diverse overhalingsopgaver.
Maskinen tilhørte ikke mere os. Tre måneders tilhørsforhold var slut. Det var
"Sinaloa" 37. rejse også. Den var gået til den amerikanske
stillehavskyst med vendepunkt i Vancouver.
Efter et
hastigt morgenmåltid var jeg gået rundt og havde taget afsked med mine
arbejdskammerater. Mange af dem var jeg blevet venner med, vel vidende at når
turen var slut, ville vore veje skille, og vi ville næppe ses nogensinde. Vi
skulle hver vores vej videre ud i verden. Og sådan blev det. Om jeg husker ret,
var stemmet lidt grødet ved afskeden.
Som jeg
stod der og ventede på en taxi, som skulle bringe mig og min bagage, som
indbefattede en stråhat, købt i Los Angeles, og som der ikke var plads til den
lånte kuffert, ud til min mor på Erantisvej, synes byen at være skrumpet i mine
tre måneders fravær. Eller var verden bare blevet større?
Nogle dage
senere, den 21. oktober, sad jeg i bumletoget på vej mod rekrutskolen i Auderød
for at aftjene et års værnepligt i Søværnet. Den oplevelse, som den tre
måneders tur over Atlanterhavet til det amerikanske kontinent havde været, var
langt fra fordøjet, og jeg var i en lidt melankolsk stemning, for udsigten til
et års værnepligt var ikke specielt opmuntrende. Jeg sad i mine egen tanker og
funderede lidt over fremtiden. Nogle års sejlads, for jeg ville gerne se lidt
mere af verden, og så ellers finde et job på et el-værk med nogle store kedler
og turbiner, ja dette måtte være ønskescenariet!
I Køge
stoppede bumletoget ved den gamle triste station. Overfor den lå en beskidt
udseende træindustriel virksomhed. Den så temmelig rodet ud, havde der
overhovedet ikke været noget samlet plan, da den blev bygget? En fæl duft af
svovl blandede sig med andre mere behagelige trædufte, og minsandten om ikke
den store murede skorsten i ny og næ udstødte en sort røgsky. Sådan et sted
skulle jeg i hvert fald aldrig nogensinde arbejde!
Næsten
nøjagtigt et år senere, den 15. oktober 1970 kørte jeg i min gamle døende VW
ind gennem Sydporten til Junckers Savværk, hvor jeg havde min første
arbejdsdag. Dengang gav jeg det to år, men i mere end 40 år fik jeg min daglige
gang på matriklen.
En gang
imellem har man skæbnen som blind makker, og fremtiden er ikke til at forudse.
