Juleminder

De første julegaver jeg har minder om, det er en hammer og en sav...... rigtigt brugbart værktøj og ikke i legetøjsudgaven. Vi boede i en af de røde blokke på Kærmindevej, nærmere betegnet nr 3, 2. sal til venstre. Jeg har været omkring 5 år og så meget op til min far, især når han håndterede værktøj, enten derhjemme eller på arbejdet som smed på De Forenede Jernstøberier. Når han havde overarbejde, var min mor og jeg altid nede med kaffe og en ostemad til ham på fabrikken i Grønnegade ved normal arbejdstids ophør, og somme tider fik jeg lov til at komme ind på fabrikken og se, hvor han arbejdede. Det optog mig meget, og især var jeg optaget af hvor beskidte hænder, det var tilladt at gå rundt med. Jeg ville også være noget med værktøj og beskidte hænder, når jeg blev stor......og sådan kom det da også mestendels til at gå, idet starten på det, som skulle blive min profession var en læreplads som maskinarbejder netop på DFJ. Det gav rige muligheder for at udleve barndommens drøm om et liv med værktøj og beskidte hænder.

Min far må ret tidligt have opfattet det, og fundet det helt naturligt, at jeg fik en hammer og en sav i julegave. Jeg har ingen yderligere erindringer om julen i den lille lejlighed på Kærmindevej, for i 1950 flyttede vi til en bedre og større lejlighed på Erantisvej, og herfra begynder mine erindringer om julen.

Dengang i begyndelsen af halvtredserne var juleaftensdag ikke en fridag, men en hverdag, hvor min far arbejdede - som på andre dage - til kl. 16:30, og butikkerne lukkede først til sædvanlig tid kl 17:30. Senere op gennem halvtredserne begyndte butikkerne at lukke ved middagstid, dagen blev en halv arbejdsdag for endelig - vel engang i firserne - at blive en helt fridag. Når min far kom hjem sidst på dagen, så var min mor i fuld gang med forberedelserne til julemiddagen, anden var i gasovnen, hvor gastrykket denne aften var lavt, og derfor skulle den stege længere end normalt. De små kartofler var klar til bruning og rødkålen skulle kun varmes, for den var lavet i de foregående dage. Forud for denne aften var gået ugers forberedelse med bagning af vanillekranse, jødekager, kogning af klejner (i Palmin). Hjemmelavet leverpostej og sylte var blevet fremstillet og indgik som en naturlig del af julens kulinariske højdepunkter, hvortil også hørte julefrokosten 1. juledag, som gik på skift mellem familiens medlemmer.

Juleaftensdag dag var en lang dag at komme igennem for den 7 - 8 årige. Forventninger var store til denne aften.....ikke fordi, der blev givet store gaver, for pengene var små, og som regel var det altid noget nyttigt mine forældre gav hinanden. Min far gav som regel min mor noget til brug i køkkenet, og min far fik ofte noget beklædning, der ligesom køkkengrejet alligevel på et eller andet tidspunkt stod for anskaffelse. Min mor havde dog en tradition med hvert år at forære min far “Hvem, Hvad, Hvor”,  årbogen, der blev udgivet af POLITIKEN. Den første bog fik han i 1955, og da han døde overførte min mor denne tradition til mig. Jeg har endnu alle bøgerne. Da jeg var blevet stor nok, fik jeg penge af min far til at købe julegaver til dem, og og som regel købte jeg en skål eller en vase til min mor, eller en bog eller et par sokker til min far. Selv fik jeg udover tøj også et stykke legetøj, måske legetøjssoldater, en legetøjspistol eller et “cowboysæt”, for dengang var de foretrukne lege for drenge gerne noget med krig eller noget cowboy’dere og indianere. Disse lege var nemlig endnu ikke stemplet som politiske ukorrekte...og mærkelig nok er ingen af os drenge..hvoraf flere den dag i dag hører til mine nære venner.....blevet hverken voldelige eller kriminelle af vores leg dengang....

Når vi i den lille familie havde danset omkring juletræet...tre mennesker skal virkelig strække begge arme ud for at nå hinanden hele vejen rundt .....så var det tid til gaveudpakning, og pudsigt nok erindrer jeg ikke at føle skuffelse over at have fået en sweater eller et par strikkede vanter i julegave, men selvfølgelig var glæden over legetøjet størst.

Og når det var overstået, så gik turen rundt i blokken på Erantisvej til mine mange legekammerater, for vi var alle spændte på, hvad de andre havde fået. Vi kom ind hos hinanden og forsynede os så rigeligt hvert sted med slik og frugt, for til julen hørte en slikskål med marcipankonfekt, romtoppe, brændte mandler med mere, ligesom en skål fyldt med pigeoner, vindruer, nødder og appelsiner hørte til i de små hjem på Erantisvej.

Joe....juletiden var noget særligt for en 8 - 10 årig dreng på Erantisvej, der var en særlig fortryllelse over juletiden, hvor forventninger efter familiekomsammen i juledagene igen begyndte at stige hen mod nytårsaften. En fortryllelse, jeg som voksen aldrig rigtig har genfundet, når lige ses bort fra årene, hvor min søn med forventning så frem til julen. Og jeg må med skam at melde bekende, at mit forhold til julen i dag er afklaret og køligt, selvom jeg sætter stor pris den anledning, julen giver til at være sammen med nærmeste familie og nære venner. Sådan er det altså bare, og julens forbrugsfest, som starter måneder forud og kulminerer  over en måned med julefrokoster i massevis, har jeg et ret afslappet og distanceret forhold til, uden på nogen måde at undslå mig for at tage del i løjerne.....i rette selskab!

Og hvad skete der med den hammer og den sav, jeg som 5-årig fik i julegave? Ja, de ligger såmænd ude i mit værksted, lagt til side i en kasse med min fars slidte værktøj. Om de dengang varslede et arbejdsliv omgivet af værktøj, og med periodevis meget sorte og beskidte hænder, så skete det fyldest i et rigt arbejdsliv med masser af tekniske udfordringer....

Dagbog: Mandag den 22. oktober 2018

Mandag den 22. Oktober 2018

Det er den første dag i resten af mit liv. Jeg står tidligt op, for jeg har en aftale med min gode ven Steen om en cykeltur.  Vi cykler ofte en tur i omegnen af Køge, og således også denne kølige efterårsmorgen. Snakken går livligt på disse ture, intet emne er for stort eller småt til at blive drøftet. Også denne formiddag slutter vi med at drikke en øl og spise de friskbagte rundstykker, vi køber undervejs - og snakken om stort og småt fortsætter.

Men inden cykelturen har jeg været igennem mine ‘morgenritualer’, armbøjninger og en tur med hunden. Først da er det tid til morgenmad....

Dagen er startet længe inden, for jeg vågner også denne morgen tidligt. Jeg læser POLITIKEN på min iPad, og irriteres over avisens frelste holdninger. Havde jeg stadig abonnement på papirudgaven var den blevet kylet hen i et hjørne af soveværelset. Jeg mediterer lidt over tilværelsen og søndagens begivenheder.

I en del år har forbindelsen til Næstved været sat på “stand-by”. Ungdomsvennerne er alle længst rejst fra byen og forbindelsen til den resterende del af familien er tørret ind. Men på det seneste er der sket noget. Jeg har på Facebook søgt efter mine klassekammerater fra Real E på Næstved Gymnasium. Det kunne interessere mig at høre, hvad der er blevet af de glade unge mennesker, der en sommerdag i Juni 1962 lod sig fotograferer på trappen foran gymnasiets hovedindgang, alle vel med store forhåbninger til fremtiden. For som vores dansklærer lektor Jønsson dengang sagde til os: “I er kernen af Danmark ungdom!”. Alt dette ligger jeg og tænker på denne efterårsmorgen, mens solen prøver at bane sig vej op over kimingen til en kølig, solrig dag. Dagen før har jeg været sammen med én af de klassekammerater, mine anstrengelser på Facebook har bragt mig i forbindelse med. Igen har jeg fået knyttet en forbindelse til min ungdoms by. Vi taler ofte om tiden i mellemskolen og i realklasse E.

“Numme” sad i vinduesrækken ved siden af Käthe; de var klassens suverænt mest rapkæftede piger, og skulle der lidt fest til i en time, var de altid i front. Således også en dag i en dansktime med lektor Jønsson. Vi læste en novelle at Steen St. Blicher - jeg har længst glemt, hvad den hedder, og jeg har ikke siden læst en linie af Blicher. Men en del af handlingen foregår på et i skib i Kattegat, og en sætning lyder: “Og så ligger de dér på dækket og boler!” Nogle stykker i klassen havde besluttet at udfordre den flamboyante Jønssons blufærdighed ved at spørge, hvad ordet “boler” betød. “Numme” var indlysende den rigtige til at stille spørgsmålet, og det gjorde hun med et barns uskyldige mine, efter dydigt at have rakt hånden i vejret. Lektor Jønsson må have sunket sit spyt en ekstra gang - han havde måske allerede luret os - og efter en pause kom svaret: “Det fremgår vist umiddelbart af sammenhængen”. At spørgsmålsstillerens netop var “Numme” var for så vidt meget indlysende, og  det kan have spillet ind, at hun noget før havde fået nedsablet en fristil med ordene: “Unge dame, du forsøger at skrive som Karen Blixen, men du har slet, slet ikke hendes format!” Eller var det senere, og dermed Jønssons “tak for sidst”. Jeg husker det ikke.

Han kunne i det hele taget godt være ret kontant og resolut, når en af os skulle sættes på plads. En dag sad jeg og skrev nogle strofer fra sangen “Mandalay” på omslaget af min sangbog. Jeg var meget betaget af denne schlagere med Four Jacks, og Kipling ulidelige tekst i dansk oversættelse. Jeg - 14 eller 15 årige - havde netop nedskrevet linierne “Vel et hundrede kvinder har jeg her fra Chelsea og til Strand, som kun drømmer om at elske, hvad jeg næppe tror, de kan”,  da lektoren opdagede mit åndelige fravær fra undervisningen, og resolut rejste sig fra kateteret og gik ned og flåede sangbogen fra mig. Han læste, hvad, jeg havde skrevet og udbrød: “Aha, jeg ser vi har fået en lille poet iblandt os”. Han undlod dog at læse strofen op...ellers var jeg blevet uhjælpeligt til grin.

Karen Blixen var en af hans foretrukne forfattere, og ofte læste han op af “Den Afrikanske Farm”. Jeg fandt dengang bogen gabende kedsommelig. Idag har jeg vist været den efterhånden slidte og lasede billigbogsudgave, jeg købte for mere end 40 år siden, igennem fem eller seks gange. Jeg elsker den bog, og har ikke læst den for sidste gang.

Min far talte nogle gange med Lektor Jønsson til forældremøder, og var meget begejstret for denne flinke mand, som min far omtalte ham. Jeg har nu en mistanke om, at det mere skyldtes, at Jønsson var inkarneret socialdemokrat - som min far - og sad i byrådet....

Jeg tænker videre denne morgen, mens jeg stadig ligger i min seng, om tiden på Næstved Gymnasium. Det var en godt tid. Efter første time var det tid til morgensang i Aulaen. Rektor Gjedde trådte op på talerstolen og meddelte, hvad der skulle synges fra den sangbog, vi i 1. Mellem fik udleveret til evig eje. Jeg har min endnu. Fysiklærer Skjold sang for, han havde vist en fortid som operasanger i Tyskland, og en gymnasieelev spillede flygel. Det var Elisabeth Westenholz, som senere skulle blive - og stadig er - en af vores fremmeste pianister. Rektor Gjedde var en lille mand, altid iført habit og butterfly. Han skelede stærkt, og når man mødte ham på en af gangene, var man aldrig sikker på, om han kiggede på én. Han havde en stærk udstråling, som synes svær kontrollérbar, og han var vist mere frygtet end elsket.

Alt dette ligger jeg og tænker på denne morgen, som skulle blive den første dag i resten af mit liv.

Eftermiddagen går med havearbejde og snak over hegnet med en nabo, og vil næppe efterlade noget varigt minde og aftenens TV-program med et rigt udbud af genudsendelser og reality-programmer gør det ikke svært for mig at foretrække at læse videre i en bog af den fremragende finske forfatter Kjell Westö....