6. December 2017

I dag ville Vibeke være fyldt 73 år. Det er over 4 måneder siden, hun på en af denne kølige sommers få solskinsdage sov ind. Grå dage uden solskin fulgte, men den dag, hvor hun blev bisat, da skinnede solen. Det skulle da også bare mangle. Den sympatiske og medfølende præst, der bisatte hende, sagde ved en anden lejlighed, at sorg kommer man ikke over, den kommer man gennem. Men dertil er jeg ikke kommet. Sorg er tab af kærlighed, og ingen kommer over sorgen for at fortsætte livet uforandret. Man kommer gennem sorgen, og kommer ud på den anden side varigt påvirket, og intet bliver som før. Det er sorgens natur. Sådan må det nødvendigvis være......

Jeg har taget hundredevis, ja nok tusinde billeder af Vibeke i de 52 år, vi var kærester. Vi havde et par aftaler. Jeg skulle spørge hende om lov, inden jeg tog et billede. Det gjorde jeg ikke altid; så spillede hun lidt sur og sagde, at det kunne jeg altså ikke være bekendt. Jeg mindede hende så om den anden aftale, nemlig at hun altid havde ret til at forlange et billede af hende tilintetgjort. Og så var jeg tilgivet. Den ret (mis)brugte hun flittigt, også med års tilbagevirkende kraft! Men aftalen holdt jeg. Tilbage har jeg mange billeder med hende fra gode tider, og som jeg vil huske hende: Smuk, kærlig, lattermild og ofte med et smil, der fulgte læbernes bevægelse som en skygge, glad for dyr, men allermest glad for den lille kreds af mennesker, familie og nære venner, der betød alt for hende. Og tit som en lille smule frysende.....

Der, hvor hun nu befinder sig, har de fået et sjældent generøst og gavmildt medlem af menigheden. Jeg vil så gerne tro, at vi engang skal genforenes hinsides, men tør det næppe. Og dog......Vor Herres eksistens er aldrig videnskabeligt blevet modbevist, så måske........

Og når vi mødes, så vil vi - som så mange gange tidligere efter en god og begivenhedsrig dag - drikke et glas hvidvin, spise franske kartofler eller dele en plade Ritter Sport. Vi vil mindes de mange gode stunder, for, som den tyske forfatter Thomas Brüssig skriver: “Glücklichen Menschen haben ein schlechtes Gedächnis, aber reiche Erinnerungen.”

Den unge præst

Den meget unge præst kiggede uforstående på mig. Jeg havde lige udtrykt håbet om, at vi ikke skulle ses mere. Skyndsom fik jeg dog tilføjet et: "under samme omstændigheder". Og hans ansigt vendte tilbage til vanlige venlige folder. Han havde lige begravet min mor på den gamle kirkegård i Næstved, og nu stod vi udenfor kapellet og trykkede hænder.

Min mor døde den første dag efter påsken i det første år efter årtusindeskiftet. Det var en solbeskinnet forårsdag, hvor tulipaner og frugttræer ud foldede sig i flotteste flor. Det stod i grotesk modsætning til det triste værelse, vi befandt os i på plejehjemmet, og i hvilket hun tilbragte sit sidste plagsomme år - nummer 94 i rækken - mæt af dage og uden lyst mere til livet.

Hun døde ved middagstid, og venlige og kompetente mennesker var tilstede og rådgav mig om de praktiske ting. Det bragte mig i forbindelse med den unge præst i et landsogn i byens omegn. Han havde vagten denne første hverdag efter påsken, hvor byens faste præster formentlig har været overarbejdede og afspadserede efter en stressede periode i forbindelse med påskens  markering af frelserens korsfæstelse og genopstandelse.

Det er ingen tragedie, når et menneske på 94 år, mæt af dage, ikke lever mere, men den, der er tilstede, er påvirket af det, og har et behov for at snakke, og jeg fortalte den unge præst, at det faktisk ikke var min rigtige mor, men den kvinde, der fra mit syvende år blev en fuldgod erstatning, så det gjorde ingen forskel. Han var god til at lytte, og velsignet(!) fri for at snakke om det evige liv, syndernes forladelse og hvad ved jeg... På et tidlig tidspunkt under samtalen bød han mig noget at drikke, og foreslog mig en øl. Det tilbud tog jeg med taknemmelighed imod, og mens jeg drak min øl og han sin cola, gled samtalen langsom over på andre emner, bl. a. om livet som ny og ung præst i en gammel præstegård langt ude på landet. På den store græsplæne udenfor arbejdsværelset løb hans børn og legede i solskinnet, og han priste sig lykkelig over ikke selv at skulle slå plænen. Det var ret så livsbekræftende, og da jeg en times tid senere kørte derfra - efter at have forsøgt at forklare ham vejen til kapellet - havde jeg det betydeligt bedre.

Nu skete det hverken værre eller bedre end, at jeg adskillige måneder senere - måske et år eller mere, jeg husker det ikke så nøje - igen stod overfor den unge præst uden for kapellet. Han havde begravet moderen til to af mine venner, jeg havde kendt siden barndommen. Men vi trykkede hænder sagde han med et stille smil: "Det gik ikke helt, som du udtrykte ønske om, sidst vi sås."

Læredreng i tresserne

"Er du for fanden ude på at slå mig ihjel, knægt?" Stemmen kommer fra Børge L. Han ligger med det halve af kroppen inde i en stor ventilator og er ved at bakse et stort ventilatorhjul op på akslen. Ventilatorhjulet hænger i kranen, og den betjenes af mig, og det går ikke så godt. Jeg er i gang med mit andet læreår på De Forenede Jernstøberier i Næstved som maskinlærling. En kortfattet instruktion er gået forud, for det er første gang, jeg betjener en traverskran, som der nu til dags kræves ugelange AMU-kurser med certifikat for at må betjene. Sådan er det ikke i midttresserne.

Jeg har været lærling et uger hos makkerparret Børge L og Frede-ild-i-røven. Sidstnævnte er også frivillig brandmand. De monterer store ventilatorer, og deres kontante og rustikke måde at kommunikere på har jeg endnu ikke vænnet mig til. Jeg bliver lidt skræmt over udbruddet inde fra ventilatorhuset. De første uger som lærling hos makkerparret har været lidt af et mareridt,  for deres pædagogiske virkemidler er ikke helt opdaterede. Da jeg en af de første dage beder Frede-ild-i-røven om at slibe et bor for mig, får jeg hele hans samling af bor - som han opbevarer i venstre baglomme -  stukket i hænderne med besked om at øve mig på dem! Først efter at have fremvist det mislykkede resultat, får jeg en grundig instruktion i at slibe bor, og så kan jeg starte forfra. En anden gang kan jeg ikke få et bor løsnet i patronen på en standerboremaskine, hvilket jeg meddeler Børge L. Han beder mig om at skrue fundamentsboltene af og få kørt den ud i skrotbunken. Da jeg lidt forskrækket spørger, om han virkelig mener det, svarer han, at boremaskinen jo er ubrugelig, da det er tvivlsomt, at næste bruger skal bore med samme bor! "Nu skal du bare se, hvordan vi gjorde i gamle dage i Amerika (han har vist aldrig været der!), og så viser han mig - med noget der minder om et håndkantslag - hvor let man får boret løsnet af patronen og stikker i et grin. Og da jeg en af de første uger kommer tomhændet tilbage fra et ærinde  i en anden afdeling uden at kunne finde den, jeg skal hente noget hos, får jeg kontant at vide, at der "for fanden da må nogen, du kan spørge om, hvor vedkommende er henne" og at jeg i fremtiden ikke skal komme retur uden at have en besked med. Disse tilvænningsbagateller til trods, så ender det med, at jeg bliver rigtig glad for at arbejde for dem og de lærer mig meget både teknisk og om indstilling til at løse opgaver. Det har jeg senere haft meget nytte af.

Som forstås, er de begge godt skåret for tungebåndet og mangler sjældent ord til en given situation. En dag ligger Børge L. og bakser inde under en stor ventilator, da han fornemmer, at en person er stoppet op og betragter ham. Jeg står ved siden af som håndlanger. "Hvad fanden glor du på, din abe?" er Børges reaktion til personen. Lang pause, ingen svarer, og til sidst stikker Børge hovedet ud for se hvem, betragteren er. Og der står så "Den lange", fabrikkens karismatiske driftsleder. Han har format nok til ikke at kommentere situationen og går hovedrystende videre. Børge L. kigger på mig, og siger: "Nå, ja, hvad fanden. Man skal jo heller ikke gøre forskel på folk!" Og så griner han, måske over egen visdom....

Som nævnt bliver jeg rigtig glad for at arbejde for dem, og på lønningsdagen ruller der som regel en femmer tværs over filebænken fra dem begge til mig. Det er et pænt supplement til ugelønnen på 50 kr.

Lønningdagen - hver 14. Dag -  er et højdepunkt. Efter fyraften møder personale fra lønningskontoret op på værkstedet med lønningsposerne, som indeholder både pengesedler, klingende mønt og en grøn afregningsseddel. De tager opstilling ved filebænkene nær ved indgangen. Vi andre stiller os i kø. Lønningsbogholder Peter Jensen står for udlevering af lønningsposer til de faglærte, en kontordame til arbejdsmændene og den langlemmede kontorelev Inge-Lise udleverer lønningsposer til os 16 - 18 lærlinge. Når hun jævnligt skridter tværs over pladsen med materiale til arkivet over marketenderiet, tilkastes hun af mange længselsfulde blikke. Og er hun i selskab med den smækre, sorthårede Judith, springer Poul 'Sadopik' galant og tilbyder at bære byrden for hende. Poul 'Sadopik' er en stor arbejdsmand på pladsen, iført grønne arbejdsbukserne og hvid murerkasket. Han er meget støjende, og efter indtagelse af en del øl i dagens løb, stiger støjen efterhånden til et crescendo. Tilnavnet 'Sadopik' skyldes, at han - en dag, hvor han ikke helt havde fattet, hvad en arbejdskammerat havde spurgt ham om - gentog: "Sae' du pik?"

Nu kan man måske fejlagtigt få det indtryk, at vi lærlinge er en lidt ringeagtet medarbejdergruppe på den lille maskinfabrik i Grønnegade. Det er ikke tilfældet. Vi er smedelærlinge - eller mere korrekt: maskinlærling og kleinsmedelærlinge. Vi er ikke elever eller -  som jeg så det fornylig på TV så en halvhjerne betegne sig selv - maskinarbejderstuderende! I daglig omtale er vi læredrenge, eller blot drengene. Det er ikke ment nedladende, det er godt nok, og vi er ikke uden selvbevidsthed. Vi har et godt sammenhold, griner meget og mødes to gange i arbejdstiden, kl 10 og kl 14 omkring pisserenden på toilettet for at brænde tobak af. Cigaretterne køber vi af Peter Rehn enkeltvis for 10 øre. Han betjener den store kantpresse lige udenfor toiletterne, og har en nebengeschæft med at sælge cigaretter stykvis. Lærlinge må ikke ryge i arbejdstiden, men her har vi vores frikvarterer, alle ved det, men ingen anfægter det, når blot vi ikke smider skoddene i pisserenden. Dog kan det hænde, at vi bliver hentet tilbage til arbejdet af de svende, vi er tilknyttede. Lørdag formiddag i frokostpausen marcherer vi i gåsegang gennem Grønnegade, Ringstedgade, Ramsherred og Axeltorvet for at købe basser hos bageren i Torvestræde, og så er vi ikke til skyde igennem. I marketenderiet har vi vores egne borde, og her bliver den halve time brugt på at spille 'Casino' med et fedtet sæt kort, som vi kender lige godt fra både bag- og forside. Efter fyraften samles vi som regel omkring en af ældstelærlingenes filebænke for at klunse om basser. Først skal der findes ud af hvem, der har kontanter til at betale for basserne, som hentes i den lille bagerbutik overfor fabrikken i Grønnegade. Der afregnes på lønningsdag. Og så klunses der og dagens oplevelser udveksles under meget morskab, lige indtil den skaldede portner kommer og meddeler, at nu har vi nøjagtig 10 minutter til at komme i bad og blive klædt om i.

Det er en god tid, for vi har et godt kammeratskab. Jeg mindes tiden med glæde......

Dansk Vestindien

I disse dage er det hundrede år siden, vi solgte De Dansk Vestindiske Øer til USA for sølle 25 mio $. Det var ikke mere økonomisk attraktivt at beholde øerne, og tanker om at afhænde dem var ikke nye. Gennem årtier var de blevet modnede. Årsagerne var flere. Napoleonskrigen i begyndelsen af 1800-tallet havde i en periode blokeret for den transatlantisk transport af rørsukker, så et nyt produkt vandt indpas i Europa, nemlig sukkerroen. Dette sammen med slavernes frigivelse i 1848 afgjorde sagen. Gennem århundreder havde trekantsejladsen - med krudt og kugler til Guldkysten i Afrika, slaver til Vestindien og sukker til Danmark - skaffet meget københavnsk rigdom og financierer prægtige palæer i byens fineste kvarterer.

Min far fortalte mig ofte om De Dansk Vestindiske Øer, for han havde som sømand flere gange besøgt øerne i 1929 - 30 og kunne fortælle om negre (ja, ja, jeg ved godt, det er politisk ukorrekt, men sådan sagde altså man dengang..), der i tropevarmen gik rundt i store overfrakker og gerne ville tale dansk. Min far og andre danske blev hilst med et: "God dav, landsmand!" Efter at min far i en del år havde bumlet verden rundt, slog han sig ned i Nakskov. En kendt og populær person i byen var viceskoleinspektør Victor Cornelins, der som 7-årig kom her til landet. Han var født i Frederikssted på St. Croix i 1898 og var efterkommer af en slave. Min far var optaget og fascineret af denne historie. Dette tilsammen er måske det grunden til, at jeg - som voksen - i perioder har næret en sporadisk interesse for De Dansk Vestindiske Øer. Det har bl. a. resulteret i en mindre samling af postkort herfra. Nogle af disse kort illustrerer med al tydelighed, hvordan vi danske betragtede de tidligere slaver. På kortet - sendt fra DWI til DK - med børnene står der på bagsiden bl. a. at læse: "Her er Individerne, saa kan du se en Negerhytte, den er ikke videre fin, men de er jo ikke bedre vant, og de er jo ogsaa dovne og svinske". Det er grov læsning i nutiden. I afvigte uge har diskussionen om en officiel undskyldning til beboerne på Virgin Islands over fortidens ugerninger bølget frem og tilbage. Jeg synes vores statsminister, skønt venstremand, formulerede det fint i sin tale - uden at bruge ordet undskyld. Skulle vi så også undskylde vikingernes hærgen i fremmede riger for mere end tusinde år siden? Og er det rimeligt at bedømme fortidens gerninger med nutidens moral?

Fodbold

Jeg spillede min sidste fodboldkamp en lun sommeraften den 25. august 1969 i San Francisco. Det kunne lyde som afslutningen på en stor, glorværdig og international karriere som fodboldspiller. Sådan forholder det sig ikke – situationen var en ganske anden!
Det gode skib M/S SINALOA af København – hvorpå jeg var forhyret som maskinassistent – havde lagt til kaj i San Francisco samme varme sommerdag kl. 17. Inden jeg tørnede til på vagten kl. 16, havde jeg fra dækket betragtet, at vi sejlede under ”The Golden Gate Bridge”, mens pelikanerne fløj lavt over skibet. Og efter aftensmaden blev vi – os, der havde lyst – afhentet af en rar svensk sømandspræst i en minibus, for han havde arrangeret en fodboldkamp mod besætningen på et norsk skib. 
Kampen udartede sig ret hurtigt med skænderier og trusler om øretæver, for der var ingen dommer, hvilket medførte stor uenighed om alskens hændelser. Søfolk kan være ret stolte og ubøjelige! Noget skulle gøres! En dommer måtte udpeges. Jeg blev valgt - ikke på mine kvalifikationer – men jeg var den, der bedst kunne undværes i kampen. Og nu var jeg ikke kun udsat for holdkammeraternes kritik, men var skydeskive for begge holds kritik. Så undgår jeg vist ikke længere at komme ind på mine kvalifikationer som fodboldspiller.
Uden på nogen måde at gå akkord med sandheden må jeg vedgå, at jeg aldrig har været god til at spille fodbold. Jeg brød mig ikke om at blive ramt af bolden eller at blive taklet, og jeg har altid undgået det, når jeg spillede fodbold. Derfor gjorde jeg det til en vane under kamp altid at opholde mig i passende afstand fra bolden. Og skulle den – som regel ved en fejltagelse - havne hos mig, havde jeg altid sørget for at skille mig af med den hurtigst mulig, desværre næsten altid til en modstander. Men ikke desto mindre havde jeg altid godt kunne lide at sparke til en bold og var egentlig også som dreng ganske god til det, når jeg altså ikke lige blev forstyrret af, at andre forsøgte at tage bolden fra mig.
På trods af at begge hold på ingen måde skjulte deres utilfredshed med min indsats som dommer, så endte denne smukke sommeraften i San Francisco fredfyldt. Den rare præst kørte os efter kampen tilbage til sømandskirken, hvor friskbagte vafler og kaffe ventede. Det var – i modsætning til fodboldkampen – helt hyggeligt, og inden den venlige præst sidst på aftenen i minibussen kørte os tilbage til skibet, havde vi såmænd også fået et Guds ord med på vejen og havde sunget med på en aftensalme.
Min interesse for at sparke til en bold gav sig selv, for som barn i Næstved boede jeg lige overfor en fodboldbane, eller hvad man nu skulle kalde den kuperede, knoldede mark med de fire mål, der lå på den anden side af Erantisvej. ”Banen” var anlagt af det socialfilantropiske boligselskab, der havde bygget blokkene (hvor vi tidligere havde boet) på Kærmindevej, Lyngstien og Ejlersvej. Vi boede i ”Dollargrinet”, som var bygget af en murermester; han havde fået tilbudt, at beboerne her kunne få lov til at benytte ”anlægget” mod, at han bidrog med 500 kr. Det nægtede han, men det gjorde ingen forskel, for vi brugte anlægget lige så flittig som beboerne i det socialfilantropiske boligselskab, og jeg mindes ingen kontroverser i den anledning. Her udspilledes store kampe – som regel med tomandshold - foran et af målene med fælles målmand. Vi skiftedes til at være Pelé, Ferenc Puskas, Stanley Matthews, Knud Lundberg, Jørgen Hansen og Bent Diderichsen – eller andre af tidens store fodboldhelte. Vi var så heldige, at sidstnævnte to landsholdsspillere boede i samme boligkompleks som os. Om vinteren var fodtøjet gummistøvler, som om sommeren blev konverteret til gummisko fra Codan i Køge. De fandtes i to udgaver, en brun, hvor snavs ikke sås og en hvid, som der oftest skulle ”kridtes” med en brugt tandbørste. Min mor nr. 2 – skønt stærk ordblind, så manglede hun aldrig ord, og hendes sproglige fantasi var stor – kaldte dem for ”socialsko”. En ikke dårligt valgt betegnelse, for de var billige, og det var økonomisk hensigtsmæssig i en arbejderfamilie med børn i voksealderen.
Det medførte selvfølgelig, at jeg – ligesom mine bedste venner fra vejen – begyndte ”at gå til fodbold i N.I.F. – Næstved Idrætsforening. Det gjorde vist næsten alle drenge i samme alder dengang, og det må have medført et enormt pres på klubben. De bedste kom på hold, der spillede turneringskampe mod hold fra andre klubber; det hed ”Lilleput 1” og ”Lilleput 2”. Og alle os andre – majoriteten – blev fordelt på hold i en intern klubturnering, hvor der blev spillet ”turneringskamp” hver lørdag. Holdene her var opkaldt efter de store hold i Europa: Arsenal, Everton, Juventus, Malmø FF, Dynamo, Røde Stjerne. Også her var der – det kunne naturligvis ikke være anderledes – et hierarki. De bedste kom på de mest populære hold, det var de engelske og italienske. Os andre havnede på et hold fra Østeuropa, jeg på Røde Stjerne fra Sovjetunionen. 
At ”gå til fodbold” kræver et vist udstyr, bl. a. fodboldstøvler og klubtøj. Fodboldstøvlerne købte min mor brugte hos marskandiser Foxø i Ringstedgade. De kostede 5 kr og var vel mindst et par numre for store og læderet var godt sprukkent. Trøjen syede min mor, og de hvide gymnastikbukser havde jeg i forvejen. Så var jeg ekviperet.
Hvor længe jeg ”gik til fodbold” i N.I.F: husker jeg ikke, måske et par år, allerhøjst tre, så mistede jeg interessen med en realistisk erkendelse af, at det var ikke her mine spidskompetencer lå. 
Se, som jeg bedst troede at have spillet min sidste fodboldkamp hin sommeraften i San Francisco 1969, var jeg tæt på et come-back året efter. I denne politiske varme sommer aftjente jeg min værnepligt som menig maskinmester på det gode skib Bevogtningsfartøjet ”P 535 NYMFEN”, der som en evig trussel mod Warszawapagten var udstationeret i Rønne havn. Det var egentlig ganske fredeligt med en del patruljer for at iagttage fjendens flådebevægelser i ”Fredens Hav”, Østersøen, og tilværelsen sneglede sig roligt af sted mod hjemsendelsestidspunktet medio oktober. På et tidspunkt gik det vist op for ”NYMFENS” chef, at han var forpligtet til at holde besætningen i passende fysisk form. For det var ikke netop FUT (Fysisk Uddannelse og Træning) , vi havde spildt tiden med ombord. Så noget måtte gøres! Det blev arrangeret, at vi skulle ud og spille fodbold på en bane i Rønne, og besætningen – uden ledsagelse af hverken befalingsmand eller officer– blev afhentet i minibus, ført af en værnepligtig basse fra Bornholms Værn. Nu havde vi netop ombord fået en ny værnepligtig, en fisker fra Rønne. Han hed Søren og var ikke specielt tiltrukket af livet i Søværnet, men var ellers en vældig flink og festlig fyr. På vej i minibussen mod vores lektion i FUT fik Søren en bedre idé. Han gelejdede minibussen ind i den indre bys små gader og bad bassen stoppe ud for noget, der mindede om et sammenbygget byhus. Over indgangsdøren hang et skævt håndmalet skilt, ”Centralcaféen” stod der. ”Jeg gi´r en øl, det er bedre end at spille fodbold”, bekendtgjorde han.
Søren, der med største selvfølgelighed havde indtaget pladsen ved siden af bassen, der første minibussen, steg ud og tog i døren, der mindede om en almindelig entrédør. Den var låst, og efter at have banket på vinduet viste der sig i døren en ældre kvinde med uredt hår og en smøg mellem læberne. ”Du er tidlig på den i dag, Søren!” var hendes velkomst. De kendte vist hinanden. Søren forklarede med få ord situationen, og vi blev lukket ind i det, der vist var en slyngelstue, men næppe større end en dagligstue. Midt i lokalet stod et slidt billardbord, der omkransedes af nogle linoleumsbelagte borde, som fint matchede det ferniserede gulv. Flasker med ølsjatter og fyldte askebægre bekræftede, at vi var tidligt på færde, og at oprydning efter aftenens gæster udestod. Nogle øl blev stillet frem, og efterhånden som flaskerne tømtes, bragte den ældre kvinde, hvis hår stadig ikke havde været i nærheden af en kam, nye forsyninger til veje – stadig med en smøg hængende mellem læberne. Det var egentlig ganske hyggeligt, men tiden blev begrænset af, at bassen fra Bornholmsværn pludselig hold udenfor og trykkede på hornet. Lektionen i ”Fysisk Uddannelse og Træning” var slut. Søren havde ellers gavmildt tilbudt bassen at komme med ind og få en øl, hvilket han dog havde afslået, efter at have måttet afgive et løfte om ikke at nævne til nogen om den alternative lektion i FUT. Inden vi tog afsked med værtshusholderen havde Søren erklæret, at han desværre havde glem sin pung, men snarest ville komme og betale for øllene. ”Det bliver ikke ved med at gå, Søren. Du skylder allerede for en måned!”
Således forfrisket mere på sjæl end på krop blev vi transporteret tilbage til ”NYMFEN”, stadig iført vores brune militære gymnastiktøj, flere numre for store.
Og således gik jeg glip af det, der kunne være blevet min sidste fodboldkamp….

Mine bedsteforældre

 Fotografierne af mine fire bedsteforældre må være taget for mere end firs år siden. Selvom billederne er opstillede, gengiver de sikkert udmærket, hvordan aftenerne i stuen er blevet tilbragt omkring spisebordet tæt ved kakkelovnen. De sidder der alene, for børnene var flyttede hjemmefra. De må have fyldt meget, også selvom kun 7 af de 13 børn, min mormor fødte, overlevede de første tre år. Af de 14 børn, min farmor fødte, blev de 12 alle relativt gamle.

Ane Marie og Peder Kristian

Jeg kendte hverken min mormor eller morfar. Ane Marie Salquist, født i 1859, døde i 1939, seks år før jeg blev født, og sadelmager Peder Kristian Nielsen, født i 1855, døde, da jeg var tre år, men jeg har et billede, hvor han går tur med mig i haven på gården hos morbror Albert i Vinde ved Skive. Stuen på billedet er præget af deres stærke kristne tro med indrammede bibelcitater på væggen. Beskæftigelsen efter aftenmåltidet er håndarbejde og læsning. Peder Kristian har fordybet sig i læsning af biblen, for dét må være den, der ligger opslået på spisebordet. Han havde været med til at grundlægge Indre Mission på limfjordsøen Mors, hvor de begge stammede fra, og hvor de tilbragte deres virksomme år. Gennem flere årtier var Peder Kristian leder af den søndagsskole, han selv havde stiftet i Øster Assels. Det har han skrevet om i en bog, hvor han også fortæller om, hvordan han vandrer rund på øen og samler ind til et missionshus. Den gamle hugaf var i det hele taget meget skrivende. Det vidner hans breve om. De er rørende, men afslører også om en stejl og ofte kolerisk natur. Min far har fortalt om sit første besøg hos svigerforældrene. Mine forældre, der havde mødt hinanden i en moden alder, var – under et af et af mine fars første besøg hos svigerforældrene - en aften ude at besøge min mors ungdomsvenner og kom tilbage sent ud på aftenen - senere end Peder Kristian synes passende for et ugift par. De medførte formaninger fra den gamle, og min ellers altid besindige far måtte træde i karakter og gøre ham opmærksom på, at han og min kommende mor – de var begge over tredive – nok selv kunne bestemme deres sengetid. Men bortset herfra omtalte min far altid Peder Kristian som en mand med en underspillet jysk lune.

Deres otium tilbragte de hos den ældste datter, min moster Marie i Dollerup. Om aftenen den 15. juli 1939 var Ane Marie netop blevet færdig med at strikke et par strømper til Peder Kristian og næste dag ville hun begynde på et par til sig selv. Ud på natten vækkede hun sin mand med ordene: ”A tror a ska’ dø nu P’ Kræsen!” Og så åndede hun ud. Peder Kristian tilbragte de sidste to år på ”hvilehjemmet” i Glyngøre, hvor han døde i 1948. Det værktøj han gennem alle årene ernærede sin store familie med, fyldte stort ikke mere end hvad, der kunne være i en skotøjsæske. Og selvom arbejdet både som sadelmager, med Indre Mission og søndagsskolen må have fyldt meget, så må der altså også have været tid til lidt sjov. Det fik trods alt til 13 børn.

Oline og Jakob

Min farmors og farfars stue i huset i Søndergade i Sorø minder ved første blik om min mormors og morfars stue. Men der er forskel. Her præges væggen ikke af bibelcitater, men af mere verdslige prægede billeder. Afvigende for billederne er måske også aftenbeskæftigelsen. Min farmor læser i en bog. Om nogen i familien – i efterfølgende lige linje – har fundet en passion for bøger, må det stamme fra Oline. Jakob læser avis. Måske er det den lokale ”Social-Demokraten”. Jeg kender ikke deres politiske orientering, men vover at gætte den liggende et stykke til venstre fra midten. I hvert fald blev den store børneflok som voksne meget politisk bevidste, og politiske diskussioner var ikke noget tabu, når familien mødtes. Og skønt de fleste havde stor veneration for Socialdemokratiet, var de langt fra enige, og bølgerne kunne gå højt efter en god frokost, når kortene var kommet på bordet. Det var sjovt, og alle havde fint….

Jakob ernærede den store familie ved forskellige jobs som kusk i en købmandsgård, ølkusk, mælkemand og sluttede til sidst som arbejdsmand ved kommunen. Oline og Jakob – de var begge af gårdmandsslægt - havde oprindeligt et lille landsted i Kirkerup udenfor Sorø. Han var bolsmand - en mellemting mellem husmand og bonde - men må opgive stedet, for det kniber for Jakob med at få sået markerne til tiden og efterfølgende at få bragt høsten i hus i tide. Flid og ihærdighed var vist ikke hans spidskompetencer. Og imens voksede familien, som måtte flytte ind til Sorø, først til leje i det toetagers byhus, som de senere købte i 1917 for 4.000 kr. I 1943 døde Jakob, to år før jeg blev født. Oline flyttede til en lejlighed på førstesalen af en villa i Absalonsgade sammen med sin kanariefugl ”Piphans”. Her begynder mine erindringer om hende. Huset i Søndergade blev solgt til min faster Konstance og onkel Ejner, og vi kom der ofte. Nogle år senere flyttede Oline og ”Piphans” ind hos min faster Ruth og onkel Aage i Roskilde i min fætter Kjelds tidligere værelse. I 1954 døde hun få dage efter at have besøgt os i Næstved. Jeg husker hende som en mild gammel kvinde, som altid betænkte mig med gaver til fødselsdag og jul. Mit første (røde) penalhus var en gave fra hende.Og der var mange at give gaver, for hun havde yderligere 40 børnebørn.

Ved hendes bisættelse i Sorø sang min tante Anna ”Kun en dag et øjeblik ad gangen” solo i kirken. Hun havde den smukkeste sopranstemme, jeg nogensinde havde hørt….

Min morbror Niels og Dollerup Mølle

Tilværelsen er fuld af historier. Nogle ender godt, og andre ender mere triste. Her er historien om min morbror Niels og Dollerup Mølle. Det er en positiv historie, som ender trist.

Morbror Niels arbejder det meste af sin voksne tilværelse som chauffør på Dollerup Mølle eller Møllen, som den omtales til dagligt. De første år kører han små lastbiler, men som tiden går, bliver det store sættevogne, som den lille magre mand iført ridebukser og læderstøvler suverænt manøvrerer med, enten det er på de jyske landevej eller i den københavnske trafik, når turen går til hovedstaden. En æresbevisning fra Dansk Chaufførforbund for 40 års kørsel uden uheld pryder væggen i spisestuen.

Niels i sin lastbil

Men først lidt om Dollerup Mølle. I 1847 køber en hosekræmmer en vandmølle ved et af de vandløb, der løber til Hald Sø, og indretter et lille spinderi, hvor egnens bønder kommer med deres uld og får spundet garn. Senere begynder fabrikken selv at fremstille stoffer til uldent undertøj. Fabrikken ekspanderer og ved århundredeskiftet ind i det 20. århundrede slår vandkraften ikke længere til. En 125 HK dampmaskine bliver sammen med en 13 ton tung dampkedel installeret. Ifølge en gammel beretning fragtes den gennem Dollerup på blokvogn forspændt "14 sværlemmede heste". Fremgangen fortsætter og bliver til en industri og Møllen fusionerer i "De Forenede Farverier og Trikotagefabrikker", der i 1930 beskæftiger 240 personer i landsbyen Dollerup. Adskillige brande sætter fabrikken tilbage og i 1967 lukker Møllen endegyldigt. I dag ligger fabriksbygningerne stadigt tomme hen som en spøgelsesfabrik.

Dollerup Mølle efter en af brandene

Dollerup Mølle i dag

Det er på denne fabrik Niels udøver sin livsgerning, og hans hus ligger få huse fra møllen.  Niels er blevet enkemand i en alder af 58 år, og nu bor han sammen med den noget yngre Anna, der er flyttet ind i huset sammen med sin datter Margit, som er jævnaldrende med mig. Niels og Anna har det godt sammen, selvom Anna er medlem af Jehovas Vidner. Hun går til sine møder, men i det lille hus i Dollerup påvirker det ikke hverdagen. Julen fejres, og hver onsdag, når der er direkte transmission af "Gammel dansemusik" i radioen, flyttes spisebordet ud til væggen, gulvtæppet rulles sammen og så svinger Niels rundt med Anna på gulvet til tonerne fra "Bror Kalles Kapel", og det så sveden driver af dem. Gennem mange år besøger vi familien hvert år, også i min barndom i halvtresserne efter min mors død. Da jeg har fået en fuldgod erstatning (og en mor 2) i den kvinde, min far senere gifter sig med, fortsætter vi med at komme til Dollerup hver sommer. Det kan Niels sagtens rumme, for han er et stort menneske. Efterhånden indskrænker opholdet sig til et uanmeldt besøg på vejen hjem fra den årlige ferie i Aalborg hos min mor 2's familie. Altid bliver vi godt modtaget og hvergang indbudt til at blive et par dage, hvilket de videre planer for ferien dog ikke tillader. Min far og Niels har et over 25 år gammelt venskab, og aldrig så snart er vi kommet indenfor, før jeg bliver sendt ned til købmanden efter to Gammel Carlsberg. Vi andre bliver trakteret med blåbærsaft, kogt på blåbær indsamlet i Dollerup Bakker af den ligeså gæstfrie Anna. Inden vi drager videre siger hver gang Niels til mig: "Nu skal du høre her bette Bent, når I nu kører videre sydpå, så kommer I gennem Nørre Snede, og jeg har hørt, at de skulle have nogle særligt gode is dernede, dem synes jeg du smage". Og så stikker han mig en daler. Den ryger straks ned i den cigarkasse, jeg har mine feriepenge i.

Historien ender trist. Annas datter stikker flere gange som ung pige af til København, og den aldrende Niels må hver gang tage turen fra det nordjyske til hovedstaden for at hente hende ud det betændte miljø, hun har opsøgt.

I 1962 omkommer Niels ved trafikulykke i Viborg. Han bliver kørt ihjel af en bil i en fodgængerovergang. Vi får den triste besked fra min moster, som ringer til en af vores naboer i opgangen, da vi ikke selv har telefon. Min mor 2 cykler ned til De Forenede Jernstøberier, hvor min far arbejder, og hvor jeg lige er kommet i lære, og henvender sig til portneren og beder ham om at hente min far, for hun har en vigtig besked til ham. Jeg får efterfølgende beskeden af min stærkt bevægede far. Sådan foregik kommunikationen dengang!

Anna forsvinder ud af historien. Rygtet vil vide, at hun får job som kahytsjomfru på et passagerskib. Datteren Margits skæbne kendes ikke....

Skipperen

"Nå, er det Dem, der bor på dette farlige lukaf?" Den store rødhårede mand med de kraftige bakkenbarter, der kom mig i møde, mens jeg var på vej ind på mit lukaf, så ud til at ville snakke. Jeg var lige kommet op fra 16 - 20 vagten, og det gode skib M/S SINALOA var på vej ud af det caribiske område, så mandens påklædning - et par khakifarvede shorts og en krøllet hvid uniformsskjorte med fire guldstreger i skulderdistinktioner - var ikke særlig bemærkelsesværdig. Jeg havde på hele den tre måneders rejse - SINALOA's 37.i 1969 til den amerikanske vestkyst - kun set kaptajnen et par gange tidligere. Da jeg havde bekræftet hans spørgsmål, fortalte han, at en brodsø på en af de tidligere rejser havde knust vinduet til lukaf'et og oversvømmet det. Det lå forrest midtskibs i bagbords side.

Mit Lukaf på M/S Sinaloa

Men jeg var ikke i humør til at snakke, og den udprægede respekt, jeg normalt nærede for autoriteter, var sat på stand-by, for jeg var træt og min ryg sved af helvede til. Dagen før - på vej over Det Caribiske Hav -  var jeg faldet i søvn på en af dækslugerne i nogle timer - liggende på maven. En kraftig skoldning var resultatet, og det sved som bare pokker, da jeg tørnede til i maskinens 40 gr. varme kl 16, og for at lindre smerterne smurte jeg overkroppen ind i maskinolie (!), hvad der kun gjorde ondt værre. Det ultimative bevis på, at i visse tilfælde er hunde klogere end mennesker! Denne hændelse faldt sammen med, at vandet ombord var blevet rationeret nogle dage tidligere, for ferskvandsgeneratoren fungerede ikke optimalt. Der var lukket for alt badevand, og der kunne kun hentes en pøs vand efter hver vagt, pumpet op med en håndpumpe i kabyssen.

To maskinassistenter slikker sol på en lastrumsluge

Og når jeg så nu havde skipperen på tomandshånd, så kunne jeg lige så godt fortælle ham et par sandheder om situationen ombord. Ordene kan jeg ikke huske, men han hørte tålmodigt på mig, og da jeg var færdig med min svada, kiggede han venligt på mig og gav mig et klap på skulderen: "Unge mand, når vi om et par dage løber tør for ferskvand, så lover jeg Dem, at De er den sidste, jeg vil beskylde for at have brugt vores dyrebare vand. Kan De sove godt!"

Så galt gik det nu ikke, for efter nogle dage blev rationeringen ophævet.

En lørdag aften en uges tid senere anløb vi Rotterdam. Efter planen skulle vi lægge til kaj midt på eftermiddagen, og vi var nogle stykker som efter flere uger i søen havde planlagt at tage en tur i byen for at slå et hul i jorden. Vi havde varmet op til frokost med øl og snaps. Tæt tåge i Den Engelske Kanal forsinkede ankomsten, og jeg måtte på vagt igen kl. 16, og da vi endelig først på aftenen havde lagt til kaj, var vi for trætte til noget som helst.

Vi besluttede derfor, at om søndagen, som var den første fridag i over en måned, ville vi tage ind og se på Rotterdam. Det var en usædvanligt smuk og mild oktoberdag, hvor solen skinnende igennem den svage dis og gav havnen et pastelfarvet skær.

Pastelfarver i Rotterdam havn

 Da vi efter morgenmaden var kommet ned af gangway'en, mødte vi skipperen på kajen. Han spurgte venligt, hvor vi skulle hen. Jo, vi havde tænkt os, at tage ind og se på Rotterdam. Der var han også på vej ind, så vi var velkomne til at få et lift med i den taxi, han ventede på. Og så sad vi i en taxi sammen med skipperen på vej gennem Rotterdam vældige havneområde. Undervejs holdt han et kvalificeret foredrag om havnen og fik taxi'en til at køre adskillige omveje, for der var flere områder, han mente vi nødvendigvis måtte se. Inden vi blev sat af nær centrum, anbefalede han os nogle af byens seværdigheder, vi burde se.

Der findes faktisk en hel del flinke og besindige mennesker i denne verden....