Blandt de få genstande min alt for tidligt afdøde mor
efterlod sig, var et læderindbundet fotoalbum med messinglås og en
stofbetrukket papæske med fotografier fra hendes ungdom og fra mine forældre
første år sammen. I over seks årtier har jeg hæget om disse effekter, som var
det relikvier.
De fleste personer på billederne er mig bekendte; andre
er det ikke. Et af de billeder, jeg gennem alle årene har syntes særligt godt
om, er dette fotografi – som må være over hundrede år gammelt – af denne unge
kvinde. Billedet er godt og smuk, det er hun. I mange år vidste jeg ikke noget
om hende eller hendes tilhørsforhold til min mors familie, som stammer fra
Øster Assels på Mors.
Byen var før århundreskiftet til det 20. århundrede –
altså for over hundrede år siden - ved at udvikle sig fra et bondesamfund til
en hel lille købstad, skønt byen kun rummede 111 husstande med tilsammen 573
personer. Der var forsamlingshus, posthus, brugsforening, bager, slagter,
vognmand, smed, fotograf, papirhandel, trikotage og sadelmager. Sidstnævnte var
min morfar.
For tre eller måske snarere fire årtier siden opsøgte jeg
en gammel moster – den sidste overlevende af mine mors søskende – for at høre,
om hun kunne fortælle noget om de mig ukendte personer, der var afbildede på
mine højt skattede fotografier.
Min moster fortalte, at den unge smukke kvinde på
nærværende fotografi hed Marion. Hun var datter af en af de næringsdrivende i
Øster Assels; jeg har glemt hvilken, men han lånte ofte min morfar penge, når
han ikke kunne betale sine leverandører for de materialer, der blev ham
leveret. Min morfar Peder Kristian og min mormor Ane Marie må have været
fattige på penge. Tretten børn fik de, men kun syv nåede at blive mere end 2 år
gamle. Døden var en del af hverdagen dengang. Om Marion kunne min moster
fortælle, at hun døde som ganske ung. I dagen op til jordefærden lå hun
udstillet i åben kiste i udstillingsvinduet i faderens forretning, så hele det
lille samfund kunne tage afsked med den unge smukke kvinde. Endnu et udsagn om
at døden dengang var meget nærværende i hverdagen.
