Da jeg var i lære.....(3)

For mange år siden - mere præcist et halvt sekel - var jeg i lære som maskinarbejder. Det var før man studerede til smed. Man var ret og slet lærling, eller som vi omtaltes i daglig tale: læredreng. Det var godt nok, og det var lang tid, inden De Radikales tvangstanker om at intellektualisere alle uddannelser havde bjergtaget de folkevalgte. Nå, tilbage på sporet. I de sidste af mine lidt over 4 læreår havde jeg en værkfører, som gik under navnet "Den Flade" eller "10 minutter i 2". Navnene refererede til henholdsvis føddernes form og indbyrdes position. Han var en hellig mand og kunne vist ikke lide unge mennesker, og lærlinge havde han kun afsky tilovers for. Vi lærlinge - omkring 20 - tog os nu ikke særligt meget af denne afsky; vi havde et godt sammenhold og morede os meget i frokostpausen med at udveksle nye beretninger om fjolsets nye meritter, som feks. den dag, hvor jeg havde skålet med en lærekammerat i en gul citronvand ind over drejebænken. "Den flade" havde i sit glasbeklædte værkførerbur iagttaget denne ugudelige gerning og vraltede hastigt ud for irettesætte os og forholde os at gentagelstilfælde ikke ville blive tolereret - uden dog nævne sanktionerne herfor. En anden gang var jeg kommet ind i det glasbeklædte bur og bedt om noget mere arbejde og blev mødt med ordene: "Hvad skulle du så hilse og sige?" Hvortil jeg ganske kækt svarede: "Jeg skulle hilse og sige.." Mere nåede jeg ikke at udtale, før han afbrød mig med en bemærkning, at jeg så sandelig ikke skulle komme her og være flabet...Lignende sjove tilfælde morede vi lærlinge os meget over. Særlig komisk var det, når han hver formiddag kl 10 i særegen gangart med et lettere forpint ansigtsudtryk hastig stillede mod kleinsmedeværkstedets - også glasindrammede - værkførerkontor, hvor funktionærerne havde deres toilet. Og se ham et kvarter senere returnere til eget glasindrammede domæne med fredfyldt ansigt.....det fornøjede også os læredrenge.
Som sagt 'Den Flade' var en meget hellig mand, og sit otium brugte han i en religiøs sekt tjeneste til at besøge de skibe, som anløb Næstved havn - for det var i denne sydsjællandske by, jeg levede min ungdom.
Skæbnen ville, at vi mange, mange år senere i få år havde valgt at vende tilbage vores hjemstavn. Og hvem havde en fast ugentlig beretning i en af reklameaviserne under overskriften: Sømandspræsten fortæller. Det havde " Den Flade". Små spøjse beretninger om tilværelsen som maskinmester til søs. (Han sejlede vist kun få måneder!) Det var små pikante fortællinger oftest med et erotisk tema - om vidner vel om en helt anden person, end vi læredrenge i sin tid forestillede os.....

Da jeg var i lære.....(2)

For mange år siden - og taler vi om rigtig mange år - var jeg som formand for lærlingeklubben i Næstved med til at få gennemført at lærlinge på min læreplads over 18 år måtte ryge i arbejdstiden. Med bankede hjerte søgte jeg foretræde hos driftsledelsen for at fremføre mit ærinde. Og dengang var vejen lang for en læredreng op til driftsledelsen på bjerget. Efter nogle overvejelser fik vi den eftertragtede tilladelse, og efterfølgende blev jeg af smedenes tillidsmand rost for det opnåede, idet han var af den overbevisning, at der nu var slået et hul i en breche, og at det kun var et spørgsmål om kort tid før alle lærlinge - også dem under 18 år - måtte ryge i arbejdstiden.
Tjah... Sådan er tiderne så omskiftelige, og lidt svært at forstå i disse ikkerygertider.....
Trods forbud havde vi læredrenge dog røget i årevis. Det foregik ude på toilettet omkring pissoiret (vi brugte andre betegnelser dengang). Her mødte vi delvist i smug hver dag kl. 10 og kl. 14 for at brænde tobak af - enten i en olievæddet snadde eller Grøn Cecil, købt for 25 øre af Peter Rehn, som passede den store kantpresse, der var opstillet udenfor toilettet. Han tjente således vel nogle få øre pr. solgte cigaret....
Det hændte, at cigaretterne blev skoddet i pisrenden - for det var det udtryk, vi brugte. Blev det opdaget af Røde Carl, som var den arbejdsmand, der havde jobbet med at holde toiletterne rene, var der kontant verbal afklapsning. Røde Karl var rettroende SF'er og frafaldne kommunist. Han tilbragte det meste af dagen ude på toiletter med at argumentere for det nye venstrefløjsparti, og i baglommen havde han altid 'Minavisen', som var SF' forsøg på at starte et dagblad. Det udkom 2 gange om ugen, og Røde Carl udlånte det gerne til de toiletsøgende kolleger, ja han opfordrede dem ligefrem til at tage det med i aflukket, for bagefter nærmest eksaminere de pågældende i indholdet....
Toilettet var værkførerfritområde, men ofte skete det, at vi blev hentet tilbage til arbejdet af de respektive svende, vi arbejdede for.....tjah, igen må man konstatere tidernes foranderlig.

Ansat på Junckers Savværk (Savværkshistorier 2)

Da aftjeningen af min værnepligt i sensommeren 1971 nærmede sig sin afslutning var tiden inde til at se livets realiteter i øjnene. Der skulle findes et job og tjenes nogle penge! Min kæreste, der fulgte ivrigt med på jobmarkedet, sendte mig en dag en jobannonce til mig på mit tjenestested, der var Bevogtningsfartøjet P 535, "Nymfen", som i denne politiske og vejrmæssige varme sommer udgjorde NATOs fremskudte trussel mod ”de Røde” i Rønne havn.
Annoncen var indrykket i Næstved Tidende af et bureau ved navn WA & Bates, som for en kunde søgte en maskinmester til vagtgående tjeneste på firmaets kraftcentral. Jeg reflekterede på annoncen og blev indkaldt til en samtale. Virksomheden var Junckers Savværk, en virksom, der var mig ligeså ubekendt, som WA & Bates!
Med natfærgen og en køjeplads i en 4-køjes kahyt begav jeg mig til Køge en smuk sensommerdag iført mit bedste tøj – fløjlsbukser med hængerøv, skrigende gul skjorte, et grimt grønt strikket slips og en lysebrun læderjakke, der havde set bedre tider – mit bedste tøj!
På savværket fik jeg i porten udleveret et meget detaljeret oversigtskort over området, som viste sig at være ganske omfattende. Med dette kort i hånden fandt jeg vej til maskinværkstedet, hvor afdelingsingeniøren med kontor ud til en ydmyg svalegangs på 1. sal residerede. Han havde som funktionsområde udover kraftcentralen også maskinværkstedet og el-værkstedet. Det var ham, der havde indkaldt mig til samtalen. Tilstede under samtalen var også en yngre, lidt langhåret 35-årig mand med begyndende grånende hår, iført brune fløjlsbukser også med hængerøv, kakifarvet arbejdsjakke og kappeløse træsko. "Det er vores maskinchef", sagde afdelingsingeniøren. Maskinchefen skulle blive min chef – på godt og ondt (ligeligt fordelt) - de næste 30 år!
Denne mit unge livs første ansættelsessamtale skræmte mig lidt. Det blev med klartekst gjort mig klart, hvilke forventninger, der var til den heldige person, som skulle have jobbet. Der var noget med ikke at køre hjem, når vagten var slut, hvis der var driftsmæssige problemer; man måtte være indstillet på at blive tilkaldt på vilkårlige, ubekvemme tidspunkter, hvis en kollega havde hjælp behov, og i revisionsperioder, der som regel faldt sammen med andre menneskers ferier og helligdage, dvs. jul, påske og industriferien, skulle ferie ikke forventes bevilget. Endvidere var kun hver 4. weekend friweekend, hvis altså ikke lige, der var sygdom blandt kollegerne, eller en af disse ekstraordinært havde fået bevilget fridag. Jeg sad med en fornemmelse af at være ved at sælge min sjæl til fanden for ussel mammon! Klogelig undlod jeg at give udtryk for denne fornemmelse. Som modydelse for disse fordringer blev der stillet mig i udsigt en spændende arbejdsplads med mange gode muligheder for personlig udvikling og avancement, samt ikke mindst en efter tidens forhold ganske attraktiv løn, som bestod af en månedlig grundløn på 3600 kr.
samt et tillæg for genen ved forskudt arbejdstid på ca. 25% af grundlønnen – ganske attraktivt!
Efter denne samtale, som havde fundet sted under indtagelsen af kaffe og en spandauer, viste maskinchefen mig rundt på kraftcentralen. I min ufattelige naivitet fik jeg givet udtryk for min benovelse over, at det var muligt at fyre en dampkedel med træ! At maskinchefen ikke reagerede med en bedrevidende nedladende kommentar - det erfarede jeg senere - var et eksempel på den berømte undtagelse, der bekræfter reglen!
Hele ansættelsensseancen sluttede på Skipperkroen med et par stykker smørrebrød, en øl og en snaps. Inden vi skiltes, blev jeg forespurgt, om jeg stadig mente, jobbet var attraktivt for mig, og noget i modstrid med sandheden svarede jeg, at det var det!
Forinden havde jeg gjort et kikset forsøg på, at få betalt en flybillet til Rønne, som var en nødvendighed for mig for at kunne rettidigt tilbage og deltage i den afslutningsfest, der var planlagt på 'Nymfen' samme aften.
Det var dengang var kutyme, at jobansøgere fik refunderet eventuelle rejseomkostninger i forbindelse med en jobsamtale. Jeg havde imidlertid som værnepligtig fri rejse med offentlige transportmidler, og det var afdelingsingeniøren så udmærket vidende om! Jeg betalte selv flybilletten til Rønne og nåede afskedsmiddagen i rette tid, hvor jeg så kunne berette til mine skibskammerater om dette mærkelige foretagende, der var på vej til købe min sjæl.
En uges tid senere kom der en opringning til mig på 'Nymfen'. Jeg blev kaldt ned til intendanten, kaldet 'regnemanden', og troede, det værste var sket, for det var virkeligt usædvanligt, at der var telefon til en af de værnepligtige. I den anden ende af røret var en sekretær, som gerne ville have oplyst til hvilket adresse ansættelsespapirerne skulle sendes. Noget fjoget og forvirret må jeg have forekommet, inden det blev mig forklaret, at jeg havde fået tilbudt jobbet som vagtgående maskinmester på Junkers Savværks kraftcentral, kaldet afdeling Mk. Jeg fik også at vide, at der havde været 4 ansøgere, og at jeg efter grundig overvejelse havde fået tilbudt jobbet, men at der i øvrigt havde meget megen tvivl om, hvem der burde have tilbuddet, da alle 4 ansøger stod meget lige. Man gjorde således ikke noget forsøg på at fortælle, at jeg havde været det indlysende valg til jobbet!
Få dage efter at papirerne var underskrevet og returneret til Junckers Savværk, blev jeg bedt til ansættelsessamtale på HC Ørstedsværket, som dengang hørte under Københavns Belysningsvæsen. Noget frustreret meldte jeg afbud til denne opfordring, for jeg havde under min studietid på Kbh. Maskinskole været på studietur med klassen til dette værk, og var oprigtigt fascineret af de store kedler og turbiner og – måske – især, at værket havde det, der dengang var verdens største stationære dieselmotor. Jeg kunne sagtens se mig selv i dette miljø.
Nå, ræsonnerede jeg (både for mig selv og mine nærmeste omgivelser), et savværk og så maskinmester, det var vel ikke lige det, man havde drømt om for år tilbage, da fremtiden skulle formes. Næh, at være maskinmester, det er noget med en meget stor dieselmotor - og den skal helst ligge i et meget stort skib, som skal befinde sig på et meget stort hav!
Jeg giver dette job 2 år; lidt erhvervserfaring vil der vel altid være at hente, selv på et savværk, lod jeg flot mine nærmeste omgivelser vide!
Det skulle vise sig at gå helt anderledes.....
Jeg mødte op til min første arbejdsdag den 15. oktober 1971. Min grønne døende VW årgang 1952 parkerede jeg foran maskinværkstedet lige overfor kraftcentralen. Samtidig med mig, ankom min fremtidige chef, maskinchefen, iført strikket tophue og en vindjakke, der bestemt havde set bedre dage, kørende på en ældre NSU Prima scooter. Jeg blev budt velkommen, og vi fulgtes ad over til kontrolrummet i turbinesalen, hvor jeg hilste på nogle af mine fremtidige kolleger. Ved 9-tiden skulle jeg præsenteres for de øvrige funktionærer i afdelingsingeniørens område på det daglige morgenmøde - kaldet 'morgenbønnen' på hans kontor. Resten af dagen brugte afdelingsingeniøren med at vise mig rundt på savværket, og inden fyraften skulle min fremtidige arbejdstid aftales mellem maskinchefen og mig. Resultatet blev, at jeg startede på nattevagt til oplæring med en ældre kollega den efterfølgende dag, som var en lørdag Jeg forsøgte lidt naivt at redde mig en weekend fri og foreslog, at jeg først startede mandag aften, hvilket maskinchefen slet ikke så nogen grund til, og sådan blev det - ligeså meget andet, når han havde sat sig noget i hovedet.
Det gik som nævnt ikke helt efter planen. Jeg blev på matriklen de næste 40 år, begunstiget af gode kolleger og spændende, varierende og – ind imellem – komplet uforudsigelige arbejdsopgaver. Men det er en helt anden historie….

Erantisvej

Erantisvej i Næstved, det var barndommens gade. Vi flyttede ind i nr. 3 i 1950. Det var byens prestigebyggeri, beliggende på det, der dengang gik under navnet 'Ridemarken', som var et gammelt øvelsesterræn for byens tidligere dragonregiment. Hurtigt blev det omtalt som 'Dollargrinet', et navn, der langsomt gik i glemslen samtidig med (men ikke fordi!) jeg forlod byen i begyndelsen af halvfjerdserne. Huslejen var efter datidens forhold høj, helt nøjagtigt 94 kr. om måneden, og vi - min mor og far og den 5 årige - var da også en de få arbejderfamilier i det helt nye byggeri. Øvrige beboere i komplekset var hovedsagelig laverestående funktionærer, små erhvervsdrivende og (især) de officerer, der var igang med en militær karriere på Gardehusarkasernen. Det var et godt sted at være barn, der var altid mange jævnaldrende at lege med. Om sommeren lavede vi gange og byggede huler i den skiftevis senneps- og kornmark, som de første år lå lige overfor blokken. Den ejedes af en slagtermester og kreaturhandler, der jævnligt kom anstigende i sin store bil. Når han så os lege på marken råbte og skreg han, samtidig med at han fægtede vildt med sin krogede stok - og vi ilede hastig tværs gennem marken til anden side. Sidenhen blev der anlagt en lille boldbane på marken, og her blev udkæmpet mange landskampe mellem Danmark og Sverige samt mellem Brasilien og England. Det foregik med to eller tre på hvert hold til et mål med fælles målmand. Vi skiftedes til at være Pele, Stanley Matthews og Knud Lundberg eller hvad de nu hed dengang. Om vinteren spillede vi fodbold nede i kælderen - det kostede nogle pærer - indtil vicevært Didriksen viste sig i den anden ende af gangen. Han behøvede ikke engang sige noget; han rykkede bare brynene, og vi pilede væk. Han var nu et rart menneske. Vi legede også røvere og soldater. Den senere folketingsmand Helge Adam Møller, som var et par år ældre boede også i komplekset, og han insisterede altid på at være anfører i denne leg. Han var vist lidt af en vildbasse.
Men det var også gaden, hvor der blev stiftet langtidsholdbare venskaber og til mit nære netværk hører endnu idag nogle af de dengang 5- 10 årige drenge, jeg blev venner med.

Gården i Vinstrup

 

For kort tid siden kom jeg i besiddelse af et postkort fra 1905, som bragte minder frem. Det viser den sydlige indfaldsvej til landsbyen Vinstrup ( i 1905 Vindstrup) med et par gårde og et aftægtshus i baggrunden. Gården i midten, hvoraf stuehuset med skorstenen er næsten skjult bag aftægtshuset, skulle blive min farbror Haralds. Markerne på vejens højre side var en del af de 28 td. land, der hørte til gården. Hos ham og tante Anna tilbragte jeg fra 1. klasse og til realklassen hvert år en eller to uger i sommerferien samt ugen i kartoffelferien, som de på landet betegnede efterårsferien.

Vinstrup er en lille landsby ved bredden af Tystrup-Bavelse søerne. Den bestod dengang af 5 – 6 gårde, en købmand, en smedje og et missionshus og 5 – 6 huse, hovedsagelig aftægtshuse for de gårdejerfamilier, hvor gården var gået arv til næste generation. Kirken og brugsen lå i nabolandsbyen Tystrup, som sognet havde fået navn efter. I et lille lokalt skrift fra 2002 ”Et Sjællandsk Sølandskab” beskrives området: ”Sølandskabet hører til Sjællands yndigste egne. Den langstrakte vandoverflade med Tystrup og Bavelse søerne slynger sig mellem vældige bakker, hvis sider falder brat ned mod vandet, skovklædte eller med åbne marker. På skråningerne hager landsbyerne sig fast, med strågrå tage og røde tegl tittende frem mellem husenes æblehaver.” Landsbyen Vinstrup i halvtresserne kan ikke beskrives bedre.
Min farbror Harald blev som den fjerde af de af min farmor og farfars 12 overlevende børn som spæd adopteret af min farmors søster Marie Ellen Rasmussen, der var gift med gårdejer Hans Christensen, idet ægteskabet var barnløst. Man kan vel altid hjælpe en barnløs søster med et barn, når man nu selv har så rigeligt af dem. Harald forblev livet igennem betragtet – og betragtede sig selv - som en ’fuldgyldig’ bror til de øvrige 11 søskende og beholdt da også begge efternavne, Jakobsen Christensen. Han giftede sig med Anna fra traktørstedet Røde Hus i den nærliggende landsby Tadse. De fik fire børn, Ingrid, Erna, Ellen og Ole, der døde som lille.
Gennem min mange ferier over 10 år fik jeg et unikt indsigt i livet på landet i halvtresserne; det var indsigt i en verden, der ikke eksisterer mere, og som var vidt forskellig fra min hverdag dengang. Og som jeg ikke ville have undværet.
Sognet var indremissionsk, og familien på gården tog ivrig del i bevægelsens møder, hvad enten de foregik i landsbyens missionshus eller i stadsstuen på en af gårdene. Så blev der sunget salmer, bedt bønner og læst op, eller en indforskrevet missionær gav deltagerne et guds ord med på vejen. Om søndagen og til højtiderne var kirkegang obligatorisk. Tante Anna havde den smukkeste sopranstemme, - mild og klokkeklar - som jeg dengang nogensinde havde hørt. Når hun lod sin røst lyde i kirken, tav menigheden og lyttede. Til min farmors begravelse i Sorø kirke sang hun solo stående foran alteret.
Intet måltid blev indledt uden Harald med messende stemme havde bedt bordbønnen:
I Jesu navn går vi til bord
At spise, drikke på dit ord
Dig Gud til ære, os til gavn
Så får vi mad i Jesu navn
Derefter rejste Anne sig op og sagde værsgo’. Og så begyndte man at spise. Det var et ritual, som den øvrige - mere verdslige indstillede - del af familien for længst havde indfundet sig med, ligesom de havde det med, at der heller ikke blev serveret alkoholiske drikke. Modsat accepterede Anna og Harald så også den mere verdslige livsstil, når de var gæster ved en familiesammenkomst. Det var ikke noget problem; alle kunne sagtens more sig sammen, og det var bestemt ikke noget kedeligt og trist hjem at være feriebarn i.
Da jeg først halvtresserne begyndte at komme i ferierne på gården, havde den grå Ferguson holdt sit indtog i landbruget. Heste sås stadig, men de var efterhånden sjældne som arbejdsdyr. Der blev høstet med selvbinder, trukket af den grå Ferguson. Efterfølgende blev negene stillet op i traver på rækker, der skulle stå snorlige (så folkene på nabogårdene ikke kunne ’ pege fingre af det’). Efter en uges tid på marken blev negene kørt hjem i laden for om vinteren at blive tærsket i det fladremstrukne, uafskærmede tærskeværk, der stod i loen – en forlængelse af laden. Tærskning var meget mandskabskrævende, og alle var af huse, når der blev tærsket, min tante, de af pigerne, som evnt. var hjemme, samt karl og gårdejer fra nabogården. Man hjalp hinanden. Jeg var kun med til at tærske enkelte gange, for det var udpræget vinterarbejde, som først rigtig blev udført efter, at roerne var kørt hjem og forsvarlig læsset af i en roekule, som blev overdækket med halm og jord. Roerne blev brugt som vinterfoder til de 7 – 8 malkekøer og 2 – 3 kvier, som farbror Haralds gård havde. Kornet, hovedsagelig byg, blev valset og blandet med valle – restprodukt fra mejeriets osteproduktion -  og givet til de 30 – 40 svin som bestanden omfattede. Man kan sige, at gårdens produktion ud af gårdspladsen var slagtegrise og mælk. Markens afgrøder blev brugt i en form for ’lukket kredsløb’ til dyrefoder. Der blev ikke solgt afgrøder.
Som medhjælp til dette ganske omfattende arbejde havde Harald en karl, som blev fæstet for et halvt år af gangen – fra 1.november til 1. Maj. Lønnen var dengang for en halvårsperiode 1000 kr. samt kost og logi og med arbejde hver anden weekend. Logiet var et beskedent værelse i en af længerne. Der var ikke rindende vand, men et vaskestativ med vandbalje i værelses forkammer. Vandet kunne hentes i det rum op til kostalden, hvor mælkespande og junger blev rengjorte. Karlen indgik som en del af familien, og opholdt sig tit sammen med denne om aftenen. Flere af de karle, jeg lærte at kende forsøgte – forgæves – at gøre kur til mine kusiner. Der var jo ingen mandlig arving til at overtage gården.
Før i tiden, da min far var barn i begyndelsen af forrige århundrede – og var feriedreng på gården – var der to karle og to piger ansat til medhjælp.
Som feriedreng var det en spændende verden at være i. Jeg glædede mig til hver ferie, for jeg var med i alt, hvad der forgik i bedriften. Dagen startede ved 06-tiden med morgenmalkning og fodring af dyrene. Om sommeren kom køerne på græs efter malkningen og blev hentet hjem i stalden igen sidst på eftermiddagen til aftensmalkningen. Når staldarbejdet var forbi ved 8-tiden var det tid til morgenmad, som Anna havde klar til Harald og karlen i køkkenet. Morgenmaden var solid. Først en stor portion havregrød, så en tallerken smørrebrød med et glas mælk til. Så var det tid til kaffen, som blev indtaget, mens Harald holdt en lille andagt, startende med at en fast rubrik ’Ordet’ i ’Kristeligt Dagblad’ blev læst op. Avisen blev hold i fællesskab med nabogården. Efterfølgende sang man et salmevers, og til slut bad man Fader Vor. Måltidet var blevet indledt med den traditionelle bordbøn. Og så var man ellers klar til at gå videre med dagens arbejde, kun afbrudt af formiddagskaffen ved 10-tiden. Var man i marken under høsten kom Anna på cykel ud med den samt med saftevand. Kaffen var altid ledsaget af hjemmebagt brød. Der var varmt mad til middag efterfulgt af dessert, som regel grød. Hvis der blev serveret suppe, blev denne efterfulgt af en varm ret, ofte kødet, som suppen var lavet af; så var der ingen dessert. Efter en times eftermiddagssøvn gik arbejdet igen, og det sluttede først, når aftensmalkning og fodring var afsluttet ved 18-tiden. Så var det tid til aftensmad, kold mad med diverse hjemmelavet pålæg. Man levede godt på gården, og det må have været mere end et fuldtidsarbejde for Anna, at sørge for husbond og karl, når køkkenhaven - som gjorde husholdningen næsten selvforsynende - og hønsegården også var hendes domæne. Mine kusiner var dog i flere perioder – mellem forskellige jobs – hjemme på gården for at hjælpe til. Erna, den mellemste, tjente i en periode, som karl for sin far. Ellen den yngste var i flere perioder mellem forskellige jobs – hun fik aldrig en uddannelse – hjemme og hjælpe Anna. Jeg var altid særlig glad for at være der, når hun boede der. Hun var 10 år ældre end mig og noget af et livstykke, en glad pige, altid i godt humør, parat til at se det sjove i alting, og hun lavede altid en masse sjov med mig, Somme tider tog hun mig med ud at ro på søen i naboens robåd, eller vi badede i søen. Hun blev (selvfølgelig) som den første af kusinerne gift. Den tilkommende hed Ove, var manufakturekspedient og var søn af missionær Nielsen fra Herlev, der tjente til livets ophold ved at køre rundt i sin gamle bil og sælge indremissionsk litteratur. Han kom ofte forbi – med usvigelig sikkerhed sådan cirka lige før middagstid – og blev altid indbudt til at spise med (hvad han vist aldrig undslog sig).
Brylluppet blev holdt på gården. Der var opstillet et telt på gårdspladsen for kunne rumme alle de 50 -70 gæster, der deltog: Det halve sogn, den hele familie og så sognepræsten. Der blev holdt et utal af taler, sunget et utal af sange og salmer – og der blev ikke serveret èn dråbe spiritus, men uanede mængder af saftevand, æblemost og sodavand. Det blev sidste gang, jeg så min yndlingskusine Ellen. I mit indre misundte jeg Ove, hendes mand, for jeg havde som dreng nok været en lille smule forelsket i Ellen. Jeg ved hun fik 2 eller 3 børn, og at hun og Ove købte en herremanufakturforretning i en sjællands provinsby. Men vore veje krydsedes aldrig.
Den mellemste datter, min kusine Erna, var uddannet børnehavelærerinde, som det hed dengang. Noget livstykke var hun ikke. I en moden alder blev hun gift med en missionær, der i mange år havde forsøgt at frelse sjæle i den tredje verden. Han var mange år ældre end Erna og var blevet alene med en større børneflok, som Erna nu skulle være mor for. Hun fik aldrig selv børn.
Ingrid var den ældste af de tre døtre og uddannet økonoma. Hun arbejdede i en del år på sygehuset i Næstved og kom en del i hjemmet hos os. Hun var egentlig en ret livlig pige, der måske have distanceret sig lidt fra det indremissionske barndomshjem, og der er sket, at hun, når hun var hjemme på gården en weekend, kom til at udtrykke sig lige lovligt bramfrit. Så hævede Harald brynene og formanede: ”Så, så, Ingrid, sådan taler vi ikke her i huset”. Hun tog ofte på charterferie i bus til Sydeuropa. Jeg kendte engang en smed, som havde været med på samme tur som Ingrid. Jeg kunne forstå, at Ingrid ikke havde holdt sig tilbage på nogen måde. Hun blev aldrig gift. Om hun nogensinde mødte kærligheden ved jeg ikke.
I begyndelsen af tresserne solgte Anne og Harald gården, Nye tider var på vej i landbruget. Tiden for de små landbrug var ved at rinde ud, og gården blev opkøbt af en anden gård og jorderne drevet derfra. Anna og Harald flyttede ind villaen overfor gården, som de havde sikret sig år tilbage som aftægtbolig.
De fik nogle år sammen i ’aftægtshuset’. Harald døde i 1970. Anna overlevede Harald  mange år og døde i 1983.

Skifteholdsvagt (Savværkshistorier 1)

Den 15. oktober 1970 begynder jeg som maskinmester på tilflytterbyens savværk. Med i bagagen har jeg en solid teoretisk viden om dampkedler, dampturbiner, produktions af elektricitet og dampteori – nyuddannet, som jeg er. Hvad jeg ikke har med i bagagen, er praktisk erfaring i jobbet som maskinmester. Jeg er blevet udvalgt som den fremmeste af fire ansøgere! På førstedagen i mit nye job får jeg dog at vide af min nye chef, at alle fire ansøgere egentlig stod meget lige, og at det ligeså godt kunne være blevet en anden, som fik jobbet. Velkommen til savværket, Bent!

Jeg skal forrette tjeneste som vagtgående maskinmester på savværkets kraftcentral, der ud af restprodukter fra opskæring af råtræ og overfladebehandling af gulvplanker producer elektricitet og damp til produktionen – et ganske smart kredsløb. Sammen med tre næsten jævnaldrende - og inden for få år nyansatte - kolleger skal jeg dække vagten på kraftcentralen. Fire mand i 3-holdsskift? Joe, det er skam rigtigt nok! Sikkert svært fattelig efter nutidens normer, hvor der er fem eller seks hold. Men vi var seje dengang. Vi har så heller ikke noget valg!
Vi får hurtigt et godt forhold til hinanden med de fælles referencer, vi har: Alle er vi tilflyttere til lillebyen, nyetablerede familier med småbørn, husbyggerier eller huskøb – alt det er forudbestemt af omstændighederne. Selvvalgte referencepunkter kommer til: Vi brænder sprit, laver vin og brygger øl – og nok så væsentlig, vi drikker det også ofte sammen – og vi fester sammen. At vi så har en chef, som kun er 8 – 10 år ældre, og som er væsentlig dygtigere end os, bevirker, at enhver tanke om et hurtigt avancement ikke er aktuel. Det er ikke skadeligt for det gode forhold. Stikker en af os snuden lidt for langt frem – og kan jo ske – så bliver vedkommende hurtigt sat på plads chefen og vedkommende er igen på rette tanker. Kom ikke mig for nær!!
Som det vil forstås, er forholdet til kollegerne stor set uproblematisk. Vi bli’r faktisk venner, og nogle af dem arbejder jeg sammen med i over 30 år.
Som vagtgående maskinmester er jeg en slags holdleder eller arbejdsleder for 2 kedelpassere, ja på nogle vagter for yderligere 2 mand.
Forholdet til kedelpasserne er anderledes, men ingenlunde dårligt. Lad mig indledningsvis fortælle, at kedelpasserne på kraftcentralen stort set er flinke og rare mennesker, der med omhu passer det, de er sat til. Mange af dem har været på kraftcentralen i en menneskealder og har således ramt 25 års jubilæet. Slige personer kan dog udvikle en speciel karakter. Man kan betegne dem som personligheder eller originaler, alt efter temperament. De fleste har en baggrund som uddannede mejerister, (hvortil der kræves et kedelpassercertifikat til pasning af mejerikedlen), og de har altså ingen teknisk baggrund. Af samme årsag er deres egnethed til at varetage pasning af en pæn stor industridampkedel da også meget varierende. Som nævnt kan medarbejdere med mange års ansættelse udvikler individuelle egenskaber, der af nogle måske kan betegnes som særheder. (Her er jeg på hjemmebane!). Kedelpasserne på kraftcentralen er ingen undtagelse!
De første jeg sættes på hold med, er Kaj Olsen og Theodor Schødt. Kaj er over de tres og udstråler venlighed. Han en lille velbegavet mand med hurtige og energiske bevægelser. I ledige stunder kan man se ham se ham sidde og læse i en kemibog for at blive fortrolig med vandkemien i det nye vandrenseri, som er et moderne ionbytteanlæg – og det er ikke for nybegyndere. Ofte kommer han ind på mesterkontoret og spørger om noget, han ikke helt har forstået. Han er oven i købet så flink, at han lader, som om jeg – den nye maskinmester - bestemmer. Han har været på kraftcentralen i over en menneskealder, og af gamle kedeljournaler kan jeg se, at den martsaften i 1945, hvor jeg kom til verden, var Kaj på vagt på kraftcentralen. Makkeren Schødt er på samme alder, men han er forholdsvis ny mand i jobbet. Han har en fortid som rutebilstationsbestyrer, et job han mistede, og han har derfor måtte søge nye udfordringer. Som uddannet mejerist og med et kedelpassercertifikat af ældre dato bliver jobbet som kedelpasser på lillebyens savværk den nye udfordring. Han er egentlig også en rar mand, men hans angst for den store industridampkedel - der ikke den fjerneste lighed med tidligere tiders mejerikedler har at gøre - gør ham nervøs, og han fatter ikke så meget af det, han beskæftiger sig med, og ofte må han have hjælp af Kaj, som kan håndtere den store kedel, med samme suverænitet, som en skoleelev i dag håndterer sin iPhone. Schødt er fejlcastet til jobbet.
En gang om året skifter vi hold, og så er der to nye kedelpassere at vænne sig til. Efter fire år har vi så været hele rækken igennem, og vi kender alle hinandens særheder og måder at skal tages på. Som nævnt er kedelpasserne individualister med mange års indarbejdede særheder. Forsøg på at præge dem er mestendels håbløs gerning. Det bliver læren.
Jeg husker i dag - så mange år efter - ikke rækkefølgen af dem, jeg danner hold med, men nogle af dem efterlader blivende indtryk. Blandt dem er makkerparret Frederiksen og Clemmensen. Frederiksen har været over 25 år på kraftcentralen, og han er et behageligt og venligt menneske, der især under kedelrensninger knokler det bedste, han har lært. I den daglige drift er han stort set upåvirkelige overfor gode råd om andre måder at passe kedlen på, og han har altid en færdig forklaring (den samme hver gang!) på, hvorfor kedlen enten ryger eller at kedeltrykket bliver ved med at falde. Sandheden er som regel, at han er faldet i søvn. I de lyse timer er det kun en let søvn, men om natten er det i en så svær søvn, at alarmer fra kedlen ikke vækker den sovende – og ofte kraftig snorkende – kedelpasser. Den store kedel, som det var hans opgave at passe, er godt nok udrustet med lokalalarmer for røgdetektoren og for lav vandstand, men ingen automatik griber ind, når alarmgrænser krydses. Det skal kedelpasseren gøre. Nattevagt sammen med Frederiksen er en stor udfordring for en ung maskinmester. Hans makker Clemmensen bliver ansat senere end mig. Han har tidligere arbejdet på kraftcentralen, og stor er overraskelsen blandt ældre medarbejdere, da nyheden om, at Clemmensen kommer tilbage, breder sig. Han er en tætbygget kraftkarl, der ikke bryder sig særligt meget om sit arbejde, men skal der udføres en opgave, hvortil der kræves mange kræfter, så er han lige manden.
Havde jeg bedt han skære gevind på skorstenen, var ufortøvet gået igang, i øvrigt uden at stille spørgsmål i det fornuftige (eller umulige) i opgaven. Clemmensen er passioneret kaninavler. Hele hans verden går op i kaniner, og han snakker stort set ikke om andet. En kollega udtrykker det således, at efter at have hørt på Clemmensen i 10 minutter længes man ufatteligt meget efter en gulerod! Sit begrænsede intellekt til trods, så beklæder han med stor entusiasme posten som formand for den lokale kaninavlerforening.
Ret hurtigt får han makkeren Frederiksen med i foreningsarbejdet. De mangler nemlig en pålidelig kasserer, for kaninavlerforeningen afholder hver mandag et stort bankospil på lillebyens teaterbygning, og mange penge er på spil. Frederiksen er selvskreven til posten med den erfaring han medbringer som bestyrer af en tipsklub og en aviskasse på kraftcentralen. Nattevagt med makkerparret på en mandag, når de ankommer på arbejde direkte fra ugens bankospil i foreningen, er den ultimative manddomsprøve for en ung maskinmester. Det kræver virkeligt sin mand at holde dem vågne, for også Clemmensen har et stort sovehjerte.
Mere af venlighed end af interesse lægger jeg tit ører til de to passionerede kaninavleres kaninsnak. Jeg må være blevet fejlopfattet, for på et tidspunkt mener de i mig at se potentialet til en kommende kaninavler, og de forærer mig en kaninunge! Efter at have haft kræet hjemme nogle dage er hele huset begyndt at lugte af kanin. Fruen afgør sagen. Kaninavl skal ikke være min nye hobby! Og dyret må afleveres tilbage. Det bli’r det så, og jeg gør ingen modsigelser mod fruens beslutning.
En lige så stor udfordring er det at have Røde Ejner på sit hold. Jeg mener, han har rundet de 40 år på kraftcentralen, da jeg starter i jobbet, og jeg kan ligegodt tilstå, at var han blevet en mine første kedelpassere, så var jeg løbet skrigende bort efter kort tid. Røde Ejner er enkemand og bor i en toplans villa i lillebyens digterkvarter sammen med sin gamle hund. Han er på sine gamle dage blevet menneskesky og kommer kun ud, når han cykler frem og tilbage på arbejde og i haven kun, når naboerne sover. En ensom stakkel er han - og noget af en satan overfor de nye maskinmestre, som han skal vænne sig til. Forandringsvillighed er ikke Røde Ejners spidskompetence! En nyansat maskinmester bliver udsat for alverdens brokkerier, chikanerier, bagtalelse og bliver i øvrigt skældt huden fuld i tide og utide. Jeg er blevet advaret, inden jeg kommer på hold sammen ham. Det sker efter, at jeg har været i jobbet 2 – 3 år, så det er med en vis ballast, at jeg starter op med Røde Ejner og den - med mig - jævnaldrende Asger på holdet et år efter sommerferien. Jeg slipper delvist nådig gennem ”indkøringsfasen” med Ejner. Mit held er formentlig, at han og Asger ikke kan udstå hinanden. Jævnligt ringer Røde Ejner til mesterkontoret for at beklage sig over makkeren. Til sidst må jeg tage fat i Asger og bede ham om at slappe lidt af.. Asger ved godt, at han driller Røde Ejner og indrømmer, at han s’gu ikke kan lade være, men han irriterer ham alt i den grad. Da jeg påpeger, at jeg er træt af at lægge øre til Ejners beklagelser, lover Asger at forbedre sig. Det gør han så, men kun et stykke tid!
Så ud over lidt brokkerier, en del bagtalelse og noget skæld ud fra Ejnars side, går det egentlig meget godt. Det lykkes mig stort set at ignorere disse bagateller. Og en skønne dag er jeg ligesom alle de andre maskinmester blevet fundet god nok. Han begynder at byde mig en cigaret, når jeg kikker ind til ham i buret på fyrpladsen ved den store kedel. Efterhånden har jeg næsten fri adgang til hans cigaretter. Jeg skal blot stikke hovedet ind i buret, og pakken med Scotchman bliver rakt frem mod mig. Afslår jeg, bli’r han lettere fortørnet. Og der er en god grund til afslå; cigaretterne er knastørre efter i måneder at have ligget i hans vindueskarm. Ejner køber nemlig mange kartoner cigaretter af gangen – til måneders forbrug. Han vender dem omhyggeligt hver uge, for at de ikke skal tørre ud. Men det gør de! Tit og ofte har han også et lille stykke chokolade med til mig. Og når jeg giver mig tid til sætte mig ned og snakke lidt med ham, så begynder han at fortælle om sin hund, sin afdøde hustru, og om dengang han som dreng var bydreng hos skibshandleren på havnen og kom ombord på skibene med varer. Så får jeg lidt medlidenhed med ham.
Røde Ejnar er kommunist, medlem af partiet og abonnerer fast på Land og Folk, som altid ligger fremme bordet i buret. Ignorerer jeg avisen, bliver den diskret skubbet over bordet til mig i gæstestolen. Reagerer jeg stadig ikke, kommer det så: ”Skal du ikke læse avisen i dag? Det er en god avis at blive klog af!”. Dette er sagt med et underspillet smil og et glimt i øjet. Jeg kan ikke helt udelukke, at en af årsagerne til, at jeg kom relativt let gennem min indkøringsfase med Røde Ejnar var, at jeg af venlighed lader ham låne mig avisen med over på mesterkontoret nogle gange. Ejner kommunistiske anskuelser til trods, så er han noget af det mest borgerlige, der tænkes kan – han ved det bare ikke selv!
Et decennium senere er den gamle garde af kedelpassere gået på pension. De fleste får et kort otium og lever kun få år efter den pensionering, de længtes så meget efter. Måske slidt op af jobbet.

Den Røde (Savværkshistorier 3)

I en menneskealder – eller mere – var jeg ansat på en industrivirksomhed i en mindre sjællandsk provinsby. Den var byens største private arbejdsplads, branchens største i landet og i en periode Europas største. En virksomhed med visioner var det og med visionære ledere. Og så var det den bedste arbejdsplads, jeg nogensinde har haft!  

Med en enkelt undtagelse havde jeg aldrig haft kontakt med nogle af de direktører, der var i min tid. Jeg opererede niveau’er under. En enkelt af direktørerne lærte jeg at kende bedre end de øvrige. Han kom til fabrikken som ung mand – lidt over de tredive - som direktionssekretær for den gamle direktør. Den unge mand, handelsuddannet fra en højere læreanstalt, kom fra et job på en rugbrødsfabrik og fik blandt godtfolk hurtigt øgenavnet ”Krumme”. Det blev snart afløst af et andet øgenavn ”Den Røde”, for rødhåret var han, og han bekræftede fint fordommen om, at rødhårede personer ikke er uden temperament.
Den gamle direktør var slet ikke særlig gammel. Han var efter sigende en karismatisk person, som hver morgen lod sig bringe fra domicilet på naboøen til industrivirksomheden i den lille sjællandske by i stor Volvo med privatchauffør.  Der var stor respekt om ham. Historien om, hvordan en afdelingsleder havde opsøgt ham i et ærinde om højere løn gik fabrikken rundt. Rygtet sagde, at afdelingslederen efter fremførelse af sit ærinde, forlod direktionskontoret gående baglæns ud af døren, helt og aldeles overbevist om, at han oppebar en alt for høj løn! Vittige sjæle mente tilmed, at have set samme afdelingsleder gå baglæns ned ad trappen fra direktionsgangen. Jeg mødte enkelt gang den gamle direktør i en mennesketom produktionsafdeling, og den bevægelse, han tavst gjorde med hovedet var vel en hilsen. Han manglede ellers ikke ord. En vittighed gik på, at blev han spurgt om, hvad klokken var, så kunne han tale et helt kvarter, uden at spørgeren efterfølgende var blevet klogere på tidspunktet. Et politikerpotentiale må have været til stede, og i sine sidste år som direktør på virksomheden i den lille sjællandske by var han da også ofte deltager i regeringsarrangerede handelsdelegationer til fjerne lande – og derfor sjældent tilstede på virksomheden. Og nu skulle han videre med karrieren, og efter en kort periode som direktør i en anden virksomhed blev han da også industriminister i en borgerlig regering. Karrieren kronedes med udnævnelse til kammerherre og en post som bestyrelsesmedlem i landets største rederi – en post, som han nok forventede udskiftet med posten som bestyrelsesformand. Men en fodfejl spændte vist ben for det.
Der var, som det forstås, nogen at leve op til for Den Røde, - midt i trediverne og med et ungdommeligt studentikost udseende – da han blev udnævnt til direktør.
Der var mange, der var spændte på, hvordan han skulle klare det. Vi kom ikke til at vente længe! Det blev hurtigt klart, at der var Den Røde – og så var de andre! Han fik en kanonstart som direktør. Nok som en kombination af dygtighed og tidernes gunst fik virksomheden et par år i træk et trecifret millionoverskud. Det var aldrig sket før.
 På den tid kom jeg ved en eller anden firmamæssig begivenhed – i et privat hjem - til at sidde ved siden af ham i en sofa. Han havde på det tidspunkt som firmabil en stor Citroên. Jeg havde hørt fra pålidelig kilde, at den stod for udskiftning. Dengang kunne medarbejdere med stor fordel købe udrangerede firmabiler, og mit hu stod dengang til store biler – mest af alt Citroên´er! Altså tog jeg mod til mig og spurgte, om jeg kunne købe hans bil. ”Det kan du sg´u godt” sagde han. ”Snak med bogholderen om det!” Jeg begik nu i ungdommeligt overmod den fejl at begynde at prange om bilen og forsøgte at påpege diverse fejl og mangler. Samtalen sluttede brat med Den Rødes ord: ”Jeg er da virkelig skideligeglad med, om du vil købe min bil!” End of story!
Jeg lærte Den Røde at kende lidt bedre i forbindelse med en storkonflikt midt i firserne. En overenskomstsituation med lovligt varslede strejker var endt med, at et mæglingsforslag var blevet ophøjet til lov. Det medførte vilde strejker og blokader af virksomheder over hele landet – nærmest en generalstrejkelignende situation, der var ganske anspændt. Virksomheden i den lille provinsby gik heller ikke fri; medarbejderne var gået hjem, og Palmesøndag løb rygterne om, at virksomheden ville blive blokaderamt. Enkelte nøglepersoner - heriblandt en af mine kolleger - var allerede blevet bedt om at mønstre på fabrikken, inden strejkevagter blokerede fabrikken. Men flere skulle til, bl.a. for at opretholde varmeforsyningen til lagrene med de meget temperatur- og fugtighedsfølsomme produkter. Ellers kunne store skader opstå og tab imødeses. Her kom jeg ind i billedet. Virksomheden blev i løbet af aftenen blokeret af personer - tilsyneladende københavnske berusede ballademagere. Alt det vidste jeg ikke noget om, og jeg var derfor overrasket, da min gode kollega fra fabrikken ringede og meddelte, at jeg ville blive afhentet af Den Røde lidt over midnat i hustruens Ford Fiesta. Vi ville så i et upåagtet øjeblik blive lukke ind gennem en lille port nede ved havnen. Jeg blev som aftalt samlet op af Den Røde, som allerede havde taget et par andre ”nøglemedarbejdere” op undervejs. Nede ved havnen ventede vi i bilen bag et lille hus, og der gik heller ikke lang tid for blokadevagten følte, nu var tiden inde til at lette trykket i blæren for at gøre plads til mere øl. Han gik afsides, der blev blinket med lygterne, og min kollega kom frem fra sit skjul og låste os ind, mens blokadevagten råbte og skreg efter os og næppe havde nået at lyne bukserne op.
Blokaden blev opretholdt i 3 dage. Vi var 6-8 personer inde på fabrikken, og det var da egentlig meget hyggeligt. Den Røde gik rundt og var hyggeonkel for os. Det måtte for alt i verden ikke komme til nogen konfrontationer med blokadevagter, men Den Røde kunne dog ikke dy sig for en udveksle synspunkter med enkelte af disse. Så kom han bagefter grinende og berettede om sine ”samtaler”. Og det blev klart, at ingen af sproget mest vulgære udtryk var ham ukendte. Onsdag før påske blev blokaden ophævdet, tømmermændene begyndte at melde, og så stod påsken jo for døren. Vi fik alle en pæn vingave af firmaet for indsatsen, og jeg var nu blevet på fornavn med Den Røde – eller han var i hvert blevet det med mig. Efterfølgende skete ofte, at jeg fik en lille snak med ham, når jeg mødte ham et eller andet sted på fabrikken, som han kom meget rundt på. Han var (med få undtagelser) altid venlig og behagelig at tale med, ja man glemte næsten, at han var øverste chef.
Der var som nævnt et par undtagelser; manden havde jo temperament, og kunne også udvise en bidende sarkasme og ironi, der sved. Det erfarede jeg en dag, hvor en af dampkedlerne sendte en fæl sort røgsky op i den blå luft. Her må der supplerende anføres, at virksomheden i den lille sjællandske provinsby på dette tidspunkt (meget uretfærdigt!) var i mange – også landsdækkende - mediers søgelys for miljøforurening. Sandheden var, at den lille provinsbys største private arbejdsplads aldrig bevidst forsøgte at omgå nogen miljøbestemmelse. Det kan jeg afsløre med insiderviden. Vi medarbejdere fik simpelthen ”tæsk”, når noget gik galt! Det fik jeg også den dag, dampkedlen sendte en fed sort røgsky op gennem den 40 m høje skorsten, som beklageligvis lå mindre end et langspyt fra direktionskontoret på førstesalen af miserabel laboratoriebygning. Da røgdetektoren gav alarm i kontrolrummet på kraftcentralen, begav jeg mig straks – som vagthavende maskinmester - i stor hast ud til den fjerntliggende dampkedel for at afhjælpe problemet. Jeg var bare ikke den eneste, som havde set røgen. Det havde Den Røde også fra sit vindue i kontoret! Da jeg med fuld fart på cyklen kom forbi hans kontor, var han allerede kommet ned fra kontoret og stod i yderdøren. Ved synet af mig nærmest eksploderede han: ”Hvad fanden laver I egentlig henne på kraftcentralen? Nu har jeg krafted´me stået her i 10 minutter og gloet på, at skorstenen ryger! Ku´ du for helvede ikke få lettet røven Bent?” Jeg husker ikke, hvad jeg svarede, men kunne blot konstatere, at vi (han) stadig var på fornavn (med mig)! Som nævnt kunne han også være ualmindelig skarp og sarkastisk. Han ringede engang og udbad sig en forklaring på nogle tal i den månedlige driftsrapport. Jeg påbegyndte en lang teknisk (bort)forklaring, som ret hurtigt blev afbrudt med ordene: ”Det er jeg udmærket klar over, men kunne du ikke bare begrænse dig til at svare på det, jeg spurgte om!”
Andre blev også offer for mandens sarkasme og bidende ironi. Jeg deltog nogle gange som substitut i de månedlige informationsmøder for afdelingsledere, funktionschefer og tillidsfolk. Til et møde kom en afdelingsleder engang nogle minutter for sent, og Den Røde havde indledt sin redegørelse. Afdelingslederen forsøgte at luske diskret ind gennem døren til det fyldte lokale, vel vidende, at en af de ting, der kunne få den Rødes op i det røde felt var, når folk ikke overholdt mødetidspunkter. Den i andre sammenhænge meget selvbevidste og ofte storskrydende afdelingsleder så måbende til, at Den Røde udfoldede sin bidende ironi for åbent tæppe: ”Næhh, hvor hyggeligt, at du har afset tid til at kigge forbi! Du er altid velkommen. Jeg kan se, der netop er en ledig plads nede i det ene hjørne. Gider du ikke gå derned og stille dig!” Han pegede ned mod lokalets fjerneste krog, og den nu komplet konfuse afdelingsleder parerede ordre og luskede ned i hjørnet til stor morskab for os alle. Han var blevet stillet i skammekrogen og må have skummet af raseri indvendig. I andre situationer kunne ironi og sarkasme ikke stoppe temperamentet. Hørte han en personsøger bippe under et møde (det var før mobiltelefonernes tid) kunne han finde på at brøle: ”Jeg kyler fand’me den næste personsøger ud af vinduet, der begynder at bippe!”. På et informationsmøde afhold på et tidspunkt, hvor der var stor fokus på spildevandsudledning i bugten (det var der nu næsten altid!) erklærede han bramfrit for forsamlingen: ”Jeg vil krafted’me ikke se en eneste medarbejder pisse i bugten!” På det tidspunkt var der ankret et skib fra Greenpeace op i bugten ud for fabrikken. Under stor presseopmærksomhed offentliggjorde Greenpeace resultatet af analyser, de påstod at have foretaget af vandet i bugten. Det var nogle fuldstændigt urealistiske resultater, organisationen var kommet til, og de mere end antydede, at fabrikken i den lille provinsby om natten lukkede forurenet vand ud gennem en hemmelig ledning. Den Røde blev i den anledning interviewet i lokalradioen, og forelagt denne påstand løb temperamentet af med ham, da meget udiplomatisk spurgte journalisten, om han for helvede troede, at han løb rundt i pyjamas nede på fabrikken om natten og lukkede spildevand ud i bugten af en hemmelig ledning!
Et tilløb til en faglig sammenslutning blandt en funktionærgruppe på fabrikken forhindrede han ved at kalde initiativtageren op til sig og bede denne skrive en ”ansøgning” med redegørelse for, hvordan denne havde tænkt sig at agere i sit fremtidige virke på virksomheden i den lille sjællandske provinsby. Så var den sag lukket!
Mest af alt afskyede han virksomhedskonsulenter, som var ved at komme på mode i de år. Han betragtede det som svag ledelse at måtte ty til disse, når ubehagelige beslutninger skulle effektueres. Det skulle han nok selv gøre!
Det var en farverig og – trods alle bataljer - afholdte direktør, der efter 10 år på posten skulle videre med karrieren i en anden virksomhed. Hans afløser var kun på fabrikken en kortere årrække. Nok som en kombination af uduelighed og tidernes ugunst – samt måske brug af et stort antal konsulenter - fik han hurtigt sat overstyr, hvad Den Røde havde bygget op. Den nye direktør blev en dag (pudsigt nok dagen efter et bestyrelsesmøde) grebet af en ubændig trang til at hellige sig golfspillet og familien med kort varsel. Han fik en fin afskedsreception med mange smukke ord og tak for den store indsats, men vi var nu nogle stykker, der kunne se aftryk af fodsåler i hans bagdel, da han drog ud af porten for sidste gang. Den Røde fik efterfølgende en stor karriere og blev en af de højestlønnede topchefer i dansk erhvervsliv.