De Små Butikker på Ejlersvej

Gamle postkort er underkendte kulturelle og historiske klenodier. De siger noget om tiden, dokumenterer på fortrinlig vis udviklingen, fortæller ofte en historie og fremkalder måske personlige minder.

Jeg kunne sagtens være et af børnene på billedet, for jeg boede på Erantisvej, vejen til højre forrest på billedet. I de små butikker til venstre foregik hele vores dagligdagshandel. Det var før selvbetjeningsbutikkernes tid, for det var i begyndelsen af halvtresserne, og forretningen var oftest en fuldtidsbeskæftigelse for mand og kone.

Blandt disse var købmandsbutikken udfor ølvognen fra Kongens bryghus. Købmanden var ung og nygift, og hans smukke hustru hjalp til i butikken. Han var en driftig person, som hurtigt fik en større butik. Knapt så heldig var en anden købmand, som nogle år senere åbnede en konkurrerende butik i en af blokkene i komplekset til højre. Et par måneder efter starten fandt man købmanden hængende i et reb ned fra loftet i baglokalet!

Jeg blev jævnligt sendt til købmand for at købe et kvart pund kaffe, - nymalet på den obligatoriske kaffemølle - og en lille Rich´s. Storindkøb var familiens økonomi ikke til. Det var også hos købmanden, man købte for 10 øre bolsjer i et kræmmerhus, hvis man da ikke fortrak pinocchiokugler, som kostede 1 øre stykket.

Grønthandler Toft var en meget lille krumrygget person med overskæg og altid iført brun kittel. I udstillingsvinduet var æbler, agurker og tomater omhyggeligt stablet i flettede kurve, og bag disken var indbyggede kasser med kartofler. Dengang var udbuddet af frugt og grøntsager årstidsbestemt. Sommerens agurker blev altid prøvesmagt inden købet. En lille trekant blev skåret ud i den tynde ende for at sikre sig, at agurken ikke var bitter – et fænomen, som ikke kendes i dag. Min mor omtalte ham som ”persillegartneren”, velsagtens fordi han var meget nøjeregnende. Når han med stor akkuratesse afvejede, havde han havde altid venstre pegefinger udfor nålen på vægten (han kunne dårligt nå der op), mens højrehånden flittigt skrev ned, så prisen kunne regnes ud. Han mistede tidligt sin medhjælpende hustru, men fik hurtig – godt oppe i årene – en ny hustru, som dog ikke blev medhjælpende. En ung pige måtte ansættes til assistance.

Ismejeriet solgte udelukkende mejeriprodukter fra ”Lille Næstved Mejeri”. Larsen var tidligere vognmand. Han var en tyk, jovial mand, der på sine ældre dage sammen med den knapt så joviale hustru, fru Larsen, drev butikken. Han var altid iført hvid kittel, og den skaldede isse var dækket under en hvid kasket med sort skygge. Tidligt om morgenen bragte Larsen mælk ud til kunderne bistået af et antal mælkedrenge, der sad bagi varevognen med benene dinglende ud af den åbentstående dør, og på Larsens kommando løb op og ned af trapper med mælkeflaskerne og bragte tomme flasker med tilbage. Pantsystem kendtes ikke. Dengang kunne mælken – på kølige dage – kun holde sig fra dag til dag, og næsten ingen havde dengang - i 50´erne -  køleskab. Få havde et isskab, et isoleret skab, som blev kølet ned med en blok is, der dagligt også blev leveret fra Larsen ismejeri. Søndag formiddag blev der også solgt flødeskum i ”løs vægt”, som Larsen med en stor potageske øste op i den medbragte skål fra lille mælkejunge, han havde fået leveret flødeskummet i fra mejeriet. Det var også her, vi købte ispinde, sodavandsis til 25 øre, flødeis uden chokoladeoverovertræk til 35 øre og en ispind med isen overtrukket af chokolade til 50 øre. Larsens boede stadig i den store ejendom på Kildemarksvej med tilhørende garager fra dagene som vognmand. De blev nu lejet ud, og min far var en af lejerne. At have bil uden at have garage var utænkeligt. Lejen var 15 kr. om måneden, og min far betalte samvittighedsfuldt beløbet – men ikke altid til tiden. Somme tider var han et par måneder bagud, men betalt blev der, og for den vennesæle Larsen udgjorde det ikke noget problem. Når min far så dukkede op i butikken for med forsinkelse at betale, medbragte han 2 Tuborg – en i hver af jakkens inderlommer. Ankommet til butikken hilste han høfligt på fru Larsen og spurgte efter Larsen. Fru Larsen nikkede afmålt til min venlige far, og uden i øvrigt at besvare hans forespørgsel, sagde hun, mens hun skævede skeptisk til min far voluminøse jakke med de to pilsnere: ”Larsen er holdt op med at drikke øl!” Men det passede bare ikke! Larsen drak stadig øl, og min far og Larsen kunne nyde de to pilsnere, ligesom de så ofte gjorde på bænken udenfor Larsens vildtvoksende hønsegård, når min far i sin fritid puslede om den gamle Austin Seven uden for garagen.

Slagterbutikken blev drevet af lillebyens største slagtermester, der også havde en butik i Ringstedgade. Ud over at drive slagterbutikker handlede han med kreaturer og havde forpagtet en del jord, som han dyrkede, bl. a. marken overfor den blok, vi boede i. Den var en herlig legeplads for os 5 – 10 årige unger. Vi lave gange og byggede huler i den fuldmodne kornmark. Når så slagtermesteren iført hvid kittel og blød hat i sin store amerikanske bil kom for at tilse afgrøden, og han så os unger løbe rundt i marken, råbte han efter os og truede os med sin krogede stok, som han svingede i luften, mens vi pilede ud i sikkerhed på den anden side af marken. År senere som arbejdsdreng på en benzintank husker jeg ham mest for en standartbemærkning om – når jeg skulle vaske hans bil – at den skulle ”skinne som et katteskind i måneskin”, en mange gange gentaget bemærkning, som han selv fandt ustyrlig morsom.

Den bornholmske bager Rønne, hvis vindtørre hustru huserede i butikken, blev af samme hustru altid omtalt som ”konditoren”. Det var vistnok finere, at være konditor end bager. Udbuddet i datidens bagerbutikker var – sammenlignet med nutiden – yderst sparsomt. Rugbrødet blev leveret fra en af byens tre rugbrødsfabrikker, Hygæa, Herlufsholm Brødfabrik og Arbejdernes Fællesbageri. Vi købte altid brød fra sidstnævnte leverandør. Ikke fordi det nødvendigvis var det bedste, men som inkarneret socialdemokrat fandt min far det rigtigst at støtte kooperationen. Bagerens egen produktion bestod af franskbrød, ikke nutidens udbud af eksotiske mere eller mindre heldige varianter. Man kunne vælge mellem almindeligt franskbrød, stort eller lille og med eller uden birkes og også som formbrød. Luksus var et såkaldt hjemmebagt brød, som var lidt dyrere. Til det var vistnok anvendt mælk i stedet for vand. Et lille franskbrød kostede 49 øre. Herudover blev der fremstillet wienerbrød, overskåret eller basser, kringler og et hav af flødeskumskager. Men favoritten for os unger var nu ”blodpølser” til 10 øre. De var fremstillet af gammelt brød, tilsat en masse sukker, rød frugtfarve, rullet som en pølse og overtrukket med marcipan. Den blev udskåret i skiver og solgt for 10 øre stukket. Jeg kan stadig længes efter en blodpølse. Bagerparret havde tre irriterende drenge, +/- min alder, som ikke færdedes i samme cirkler som mine venner og jeg. Ældstesønnen blev udlært bager og arbejdede hos faren, indtil denne i sluttresserne afhændede butikken. Bagersønnen slog sig ned i et fjernt middelhavsland som kunstmaler. Han er i dag en statsanerkendt kunstner. De to yngste af de irriterende sønner blev inden for hvert deres område succesfulde forretningsmænd i den sydsjællandske metropol.

Nielsen, der havde bladkiosken, blev også assisteret af sin venlige hustru, der arbejdede hård for at kompensere for Nielsens manglende charme og kundetække, som ingenlunde forstærkedes af, at han kun havde en tand i munden. Den sad i undermunden. Varesortimentet bestod udelukkende af aviser, ugeblade, kuglepenne, viskelædere og papirklips. Til forretningen hørte en telefonkiosk med 10 øres automat. Da vi ikke havde telefon, foregik familiens mundtlige kommunikation med den udenbys familie fra dette lille lydisolerede aflukke i butikken. I en årrække omkring konfirmationsalderen havde jeg et job med at bringe søndagsaviser ud sammen med min kammerat Per. Det foregik fra kl. 5 om morgenen og lønnen var 5 kr., hvilket var et kærkomment tilskud til de sparsomme lommepenge. Per og jeg fulgtes altid ad inden ruterne skiltes ved Nellikevej, hvor vi somme tider kunne falde i snak. Når Nielsen fra kiosken fik øje på, at vi ikke var kommet i gang med uddelingen endnu, men blot stod og skvadrede, trådte han ud på fortovet og truede af os med en knytnæve og råbte et eller andet, vi ikke kunne høre.

Den sidste butik var en damefrisør. Hun var datter af slagtermesteren og gift med chaufføren Aksel, som min far kendte periferisk. Ud over, de havde fødselsdag samme dag, løb de engang imellem på hinanden over en øl i baglokalet hos tobakshandlerens kælderbutik i gavlen af blokken til højre. Her handlede min far ind til weekenden, 2 Tuborg og 2 Mijamivand, samt, hvis vi fik familiebesøg, ”en halv abe” (½ fl. Rød Aalborg) og somme tiden en kasse cerutter ”Lille Aroma”. Tobakshandleren var tidligere bagermester i Fensmark og enkemand. I butikken blev han assisteret af sin hushjælp Sisse, der var halvt så gammel som tobakshandleren og på alle dimensioner dobbelt så stor. De levede vel som mand og kone, og det gav anledning til en del sladder og forargelse blandt de hjemmegående hustruer i blokkene. Som nævnt blev der på fredage, hvor butikkerne holdt åben til kl. 20 ofte drukket en øl eller 2 i baglokalet, hvilket ikke huede den meget forsigtige tobakshandler, der ikke selv rørte spiritus, og han havde ofte kvaler med at bede folk gå ved lukketid. Den bornholmske bager var også en flittig gæst baglokalet, og engang inviterede han slænget fra baglokalet med sig hjem til øl. Det blev en meget kort fornøjelse, for dårligt var den første pilsner knappet op, før bagerfruen kom på banen og smed hele koret ud.

I dag er de små butikker på Ejlersvej fortid; de tilhørte en tidslomme på omkring 25 år, og var vel dengang noget så moderne som et indkøbscenter med dagligvarerudbud samlet indenfor et afgrænset område. Supermarkeder med bredt vareudvalg dukkede op og flere familier fik bil, så afstanden til butikker fik mindre betydning. 

Karakteristisk for de små butikker var, at de enkelte butikkers vareudvalg var meget specifikke. Man gik ikke ind og konkurrerede med hinanden om de samme varer. I dag huser bygningerne pizzeria, låsesmed og kontorfaciliteter.