Fredag den 17. december 1965

'Til Frederikshavn' konstaterer jeg nøgternt i min kalender for 51 år siden. Året er 1965 og jeg har som 20-årig fået en af de chancer, man kun får én gang i livet! Jeg skal køre en næsten ny SAAB 96 fra Næstved til Frederikshavn!

Min mor er nogle dage forinden kommet hjem fra den lokale SAAB-forhandler, hvor hun gør rent et par gange om ugen, med en forespørgsel, om jeg vil køre en bil til Frederikshavn, hvor han har solgt den til en lokal forhandler. Vi kender i forvejen lidt til SAAB-forhandlerfamilien i Næstved, for de har nogle år forinden boet i samme boligkompleks som vi. Min snakkesaglige mor er dengang hurtigt kommet i snak med forhandlerens ligeså snakkesaglige hustru, og det har så medført et lille rengøringsjob, da de nogle år senere flytter til en villa i tilknytning til en ny forretning. Efterfølgende sker det ofte, når min far og jeg cykler rundt i byen en lørdag eftermiddag og kigger på brugte biler, at vi kommer i samtale med den flinke forhandler. Drømmen om en lidt større og nyere (brugt) bil er altid tilstede hos min far. Det er pengene ikke. Og skønt forhandleren lover min far en rimelig afdragsordning, så bliver det aldrig til en handel.

Om jeg er interesseret i at køre en SAAB til Frederikshavn, ja mon ikke! Siden jeg på min 18-års fødselsdag får mit kørekort, har jeg været glad for at køre bil, ja faktisk i endnu længere tid, for allerede et år tidligere sker det ofte, at jeg får overtalt min til at overlade mig rattet i Ford Popular'en på de små vejen omkring Næstved. I flere år forinden har jeg trænet i at bakke bilen ud af garagen og vende den i grusbelagte gård hos mælkemand Larsen, hvor min far lejer garage for 15 kr. om måneden. En nyttig erfaring, som senere kommer mig til gode som arbejdsdreng på Caltex-tanken, hvor jeg hurtig demonstrerer mine kørefærdigheder ved at køre kundernes (!) biler ind - og ud af vaske- og smørehal. Ja, selv fragtmand Rasmussens store Scania Vabis lastvogn rangerer jeg med. (Utroligt, at jeg får lov, det får jeg sådan set heller ikke. Det var bare ligesom naturligt at gøre det - og ingen gjorde indsigelse)

Inden jeg kan påtage mig jobbet, er der et lille problem, der skal løses først, for bilen skal leveres i Frederikshavn lørdag formiddag og jeg har jo mit arbejde som maskinlærling at passe - også om lørdagen. At tage en pjækkedag er ikke noget tema, og min far vil aldrig tillade det. Jeg fatter en plan. Hvis jeg kører derop natten til lørdag, og jeg kan overtale min værkfører til en fridag for egen regning (halv arbejdsdag!) om lørdagen, så kan det lade sig gøre. Først er min værkfører hverken til at hugge eller stikke i, men da jeg forklarer ham om grunden til den ønskede fridag og den chance, der som en appelsin er dumpet ned i min turban, er han fuld af forståelse, for han er nemlig inkarneret bil- og motorcykelentusiast og et betydningsfuldt medlem af den lokale motorklub, der tæller flere danmarksmestre. Ved siden af jobbet som værkfører driver han  motorcykelkøreskole, og bruger resten af sin tid på at skrue på en af sine mange Nimbus-motorcykler. Jeg får min halve fridag og med mange formaninger om at køre pænt ønskes jeg god tur.

Så jeg cykler ud til den flinke bilforhandler, og melder mig klar til turen. Han beklager ikke at kunne betale mig en anstændig timeløn, for det kan handelen, han har indgået med forhandleren i Frederikshavn, desværre ikke bære, men om jeg er tilfreds med at få 100 kr samt togbilletten hjem til Næstved betalt. Ja, mon ikke! Jeg havde gerne betalt for at få lov til at køre turen, og nu kan jeg tjene det, som svarer til to ugelønninger for en smedelærling, ved at køre en næsten ny SAAB 96 til Frederikshavn. Hvor heldig har man lov til at være!

SAAB 96 er en af tiden mest utraditionelle biler. Motoren har 3 cylindre og er to-takts, den kører på olieblandet benzin, har 3 ratgear, er forhjulstrukket og har friløb, dvs. motoren kobles fra, når speederen slippes. Med sit aerodynamiske udseende ligner den ikke andre af tidens biler, men den fremstilles jo også på en flyvemaskinefabrik.

Inden jeg drager af sted fredag aften i den røde SAAB, medbringende den madpakke min mor har udstyret mig med, kører jeg lige tur rundt til nogle af vennerne i byen for at fremvise mit 'trofæ'.

Turen til Kalundborg forløber fint, og på færgen falder jeg i dyb søvn på bagsædet, og det i en grad, så jeg først vågner ved at vrede mennesker har samlet sig omkring bilen og står og banker på ruden. Færgen er i havn. Op gennem Jylland begynder det at sne, og på den sidste strækning fra Aalborg op gennem Vendsyssel er vejen kun farbar i et spor og sigtbarheden næppe fem meter. Aldrig har befundet mig bedre!

Midt på lørdag formiddag ankommer jeg til Frederikshavn, finder bilforhandleren, parkerer den røde SAAB foran butikken og går ind i forretningen. I et hjørne af udstillingslokalet troner ejeren, jeg hilser pænt, en hilsen som besvares med en bemærkning om, at jeg er sent på den. Jeg svarer noget med, at det har været snestorm den sidste del af vejen. Han er synligt irriteret over at blive forstyrret i sin formiddagskaffe, som ledsages af noget wienerbrød, der står på fad ved siden af termokanden. En naiv tanke om, at han måske har ventet mig med en kop kaffe og et stykke blødt brød fortrænges straks. "Hvor har du stillet bilen?" lyder hans næste bemærkning, og da jeg svarer, at den står udenfor butikken, beordrer han mig til at køre den om bag ved udstillingslokalet, hvor værkstedet er, og fortæller mig, at jeg bare kan lægge nøglen på hans skrivebord. Inden jeg går ud for at flytte den røde SAAB, spørger jeg om vej til banen, idet ethvert håb om, at han vil køre mig derhen, er ikke eksisterende. Min sans for sarkasme og ironi er på dette tidspunkt slet ikke færdigudviklet, så han får ikke en bidende sarkastisk bemærkning som afsked, og i øvrigt lider jeg især i mine unge dage af den meget udbredte og farlige folkesygdom, som hedder overdreven respekt og lydighed overfor autoriteter.

Sidst på aftenen ankommer jeg med toget til Næstved, en del forsinket til den aftale, jeg har med en pige, jeg havde truffet et par måneder tidligere på Kraghs Konditori. Jeg må være tilgivet, for vi stifter senere familie og får både parcelhus og bil.

Hjemkomst

Den 15. oktober 1969 stod jeg ved middagstid under halvtaget foran banegården i Næstved og ventede på en taxi. De blygrå skyer på en regntung himmel havde lagt sig til rette over byen og truede med at skylle den væk. Jeg var lige kommet ind med toget fra København efter om morgenen at være afmønstret fra ØK skibet "M/S Sinaloa". Vi havde lagt til kaj ved Orient Plads i Frihavnen tidligt om morgenen på min vagt, og næppe var der rigget af i maskinen inden "gænget" kom ombord og gik i gang med diverse overhalingsopgaver. Maskinen tilhørte ikke mere os. Tre måneders tilhørsforhold var slut. Det var "Sinaloa" 37. rejse også. Den var gået til den amerikanske stillehavskyst med vendepunkt i Vancouver.

Efter et hastigt morgenmåltid var jeg gået rundt og havde taget afsked med mine arbejdskammerater. Mange af dem var jeg blevet venner med, vel vidende at når turen var slut, ville vore veje skille, og vi ville næppe ses nogensinde. Vi skulle hver vores vej videre ud i verden. Og sådan blev det. Om jeg husker ret, var stemmet lidt grødet ved afskeden.

Som jeg stod der og ventede på en taxi, som skulle bringe mig og min bagage, som indbefattede en stråhat, købt i Los Angeles, og som der ikke var plads til den lånte kuffert, ud til min mor på Erantisvej, synes byen at være skrumpet i mine tre måneders fravær. Eller var verden bare blevet større?

Nogle dage senere, den 21. oktober, sad jeg i bumletoget på vej mod rekrutskolen i Auderød for at aftjene et års værnepligt i Søværnet. Den oplevelse, som den tre måneders tur over Atlanterhavet til det amerikanske kontinent havde været, var langt fra fordøjet, og jeg var i en lidt melankolsk stemning, for udsigten til et års værnepligt var ikke specielt opmuntrende. Jeg sad i mine egen tanker og funderede lidt over fremtiden. Nogle års sejlads, for jeg ville gerne se lidt mere af verden, og så ellers finde et job på et el-værk med nogle store kedler og turbiner, ja dette måtte være ønskescenariet!

I Køge stoppede bumletoget ved den gamle triste station. Overfor den lå en beskidt udseende træindustriel virksomhed. Den så temmelig rodet ud, havde der overhovedet ikke været noget samlet plan, da den blev bygget? En fæl duft af svovl blandede sig med andre mere behagelige trædufte, og minsandten om ikke den store murede skorsten i ny og næ udstødte en sort røgsky. Sådan et sted skulle jeg i hvert fald aldrig nogensinde arbejde!

Næsten nøjagtigt et år senere, den 15. oktober 1970 kørte jeg i min gamle døende VW ind gennem Sydporten til Junckers Savværk, hvor jeg havde min første arbejdsdag. Dengang gav jeg det to år, men i mere end 40 år fik jeg min daglige gang på matriklen.

En gang imellem har man skæbnen som blind makker, og fremtiden er ikke til at forudse.

Wilmington

Med et af de smil, der følger hendes læbers bevægelse som en skygge, spørger den smukke midaldrende afroamerikanske kvinde, om vi har fået nok, eller om vi vil have mere. Og nej, nej, mine to skibkammerater Ole og Henning og jeg befinder os ikke et sted, hvor unge mennesker ikke bør være! Vi er kort tid forinden droppet ind på en ydmyg burgerbar i havneområdet i Wilmington, havnebyen til Los Angeles - drevet af sulten. Da vi træder ind ad døren, i det der ligner en hastigt opført træbygning, bliver vi mødt med et smil, hvor de snehvide tænder på den store kvinde kappes med hendes skinnende hvide kittel om at oplyse det dunkle lokale. Hun synes at nære en nærmest moderlig omsorg for, at vi bliver mætte, for spørgsmålet følger efter, at vi har konsumeret den første burger og cola, som hun langede os over disken. Jo, vi mener os nok i stand til at kunne spise endnu en burger....

Måske ser vi lidt afpillede og forhutlede ud, for de sidste to måneder, hvor SINALOA er på sin rejse op langs stillehavskysten til Vancouver og retur, har budt på meget arbejde. Søvagter er blevet afløst af dagligt arbejde i maskinen under havneophold og arbejdsdagen har i mange tilfælde været på 12 timer. De to måneder har ikke budt på en eneste fridag, og i land er vi først kommet når dagens arbejde er afsluttet - hvis vi ellers ikke var for trætte..

Vi anløb også tidligere Wilmington - som første destination - på vejen op langs kysten. Det var en solbeskinnet søndag morgen i august, hvor jeg fra dækket - netop kommet op fra 04 - 08 vagten -  oplevede mit første møde med USA. Jeg kunne betragte velbeslåede amerikanere på vej ud af havnen i deres store trollingbåde for fiske. Næppe var SINALOA fortøjret, før en stor bil stoppede på kajen, og ud steg en aldrende blondine iført en kropsnær bluse og et par hotpants - helt efter tidens mode i 1969 - så stramme, at ingen hudfold - hverken for eller bag - overlod det mindste til fantasien. Men hendes ærinde var ganske ærbart. Hun skulle samle potentielle kunder op og bringe dem til mandens herreekviperingsforretning i det nærliggende butikscenter. Fra dækket måtte jeg indtage tilskuerens rolle, for min søvagt fortsatte med en lysvagt resten af døgnet - til min store ærgrelse. Jeg var bundet til skibet, og næste morgen gik rejsen videre nordpå mod San Francisco.

Men nu bød lejligheden sig altså for at komme en tur i land i Wilmington, og den udnyttede vi til at fortage de sidste indkøb inden 3 uger i søen venter. På vejen ind til byen gennem havneområdet blev vi antastet af en afroamerikaner i en stor pick-up. Den muskuløse havnearbejder genkendte os fra skibet og tilbød os et lift. "Do you want to ride, brother?" råbte han ud til ud gennem den nedrullede siderude. Han tilbød os tilmed at bringe os til vores bestemmelsessted. Vi ville finde et supermarked, og det forsøgte vi at gøre ham forståeligt med brug af ordet "supermarked". Det forstod han ikke, men med andre gloser blev han klar over, hvad vi mente. "Oh boys, you mean a drugstore!" Ja, det gjorde vi vist, og den lille sprogforbistring morede vi os alle lidt over, mens han hurtigt bragte os det ønskede sted hen.

Og nu er vi så på vej tilbage til SINALOA, belæsset med varer, hovedsagelig til fortæring under de 3 uger i søen, heriblandt nogle gallons vin fra Martha's Wineyard.

Burgerbaren ligger ikke så langt fra den pier, hvor SINALOA tungt lastet ligger fortøjet, og næppe er vi fra gangway'en trådt ombord, før vi møder kokken, som vi har glemt at meddele, at vi ikke vil være til stede til aftensmaden. Det er faktisk ikke så godt, for netop vi maskinassistenter har et lidt anspændt forhold til den temperamentsfulde kok. I en af havnene på turen op langs kysten havde vi fire unge styrvolter hidset hinanden op over maden ombord (som i parentes bemærket stort set er fremragende!). Vi fandt maden for krydret. Og krydret var den, for den udmærkede kok - mærket af mange års sejlads på østen - nærede en stor forkærlighed for krydret mad, hvad der ikke blev bedre af, at et stort forbrug af cigaretter og alkohol gennem årene synes at have sløvet hans smagsløg. Andre ombord havde tilsyneladende affundet sig med den krydrede kost, men ikke os førstegangs "deepwater-sailors". En middag mødte vi derfor op i kabyssen med vores tallerkener og forholdt kokkens vores utilfredshed. Men vi havde slet ikke gjort regning med hverken hans temperament eller faglige stolthed. Råbende og skrigende og fægtende med en stor køkkenkniv jagede han os ud af hans kabys med besked om aldrig mere at vise os på hans enemærker!

Det gjorde vi så heller aldrig!

Efterfølgende blev vores forhold til kokken til vis grad normaliseret, eller snarere overgik til en tilstand af "væbnet neutralitet".

Og nu møder vi ham så på dækket uden at have meldt fra til aftensmaden. Satans uheldigt! Han udbeder sig straks en forklaring på, om vi er utilfredse med maden, for så må vi da endeligt sige til. Der er mord i øjnene på ham! Nej, nej, vi er på ingen måde utilfredse med kosten ombord, den er tværtimod vældig god, og vi beklager endnu engang, at vi forsømte at melde fra til aftensmaden, det var faktisk vores hensigt at komme tilbage inden aftensmaden, men vi var altså blevet forsinket. Med gode ord og slesk tale genoprettes freden.

Og når vi i morgen lægger fra kaj, venter 3 uger i søen....

Cristobal

Det gode skib ”M/S Sinaloa” af København fik på sin 37. rejse den 15. August 1969 – efter 12 dage i søen - tidligt om morgenen landekending med byen Cristobal i Panama. Søndag den 3. august havde vi – som sidste europæiske havn – forladt Glasgow en eftermiddag, hvor regntunge skyer tyngede himlen ned i havet.

Det var min første (og indtil nu eneste) hyre på et handelsskib. Med en nylig afsluttet uddannelse var jeg forhyret som juniormaskinmester, men den korrekte betegnelse var maskinassistent. Jeg gik vagt sammen med 3. mester, der var et par år ældre end mig. Han var en flink og dygtig fyr, og hurtigt kom vi på rigtig god fod med hinanden, og drak ofte en øl sammen på mit lukaf, når aftenvagten fra kl. 16 til 20 var afsluttet.

Vi lagde til kaj i Cristobal på vores morgenvagt ved 7-tiden for et at bunkre brændselsolie. Et 8-timers ophold på vores frivagt gav mulighed for at komme en tur i land. Det kunne vi nok trænge til efter 12 døgn i søen, hvor dagene lignede hinanden til forveksling. Eneste større begivenhed var, da Azorerne en aften i solnedgangen kom til syne på styrbords side samtidig med at delfiner begyndte at springe for boven. Ellers skete intet ud over en mindre storm, og det var ikke hver dag konturerne af et skib kunne anes i kimingen.

3. mester og jeg aftalte en tur i byen, og efter morgenmaden begav vi os på vej ned ad gangway’en med retning mod en bar, han kendte i havneområdet. Adskillige andre besætningsmedlemmer - matroser og motormænd - havde allerede fundet vej hertil. Stedet synes dem ikke ukendt.

Det var - for nu at sige det mildt – et ganske folkeligt sted! Det var ikke kun øl og Cuba Libra’er, der blev udbudt på stedet. En hel del damer i alle størrelser, alle kulører og alle aldre tilbød sig med. Deres markedsføring var ganske heftig, og kun med noget besvær fik vi afvist dem, så vi kunne indfri vores ærinde, som var at indtage så mange Cuba Libra’er som muligt, i det afmålte tidsrum, der var til vores rådighed, inden der skulle lægge fra kaj for at gå gennem Panamakanalen midt på eftermiddagen. Andre besætningsmedlemmer havde en anden dagsorden!

Da vi lidt over middag vaklede ned mod Sinaloa og med et fast greb i gelænderet på begge sider af gangway’en entrede skibet, havde vi mere end opfyldt vores målsætning. Nu handlede det om at få et par timers søvn, inden der skulle tørnes til i maskinen kl. 16, hvor skibet efter planen allerede ville være på vej gennem de første af kanalsystemets mange sluser.

Det lykkedes vist relativt let for den kollega, som jeg skulle afløse, at purre mig ud, så jeg kunne møde på vagten kl. 16. Vi havde lagt fra kaj og var på vej gennem kanalens sluser, og intensiteten på manøvredørken i maskinrummet var stor. ”Sinaloa” var et gammelt skib, leveret fra Nakskov Skibsværft i 1956, og B&W maskinens 10.000 indicerede HK betjentes ikke - som på nutidens skibe - fra ”broen”. Kommunikationen foregik via en maskintelegraf. Beklageligvis havde min kollega ikke haft samme held med 3. mester. Han lod sig ikke vække, så jeg blev af 1. mester – som han skulle afløse – sendt op og purre ham ud. Det blev noget af en opgave, for han reagerede ikke på mine diskrete råb fra døren ind til hans lukaf. Han lå ubevægelig i køjen, og kun en kraftig snorken indikerede liv. Grovere midler måtte til, så jeg gik hen og ruskede i ham, hvilket kun resulterede i en knurren og en besked om at skrubbe af! Ude på gangen fandt jeg i et rengøringsskab en pøs, som jeg fyldte med isvand fra det særlige drikkevandssystem, der var ombord med nedkølet vand. Isvandet hældte jeg ned over hans hoved, og så vågnede han! Jeg blev på lukat’et, indtil han havde fået sin kedeldragt på, og på vej ned til manøvredørken blev ikke der mælet mange ord.

Her er det lige nødvendigt at skrue tiden nogle dage tilbage. Ugen før vi anløb Cristobal havde 3. mester og jeg – som overarbejde – fået til opgave at overhale en hjælpemotor, hvilket bl. a indbefattede skift af krumtaplejer. Efterfølgende mente 1. mester, at disse lejer var lagt for stramt sammen, idet motoren havde udviklet en højere smøreolietemperatur. De havde – i en rimelig sober tone – udvekslet synspunkter om dette, men enige var de ikke blevet.

Og netop ankommet på manøvredørken mente 3. mester, at dette - af alle tidspunkter - var det rette til at genoptage dialogen, eller måske snarere diskussion. Det udviklede sig til et heftigt skænderi, som endte med at 3. mester blev sendt retur til sit lukaf og sove branderten ud. Skænderiet fortsatte, indtil han var ude af maskinrummet på toppen af maskinen.

Med opbydelse af hele mit intellekt lykkedes det mig vist at passe mine opgaver, hvoraf den vigtigste var at sørge for manøvreluft til maskinen. Jeg undgik omhyggeligt at få øjenkontakt med maskinchefen, som under hele kanalpassagen stod på et af de nederste trin af lejderen ned til manøvredørken og overvågede det hele. Jeg kom vist igennem de fire timer, vagten varede, uden nogen blev klar over, jeg ikke var helt frisk….

Da jeg efter vagtens afslutning i mørket stod lænet op mod rælingen for at trække frisk luft, var vi kommet igennem de første sluser og var på vej gennem en af søerne. En del illuminerede turistbåde med feststemte turister gled forbi os. Jeg misundte dem ikke, for jeg havde haft min fest den dag….

Efterskrift: Et par af de besætningsmedlemmer, der også havde været til stede på baren i Cristobal, måtte formodes at fortryde, at de ikke havde holdt sig til Cuba Libra’erne. Efter nogle dages sejlads – ud for den mexicanske stillehavskyst – var det nødvendigt for dem at mønstre på skibets lazaret hos overstyrmanden, som var skibets lægelige ekspert. Et besøgt i sådan en anledning betegnedes ombord som at stille til ”pikparade”. Et skud penicillin i bagdelen og en henvisning til læge i først anløbne havn var kuren, som måtte formodes ikke at være overstyrmanden ubekendt….

Racerløb

Lige siden min far i første halvdel af halvtredserne begyndte at tage mig med til motorløb på Næstved Stadion, har denne sportsgren fascineret mig - hvad enten der var 2 eller 4 hjul under den tunede motor. Jeg var 8 - 10 gammel dengang, og speedway var det store tilløbsstykke, for alt, hvad der kom fra England i de år, var godt. Besættelse lå kun få år tilbage. Selv min hustru indrømmer - hårdt presset - at have været med sin far til speedway dengang. Med klædelig selvironi betegner jeg denne tilbøjelighed som 'min dårlige smag'. Visse vil sikkert være enige heri, og måske tilmed mene, det drejer sig om en genetisk fejl. Men jeg skammer mig ikke over, at det fornøjer mig at se voksne mænd i ædel kappestrid om at komme først over målstregen efter en hård kamp, hvor almindelige regler for god opførsel og gensidig hensyntagen er sat ud af kraft. Jeg mener bare, herregud.....hvor mange fladpandede programmer af realitytypen løber ikke over skærmen hver time døgnet rundt....

Tidens store speedwaystjerner gæstede jævnligt cindersbanen - som omkransede fodboldbanen på Næstved Stadion – og de trak fulde huse. Det store danske navn var Morian Hansen, en kendt vovehals med en fortid som jagerpilot i Royal Airforce under den krig, som den voksne generation kun huskede alt for godt. Han var også pilot på den flyvemaskine, der bragte den engelske generalmajor Dewing til København i dagene efter besættelse. Nu drev han en flyverskole, blev senere indblandet i noget spritsmugleri, vandt et væddemål ved at flyve under Lillebæltsbroen og sluttede sin aktive erhvervskarriere  med at køre hyrevogn i København i alder af 90 år - i sandhed en farverig person. Når han ankom i egen flyver en halv time før løbet skulle begynde og i lav højde fløj ind over det allerede fyldte stadion og hilste publikum ved at vippe med vingerne - inden han landede på en mark ude ved Ydernæs - ville begejstringen ingen ende tage.

En anden af tidens store danske stjerner var Erik Wincentz, der ernærede familien som tjener på et værtshus i Næstved. Han boede i samme blok som os på Erantisvej - kun to opgange fra vores! Når danmarksmesteren stod udenfor opgangen ved cykelstativerne og skruede på sin speedwaymotorcykel, løb den i gang ude på vejen og efterfølgende speedede den op, så stod vi 8-10 års drenge og fik hede drømme. Det skete, at min far - når han nød sin "LILLE AROMA" efter aftensmaden ude foran opgangen - gik ned og vekslede et par ord med Erik Wincentz, som var en venlig mand. Og for os drenge var vores cykler 'blevet' til speedwaymaskiner, når vi med fuld fart på cyklerne bremsede i gruset inde i gården og skred ud med baghjulet. En tøjklemme bundet fast til forskærmen berørte egerne og gav 'motorlyden'. 

Motorcross på Nissehøjen

I slutningen af halvtresserne faldt interessen for speedway i landet, men heldigvis blev der også kørt motor-cross i Næstved. Den første bane lå i en gammel grusgrav på Åsen og hed "Nissehulen". Da den måtte vige for byudvidelse, opstod "Nissehøjen" få hundrede meter derfra. Også her var jeg fast gæst sammen med kammeraterne. Tiden store stjerner var Palle Høst Andersen og Mogens Rasmussen. De arbejdede begge på De Forenede Jernstøberier, hvor jeg i kom i lære i 1962. Palle, der netop var stoppet som aktiv, arbejdede på fuldtid som værktøjsmager, mens Mogens Rasmussen kun var ansat i vinterhalvåret. Om sommeren turnerede han Europa rundt i en stor Mercedes med sin 500 ccm Marchless motorcykel på en trailer. Vi lærlinge så vel lidt op til disse to "stjerner”, som begge var et par flinke fyre, der gerne berettede om deres oplevelser. Palle Høst kom endog min kammerat Per og mig til hjælp i en kneben situation og reddede ferien for os et år, hvor vi havde fået lov til at låne Pers mors Fiat 500 varevogn til en telttur i Nordtyskland. Uheldigvis havde vi et par dage forinden fået ødelagt tændrørsgevindet på den ene cylinder. Det blev udbedret med Palles hjælp en sen aften og nat i hans garage et par dage før vi skulle af sted.

Men der blev kørt motorløb andre steder.

Motorcross på Nissehøjen

I 1955 var Roskilde Ring blevet åbnet i en gammel grusgrav. På den asfalterede bane afholdtes racerløb med både biler og motorcykler. I klasserne for standardvogne var det især Volvo'erne og Morris Mascot'erne, der var populære, men andre mærker deltog også. Jeg kom der ofte, som regel i forbindelse med familiesammenkomst hos faster Ruth og onkel Aage.

Roskilde Ring - klar til start

 Efter en bedre frokost, med hvad dertil hører, begav vi, d.v.s. min far, onkler og fætre, os til fods på vej til Roskilde Ring. Farbror Ole, der var kommet helt fra Slagelse på sin SCO-knallert i sin slidte habit, iført alpehue og motorhandsker, faldt som regel i søvn, så snart vi havde indtaget vores pladser på græsskråningen ned mod banen. Alligevel synes han på vejen hjem, at det havde været nogle spændende løb.

Roskilde Ring dommertårnet

I begyndelsen af tresserne gæstede verdensstjerner som Sterling Moss og Jack Brabham banen, og Per og jeg holdt en pause fra læseferien og cyklede - medbringende sodavand og madpakker - fra Næstved til Roskilde for at se disse verdensstjerner. Hjemvejen føltes meget, meget lang efter sådan en dag. Senere - efter erhvervelse af kørekort - lånte vi forældrenes bil, og nu havde vi oven i købet fået overtalt kæresterne til at tage med. 

I 1968 lukkes banen i Roskilde. Kærester blev til hustruer. Redebygning, yngelpleje og etablering i job efter afsluttet uddannelse tog tid og krævede energi. Interessen for racerløb blev en luksus, og gik i dvaletilstand…..

Roskilde Ring - starten er gået

Halvtreds år svinder. Tiderne har ændret sig familiemæssigt, arbejdsmæssigt og socialt. Interessen for racerløb er begyndt at komme ud af dvaletilstanden, men når dog aldrig samme styrke, som da verden var ung, ny og skulle udforskes. Men den er der! Den er nu centreret omkring det årlige Copenhagen Historic Grand Prix, som hvert år afholdes om sommeren på vejene omkring campingpladsen på Bellahøj - efter i mange år at være foregået i Fælledparken. Og min gamle 'legekammerat' Per og jeg har de sidste mange år været trofaste tilskuere. Det er et broget skue med udstillinger af næsten alt, der vedrører motorsport, og på banen sker ting og sager, for her dyster ung og gammel, høj og lav, amatører og nogle af verdens bedste racerkørere, nuværende og tidligere, i ældre racerbiler og ditto standardvogne, der er toptunede, og som på ingen måde har lighed med de oprindelige udgaver - alt sammen behørigt inddelt i passende klasser. Én ting har disse så forskellige personer tilfælles: Når de sidder bag rattet for at kære ræs, bliver selv de mest rare og vennesæle af dem forandret til monstre, for kun én ting tæller, nemlig at komme foran den næste bil. At det er kostbare biler, glemmer de alt om, og ofte må biler køres fra banen på et 'fejeblad'. De mest spændende løb er, hvor amatører alternerer med en professionel kører i amatørens bil. Her kan man opleve Tom Kristensen i en Ford Escort give en fornem opvisning i, hvad han kan og viser baghjul til både Porsche og andre prominente bilmærker.

Copenhagen Historic Grand Prix i Fælledparken

Der er fri adgang til inderkredsen, hvor biler og kørere holder til med deres store trucks, mekanikere og smarte damer. Her kan man opleve en tidligere, nu aldrende dansk Le Mans helt, som har fundet sin gamle racer frem fra garagen, hvor den har samlet støv i flere årtier. En succesfyldt karriere som bilforhandler af et eksklusivt bilmærke har gennem årene lagt beslag på al tiden og det ses tydeligt på den gamle helt. Køredragten kan ikke knappes over maven og kun med stort besvær er det lykkes ham at presse sig ned bag rattet. Centermotoren under den åbentstående motorhjelm er startet. Den har et støjniveau som en jetjager, og i en os af røg og benzin iagttager to mekanikere med betænkelige miner maskinen. Den gamle motorhelt har mord i øjnene og et fast greb i rettet. Nu skal der køres ræs! Hans kone formaner ham en sidste gang intenst til at vise de andre baghjul. Hun er ikke mindre omfangsrig end manden, og har sikkert i sine unge dage været en skønhed. 

Kornprinsen Joachim deltager også i sin Cortina Lotus. Jokke er en habil kører, men har den dårlige vane at smadre biler. Han holder til sammen med sine society venner, baron Otto fra Gavnø og medlemmer af Sisbye-dynastiet - med hvilke han deler en truck. Der er stor publikumsinteresse omkring dem, og behørig afspærring er sat op. Men det er selve løbene, der giver oplevelsen og en dag i selskab med en gammel ven til racerløb er en god dag, som guderne må have ment, vi har gjort os fortjent til. Der er et helt år til næste gang.

Men heldigvis vises der Formel 1 løb på TV i sommerens løb.....

Copenhagen Historic Grand Prix på Bellahøj

BYGNINGEN

Billedet viser BYGNINGEN i Næstved i året 1907. Det vækker minder, for 50 senere - i min barndom og tidlige ungdom - ligner BYGNINGEN stadig sig selv. Den pompøse bygning er lillebyens kulturelle center. Her afholdes teaterforestillinger, afdansningsballer, bankospil, juletræsfester, og - det var før idrætshallernes tid i provinsen - boksestævner, gymnastikopvisninger og sikkert meget andet. Og jeg oplever det hele. Den store sal er indrettet med scene, og omkring salen er der balkon.

BYGNINGEN bliver indviet i 1877 og er opført af Industriforeningen, som er en forening af næringsdrivende i Næstved, der mangler et sted til afholdelse af basarer og udstillinger. Grunden stilles til rådighed af kommunen. I tilslutning til INDUSTRIBYGNINGEN, som den oprindelig hed, åbnes en restaurant, og der ansættes en restauratør. Efter en omskiftelig tilværelse med forskellige ejere køber Arbejdernes Fællesorganisation i 1935 huset og omdøber det til BYGNINGEN.

Mit første besøg på BYGNINGEN må være i begyndelsen af halvtresserne til Dansk Smede- og Maskinarbejderforbunds (DSMF) årlige juletræsfest for lokalafdelingens medlemmer med familie. Et kæmpe juletræ i midten af den store sal overvåges af et par uniformerede brandmænd i flotte uniformer med økser i de brede skinnende bælter, for der er levende lys på træet. Efter afsyngelse af de traditionelle julesange er der uddeling af gaver og godteposen til børnene. En julemand har sikkert også været indforskrevet. Og så er der ellers dans til Thilde Sauls orkester, mens serveringen - hovedsagelig af øl - ved de opstillede borde begynder. Det er jo smedene, der fejrer juletræsfest.

Og danset bliver der i salen gennem årene, for flere af byens danseskoler afslutter her sæsonen med det årlige afdansningsbal, bl. a. Fylkings Danseinstitut, som jeg i min barndom og tidlige ungdom gennem mere end fem år - med mild tvang fra mine forældre - påbydes at frekventere. Dengang i halvtresserne hører det med til god opdragelse – for høj og lav - at gå til dans, men nogen stor danser bliver jeg nu aldrig. Jeg kunne - og kan stadig - ikke fordrage at danse. Tilfældet vil, at jeg kommer til at danse med Tyller, som til min fars betænkelighed viser sig at være papdatter af hans værkfører Beck Petersen! Bonusdatteren får han med i købet, da han og den daværende hustru med et vennepar for år tilbage bytter koner. Det taler han selv åbent om. Jeg får senere som lærling i en periode Beck Pedersen som værkfører, og det er nu år siden jeg gik til dans med Tyller. Han er en karismatisk person, og af nogle omtalt som en original i ordets mest positive betydning. I de måneder, hvor han er min værkfører, indvier den motorbegejstrede Beck Pedersen mig bl. a. i, hvordan man får mest mulig motor effekt ud af en Nimbus motorcykel  samt hvorledes en motorcykel bremses mest effektivt ned ved nænsom brug af forhjulsbremsen. Og så har han et "godt tag" på lærlingene, hvoriblandt nogle er ret farverige. En dag trækker han mig til side og indledte med ordene: " Gå ud i skoven en sommerdag og betragt, hvor talrige de vilde blomster er. Med det er for intet at regne mod, hvor forskellige smedelærlinge er!". Og så kommer han til sagen. Han vil godt have mig til - ved et godt eksempel - at påvirke mine lærekammerater til ikke at smide cigaretskodder i pisserenden. I virkeligheden må læredrengene slet ikke ryge på fabrikken.

Til afdansningsballerne bliver musikken også leveret af Thilde Sauls orkester. Thilde er en ældre, omfangsrig og meget smilende kvinde, iført en sort, slidt spadseredragt af ikke helt ny dato og altid med en stump cerut i munden. Det korte permanentede hår er helt hvidt og står i fin kontrast til de kraftigt rødmalede læber. Orkestret består ud over Thilde selv på klaver også af den skaldede violinist. Til særlige arrangementer suppleres med endnu en eller to musikanter. Der er dog også kommet et andet orkester til med årene, nemlig Poul Birkums orkester, som spiller musik af mere moderne tilsnit, idet dette orkester råder over en trompet, som blæses af "Svend Trut", der - når han ikke betjener trompeten - passer sin MOBIL tank på havnen. Adskillige år senere til skoleballerne på Næstved Gymnasium er Thilde stadig leveringsdygtig i dansemusikken, tilsyneladende iført samme sorte slidte spadseredragt og med den uundværlige cerutstump mellem de rødmalede smilende læber og den skaldede violinist stående strunkt op ad skolen flygel og spille på sin violin.

Andespil er jeg vist kun til en enkelt gang – i dag hedder det nok Bingo og forgår vist mestendels på TV - på BYGNINGEN med min mor. Der spilles om ænder, flæskestege, "halve aber" (en halv flaske snaps). Nogle gange er der sidegevinster i form af en "kylling" (mIniatureflaske snaps). Mange tilråb fra salen. "Ryst posen!", "Kom nu med den!" og lignende er med til at skabe stemning. Men andespil bliver nu aldrig familiens foretrukne fritidsbeskæftigelse.

Det er også på "BYGNINGEN", at den nu hedengangne "Skolescenen" hver vinter i sluthalvtresserne opfører et par forestillinger for de tilmeldte elever. "Skolescenen" er en omrejsende professionel teatertrup, som har specialiseret sig i at opføre populære klassiske teaterstykker for provinsens skolesøgende ungdom. Her oplever jeg levende teater for første gang og ser en ung Poul Hagen i en af Holbergs komedier og den senere TV producer Per Wiking som nyuddannet skuespiller i "Eventyr på Fodrejsen". Det er slet ikke så dårligt at gå i teatret i den gamle bygning.

Til "BYGNINGEN" hører også danserestauranten "Landsbyen", hvor der hver aften spilles levende dansemusik. Musikken leveres et af tidens dengang adskillige omrejsende professionelle danseorkester, der som regel også medbringer en sangerinde. En af disse er en ung kvinde, der hedder Grethe Clemmensen; senere gifter hun sig til navnet Ingemann og bliver næsten verdensberømt, da hun og gemalen Jørgen vinder det internationale Melodi Grand Prix.  På radioens program 2 er der hver aften en times transmission med dansemusik fra en danserestaurant et sted i provinsen, heriblandt også fra "Landsbyen".

Her gives muligheden for garnisonsbyens mange soldater til at stifte bekendtskab med de lokale ungmøer.

Stedet relaterer sig ellers på ingen måde til min families hverdag. Men så kommer min kusine Inge på ferie! Hun er en af farbror Helges syv døtre. På et brevkort meddeler hun, at hun påtænker at komme på en uges ferie hos os. Det er dengang almindeligt, at vi fætre og kusiner kommer ferierer hos hinanden, men Inge er altså nok 10 - 12 år ældre end mig, men hun er da så velkommen. Og jeg flytter ind på sofaen i stuen imens. Inge tilbringer hver aften på "Landsbyen og afhentes efter aftenkaffen - i den uge besøget varer - af den soldat, som hun er brændt varm på, og som er den egentlige årsag til hendes brændende ønske om at feriere hos familien i Næstved.

Selv opnår jeg aldrig at frekventere "Landsbyen". Det ligger før min tid; jeg var for ung. Mange år senere "genopstår "Landsbyen" i lagerhallen til en tidligere frøforretning i den nærliggende Grønnegade. Eller rettere sagt navnet - som stadig klæber til byen - genanvendes til et nyetableret danseetablissement for unge mennesker. Så heller ikke her kommer jeg; jeg er for gammel og har for øvrigt forladt byen på min videre færd i tilværelsen.

I 1962 køber FDB "BYGNINGEN" og river den ned i 1965, og i 1967 åbner et helt nyt HB Comus supermarked i et nyopført byggeri i et plan med parkeringsplads på taget. Det får en ende i 2005, hvor Quickly, som butikken nu hedder, lukker. Ovenpå den bestående bygning opføres et afsindigt grimt boligkompleks, som står i skærende kontrast til "BYGNINGEN".

Alfahanner

Gennem årene på arbejdsmarkedet i det frie erhvervsliv har jeg "haft" adskillige direktører. Jeg skriver "haft" i anførselstegn. Min placering i nogen organisation berettigede mig aldrig til at bruge udtrykket 'min direktør', som indikerer en direkte reference til firmaets øverste chef og dermed antyder, hvilken betydningsfuld person man er i firmaet. Ganske smart! Den mulighed fik jeg aldrig, men har dog gennem årene mødt en del af disse erhverslivets alfahanner – dog oftest på distancen. Det har været interessant at iagttage artens adfærd og ritualer. Om alfahanner er værd at bemærke, hvad der står skrevet i en bog om hundeopdragelse. (Venner og bekendte vil næppe tiltænke mig nogensinde at have læst om opdragelse af hunde!). I bogen associeres til alfahannen i en ulveflok. "De ulve, der lod til at have kommandoen, slikkede ikke de andre ulves ansigter - de andre slikkede alle sammen deres ansigter.......Alfaerne havde et selvtillidsniveau, en holdning, de førte sig anderledes fysisk frem. De underordnede udsendte også deres signaler. Nogle lod sig bare falde ned foran deres førere. De yngre og lavere rangerende kom ikke engang så langt frem, de holdt sig tilbage. Det var, som om kun nogle af ulvene havde ret til at slikke føreren, andre af dem havde ikke."

Kan betragtninger om alfahanner i en ulveflok overføres til erhvervsledere? Vurdér selv!
Nogle af de direktører, jeg har haft kendskab til, har været alfahanner og har været personligheder. De har afsluttet karrieren med høje poster i erhvervslivet og i samfundet. Andre ramte med direktørjobbet vel deres inkompetanceniveau.
Som læredreng på De Forenede Jernstøberiers maskinfabrik i den sydsjællandske provinsby var direktør Rainals af den gamle skole. Han var civilingeniør med en mangeårig fortid som chef for et foretagende i Østen. En værdig mand med udstråling var han. Min far, som var smed samme sted, snakkede ofte om Rainals. Inden jeg kom i lære, havde jeg som arbejdsdreng ofte betjent ham på Caltextanken i Ringstedgade, når han kom ind for at få tanket sin store Vauxhall Victor. Overfor en arbejdsdreng som mig var han fåmælt  og værdigede mig hverken blik eller overflødige ord. Det var ikke her karismaen sprudlede….
Men på sin daglige tur gennem maskinfabrikkens værksteder og maskinhaller hilste han jovialt til højre og venstre og på mange oven i købet med navns nævnelse. Og de gamle konservative socialdemokrater labbede det i sig, som en spædkalv labber mælk. Det gik rent ind - også hos min far. En dag stoppede han op ved min far, som monterede store centralvarmekedler, og bad ham ændre en studs. Min far kunne ikke kunne se formålet og overvejede ikke at gøre det. ”For i morgen havde Rainals nok glemt alt om det.” tænkte han! Han gjorde det dog. Og godt for det, for næste dag under formiddagsturen gik Rainals direkte hen til min far, stillede sig ved siden af ham, pegede på studsen og: "Kan De ikke se det, Jacobsen? Det ser da meget bedre ud nu, det må De da indrømme!" En anden gang havde min far og Rainals kurs mod samme dør på samme tid. Min far holdt døren for direktøren, hvilket bagefter gav ham dårlig samvittighed overfor arbejdskammeraterne, der kunne tro han fedtede. Det fortalte min far derhjemme, og tilføjede: "Jeg synes ikke, jeg kunne være andet bekendt." Men min far var en venlig og høflig mand, der havde holdt døren for hvem som helst.
Den næste direktør, jeg oplevede, havde ikke samme udadvendte udstråling, når han en meget sjælden gang vovede sig ned fra bjerget og ud i det virkelige liv. På den østsjællandske træindustri, hvor jeg adskillige år senere havde fået job, mødte jeg godsejeren - for det var direktøren i fritiden - i en stor mennesketom produktionshal. Jeg hilste velopdragent. En hilsen, der bevaredes med et diskret tavst nik.
I større forsamlinger forholdt det sig anderledes; her kunne han snakke en ko ud af en kløvermark. En vittighed gik på, at spurgte man ham om, hvad klokken var, så kunne han snakke om det en time, uden nogen bagefter var blevet klar over tidspunktet. Den daglige ledelse kørte han med hård hånd og uden slinger i valsen. I en periode, hvor firmaets eksistens stod på spild, måtte hver enkelt afdelingsleder hver morgen på et møde fremlægge hvilke udgifter de denne dag havde tænkt sig at belaste firmaets slunkne kasse med. Engang mente en afdelingsleder, at hans gage var alt for lille i forhold den indsats, han ydede. Han vovede sig op på 'bjerget' anmodede om gageforhøjelse. Da han kort tid efter forlod direktionskontoret, var han fuldt og fast overbevist om, at han fik en alt for høj gage. Historien har jeg fra hestens egen mund! Onde tunger påstod, at afdelingslederen efterfølgende gik baglæns ned ad trappen fra 'bjerget', hvilket jo nok er en skrøne. Inden godsejeren forlod den østsjællandske træindustri på sin videre vej i karrieren, havde han ved en mirakelkur sikret virksomhedens overlevelse ved at sælge store arealer af firmaets grund fra til kommunen, for derefter at leje samme grund af kommunen for et længere åremål. Kommunal støtte? Jovist, men kommunen var vel heller ikke blind for konsekvensen af tabte arbejdspladser på byens største virksomhed. Han havde skaffet den østsjællandske virksomhed en pæn sum penge i bunden af pengekassen og dermed et solidt grundlag for den videre drift. Efter et par andre direktørposter og nogle tillidsposter blev han både industriminister, kammerherre samt medlem af bestyrelsen i landets største rederi. Eftermælet om ham som en stor erhvervsleder på den østsjællandske træindustri lever endnu og er nok ikke uberettiget, hvilket bekræftes af det videre karriereforløb.
Den senere industriministers afløser blev en nyansat rødhåret direktionssekretær, der mindede mere om en student end om en kommende leder. Han kom fra et job på en brødfabrik, og fik øgenavnet "Krumme", som blev hurtigt afløst af "Den Røde". Mange forventede nu at kunne 'trække vejret lidt mere frit'. Det gjaldt især lederniveauet under direktionen, der nok havde nogle ønsker om, at kunne 'styre' direktøren efter nogle hårde år i godsejerens jerngreb. De tog fejl! Det blev hurtigt klart for alle, at der var 'Den Røde' og så var der de andre! Godt hjulpet af et flammende temperament blev ingen aldrig i tvivl om, hvem der bestemte. Det gjorde "Den Røde"! Ubekræftede rygter sagde, at han i raseri kunne finde på at kaste med møblementet i det beskedne første sals direktionskontor, hvor han residerede ved grundlæggerens gamle skrivebord.
Jeg lærte ham at kende lidt, efter at få nøglepersoner i fem dage havde været 'spærret inde' på savværket under en ulovlig blokade. Et par andre maskinmestre og jeg var en nat i begyndelsen af blokaden blevet afhentet af 'Den Røde' i  hustruens Ford Fiesta og ved at lege røvere og soldater med nogle blokadevagter, var det lykkedes få åbnet en bagport og komme indenfor. Vi maskinmestres opgave var at opretholde varmeforsyningen til varelagrene og sikre disses værdi. ”Den Røde” fandt det helt naturligt, at han som firmaets chef skulle være til stede. Han var som altid i front, også når der var problemer. Under disse dages blokade, lærte vi ham at kende som en munter og ligetil person for hvem ingen af sprogets mere folkelige gloser syntes ukendte. Det fik vi lejlighed til at konstatere, når han grinende kom og fortalte om sine diskussioner med blokadevagterne ude ved hegnet. I tiden efter blokaden snakkede jeg en gang i mellem med ham, når vores veje krydsedes på virksomheden, og det var ganske hyggeligt, for han ville gerne snakke og man glemte somme tider, at han var direktør. Vi var også kommet på fornavn - han i hvert fald med mig. Men han kunne også være meget kontant. Engang havde jeg ham i telefonen, for han ønskede nogle tal i en rapport uddybet, og jeg må i mit svar have vævet en del, for hurtigt afbrød han mig med ordene: "Det er jeg så udmærket klar over Bent, men gider du ikke bare svare på, hvad jeg spurgte om!" En anden gang kom jeg ved en reception i et privat hjem til at sidde ved siden af ham. Man kunne som medarbejder til en rimelig pris købe udrangerede firmabiler, og da jeg vidste, at 'Den Rødes" store Citroën CX stod for udskiftning, benyttede jeg lejligheden til at spørge lidt nærmere ind til bilen. Jeg var ret vild med store biler. Han var straks fyr og flamme og fortalte ret begejstret om vognen. Jeg omtalte et par synlige skavanker på bilen, vel i håb om at kunne erhverve den for mere fordelagtig pris. Det passede ham ikke! Samtalen sluttede med ordene: "Jeg er da skide ligeglad med, om du vil købe min bil eller ej," Og så vendte han sig mod en anden og indledte en samtale. Til de månedlige informationsmøder kunne han finde på at sætte folk, der kom for sent i skammekrogen. Med bidende sarkasme kunne han anvise en højt (selv)estimeret afdelingsleder, der kom for sent, til at tage plads i det fjerneste hjørne, "for jeg ser, dér er lige en ledig plads". Engang, hvor der var meget fokus på firmaets udledning spildevand, havde Green Peace ankret op med et skib ude i bugten. "Den Rødes" melding til medarbejderne var, at ville se "en eneste medarbejder pisse i bugten!" Green Peace antydede i samme anledning, at firmaet havde en hemmelig ledning, hvor man om natten lukkede spildevand ud i bugten. Forespurgt om dette i lokalradioen, svarede ”Den Røde”, der på ingen måde gik på akkord med sin irritation over spørgsmålet, om hun (intervieweren ) "for helvede troede, at han rendte rundt nede på fabrikken i pyjamas om natten og lukkede vand ud i bugten!”
Selv fik jeg for alvor hans temperament at mærke en dag, hvor en fjernere beliggende kedel var begyndt at ryge. Kedlen lå lige overfor direktionskontoret, og på cykel ud for at stoppe røgudviklingen, som der dengang var meget fokus på fra byen, blev jeg mødt af "Den Røde", der var kommet ned fra "Bjerget", i ophidset tilstand. Hans specifikke svada mod mig husker jeg ikke, men det var noget med "hvad fanden vi egentlig sad og lavede nede på kraftcentralen" og en bemærkning om "at få lettet røven i en vis fart!"
Efter en periode på omkring 10 år skulle han videre i karrieren. Han havde videreført den gode udvikling, der var startet under godsejeren og havde værnet omhyggelig over den betydelige pengesum, der lå på bunden af kassen. Karrieren sluttede han som den højest lønnede danske erhvervsleder i spidsen for en nordisk forretningskæde indenfor byggebranchen efter forinden at have beklædt andre høje lederposter. Et par gange så jeg ham på TV, bla. i forbindelse med en kritik af forretningskæden for forhandle produkter udført med børnearbejde. Typisk for "Den Røde" gik han ikke i skjul, men trådte selv frem og fik effektivt lukket sagen - samt munden på den uforberedte journalist.
Han blev som direktør efterfulgt af en ældre direktør med fortid i en nordisk industrikoncern. Den nye direktør startede med bram og brask i et forsøg på at sætte sig i respekt og fik hurtigt øgenavnet "Brutalis" efter et særligt arrigt næsehorn i Zoo. Han startede med at udskifte grundlæggerens gamle skrivebord - der indtil da havde tjent de forrige direktører - med fint et designet bord, og gik så ellers i gang med at uddele skideballe til Gud og hvermand pr. telefon og opnåede derved en - omend kortvarig – respekt/frygt blandt medarbejderne. Jeg oplevede ham kort tid efter sin tiltrædelse på et møde omkring en større investering. Han ville gerne lære firmaet at kende, og deltog derfor i en del møder. Mødelederen, der - meget naturligt - havde indtaget pladsen ved bordenden, havde netop rejst sig op og begyndt en gennemgang af et eller andet. På pladsen ved bordenden havde han efterladt en halv kop kaffe og en spandauer, der kun var taget en bid af. Den nye direktør kom brasende ind i mødelokalet og indtog med største selvfølgelighed pladsen for bordenden foran den halve kop kaffe og spandaueren, som der kun var taget en bid af. Mødelederen, der tilhørte lederniveau'et lige under direktionen fik pludseligt meget travlt med at flytte rund på servicet, og måtte selv tage til takke med en plads i lokalet fjerneste krog.
Da det var firmaets ambition i denne periode at blive førende i Europa, skulle der investeres kraftigt, og den sum, godsejeren havde skaffet firmaet ved at sælge jord til kommunen, minimeredes hastigt i takt med at den nye direktør mistede overblikket over økonomien. En sand skare af konsulenter indtog firmaet; der opstod en hel skurvognsby, som husede konsulenterne. Hvor tidligere "Den Røde" havde anset konsulenters tilstedeværelse på en virksomhed som udtryk for en svag ledelse, benyttede den nye direktør sig flittigt af disse. Firmaet skulle have "et lift", og udvalgte medarbejdere blev sendt på flere weekendkurser, trygt overladt i hænderne på smarte virksomhedskonsulenter. Der blev for hver enkelt kursist udarbejdet en personlighedsanalyse og drukket en masse bajere på disse kurser - og det var vel det mest konkrete, der kom ud af det. Og jo, jeg havde nær glemt det. Vi blev bedt om efterfølgende skriftlig at redegøre for vores berettigelse i firmaet, samt anmodet om forklare, hvordan vi i fremtiden havde tænkt os at bidrage til firmaets vækst. "Afhandlingen" skulle så forsvares overfor en af de tre direktører, som udgjorde direktionen. Jeg mødte op hos den tekniske direktør ledsaget af min chef som sekundant. Mange chefer forsømte sjældent - når lejlighed gaves - nogen lejlighed til at gnubbe sig op af en direktør – og min chef var slet ingen undtagelse. Mødet fik et ganske komisk forløb. I det første kvarter satte min chef sig fuldstændigt på direktøren ved at benytte denne "gratis omgang" til at fremlægge en masse, som lå ham på sinde. På et tidspunkt erklærede direktøren, at nu skulle han altså ud og tisse, for som han sagde: "Jeg bliver så ukoncentreret, når jeg skal tisse." En såre menneskelig og for de fleste let genkendelig kendsgerning. Ærindet tog ikke lang tid, men på vejen faldt han i en længere samtale med en eller anden udenfor kontoret, og da han endelig kom tilbage et kvarter før den afsatte time var gået, erklærede han, at vi vist havde været det væsentligste igennem, og at han i øvrigt havde et møde, han skulle forberede sig til. Min "fristil" om hvordan, jeg ville redde firmaet, var vi slet ikke kommet ind på, og jeg tvivler på, han i det hele taget havde læst den
Den nye administrerende direktør hilste jeg på første gang til min jubilæumsreception, hvor han formanede min hustru til at passe godt på mig. På det tidspunkt var han vist begyndt at miste overblikket, og han søgte nu ofte kontakt med medarbejdere, han mødte på sin vej, bl. a. mig, som han nu (gen)kendte fra mit jubilæum. Han 'betroede' mig flere ting, bl. a. at han havde en meget klog hund, som burde have gået på universitetet. En meget tidlig morgen mødte jeg ham i en helt ny produktionsafdeling, som slet ikke levede op til forventningerne, og han fortalte begejstret om nattens produktion - vist mest for at overbevise sig selv om, at nu gik det fremad. Når direktører begynder at møde tidligt i en længere periode, er der grund til bekymring.
Kort tid efter - i forbindelse med et bestyrelsesmøde - blev han grebet af en helt ubændig trang til at hellige sig familien, golfspillet og i øvrigt stille sig til rådighed for eventuelle bestyrelsesposter. Han fik en fin afskedsreception og pæne ord med på vejen. I sin takketale tilbød han endnu en gang at stille sin erfaring til rådighed for interesserede bestyrelser. Så vidt vides, meldte ingen sig, og da han forlod virksomheden for sidste gang fornemmedes aftryk af fodsåler i hans bagdel.
Skæbnen - og en del virksomhedsoverdragelser - ville at mit aktive arbejdsliv sluttede som ansat i en stor international energikoncern, som var ejet af den svenske stat, men fysisk havde min arbejdslokation kun flyttet sig få hundrede meter fra, hvor det hele startede for mere end mere end 40 år siden. Der var nu meget, meget langt op til firmaets øverste chef, som residerede i Stockholm, og som i denne sammenhæng kunne være en planet i en fjern galakse. Han meddelte sig aldrig selv til medarbejderne på de elektroniske firmamedier medier, men citeredes ofte - altid ærbødigt - af lederne i de mange lokale lokationer. Lars G. Josefsson var en stor og respekteret mand i firmaet, en erhvervsleder, hvis personlighed, jeg aldrig fik mulighed for at kende en flig af....
Vittige sjæle i firmaet påstod at G'et stod for Gud, og det skulle ikke undre mig om nogen troede på det.....

Fra en lille by i en fjern provins (Savværkhistorier 4)

Det må have været omkring 1980 - eller deromkring - da der firma, jeg var ansat i som maskinmester, overtog en skrantende træindustri en fjern provins; detaljer omkring overtagelsen er ubekendte, men noget stort beløb - om overhovedet noget - har der næppe været tale om. Jeg mener at vide, at med overtagelsen fulgte et pænt beløb i egnsstøtte mod en forpligtelse til at drive fabrikken i en årrække. Egnen var nemlig præget af stor arbejdsløshed. Med overtagelsen fulgte en medarbejderstab på omkring 75 lokale sjæle. Det var baggrunden for, at jeg en dag først i 80' rene blev bedt om at tage nogle kasser med reservedele med mig i bagagerummet i forbindelse med et andet ærinde på egnen og aflevere disse på den skrantende fabrik. Jeg var i forvejen blevet advaret om, at jeg ikke skulle forvente nogen hjertelig modtagelse på fabrikken. Medarbejderne var på ingen måde tilfredse med at være blevet overtaget af den virksomhed, jeg var ansat i. De havde de været fra starten - helt uden småligt hensyntagen til, at der dermed var reddet en masse arbejdspladser. Indstillingen var klar: Hvor jeg kom fra, boede de onde!

Ankommet til fabrikken, spurgte jeg efter driftslederen. Efter lang tids venten i fabrikshallen kom der gennem lokalet sejlende en lille person, hvis røde hår bar præg af et heftigt overforbrug af Brylcreme. Ved synet af mig stoppede han op et splitsekund og spurgte: "Er det dig, der spørger efter mig?" Det kunne jeg bekræfte og fortalte, at jeg havde nogle kasser med reservedele til fabrikken, hvorefter han genoptog sejladsen gennem fabrikshallen og bad mig stille kasserne i det fjerneste hjørne, som han udpegede med ryggen til mig, mens han indprentede: "Stil dem helt ind til væggen og ovenpå hinanden, så vi ikke skal rende og falde over dem!" Og så var han væk i en dunst af billig deodorant. Han var den første af et særegent persongalleri, jeg mødte på en fabrik, som jeg ikke følte det store ønske om at besøge igen.

Det gik anderledes; i en periode blev fabrikken en del af min hverdag. En af de medarbejdere, der fulgte med ved overtagelsen var fabrikschefen. Han var en næsten 2 meter høj slank og statelig herre på omkring 60 år med en fortid som direktør gennem mange år for en træindustrivirksomhed i Afrika med mange hundrede ansatte. Denne periode må have præget hans attituder, påklædning og ledelsesstil. En velplejet moustace, en korrekt bundet 'halv Windsor' slipseknude, velsiddende habit i 'Prince of Wales-tern eller elegant tweedjakke var en del af hans hverdag. Kaffen blev ikke alene serveret af kontordamen - som var hans fraskilte hustru - men også skænket. Med sin lave monotone stemmeføring indgød han en vis respekt. Ledelsesstilen var udpræget uoplyst enevælde, og den lille filials regnskab blev omhyggeligt opbevaret i et arkivskab under dobbeltlås. Hans grundindstilling synes at være, at enhver indblanding i lokale anliggender var utidig indblanding i privatlivet – en indstilling han vistnok langsomt ændrede. Og så var han ellers jordens rareste menneske, og han var vist ikke bare respekteret men også afholdt af sine medarbejde - hans stil til trods.

I løbet af et arbejdsliv lærer man nogle personer at kende, som skiller sig ud fra mængden; man kan efter smag betegne dem som originaler, afvigere eller personligheder. Den største koncentration af sådanne personer i den koncern, jeg arbejdede i (-og det siger ikke så helt lidt!) oplevede jeg på denne lille fabrik i den fjerne provins (Jeg må her skyndsomt tilføje at andre sikkert vil sætte lignende eller endnu værre betegnelser på mig!) Som nævnt fik jeg over en kortere årrække jævnligt min gang på fabrikken, for kort efter overtagelsen af fabrikken, anmeldte hustruen til fabrikkens elektriker fabrikken til politiet for forurening. Det er jo tudetosset sådan at anmelde sin husbonds arbejdsplads til myndighederne. Man får den tanke, at ægteskabelige skærmydsler lå til grund, men nej! Noget endnu større stod på spild. Der var kommet sod på fruens vasketøj, formentlig fra fabrikken, som elektrikerparret hus grænsede op til. Det medførte besøg fra  Arbejdstilsynet og sluttelig et påbud om at nedbringe emissionen i røggassen fra kedelanlægget til under en nærmere fastsat grænseværdi. Her kommer jeg ind i billedet. Skyndsom må jeg her i sandhedens interesse tilføje, at det ikke var særligt prestigefyldt at få pålagt opgaver på netop denne fabrik i den fjerne provins, men  jeg hang på den! Kedelanlægget skulle bygges om med et effektivt røggasrensningsystem, og så skulle det automatiseres.

Kedelcentralen bestod af 2 hedtvandskedler, som blev fyret med træaffald fra produktionen. Der var ansat to kedelpassere, far og søn - lad os kalde den Fatter og Sønnike, for sådan om- og tiltalte de hinanden. De havde de mest attraktive ansættelsesforhold nord for Alperne. Vagt hver anden uge med højst 30 timers arbejde og fri efterfølgende uge. Sådanne ansættelsesforhold var en kamp værd, når nu en af 'de onde'  kom og ville ændre hverdagen. Nu var virkeligheden, at hverken Fatter eller Sønnike skulle fyres. De skulle blot arbejde - som os andre - 37 timer hver uge med opgaver udenfor kedelcentralen, idet vurderingen var, at bemandingen efter automatiseringen var 1/4 mand. Jeg skal ikke trætte med tekniske detaljer omkring ombygningen - rent fagligt var opgaven bestemt attraktiv - men blot diskret konstatere at de psykologiske udfordringer lang oversteg de tekniske, for hverken Fatter eller Sønnike havde på forhånd tænkt sig frivilligt at afgive deres erhvervede privilegier. Jeg blev mødt med kamp til stregen! I de måneder ombygningen strakte sig over, var jeg dagligt på fabrikken, og hver morgen, når jeg kørte gennem porten, sendte jeg en stille bøn til forsynet om at give mig styrke til at stå dagen igennem. Aldrig så snart var jeg kommet op på fyrpladsen på 1. sal, før Sønnike kom mig imødegåede: "Fatter siger, det kan ikke lade sig gøre fordi.."og så fulgte en forklaring fra de varme lande om, hvad de nu havde fundet på. Næste morgen gentog det sig. Sønnike næsten stormede mig  i møde: "Fatter siger, det kan ikke lade sig gøre fordi..." - og igen fulgte en ny forklaring. De havde en fin arbejdsfordeling,  Sønnike og Fatter. Fatter støbte kuglerne og Sønnike fyrede dem af - mod mig! Nu var ingen af dem gudsbenådede teknikere, så det var relativt let at tilbagevise deres argumentation. Sønnike fik efterhånden en vis tillid til mig, mens Fatter mere og mere gloede på mig, som en katten var kommet slæbene med. Egentlig var Sønnike en ganske rar fyr; han var en lidt forpjusket skæbne midt i trediverne og fraskilt med to små sønner. I den periode, hvor ombygningen stod på, havde han kaste sin kærlighed på en blondine, der arbejdede i produktionen. Hun har næppe været en dag over de tyve. I pauserne og ved enhver given lejlighed kom hun over på kedelcentralen for at mødes med Sønnike. Så fortrak de til askekælderen, hvor de stod og kyssede på hinanden. I starten af projektet distraherede min tilstedeværelse dem, men som tiden gik, og jeg var blevet en del af hverdagen, kunne jeg sagtens stå og foretage målinger eller foretage justeringer en meter fra dem uden at det forstyrrede deres kysseri.

Ombygningen blev færdig, Fatter gik på pension, og Sønnike var beskæftiget den halve arbejdstid med kedelcentralen og hjalp smeden i den anden halvdel af tiden. Jeg kom stadigvæk en gang i kvartalet på den lille fabrik for at foretage nogle afprøvninger af kedlernes sikkerhedsudrustning. Efter Fatters pensionering havde jeg fået et fint forhold til Sønnike. Den lille blondine fra produktionen var fortid; nu var han flyttet sammen med sin nabo, en noget ældre amerikaner med en masse børn. "Det er ligesom at få en god gammel tilkørt bil" fortalte han mig en dag. Desværre havde den aldrende amerikanerinde fået den ide, at hun gerne ville besøge sit gamle fædreland for vise sine mange børn det. Hun havde bare ikke penge til rejsen. Dem lånte Sønnike af Fatter, som havde solgt sit hus. Hverken pengene eller amerikanerinden vendte nogensinde tilbage til den fjerne provins i Danmark. Sønnike havde i sin tidlige ungdom været lidt for tæt på stoffer. Det var et overstået kapitel nu, og nu nøjedes han med at 'fyre en fed' engang imellem. Han havde forsøgt sig sammen med nogle venner med en vis egenproduktion på en mark. Desværre kom politiet dem i forkøbet og høstede marken, før de nåede det. En dag, han var godt humør, sagde han til mig, at han godt kunne tænke sig at fyre mig skæv. Jeg kunne så meddele, at det ville han ikke få lejlighed til. Han var nemlig ikke altid i godt humør og havde i sine mørke perioder, som han altid så betænksom advicerede mig om, når jeg under mine kvartalsmålinger ramte ind i en sådan. "Mørke skyer hænger over mit hovede, tal ikke til mig!" plejede han at sige, når det var tilfældet. Jeg havde nu forinden spottet det, for så lod han hår og skæg vokse, og øjnene havde et fjernt blik. Jeg lod ham så være i fred og i enkelte tilfælde følte han alligevel trang til at snakke.

En dag, jeg var på fabrikken, sad vi som vi plejede og fik en kop kaffe i det lille bur på fyrpladsen. Vi havde siddet tavse et stykke tid, så siger Sønnike uden at kigge på mig: "Smeden passer ikke sin dame." Jeg undrede mig lidt over dette mærkelige udsagn, men spurgte ikke nærmere ind til det. Erfaringen havde lært mig ikke at vise interesse for interne anliggender. Man blev let taget til indtægt for noget, der var ment anderledes. Efter et stykke tid drejer han hovedet og stirrer intenst på mig, mens han gentager: "Smeden passer ikke sin dame." Og straks efter tilføjer han: "Man skal passe sin dame, og når smeden ikke passer sin dame, så må jeg gøre det!" Et eller andet begyndte at dæmre for mig, men jeg kommenterede heller ikke denne bemærkning. Et halv års tid efter, da jeg igen var på den lille fabrik, spurgte jeg Sønnike i en eller anden anledning efter smeden. Og fik så at vide, at smeden ikke havde været til stede i nogen tid, og at der ville gå endnu et stykke tid før han igen var på fabrikken. Og så fulgte så forklaringen. Smeden havde opsøgt Sønnike og givet han et lag tæsk, bare fordi han havde 'passet' smedens dame. Det kostede smeden 3 måneder i skyggen. Sønnike og smeden var dog allerede blevet gode venner igen.

I slutningen af sidste århundrede lukkede mit firma den lille fabrik, og der skete ting, som også ændrede min hverdag, så forbindelsen med de mennesker, jeg havde lært at kende dernede på den lille fabrik i den fjerne provins gled ud......