Hjemkomst

Den 15. oktober 1969 stod jeg ved middagstid under halvtaget foran banegården i Næstved og ventede på en taxi. De blygrå skyer på en regntung himmel havde lagt sig til rette over byen og truede med at skylle den væk. Jeg var lige kommet ind med toget fra København efter om morgenen at være afmønstret fra ØK skibet "M/S Sinaloa". Vi havde lagt til kaj ved Orient Plads i Frihavnen tidligt om morgenen på min vagt, og næppe var der rigget af i maskinen inden "gænget" kom ombord og gik i gang med diverse overhalingsopgaver. Maskinen tilhørte ikke mere os. Tre måneders tilhørsforhold var slut. Det var "Sinaloa" 37. rejse også. Den var gået til den amerikanske stillehavskyst med vendepunkt i Vancouver.

Efter et hastigt morgenmåltid var jeg gået rundt og havde taget afsked med mine arbejdskammerater. Mange af dem var jeg blevet venner med, vel vidende at når turen var slut, ville vore veje skille, og vi ville næppe ses nogensinde. Vi skulle hver vores vej videre ud i verden. Og sådan blev det. Om jeg husker ret, var stemmet lidt grødet ved afskeden.

Som jeg stod der og ventede på en taxi, som skulle bringe mig og min bagage, som indbefattede en stråhat, købt i Los Angeles, og som der ikke var plads til den lånte kuffert, ud til min mor på Erantisvej, synes byen at være skrumpet i mine tre måneders fravær. Eller var verden bare blevet større?

Nogle dage senere, den 21. oktober, sad jeg i bumletoget på vej mod rekrutskolen i Auderød for at aftjene et års værnepligt i Søværnet. Den oplevelse, som den tre måneders tur over Atlanterhavet til det amerikanske kontinent havde været, var langt fra fordøjet, og jeg var i en lidt melankolsk stemning, for udsigten til et års værnepligt var ikke specielt opmuntrende. Jeg sad i mine egen tanker og funderede lidt over fremtiden. Nogle års sejlads, for jeg ville gerne se lidt mere af verden, og så ellers finde et job på et el-værk med nogle store kedler og turbiner, ja dette måtte være ønskescenariet!

I Køge stoppede bumletoget ved den gamle triste station. Overfor den lå en beskidt udseende træindustriel virksomhed. Den så temmelig rodet ud, havde der overhovedet ikke været noget samlet plan, da den blev bygget? En fæl duft af svovl blandede sig med andre mere behagelige trædufte, og minsandten om ikke den store murede skorsten i ny og næ udstødte en sort røgsky. Sådan et sted skulle jeg i hvert fald aldrig nogensinde arbejde!

Næsten nøjagtigt et år senere, den 15. oktober 1970 kørte jeg i min gamle døende VW ind gennem Sydporten til Junckers Savværk, hvor jeg havde min første arbejdsdag. Dengang gav jeg det to år, men i mere end 40 år fik jeg min daglige gang på matriklen.

En gang imellem har man skæbnen som blind makker, og fremtiden er ikke til at forudse.

Wilmington

Med et af de smil, der følger hendes læbers bevægelse som en skygge, spørger den smukke midaldrende afroamerikanske kvinde, om vi har fået nok, eller om vi vil have mere. Og nej, nej, mine to skibkammerater Ole og Henning og jeg befinder os ikke et sted, hvor unge mennesker ikke bør være! Vi er kort tid forinden droppet ind på en ydmyg burgerbar i havneområdet i Wilmington, havnebyen til Los Angeles - drevet af sulten. Da vi træder ind ad døren, i det der ligner en hastigt opført træbygning, bliver vi mødt med et smil, hvor de snehvide tænder på den store kvinde kappes med hendes skinnende hvide kittel om at oplyse det dunkle lokale. Hun synes at nære en nærmest moderlig omsorg for, at vi bliver mætte, for spørgsmålet følger efter, at vi har konsumeret den første burger og cola, som hun langede os over disken. Jo, vi mener os nok i stand til at kunne spise endnu en burger....

Måske ser vi lidt afpillede og forhutlede ud, for de sidste to måneder, hvor SINALOA er på sin rejse op langs stillehavskysten til Vancouver og retur, har budt på meget arbejde. Søvagter er blevet afløst af dagligt arbejde i maskinen under havneophold og arbejdsdagen har i mange tilfælde været på 12 timer. De to måneder har ikke budt på en eneste fridag, og i land er vi først kommet når dagens arbejde er afsluttet - hvis vi ellers ikke var for trætte..

Vi anløb også tidligere Wilmington - som første destination - på vejen op langs kysten. Det var en solbeskinnet søndag morgen i august, hvor jeg fra dækket - netop kommet op fra 04 - 08 vagten -  oplevede mit første møde med USA. Jeg kunne betragte velbeslåede amerikanere på vej ud af havnen i deres store trollingbåde for fiske. Næppe var SINALOA fortøjret, før en stor bil stoppede på kajen, og ud steg en aldrende blondine iført en kropsnær bluse og et par hotpants - helt efter tidens mode i 1969 - så stramme, at ingen hudfold - hverken for eller bag - overlod det mindste til fantasien. Men hendes ærinde var ganske ærbart. Hun skulle samle potentielle kunder op og bringe dem til mandens herreekviperingsforretning i det nærliggende butikscenter. Fra dækket måtte jeg indtage tilskuerens rolle, for min søvagt fortsatte med en lysvagt resten af døgnet - til min store ærgrelse. Jeg var bundet til skibet, og næste morgen gik rejsen videre nordpå mod San Francisco.

Men nu bød lejligheden sig altså for at komme en tur i land i Wilmington, og den udnyttede vi til at fortage de sidste indkøb inden 3 uger i søen venter. På vejen ind til byen gennem havneområdet blev vi antastet af en afroamerikaner i en stor pick-up. Den muskuløse havnearbejder genkendte os fra skibet og tilbød os et lift. "Do you want to ride, brother?" råbte han ud til ud gennem den nedrullede siderude. Han tilbød os tilmed at bringe os til vores bestemmelsessted. Vi ville finde et supermarked, og det forsøgte vi at gøre ham forståeligt med brug af ordet "supermarked". Det forstod han ikke, men med andre gloser blev han klar over, hvad vi mente. "Oh boys, you mean a drugstore!" Ja, det gjorde vi vist, og den lille sprogforbistring morede vi os alle lidt over, mens han hurtigt bragte os det ønskede sted hen.

Og nu er vi så på vej tilbage til SINALOA, belæsset med varer, hovedsagelig til fortæring under de 3 uger i søen, heriblandt nogle gallons vin fra Martha's Wineyard.

Burgerbaren ligger ikke så langt fra den pier, hvor SINALOA tungt lastet ligger fortøjet, og næppe er vi fra gangway'en trådt ombord, før vi møder kokken, som vi har glemt at meddele, at vi ikke vil være til stede til aftensmaden. Det er faktisk ikke så godt, for netop vi maskinassistenter har et lidt anspændt forhold til den temperamentsfulde kok. I en af havnene på turen op langs kysten havde vi fire unge styrvolter hidset hinanden op over maden ombord (som i parentes bemærket stort set er fremragende!). Vi fandt maden for krydret. Og krydret var den, for den udmærkede kok - mærket af mange års sejlads på østen - nærede en stor forkærlighed for krydret mad, hvad der ikke blev bedre af, at et stort forbrug af cigaretter og alkohol gennem årene synes at have sløvet hans smagsløg. Andre ombord havde tilsyneladende affundet sig med den krydrede kost, men ikke os førstegangs "deepwater-sailors". En middag mødte vi derfor op i kabyssen med vores tallerkener og forholdt kokkens vores utilfredshed. Men vi havde slet ikke gjort regning med hverken hans temperament eller faglige stolthed. Råbende og skrigende og fægtende med en stor køkkenkniv jagede han os ud af hans kabys med besked om aldrig mere at vise os på hans enemærker!

Det gjorde vi så heller aldrig!

Efterfølgende blev vores forhold til kokken til vis grad normaliseret, eller snarere overgik til en tilstand af "væbnet neutralitet".

Og nu møder vi ham så på dækket uden at have meldt fra til aftensmaden. Satans uheldigt! Han udbeder sig straks en forklaring på, om vi er utilfredse med maden, for så må vi da endeligt sige til. Der er mord i øjnene på ham! Nej, nej, vi er på ingen måde utilfredse med kosten ombord, den er tværtimod vældig god, og vi beklager endnu engang, at vi forsømte at melde fra til aftensmaden, det var faktisk vores hensigt at komme tilbage inden aftensmaden, men vi var altså blevet forsinket. Med gode ord og slesk tale genoprettes freden.

Og når vi i morgen lægger fra kaj, venter 3 uger i søen....