Billedet er et af mange dårlige billeder, jeg har taget i
årenes løb. Dårlig disposition og mangelfuld teknisk kvalitet kvalificerer det
til papirkurven. I ungdommelig kådhed - Herregud, jeg var i 1975 kun 30 år -
fandt jeg det morsomt, at kombinere den rygende skorsten med det på pumpehuset
opsatte skilt, hvor den skarpsindige kan se, at rygning ikke er tilladt på
savværkets område. Skiltet havde ingen sammenhæng med skorstensrøgen (som
skyldes en rutinemæssig sodblæsning), men jeg fandt dengang åbenbart associationen
vanvittig morsom..
Disse betragtninger handler om tobaksrygning, som i årenes
løb har beredt mig mange gode og sjove oplevelser.
Jeg var 17 år, da min mor fandt en majspibe og en pakke
MacBarens Mixture i min vindjakke. Forespurgt, om jeg var begyndt at ryge,
måtte jeg gå til bekendelse. Det medførte ingen postyr af den grund, måske
snarere en undren over, at det var sket så sent. (Var der mon noget galt med
drengen?) I en stor familie med mange inkarnerede rygere, kunne det ikke ryste
nogen. Min far havde røget siden syv års alderen. Efter han var holdt op med
selv at rulle sine cigaretter, var 'Kings' det foretrukne cigaret mærke, -
vekslende med pibe. På sine gamle dage røg han cerutter af mærket 'Lille Aroma'
og pulsede løs lystigt i lænestolen ved radiatoren under indtagelse af kaffe og
biblioteksbøger. Loftet ovenover antog med årenes løb en ubestemmelig gul
kulør. Søndag formiddag kørte han ned til banegården i Næstved og købte en
'Flora Danica' cigar. Den kostede 1 kr., men så var den også emballeret i et
metalhylster. Hylstrene fik jeg til at lave lommelygter af. Af indlysende
grunde var askebægre en skattet gave til den store families talrige
fødselsdage. Efter at være blevet accepteret som ryger anskaffede jeg mig en
rigtig pibe, for der var prestige ved at ryge pibe. Alle kammeraterne røg også
pibe. Det så smart og cool ud at rende rundt med en pibe i flaben. Jeg havde i
begyndelsen en del besvær med at holde ild i piben. Det medførte morskab blandt
kammeraterne, der ofte bad mig "give et nummer" på piben. At ryge den
rigtige tobak var ikke uden betydning. Mit foretrukne tobaksmærke var ren lavstatus
- MacBarens Mixture. Man skulle ryge Orlik, helst den røde. Vedholdende
forsøgte jeg at tilvænne mig dette mærke. Det lykkedes ikke! Tobakken sved af
helvede til på tungen og smagte mig slet ikke. Med stor ihærdighed lykkedes mig
dog i en periode at udholde at ryge blå Orlik ("American Style"), og
det blev så interessant; det gjorde ingen af de andre. Jeg vendte dog altid
tilbage til den gode gamle Mixture, som af inkarnerede piberygerne blev
betegnet som parfumeret hø. Cigaretter var jeg også begyndt at ryge, initieret
af en-dags spritture til Travemünde, hvor en stang smøger kunne erhverves for
mindre end en lærlingeugeløn. Når turens ration (som også indbefattede de i
overtøjet indsmuglede ekstra pakker) var brugt op, var det aldrig noget problem
at holde op med at ryge cigaretter. Således har mit rygerliv fulgt en
sinuskurve, men i mine rygerperioder, som senere oftest var forbundet med
stressende livsafsnit, har jeg fint kunne matche storrygeres tobaksforbrug.
Prince var og blev mit foretrukne mærke, men forsøg blev også gjort med Kings
og Scotmann. Camel blev også forsøgt (så var man virkelig cool ) men jeg kunne
simpelthen ikke udstå smagen. Under ferier i Tyskland røg jeg altid ’Ernte 23’.
Den smagte mig godt – og så var pakken også meget flot gul.
Som lærling på De Forenede Jernstøberier i Næstved måtte
der ikke ryges i arbejdstiden. Der blev dog set igennem fingre med at vi
(lærlinge) mødtes kl. 10 og kl. 14 ude på toilettet (altid omtalt som lokummet)
og brændte tobak af. Cigaretter (Grøn Cecil – ren lavstatus) kunne købes
stykvis hos Peter Rehn, som betjente den store kantpresse udenfor lokummet for
10 øre stykket. Han sikrede sig en lille ekstraindtægt til den sparsomme
arbejdsmandsløn. (Andre havde også biindtægter; kontrolløren Henry solgte gule
citronvand, og svejseren Ernst var altid leveringsdygtig i kondomer). Cigaretskodderne
smed vi ofte i pisserenden. Hvis "Røde Carl" opdagede det, faldt der
brænde ned. "Røde Carl" havde som hovedopgave at gøre rent på
lokummet. Tilnavnet havde han erhvervet sig som entusiastisk medlem af det
dengang nydannede SF. Han gik altid rundt med "Minavisen" i
baglommen, som han påtvang de toiletbesøgende at låne med ind i de enkelte
toiletkabiner. (som alternativ til den mere underlødige litteratur, der lå
sammenkrøllet bag radiatoren!). "Minavisen" var SF's ugeavis - en
slags socialistisk "menighedsblad” - som dengang var redigeret af den
senere SF-formand Gert Petersen. Hvis disse - uofficielle - rygepauser trak ud,
så blev vi hentet tilbage til arbejdet af de svende, vi var tilknyttet. Mod
slutningen af min læretid besluttede vi lærlinge os for et "oprør".
Vi ville have lov til at ryge i arbejdstiden! Som formand for lærlingeklubben
blev jeg sendt op til "Den Lange", driftslederen, med vores
"krav". Vi fik således gennemført, at lærlinge over 18 år måtte ryge
i arbejdstiden - et resultat, jeg fik meget anerkendelse for fra smedenes
tillidsmand, der belærte mig om, at rettigheder erhverves gradvis, og at næste
opgave for mig måtte være at sikre alle lærlinge - uanset alder - retten til at
ryge i arbejdstiden. Og så fortsatte vi - 18 år eller ej - med at brænde tobak
ude på lokummet kl. 10 og kl. 14 og smide skodder i pisserenden...
Senere på Københavns Maskinskole fortsatte mit
"rygerliv" sammen med mine klassekammerater, der næsten alle røg. Der
måtte ikke ryges i timerne, men kun i pauserne mellem de enkelte lektioner.
Ofte begyndte man ved afslutningen af en lektion at stoppe sin pibe for straks
at være rygeberedt, når læreren var ude af klassen. Således også for ved
afslutning af en lektion i køleteknik med teknisk lektor Ryssel, kaldet
"Mr. Evercold". Øgenavnet henviser udover til lektorens fagområde
også til hans flegmatiske og introverte væsen, blottet for humor. Ved synet af
mig i gang med at stoppe piben fik han et raserianfald og skældte voldsomt ud.
En klassekammerat, henfalden i en blid slummer, vågnede et sæt og begyndte at
undskylde samt love, at gentagelse aldrig ville finde sted. Mens alle brød ud i
latter luskede Mr. Evercold ud af klassen uden at kunne se det morsomme i
situationen.
Som menig værnepligtig marinesoldat på bevogtningsfartøjet
"P325 Nymfen" prøvede jeg for første – og eneste gang - at ryge andet
end tobak. En af skibskammeraterne - falleret biologistuderende - var
leveringsdygtig i hash. Da virkningen efter mit første forsøg udeblev (men til
gengæld efterfølgende gav min pibe en afskyelig bismag) sluttede mine eksperimenter
med dette rusmiddel.
Og så er vi tilbage på savværket, hvor tobaksrygning var
forbudt overalt udendørs - og indendørs kun i nærmere bestemte områder.
Brandfaren i virksomheden med masser af tørt træ lurede overalt. Et slukket
cigaretskod udendørs hensatte som regel den koleriske og letantændelige
(undskyld udtrykket!) brandchef i en svært manisk tilstand, og det medførte som
regel en større efterforskning, som dog sjældent førte til domsfældelse.
Brandchefen, kaldet 'Lyn-Ejner', havde sin "once-in-a-lifetime"-oplevelse
den dag, han greb en besøgende med en tændt cigaret i munden. For Lyn-Ejner var
der aldrig langt fra tanke til handling. I stærkt ophidsede tilstand flåede han
cigaretten ud af fløsen på den målløse gæst. Episoden fandt sted i mølleriet,
hvor pudsestøv og spåner fra bræddeproduktionen blev sorteret i fraktioner og
fyldt i sække - nok fabrikken mest brandfarlige område. Den formastelige gæst -
en potentiel kunde - var i selskab med den for dette sekundære produkt (der var
forbud i virksomheden mod at betegne det som affald!) salgsansvarlige, der hed
Hans til fornavn. Han var også salgsansvarlig for salg af brænde, heriblandt
klodser fra kapsavene og blev altid omtalt som Klods-Hans. Som man måske vil
forstå, var salgsområdet ikke firmaets vigtigste, men ikke desto mindre var
Klods-Hans en selvbevidst person, der efter mange års tro tjeneste i firmaet var
blevet udnævnt til prokurist. En sådan person træder man ikke ustraffet over
tæerne! "Overgrebet" mod en af hans fremtidige kunder medførte en
skriftlig klage til direktionen, som igen mundede ud i en skriftlig henstilling
til Lyn-Ejner om at dæmpe sig lidt ned, når der var kunder på besøg. Handsken
var kastet og Lyn-Ejner tog den op. I en mange sider lang svarskrivelse til
direktionen, tilbyder han at trække sig fra jobbet som sikkerheds- og
brandchef, "og det endda lidt hurtigt" sluttedes han sin skrivelse af
med. (Jeg ved det, for som hans senere midlertidige afløser fik jeg indblik i
en alt andet end kedelig korrespondance med chefer, myndigheder, brandvæsen,
afdelingschefer og mange andre om alt mellem himmel og jord!) Heldigvis for
alle parter fik besindige personer i direktionen talt de ophidsede parter ned,
og livet kunne forsætte sin vante gang....
Men ikke alle rygerrelaterede begivenheder på savværket var
lige dramatiske. På kraftcentralen røg vi næsten alle sammen, og ofte måtte man
nærmest "skære" sig gennem tobaksrøgen i kontrolrummet for at komme
hen til pulten. På et tidspunkt indgik vi maskinmestre en kollektiv
rygestopaftale. Det blev en jammerlig forestilling. Det startede flot og i fin
stil med at den mest handlekraftige af os nonchelant brændte sine piber i den
gamle Kedel 2. Situationen blev snart uholdbar. Chefen, der nok havde været den
ivrigst rygende af os, begyndte at spise flødekarameller i en hel uhørt mængde.
Ustandselig hørtes lyden af skrivebordskuffen gå op og i, og flødekaramelpapir
blive krøllet sammen og smidt i papirkurven. Samtidig ophørte hans
humørsvingninger. Nu var han konstant sur og gnaven – ikke som tidligere kun i
perioder. En noget ældre kollega fortrak til toilettet med sin pibe, som han
tidligere havde for vane konstant at trække vejret gennem. En odør af
"Sweet Dublin" røbede, at hans toiletbesøg tjente mere end ét formål.
Forespurgt om han røg i smug på toilettet, lignede han en skoledreng grebet på
fersk gerning, men benægtede at have brændt tobak af. Situationen var
selvfølgelig helt uholdbar, og efter få dage opløstes den kollektive aftale sig
selv, og livet på kraftcentralen antog igen vante former. Chefen fik igen ild i
sine "Grønne Cecil" og genvandt sine humørsvingninger, den resolut
handlende kollega købte nye piber og den ældre kollega kunne igen ånde normalt
gennem sin pibe og forpeste luften med sin "Sweet Dublin". Vi faldt
alle tilbage i tidligere rygevaner.
Da min tilværelse nærmede sig, hvad der måtte formodes at
være sidste kvartil for 14 år siden, blev jeg for alvor overbevist om, at
uhæmmet brug af alle livets goder ikke i enhver henseende ville have en
livsforlængende effekt. Der måtte træffes et (fra)valg? Jeg besluttede derfor -
i en af de perioder, hvor min rygning tangerede sinuskurvens nedre grænse - til
at stoppe med at ryge. Jeg overgik derfor fra at være aktiv ryger til at blive
passiv ryger. Det gik relativt let. Fik jeg trang til en smøg, spiste jeg i
stedet for et æble, og jeg må retfærdigvis indrømme, at i en periode var mit
forbrug af æbler nok over det normale.
Men tilbage står, at rygning har givet mig store
oplevelser......
