Jeg
spillede min sidste fodboldkamp en lun augustaften i 1969 i San Francisco.
Afslutning på en stor international karriere i denne sportsgren? Næh, helt
sådan hænger tingene ikke sammen. Det gode skib “MS Sinaloa” havde sidst på
eftermiddagen lagt til kaj, og næppe var de sidste fortøjninger fastgjort til
kajens pullerter, før den rare skandinaviske sømandspræst entrede gangway’en
for at samle et fodboldhold blandt besætningen, for han havde en allerede
sikret sig et tilsvarende hold på et norsk skib. Altså, han ville til gavn for
de skandinaviske søfarendes velfærd arrangere en fodboldkamp mellem et norsk og
et dansk skib. Lad mig gøre en lang historie kort: Som et yngre medlem af besætningen var jeg selvskreven
til en plads på holdet. Den venlige svenske sømandspræst hentede os først på
aftenen på skibet og kørte os ud til en fodboldbane. Kampen begyndte og hurtigt
føg det med trusler om øretæver mellem de to hold. Kampen blev afviklet uden
dommer og søfolk er stolte folk, som forstår at hævde deres ret. Hurtigt stod
det klart, at en dommer måtte udnævnes og valget faldt på mig....ingenlunde
fordi mine kvalifikationer berettigede det, men nok snarere fordi jeg var den,
der bedst kunne undværes. Og hvor jeg før kun var udsat for kritik fra mine
holdkammerater, så blev kritikken mod mig nu rettet fra begge hold. Aftenen
endte dog fredeligt i sømandskirken med kaffe, vafler og aftensang. Og inden
den rare præst bragte os tilbage til vores respektive skibe havde vi også
foldet hænderne til bøn.
Som barn
gik jeg til fodbold i NIF, for det gjorde mine kammerater på Erantisvej også.
God til at spille fodbold blev jeg aldrig; jeg kunne egentlig meget godt lide
at sparke til til bolden, men det generede mig i den grad, når nogen forsøgte
at tage den fra mig. Det skete ofte ved at tackle eller skubbe, og voldelig
kropslig kontakt har altid været mig vederstyggeligt. Men fodbold går jo i
enkelthed ud på at erobre bolden fra modstanderen. Lilleputter blev den yngste
gruppe af drengene kaldt, og vi var 8 - 9 år. Mange drenge gik dengang til
fodbold. De bedste af dem kom på Lilleput 1 og Lilleput 2, som spillede
turneringskampe mod udenbys hold. Men alle de øvrige - og det var mange -
spillede på hold i klubbens egen turnering. Holdene her havde navn efter store
europæiske hold som Arsenal, Everton, Juventus, Malmø FF, Røde Stjerne, Dynamo.
Der var en vis prestige i at spille på de førstnævnte hold, og her blev de
bedste af dem, som altså ikke lige havde opnået stjernestatus ved at spille på
Lilleput 1 eller Lilleput 2 anbragt. De dårligste kom på de sidstnævnte hold,
altså de “russiske”. Her fandt jeg min plads som venstre halfback på Dynamo,
turneringens absolutte bundhold. Vi vandt ikke en eneste kamp i de år jeg var
med. Jeg brød mig som sagt ikke om at blive tacklet eller at nogen tog bolden
fra mig. Var jeg endeligt kommet i besiddelse af bolden - som regel ved en
fejltagelse - gjaldt det derfor for mig altid om at slippe af med den hurtigst
muligt, desværre oftest til en modstander. Og for at undgå at få bolden sørgede
jeg derfor altid at opholde mig så fjernt fra den som muligt. Som man vil
forstå, så lå der ikke en stor karriere indenfor det dette felt og ventede på
mig, og efter et par år holdt jeg da også op med at gå til fodbold. Alligevel
fik jeg spillet lidt firmafodbold i min læretid og som nævnt kampen i San
Francisco.
Som marinesoldat på
bevogtningsfartøjet P 535 Nymfen, som lå udstationeret i Rønne havn og udgjorde
Natoflådens knytnæve mod Warszawapagtens enheder i Fredens hav, Østersøen, var
jeg meget tæt på af få endnu en fodboldkamp.
Der skete
følgende: På et
tidspunkt må det være gået op for chefen ombord, at han havde en vis pligt til
at sørge for at besætningen var i passende fysisk form. Det havde ikke været
noget tema det første halve år
ombord, men nu var chefen i hvert fald blevet opmærksom på det. Han fik derfor
udvirket, at en folkevognsrugbrød fra Bornholms Værn kom og hentede en del af
besætningen med henblik på, at de skulle ud og spille fodbold på en bane et
eller andet sted i Rønne. Nu var der blandt den værnepligtige del af
besætningen en fisker fra Rønne; han hed Søren. Da vi med en basse fra
Bornholms Værn ved rattet var på vej til boldbanen, mente Søren, tiden kunne
anvendes bedre til andet end fodbold, og han beordrede derfor bassen ved rattet
ind gennem nogle af byens snævre gader og bad ham stoppe ved et byhus. Over
døren bekendtgjorde et skævt siddende skilt, at her var et værtshus, navnet på
det har jeg glemt. Søren steg ud og bankede på døren, og en ældre kvinde med
uglet, fedtet hår og en smøg i munden mødte Søren med orden: “Du er tidlig på
den idag Søren!”
Efter lidt parlamentering kaldte Søren på os andre i Folkevognsrugbrødet og
sagde, at han ville give en omgang øl. Chaufføren blev også inviteret med, men han
afslog. Han fik istedet for besked om at afhente os samme sted senere. Vi kom
ind ølstuen, hvor en dunst som en tæt tåge hvilede tungt over de ferniserede
gulve. Der var ikke ryddet op efter den forudgående aften, så flasker og glas
med ølsjatterne og fyldte askebægre stod endnu på de linoleumsbeklædte borde.
Der blev
båret øl ind, og da bilen med bassen ved rattet igen efter en god times tid
holdt udenfor for at hente os, og den sjuskede ældre kvinde skulle til at
afkræve Søren betaling for øllene, måtte han erkende, at penge havde han ingen
af, men bad om at få det skrevet. “Du skylder allerede en del, Søren, og det
bliver ikke ved med at gå!”
lød det fra kvinden.
Og således
forfrisket blev vi kørt tilbage til skibet, hvor vi pænt gik i bad og klædte
om, som det hør og bør sig efter enhver form for sportsudøvelse.
Min sidste fodboldskamp blev jeg snydt for, og således
sluttede en æra, som indledtes, da jeg begyndte at gå til fodbold i NIF.
