Året er 1973. I mit 28. år går jeg skifteholdsvagt for 3. år på den
største private arbejdsplads i den østsjællandske provinsby. Træindustrien er
den største af slagsen i Europa. Jeg har mit arbejde på kraftcentralen - et
lille elværk, stort nok til at strømforsyne en middelstor provinsbys borgere.
Det er dog ikke tilfældet, for elektricitet og damp er udover træ virksomhedens
nødvendige ressourcer. Sammen med 3 jævnaldrende kolleger dækker jeg
maskinmestervagter i 3-holdskift. Vagtplanens løber over 4 uger og fordeles med
7 dages dagvagt, 7 dages aftenvagt og 7 nætters nattevagt og ind i mellem er de
7 syv fridage fordelt. Fri hver 4. weekend, hvor socialt samvær med venner og
familie kan antage normale former, hvis ikke en kollegas sygdom eller ferie
umuliggør det, for den aldrende afløsermester er – pudsigt nok – næsten altid
forhindret, når behovet opstår. Det gør det sjældent, for vi fire jævnaldrende
kolleger er gode venner, og vi tager hensyn til hinanden. Hellere pine sig
igennem en weekend med en kraftig forkølelse eller ulejlige en kollega.
Billedet er taget med selvudløser på en nattevagt, og i mangel af et
stativ er mit nyanskaffede PETRI spejlreflekskamera stablet op på et par bøger.
Det kan kun have været ”Håndbog for Maskinmester” med bogmærket stikkende ud på
side 220, hvor damptabellen er bogens eneste berettigelse, og E. Stahl: ”Læren
om Skibsdampmaskinen”. Det er de to eneste bøger, der har forvildet sig ind
mellem reolsystemets mange ventilkataloger og ringbind med maskin-, tavle-, og
kedeljournaler.
Nattevagten er noget særligt. Jeg afskyr den af et godt hjerte.
Onsdagen, før der vendes om på nat og dag i syv døgn, er et helvede i de 8 år,
jeg er en fast del af vagttørnen. Når afløsningen ved 23-tiden er overstået –
efter over en kop kaffe at have fået en overlevering om driften og de sidste
firmarygter - er det tid til at gå i gang med nattens gerninger. Og der er nok
at se til, for alle opgaver – rutinemæssige og uforudsete – løses af
maskinmester og kedelpasser. Opgaverne kalder kun sjældent på en teoretisk
løsning. Oftest løses de bedst med en skovl eller en skiftenøgle.
Udover rutinemæssige afskrivninger hver anden time af driftsdata skal
et utal af tællere og målere afskrives ved midnat. Udregnede tal for afvigte
døgn føres ind i journalen, og kurver tegnes på millimeterpapir. Er det natten
op til månedsskiftet, skal der slås streger på nye kvadrerede sider i den smukt
indbundne journal. Kurverne studeres nøje af chefen næste morgen, og medfører
ofte ubehagelige spørgsmål til vagthavende maskinmester på dagvagt - med mindre
altså lige at chefen er i godt humør, hvad sjældent forekommer før ved
middagstid. Andre rutineopgaver er pasning af tre dampkedler, vandbehandlingsanlægget,
foretage analyser af færdigvand, kondensat og kedelvand, pejling (manuel med et
lod i snor) af brændselssiloer – adgang af en udvendig 14 meter lejder med trin
indstøbt i betonvæggen - samt bistå kedelpasseren med drift af den store
træfyrede kedel under døgnets manuelle rensning af risten. Det er en ikke helt
ufarlig operation. At dette sker om natten, hvor kraftcentralens bemanding er
reduceret til 2 mand, har sin forklaring, men i ly af mørket er risikoen for,
at lillebyens miljøbevidste borgere ikke bemærker operationens afledte bieffekt
– en betragtelig forøgelse af røg og sod. I en periode som ny maskinmester falder
jeg aldrig helt til ro, før denne manøvre er veloverstået. Der er således
tilstrækkelige mange opgaver til at holde mig vågen gennem nattens otte timer.
Forløber vagten uden større driftsmæssige opgaver, er der også tid til
refleksion og afslapning. I nattevagtsperioden er man – jeg taler for mig selv
– meget sensitiv. Man irriteres let og reagerer meget følelsesbetonet overfor
indtryk. Det gælder også positive indtryk, og når jeg ved 03-tiden under
indtagelse af madpakken lytter til Bruchs violinkoncert fra Sveriges musikradio
på den gamle rørradio, som en kollegerne har fundet i en affaldscontainer - og
til chefens tavse misbilligelse - stillet op på øverste hylde af reolsystemet,
føles tilværelsen næsten himmelsk.
Indfinder trætheden sig efter en dag, hvor søvnbehovet ikke er dækket
fuld tud (at sove på vagten er helligbrøde), så er tiden inde til at tage en tur
op over kedelhustaget og nyde solopgangen over Køge Bugt. At betragte solopgangen
en midsommermorgen kan – i den følelseslabile tilstand, som nattevagtsperioden
genererer – næsten få mig til at tro på, at højere magter styrer tilværelsen på
jorden.
Men det er langt fra alle nattevagter, der indbyder til romantik og
irrationelle følelser. Ofte sker dramatiske hændelser, der kræver hurtige
rationelle handlinger, som den unge uerfarne maskinmester er ene om at skal
tage stilling til.
Støjen er øredøvende, da jeg en nat ved 03-tiden bringes retur til den
virkelige verden. "Hvad fanden sker der?" farer det igennem mit
hoved, mens jeg styrter ud på fyrpladsen, hvor kaskader af støv, savsmuld og
isoleringsmaterialer er på vej ned fra galleriet over de gamle kedler. Jeg
løber videre ud i det fri, besluttet på at handle, men hvordan? At stoppe hele
anlægget er en alvorlig sag, som efterfølgende - hvis beslutningen er forkert -
kan medføre stor misbilligelse fra chefen. Efter kort tids overvejelser vælger
jeg - i min totale forvirring - at foretage en hastig total nedlukning af hele
anlægget og dermed af hele fabrikken; jeg udløser hurtiglukkeren på turbinen og
trykker på kedlernes nødstop. Er beslutningen forkert, venter der
ubehageligheder næste dag, for min chef har sjældent den store tolerance
overfor fejltagelser - ej heller overfor for en ung uerfaren maskinmester, men
mindre fejlen er tilstrækkelig stor. Så bakker han sin medarbejder op uden
forbehold. Da støjen efter nogle minutter er aftaget, og støvet har lagt sig,
finder jeg ud af, at en 2" prop er blæst ud af en dampledninger med 13 bars
damptryk ved temperatur på 220 gr. C. Hvis jeg havde passeret forbi lækagen,
ville jeg have fået blæst hovedet af. Med tilkaldte kollegers assistance bliver
defekten udbedret og anlægget startet op igen. Jeg undgår en reprimande fra
chefen. Det er det nærmeste, jeg kommer en anerkendelse for at have handlet
rigtigt...Hans normale reaktion på unge maskinmestres fejltagelser er typisk en
let dulgt tilkendegivelse af, at man er idiot, mens en ytring i retning af:
"Ja, så tror jeg s'gu da nok, jeg have valgt en anden løsning",
tilkendegiver, at det, man har gjort, er ok. At min beslutning denne nat ikke
efterfølgende kommenteres af ham, må jeg betragte som en anerkendelse...
En smuk sommermorgen, hvor jeg fra kedelhustaget nyder solopgangen
over Køge Bugt, begynder en sikkerhedsventil af blæse. Det lyder meget
voldsomt, for den er ikke udrustet med lyddæmper. Særlig meget dramatik er der
ikke forbundet med situationen. Den forekommer en gang imellem, når en afdeling
uvarslet lukker af for dampen, og ventilen lukker normalt efter få sekunder af
sig selv, når trykket i dampsystemet er faldet. Jeg begiver uden forhøjet puls
ned for at efterjustere systemtrykket, så det ikke gentager sig. Men
sikkerhedsventilen forsætter med at larme, for den lukker ikke i, uanset hvor
meget jeg nedjusterer damptrykket. Noget må gøres! Desværre befinder
sikkerhedsventilen sig over damprørene under taget på galleriet og er ikke
umiddelbart tilgængelig - selv med en stige. Der må være forløbet det meste af en
times tid, inden jeg - ene mand - har fået bakset en stige op ad den smalle
stållejder til galleriet og har fundet et sted at stille den, hvorfra det er
muligt - over andre damprør - at mave mig hen til lydkilden og give den nogle
gevaldige dask med en smedehammer. Og så klapper den i! Det er ikke en
metode, der er beskrevet som anbefalelsesværdigt i nogen teknisk litteratur!
Jeg antager - på det tidspunkt - har der næppe været en vågen person i den
lille sjællandske provinsby eller på Stevns! Og den lokale presse kunne
efterfølgende føje endnu et par vrede læserbreve til de mange, som i denne
periode - vendt mod savværket, - udgør en stor del af læsestoffet i det lokale
venstreblad.
Mere muntre episoder forekommer også på nattevagten. Senere i
karrierens forløb - på en fridag - ringer chefen til mig. Om jeg kan komme på
nattevagt, for der er indtelefoneret en bombetrussel mod savværket, som derfor
må forventes sprængt i luften i nattens løb, og ekstrabemanding er påkrævet. Af
chefens mange kompetencer er evnen til at modtage et afslag ikke blandt de mest
fremtrædende, så jeg indvilliger. Jeg møder ind kl. 23 til et savværk i
undtagelsestilstand. Ekstra bemanding er indkaldt som udkigsposter på
strategiske steder. Jeg bliver posteret på taget af kedelhuset og udstyret med
en walkie talkie. Operationen styres af virksomhedens brand- og sikkerhedschef,
der går under navnet 'Lyn-Ejner'. Han er en flamboyant person med et ganske
voldsomt temperament, der selv på en rolig dag ofte uden varsel flammer op. Og
så elsker han dramatik, og skaber den ofte selv. 'Lyn-Ejner' er i sit es, og
han styrer nattens begivenheder med stor entusiasme, og det er ham, der skal
meldes tilbage til. Natten igennem kører han rundt på området i sin mørkeblå
Toyota, skiftevis med tændte og slukkede forlygter - alt efter hvad situationen
må kræve. Til savværkets område hører et større opdæmmet område med blød sand.
På et tidspunkt observeres en person løbende ud over dette område. Han
eftersættes af en truck med små faste ringe. Den kører fast i det bløde sand, og
endnu en truck sendes efter den uidentificerede mørke skikkelse. Også denne
truck kører fast, så nu sidder der så to trucks fast i sandet, og den mørke
person er pist væk. Han bliver senere identificeret til at ikke at være en
attentatmand, men en ærlig indbrudstyv, der under forsøg på indbrud i en af
kantinerne er blevet overrasket over det store opbud af personer, og altså
opgiver sin ærinde halvvejs.
I morgengryet kan jeg – fra min post på kedelhustaget - melde om en
cyklist uden lygter på vej ned af cykelstien indenfor hegnet ud mod den
offentlige vej. 'Lyn-Ejner' er straks oppe på mærkerne og sin mørkeblå Toyota
følger han - med slukkede lygter - efter i behørig afstand. Nede ved en
afdeling stopper den mørklagte cyklist og stiller sig med front mod en bygning.
'Lyn-Ejner' har nu - i passende afstand - forladt den mørkeblå Toyota og sniger
sig ind på skikkelsen bagfra! Med et bagfaldsgreb tvinges den mørklagte cyklist
resolut i jorden! Det er virkelig dramatik på højt plan. Og så går fejltagelsen
op for 'Lyn-Ejner'. Den 'mystiske' person er en medarbejder, der - i god tid
før produktionen starter op om morgenen - har til opgave at rense savsmuld ud
under diverse transportbånd, og det øjeblik han brutalt nedlægges bagfra, er han
- inden dagens dont - i færd med at lade vandet op af en mur!
Om morgenen opløses nattens dramatik i en lettere munter stemning, som
ikke forstyrres af højerestående chefer. For besynderligt nok har ingen af
disse været til stede om natten.
En anden nat bliver mine sanser aktiveret af en ukendt alarmlignende lyd.
Det lyder nærmest som en klokke, der ringer, og lyden er temmelig høj. Egentlig
bør det ikke være så mærkeligt, for alarmsystemet er ikke konsekvent
centraliseret. Der findes mange lokale alarmer, der er udstyret med en
ringeklokke eller en rød lampe. Men denne lyd har jeg s'gu ikke hørt før. Jeg
undersøger de nærmeste omgivelser til kontrolrummet, men udenfor er alarmen
næppe hørbar. Den må komme fra kontrolrummet! Jeg lokaliserer ringelyden til et
arkivskab i stål. Åbner en skuffe - for at finde et gammelt vækkeur, som en af
mine mere spøjse kolleger har fundet i en affaldscontainer og anbragt i
stålskabet og sat det til at ringe midt på natten. Dengang er der ikke indført
affaldssortering og mange medarbejdere benytter flittigt firmaets container til
privat affald. Og ligeså mange medarbejdere benytter sig af muligheden til at
klunse - deriblandt min spøjse kollega. Engang finder han en udstoppet and og
anbringer den i en el-tavle. Jeg husker ikke reaktionen hos den kollega, som må
være blevet meget overrasket ved synet!
Selvom jeg i de år bestemt ikke brød mig om nattevagtsperioden, så var
det ikke altid lige kedeligt.....
