Et voldsomt
nys bringer mig tilbage til virkeligheden. Jeg er faldet i staver og
dagdrømmer. Med mine sytten år har jeg været i lære et par måneder på De
Forenede Jernstøberier i Næstved. Mit job er at skrue skilte på oliefyr, ikke verdens
mest inspirerende opgave, og jeg er lærling hos ‘Den Lille Jensen’, ikke
verdens mest inspirerende svend. Han generer egentlig ingen og skælder aldrig
ud, for han siger sjældent noget, og slet ikke til mig, bortset fra dagens to,
tre nødvendige sætninger, og altid noget arbejdsrelateret. Jo, forresten, der
er da lige dengang - måneder efter denne episode - at han spørger: ,”Er det i
dag, du skal aflægge køreprøve?” Værkføreren må have underrettet ‘Den Lille
Jensen’ om, at jeg har fået bevilget et par timer fri, for at få overstået den
lille formalitet - på min atten års fødselsdag, forståes! Den Lille Jensen er
med et moderne udtryk et introvert menneske.
Nyset
kommer fra Jensen, som traver rastløst frem og tilbage foran de fem oliefyr,
som kører på prøvestandene. Ud over at skrue mærkeskilte på oliefyrene er det
også min opgave at løfte oliefyrene op på prøvestanden og visa versa - jo, jo,
der er skam en vis afveksling i arbejdet. Herfra overtager Jensen ansvaret, som
består i af tilslutte fyrene til oliesystemet og i øvrigt overvåge
prøvedriften. Og i to timer traver ‘Den Lille Jensen’ så frem og tilbage,
inspicerer med mellemrum fyrene, sætter spidsen af en skruetrækker med på
fyret, lægger øret til håndtaget på skruetrækkeren, lytter og ser betydningsfuld
ud.
Det er
under denne overvågning, at et nys ikke længere kan tilbageholdes. Desværre
udvikler nyset et så voldsomt lufttryk, at gebisset i overmunden heller ikke
kan tilbageholdes, og i en omvendt parabelformet kurve forlader det mundhulen
for at lande i en dynge olievædet savsmuld!
Det sker
lige for øjnende af dagdrømmeren, så jeg har første parket. Min reaktion er at
udstøde en høj hysterisk latter, som går over i et grineflip. Heldigvis får jeg
øjenkontakt med nogle af de andre på værkstedet. Her skal ikke grines! En
senere evne til at se det komiske i bizarre situationer bliver måske grundlagt
her. ‘Den Lille Jensen’ bemærker heldigvis ikke min upassende opførsel, for han
ligger på knæ optaget af at fiske gebisset ud af bunken med olievædet savsmuld.
Gebisset findes, stikkes i lommen, og ‘Den Lille Jensen’ lusker upåagtet ud af
det lille værksted, skæver til siderne, har noget mon set det? Men alle er
pludselig blevet meget optaget af deres arbejde. Da Jensen er ude af
værkstedet
bryder en befriende latter ud.
Afveksling
i dagens rutineprægede arbejde kan forekomme. En dag har ‘Den Lille Jensen’
glemt at samle et olierør, og fyringsolie sprøjter ud på en væg, hvor der står
en reservedelsreol. Som lærling bliver det min afvekslende opgave at rengøre
flere hundrede reservedele samt reol og væg for fyringsolie.....
Der er
yderligere tre svende og en lærling på det lille oliefyrværksted. De to unge
svende Børge og ‘Smed Henriksen’ styrer samtalen på værkstedet. Den kan være
ret lummer, især mandag morgen, hvor ungkarlen ‘Smed Henriksen’ overfor den
gifte Børge aflægger beretning om weekend’ens udskejelser. Vi to lærlinge
deltager ikke i disse samtaler, vi lytter blot med ørene slået ud. Den rare
ældre Johannes, som er den fjerde af svendene, ryster blot overbærende på
hovedet af de to styrvolter og siger med et stille smil til dem, at de er
fjollede at høre på! Jeg har kendt Johannes gennem flere år. Han har en lille
frugtplantage udenfor Næstved, og hvert år levere han os den kasse Ingrid
Marie-æbler, som min far, der også er smed på fabrikken, køber af ham.
Johannes
har den anden lærling tilknyttet. Han er søn af ‘Autostradamorderen’, der
arbejder som ingeniør på maskinfabrikkens tegnestue. ‘Autostradamorderen’ får
sit navn, fordi han engang blev anholdt af tysk politi, mistænkt for et mord
begået på autostradaen. Det hele var en fejltagelse, og han blev hurtigt sat
fri igen. Men navnet hænger ved. Det gør det navn, som nogle hurtigt ‘døber’
sønnen, også. Han bliver kaldt ‘Bivejsmorderen’.
Han
begynder samme dag som mig på det lille oliefyrsværksted, og hans
indledningsreplik kunne nok have været valgt med større omhu. “Jeg skal ikke
kun være maskinarbejder, jeg skal være ingeniør!”, erklærer det unge menneske
frimodigt den første dag, han møder op på jobbet. Han er nu allerede bagud på
point, inden kampen er begyndt! Hans sortie fra fabrikken bliver mindst ligeså
uheldig, som starten. Medbringende det beløb, han om lørdagen er blevet
udstyret med som betaling for at af de tre obligatoriske ophold på Teknisk
Skole - mange hundrede kroner - forsvinder han, og vi ser ham aldrig mere på
fabrikken. En trist skæbne.....
Efter seks
måneder sammen med “Den Lille Jensen” skal jeg ud i andre afdelinger på
maskinfabrikken, men helt ude af min verden bliver han ikke, for en af de
svende, jeg i en periode bliver tilknyttet, er hans svigersøn. Han går under
navnet ‘Frede-Ild-I-Røven’. For han er også brandmand. Og jeg bliver
lærekammerat med ‘Frede-Ild-I-Røvens’ søn, som - selvfølgelig - bliver kaldt
“Gnisten”. Men det er en ganske anden historie....
