Verdenshistoriske
begivenheder har det med at sætte et bogmærke i de flestes menneskers liv. Jeg
husker nøjagtigt, hvad jeg foretog f. eks. da Cubakrisen brød ud (jeg spillede
firmabordtennis), Kennedy blev skudt (jeg var på Kraghs Konditori i Næstved og
drikke øl og pullimut med vennerne denne fredag aften) og også ved mange andre
verdensbegivenheder har jeg en nøje erindring om, hvor jeg var, og hvad jeg
foretog mig. Således står også den 20. juli 1969, hvor Apollo 11 landsatte Niel
Armstrong på månen for halvtres år siden, klart i min erindring. I min kalender
har jeg nøgternt konstateret, at jeg har fri og har været på Møens
Klint......men ikke et ord om månelandingen, for større ting prægede mit liv.
Jeg befandt mig i en overgangsfase, var lige blevet færdig med min uddannelse,
havde fået hyre på ØK’s M/S SINALOA og holdt en pause i forholdet med den pige,
jeg havde været kæreste med i 4 år, og som jeg senere blev gift med og som gav
mig 44 år af sit liv.
Jeg var på det tidpunkt blevet ven med en
pige - kærester var vi ikke - som var en rigtig ‘drengepige’, der udover sit
job som kontorelev, kørte Taxa, red på heste, når altså ikke lige hun kørte
rundt på sin scooter eller i sin røde to-takt SAAB. Denne meget (pro)aktive
pige var ikke kedelig at være sammen med, og på denne min sidste fridag - inden
det gode skib M/S SINALOA kastede fortøjningerne los fra Orient Plads i
Frihavnen for at stampe sig vej over Atlanterhavet på sin 37. rejse med
slutdestination i Vancouver - havde vi besluttet at køre en tur til Møns
Klint.....månelanding eller ej! På vejen hjem fik hun den idé, at vi skulle
lægge vejen forbi Vordingborg og gå i biografen. Der gik en helaftensfilm -
sådan hed det dengang - til forhøjede billetpriser; måske har det været
“Navarones Kanoner”....husker det ikke så nøje. Jeg var først hjemme ved
midnat.....jeg boede stadig hjemme, som jeg havde gjort under hele min
studietid.....og min mor var stangsur, da jeg dukkede op.....denne sidste aften
inden jeg næste morgen meget tidligt skulle mønstre på skibet og være væk
hjemmefra i flere måneder. Jeg forstod hende godt, for hun havde under hele min
uddannelse sørget for, at jeg kunne koncentrere mig om den, og rent tøj, kost
og ikke sjældent et kontant tilskud fra hendes sparsomme enkepension havde hun
sørget for....Månelandingen var således ikke det dominerende tema i lejligheden
på Erantisvej....
Den gik først rigtigt op for mig en
månedstid senere, da jeg så de farvestrålende magasiner med billederne af Neil
Armstrong på Månen i kioskerne i Los Angeles......men alligevel satte datoen
den 20. juli 1969 et bogmærke i mit liv....
