Den Kolde Krig på Bornholm

 

Den 2. Verdenskrig sluttede i foråret 1945 og efterfulgtes af Den Kolde Krig, som varede til Murens fald i efteråret 1989. Sejrherrerne fra krigen - De Allierede – havde delt byttet; efterfølgende troede de ikke hinanden over en dørtærskel. To ideologier overfor hinanden. Atlantpagten (NATO) overfor Warszawapagten. Det skabte konflikter! Man chikanerede hinanden. Man spionerede og oprustede, og ind imellem truede konflikterne med at bringe verden ud i ragnarok. Det var den kolde krigs tid i min barndom og ungdom, og for forældregenerationen lurede en reel frygt for en atomkrig.

Jeg deltog i foråret og sommeren 1970 aktivt i denne kolde krig, idet jeg aftjente min værnepligt som menig maskinmester på Bevogtningsfartøjet P535 ’NYMFEN’ – en af NATO-flådens evige trusler mod ’De Røde’ i Østersøen – ’Fredens Hav’. Nåe, ja – det med truslen er måske en overfortolkning; vores primære opgave var farvandsovervågning i internationalt farvand, enten ved udkald til uidentificerede skibe eller ved de såkaldt Stjernepatruljer, hvor ’NYMFEN’ i dagevis sejlede tæt på sømilegrænserne til DDR og Polen for at observere fjendens eller ’de rødes’ ( legale betegnelser i Søværnet dengang) flådebevægelser. Tanker om krig prægede ikke vores hverdag, selvom der ikke manglede dramatik.

Jeg påmønstrede ‘NYMFEN’ januar 1970 på Holmen. Besætningen bestod af 4 officerer, 1 oversergent og 17 -18 menige. Officererne havde deres eget lukaf, mens vi menige boede i køjer på agterbanjen, godt stuvet sammen på et lille areal. Ophold og skafning foregik for menige på forbanjen. Vi var to værnepligtige menige fuldt uddannede maskinmestre (bødere) ombord - udover mig min gode skibskammerat Per, som jeg kendte fra Auderødlejren. Vores nærmeste foresatte var en noget yngre maskinløjtnant (’mester). Han var en blegfesen ung mand - ikke ulig en konfirmand i sin fine officersuniform (som han vist var meget glad for). Han var meget genert, ganske flink og uskadelig og opholdt som regel kun i maskinen under havnemanøvre, sjældent i søen, hvor stanken af råddent bundvand og dieselolie var kraftig.

Inden vi overgik til egentlig tjeneste i de forskellige marinedistrikter med baser i Korsør, Stubbekøbing, Rønne, Køge og på Holmen, var vi på forskellige træningssejladser. En af disse gik ud på at indøve gastæt sejlads, hvor forbrændingsluften til de to maskiner tages direkte fra det fri og ikke - som under normal sejlads - fra maskinrummet. Til at overvære denne øvelse blev der fra Flådestation Korsør sejlet en viceadmiral ud til os i Storebælt. Det var en aldrende mand med et mildt ansigtsudtryk, der ikke havde den fjerneste lighed med fordums tiders barske søhelte. Et eller andet gik skævt for os i maskinen under denne omstilling. Der blev lukket helt for forbrændingsluften, og en sort røgfane steg op af skorstenen. Trikkeren (elektrikeren), der befandt sig på dækket, lod sig gribe af panik og råbte: ”Brand ombord! Brand ombord!” og hev resolut i nødstoppet til maskinerne. Og så sejlede vi ikke gastæt mere. Vi sejlede slet ikke mere! I maskinrummet blev der ligeså stille, som når Lars Løkke for rullende kamera bliver spurgt om forskellen på Venstres holdning og Venstres synspunkt! Den aldrende viceadmiral med det milde ansigtsudtryk tog det pænt, og morede sig lidt over fadæsen.

Under overvågningssejladserne sejlede vi sommetider kun en bådlængde fra ’fjendens’ (DDR og Polen) skibe, og det er også hændt, at ’NYMFEN’ har sejlet midt inde i en fjendtlig konvoj. Ikke sjældent bemandede de en kanon og pegede på os, men det var spil for galleriet. De vidste de, og det vidste vi. I de situationer krævede chefen, reglementeret påklædning på dækket og vi måtte heller ikke vinke over til besætningerne på de fjendtlige skibe. ( hvad vi som ofte gjorde.)

Engang var vi blevet beordret ud i Østersøen for at overvåge et østtysk dykkerskib, der fiskede efter eet tabt missil. ’NYMFEN’ ankrede op en skibslængde fra østtyskerne – og der blev vi liggende hele weekenden, imens danske jagerfly på skift styrtdykkede ned mod de to skibe. Den første nat blev der på ’NYMFEN’ posteret en vagtmand på dækket. En af officererne havde udstyret vagtmanden med skarpladt maskinpistol. Da det gik op for chefen, blev maskinpistolen fluks inddraget og ombyttet med en hvid gummiknippel. Så havde man da sikret sig, at ingen kom alvorligt til skade. Og chefen havde ydet et vægtigt bidrag til opretholdelse af verdensfreden, for tænk om vagtmanden i befippelse havde skudt en af de rødes søfolk! Stor diplomatisk krise, troppeopbud osv….

En anden gang blev ’NYMFEN’ sendt op i Storebælt for at møde den russiske krydser ’SVERDLOV’, som var på vej sydpå og op i Østersøen. Da vi passerede den om bagbord gjorde krydseren ’front om bagbord’. Dvs. hele besætningen linede op i retstilling på bagbords side. Den er den måde to orlogsfartøjer kan hilse på hinanden på. Lidt imponerende var det nu. Og så lagde vi os ellers i krydserens kølvand og ’eskorterede’ den til øst for Bornholm. Det blev kattens leg med musen. ’SVERDLOV’, hvis topfart var 32 knob (mod ’NYMFENS 17 knob) skiftevis øgede og sænkede farten, så hver gang vi var kommet tilpas bagud ’ventede’ de på os for igen at sejle fra os. De drillede os!

Hele sommeren 1970 lå ’NYMFEN’ i Rønne. Her oplevede vi den største triumf i min tid på ’NYMFEM’. Vi sænkede et skib!

En varm augustaften var vi nogle stykker, som var gået Rønne Bio. Pludselig blev forestilling afbrudt, lyset tændt, og en mand meddelte, at besætningsmedlemmer fra ’NYMFEN’ skulle mønstre på skibet med det samme. Uden for biografen kunne vi høre skibssirenen og se lyskeglen fra skibets projektør op i luften. Der var ubrudt brand på tankeren ’OTTO TERKOL’ som lå til kaj ved Østkraft få hundrede meter fra ’NYMFEN’, som af brandvæsenet var blevet anmodet om assistance. Chefen, som i sådanne situationer let lod sig rive med og let blev forvirret, fik efter nogle kluntede manøvrer i havnen, lagt til på siden af den brændende tanker. I de lokale aviser blev det dagen efter beskrevet, hvordan ’NYMFEM’ ” elegant gled op på siden” af den brændende tanker. Løgn fra ende til anden! Vi nærmest buldrede i ind i tankeren, og med lidt større fart var den formentlig blevet sænket i første forsøg. Nå, men slukningen påbegyndtes, og efter nogle timers sprøjten med vand, blev det klart, at branden ikke kunne slukkes. Det blev derfor besluttet at vandfylde tankeren. Koøjer blev knust og brandslanger stukket ind. Efter yderligere et par timer havde ’OTTO TERKOLD’ lagt sig tilrette på bunden af Rønne Havn med kun det øverste del af apteringen oven vande. Mission completed! Det var noget over midnat, da chefen over skibets prajeanlæg kontaktede brandinspektøren på land: ”Hr. brandinspektør, nu overtager De skibet! Jeg gentager: Hr. brandinspektør, nu overtager De skibet. Vi returnerer!” Meldingen kom med sådan en volumen, at den lille del af Rønnes befolkning, der ikke var stimlet sammen på havnen for overvære forestillingen, må være blevet vækket.

Næste dag var de lokale aviser fulde af lovord om de tapre marinesoldaters indsats, og den lokale brandinspektør roste også besætningen på ’NYMFEN’. Min egen indsats vil måske ikke fremstå som en af de største enkeltmandspræstationer i den Søværnets historie, men det var altså MIG, som startede skibets brandpumpe den augustaften 1970 i Rønne havn!

I de efterfølgende dage brugte vi meget tid i ’maskinen’ på at fremstille en mindeplade over begivenheden. Der blev filet en silhuet ud i messing af ’OTTO TERKOL’. Mindepladen bar overskriften: ’Til minde om slaget mod OTTO TERKOL’ Den fik sin plads på skottet i forbanjen.

Med skibets forlægning til Rønne var det ikke muligt for et vagtskifte med 3-timers varsel at nå hjem i weekends. Derfor blev mange fri-weekends tilbragt i Rønne. Der skulle jo lidt adspredelse til i sådanne situationer, og det kunne passende være at indtage nogle bajere på agterbanjen. Vi måtte ikke drikke spiritus ombord, men officererne havde et pragmatisk forhold til denne kendsgerning, og de opsøgte aldrig konfrontationer i den anledning, selv når chefen bogstavelig talt løb ind i et par af gutter med en ramme guldbajere imellem sig. Han eneste kommentar(uden at dreje hovedet) i forbifarten var blot: ”De må ikke have øl ombord sømænd”. Han så sig ikke tilbage eller foretog sig ikke yderligere. Da han var ude af syne blev øllet båret ombord Han var nu heller ikke selv afholdsmand.

I sådan en weekend fik samme chef besøg på skibet i Rønne af sin kone eller kæreste – hvad ved jeg. Hun var efter sigende brasilianer og forfatterinde. Da den falmede sorthårede sydamerikanske skønhed så den vakkelvorne gangway’, der forbandt kaj og skib, var hun tæt på et hysterisk anfald, og nægtede at gå ombord. Plotteren Thorkild, der gik kajvagt, fattede lynhurtigt situationen og tilbød galant den sorthårede falmede skønhed sin hånd og førte hende sikkert ombord. Hun kvitterede overfor den sortkrøllede Thorkild med et mere end anerkendende smil, men chefen traskede bagefter og hurtigt fik damen ned om læ.

Jeg afmønstrede ’NYMFEN’ i midten af oktober på Holmen. Det var lidt vemodigt at tage afsked med de gutter, der i 9 måneder havde levet så tæt sammen. Inden indkaldelsen til Søværnet havde jeg besluttet, at betragte det som lidt af et sabatår efter to og et halvt hårde år på skolebænken. Værnepligtstiden skulle overstås så let og smertefrit som muligt, og det blev den. Jeg følte mig ikke udsat for større ubehageligheder i den tid, og har kun gode minder tilbage med gode kammerater fra vidt forskellige samfundslag.

Eller er det bare sådan, at nogle mennesker har gode minder, men en dårlig hukommelse?

 

 

Peder Kristian og Indre Mission på Mors

For personer tæt på mig lyder det måske usandsynligt, men……min morfar var med til at stifte Indre Mission på Mors!

 Peder Kristian Nielsen er født i 1855 og bliver udlært sadelmager fra Ejerslev. I 1881 bliver han gift med den 4 år yngre Ane Marie Salquist. Som ung bliver Peder Kristian grebet af den vækkelse, der i 1890 griber øen, som en reaktion mod den herskende grundtvigianisme. Han var ”kommet i Berøring med troende Mennesker og forstod godt med mig selv, at jeg skulle have det anderledes”. Således skriver han i en lille bog ”Indremission på Mors” udgivet af Lærer Valdemar Pedersen. Han er stærkt i tvivl, og han skriver videre: ”Men Gud blev mig for stærk, og saadan gik der en tid, indtil jeg med flere fik kæmpet Jakobskampen ud og fik fred”. Han involverer sig i Indre Mission og inviterer omrejsende missionærer til at komme at tale om evangeliet og vejen til frelse. Han går fra dør til dør på øen og fortæller om møderne, som man efter noget besvær får lov til at holde på skolen i Øster Assels, hvortil han og Ane Marie er flyttet. Der er behov for et missionshus, og Peder Kristian går sammen med andre fra hus til hus, fra gård til gård på øen for at samle penge ind til missionshuset. Det giver meget besvær og koster en tur på herredkontoret i  Nykøbing for afgivelse af forklaring. Han konstaterer efter mødet ”men det gik dog bedre end forventet, og min rejse fik jeg godtgjort, men de indsamlede penge blev inddraget”. De må derfor på den igen til fods øen rundt for at samle penge ind, og den 25. november indvies missionshuset.  Der forgik mange aktiviteter i huset ”på heden”, bl. a. ”ynglingemøder og møder for børn. Ingen synes egnet til at lede disse møder, og”, skriver Peder Kristian  ” det endte med, at vi maatte have rede paa stillingen. Til sidst forstod jeg paa Herren, at han ville have mig i den Gerning og han har hjulpet mig hver Gang, jeg stod over Børnene.”
Men der må være blevet tid til overs fra gerningen som sadelmager og arbejdet i Indre Mission. Ane Marie og Peder Kristian fik 13 børn over 22 år. Det sidste barn fik Ane Marie som 46-årig. Barnet var dødfødt. Kun 7 af børnene blev mere end 2 år.
Jeg nåede ikke at kende min morfar, som døde i 1947. Min far har beskrevet ham som en mand med en underfundig humor og megen lune, skønt min far engang fik en gevaldig røffel af den gamle. Mine forældre lærte hinanden at kende i en moden alder; de var over 30, da de mødtes. Under et af de første besøg på limfjordsøen havde mine senere og endnu ugifte forældre en aften været på besøg hos nogle af min mors gamle venner og var kommet sent tilbage. Det medførte dagen efter en heftig reprimande fra den gamle, så voldsomt, at min ellers altid besindige far måtte tage til genmæle, og gøre opmærksom på, at han nok mente sig i stand til at tage vare på hans datters sikkerhed efter i 7 – 8 år at have bumlet den halve jordklode rundt som sømand og alt muligt andet.

Peder Kristian døde som 92-årig i 1947 8 år efter Ane Marie.