Den meget unge præst kiggede uforstående på mig. Jeg havde
lige udtrykt håbet om, at vi ikke skulle ses mere. Skyndsom fik jeg dog
tilføjet et: "under samme omstændigheder". Og hans ansigt vendte
tilbage til vanlige venlige folder. Han havde lige begravet min mor på den
gamle kirkegård i Næstved, og nu stod vi udenfor kapellet og trykkede hænder.
Min mor døde den første dag efter påsken i det første år
efter årtusindeskiftet. Det var en solbeskinnet forårsdag, hvor tulipaner og
frugttræer ud foldede sig i flotteste flor. Det stod i grotesk modsætning til
det triste værelse, vi befandt os i på plejehjemmet, og i hvilket hun tilbragte
sit sidste plagsomme år - nummer 94 i rækken - mæt af dage og uden lyst mere
til livet.
Hun døde ved middagstid, og venlige og kompetente
mennesker var tilstede og rådgav mig om de praktiske ting. Det bragte mig i
forbindelse med den unge præst i et landsogn i byens omegn. Han havde vagten
denne første hverdag efter påsken, hvor byens faste præster formentlig har
været overarbejdede og afspadserede efter en stressede periode i forbindelse
med påskens markering af frelserens
korsfæstelse og genopstandelse.
Det er ingen tragedie, når et menneske på 94 år, mæt af
dage, ikke lever mere, men den, der er tilstede, er påvirket af det, og har et
behov for at snakke, og jeg fortalte den unge præst, at det faktisk ikke var
min rigtige mor, men den kvinde, der fra mit syvende år blev en fuldgod
erstatning, så det gjorde ingen forskel. Han var god til at lytte, og
velsignet(!) fri for at snakke om det evige liv, syndernes forladelse og hvad
ved jeg... På et tidlig tidspunkt under samtalen bød han mig noget at drikke,
og foreslog mig en øl. Det tilbud tog jeg med taknemmelighed imod, og mens jeg
drak min øl og han sin cola, gled samtalen langsom over på andre emner, bl. a.
om livet som ny og ung præst i en gammel præstegård langt ude på landet. På den
store græsplæne udenfor arbejdsværelset løb hans børn og legede i solskinnet,
og han priste sig lykkelig over ikke selv at skulle slå plænen. Det var ret så
livsbekræftende, og da jeg en times tid senere kørte derfra - efter at have
forsøgt at forklare ham vejen til kapellet - havde jeg det betydeligt bedre.
Nu skete det hverken værre eller bedre end, at jeg
adskillige måneder senere - måske et år eller mere, jeg husker det ikke så nøje
- igen stod overfor den unge præst uden for kapellet. Han havde begravet
moderen til to af mine venner, jeg havde kendt siden barndommen. Men vi
trykkede hænder sagde han med et stille smil: "Det gik ikke helt, som du
udtrykte ønske om, sidst vi sås."
