Sidevisninger i alt

Sidevisninger i alt

mandag den 8. juni 2020

Musik vækker minder



Min glæde ved musik blev vakt - og forsøgt kvalt - i mellemskoleårene på Næstved Gymnasium. Det sidste lykkedes ikke, selv om der blev gjort et ihærdigt forsøg fra vores sanglærers side. Lad os tage det sidste først.
Vi havde en sanglærer med det borgerlige navn Rasmussen; han var en lille mand, en meget lille mand, ja at betegne ham som en mandsling, ville nok ikke være helt ved siden af. Af ret let forståelige grunde gik han under navnet ”Lille-Ras”. Ved en af de første undervisningstimer i ”Sang” i første mellem blev vi stillet op fem elever på række ad gangen og bedt om at afsynge en af vores fædrelands vemodige sange. Lille Ras lagde hovedet på skrå, så betydningsfuld ud, og lyttede med alvorlig mine til hver enkelt elevs stemme. Vi skulle inddeles i A og B-sangere. B-sangerne var dem, som sang falsk! Mange sekunder havde han ikke lyttet til det, der kom ud af min mund, før jeg fik beskeden ”Tak, det nok. Du kan godt sætte dig ned på din plads!” Jeg var på livstid blevet B-sanger…..og siden dengang er der aldrig nogensinde kommet en tone ud af min mund…falsk eller ikke falsk.
Men det havde absolut også sine fordele at være B-sanger, for vi, som det var blevet påbudt ikke at måtte synge med, kunne i stedet for lave lektier i sangtimen. Undtagelsen var, når klassen skulle lære at læse noder, så havde vi pænt at deltage i undervisningen. Den bagved liggende pædagogik med først ikke at måtte synge, men være tvunget til at lære noder, står for en lægperson udi pædagogikken måske ikke lysende klart! Men jeg fik lært at læse noder, dvs. jeg kender bogstaverne på noderne; det er meget nemt, for dem, der står på nodelinierne E, G, H, D, F, huskes på En Gås Har Dejligt Fedt….den remse kan alle jo lære, selv B-sangerne. Og dem der står mellem linierne hedder FACE. Hvad Lille Ras ellers forsøgte at gøre os klogere på med b’er, krydser og tonearter, det kom jeg aldrig til at fatte. Det var effektivt lykkedes Lille Ras at få mig til at miste interessen for hans undervisning….men ikke for musik! Og tak for det.
For der var noget, som hed skolekoncerter. En gang om året kom Sjællands Symfoniorkester på besøg til en koncert i aulaen. Fra det øjeblik, jeg første gang jeg hørte et symfoniorkester sætte i med en ouverture, var jeg solgt. Og så erindrer jeg ikke engang, hvad der blev spillet, ud over ”Tubaen Tobby”. Men indtryk må det have gjort…..
I det store spisefrikvarter blev der spillet musik i det højtaleranlæg, der var kommunikationen fra kontoret til de enkelte klasseværelser; det må have lydt forfærdeligt i de små højtalere; det var en ordning elevrådet havde fået gennemført, og om ikke min hukommelse svigter, så blev ordningen administreret af udvalgte elever. Jeg husker bedst, at der er blev spillet plader med Nina & Frederik, Calypso, fremført på rette dialekt, og når de så sang Melody d´Amour på fransk, så blev det ikke bedre….måske en væsentlig årsag til, at jeg valgte Fransk i realklassen? Også Tomme Steel, denne lille blegfesne undermåler blev spillet (A handful of songs). Han har utvivlsomt givet mange unge piger mærkelige fornemmelser i kroppen, for han var meget populær…..Der kunne nævnes mange, men fælles for os pubertære unge mennesker så var der en hel del fantasier af forskellige art knyttet til denne fortrop for en senere tids syg idoldyrkelse og popkultur?
Først senere associerer jeg melodier med bestemte oplevelser, nogle af en meget privat karakter. Når jeg dengang senere sad på mit lille lønkammer hjemme hos min mor, kæmpede med at forstå termodynamikkens love eller hvad ved jeg i forsøg på at dygtiggøre mig til min fremtidige tilværelse, lyttede jeg til Radio Luxembourg. Her blev tiden nye hits spillet lang tid før de nåede Danmarks Radio og blev præsenteret af Jørn Hjorting i ”Teenagehjørnet”, dengang en nyskabelse eller af det, der nu må være Danmarks ældste teenager, Jørgen Mylius i ”Efter skoletid”. Radio Luxembourg (The Radio of your Stars) sendte på mellembølgebåndet, og blev af mig aflyttet på en lille skrattende transistorradio, som jeg havde fået af min kæreste i julegave; hun var netop blevet udlært. Selv var jeg fattig som en kirkerotte, og en investering på over hundrede kronet til en radio lå langt over min økonomiske formåen. Jeg kom i øvrigt grueligt galt afsted, for jeg takkede for gaven med ordene: ”Sådan en lille billig radio har jeg altid ønsket mig!” Det tog hun mig ret ilde op, men hun må trods alt have tilgivet mig, for vi blev senere gift og fik både hus, hund, barn og bil.
Jeg søger ofte nogle af melodierne fra dengang, og når jeg lytter til ”Penny Lane” med The Beatles føler jeg mig hensat til mit lille værelse på Erantisvej siddende på en spisebordsstol ved det teaktræsfarvede skrivebord med de vakkelvorne ben, jeg købte brugt på afbetaling, mens jeg var i lære for 150 kr….betalt over tre gange.
Også Chris Andrew med ”Yesterday Man” og Ken Dodd med ”The River” som var meget spillet I midttresserne på Radio Luxembourg, bringer minder frem, men de er af en hel anden karakter, som ikke egner sig til gengivelse…..


Ingen kommentarer:

Send en kommentar