At begynde i et nyt job

Stor omskiftelighed og variationer har præget mit arbejdsliv......men kun to gange har jeg i mit voksne arbejdsliv stået overfor at skulle begynde et helt nyt sted.

Tableau 1:

Den første store ændring af min arbejdsmæssige status indtræffer, da jeg efter endt uddannelse får min første - og indtil nu - eneste hyre. Med eksamensbeviset i hånden skal den store verden indtages. Jeg har fået hyre i ØK for tre måneder, inden jeg skal aftjene et års værnepligt i Søværnet, og jeg er blevet bedt om at mønstre på M/S Sinaloa i Frihavnen. Forude venter mig en 90 dages tur til den amerikanske vestkyst. En tidlig julimorgen ved 06-tiden i 1969 står jeg på “Alpen Express” på banegården i Næstved - nøjagtigt som jeg har gjort det de forløbne to et halvt år for at kunne møde på Københavns Maskinskole. Ad snirklede veje ankommer jeg denne solrige julimorgen til Orientplads i Frihavnen, hvor Sinaloa få timer forinden har lagt til kaj og afsluttet sin 36. rejse. Den faste maskinbesætning har allerede forladt skibet og “gænget” (Den  maskinbesætning, som i den  uge, skibet ligger i hjemhavnen, tager sig af reparationer, og som bliver på skibet indtil den sidste europæiske havn forlades) har taget over, for der er altid reparationer at udføre i ”maskinen” efter hver rejse. Med min lånte kuffert entrer jeg gangway’en og finder med lidt besvær 1. mester. Det er ham, jeg skal henvende mig til. Modtagelsen får mig næsten til at vende om og søge nedad gangway’en igen, overbevist om at mit valg af erhverv er en fejltagelse!

“Er De en af de nye assistenter?” bjæffer han. Det bekræfter jeg. Og så lyder det: “Se så at få en kedeldragt på og kom ned i “hobbyværkstedet” og kom igang med arbejdet! Og gerne lidt kvikt! Tror De, De er kommet ombord  for at være passager? Og efter udskejning (fyraften) kan De få en af messedrenge til at vise Dem deres lukaf!” Jeg kan nu se et glimt i øjet på ham, og jeg bliver klar over, at den store flamboyante islænding er en spøgefugl, der morer sig meget ved at skræmme folk. En aften står han på båddækket og kikker ud over Orientplads, hvor et yngre par promenerer forbi, ungersvende med begge hænder dybt begravet i lommen. Da Sigvaldurson ser det, brøler han ned mod parret: “Hallo De der! Er De klar over, at man ikke har med hænderne i lommen, når man går tur med damen?” Den noget forskrækkede ungersvend trækker skyndsomt hænderne op af lommen og kikker op mod den mærkelige mand på skibet.

Jeg kommer hurtigt i kedeldragten og møder mine nye arbejdskammerater. Mange minutter har jeg nu ikke befundet mig i “hullet”, før der proklameres, at nu var det tid til “ti-kaffe”. Længe sidder vi ikke med vores kaffe på dækslugen agten for kabyssen, før en af kollegerne foreslår, vi indtager resten af kaffen på hans lukaf. Jeg følger lydigt trop, og næppe har vi fået sat os på køjen, før der bliver halet en flaske “Lysholmer” op af en skuffe, nogle ikke helt små glas ser dagens lys, og der bliver skænket nogle pæne store snapse op til os. Og således styrkede, indfinder vi os igen i maskinrummet og genoptager dagens gerning. Sådan starter min første rigtige arbejdsdag efter afslutningen af et længere uddannelsesforløb. 1. mester er altid god for en rap bemærkning, når han kommer forbi. En dag ligger jeg kvejlet sammen i forsøget på at løsne nogle bolte under en maskindel, indsmurt i olie og sveden tapløber af mig. Sigvaldurson kommer forbi og gnækker: “Nå, Jacobsen....det stod der nok ikke noget om i lærebøgerne ......at man også kan komme til at svede!” Efter en uges reparationsarbejde i Frihavnen er “Sinaloa” klar til at stævne ud på sin 37. rejse, men det er en helt anden historie....

Tableau 2:

Næste store omvæltning i mit arbejdsliv indtræffer, da jeg den 15. oktober 1970 som 25-årig efter endt værnepligt i Søværnet begynder på Junckers Savværk i Køge. To år havde jeg givet mig selv i det job.....det bliver til 40! Dagen før har jeg taget endegyldigt afsked med Næstved, hvor jeg har tilbragt det meste af min barndom og min ikke særlig vilde ungdom. Jeg har stadig tilknytning til byen, for her bor min mor og min kæreste. Jeg tilbringer til min mors store fortrydelse mestensdels al min fritid i Næstved sammen med den pige, jeg senere er gift med i 44 år. I Køge flytter jeg ind på et møbleret værelse i en ældre villa på Marie Toftsvej hos en gammel, excentrisk ingeniør, der efter et liv i Schweiz er vendt hjem til det gamle land med sin væsentligt yngre hustru. Der er adgang til fælles toilet. Håndvask og kogeplade findes i kælderen. Lejen husker jeg ikke, men skal håndbruseren i det snuskede badekar benyttes, koster det 2 kr. pr. bad oven i lejen! Sengen med den eroderede, uappetitlige skumgummimadras er i sådan en stand, at jeg ikke engang vil byde en hund den. Jeg låner penge af min mor (jeg har ikke fået min første løn endnu) og køber en drømmeseng. Det ser den gamle idiot, og han banker derfor en dag på min dør og meddeler mig, at han føler sig krænket og dybt skuffet over, at jeg ikke finder den seng, han har stillet min rådighed, god nok. Jeg undskylder mig med en dårlig ryg.....og flytter iøvrigt 2 uger senere til et andet værelse.

Jeg ankommer til min nye arbejdsplads i min bedagede VW - det er en fredag - og jeg møder min kommende chef på P-pladsen foran maskinværkstedet. Han har netop stillet sin gamle scooter fra sig og hilser mig velkommen. Under ansættelsessamtalen uger forinden præsenterede afdelingsingeniøren den yngre langhårede mand i de kappeløse træsko og de brune fløjlsbukser med hængerøv for mig som “vores maskinchef”. Den påklædning fandt han gennem de 30, hvor han på godt og ondt er min chef, ikke anledning til at ændre væsentlig på. Jeg modtages godt, og hele første dag går med, at jeg blev vist rundt på det anlæg, jeg på skiftehold skal være med til at tage vare på. Jeg stiller en masse tåbelige spørgsmål, ung, dum og uerfaren, som jeg er. Dem besvarer han velvilligt og venligt- reglen, der bekræfter undtagelsen - for det viser sig ret hurtig, at slige spørgsmål som regel imødegås med slet skjult overbærenhed og ringeagt, som på en dårlig dag kunne tangere hån. (“Ved du ikke engang det!”) Når det er sagt, hører det med i billedet, at hvad jeg som ung, nyuddannet maskinmester ikke ved om kedler og turbiner - og det er i virkeligheden ret meget - det lærer jeg af ham, og jeg finder hurtigt ud af, at han er hamrende dygtig og flittig!

Under en kort introduktion hos afdelingsingeniøren får jeg at vide, at der har været 4 ansøgere til jobbet, der stort set er lige kvalificerede, men der skal jo vælges én, og det bliver så mig, men det kunne ligeså godt have været en af de andre, får jeg at vide. Velkommen til Junckers Savværk, Bent - tro ikke, du er noget særligt!

Mærkedage

At fortælle specifikt om én mærkedag fra min tid i Næstved er ikke så let...de flyder sammen og lader sig ikke så let adskille, for min familie på min fars side var en meget festglad familie, og festerne, der blev afholdt i familien var talrige, for der skulle ikke megen anledning til at familien mødtes i festlig lag. Vi brugte nu kun ordet fest i forbindelse med familiefester - som jo altid kunne afholdes, når ingen anden anledning gaves. Ellers var det familiebesøg eller fødselsdage. Og mine forældres lille lejlighed på Erantisvej var rammen om mange glade og muntre sammenkomster. Min far havde 11 søskende, og selv om ikke alle deltog, når familie samledes, så var der trængsel i den lille lejlighed med fastre, farbrødre, tanter, onkler og ikke mindst et hav af kusiner og fætre. En familiefest - og nu er vi tilbage i slutningen af halvtredserne og i begyndelsen af tresserne - startede som regel med gæsternes ankomst til banegården.....spredt ud over formiddagen. Min far kørte næsten i fast rutefart i den lille Austin Seven årgang 1932 ned på banen for at hente de forskellige grene af familien, som kom med tog. I de første mange år var min far og min farbror Harald de eneste i familien, som havde bil.

Og så var det tid til frokosten, når alle gæsterne var kommet. Den havde min mor brugt dage på at

forberede, hjemmelavet leverpostej, kold flæskesteg, hjemmelavet rødkål, lun mørbrad, lune tarteletter og sikker også så meget andet var obligatorisk. Frokosten startede traditionelt med flere slags sild, som blev skyllet med med øl og snaps, og det ledsagede også maden under resten af frokosten, der meget traditionelt sluttede med ost. Samtalen steg under frokosten langsomt til et crescendo efterhånden som snapsene røg ned, ja, den nærmede sig diskussionniveauet, som dog aldrig udartede sig til noget pinligt.

For selv om den store families sympati lå til venstre for midten i dansk politik, så var de tit rygende

uenige, når der blev diskuteret politik......og det gjorde der tit. Men der blev også diskuteret så meget

andet. En diskussion kunne dreje sig om hvilket håndværk, der var det vigtigste (ja, det blev der virkeligt diskuteret). Alle mine fars brødre fik en håndværkeruddannelse, for min farfar, som jeg aldrig lærte at kende, var det vigtigt, at hans sønner skulle komme et trin højere op på den sociale rangstige, end hvor han befandt sig. Men ligeså tidstypisk fik ingen af min fars søstre en uddannelse. Min far var udlært mekaniker, Ole var tømrer, Knud var snedker, Helge var smed og Harald blev landmand. En anden - stadig venskabelig - diskussion kunne gå på, hvilken hammer der var bedst, en smedehammer, en tømrerhammer eller en murerhammer. Min ældre fætter Poul var murer.

Efter frokosten var det tid til finde kortene frem. Der blev som regel spillet mausel, men det kunne også være whist. Og nu skiftede diskussionen ganske karakter, for der var altid efter hvert spil en heftig diskussion om, hvordan de andre burde have spillet deres kort, alt imens ti- og femørerne skiftede ejermænd, for der blev altid spillet om penge, selvom det var små beløb. Min mor spurgte efter sådan en familiekomsammen: “Hvor meget vandt/tabte du, Thormod?” Under kortspillet stod vi fætre og kusiner tit rundt omkring bordet og fulgte ivrigt med i spillet og havde det største besvær med ikke at kommentere det. Ofte fik min ældre fætter Kjeld, som var min yndlingsfætter, lov til at afløse eller være med, hvis der manglede en makker i et spil whist. Min meget selvbevidste fætter var altid en meget hård kritiker af sin altid ældre makker. Engang havde han min farbror Ole, som var enkemand, til makker. I kådhed og i utilfredshed med, hvordan Ole havde spillet sine kort rejste han sig og gik over til Ole (som var hans morbror) og hev ham i slipset.....kun for at konstatere at slipseknuden var en “snydeknude” og at slipset kun sad med en elastik under flippen. Da Kjeld så, at slipset “gav efter” proklamerede han højlydt med stor glæde: “Har I set det allesammen, morbror Ole kan ikke binde en slipseknude!” Hele situationen opløstes i grin og munterhed. Der var dog også situationer, som truede med at ødelægge den gode stemning, for min onkel Aage, som var gift med min fars søster Ruth, havde en lidt ustabil psyke, der over uforklarlige småting kunne få ham til flippe helt ud. Så var det som regel min besindige far, der måtte “tale ham ned”, hvilket altid lykkedes....og den gode stemning kunne genoprettes.

Først på aftenen var det tid til at takke af. Kvinderne gik i køkkenet, og af resterne fra frokosten blev der smurt nogle snitter, og der blev lavet te.

Og ud på aftenen, hvor det meste af spruttet var dampet af, begav den udenbys familie sig til fods ned

mod banen for at tage tog til Slagelse, Roskilde eller Nyk. F. Min farbror Harald kunne sammen med min tante Anna roligt begive sig i bil mod gården i Vinstrup. De var meget engagerede medlemmer af Indre Mission og rørte ikke spiritus eller spillede kort. Og alligevel deltog de med glæde i familiens

sammenkomster, ligesom den øvrige familie måtte acceptere, at der, når familiefesten blev holdt hos

dem på gården, ikke blev serveret spiritus.

Jo, jeg tænker ofte med glæde tilbage på festlige stunder sammen med familien i den lille lejlighed på

Erantisvej.