Fra min pure ungdom og til godt og vel ind i alderdommen var jeg ansat på
en træindustri – landets største. De første mange år af min ansættelse bestod
aktionærkredsen mestendels af skovejere, dvs. hovesaglig godsejere af adelig
æt, altså lutter noble og dannede personer af ædel byrd. Hovedaktionæren – og
den egentlige ejer – var ikke adelig, men besad et stort (forgældet) gods i
Jylland. Han havde under besættelsen indtaget en fremtrædende post og var en
personlighed ud over det almindelige, som man kun kunne beundre. Materielle
goder og personlig bekvemmelighed var udenfor hans interessesfære. At han i
adskillige ægteskaber havde slidt ligeså mange hustruer op, og som 90-årig
stadig kunne tage turen til hovedstaden for at holde stævnemøde med en gammel
flamme fra en fjern ungdom, siger lidt om hans karakter. Men det er slet ikke
den historie, jeg vil fortælle.
Den handler nemlig om en meget menneskelig episode, udspillet i den fine
aktionærkreds. Efter et bestyrelsesmøde afholdt i det legendariske mødelokale
under direktionskontoret, som husedes i gavlen af en miserabel laboratoriebygning,
begav bestyrelsen sig på en rundtur i savværket. Om jeg ikke skulle tage meget
fejl, så var bestyrelsesmødet blevet afsluttet med en frokost, hvor intet
manglede…men det kan jeg jo ikke vide med sikkerhed.Til troende står, at en godsejer med adelig titel under turen følte presset på blæren i sådan en grad, at han – sikkert mod sin vilje – så sig nødsaget til at søge lindring i en af de lokaliteter, som forskellige steder var indrettet til brug for træindustriarbejderne – oftest i tilknytning til omklædnings- og badefaciliteter. Sådanne var dengang udstyrede med lange kummer langs væggen i rustfast stål til vask af hænder og hoved. (Af mig ganske uforståelige grunde nærede mange (stevnsbønder) dengang en uvilje mod at bade sammen med fremmede.) Disse kummer kunne let lade sig forveksle med et pissoir. Og det var netop, hvad der skete for greven! Han var netop i gang med at lette trykket på blæren i vaskekummen, da en stor træindustriarbejder kom ind i baderummet og ved synet af den fine godsejer, iført opknappet lodenfrakke og filthat med fasanfjer, udbrød: ”Hva’ fanden mand, pisser du også i håndvasken hjemme på slottet?”
Rygtet sagde, at ikke havde nået at knappe sine bukser, da han igen sluttede sig til den øvrige bestyrelse…At han blev meget flov og undskyldte episoden hører også med til historien.
