Bruchs Violinkoncert

Jeg sidder og lytter til Bruchs violinkoncert no. 1......den bringer minder frem.
For mange år siden - et halvt sekel - var jeg vagtgående maskinmester på Junckers Kraftcentral og var hver fjerde uge på nattevagt.
Lad mig indledningsvis fortælle, at Junckers Savværk, som det hed dengang, havde sit eget lille elværk, som forsynede virksomheden med elektricitet og damp til produktionen. Helt lille var det nu ikke, for det kunne også have forsynet den østsjællandske købstad med elektricitet nok til, at ingen husstand havde behøvet at tænde stearinlys for ikke at sidde i mørke....
Når man vender om på døgnet og skal (eller forsøger på at) sove om dagen for at kunne arbejde om natten, sker der noget med én. Det gjorde der i hvert fald for mig. Ud over at manglende søvn kan gøre én uudholdelig for sine nærmeste omgivelser, så er man meget sensitiv om natten, og er særlig modtagelig for sanseindtryk, både positive og negative, og man føler sommetider en irrationel angst for ting, som man under andre omstændigheder ikke ville føle det for.
Lad mig nævne et eksempel. Vores gamle, store træfyrede kedel på Junckers skulle hver nat have renset risten for slagger; det foregik manuelt ved, at kedelpasseren med en 4 - 5 m lang rager frigjorde den fastbrændte slagge fra risten og skubbede den ned i askefaldet. Under denne operation blev kedlen fyret med to oliebrændere, som maskinmesteren styrede, mens kedelpasseren foretog den manuelle del af arbejdet foran de åbne låger ind til ilden i fyrrummet. Det var en ikke helt ufarlig operation, og der forekom i årenes løb adskillige tilfælde af ganske alvorlige forbrændinger. Jeg havde aldrig et roligt øjeblik, før denne operation på en nattevagt var overstået, skønt jeg - rationelt set - godt vidste, at jeg beherskede situationen, som også omfattede omlægning af diverse driftsforhold; det var en forudsætning for at denne operation kunne foretages.
Andre irrationelle tanker kom frem på en nattevagt. Tænk, hvis nu turbinen “faldt ud” (gik i stå) - det skete vitterligt - og var jeg nu dygtig nok som ny ung maskinmester til at kunne starte hele anlægget op uden at skulle ringe efter en mere erfaren kollega. Læg dertil, at vi havde en chef, som betragtede et turbineudfald som den største ulykke af alle...... størrer end en verdenskrig.
Alt sammen irrationelle tanker.....som også kredsede om den lille familie derhjemme, Vibeke som bestemt ikke brød sig om at være alene hjemme om natten med vores nyfødte søn. Joe, der var bekymringer nok på en nattevagt.
På kontoret - eller om man vil kontrolrummet - havde vi en gammel rørradio, som en af kollegerne havde fundet i en affaldscontainer, og til vores chefs store fortrydelse var den blevet stillet øverst på hylden over de mange ringbind. Og med lidt fingerfærdighed var det lykkedes os ved hjælp af en hjemmelavet antenne på taget af kedelhuset og et antennekabel - “lånt” i elafdelingen - at få lyd ud af radioen. Det behagede absolut ikke vores chef, for i hans (indskrænkede) verden hørte en radio ikke hjemme på en arbejdsplads, og han befalede den konsekvent slukket, når han trådte ind ad døren. Surmuleri og slet skjulte hentydninger om at få den fjernet blev ignoreret. En sen sommeraften - ikke så længe efter - da hele Sjælland, og dermed også Junckers, var uden strøm og den elektriske forbindelse til Sverige var afbrudt - var en del af os samlet i kontrolrummet og ventede på, at strømmen skulle komme, så vi kunne starte kraftcentralen op ( vi kunne ikke starte uden strøm udefra; det er der ikke så mange værker, der kan). Chefen beklagede, at vi ikke kunne tænde for radioen (der var jo ingen strøm!), for “så havde vi da for fanden kan følge lidt med i, hvornår de har tænkt sig at levere noget strøm!” Hans tanker om den offentlige strømforsyning havde aldrig været store! Siden den aften blev der aldrig snakket mere om den gamle radio, og den fik lov til at blive stående.
Og nu kommer Bruchs Violinkoncert ind i historien.
På nattevagten - i ledige stunder - lyttede jeg ofte til Sveriges Radio med klassisk musik.....jeg tror ikke Danmarks Radio sendte om natten dengang i sluthalvfjerdserne. Og en nat, hvor vagtens hurdler var overstået, og madpakken var åbnet, kom tonerne fra Bruchs Violinkoncert - som jeg ikke kendte dengang - ud af den skrattende gamle rørradio. I min lidt melankolske grundstemning gik den rent ind......
Lige siden den nat har Bruchs Violinkoncert no. 1 hørt til en af mine favoritter....og hver gangs jeg hører den, bringer den associationer om den gamle rørradio, og om at tilværelsen har glimtvis gode øjeblikke, og at alt alligevel ikke er så slemt....

Den unge maskinmester på en nattevagt. Øverst til venstre på billedet skimtes den gamle radio.

Cykeltur fra Sassnitz til Swinoujscie

4. September

Cyklen er pakket. I morgen går turen med færgen fra Rønne til Sassnitz sammen med min mangeårige gode ven Steen, som har overtalt mig til en fem dages cykeltur til Rügen og Usedom......det var ikke svært! Vi har talt om det i flere år, og nu skal det altså være! Steen er en erfaren “verdenscyklist” med cykelture i Kina, Japan, Sydamerika, Island og Rusland og så alle de andre steder, som jeg har glemt......så jeg er i gode hænder....

5. September

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst cyklede 85 km på én dag.....det må være mange år siden, måske mere end 20. Idag gjorde jeg det, helt nøjagtigt 85,6 km.

Vi lagde ud fra Aakirkeby kl 06:25 og nøjagtigt 1 time senere var de 17 km til færgehavnen i Rønne tilbagelagt....så let som ingenting og i god tid til “M/F Hammershus” kastede los og lagde fra kaj kl 08 med planmæssig anduvning af færgehavnen nogle kilometer syd for Sassnitz efter en behagelig sejlads. Ad cykelruten langs Rügens østkyst gik det i solskin og næppe mærkbar blæst sydpå tæt forbi “Kolos von Prora”, dette fem kilometre lange bygningskompleks, som Hitler igangsatte i 1936, og som skulle være ferieparadis for 20.000 feriegæster gennem den nazistiske organisation Kraft durch Freude (KdF), hvis formål var at styre tyskernes fritid. Byggeriet blev aldrig færdigt og stoppede i 1939. De otte hotelblokke, teatret og biografen stod som tomme skaller. Siden har det været anvendt til flere formål. Under krigen husede det flygtninge fra det bomberamte Hamburg. I 1945 etablerede sovjetiske tropper en base i området og i 50’erne rykkede 8000 soldater fra DDR’s nationale folkearmé ind i bygningerne. I 1993 blev området offentlig tilgængeligt og 1994 blev det fredet. Idag rummer det udstillinger,  et par museer og hoteller i luksusklassen. Pt. er der en større udstykning af luksuslejligheder igang. Og sluttelig skal nævnes at en del af blokkene som og vidner om forfaldets skønhed.

Vi cyklede videre til Binz og derfra vestover i det meget bakkede landskab, hvor en strid modvind og kraftige regnbyger tærede på kræfterne.....og dem var der ikke mange tilbage for mit vedkommende, da vi nåede vores logi syd for Stralsund ved 18:30-tiden, tids nok til at kunne deltage i ungdomsherbergets aftensmåltid i selskab med en flok meget larmende skoleeleverer. Den øl, vi snakkede meget om, vi skulle have, når vi ankom og som i den grad hold moralen oppe, når blæsten og regnen var værst, fik vi desværre ikke. Der sælges ikke spiritus her på stedet, og det nærliggende cafeteria, vi blev henvist til havde lukket grundet et privat selskab.......men i morgen kompenserer vi ved at drikke to øl......

Og selvom jeg ikke kan mindes, hvornår jeg har været så træt.....så var det nu en ganske god cykeltur...

6. september 2019

Pludselig stod der en smilende yngre kvinde foran Steen og jeg på gågaden i Stralsund, hvor vi kom trækkende med vores belæssede cykler og sagde “Hallo”! Der var noget bekendt ved ansigtet og hurtigt så vi, at det var den kvinde, som vi henvendte os til i spisesalen, da vi udmattede og sultne ankom til ungdomsherberget i går aftes. De sidste mange kilometre havde vi forgæves spejdet efter et spisested, som vi kunne indtage, når vi var blevet installerede på herberget, og vi var vel også så småt ved at indstille os på at gå sultne til køjs......det var en kamp mellem sult og træthed, for vi orkede ikke noget lang køretur til centrum for at finde føde. Men skæbnen var os nådig, for i spisesalen stod en pæn buffet dækket op til en flok støjende, 

skrigende og irriterende skolebørn, som var igang med at indtage spisesalen. Vi spurgte - i vores kvide - om vi kunne købe et måltid mad, og fluks forsvandt hun for at spørge sin overordnede. Med et stort smil kom hun tilbage for at meddele, at det måtte vi gerne, men at det altså kostede EUR 6,50. Hun kom flere gange over til vores bord for at spørge: “Hat es geschmeckt?” Ja, mon ikke, der var grøntsagsuppe, pølser, salat og andet pålæg, og sjældent har et måltid smagt mig så godt.....Hun havde genkendt os, og nu stod hun her på gågaden i centrum og spurgte, om vi også spiste med til aften. Men vi skulle videre og hun ønskede os god tur. Der findes en hel del flinke og sympatiske mennesker i denne verden; hun er en af dem......

Fra Stralsund kørte vi - efter at have indtaget en kop kaffe - videre mod næste overnatningssted, som var Greifswald - en køretur på 37 km.....troede vi. Trætheden fra gårdsdagens tur sad stadig i mine blytunge ben, så den korte distance var meget belejliget. Vi havde valgt at følge en “autoriseret” cykelrute. Få kilometre udenfor Stralsund førte ruten os ind på en brostenbelagt formentlig tidligere hovedvej, som vi efter fem, seks kilometre fandt det aldeles uudholdelig at køre på. Af modkørende cyklister fik vi at vide, at den fortsatte endnu 15 kilometre med samme belægning, og vi begyndte at undersøge for alternative ruter. Efter yderligere 5 kilometre forlod vi brostenene af en betonflisebelagt vej i to spor.....her var der længere mellem bumpene, som til gengæld var så meget større, og min i forvejen ømme bagdel fik mig til at rejse mig i sadlen før hver bump. Den brostensbelagte vej stammede formentlig fra begyndelse af forrige århundrede, og i DDR-tiden er intet blevet gjort for udskifte denne belægning, hvorimod den betonflisebelagte vej tydelig stammer fra denne tid. Efter DDR-tiden blev der anlagt nye veje og myndighederne har åbenbart ment, at tidligere tiders dårlige veje passende kan anvises som delstrækninger på autoriserede cykelruter......Betonvejen blev afløst af grusveje, stabiliseret med sten og murbrokker for pludseligt af fortsætte med den bedst tænkelige asfaltbelægning og de sidste seks kilometre ind til Greifswald var en ren fornøjelse at tilbagelægge på en fin, fin vej med vinden i ryggen. Disse småting til trods, så blev det en fin dag, bl. a. fordi vi vidste, at idag ville vi få vores fortjente øl ved ankomsten.......for dem startede vi nemlig med at købe om morgenen i det første supermarked, vi mødte på vores vej. Her provianterede vi også til frokosten, som blev indtaget i skuret ved et busstoppested i Brandshagen. Turen blev lidt længere end de beregnede 37 km, for først efter 56 km ramte vi Greifswald....godt øm i r....

7. september 2019

Da vi igår ankom til Deutsche Jugend Herberge i Greifswald ved 16-tiden, blev vi modtaget af et hornorkester, som for fuld udblæsning spillede foran indgangen. Steen bemærkede, at så meget behøvede de da heller ikke at gøre ud af vores ankomst. De spillede på nogle blæserinstrumenter med flere “udblæsningsrør”......aldrig før er jeg stødt på lignende instrumenter.  Deres entusiasme var stor, og strakte sig vist langt ud over, hvad evnerne rakte til, især var stortrommen meget markant. Den gik virkelig godt igennem......konstaterede vi efter at være blevet indkvarteret på vores fem sengs stue (som heldigvis ikke skulle deles med andre) og efter at vinduet var blevet lukket. Støjen ophørte efter en times tid, og jeg tænkte ikke nærmere over det før her til morgen, hvor vi mødte nogle af de entusiastiske musikanter til morgenmaden. Det var tilsyneladende et amatør orkester fra en anden by - indkvarteret på herberget - som øvede før en koncert i weekend-end’en. Min vurdering er nok farvet af, at jeg ikke er nogen stor tilhænger af rendyrket blæsermusik......en opfattelse, jeg efter gårdsdagens “koncert” ikke har fundet anledning til at ændre. Men jeg tror, de havde det ret sjovt, for der blev drukket en del øl under prøvekoncerten....

Ved 9-tiden drog vi fra herberget mod Freest, hvorfra færgen til Peenemünde ifølge indhentede oplysninger skulle afgå kl 11. Det skulle være muligt at tilbagelægge de 35 km indenfor den tidsramme ved at køre lidt raskt til, vel vidende at ruten kunne byde på overraskelser. I den fine vejr med let sol og ringe vind gik det derudaf, et par små landsbyer med brostenbelagte veje, som må have stammet fra begyndelsen af forrige århundrede, nedsatte gennemsnitsfarten, men vi var stadig i rimelig tid. Fem kilometer for målet førte ruten os efter nogle kilometre på en tosporet betonflisevej ind på et sandet spor, hvor det var næsten umuligt at cykle ....vi måtte op på den høstede mark for at kunne træde cyklerne. Endelig to kilometer før målet kom vi ind på en asfalteret vej, og få minutter før kl 11 nåede vi færgens anlægsplads......kun for at konstatere, at færgen til Peenemünde først gik planmæssigt 20 minutter senere....

Havnen i Peenemünde med museeumsskibene er ligesom nazisternes raketforsøgsanlæg, et spændende sted at besøge. For mig var det mest spændende at se kraftværket, som leverede elektricitet til forsøgsstationen. Tre af de fem kulfyrede “Babcock og Wilcox”-kedler står der endnu......og genkalder minder om min første tid som vagtgående maskinmester på Junckers Kraftcentral, hvor den dengang gamle kedel 2 havde mange fællestræk med museeumskedlerne i Peenemünde. Selve udstillingen om udvikling af V1 og V2 raketterne er mindre interessant, den er ustruktureret med mange ligegyldige komponenter.....den fortæller ikke nogen historie. Området med gamle jernbanespor, dækket af bevoksning og lufthavnen med den gamle kontrolbygning er spændende, og mange spor vidner om Tysklands brogede fortid.

Videre ad fin, fin vej til Zinnowitz, indkvartering på Pension Barghus og så ud i byen for at søge føde....i regnvejr. Det var den dag.....49 kilometer blev det til.

I morgen sidste etape til Swinoujscie, ca 30 km, det skulle være overkommelig, men de lover regn....

8. september 2019

Vi er lige kommet tilbage til Stawa Hostel efter at have indtaget et sent aftensmåltid på restaurant Neptun i Swinoujscie.....en portion pasta carbonare skulle dække energibehovet efter dagens cykletur. Det gjorde det tilsyneladende ikke, for både Steen og jeg blev hurtige enige om at supplere måltidet med en portion is og kaffe. Jeg kapitulerede efter at have indtagen halvdelen af min portion, men for Steen blev det “mission completed”.....han spiste op! Han var til gengæld let at overtale til en enkelt Zubrowka vodka, som jeg allerede fablede om, da vi begyndte at snakke dessert...... så falder maden så godt på plads.....

Det var nu ikke fordi, dagens distance på forhånd virkede afskrækkende, sølle 30 kilometer  til Swinoujscie, Herre Gud.....det bør ikke afskrække nogen! Vi valgte en cykelrute langs kysten, som hurtigt førte os ind gennem skovbeklædte bakker, ofte med fri udsyn til havet på vores venstre side. Efter et par ganske heftige bakker, holdt jeg stadig mig på cyklen, men da et skilt forkyndte en stigning på 16%, måtte jeg kapitulere.....Selv det at trække den tungt belastede cykel af “bjerget” fik mig til at tabe pusten, mens Steen ved stigningens begyndelse proklamerede, at grænsen for ham netop lå ved de 16%. Og han klarede stigningen uden at stå af cyklen. Til mit sølle forsvar skal siges, at laveste gear på min citybike ligger noget højere end hans meget lavt gearede mountainbike. Den ene høje stigning og bratte nedkørsel afløste hinanden og blandt disse var endnu et par med 16% stigninger. Problemet var ligeså meget de bratte nedkørsler....ofte med løst sand. Laver man en bremsefejl, crash’er man og ligger udstrakt mellem træerne. Det havde ingen af os specielt lyst til, så efter nogle kilometers kørsel på denne skovsti, valgte vi en alternativ rute, som fulgte hovedvejen, og efter at have ramt et par heftige regnbyger, hvor vi nåede at blive godt gennemblødte et par gange, kom vi til vores herberg i Swinoujscie midt på eftermiddagen efter 39 kilometers kørsel. Undervejs havde vi indtagen frokosten.....resten af den ost Steen havde medbragt samt nogle frikadeller og rugbrød fra i forgårs; dette suppleret med et par friskindkøbte tomater.....et sandt festmåltid, som blev skyllet ned med vand fra vores cykelflasker. En kaffepause på en lille café var med til at holde modet oppe, da regnen truede med ikke aldrig at ville holde op.

Indkvarteret på Stawa Hostel og efter at have hængt det våde tøj til tørre, tog vi på cykler ud for at se nærmere på byen. Vi skulle finde ud af, hvorfra vores færge til Ystad i morgen afgår; kun vidste vi, at det var fra den østlige bred af floden Swina, floden som deler Swinoujscie i to dele. Altså tog vi med den lille havnefærge over på anden side og fandt hurtig færgeterminalen, hvorfra Unity-Lines skibe afgår. Og når vi nu var i området, kunne vi ligeså godt se lidt nærmere på lokaliteterne. En del forfalden industri præger området og en dårlig vej førte os til yderkanten af kvarteret Her stoppede vejen brat ved en bom ud for noget vi opfattede som en nedlagt industrivirksomhed......men nej, i et lille hus ved bommen sad en affarvet blondine ved en åben luge. Da jeg har en vis interesse for “abandoned places” henvendte sig mig til hende på tysk for at høre nærmere om virksomheden. Med en meget sigende håndbevægelse gjorde mig forståelig, at hun ikke forstod mig, og jeg forsøgte mig derfor på engelsk....og denne gang signalerede håndbevægelse et tydelig: “Fis af med dig makker!”

Vi tog derfor havnefærgen tilbage til Vestbredden, nu ville vi cykle ud og se den gamle vindmølle, der står på den yderste tange til indsejlingen til hele søområdet syd for Usedom. Vi nåede aldrig helt derud....en regnbyge fik os til at vende om, og vi cyklede tilbage til herberget....godt gennemblødte. Vi havde fået et første indtryk af Swinoujscie........byen er grim, men charmerende.

9. september 2019 kl 16:15

MF Polonia stamper sig vej over Østersøen. Præcis kl. 13 blev trosserne hevet fra kajen i Swinoujscie og i en regntykning stod ud hun af floden Swina med kurs mod Ystad..... efterladende en grå og trist by bag sig. Vi forlod det udmærkede herberg Stawa Hostel ved 9-tiden i morgens, provianterede i en rodet Lidl-butik og cyklede ombord allerede kl 11. Vores opholdssted på skibet  veksler lidt. Vi startede ved et bord i nærheden af en stikkontakt (opladning af  medbragt udstyr), imens vi indtog en meget bitter kop Cafe Créme og efterfølgende blev der gjort indhug i den indkøbte proviant. Vi skiftede senere til et opholdssted med mere behagelige ‘flystole’. Rummet var mestendels okkuperet af medrejsende østeuropæere, som havde omdannet et stort gulvareal til soveplads. Arrangementet blev ret hurtigt forpurret af et hærdebredt og myndigt besætningsmedlem, som bad de sovende medpassagerer tage plads i stolene.....en opfordring, de uden vrøvl efterkom. I skrivende stund ligger gruppen nærmest bevidstløst henslængt i stolene i en komalignende tilstand, og manden i sædet foran os udstøder kraftige snorkelyde, som overdøver lyden fra et af de overalt ombordværende fjernsyns udsendte og irriterende lydtapet. Jeg er i tvivl om, hvilken af de to lyde jeg foretrækker......

Kl 20:15 vil MF Polonia anløbe Ystad....i god tid til at vi kan nå færgen til Rønne, som afgår fra samme havn 22:30 med ankomst til Rønne 23:45. Sidste etape af cykelferien er en natlig cykeltur til Aakirkeby på 17 km.

I morgen går turen...denne gang i bil.....med samme færge til Ystad allerede kl 10:30. Vi skulle oprindelig først have været med en afgang kl. 16:30, men Molslinien har adviceret dårligt vejr med risiko for aflysning af denne afgang, og reservationen blev ændret, så vi ikke blæser inde på øen.

Og således slutter fem dages cykelferie, der bød på forventelige udfordringer og strabadser, men først og fremmest på gode oplevelser og en fin stemning.....