Da jeg i 1962
afslutter realklassen på Næstved Gymnasium, er der tre måneder til, jeg skal
begynde som maskinlærling på de Forenede Jernstøberier i Grønnegade den 1.
oktober. Jeg vil have et job og tjene nogle penge i den tid, der er, til jeg
skal starte karrieren. En annonce i Næstved Tidende, hvor der søges en
arbejdsdreng, bringer mig en fredag i juli ud til Caltextanken i Ringstedgade
167. Her møder jeg Olsen for første gang. Han forpagter tanken og er en
bryskudseende lille rundrygget mand - nok midt i halvtredserne - i grøn kittel,
træsko og med alpehue. Noget skræmmende virker han på mig, og han lægger ikke
skjul på, at der skal bestilles noget, og at arbejde er noget helt andet end at
gå i skole. Af én eller anden årsag - mærkelig nok - må jeg ikke have virket
skræmt, for han afslutter samtalen med at sige: “Du kan begynde på mandag kl
14!” Og glad cykler jeg hjem til mine forældre og fortæller, at nu har jeg fået
et arbejde......uden iøvrigt at have aftalt løn eller arbejdstid! Det finder
jeg ud af, da jeg møder op om mandagen som aftalt. Jeg får 80 kr om ugen for
hver uge at skifte mellem dagarbejde fra 6 - 14 og aftenarbejde fra 14 - 22
samt at arbejde hver anden søndag.
Her må jeg
lige gøre et spring. Jeg har i mit arbejdsliv vel haft lidt over et dusin
chefer. Nogle har været gode og andre har været mindre gode, nogle husker jeg
bedre end andre og ganske få ville have været bedst tjent med at være helt
glemt. Højtuddannede akademikere med et lederkursus og selvlærte folk har de
været. Til den sidste gruppe hører Olsen, han har ingen uddannelse, og en bog
om ledelse har han næppe nogensinde været nærhed af, men han hører til gruppen
af de bedste chefer, jeg mindes at have haft. Han stiller tydelige og markante
krav til sine ansatte, er altid rolig og ligevægtig, og han taler venligt og
tydeligt til os...og kan i øvrigt ikke lide at se sine ansatte ubeskæftigede.
Der er altid nogle små jobs, som vi kan henfalde til, hvis der ikke er kunder
at betjene, biler at vaske eller dæk at lappe. Det kan være at vaske fliserne i
vaske- og smørehal, luge i bedet ud mod fortorvet, eller rive gruset foran
standeren med farvet benzin. Og så bryder han sig heller ikke om, at man holder
fyraften før det igangværende job er afsluttet...fyraften eller ej! Ordet
overtidsbetaling findes ikke i hans vokabularium. Jeg overholder disse enkle
regler og befinder mig ganske godt i mit livs første rigtige job.
Der
udfolder sig et broget liv på tanken. Mange af byens spidser - tandlægen i Opel Kapitän, murermesteren i Ford
Thunderbird, pelshandleren i Chevrolet og
trikotagehandleren i Jaguar - kommer som kunder, den ene mere opblæst og
højrøvet end den anden! Olsen forstår at betjene og pleje disse bedsteborgere.
Mange af dem ignorerer den arbejdsdreng, som skal betjene dem. Uden at hilse,
sejler spidsborgeren forbi den tjenstvillige unge mand med kurs mod kontoret,
hvor Olsen sidder og færdiggør gårdsdagens regnskab, og afgiver sin
bestilling....til Olsen, som videregiver bestillingen gennem den åbentstående
yderdør: “Vil du tanke murermesterens bil, Bent, og se efter luft, vand og olie
og vaske forruden?” Vi har en nøje instruks om altid at spørge til disse
ting, ligesom vi heller ikke må modtage
drikkepenge. Det gør vi selvfølgelig, når Olsen ikke er tilstede.
Kun en
enkelt gang ser jeg, at Olsen er ved at miste besindelsen, og at han må kæmpe
en kamp mod indre dæmoner for at bevare sit rolige ydre. En smøremand har fyldt
adskillige liter smøreolie på en af fragtmandens store røde Scania Vabis lastbiler,
som kører dagligt med fragt til København. Desværre uden at bundproppen i
bundkarret var skruet i, så olien løber lige gennem motoren og ned i bunden af
smøregraven. Den formastelige bliver sendt hjem og sove og bliver bedt om først
at møde på arbejde, når han er udsovet!
Det er et
broget galleri af medarbejdere, der er ansat på tankstationen. Den lille
smøremand med det sortglinsende hår er en slags førstemand. Om glansen skyldes
motorolie eller brilliantine lader sig ikke afgøre, men i hvert fald matcher
det sorte hår perfekt de permanent sorte negle. Når han har aftenvagt, modtager
han ofte “privatkunder”, som for et par pilsnere får smurt og skiftet olie på
deres bil. For den lille sorte smøremand holder nemlig meget af øl. Og så kan
han et nummer, når der har været tankvogn fra “Prøvestenen” for at fylde benzin
på de store tanke under jorden. Det er noget med at sikre sig den benzin, der
efter påfyldningen er i slangerne fra tankvognen til jordtanken. Den tømmes i
en vandkande, som derefter tømmes videre over på den lille sorte smøremands
gamle rustne Morris varevogn. Når han mangler penge, og det gør han ofte, lader
han sig “skrive” for nogle liter benzin og tager så det skyldige beløb fra
kassen. Detaljerne går aldrig op for mig, for på kasseregnskabet skal der slås
både liter og beløb ind. En morgen møder han ikke på arbejde. Man finder ham
død i sengen på sit værelse i Østergade,
Da jeg tre
måneder senere begynder som maskinlærling på De Forenede Jernstøberier,
fortsætter jeg med at arbejde på tanken hver anden søndag.
Olsen er
ikke et menneske, man kommer tæt på livet af. Hans lidt bryske ydre værner om
en vis reservation, men han er ikke uden følelser, og det viser han ved at
spørge deltagende til den 21-årige, som ugen før har mistet sin far. “Så må du
passe godt på din mor, Bent.” siger han til mig, da jeg en tidlig søndag morgen
i 1966 en måned før jul møder på arbejde på tankstationen. Ved udgangen af året
bliver jeg udlært maskinarbejder, og i
det nye år begynder jeg den videre uddannelse i København; jeg bliver
boende i Næstved og fortsætter med at arbejde hverandre søndag på
Chevrontanken, som nu har skiftet navn. Det år til jul får jeg et pænt
pengebeløb i “julegave” af Olsen.
Jeg har min
sidste “weekendvagt” på tanken kort tid efter, jeg som færdiguddannet i en
alder af 25 år har fået job i Køge på den virksomhed, som skal blive min
arbejdsplads de næste 40 år. Man forlader jo ikke sine jobs i utide!
Jeg
tiltaler ham stadig med ‘De’ og Olsen, for andet kan jeg ikke få mig selv til.
For Olsen er jeg vist stadig bare drengen Bent. Sådan fortsætter det i de
følgende år, når jeg under besøg i Næstved kommer på Chevrontanken som kunde.
Det føles helt naturligt....
