Mandag den 22. Oktober 2018
Det er den første dag i resten af mit liv. Jeg står tidligt
op, for jeg har en aftale med min gode ven Steen om en cykeltur. Vi cykler ofte en tur i omegnen af Køge, og således
også denne kølige efterårsmorgen. Snakken går livligt på disse ture, intet emne
er for stort eller småt til at blive drøftet. Også denne formiddag slutter vi
med at drikke en øl og spise de friskbagte rundstykker, vi køber undervejs - og
snakken om stort og småt fortsætter.
Men inden cykelturen har jeg været igennem mine ‘morgenritualer’,
armbøjninger og en tur med hunden. Først da er det tid til morgenmad....
Dagen er startet længe inden, for jeg vågner også denne
morgen tidligt. Jeg læser POLITIKEN på min iPad, og irriteres over avisens
frelste holdninger. Havde jeg stadig abonnement på papirudgaven var den blevet
kylet hen i et hjørne af soveværelset. Jeg mediterer lidt over tilværelsen og søndagens
begivenheder.
I en del år har forbindelsen til Næstved været sat på “stand-by”.
Ungdomsvennerne er alle længst rejst fra byen og forbindelsen til den
resterende del af familien er tørret ind. Men på det seneste er der sket noget.
Jeg har på Facebook søgt efter mine klassekammerater fra Real E på Næstved
Gymnasium. Det kunne interessere mig at høre, hvad der er blevet af de glade
unge mennesker, der en sommerdag i Juni 1962 lod sig fotograferer på trappen
foran gymnasiets hovedindgang, alle vel med store forhåbninger til fremtiden.
For som vores dansklærer lektor Jønsson dengang sagde til os: “I er kernen af
Danmark ungdom!”. Alt dette ligger jeg og tænker på denne efterårsmorgen, mens
solen prøver at bane sig vej op over kimingen til en kølig, solrig dag. Dagen før
har jeg været sammen med én af de klassekammerater, mine anstrengelser på Facebook
har bragt mig i forbindelse med. Igen har jeg fået knyttet en forbindelse til
min ungdoms by. Vi taler ofte om tiden i mellemskolen og i realklasse E.
“Numme” sad i vinduesrækken ved siden af Käthe; de var
klassens suverænt mest rapkæftede piger, og skulle der lidt fest til i en time,
var de altid i front. Således også en dag i en dansktime med lektor Jønsson. Vi
læste en novelle at Steen St. Blicher - jeg har længst glemt, hvad den hedder,
og jeg har ikke siden læst en linie af Blicher. Men en del af handlingen foregår
på et i skib i Kattegat, og en sætning lyder: “Og så ligger de dér på dækket og
boler!” Nogle stykker i klassen havde besluttet at udfordre den flamboyante Jønssons
blufærdighed ved at spørge, hvad ordet “boler” betød. “Numme” var indlysende
den rigtige til at stille spørgsmålet, og det gjorde hun med et barns uskyldige
mine, efter dydigt at have rakt hånden i vejret. Lektor Jønsson må have sunket
sit spyt en ekstra gang - han havde måske allerede luret os - og efter en pause
kom svaret: “Det fremgår vist umiddelbart af sammenhængen”. At spørgsmålsstillerens
netop var “Numme” var for så vidt meget indlysende, og det kan have spillet ind, at hun noget før
havde fået nedsablet en fristil med ordene: “Unge dame, du forsøger at skrive
som Karen Blixen, men du har slet, slet ikke hendes format!” Eller var det
senere, og dermed Jønssons “tak for sidst”. Jeg husker det ikke.
Han kunne i det hele taget godt være ret kontant og
resolut, når en af os skulle sættes på plads. En dag sad jeg og skrev nogle
strofer fra sangen “Mandalay” på omslaget af min sangbog. Jeg var meget betaget
af denne schlagere med Four Jacks, og Kipling ulidelige tekst i dansk oversættelse.
Jeg - 14 eller 15 årige - havde netop nedskrevet linierne “Vel et hundrede
kvinder har jeg her fra Chelsea og til Strand, som kun drømmer om at elske,
hvad jeg næppe tror, de kan”, da
lektoren opdagede mit åndelige fravær fra undervisningen, og resolut rejste sig
fra kateteret og gik ned og flåede sangbogen fra mig. Han læste, hvad, jeg
havde skrevet og udbrød: “Aha, jeg ser vi har fået en lille poet iblandt os”.
Han undlod dog at læse strofen op...ellers var jeg blevet uhjælpeligt til grin.
Karen Blixen var en af hans foretrukne forfattere, og ofte
læste han op af “Den Afrikanske Farm”. Jeg fandt dengang bogen gabende
kedsommelig. Idag har jeg vist været den efterhånden slidte og lasede
billigbogsudgave, jeg købte for mere end 40 år siden, igennem fem eller seks
gange. Jeg elsker den bog, og har ikke læst den for sidste gang.
Min far talte nogle gange med Lektor Jønsson til forældremøder,
og var meget begejstret for denne flinke mand, som min far omtalte ham. Jeg har
nu en mistanke om, at det mere skyldtes, at Jønsson var inkarneret
socialdemokrat - som min far - og sad i byrådet....
Jeg tænker videre denne morgen, mens jeg stadig ligger i
min seng, om tiden på Næstved Gymnasium. Det var en godt tid. Efter første time
var det tid til morgensang i Aulaen. Rektor Gjedde trådte op på talerstolen og
meddelte, hvad der skulle synges fra den sangbog, vi i 1. Mellem fik udleveret
til evig eje. Jeg har min endnu. Fysiklærer Skjold sang for, han havde vist en
fortid som operasanger i Tyskland, og en gymnasieelev spillede flygel. Det var
Elisabeth Westenholz, som senere skulle blive - og stadig er - en af vores fremmeste
pianister. Rektor Gjedde var en lille mand, altid iført habit og butterfly. Han
skelede stærkt, og når man mødte ham på en af gangene, var man aldrig sikker på,
om han kiggede på én. Han havde en stærk udstråling, som synes svær kontrollérbar,
og han var vist mere frygtet end elsket.
Alt dette ligger jeg og tænker på denne morgen, som skulle
blive den første dag i resten af mit liv.
Eftermiddagen går med havearbejde og snak over hegnet med
en nabo, og vil næppe efterlade noget varigt minde og aftenens TV-program med
et rigt udbud af genudsendelser og reality-programmer gør det ikke svært for
mig at foretrække at læse videre i en bog af den fremragende finske forfatter
Kjell Westö....
