Fra en lille by i en fjern provins (Savværkhistorier 4)

Det må have været omkring 1980 - eller deromkring - da der firma, jeg var ansat i som maskinmester, overtog en skrantende træindustri en fjern provins; detaljer omkring overtagelsen er ubekendte, men noget stort beløb - om overhovedet noget - har der næppe været tale om. Jeg mener at vide, at med overtagelsen fulgte et pænt beløb i egnsstøtte mod en forpligtelse til at drive fabrikken i en årrække. Egnen var nemlig præget af stor arbejdsløshed. Med overtagelsen fulgte en medarbejderstab på omkring 75 lokale sjæle. Det var baggrunden for, at jeg en dag først i 80' rene blev bedt om at tage nogle kasser med reservedele med mig i bagagerummet i forbindelse med et andet ærinde på egnen og aflevere disse på den skrantende fabrik. Jeg var i forvejen blevet advaret om, at jeg ikke skulle forvente nogen hjertelig modtagelse på fabrikken. Medarbejderne var på ingen måde tilfredse med at være blevet overtaget af den virksomhed, jeg var ansat i. De havde de været fra starten - helt uden småligt hensyntagen til, at der dermed var reddet en masse arbejdspladser. Indstillingen var klar: Hvor jeg kom fra, boede de onde!

Ankommet til fabrikken, spurgte jeg efter driftslederen. Efter lang tids venten i fabrikshallen kom der gennem lokalet sejlende en lille person, hvis røde hår bar præg af et heftigt overforbrug af Brylcreme. Ved synet af mig stoppede han op et splitsekund og spurgte: "Er det dig, der spørger efter mig?" Det kunne jeg bekræfte og fortalte, at jeg havde nogle kasser med reservedele til fabrikken, hvorefter han genoptog sejladsen gennem fabrikshallen og bad mig stille kasserne i det fjerneste hjørne, som han udpegede med ryggen til mig, mens han indprentede: "Stil dem helt ind til væggen og ovenpå hinanden, så vi ikke skal rende og falde over dem!" Og så var han væk i en dunst af billig deodorant. Han var den første af et særegent persongalleri, jeg mødte på en fabrik, som jeg ikke følte det store ønske om at besøge igen.

Det gik anderledes; i en periode blev fabrikken en del af min hverdag. En af de medarbejdere, der fulgte med ved overtagelsen var fabrikschefen. Han var en næsten 2 meter høj slank og statelig herre på omkring 60 år med en fortid som direktør gennem mange år for en træindustrivirksomhed i Afrika med mange hundrede ansatte. Denne periode må have præget hans attituder, påklædning og ledelsesstil. En velplejet moustace, en korrekt bundet 'halv Windsor' slipseknude, velsiddende habit i 'Prince of Wales-tern eller elegant tweedjakke var en del af hans hverdag. Kaffen blev ikke alene serveret af kontordamen - som var hans fraskilte hustru - men også skænket. Med sin lave monotone stemmeføring indgød han en vis respekt. Ledelsesstilen var udpræget uoplyst enevælde, og den lille filials regnskab blev omhyggeligt opbevaret i et arkivskab under dobbeltlås. Hans grundindstilling synes at være, at enhver indblanding i lokale anliggender var utidig indblanding i privatlivet – en indstilling han vistnok langsomt ændrede. Og så var han ellers jordens rareste menneske, og han var vist ikke bare respekteret men også afholdt af sine medarbejde - hans stil til trods.

I løbet af et arbejdsliv lærer man nogle personer at kende, som skiller sig ud fra mængden; man kan efter smag betegne dem som originaler, afvigere eller personligheder. Den største koncentration af sådanne personer i den koncern, jeg arbejdede i (-og det siger ikke så helt lidt!) oplevede jeg på denne lille fabrik i den fjerne provins (Jeg må her skyndsomt tilføje at andre sikkert vil sætte lignende eller endnu værre betegnelser på mig!) Som nævnt fik jeg over en kortere årrække jævnligt min gang på fabrikken, for kort efter overtagelsen af fabrikken, anmeldte hustruen til fabrikkens elektriker fabrikken til politiet for forurening. Det er jo tudetosset sådan at anmelde sin husbonds arbejdsplads til myndighederne. Man får den tanke, at ægteskabelige skærmydsler lå til grund, men nej! Noget endnu større stod på spild. Der var kommet sod på fruens vasketøj, formentlig fra fabrikken, som elektrikerparret hus grænsede op til. Det medførte besøg fra  Arbejdstilsynet og sluttelig et påbud om at nedbringe emissionen i røggassen fra kedelanlægget til under en nærmere fastsat grænseværdi. Her kommer jeg ind i billedet. Skyndsom må jeg her i sandhedens interesse tilføje, at det ikke var særligt prestigefyldt at få pålagt opgaver på netop denne fabrik i den fjerne provins, men  jeg hang på den! Kedelanlægget skulle bygges om med et effektivt røggasrensningsystem, og så skulle det automatiseres.

Kedelcentralen bestod af 2 hedtvandskedler, som blev fyret med træaffald fra produktionen. Der var ansat to kedelpassere, far og søn - lad os kalde den Fatter og Sønnike, for sådan om- og tiltalte de hinanden. De havde de mest attraktive ansættelsesforhold nord for Alperne. Vagt hver anden uge med højst 30 timers arbejde og fri efterfølgende uge. Sådanne ansættelsesforhold var en kamp værd, når nu en af 'de onde'  kom og ville ændre hverdagen. Nu var virkeligheden, at hverken Fatter eller Sønnike skulle fyres. De skulle blot arbejde - som os andre - 37 timer hver uge med opgaver udenfor kedelcentralen, idet vurderingen var, at bemandingen efter automatiseringen var 1/4 mand. Jeg skal ikke trætte med tekniske detaljer omkring ombygningen - rent fagligt var opgaven bestemt attraktiv - men blot diskret konstatere at de psykologiske udfordringer lang oversteg de tekniske, for hverken Fatter eller Sønnike havde på forhånd tænkt sig frivilligt at afgive deres erhvervede privilegier. Jeg blev mødt med kamp til stregen! I de måneder ombygningen strakte sig over, var jeg dagligt på fabrikken, og hver morgen, når jeg kørte gennem porten, sendte jeg en stille bøn til forsynet om at give mig styrke til at stå dagen igennem. Aldrig så snart var jeg kommet op på fyrpladsen på 1. sal, før Sønnike kom mig imødegåede: "Fatter siger, det kan ikke lade sig gøre fordi.."og så fulgte en forklaring fra de varme lande om, hvad de nu havde fundet på. Næste morgen gentog det sig. Sønnike næsten stormede mig  i møde: "Fatter siger, det kan ikke lade sig gøre fordi..." - og igen fulgte en ny forklaring. De havde en fin arbejdsfordeling,  Sønnike og Fatter. Fatter støbte kuglerne og Sønnike fyrede dem af - mod mig! Nu var ingen af dem gudsbenådede teknikere, så det var relativt let at tilbagevise deres argumentation. Sønnike fik efterhånden en vis tillid til mig, mens Fatter mere og mere gloede på mig, som en katten var kommet slæbene med. Egentlig var Sønnike en ganske rar fyr; han var en lidt forpjusket skæbne midt i trediverne og fraskilt med to små sønner. I den periode, hvor ombygningen stod på, havde han kaste sin kærlighed på en blondine, der arbejdede i produktionen. Hun har næppe været en dag over de tyve. I pauserne og ved enhver given lejlighed kom hun over på kedelcentralen for at mødes med Sønnike. Så fortrak de til askekælderen, hvor de stod og kyssede på hinanden. I starten af projektet distraherede min tilstedeværelse dem, men som tiden gik, og jeg var blevet en del af hverdagen, kunne jeg sagtens stå og foretage målinger eller foretage justeringer en meter fra dem uden at det forstyrrede deres kysseri.

Ombygningen blev færdig, Fatter gik på pension, og Sønnike var beskæftiget den halve arbejdstid med kedelcentralen og hjalp smeden i den anden halvdel af tiden. Jeg kom stadigvæk en gang i kvartalet på den lille fabrik for at foretage nogle afprøvninger af kedlernes sikkerhedsudrustning. Efter Fatters pensionering havde jeg fået et fint forhold til Sønnike. Den lille blondine fra produktionen var fortid; nu var han flyttet sammen med sin nabo, en noget ældre amerikaner med en masse børn. "Det er ligesom at få en god gammel tilkørt bil" fortalte han mig en dag. Desværre havde den aldrende amerikanerinde fået den ide, at hun gerne ville besøge sit gamle fædreland for vise sine mange børn det. Hun havde bare ikke penge til rejsen. Dem lånte Sønnike af Fatter, som havde solgt sit hus. Hverken pengene eller amerikanerinden vendte nogensinde tilbage til den fjerne provins i Danmark. Sønnike havde i sin tidlige ungdom været lidt for tæt på stoffer. Det var et overstået kapitel nu, og nu nøjedes han med at 'fyre en fed' engang imellem. Han havde forsøgt sig sammen med nogle venner med en vis egenproduktion på en mark. Desværre kom politiet dem i forkøbet og høstede marken, før de nåede det. En dag, han var godt humør, sagde han til mig, at han godt kunne tænke sig at fyre mig skæv. Jeg kunne så meddele, at det ville han ikke få lejlighed til. Han var nemlig ikke altid i godt humør og havde i sine mørke perioder, som han altid så betænksom advicerede mig om, når jeg under mine kvartalsmålinger ramte ind i en sådan. "Mørke skyer hænger over mit hovede, tal ikke til mig!" plejede han at sige, når det var tilfældet. Jeg havde nu forinden spottet det, for så lod han hår og skæg vokse, og øjnene havde et fjernt blik. Jeg lod ham så være i fred og i enkelte tilfælde følte han alligevel trang til at snakke.

En dag, jeg var på fabrikken, sad vi som vi plejede og fik en kop kaffe i det lille bur på fyrpladsen. Vi havde siddet tavse et stykke tid, så siger Sønnike uden at kigge på mig: "Smeden passer ikke sin dame." Jeg undrede mig lidt over dette mærkelige udsagn, men spurgte ikke nærmere ind til det. Erfaringen havde lært mig ikke at vise interesse for interne anliggender. Man blev let taget til indtægt for noget, der var ment anderledes. Efter et stykke tid drejer han hovedet og stirrer intenst på mig, mens han gentager: "Smeden passer ikke sin dame." Og straks efter tilføjer han: "Man skal passe sin dame, og når smeden ikke passer sin dame, så må jeg gøre det!" Et eller andet begyndte at dæmre for mig, men jeg kommenterede heller ikke denne bemærkning. Et halv års tid efter, da jeg igen var på den lille fabrik, spurgte jeg Sønnike i en eller anden anledning efter smeden. Og fik så at vide, at smeden ikke havde været til stede i nogen tid, og at der ville gå endnu et stykke tid før han igen var på fabrikken. Og så fulgte så forklaringen. Smeden havde opsøgt Sønnike og givet han et lag tæsk, bare fordi han havde 'passet' smedens dame. Det kostede smeden 3 måneder i skyggen. Sønnike og smeden var dog allerede blevet gode venner igen.

I slutningen af sidste århundrede lukkede mit firma den lille fabrik, og der skete ting, som også ændrede min hverdag, så forbindelsen med de mennesker, jeg havde lært at kende dernede på den lille fabrik i den fjerne provins gled ud......

Rygning

Billedet er et af mange dårlige billeder, jeg har taget i årenes løb. Dårlig disposition og mangelfuld teknisk kvalitet kvalificerer det til papirkurven. I ungdommelig kådhed - Herregud, jeg var i 1975 kun 30 år - fandt jeg det morsomt, at kombinere den rygende skorsten med det på pumpehuset opsatte skilt, hvor den skarpsindige kan se, at rygning ikke er tilladt på savværkets område. Skiltet havde ingen sammenhæng med skorstensrøgen (som skyldes en rutinemæssig sodblæsning), men jeg fandt dengang åbenbart associationen vanvittig morsom..

Disse betragtninger handler om tobaksrygning, som i årenes løb har beredt mig mange gode og sjove oplevelser.

Jeg var 17 år, da min mor fandt en majspibe og en pakke MacBarens Mixture i min vindjakke. Forespurgt, om jeg var begyndt at ryge, måtte jeg gå til bekendelse. Det medførte ingen postyr af den grund, måske snarere en undren over, at det var sket så sent. (Var der mon noget galt med drengen?) I en stor familie med mange inkarnerede rygere, kunne det ikke ryste nogen. Min far havde røget siden syv års alderen. Efter han var holdt op med selv at rulle sine cigaretter, var 'Kings' det foretrukne cigaret mærke, - vekslende med pibe. På sine gamle dage røg han cerutter af mærket 'Lille Aroma' og pulsede løs lystigt i lænestolen ved radiatoren under indtagelse af kaffe og biblioteksbøger. Loftet ovenover antog med årenes løb en ubestemmelig gul kulør. Søndag formiddag kørte han ned til banegården i Næstved og købte en 'Flora Danica' cigar. Den kostede 1 kr., men så var den også emballeret i et metalhylster. Hylstrene fik jeg til at lave lommelygter af. Af indlysende grunde var askebægre en skattet gave til den store families talrige fødselsdage. Efter at være blevet accepteret som ryger anskaffede jeg mig en rigtig pibe, for der var prestige ved at ryge pibe. Alle kammeraterne røg også pibe. Det så smart og cool ud at rende rundt med en pibe i flaben. Jeg havde i begyndelsen en del besvær med at holde ild i piben. Det medførte morskab blandt kammeraterne, der ofte bad mig "give et nummer" på piben. At ryge den rigtige tobak var ikke uden betydning. Mit foretrukne tobaksmærke var ren lavstatus - MacBarens Mixture. Man skulle ryge Orlik, helst den røde. Vedholdende forsøgte jeg at tilvænne mig dette mærke. Det lykkedes ikke! Tobakken sved af helvede til på tungen og smagte mig slet ikke. Med stor ihærdighed lykkedes mig dog i en periode at udholde at ryge blå Orlik ("American Style"), og det blev så interessant; det gjorde ingen af de andre. Jeg vendte dog altid tilbage til den gode gamle Mixture, som af inkarnerede piberygerne blev betegnet som parfumeret hø. Cigaretter var jeg også begyndt at ryge, initieret af en-dags spritture til Travemünde, hvor en stang smøger kunne erhverves for mindre end en lærlingeugeløn. Når turens ration (som også indbefattede de i overtøjet indsmuglede ekstra pakker) var brugt op, var det aldrig noget problem at holde op med at ryge cigaretter. Således har mit rygerliv fulgt en sinuskurve, men i mine rygerperioder, som senere oftest var forbundet med stressende livsafsnit, har jeg fint kunne matche storrygeres tobaksforbrug. Prince var og blev mit foretrukne mærke, men forsøg blev også gjort med Kings og Scotmann. Camel blev også forsøgt (så var man virkelig cool ) men jeg kunne simpelthen ikke udstå smagen. Under ferier i Tyskland røg jeg altid ’Ernte 23’. Den smagte mig godt – og så var pakken også meget flot gul.

Som lærling på De Forenede Jernstøberier i Næstved måtte der ikke ryges i arbejdstiden. Der blev dog set igennem fingre med at vi (lærlinge) mødtes kl. 10 og kl. 14 ude på toilettet (altid omtalt som lokummet) og brændte tobak af. Cigaretter (Grøn Cecil – ren lavstatus) kunne købes stykvis hos Peter Rehn, som betjente den store kantpresse udenfor lokummet for 10 øre stykket. Han sikrede sig en lille ekstraindtægt til den sparsomme arbejdsmandsløn. (Andre havde også biindtægter; kontrolløren Henry solgte gule citronvand, og svejseren Ernst var altid leveringsdygtig i kondomer). Cigaretskodderne smed vi ofte i pisserenden. Hvis "Røde Carl" opdagede det, faldt der brænde ned. "Røde Carl" havde som hovedopgave at gøre rent på lokummet. Tilnavnet havde han erhvervet sig som entusiastisk medlem af det dengang nydannede SF. Han gik altid rundt med "Minavisen" i baglommen, som han påtvang de toiletbesøgende at låne med ind i de enkelte toiletkabiner. (som alternativ til den mere underlødige litteratur, der lå sammenkrøllet bag radiatoren!). "Minavisen" var SF's ugeavis - en slags socialistisk "menighedsblad” - som dengang var redigeret af den senere SF-formand Gert Petersen. Hvis disse - uofficielle - rygepauser trak ud, så blev vi hentet tilbage til arbejdet af de svende, vi var tilknyttet. Mod slutningen af min læretid besluttede vi lærlinge os for et "oprør". Vi ville have lov til at ryge i arbejdstiden! Som formand for lærlingeklubben blev jeg sendt op til "Den Lange", driftslederen, med vores "krav". Vi fik således gennemført, at lærlinge over 18 år måtte ryge i arbejdstiden - et resultat, jeg fik meget anerkendelse for fra smedenes tillidsmand, der belærte mig om, at rettigheder erhverves gradvis, og at næste opgave for mig måtte være at sikre alle lærlinge - uanset alder - retten til at ryge i arbejdstiden. Og så fortsatte vi - 18 år eller ej - med at brænde tobak ude på lokummet kl. 10 og kl. 14 og smide skodder i pisserenden...

Senere på Københavns Maskinskole fortsatte mit "rygerliv" sammen med mine klassekammerater, der næsten alle røg. Der måtte ikke ryges i timerne, men kun i pauserne mellem de enkelte lektioner. Ofte begyndte man ved afslutningen af en lektion at stoppe sin pibe for straks at være rygeberedt, når læreren var ude af klassen. Således også for ved afslutning af en lektion i køleteknik med teknisk lektor Ryssel, kaldet "Mr. Evercold". Øgenavnet henviser udover til lektorens fagområde også til hans flegmatiske og introverte væsen, blottet for humor. Ved synet af mig i gang med at stoppe piben fik han et raserianfald og skældte voldsomt ud. En klassekammerat, henfalden i en blid slummer, vågnede et sæt og begyndte at undskylde samt love, at gentagelse aldrig ville finde sted. Mens alle brød ud i latter luskede Mr. Evercold ud af klassen uden at kunne se det morsomme i situationen.

Som menig værnepligtig marinesoldat på bevogtningsfartøjet "P325 Nymfen" prøvede jeg for første – og eneste gang - at ryge andet end tobak. En af skibskammeraterne - falleret biologistuderende - var leveringsdygtig i hash. Da virkningen efter mit første forsøg udeblev (men til gengæld efterfølgende gav min pibe en afskyelig bismag) sluttede mine eksperimenter med dette rusmiddel.

Og så er vi tilbage på savværket, hvor tobaksrygning var forbudt overalt udendørs - og indendørs kun i nærmere bestemte områder. Brandfaren i virksomheden med masser af tørt træ lurede overalt. Et slukket cigaretskod udendørs hensatte som regel den koleriske og letantændelige (undskyld udtrykket!) brandchef i en svært manisk tilstand, og det medførte som regel en større efterforskning, som dog sjældent førte til domsfældelse. Brandchefen, kaldet 'Lyn-Ejner', havde sin "once-in-a-lifetime"-oplevelse den dag, han greb en besøgende med en tændt cigaret i munden. For Lyn-Ejner var der aldrig langt fra tanke til handling. I stærkt ophidsede tilstand flåede han cigaretten ud af fløsen på den målløse gæst. Episoden fandt sted i mølleriet, hvor pudsestøv og spåner fra bræddeproduktionen blev sorteret i fraktioner og fyldt i sække - nok fabrikken mest brandfarlige område. Den formastelige gæst - en potentiel kunde - var i selskab med den for dette sekundære produkt (der var forbud i virksomheden mod at betegne det som affald!) salgsansvarlige, der hed Hans til fornavn. Han var også salgsansvarlig for salg af brænde, heriblandt klodser fra kapsavene og blev altid omtalt som Klods-Hans. Som man måske vil forstå, var salgsområdet ikke firmaets vigtigste, men ikke desto mindre var Klods-Hans en selvbevidst person, der efter mange års tro tjeneste i firmaet var blevet udnævnt til prokurist. En sådan person træder man ikke ustraffet over tæerne! "Overgrebet" mod en af hans fremtidige kunder medførte en skriftlig klage til direktionen, som igen mundede ud i en skriftlig henstilling til Lyn-Ejner om at dæmpe sig lidt ned, når der var kunder på besøg. Handsken var kastet og Lyn-Ejner tog den op. I en mange sider lang svarskrivelse til direktionen, tilbyder han at trække sig fra jobbet som sikkerheds- og brandchef, "og det endda lidt hurtigt" sluttedes han sin skrivelse af med. (Jeg ved det, for som hans senere midlertidige afløser fik jeg indblik i en alt andet end kedelig korrespondance med chefer, myndigheder, brandvæsen, afdelingschefer og mange andre om alt mellem himmel og jord!) Heldigvis for alle parter fik besindige personer i direktionen talt de ophidsede parter ned, og livet kunne forsætte sin vante gang....

Men ikke alle rygerrelaterede begivenheder på savværket var lige dramatiske. På kraftcentralen røg vi næsten alle sammen, og ofte måtte man nærmest "skære" sig gennem tobaksrøgen i kontrolrummet for at komme hen til pulten. På et tidspunkt indgik vi maskinmestre en kollektiv rygestopaftale. Det blev en jammerlig forestilling. Det startede flot og i fin stil med at den mest handlekraftige af os nonchelant brændte sine piber i den gamle Kedel 2. Situationen blev snart uholdbar. Chefen, der nok havde været den ivrigst rygende af os, begyndte at spise flødekarameller i en hel uhørt mængde. Ustandselig hørtes lyden af skrivebordskuffen gå op og i, og flødekaramelpapir blive krøllet sammen og smidt i papirkurven. Samtidig ophørte hans humørsvingninger. Nu var han konstant sur og gnaven – ikke som tidligere kun i perioder. En noget ældre kollega fortrak til toilettet med sin pibe, som han tidligere havde for vane konstant at trække vejret gennem. En odør af "Sweet Dublin" røbede, at hans toiletbesøg tjente mere end ét formål. Forespurgt om han røg i smug på toilettet, lignede han en skoledreng grebet på fersk gerning, men benægtede at have brændt tobak af. Situationen var selvfølgelig helt uholdbar, og efter få dage opløstes den kollektive aftale sig selv, og livet på kraftcentralen antog igen vante former. Chefen fik igen ild i sine "Grønne Cecil" og genvandt sine humørsvingninger, den resolut handlende kollega købte nye piber og den ældre kollega kunne igen ånde normalt gennem sin pibe og forpeste luften med sin "Sweet Dublin". Vi faldt alle tilbage i tidligere rygevaner.

Da min tilværelse nærmede sig, hvad der måtte formodes at være sidste kvartil for 14 år siden, blev jeg for alvor overbevist om, at uhæmmet brug af alle livets goder ikke i enhver henseende ville have en livsforlængende effekt. Der måtte træffes et (fra)valg? Jeg besluttede derfor - i en af de perioder, hvor min rygning tangerede sinuskurvens nedre grænse - til at stoppe med at ryge. Jeg overgik derfor fra at være aktiv ryger til at blive passiv ryger. Det gik relativt let. Fik jeg trang til en smøg, spiste jeg i stedet for et æble, og jeg må retfærdigvis indrømme, at i en periode var mit forbrug af æbler nok over det normale.

Men tilbage står, at rygning har givet mig store oplevelser......