Sidevisninger i alt

Sidevisninger i alt

søndag den 7. juni 2020

Kærester


Dette er en historie fra det virkelige liv. Det kunne have været en historie, hvor traumer, smerte og problemer fyldte mere, og den havde været ligeså sand. Men det ville ikke have ændret på begyndelse og slutning.
Tilfældige begivenheder en lun augustaften for mere end halvtreds år i en sjællandsk provinsby bliver afgørende for to unge menneskers liv.
To tyve årige ungersvende begiver sig afsted til konditoriet, hvor unge mennesker mødes om fredagen. Den generte maskinlærling og den frejdige bankelev er venner fra barndommen. De finder plads i en sofa overfor to lattermilde ungmøer, som arbejder i byens sygekasse, den ene er elev og den langhårede lyslokkede lattermilde er nyudlært.
Da selskabet ud på aftenen bryder op, spørger den generte maskinlærling den langhårede lyslokkede lattermilde ungmø, om han må følge hende hjem; de har skævet til hinanden hele aftenen. Hun afslår, men der skal ikke megen overtalelse til, før hun giver ham lov. Inden de når huset ved det lille torv, hvor hun bor sammen med sin mor i lejligheden over købmandsbutikken, tager han hende i hånden, og hun trækker den ikke til sig. Længe står de i gadedøren og fletter fingre. De aftaler at ses den næstfølgende søndag, for hun skal sammen med moren forberede flytning til et lille rødt parcelhus i byens udkant.
Det er en smuk sensommerdag, da han ringer på gadedøren. Der står hun så i hvid nederdel, blå blazer og hvide handsker. Med det lyse hår højt touperet og med små lyserøde roser i ørene, der  matcher læbestiften, er tiden til at pynte sig ikke brugt forgæves, for han er fuldstændig forblændet. Han er iført sine nye sommerbenklæder, jakke og slips, og skoene har fået en ekstra gang af børsten. Hånd i hånd går de gennem skoven på stien langs åen ud til kostskolen og over den hvide bro. De sætter sig på en bænk ved græsskråningen ned mod åen. På græsset foran dem har en familie slået sig ned i solskinnet, nogle børn løber og leger foran dem. “Se, mor, nu kysser de hinanden!”, råber er barn. Og lidt senere lyder det igen: “Nu kysser de hinanden igen, mor!”
På vejen tilbage langs åen er der kun de to i hele verden.....
De tager afsked i gadedøren, men de bare ses igen om aftenen.
Den aften møder han hendes mor. En stille kvinde, der rejser sig fra den plads foran det 17” fjernsyn, som er blevet hendes verden efter mandens død, og hilser venligt på ungersvenden. Der er gensidig sympati.
Nogle uger senere præsenteres ungmøen for hans forældre. “En nipsgenstand” er den syrlige kommentar fra ungersvendens mor. Den er ikke positivt ment. Noget varmt forhold får de to kvinder aldrig til hinanden.
Næste sommer sker det. Deres forhold fuldbyrdes........en lørdag eftermiddag på gæsteværelset i det lille røde parcelhus. Moren er ikke hjemme. Resten af weekend’en svæver de på en lyserød sky. Det er første gang for dem begge. De har en hemmelighed sammen, som de allermest har lyst til at dele med hele verden......
Om efteråret tager de på en weekend-tur til Hamburg med DSB. Hendes mor er ikke begejstret, og mange formaninger om at være fornuftige hænger i luften, da de stiger på toget. Og fornuftige er de, men de er det på deres egen måde!
To måneder før han er udlært ved juletid, dør hans far, og de to kærester sidder nu med mødre, som trækker hver sin vej.
I det nye år begynder den 21 årige nu udlærte maskinarbejder videreuddannelsen til maskinmester i hovedstaden. Han bliver boende hos moren i provinsbyen. Hver morgen klokken seks skal han med toget fra provinsbyen. Først ved 17-tiden er han hjemme, og så skal der laves hjemmearbejde til næste dag. Hver anden søndag arbejder han på en benzintank, for midlerne er små. Og så skal han også være sammen med sin langhårede lyslokkede lattermilde kæreste. I de år er han kronisk træt, og når de er sammen lørdag aften, sidder han tit og sover. Privatliv er besværlig og kræver fantasi, og at de muligheder, der opstår, gribes....
Senere i livet taler de om den tid. Kunne det gøres om, var de flyttet til hovedstaden og måske skulle de allerede dengang have giftet sig.
Kun på ferierne kan de leve som mand og kone. Men at komme hjem og bo hver for sig igen, det er så trist.....
 Nogle år senere sker der noget lige inden, han skal op til den afsluttende eksamen.
Han slår op! Ligegyldige begivenheder er årsagen. Måske har hun flirtet lidt for meget til en fest, og måske frygter han, at drømmen om at komme ud at sejle står for fald. Det er har de aldrig fået talt igennem.
Eksamen skal  overstås, og så vil han at sejle nogle måneder, inden 12 måneders værnepligt i Marinen skal afvikles. Og så ligger hele verden åben for ham.
Og ud at sejle, det kommer han. Tre måneder med et fragtskib til den amerikanske vestkyst bliver en af hans livs store oplevelser.
I Glasgow får han post hjemmefra, fra moren, fra vennerne og.....fra den langhårede lyslokkede lattermilde pige. Hun savner ham, og livet er meningsløst...
Han tænker på hende hver dag. Og nu kommer det brev! Han får ikke skrevet tilbage, inden det gode skib en søndag eftermiddag - hvor regntunge skyer får himmel og hav til at gå ud i et - kaster los og lægger fra kaj for at stå ud af River Clyde med kurs over Atlanterhavet mod Panamakanalen. Først måneder senere, da det gode skib stamper sig vej tilbage mod Europa får han taget sig sammen til et svar. Med de irgrønne Azorer om bagbord - han kan se dem fra sit lukaf - skriver han så det brev, der først kan sendes, når de en lille uge senere anduver Rotterdam. Trøstende, tomme ord og en gang udenomssnak. Han savner hende og vil ikke erkende det.....
En regnfyldt efterårsdag midt i oktober, hvor blygrå skyer tynger himlen ned på jorden, står han i hjembyen. Eventyret er slut i denne omgang, for om morgenen er han afmønstret skibet i Frihavnen. Provinsbyen er skrumpet ind, siden han forlod den for tre måneder siden. Eller er verden udenom den bare blevet større?
Få dage senere sidder han i toget på vej mod Søværnets Eksercerskole. De mange oplevelser fra turen med fragtskibet tumler stadig i hovedet. Tolv måneders værnepligt skal overstås så smertefrit som muligt, så ligger verden åben for ham....
Tiden i Søværnet er god. Han får indhentet to et halvt år søvnunderskud, passer sit job i maskinrummet på det lille bevogtningsfartøj, han bliver udstukket til efter rekrutskolen, uden på nogen måde at blive overanstrengt. Fritiden ombord går med at spille kort, læse og sove, sove og atter sove, for når de sejler - det gør de meste af tiden - så bliver der ikke meget tid til søvn.. Maden ombord er bedre end på de fleste restauranter, og den brogede sammenbragte menige besætning af fiskere, håndværkere, kontorfolk og halvstuderede røvere har det godt sammen. Chef og officerer er flinke. Livet burde være problemfrit.
Men der mangler noget! Han savner den langhårede lyslokkede lattermilde pige!
På en orlov hjemme i vinterens slutning spadserer han hende i møde en fredag eftermiddag. Og helt som planlagt møder han hende på provinsbyens torv. Samme aften får de kaffe og kransekage på en kro i byens omegn, og det står klart, at de kan ikke andet end være kærester!
Ungersvenden ved også, at drømmen om at komme ud og opleve den store verden er slut.
Hendes mor bliver glad. Hans mor har svært ved at skjule skuffelsen...
Nogle måneder senere bliver de ringforlovet. Ringene betaler hun, for han ejer ikke kongens mønt. Han er stadig som værnepligtig marinesoldat bundet til det lille krigsskib og ofte er friheden begrænset af, at han skal kunne mønstre indenfor en time. Mulighederne for at være sammen med sin lattermilde kæreste er beskedne. I påsken, hvor skibet ligger på en sjællandsk flådestation, overvejer han, om han kan nå at hente hende i hjembyen, så han kan vise hende skibet og de kan være sammen.
Han er i tvivl og henvender sig til den vagthavende officer for forhøre sig, om det mon går an at køre til hjembyen og hente kæresten. Søløjtnanten påhører hans ærinde, men afbryder ham så: “De spilder tiden med snak, sømand! Se så at få hentet damen. Det er en ordre!”
Og han henter kæresten, og da de står på kajen, og hun ser den smalle gangway, som fører op til skibet, bliver hun bange. Den tør hun ikke gå op af! Vagten på skibet er en mørklokket, munter bankmand fra Jylland. Han tager ungmøen i hånden og med en støttende arm om livet fører han hende sikkert op på dækket. Hun smiler taknemmeligt til ham. Nede på forbanjen, hvor de menige holder til, når de ikke sover, fortsætter galanterierne. I sin nye lyserøde dragt bliver hun genstand for alles opmærksomhed. Al uhøvisk tale stopper. Skibskammeraterne træder i karakter som gentlemen. Kortspil indstilles, og der bliver hentet kaffe og kage til hende i kabyssen. Senere ser hun agterbanjen, hvor 16 værnepligtige marinesoldater sover i køjer på et meget lille område.
Besøget på det lille krigsskib gør stort indtryk på hende; senere i livet taler hun ofte om besøget. At så mange kan sove sammen på så lidt plads, kan hun ikke fatte, men mest taler hun om den galante vagt, der førte hende ombord og om besøget på forbanjen, hvor hun blev feteret og var i centrum...
Ungersvendens tid på det lille skrigsskib nærmer sig nu sin afslutning. Der skal findes job og tjenes penge. Hun tager del i jobsøgningen, og sender ham jobannoncer. En annonce har hendes mor været behjælpelig med at finde. Hun ser gerne, at der bliver at par ud af de to - og datteren skulle jo nødigt komme til at bosætte sig alt for lang borte fra det lille røde parcelhus i hjembyen! En sjællandsk industrivirksomhed søger en maskinmester. Han søger på jobbet, og bliver indkaldt til en samtale på...... et savværk! Ikke lige det, han har drømt om. Iført sit bedste tøj, brune fløjlsbukser med hængerøv, skrigende gul skjorte, et grimt grønt slips og en slidt skindjakke ankommer han en sensommermorgen fra Bornholm, hvor det lille krigsskib ligger udstationeret, til den lille østsjællandske provinsby syd for metropolen.
Jobsamtalen forløber godt, og han får jobbet på savværkets kraftcentral i byen ikke så langt fra hjembyen. Den langhårede lyslokkede kæreste er glad og lettet.
I oktober hjemsendes han fra Søværnet og begynder få dage senere på sit nye job. Han lejer sig ind på et værelse, mens hun bliver boende i hjembyen hos moren i det lille røde parcelhus. Kun på de mange charterrejser til Sydeuropa gennem de næste tre år deler de seng som mand og kone. For der skal spares sammen til udbetaling på et hus, inden de gifter sig. Og at flytte sammen uden at være gift vil på ingen måde fornøje hendes mor.
Efter tre år er den nødvendige kapital sparet op! De ser på huse, og brylluppet planlægges. Et lille hvidt parcelhus, skal blive deres hjem de næste 29 år.
De bliver viet i den kirke, som de i sin tid havde udsigt til den solrige sensommersøndag for otte år siden, hvor de kyssede hinanden for første gang. Bedårende ser hun ud i sin lange hvide kjole med slør, og brudebuketten med de blå franske anemoner og liljekonvalerne har hun nøje instrueret ham om. Bryllupsmiddagen - betalt af hendes mor - er på en af omegnens restauranter, og den efterfølgende fest holdes hos hendes bror og svigerinde i deres nye hus. En snes gæster, familie og ungdomsvenner, er med til festen. Spontant kræver gæsterne, at der danses brudevals, og til en af tidens popmelodier fra en kasettebåndoptager danser de brudevalsen ude i køkkenet. De bryder tidligt op, for en energikrise hærger landet med kørselsforbud om søndagen, så de skal være hjemme inden midnat. Med sig i bilen har de foruden bryllupsgaverne en sammenkogt ret - mad nok til flere dage - tilberedt af hendes mor, som er klar over, at der er et stort forbedringspotentiale for madlavning gemt i datteren. Og endelig foran døren til det lille hvide parcelhus kan han bære sin langhårede lyslokkede lattermilde brud over dørtrinnet.
Og allerede om mandagen begynder hverdagen. Hun starter i sit nye job, så det er noget af en omvæltning den nygifte frue kastes ud i. Let er den første tid ikke for hende. Hun savner sin mor, og hver dag er hun nede ved telefonboksen i butikscentret for at ringe “hjem”.
Fem år efter brylluppet bliver hun gravid. Endelig er hun parat til at berige deres tilværelse med et barn. Fra den søndag morgen, hvor graviditetsprøven viser sig positiv, bliver intet som før! Den skrøbelig pige med trang til beskyttelse tager styringen og tager ansvar for indkøb af babyartikler, tøj, barnevogn, kravlegård, mens han mere afslappet mener, at det haster nok ikke så meget. Men han har pænt at indrette sig, og det gør han!
Hun har lige startet på sin barselsorlov, og han passer sit arbejde på en eftermiddagsvagt, da hun en dag, hvor han kommer hjem fra arbejde ved midnatstid, roligt meddeler ham, at hun er begyndt at få veer. De kontakter sygehuset og får besked om at komme ud på fødeafdelingen, når der er et bestemt interval mellem veerne. Hun tager det iskoldt, går i bad, pakker en taske og siger farvel til hunden, mens han render rundt med hovedet under armen og ved hverken ind eller ud. Og da de i den lille Honda begiver sig på vej til sygehuset, kan han ikke finde vejen. Den historie fortæller hun med stor fornøjelse gerne ofte. Tolv timer senere kommer drengen til verden. Han kan ikke holde tårerne tilbage, og de får frit løb, da han står med sønnen i sine arme.
Drengen bliver deres livs største glæde og deres omdrejningspunkt!
De får ikke flere børn. Han vil gerne, men hun vil ikke. Måske ved hun, at hendes skrøbelige sind ikke kan rumme flere børn....
Gode år følger med travlhed, glæder, sorger og bekymringer. En lille familie og en lille trofast vennekreds udgør netværket. Man ses ofte og gerne, tager på ture og ferier sammen og deltager i hinandens familiebegivenheder. De har det ganske godt i den lille familie. Og det midaldrende par er ikke kun gift, de er også kærester.
Betingelserne for en god tilværelse er tilstede med en velfungerende søn og en robust økonomi, som tillader ferier til syden, udskiftning af bil med mellemrum, forbedringer på det lille hvide parcelhus og flere både. Begge har de deres gode arbejde. Det løber pænt rundt, og hvad der kommer ind, bliver stort set brugt. Pensionering og alderdom ligger lysår borte!
Men den tid kommer også!
Deres sidste år sammen bliver ikke deres livs bedste. Sygdom kaster mørke skygger over tilværelsen. Hendes skrøbelige sind slår knuder, blodpropper i hjernen kommer til, og hun rammes af en kræftsygdom. Det påvirker hele familien, og hans måde at agere på er ikke altid rationel. Men...hele vejen igennem har de gode stunder, for de er stadig kærester.
Hun kæmper sig tappert igennem det hele, for i hendes spinkle krop gemmer der sig livsvilje og stædighed.
Den sommer, hvor kræftsygdommen efter syv års fravær igen dukker op, er hun blevet afhængig af sin tyndhårede og gråskæggede mand. Det indretter de sig efter. Om morgenen har de gode stunder sammen. Så ligger de i sengen, holder hinanden i hånden, og snakker om, hvordan dagen skal forløbe og om gamle dage, for de er jo kærester.
Hun spørger ham flere gange, om han tror, hun klarer det, og han svarer med al den overbevisning, han kan opbyde: “Vi klarede det sidste gang. Det gør vi igen!” “Ja, tror du ikke?” siger hun med bedende øjne. Men denne gang tror han det ikke. Den dag, hvor hun får beskeden, at kræften er uhelbredelig, er hendes søn og mand med. Hendes tilstand er så dårlig, at hun bliver indlagt.
En sygeplejerske spørger hende, hvad der for hende er livskvalitet. Hun læser spørgsmålet op  fra et skema. “Det er, når min søn og min mand er her og holder mig i hånden.” svarer hun.
Hver dag er sønnen og manden hos hende, og de får intense gode stunder sammen. Hun ved, hun skal dø, men fortrænger det, og ingen bringer det på bane. Når han sidder ved siden af sengen og holder hende i hånden, siger hun: “Du er min kæreste.” “Ja, jeg er din kæreste.” svarer han. De sidste dage er hun kun tilstede i korte øjeblikke, og hun kan næsten ikke tale. Det sidste hun siger er: “Jeg vil være hos dig.”
En kølig dag midt på sommeren kun to uger efter hun blev indlagt, holder han hende i hånden for sidste gang.
Der er da 52 år siden, den generte lærling en lun augustaften tog den langhårede lyslokkede lattermilde pige i hånden og de blev kærester.....





Ingen kommentarer:

Send en kommentar