Min morbror Niels og Dollerup Mølle

Tilværelsen er fuld af historier. Nogle ender godt, og andre ender mere triste. Her er historien om min morbror Niels og Dollerup Mølle. Det er en positiv historie, som ender trist.

Morbror Niels arbejder det meste af sin voksne tilværelse som chauffør på Dollerup Mølle eller Møllen, som den omtales til dagligt. De første år kører han små lastbiler, men som tiden går, bliver det store sættevogne, som den lille magre mand iført ridebukser og læderstøvler suverænt manøvrerer med, enten det er på de jyske landevej eller i den københavnske trafik, når turen går til hovedstaden. En æresbevisning fra Dansk Chaufførforbund for 40 års kørsel uden uheld pryder væggen i spisestuen.

Niels i sin lastbil

Men først lidt om Dollerup Mølle. I 1847 køber en hosekræmmer en vandmølle ved et af de vandløb, der løber til Hald Sø, og indretter et lille spinderi, hvor egnens bønder kommer med deres uld og får spundet garn. Senere begynder fabrikken selv at fremstille stoffer til uldent undertøj. Fabrikken ekspanderer og ved århundredeskiftet ind i det 20. århundrede slår vandkraften ikke længere til. En 125 HK dampmaskine bliver sammen med en 13 ton tung dampkedel installeret. Ifølge en gammel beretning fragtes den gennem Dollerup på blokvogn forspændt "14 sværlemmede heste". Fremgangen fortsætter og bliver til en industri og Møllen fusionerer i "De Forenede Farverier og Trikotagefabrikker", der i 1930 beskæftiger 240 personer i landsbyen Dollerup. Adskillige brande sætter fabrikken tilbage og i 1967 lukker Møllen endegyldigt. I dag ligger fabriksbygningerne stadigt tomme hen som en spøgelsesfabrik.

Dollerup Mølle efter en af brandene

Dollerup Mølle i dag

Det er på denne fabrik Niels udøver sin livsgerning, og hans hus ligger få huse fra møllen.  Niels er blevet enkemand i en alder af 58 år, og nu bor han sammen med den noget yngre Anna, der er flyttet ind i huset sammen med sin datter Margit, som er jævnaldrende med mig. Niels og Anna har det godt sammen, selvom Anna er medlem af Jehovas Vidner. Hun går til sine møder, men i det lille hus i Dollerup påvirker det ikke hverdagen. Julen fejres, og hver onsdag, når der er direkte transmission af "Gammel dansemusik" i radioen, flyttes spisebordet ud til væggen, gulvtæppet rulles sammen og så svinger Niels rundt med Anna på gulvet til tonerne fra "Bror Kalles Kapel", og det så sveden driver af dem. Gennem mange år besøger vi familien hvert år, også i min barndom i halvtresserne efter min mors død. Da jeg har fået en fuldgod erstatning (og en mor 2) i den kvinde, min far senere gifter sig med, fortsætter vi med at komme til Dollerup hver sommer. Det kan Niels sagtens rumme, for han er et stort menneske. Efterhånden indskrænker opholdet sig til et uanmeldt besøg på vejen hjem fra den årlige ferie i Aalborg hos min mor 2's familie. Altid bliver vi godt modtaget og hvergang indbudt til at blive et par dage, hvilket de videre planer for ferien dog ikke tillader. Min far og Niels har et over 25 år gammelt venskab, og aldrig så snart er vi kommet indenfor, før jeg bliver sendt ned til købmanden efter to Gammel Carlsberg. Vi andre bliver trakteret med blåbærsaft, kogt på blåbær indsamlet i Dollerup Bakker af den ligeså gæstfrie Anna. Inden vi drager videre siger hver gang Niels til mig: "Nu skal du høre her bette Bent, når I nu kører videre sydpå, så kommer I gennem Nørre Snede, og jeg har hørt, at de skulle have nogle særligt gode is dernede, dem synes jeg du smage". Og så stikker han mig en daler. Den ryger straks ned i den cigarkasse, jeg har mine feriepenge i.

Historien ender trist. Annas datter stikker flere gange som ung pige af til København, og den aldrende Niels må hver gang tage turen fra det nordjyske til hovedstaden for at hente hende ud det betændte miljø, hun har opsøgt.

I 1962 omkommer Niels ved trafikulykke i Viborg. Han bliver kørt ihjel af en bil i en fodgængerovergang. Vi får den triste besked fra min moster, som ringer til en af vores naboer i opgangen, da vi ikke selv har telefon. Min mor 2 cykler ned til De Forenede Jernstøberier, hvor min far arbejder, og hvor jeg lige er kommet i lære, og henvender sig til portneren og beder ham om at hente min far, for hun har en vigtig besked til ham. Jeg får efterfølgende beskeden af min stærkt bevægede far. Sådan foregik kommunikationen dengang!

Anna forsvinder ud af historien. Rygtet vil vide, at hun får job som kahytsjomfru på et passagerskib. Datteren Margits skæbne kendes ikke....

Skipperen

"Nå, er det Dem, der bor på dette farlige lukaf?" Den store rødhårede mand med de kraftige bakkenbarter, der kom mig i møde, mens jeg var på vej ind på mit lukaf, så ud til at ville snakke. Jeg var lige kommet op fra 16 - 20 vagten, og det gode skib M/S SINALOA var på vej ud af det caribiske område, så mandens påklædning - et par khakifarvede shorts og en krøllet hvid uniformsskjorte med fire guldstreger i skulderdistinktioner - var ikke særlig bemærkelsesværdig. Jeg havde på hele den tre måneders rejse - SINALOA's 37.i 1969 til den amerikanske vestkyst - kun set kaptajnen et par gange tidligere. Da jeg havde bekræftet hans spørgsmål, fortalte han, at en brodsø på en af de tidligere rejser havde knust vinduet til lukaf'et og oversvømmet det. Det lå forrest midtskibs i bagbords side.

Mit Lukaf på M/S Sinaloa

Men jeg var ikke i humør til at snakke, og den udprægede respekt, jeg normalt nærede for autoriteter, var sat på stand-by, for jeg var træt og min ryg sved af helvede til. Dagen før - på vej over Det Caribiske Hav -  var jeg faldet i søvn på en af dækslugerne i nogle timer - liggende på maven. En kraftig skoldning var resultatet, og det sved som bare pokker, da jeg tørnede til i maskinens 40 gr. varme kl 16, og for at lindre smerterne smurte jeg overkroppen ind i maskinolie (!), hvad der kun gjorde ondt værre. Det ultimative bevis på, at i visse tilfælde er hunde klogere end mennesker! Denne hændelse faldt sammen med, at vandet ombord var blevet rationeret nogle dage tidligere, for ferskvandsgeneratoren fungerede ikke optimalt. Der var lukket for alt badevand, og der kunne kun hentes en pøs vand efter hver vagt, pumpet op med en håndpumpe i kabyssen.

To maskinassistenter slikker sol på en lastrumsluge

Og når jeg så nu havde skipperen på tomandshånd, så kunne jeg lige så godt fortælle ham et par sandheder om situationen ombord. Ordene kan jeg ikke huske, men han hørte tålmodigt på mig, og da jeg var færdig med min svada, kiggede han venligt på mig og gav mig et klap på skulderen: "Unge mand, når vi om et par dage løber tør for ferskvand, så lover jeg Dem, at De er den sidste, jeg vil beskylde for at have brugt vores dyrebare vand. Kan De sove godt!"

Så galt gik det nu ikke, for efter nogle dage blev rationeringen ophævet.

En lørdag aften en uges tid senere anløb vi Rotterdam. Efter planen skulle vi lægge til kaj midt på eftermiddagen, og vi var nogle stykker som efter flere uger i søen havde planlagt at tage en tur i byen for at slå et hul i jorden. Vi havde varmet op til frokost med øl og snaps. Tæt tåge i Den Engelske Kanal forsinkede ankomsten, og jeg måtte på vagt igen kl. 16, og da vi endelig først på aftenen havde lagt til kaj, var vi for trætte til noget som helst.

Vi besluttede derfor, at om søndagen, som var den første fridag i over en måned, ville vi tage ind og se på Rotterdam. Det var en usædvanligt smuk og mild oktoberdag, hvor solen skinnende igennem den svage dis og gav havnen et pastelfarvet skær.

Pastelfarver i Rotterdam havn

 Da vi efter morgenmaden var kommet ned af gangway'en, mødte vi skipperen på kajen. Han spurgte venligt, hvor vi skulle hen. Jo, vi havde tænkt os, at tage ind og se på Rotterdam. Der var han også på vej ind, så vi var velkomne til at få et lift med i den taxi, han ventede på. Og så sad vi i en taxi sammen med skipperen på vej gennem Rotterdam vældige havneområde. Undervejs holdt han et kvalificeret foredrag om havnen og fik taxi'en til at køre adskillige omveje, for der var flere områder, han mente vi nødvendigvis måtte se. Inden vi blev sat af nær centrum, anbefalede han os nogle af byens seværdigheder, vi burde se.

Der findes faktisk en hel del flinke og besindige mennesker i denne verden....