Havnen

For nogle uger siden kørte jeg forbi Næstved Havn og videre ud langs kanalen. Solen var netop gået ned bag det, der engang var byens store arbejdsplads, Ny Maglemølle Papirfabrik. Min trang til at fotografere solnedgange fornægtede sig ikke - det må være en medfødt genetisk fejl - og der skulle selvfølgelig tages et billede…..også af denne solnedgang.

Havnen - ikke kun denne, men alle havne - har altid fascineret mig dybt. Som halvstor dreng i Næstved cyklede jeg tit en tur til havnen. Den var drømmenes holdeplads og porten til den store verden. Her kom engelske skibe, gamle plimsollere bygget før 2. verdenskrig, nogle dem malet i en skrigende gul farve. Der kom også skibe fra Polen, og der kom sovjetiske lægtere trukket af slæbebåde. Det var hovedsageligt kul, som blev losset, enten til papirfabrikkens kraftcentral, til Næstved Kul og Koksimport (mange lejligheder havde stadig koksfyrede kakkelovne) eller til Gasværket. Også råmaterialer til Holmolit og til Glasværket i Fensmark blev af en af de mange kraner løftet ind over kajen. Danske, svenske og finske skibe anløb havnen med papirmasse for videre fabrikation til papir på papirfabrikken. Og coastere kom der mange af……disse havets ‘lastbiler’, der transportere stykgods mellem danske havne. Mange af den havde stadig master, som en reminiscens fra en fjernere fortid, hvor sejlskibene dominerede havene. Idag er disse coastere fortid. De ses nu kun om sommeren som sejlende lejrskoler for utilpassede og dårligt opdragede unge mennesker.

Ja, der var på havnen dengang nok til at nære en 15-årig drengs drømme, når han på sin gule konfirmationscykel cyklede langs kajerne helt ud til enden af papirkajen. Jeg drømte om at komme ud at sejle, og at se de fjerne egne, hvor skibene hørte hjemme. Dengang i sluthalvtresserne og tresserne var udlandsrejser ret begrænsede for arbejderklassen, og min eneste havde dengang været en endags tur til Lübeck.

Disse ture ned til havnen gav mig også mulighed for at få afprøvet mit mellemskoletysk- og engelsk, når det var muligt at få kontakt til en af søfolkene. Og ikke sjældent var jeg så heldig, at få lov til at komme ombord på et  skib, for søfolkene var altid flinke og venlige, når jeg tiltalte dem. Det var særligt spændende, når der lå et sovjetisk skib i havnen med disse mærkelige bogstaver påmalet stævn og hæk. Der var mystik og spænding til at nære min fantasi….tænk sig… rigtige kommunister i Næstved, var nogen af dem mon spioner? En dag tog jeg mod til mig og råbte op til en mand på dækket af sovjetisk slæbebåd noget på engelsk….måske bare for at kunne sige, at nu havde jeg snakket med en fæl kommunist. Han forstod mig ikke, men gjorde tegn til mig, at jeg skulle komme op ad gangway’en og ombord på skibet. Med hjertet helt oppe i halsen gik jeg ombord, og han gjorde tegn til mig om at følge med. Han førte mig ind i et tilrøget og beklumret lukaf, der var propfyldt med søfolk, som sad og så den slørede film, som en filmfremviser i den ene ende af lukafet kastede op på et tilrøget skot i den anden ende. Ingen ænsede mig - dertil var søfolkene for optaget af filmens handling - og min ledsager forsvandt efter at have afleveret mig, han har vel formodet, at jeg gerne ville se film. Jeg husker ikke, hvor længe jeg blev ombord, men jeg følte mig alt andet en vel til mode, og efter et stykke tid luskede jeg - igen uden noget ænsede mig - ud af lukafet og ad gangway’en ned på kajen…..lettet og inderligt tilfreds med at have været ombord på et sovjetisk skib fyldt med kommunister….og hvem ved….måske også med spioner!

Dengang blev skibene liggende flere dage i havnen, losning og lastning tog den tid losning og lastning tog dengang. I Sydsjællands Socialdemokrat kunne jeg følge med i hvilke skibe, der anløb havnen, og hvor de kom fra. Og så jeg, at mit yndlingsskib M/S Perla Dan var anløbet havnen med papirmasse fra Turku i Finland - om jeg ikke allerede havde set det på en af mine talrige spontane cykelture til havnen - så cyklede jeg straks derned. M/S Perla Dan var et af rederiet JL Lauritzens moderne polarskibet malet i en knaldrød farve. Min længsel efter at komme ud at sejle med sådan et skib var så stor, at jeg skrev til flere rederier og forespurgte om muligheden for at få sommerferiejob som skibsdreng på et deres skibe. Det var det ikke; jeg måtte nøjes med drømmene og med at leje en robåd hos ‘skibsreder’ Wollander, der fra et lille skur i det gamle del af havnen udlejede mere eller mindre synkefærdige gamle robåde. Så roede jeg - uden redningsvest - rundt i havnen i den time lejemålet gjaldt…ofte i vand, der var farvet blodrødt af udløb fra papirfabrikken.

Jeg fik aldrig fuldt ud udlevet min drøm om at sejle….et enkelt år blev det. Ved en af de skilleveje tilværelsen stiller én overfor, valgte jeg en anden vej….. og det var heller ikke så ringe. Men det er en helt anden historie.

Og den eftermiddag, jeg kørte forbi havnen og så papirfabrikkens silhuet i solens modlys med de to skorstensattrapper, der symbolsk rager op fra kraftcentralen, randt det mig i hu, at der havde jeg i fire uger arbejdet som smed i en sommerferie, mens jeg læste. Jeg tilbragte alle fire uger fra morgen til aften i bunden af en stor åben beholder med at demontere vinger, der var rustet fast på den aksel, der i midten af beholderen gik ca. 10 - 12 meter op til drivmotoren i toppen af beholderen. En dag mødte jeg den værkfører, der havde ansat mig. Lidt brysk spurgte han mig, hvem jeg var, og om jeg var ansat her? Jeg kunne så oplyse, at han havde selv ansat mig og sat mig i arbejde.

Sådan er jo så meget….og som ung var jeg vist ikke altid lige synlig.

 

 

 

Cykeltur til Hansestæderne august 2021

 

Dag 1

Steen og jeg sidder i toget på tværs over landet. Vi er for kort tid siden steget på toget på station Køge Nord, og vi er på vej til Flensburg, hvor vores 6-dages cykeltur, der skal slutte i Rostock på lørdag, begynder. Vi vil besøge Hansestæderne…..og de øvrige store byer langs kysten. Udenfor toget - i det smukkest tænkelige sensommervejr - passerer et landskab forbi, som hovedsagelig består af stubmarker, og enkelte steder afslører en støvsky, at der stadig er majetærskere igang. Men allerede i Padborg slutter vores togrejse…..en strejke blandt det tyske togpersonale tillader ikke toget at fortsætte. Førstedagens etape, der slutter i Waab lidt nord for Eckernförde, er estimeret til 59 km og er nu på forhånd forlænget med 10 km.

Forinden har jeg pudset min cykel, smurt kæde mm og efterset den……det er en tilbøjelighed, jeg har tillagt mig efter min far. Han blev for mere end 100 år i slutningen af 1. verdenskrig udlært mekaniker og cykelsmed i Sorø. Dengang var de to fag slået sammen, og man viste vel heller ikke om den nymodens dille med automobiler var noget, der holdt! I min fars bedste år husker jeg han ofte skilte sin gamle cykel total ad, rensede diverse dele som krank, hjullejer styrleje mm, samt malede stel og skærme. I mange år gjorde jeg ligeså med den gule Harthiner cykel, som jeg fik i konfirmationsgave af mine forældre, for min far lærte mig meget om cykler. Men det er en helt anden historie…

I Fredericia skal der skiftes tog, og der er tre kvarters ventetid, som bliver brugt til at indtage de medbragte ALDI-sandwich og en sodavand….øl dur ikke, når der skal cykles en længere strækning…..det må vente, til vi kommer frem.

Vi passerer grænsen til Tyskland ad en lille upåagtet skovsti uden noget bevogtning….ikke fordi vi har noget at skjule, men fordi vi sidste år på vores cykeltur til grænselandet fik manøvreret os ind på en vej, der kun var forbeholdt bilister…..og en del af dem blev ganske sure. Bilister i større firhjulstrækkere kan være uhyre nærtagende, og det ville vi ikke udsætte dem for igen. Så af uransagelige veje nåede vi hurtigt Flensborg.

At komme ud af Flensborg i retning mod Eckernförde er ensbetydende med at køre op ad bakke adskillige kilometer, og da vi endelig har kæmpet os fri af bakkerne, har det tæret på kræfterne. Vi kommer forbi et gammelt vejmærke, hvor en behjertet sjæl - eller en spøgefugl

har stillet to stole…..et oplagt sted for en hvilepause, som benyttes til en lille opdatering. Vi har på det tidspunkt kørt 34 km, og kan konstatere, at halvdelen af dagens etape endnu ikke er tilbagelagt. Op på jernhestene igen og derudad. Heldigvis er den svage vind fra NNV vores forbundsfælle og skubber godt på, ligesom en kaffepause hos en bager gør godt. Steen skal traditionen have noget sødt til kaffen, men jeg vælger et ‘belegtes Bröchen”, som sikkert har været lækker, da det var frisk…..nu har det karakter af en svampet klæg masse, som omgiver ost og skinke pakket ind i slaskede agurkeskiver….men ned kommer det, for der skal energi til.

Ved 18-tiden - og 75 km efter, vi stod af toget i Padborg - når vi dagens mål Heu-Herberge Gut Sophienhof i Waabs. Forinden havde Steen fået en SMS om, hvor nøglen lå, for ejeren beklagede ikke at kunne være tilstede og modtage os. Stor var vores overraskelse, da vi åbnede ind til værelset og så en stor, meget stor, kasse fyldt med hø! Og så begyndte vi at grine….det havde ingen af os alligevel været udsat for før, måske en ny måde at realisere sig selv på…og det hedder jo også Heu-Herberge. For en sikkerheds skyld var rygning forbudt…meget betrykkende. Det viser sig, at der dog hører soveposer til udstyret. Det bliver unægtelig en anderledes nat!

Og så ud at finde et sted at spise, og for at gøre en lang histore kort, så fandt vi efter at være gået forgæves på 4 spisesteder og (yderligere) 10 km kørsel en snackbar, som 10 minutter før lukketid tilberedte os to maxiburgere og en masse pommesfrites……et herremåltid efter i alt 90 km på cykel. Og mens disse linier nedfældes sidder jeg på en hård træbænk i det fælles opholdsrum og forsøger at skifte min kropsvægt fra den ene balle til den anden, for kors hvor er jeg øm i r….

Fem personers hø-seng.

Dag 2

Jeg vågner ved 06-tiden med halm i håret (nå, ja….så på hovedet da!), halm i øret og halm i soveposen og halm på gulvet! Når det er sagt, så må jeg tilstå at have sovet udmærket…hvilket nok mere skal tilskrives træthed end lejet bekvemmelighed. Efter et morgenmåltid, der på ingen måde aspirerer til en pris som mit livs bedste morgenmad, drager vi afsted fra Gut Sophienhof ved 9:30-tiden i retning af Eckernförde. Vejret fås ikke bedre på denne tid af året, ingen vind, de talrige vindmøller står stille og vandet i Eckernförde Bucht er spejlblankt. Engang imellem giver et svagt vindstød fra nordvest os et venligt skub i ryggen. Og et godt stykke af vejen sidder lugten af ged fra halmhotellet os i næsen

Steen har aner i Eckernförde, for hans oldefar boede der, da landet var dansk. Og det vil han gerne vide lidt mere om, men desværre holder lokalarkivet lukket om tirsdagen, og derfor spørger han på turistkontoret om, til hvilken myndighed der evntuelt kan rettes en henvendelse, og han bliver henvist til Bürgerbüro på rådhuset, og da vi nu er i byen, kan vi ligeså godt aflægge det et besøg. Forinden har jeg advaret Steen - sådan bare for en sikkerheds skyld - om ikke at oversætte det danske ord ‘slægt’ med det tyske ‘Geschlech’. Det ville kunne føre til misforståelser af værste art! Slå selv ordet op……Desværre holder de middagspause de næste to timer på Bürgerbüro, oplyser en venlig kvinde, vi møder på rådhuset, os om. Så det opgives.

Inden turen går mod Kiel ad den cykelvenlige rute lang kysten, som vi har valg, bliver det tid til en kop formiddagskaffe på byens hovedstrøg. Til vores forundring skal der bæres maske selv på arealer med udendørs servering. Desværre er der en stor del af ruten ikke udsigt til Eckerförde Bucht, men hvor, der er det, er der ualmindelig smukt med solsikkemarker i forgrunden og den blå bugt med hvide sejl i baggrunden.

Da vi når det sejlercentrum, der var rammen om de olympiske lejes sejladser i 1972, er det blevet tid til eftermiddagskaffen. Det er en enorm stor lystbådehavn og er idag et center for den nationale sejlsport og det der dengang var den olympiske by - et stort betonbyggeri med havudsigt - er idag almindelige boliger. Vi kommer i snak med en ældre venlig kvinde, der - viser det sig - bor i en af lejlighederne på 42. år, og hun kan fortælle om byggeriet forfald med dårlige sanitære installationer, der ikke vedligeholdes. Hun spørger, hvor vi kommer fra og vi fortæller om vores overnatning på Hey-Herberge, og hun kan berette, at det Tyskland i denne tid er meget moderne med Hø-hoteller. Hun ønsker os god tur og vi kører videre mod vores overnatningsted Deutsche Jugendherge på Johannesstrasse 1. Forinden er vi kørt forbi et af de steder, jeg tydelig husker fra nogle af min ungdoms teltferieri Kiel. Dengang i tresserne tog vi flere gange - mine kammerater og jeg - på teltferie på Falkenstein Camping lidt nord byen og lige ned til Kieler Förde. Det var en festlig tid med liv og glade dage, hvor aftnerne tilbragtes på rockklubbe Waldwiese. Her spillede mere eller mindre professionelle orkestre Beatles melodier for fuld udblæsning. Vi mødte nogle jævnaldrende tyskere af begge køn, som så besøgte os på stranden ved Falkenstein, bl.a. en enlig mor, et par år ældre end os. Hun kom med hjemmebagt kage til os, medbringende sit lille pige…….og det hele var såre uskyldigt! Og sjovt at mindes næsten tres år

Med udsigt til Eckernförde Bucht og blomstrende solsikker cykler vi mod Kiel.

Dag 3

 

Klokken er nu 21:30 og dagen er mere end brugt. Vi er lige kommet tilbage til Jugendherberget i Am Gertrudenfriedhof 4 fra vores aftensmad inde i centrum af Lübeck…en halv times gang. Vi drager mod centrum til fods (synes vi har cyklet nok idag….74 km rækker) i den hensigt at få et godt solidt tysk måltid, som kunne være Eisbein mit Sauerkrat/Jägerschnitzel/Deftiges Kasseler mit Erbstpuré/ Currywurst……og stilede mod Rathauskeller, hvor jeg tidligere ikke er blevet skuffet over menuen. Og hertil et fornuftig glas fadøl.Den absolut ikke venlige tjener gør os på let forståelig tysk opmærksom på alt er optages, og da vi efterfølgende forsøger os på en kinesisk restaurant bliver vi mødt af en lille moppe af en servitrice, hvis mangel på høflighed på ingen måde står tilbage for tjeneren i Rathauskeller. Med et menukort nærmest vifter hun os ud af døren med en besked om, at de lukker om fem minutter. Heldigvis har Steen spottet et pizzeria på vejen mod centrum. Pizzeria Salento blev vores redning. En ikke mindre end fremragende Pizza Napoli, som ikke engang den ledsagende elendige Monte Pulciano - købt som åben vin - kunne ødelægge. Godt vi kun købte en halv liter til deling!

Og nu sidder vi på det lille 4-sengskammer (der er heldigvis kun os) og deler en Ritter Sport til et bæger automatkaffe.

Imorges tager vi I fint solskinskinsvejr, som kun varer kort afsted fra Jugendherge i Kiel et kvarter over ni. Der blæser en svag til jævn vind fra vest, som hjælper os godt på vej og skåner de ømme lårmuskler. Men ak….ikke for ingenting betegnes landskabet mellem Kiel og Lübeck som Holstensk Schweiz, hvor lange bakker afløses af lige så lange nedkørsler mellem landskabets mange søer…..det er noget, der “trækker søm ud”! Og det gør det ikke bedre, at cykelstierne mange steder er meget ujævne. Formiddagskaffe indtager vi hos en bager i Plön….ledsaget af solidt tysk bagværk, og da jeg ikke uden besvær krænger mit højre ben over cyklens bagage, for at vi kan forsætte den videre tur, er det så småt begyndt at regne…..og det bliver det ved med de resterende 40 km, ikke meget ganske vist. De to indkøbte sandwich indtages på en bænk under et halvtag ved et busstoppested. Kl 16:45 lander vi ved Jugendherget i Kiel og det første vi gør efter at have brag vores cykeltasker op på værelset er at dele to øl…..og aldrig smager en øl så godt som efter en lang cykeltur.

Lübeck vækker minder. Hertil gik min første udlandsrejse sammen med mine forældre; det må have været først i halvtresserne og turen gik over færgeforbindelsen Gedser - Grossenbrode, for det var før ‘fugleflugtslinien’ over Rødby - Puttgarten. Fra turen husker jeg endnu de mange ruiner fra krigens tid i Lübeck.

Langt senere følger mange en-dagture med Gedser - Travemünde ruten sammen med kammeraterne. Fra Travemünde kunne man med tog nå at være et par timer i Lübeck, og der var stadig dengang lidt eksotisk ved at komme en tur til udlandet…..og så der også mulighed for at handle toldfrie cigaretter og sprut.

Og nu kalder sengen….

Klokken er nu 21:30 og dagen er mere end brugt. Vi er lige kommet tilbage til Jugendherberget i Am Gertrudenfriedhof 4 fra vores aftensmad inde i centrum af Lübeck…en halv times gang. Vi drager mod centrum til fods (synes vi har cyklet nok idag….74 km rækker) i den hensigt at få et godt solidt tysk måltid, som kunne være Eisbein mit Sauerkrat/Jägerschnitzel/Deftiges Kasseler mit Erbstpuré/ Currywurst……og stilede mod Rathauskeller, hvor jeg tidligere ikke er blevet skuffet over menuen. Og hertil et fornuftig glas fadøl.Den absolut ikke venlige tjener gør os på let forståelig tysk opmærksom på alt er optages, og da vi efterfølgende forsøger os på en kinesisk restaurant bliver vi mødt af en lille moppe af en servitrice, hvis mangel på høflighed på ingen måde står tilbage for tjeneren i Rathauskeller. Med et menukort nærmest vifter hun os ud af døren med en besked om, at de lukker om fem minutter. Heldigvis har Steen spottet et pizzeria på vejen mod centrum. Pizzeria Salento blev vores redning. En ikke mindre end fremragende Pizza Napoli, som ikke engang den ledsagende elendige Monte Pulciano - købt som åben vin - kunne ødelægge. Godt vi kun købte en halv liter til deling!

Og nu sidder vi på det lille 4-sengskammer (der heldigvis kun os) og deler en Ritter Sport til et bæger automatkaffe.

Imorges tager vi I fint solskinskinsvejr, som kun varer kort afsted fra Jugendherge i Kiel et kvarter over ni. Der blæser en svag til jævn vind fra vest, som hjælper os godt på vej og skåner de ømme lårmuskler. Men ak….ikke for ingenting betegnes landskabet mellem Kiel og Lübeck som Holstensk Schweiz, hvor lange bakker afløses af lige så lange nedkørsler mellem landskabets mange søer…..det er noget, der “trækker søm ud”! Og det gør det ikke bedre, at cykelstierne mange steder er meget ujævne. Formiddagskaffe indtager vi hos en bager i Plön….ledsaget af solidt tysk bagværk, og da jeg ikke uden besvær krænger mit højre ben over cyklens bagage, for at vi kan forsætte den videre tur, er det så småt begyndt at regne…..og det bliver det ved med de resterende 40 km, ikke meget ganske vist. De to indkøbte sandwich indtages på en bænk under et halvtag ved et busstoppested. Kl 16:45 lander vi ved Jugendherget i Kiel og det første vi gør efter at have brag vores cykeltasker op på værelset er at dele to øl…..og aldrig smager en øl så godt som efter en lang cykeltur.

Lübeck vækker minder. Hertil gik min første udlandsrejse sammen med mine forældre; det må have været først i halvtresserne og turen gik over færgeforbindelsen Gedser - Grossenbrode, for det var før ‘fugleflugtslinien’ over Rødby - Puttgarten. Fra turen husker jeg endnu de mange ruiner fra krigens tid i Lübeck.

Langt senere følger mange en-dagture med Gedser - Travemünde ruten sammen med kammeraterne. Fra Travemünde kunne man med tog nå at være et par timer i Lübeck, og der var stadig dengang lidt eksotisk ved at komme en tur til udlandet…..og så der også mulighed for at handle toldfrie cigaretter og sprut.

Og nu kalder sengen….

Efter en fremragende pizza begiver vi os tilbage til Jugendherberget.

                                                                                                                            

Dag 4

Efter et godt morgenmåltid på Jugendherberget i Lübeck begiver vi os på vej østover. Vejret er fint, solen titter ofte frem mellem de drivende skyer, og selv om årstidens karakteristiske kølighed mærkes på de bare ben og bare fødder i sandalerne, er det behageligt at cykle derudaf. Vejrudsigten for dagen ser ret lovende ud, selvom solen vil forsvinde sidst på eftermiddagen, og den allerede mærkbare blæst vil tiltage. En enkelt regnbyge må forudses…..og det kommer til at passe.

Snart er vi inde i det, der tidligere var DDR - arbejder- og bondestaten - der overlevede omkring 40 år. Hvis man er opmærksom på det, er der masser af reminiscenser fra DDR-tiden. Ikke alle huse, især ude på landet, har samme vedligeholdelsesstandart som i vest, ja nogle er nærmest forfaldne….får vi idag lejlighed til ved selvsyn at konstatere. Og i nogle af de små byer, vi kører igennem, er der stadig den gamle brostensbelægning, som har ligger der i over hundrede år. Og vi passerer forbi adskillige forfaldne lave staldbygninger, som var så typisk for DDR’s landbrugskollektiver. Som en kontrast til de smukke blomstrene gule rejnfan ligger de der i al deres hæslighed, mange ubenyttede. I årene lige efter murens fald i ‘89 så mange en mulighed for at tjene penge i det nye østlige del af Forbundsrepublikken, som nødvendigvis trak kapital til sig. Mange har måske set en mulighed for at købe en billig grund og bygge sit eget hus. Det kan måske være tilfældet med et sjældent grimt hus, vi kørte forbi i Selendorf. “Gegründet 1991˚ står der på en af huset mange gavle. Bygherren har vel villet sætte sig et varigt minde. Lad mig gætte på, han selv har tegnet det……og ikke nåede, at få hele uddannelsen på arkitektskolen med. Og ved et forfaldent landhus omgivet af en vild blomstrene have - man kan her virkelig tale om forfaldets skønhed - står der i indkørslen en velholdt Trabi.

Vi følger Googles angivne cykelrute, som forløber på kryds og tværs og igennem en delvis brostensbelagt skovvej, der næsten er umulig at cykle på. Vinden tiltager fra nord efter middag, og hvor vi har den i ryggen giver det cyklen fart, og modsat er cyklen næsten umulig at træde, når den er ret imod, men frem kommer vi.

I byen Rankendorf stopper vi ved et mærkelig hus, der minder om en kirke, for der er et tårn, som minder om et kirketårn i den ene ende, men i modsætning til et kirketårn har tårnet en skorsten i midten. Vi lader Google identificere huset. Det er et gammelt historisk bondehus med “Speckturm”….formentlig det sted man har røget flæsket.

Formiddags kaffe med rabarbertærte hos bageren i Dassow giver nye kræfter at køre videre på. Sammesteds køber vi vores frokost, to “belegtes Brötchen” til senere indtagelse.

Vi indtager dem på en bænk i slotsparken til Sloss Bothmer. Her får Steen en mail fra Pension Apollo med besked om at maile dem vores Coronapas; for først, når de har dem, vil de sende oplysninger om, hvordan vi kommer ind i den ubemandede pension. Men en del besvær lykkes det. Resten af ruren til Wismar går op og ned over langstrakte bakker med en frisk vind ind fra nord. Den trak en kraftig byge med sig, som vi måtte søge ly for ved et busstoppested.

Og i aften lykkes vi med at få et solidt tysk måltid mad efter kun at være gået forgæves et enkelt sted. Börners Nicolaiblick serverer en fremragende schnitzel med champion og “Bratkartoffeln”.

Og således mætte og trætte drager vi i regnen tilbage til vores ydmyge Pension Apostel.

I det gamle Østtyskland er der stadig reminiscenser af fortiden.

Dag 5

Det bliver en dag i modvind…på flere måder. Vi vågner op til regnvejr, men mens morgenmaden indtages kl 08 stilner af regnen for helt at være ophørt kl. 08:30. Det er nemlig den tid, der er afsat til at spise morgenmad i på pensionen grundet COVID-19 restriktioner, som iøvrigt også omfatter, at kun to at de 5 - 6 borde, der er i det lille morgenmadslokale, besættes, og vi må dagen forinden skrives os på en liste med angivelse af det tidspunkt, vi ønsker at indtage morgenmaden. Ordning muss Sein! Kl 09 er cykeltaskerne pakket, og vi begiver os ud på en lille sightseeing i byen. Mest imponerende er Sct. Nicolai kirke med sit 37m høje midterskib. Kirken blev bygget i 1300 - tallet og var den eneste af byens kirker, som ikke blev beskadiget under 2. verdenskrig, i modsætning til Sct. Maria kirken, hvor kun tårnet står tilbage. Klokken bliver henad 11, da vi kører ud af byen med retning mod Rostock i en frisk østenvind, der således er os stik imod. Det bliver den ved med at være hele vejen! Vi følger den af Google anviste cykelrute, bl. a. kører vi et sted langs den meget befærdede hovedvej på en meget bred sti, der helt umotiveret slutter ved en mark. Vi beslutter at krydse hovedvejen over en høj vold med grøft på en ene side, idet vi må hjælpe hinanden med at få cyklerne op over den høje vold, som er meget blød og mudret. Steen skrider i mudret og falder på bagdelen med cyklen over sig. Med en hjælpende hånd komme begge op at stå igen og begge uskadte, og vi kan fortsætte ad den vej, der er på den anden side af hovedvejen.

Efter 10 km nærmer klokken sig 12, og vi har stadig ikke fået formiddagskaffe, og da vi i byen Blowatz kommer forbi en café - indrettet i et tidligere mejeri og med enhver mangel på smag - beslutter vi at kombinere formiddagskaffe og frokost. Udenfor caféen hilses vi venligt velkommen af en flok lokale mænd, der - som det fremgår af samtalen med indehaveren - er vant ril at komme der…..måske en flok lokale dagdrivere. Vi bestiller kaffe, to rundstykker og hver et stykke blommekage med flødeskum…..og så var den ged barberet.

Ifølge Google skulle ruten være flad og uden de store stigninger, hvilket ikke helt hænger sammen med vores oplevelse af ruter, hvor den ene lange bakke afløser den anden. På flere strækninger er den angivne cykelrute uden cykelsti, og vi må ud på hovedvejen at køre i den stærke trafik. Det er ikke helt ufarligt, og et par gange søger vi alternative ruter, hvilket bevirker, at dagens estimerede distance på 52 km ender med at blive på 64 km.

En kop eftermiddagskaffe ved 17-tiden inden de sidste 8 km til vores hotel 10 km udenfor Rostock tilbagelægges. Undervejs er vi begyndt at tale om, hvordan vi kommer med offentlig transport fra Gedser til Køge. Planen har været at tage bus fra Gedser til Nyk. F og herfra tage med tog resten af vejen, idet der begge steder medtages cykler. Det viser sig, at der på flere strækninger er indsat togbusser, der ikke medtager cykler. En hastig tænkt plan om at cykle på de strækninger, hvor der er indsat busser, hænger slet ikke sammen tidsmæssigt, lige som en tanke om at cykle de 110 km til Køge forkastes, før den er tænkt færdig. I begge tilfælde ville vi først være hjemme omkring midnat eller senere, og cykle på en mørk landevej er slet ikke nogen option. Planen er nu at tage færgen fra Rostock kl 11:15 med ankomst Gedser kl 13:15 og cykle til Nykøbing F. Her vil vi efterlade cyklerne og tage med DSB til Køge….togbus eller ej! Vi vil så kunne være i Køge ved 18 - 19 tiden. Næste dag vil vi i bil hente cyklerne i Nykøbing F.

Det er lidt utilfredsstillende afslutning på en ellers meget vellykket cykletur, hvor der indtil videre er tilbagelagt 262 km.

Sct. Nicolai kirke i Wismar er den eneste byens kirker, som ikke blev beskadiget under krigen

Cykeltur i grænselandet Sydslesvig august - september 2020

 

26. august  2020

Dom Hotel i Schleswig.......navnet associerer til et lidt gammeldags, men velrenommeret hotel. Intet er mere misvisende. Vi er ankommet til hotellet ved 19:30 tiden efter 60 km, hvoraf over halvdelen af disse var regnfyldte. Men vinden var os nådig, og den smule, der var, kom mestendels i ryggen. Coronakorrekt iført mundbind bestiger vi, min gode ven Steen og jeg, Intercitytoget på station Køge Nord i morges med vores tungt lastede cykler. Behageligt at lade sig transportere tværs gennem kongerige siddende i et godt sæde og skiftevis lade blikket veksle mellem udsigten til landskabet gennem de regndråbedækkede ruder og medpassagerernes masketildækkede ansigter......hvor ser folk dumme ud med maske på! Skift i Fredericia og med udstigning i Padborg er denne ikke fysisk krævende del af rejsen slut i denne omgang. Cykeltur mod dagens mål Schleswig, som nævnt delvis i regn af vekslende styrke. Pause i Flensborg, hvor vi deler en pakke kiks og to sodavand fra Aldi på en bænk ved havnen.....ja, man bli’r nøjsom med årene. Videre går det ud af byen ad snirklede veje, op og ned af byens bakker, takket være en dårlig markering af cykelruten. Da der er omkring tyve kilometer til målet, er sulten trykkende, men heldigvis kan der rådes bod på det.....en majsmark med modne majs er ikke det værste at komme forbi i den situation. På Domhotel bliver vi - efter at have ringet på klokken ved den låste dør og ventet en rum tid -modtaget af portieren - eller hvilken titel den let snuskede mandsperson end må have. Han ercoronakorrekt iført mundbind, og hans første gerning er at gøre forståeligt, at vi skal bruge mundbind. Herefter spørger han, om vi taler tysk. Det bekræfter vi.....og så fortsætter han med at tale engelsk til os. Og nu sidder vi her en sen aftentime på de ca. 6 m2 og mediterer over dagen, som slet ikke har været så ringe. Vi har lige indtaget et måltid kraftfoder på en nærliggende restaurant. Værelset er mere end spartansk, og med vores oppakning spredt på gulvet er der ikke mange frie kvadratmeter gulvplads omkring køjesengen, hvor Steen velvilligt har tilbudt at tage overkøjen, vel i respekt for alderdommen. Toilet og bad på gangen.....må ikke benyttes efter kl 22, hvilket forhåbentlig ikke gælder toilettet. Springer af samme årsag badet over.......det må kunne forsvares omstændighederne taget i betragtning. Og så har vi jo også i nogle timer siddet gennemblødt på vores cykler. Det har været en fin dag, selvom jeg er mere end almindelig øm i røven.... 

Domhotel i Schleswig.

Vores suite på Domhotel.

27. august 2020

Schiffbegrüssungsanlage er en restauration i Rendsburg beliggende nærmest under den gamle jernbanebro, der fører over Nord-Ostsee Kanal, tidligere kendt som Kielerkanalen. Jeg var der sidste år i maj måned, og der var stuvende fuldt. I aften er vi de eneste gæster, for her har vi valgt at indtage dagens powermåltid, en Sahneschnitzel mit Bratkartoffeln und Beilage. For noget skal der til efter dagens 56 km i stærkt kuperet terræn....læg hertil en længere vandretur i området omkring Hedeby, hvor kyndige fagfolk har opført huse som bygget af vikingerne i 800-tallet. Også nogle af voldene ved Dannevirke får vi set på vejen, bl. a. Skanse 14, hvorfra danskerne måtte trække sig tilbage fra i 1864. Kaffepauser bli’r der tid til, og på et tidspunkt noget over frokosttid breder en lettere panik sig. Intet sted i de små landsbyer har det vist sig muligt at fouragere.....og vi må gribe til nødrationen, tre müslibar til hver, skyllet ned med lunkent vand fra drikkedunken. Men, når nøden er størst, er hjælpen nærmest. I landsbyen Ascheffel fortæller en yngre kvinde, at der findes en mindre bager nede ad bakken på første vej til venstre. Det bliver vores redning, for det er ikke alene en bager, det er også en ‘Stehcafé’, hvor der sælges ‘belegtes Brötchen’.At hun tilmed sælger øl gør oplevelsen fuldendt, for vi kan nu også indkøbe de to øl, der nærmest som et ritual dagligt - i lighed med sidste års tur - afslutter dagen tur, når vi er installeret i vores logi. Kaffen og de ‘belegtes Brötchen’ indtages på den anden side af gaden i et lille parklignende område med bord og bænk. Vi vælger at køre en lidt længere vej til Rendsburg ved at følge Nord-Ostsee Kanalen bl. a. ud fra en vis logik om, at en cykelrute, som forløber langs en kanal umuligt kan være bakket, for bakker har dagen 56 kilometer budt så rigeligt på! I morgen går turen over Friederichstad til Husum, en strækning på ca. 60 kilometer. Erfaringen fra de to første dage har vist, at estimeret strækning let overskrides med 10 - 15 kilometer grundet svinkeærinder og fejlkørsler......det bli’r sikkert også tilfældet i morgen.

Del af Dannevirke

Kaffepauserne er en vigtig del af turen

Vikingebyen Hedeby

Allerede på andendagen må nødrationerne tages i brug

- men heldigvis var det hos bageren i Ascheffel muligt at købe 'Belegtes Brötchen'

 28. august 2020

Ca 10 km før vi på dagens etape fra Rendsburg til Husum rammer Friederichstad begynder det at regne så småt - og vi finder ingen anledning til at finde regntøjet frem fra cykeltaskerne, og i hvilken af dem er nu lige det ligger? I løbet af få minutter er regnen tiltaget til skybrud, og de vandmasser, der vælter ned fra den skygrå himmel, der står ud i et med jorden, må - sådan føles det ihverfald - langt overstige Niagara vandmasser. Enhver tanke om at stoppe for at iføre sig regntøj er komplet urealistisk.....det her handler om af finde ly. Så vi fortsætter.....men der er ingen ly at finde på landevejen mod Friederichstad, slet ingen. Efter fem eller ti minutters kørsel krydser Steen, som nu kører 50 m foran mig, vejen. Han har spottet en udestue med en åbentstående dør ved en enlig beliggende ejendom ved vejen. Jeg følger efter Steen ind i den fremmede udestue, og cyklerne trækkes også derind...det er selvtægt og civil ulydighed af høj karat! Således kommet i tørvejr, bekræfter vi hinanden i at kun meget onde mennesker vil kunne finde på at jage os ud i regnen igen. En kvinde forlader i bil ejendommen.....hun har tilsyneladende ikke set os, for hvis hun havde, så ville hun da have budt os på kaffe, ræsonnerer jeg. Efter en halv times forløb stilner skybruddet af, og vi beslutter at køre videre, og mens vi er på vej ud af ukendte menneskers private ejendom, bliver en mand sat af i vejkanten ud for ejendommen.....han er på vej ind, så det må være en af beboerne. Jeg forklarer og undskylder. “Schon gut” siger han og smiler venligt. Vi er tilgivet!Efter ganske få minutters kørsel kommer skybruddet igen med samme intensitet som for  kort tidsiden. Men nu er der ingen ly at finde og vi cykler videre, for endelig at forsøge at finde ly under nogle træer på en mark, men vandet fra halsen løber ned af ryggen og gennembløder kroppens nederste inderste beklædningsgenstande. Således står vi og ser dumme ud en halv times tid, men vi overvejer, om vi skal blive stående eller køre videre.......uden iøvrigt at fortage os noget. Men intet varer evigt...heller ikke et skybrud, og endelig kan vi kører videre. På jernbanestationen i Friederichstad søger vi et diskret hjørne og udskifter det våde tøj på overkroppen med noget tørt tøj. Solen titter nu frem på himlen, og på det smukke torv i byen drikker vi en kop kakao og lader solen tørre de våde benklæder. Nu går turen de sidste 17 kilometer mod Husum, og kl 18 har vi fundet vores logi. Vi har været på farten siden kl 9:30 og har idag tilbagelagt 68 kilometer. Nu skal der nydes en øl på det diminutive værelse i et rækkehus hos en privat udlejer. Vi sætter os igen på cyklerne og kører mod centrum i Husum. På en italiensk restaurant spiser vi Pasta Carbonara, mens et nyt skybrud trommer mod den markise, vi sidder under. Vi når hjem på værelset i tørvejr, inden en kraftig regn igen sætter ind.

På torvet i Friederichstad lader vi os tørre af solen

Ikke alle veje er lige farbare.

En portion 'Pasta Carbonara' afslutter dagen i Husum.

 29. august 2020

Dagens tur fra Husum til Niebüll på - eller nedenfor - digerne i marsklandskabet bliver den hidtil behageligste. Med gode asfalterede cykelveje og en let brise i ryggen kan det næsten ikke blive nemmere at tilbagelægge de 60 kilometer i dette specielle landskab, der går fra Sønderjylland ned til Holland. Inddæmmet land mellem flere systemer af diger, ensomt beliggende marskgårde med deres karakteristiske irgrønne tage - mange af den bygget på varper, som er en lille forhøjning af jordniveauet, der søger at sikre ejendommen mod oversvømmelse ved stormflod - giver landskabet en helt særlig karakter. Jeg var for første gang for lidt over et år siden og blev meget fascineret af det. Frodige majsmarker veksler med tusindvis af får, som hovedsagelig afgræsser digerne, der bevirker, at man som cyklist i området med ofte få hundrede meter intervaller skal passere en ‘fåresluse’. Hvor diger ganske få steder gennembrydes af veje, er der enten bygget sluseporte, som kan lukkes i tilfælde af stormflod, eller der er lavet foranstaltninger, så vejgennemføringen kan lukkes med planker, der ligger omhyggeligt stablet under et halvtag ved siden af. Jo, der er tænkt over tingene, belært af erfaring. Det må have været et nøjsomt liv at have levet i disse egne før i tiden - og er det måske endnu. Marskbonden har levet i en evig angst for stormflod og digebrud. Der indvindes stadig land udenfor de yderste diger, tidevandet bringer materialer ind, som søges tilbageholdt....og det tager mange år, at få brugbart jord ud af det.Vi forlader vores mærkelige private “Ferienzimmer” i et treetagers rækkehus ved ni-tiden efter at have indtaget et spartansk morgenmåltid bestående af resterne af et sejt tyrkisk brød og nogle skiver gedeost.....alle rester fra forrige dags frokost. Hertil indtages en kop pulverkaffe, da værelset er udstyret med en elkedel, som det på mirakuløst vis er lykkes udlejeren at få plads til i al skramlet på reolen. En lille skål med kaffe- og tebrevet er der også blevet plads til på reolen, og ikke uden en vis stolthed meddeler bemeldte udlejer os ved ankomsten, at vi er velkomne til at lave os en kop kaffe, og fortæller os efterfølgende at morgenmad ikke er inkluderet i værelsets pris som er EUR 68,-. Han henviser til lokalt supermarked i kvarteret, hvor man kan købe kaffe og rundstykker. Om værelset i øvrigt.....en smal dobbeltseng står klinet op ad to af væggene og efterlader en smal passage på 30 - 40 cm ud for den anden side. Der er ingen sengelamper, så ingen af os forfalder til at ligge og læse den halve nat! En stor (gammel) lænestol udfylder det meste af den resterende gulvplads. Badeværelset er stor og pænt og har en reol med rene håndklæder nydeligt stablet. Udlejerens generøsitet giver sig denne gang udslag i at sige, vi kan frit bruge af håndklæderne! Badeværelset deles med husets øvrige beboere, hvis antal ikke kendes. Vi møder kun udlejeren. Og nu sidder vi på Jugendherget i Niebøl - efter at have indtaget dagens kraftmåltid i “Rathauskeller” - på et fremragende 4-personernes værelse med køjesenge. Vi har værelset for os selv.....og der er bad og toilet på værelset. Det er en fin, fin cykeltur; eneste situation, hvor vi er ved at panikke, er da vi ved 16-tiden endnu ikke har fundet et sted at købe vores eftermiddagskaffe (og kage). Heldigvis dukker der i en mindre by 14 kilometer udenfor Niebüll et butikscenter op med “Backstube”, som udover at sælge brød også er leveringsdygtig i kaffe, og i den nærliggende ALDI indkøbes dagens to øl, som vi belønner os med efter turen. Så alt i alt har det været en rolig dag på kontoret.

Vores 'morgenmadsbuffet' på værelset i Husum.

Vadehavet mellem Husum og Nieböll.

Der indvindes stadig land i vadehavet.

30. august 2020

Det er en dag, hvor ‘transportdistancen’ med fuldt oppakning kun skal være omkring 20 kilometer, idet planen er at tage toget fra Niebüll til byen Vesterland på øen Sylt. Den står kun forbindelse med tyske fastland via en dæmning, hvor toget kører. Selv biler til øen må transporteres med toget. Kl 10 sidder vi toget efter at have indtaget et glimrende morgenmåltid på Deutsche Jugendherberg. På herberget har de virkelig været kreative for at efterkomme myndighedernes krav hvad angår Covid 19. De tradtionelle morgenbuffet er afløst af en buffet, hvor alt er indrettet som enkeltportioner i små glas og flasker med skruelåg. På bordet i den spisesal, vi er allokeret til på et aftalt tidpunkt, er der stillet to rundstykker frem i en kurv, sammen med et fad med to skiver ost og to skiver pålæg og termokanden står på bordet med nøjagtig to kopper kaffe i. Ikke noget med selv at rende og snage i maden, og det fungerer fint. Efter tyve minutters togkørsel når vi endestationen i Vesterland. Da vi kun skal tillægge ca. 20 kilometer til byen List på nordspidsen af øen, beslutter vi at cykle en tur ned på den sydlige del af øen. Det er rigtigt ferieparadis med klitter, badestrand med snehvidt sand og en masse nye stråtækte huse...der er åbenbart en klausul om, at feriehusene mellem klitterne skal være stråtækte. Det virker forkert og alt for ensrettet......og jeg gør mig mine tanker om stråene måske er af plastik! Da vi når vores vendepunkt, er det blevet tid til formiddagskaffe og den indtages i en bagerbutik. En ekstrem sur servitrice kommanderer os til at udfylde en af de formularer, der skal udfyldes på alle landets betjeningsteder med oplysning om bopæl og øvrige kontaktoplysninger De skal bruges til personopsporing ved evnt. konstateret Covid 19 tilfælde. Min tålmodighed sættes for alvor på prøve, da hun spørger om de to stykker bagværk, som skal ledsages vores to kopper kaffe, skal leveres på én eller to tallerkner! Efter kaffepausen vender vi om og begynder turen op mod vores formodede overnatningssted List. Herfra skal vi i morgen med færgen til Rømø og videre til Tønder. En smuk tur op langs østkysten er det, først over en dæmning og så videre gennem lyngklædte bakker og overalt er der cyklende turister på lejede cykler, heraf en hel del el-drevne. På de smalle cykelstier med tilladt trafik i begge retninger skal man faktisk være ganske årvågen. Ikke alle er lige behændige til at cykle, og for nogles vedkommende må man næsten tro, at de ikke har cyklet siden de voksede fra konfirmationscyklen.....Vi når List og stopper for at finde vej til vores logi ved hjælp af mobiltelefonens GPS. Det er Steen rigtig skrap til og har altid hurtig et forslag til en rute. Men han er påfaldende tavs længe - og det er sjældent - og meddeler så, at det er ikke i denne by, vi skal bo! Det er i Vesterland, vi skal overnatte! Og vi må således ca. 20 kilometer tilbage af samme vej! Ingen af os har på noget tidspunkt checket adressen, men det har vi lært at gøre i frem tiden. Vi er nu indkvarteret i Vesterland, og det private logi er udmærket, Kraftmåltidet er indtaget i byens centrum. Det blev  idag en currywurst med pommes frites, og således rustet, er vi i morgen tidlig klar til endnu engang at tage turen til List.

Endelig....en currywurst mit Pommes.

Stranden på Sylt.

Feriehuse på Sylt.

31. august 2020

Det bliver turens længste etape på 76 kilometer, men den er også den mest ubesværede. Vejret er fint og let køligt, da vi tager afsted ved 9:30 tiden fra Vesterland på Sylt. En ganske svag vind fra sydøst hjælper os over øens lyngklædte bakker - hvor lyngen endnu ikke var helt afblomstret - og gør, at vi ikke har besvær med at nå færgen til Rømø, som afgår kl 11:30. Der bliver oven i købet tid til kop ‘coffee to go’, som nydes på en bænk ved havnen. På fordækket (eller agterdækket, for den lille færge kan sejle begge veje!) nyder vi solen - og en Magnum is - i de 40 minutter turen varer, for på dækket er der ikke påbud om at bære maske.....selvom adskillige gør det. Og så går turen nordpå mod den 9 kilometer lange dæmning til fastlandet. Vi gør holdt midt på dæmningen for at fotografere, det er havblik, og kimingen er næppe synlig som skillelinie mellem himmel og hav, som nærmest tilsammen danner en blå enhed. En kort frokostpause efter at dæmningen er passeret, gør godt, ikke så meget for benene, som for bagdelen, der føles mere end almindelig øm. Begrebet ‘ondt i røven’ skal i dette tilfælde opfattes helt bogstaveligt! Vi vælger at følge kysten på den videre vej mod dagens mål, som er Danhostel i Tønder, og undervejs spejdes ihærdigt efter et sted, hvor kaffe og kage kan erhverves. Inden panikken griber om sig, finder Steen nødrationen frem i form af to myslibarer til hver, som skylles ned med lunket vand fra cykelflaskerne, vand der altid har en umiskendelig smag af plastik. Men når nøden er størst, er hjælpen nærmest. I Højer er der flere cafeér og restauranter, siger Google. De har alle lukket! I et gammel hus fra 1927 er der ganske vist indrettet en isbar.....skulle vi mon forhøre, om der også kunne købes kaffe? Den lille trinde dame bag disken nikker bekræftende, Joe, hun sælger skam kaffe, tilmed flere slags....”Hvor kommer I fra?” spørger hun. Da hun hører, jeg kommer fra Køge, fortæller hun, at hun har boet på Midtsjælland, i Gørlev. Jeg kan ikke lade være med at spørge hende, hvad der har bragt hende til denne del af landet. “Jo,” fortæller hun, “vi var meget betaget af ‘sort sol’ og ville gerne købe et sommerhus i nærheden ude ved kysten, men de var alt for dyre, og så valgte vi at købe dette hus i Højer, som var mange gange billigere.” Og nu har de boet fast i huset i fire år, og hun har indrettet en lille forretning med navnet “Is’nkram”. For udover is sælger hun også genbrugsting. Da turens eneste regnbyge har valgt netop at krydse vores vej, mens vi køber kaffe hos den lille trinde dame, får vi lov til at til sidde på en gammel bænk i butikken og drikke kaffen på den betingelse, at vi forlader butikken, hvis andre kunder dukker op.....der må nemlig af Covid 19 hensyn kun være to kunder inde ad gangen. Det lover vi. Vi rammer Danhostel i Tønder kl. 18, og har undervejs besluttet om aftenen at cykle til Aventoft lidt syd for grænsen for at se, om vi kan være så heldige at kunne se sort sol. Det skulle være muligt en time før solnedgang, så efter at have delt den (meget) lille flaske vin, som vi købte hos den lille trinde dame i Højer, cykler vi i retning mod Aventoft, men ak......grænseovergangen er lukket gr. Covid 19. På vejen tilbage mod Tønder for at indtage vores kraftmåltid (det blev en burger med brun sovs og pommes frites som tilbehør) ser vi dog en reminiscens af ‘sort sol’, en mindre flok stære samles på en mark, letter samtidig og flyver nærmest synkront hen over marken og forsvinder bag nogle træer. En travl og spændende dag på kontoret er til ende og nu venter en tiltrængt søvn........                                     

I morgen går turen til Padborg og med Intercitytogen hjem.

Gennem lyngklædte bakker på vej til List.

Der bliver lige tid til en kop kaffe inden færgen til Rømø.

Færgen til Rømø ankommer til List.

Rømødæmningen.

Ispause i Højer.

1. september 2020

Da vores 7 dage lange mission “Cykeltur i grænselandet” slutter i Padborg, synes Steen, vi har fortjent en medalje. Den får vi til en kop kaffe i Brugsen. Forud lå 50 kilometer på snorlige veje, der gør, at turen virker ret hård. Majsmarker veksler med små lunde, og ikke så få steder dukker et forsømt hus eller gård op langs vejen. Vi krydser grænsen en enkelt gang for få lidt afveksling i turen, da vi er i god tid. Vælger dog at køre samme vej tilbage, for nogle af grænseovergangene er lukkede grundet Covid 19; andre har kun åben i dagtimerne. Hos bageren ved Brugsen i Padborg fordrives tiden med endnu en kop kaffe, inden vi stiger på toget ved 17-tiden. Skift i Fredericia, og tid nok til at indtage vores sandwich på en bænk på perronen, mens vi venter på toget, der ved 20:30-tiden læsser os af på Køge Nord. Selvfølgelig cykler vi de sidste 8 kilometer hjem. En strøtanke om at tage S-toget til Køge Station nåede næppe at blive tænkt.

Sådan slutter en fin, fin uge..

Vi får vores medaljer ved ankomsten til Padborg.

Reflektioner i en coronatid

 Vi står midt i den største krise siden anden verdenskrig. Covid 19 har holdt sit indtog på jorden. Det må nødvendigvis give anledning til refleksioner og eftertanke. Hvad der efter årsskiftet blev rapporteret som udbrud af en virussygdom i Kina, blev pludselig hverdag i vores del af verden. Myndighedernes forsikring om at denne epidemi næppe nåede til vores længdegrader blev taget for gode varer...herregud Sars og Ebola nåede jo aldrig os, de blev bekæmpet i en behagelig afstand, og selvom medierne berettede om den, så blev det ikke en del af danskernes hverdag. Men hvad virusforskere i mange år har frygtet blev pludselig virkelighed. Indenfor få dage i marts ændrede mange af os planer for den nærmeste fremtid efter at have hørt vores alvorstyngede statsminister på TV iværksætte skrappe restriktioner og indføre en nødlovgivning med fuld opbakning fra Folketingets øvrige partier, ja selv fra Dansk Folkeparti. Landets statsminister trådte i karakter og påtog sig et lederskab....der senere af visse back-benchere i Folketinget er blevet nedgjort til egenrådighed. For vores allesammens frihed og handlemuligheder blev væsentligt begrænset.

For mit eget vedkommende var afsavnet bærbart, en aflyst fødselsdagsfest på en restaurant (så sparede jeg de penge), en aflyst tur med en forening til Bruxelles (jeg fik hele beløbet tilbage). Selve fødselsdagen blev højtideligholdt på parkeringspladsen ved Vallø Slot. Jeg havde købt tre sandwich hos Sandwich-caféen i Hugos Gård i Køge. De blev indtaget ved bagklappen af min bil. Kaffen, jeg havde medbragt hjemmefra fik vi ikke meget ud af....termokanden var væltet og kaffen var løbet ud i bagagerummet. Det gjorde nu heller ikke så meget, for jeg havde glem kopperne. Bagefter gik vi, min søn, hans kæreste og jeg en tur i slotsparken. Kaffe skulle der til, så vi kørte hjem og drak kaffe stående i passende afstand fra hinanden ude i haven....det var skidekoldt, som det jo kan være i marts, men myndighedernes og statsministerens opfordring om at holde afstand havde gjort indtryk.

Nå, men situationen kom under kontrol, regerings skrappe foranstaltninger viste sig effektive, der skulle dø så få mennesker af denne sygdom som muligt. Men ak, aldrig var kurverne begyndt at gå nedad før oppositionen og industriens organisationer begyndte at hyle op om, at samfundet blev åbnet op for langsomt, og hvor meget, det havde kostet virksomhederne på trods af store støtteordninger, som vi allesammen jo kommer til at være med til at betale for. Reelt set havde vi jo i disse måneder planøkonomi, og selv de største kapitalister havde været villige til at kysse Stalin i røven. De nøgne fakts var jo, at en for hurtig genåbning af samfundet ville koste menneskeliv, og jeg skal stilfærdigt konstatere, at jeg ikke stiller mit liv til rådighed, men jeg påtager mig gerne min del af den ekstra skattebyrde, der kommer til os alle sammen.

Interessant er det også at iagttage, med hvilke forskellighed de foranstaltninger, der skulle følges, blev modtaget. Når det blæser, er der nogle, der bygger læhegn, mens andre bygger vindmøller. Nogle beklagede sig, andre så muligheder. Mange restauranter fandt et marked i Take-Away mad. En af mine gode venner, der driver et par vinhandler, henvendte sig til en lokal ugeavis (de manglede annoncører) og fik en særdeles gunstig aftale om nogle helsides annoncer, hvor han tilbød gratis udbringning af ordrer over hundrede kroner. Levering på trappen i coronamæssig sikker afstand, betaling på mobilpay. Vel vidende, at de færreste køber vin for beløb under hundrede kroner, øgede han sin omsætning i disse måneder, og skulle en enkelt kunde eller to købe for et mindre beløb, så var det nok til at leve med!

Interessant er det også at se, hvorledes de forskellige institutionsledere reagerede på de restriktioner, de nu blev pålagt for at kunne åbne. For de fleste overstrålede glæden over igen at kunne modtage elever eller børnehavebørn langt besværligheden med afstand og håndvask. Mere beskæmmende var set at høre forældre til børn beklage sig over, at deres små vidundere fik røde hænder af al den håndvask, og så er det man tænker......Så smør da for pokker ungens hænder ind i håndlotion før og efter skole....to gange om dagen rækker....jeg taler af erfaring.

Vi kommer til at leve med en række af foranstaltninger i lang tid endnu. Og selv om beregningsmodeller siger, at der kun undgås ét tilfælde af Covid 19 for hver 2000, der bærer mundbind, så må vi leve med det. Og flere flere restriktioner kan komme til. Fra en nylig overstået cykelferie i Sydslesvig kan jeg berette, at blot man går ind i en bagerbutik for at købe en croissant og en kop kaffe, så får man stanget en formular ud til udfyldning om kontaktoplysninger, og på restauranter er det kun tilladt at smide masken, når der spises. (Hvilket jo er meget praktisk). Skal man på toilettet, så er det på med masken. I butikker påser personalet med tysk grundighed, at ingen uden maske kommer ind i butikken, og har man glemt det, så påtales på en måde, som ikke lader sig misforstå.

At være sammen med mine venner og min lille familie betyder alt for mig, og jeg har ikke lidt noget afsavn. Lange gåture har erstattet indendørs sysler, og for dem, som ikke ved det, kan jeg afsløre, at man snakker godt sammen, når man går tur. Og endelig blev det jo sommer, hvor man kunne være sammen i haven.

Vores trygge verden er for en stund blevet kastet op i luften. Hvornår den lander og i hvilket tilstand ved vi ikke, men forhåbentlig lærer det os en lidt større ydmyghed overfor tilværelsen

Mandag den 28. september 2020

 

Mandag den 28. september

 

Jeg var til fødselsdagsfest i lørdags. Min kammerat gennem mere end 65 år havde fødselsdag. Vi har nu nået den alder, hvor intervallerne mellem mærkedage indsnævres, for man ved jo aldrig….En pandemi kom i vejen for den allerede planlagte fest i juni, og nu kom så dette mundkurvspåbud og fulgt op af yderligere restriktion om, at restauranter skal lukke senest kl. 22. Det ødelagde på ingen måde aftenen, og gensynet med gamle bekendte var dejligt. Jeg sad ved siden af fødselaren Pers første hustru. Hun hedder Ulla, ligesom hans nuværende hustru gør det. Af praktiske årsager har han valgt at nummerere dem i den rækkefølge, han har været - og er - gift med dem. Ulla1 har jeg ikke set i en årrække, selvom der har været sporadisk kontakt gennem årene. Jeg har kendt hende siden Per faldt for den mørkhårede 18 årige skønhed med dådyrsøjnene, som boede hjemme hos forældrene på Thorsvej i Næstved. Hun havde lige fået kørekort og yndede at køre rundt i familiens lysebrune Renault 4CV. Det var Pers tvillingbror Ole, som indirekte var skyld i at Ulla1 og Per blev gift, flyttede fra Næstved og fik børn. Ulla og Ole gik sammen på Næstved Handelsskole og læste lektier sammen…..og så kom Per ind i billedet. Ole er også min kammerat og single. Han var en periode over få uger ungdomskæreste med den kvinde, jeg senere var gift med i 44 år. Men det var år før jeg kom ind i billedet. Ole og jeg ses ofte til et måltid mad over en flaske god rødvin, enten hos mig i Køge eller i hans sommerhus i Fakse Ladeplads, som er hans faste helårlige domicil. Så drøfter vi vinens kvalitet, begræder tilværelsens ulidelige lethed og fastslår verdens sande tilstand. Vi har alle kendt hinandens børn fra før de blev født, og uden at vi har siddet lårene af hinanden i årenes løb, så har vi deltaget i hinandens familiebegivenheder, som bryllupper, barnedåb, kobberbryllupper, runde fødselsdage, børns konfirmationer og forældres bisættelser og de seneste år også bisættelser fra egne rækker. Vores tilværelser har på en eller anden måde været flette ind i hinandens, og over de gamle venskaber har jeg en stor ydmyghed og taknemmelighed, og med en meget lille familie er de alt for mig.

Og på denne dag for 42 år siden kom min søn til verden. Jeg var lige kommet hjem fra arbejde lidt før midnat, da den vordende mor roligt meddelte mig, at hun vist var ved at få veer. Hun var gået på barsel et par dage før, og der burde være over en uge til fødslen. Vi ringede til sygehuset, og fik besked om, at når der var et bestemt interval mellem veerne, skulle vi komme. Hun tog det iskoldt, gik i bad, pakkede en taske, og gav hunden en krammer, men jeg for rundt med hovedet under armen, og da tiden var inde begav vi os i den lille Honda Civic på vej mod hospitalet. Jeg var så forvirret, at jeg kørte rundt i Køges gamle villakvarter og kunne ikke finde fødeafdelingen. Den historie måtte jeg i alle årene høre på mange gange. 12 timer senere kom vores søn til verden, og jeg nåede lige at få det sidste af fødslen med, så travlt havde jeg haft med at køre rundt og fortælle kolleger og venner, at NU var jeg ved at blive far!

Og i dag skal jeg ind til ham. Med mig har jeg min nye hund, Bobby. Han er en 11 uger gammel mellempuddel og skal hilse på min søns katte og lære dem at kende, for måske en dag bor de sammen. Rent statistisk vil hunden overleve mig, hvis den bliver ligeså gammel som mine tre tidligere hunde, to storpudler og en mellempuddel. De blev alle næsten 14 år. Og så har min søn lovet at tage hunden. Derfor har jeg med god samvittighed anskaffet mig Bobby, for selvom jeg for et år siden, da jeg måtte tage afsked min gamle hund, besluttede ikke at skulle have hund mere, så holdt den beslutning ikke et halvt år. Efter at have set og forhørt mig om en ’brugt’ hund med samme udløbsdato som jeg, så blev beslutningen, at det skulle være en hvalp, jeg kunne præge, Men det var lettere sagt end gjort, for det halve land har åbenbart – i en form for afmagt over ikke at kunne komme udenlands – besluttet sig for at købe hund, så jeg blev skrevet op til en hvalp inden parringen havde fundet sted. Det er nu to uger siden min søn og jeg hentede Bobby i Fredericia, og han har helt og aldeles indtaget hus og have. Han er næsten renlig, glemmer dog at sige til, men med hund i huset i over 40 år, så kan jeg aflæse signalerne, når det er tid. Han er flink til at være alene hjem, og min intension er denne gang af få en velopdragen hund….det har jeg aldrig haft før. Alle min hunde har været utrolig rare og vennesæle, men opdragelse har de ikke haft ret meget af. Det er dog ofte sket, at de kommet, når jeg har kaldt på dem, hvis altså ikke lige, de har været optaget af noget anden. Ej heller skal den sove i sengen eller opholde sig i møblerne. Min tidligere hunde har nærmest vundet hævd på seng og sofa. Og Bobby skal ikke lære at tigge ved bordet; på det område har mine andre hunde været utrolige lærenemme.

Så selvom en 75 års fødseldagfest en dag sidst i september i coronaens tid kan mane til triste tanker om at intet varer evigt, så er der heldigvis masser af ting med glæde at se tilbage på, men også fremtidige ting at glæde sig over…og livet slutter jo ikke nødvendigvis med de 75.