Reflektioner i en coronatid

 Vi står midt i den største krise siden anden verdenskrig. Covid 19 har holdt sit indtog på jorden. Det må nødvendigvis give anledning til refleksioner og eftertanke. Hvad der efter årsskiftet blev rapporteret som udbrud af en virussygdom i Kina, blev pludselig hverdag i vores del af verden. Myndighedernes forsikring om at denne epidemi næppe nåede til vores længdegrader blev taget for gode varer...herregud Sars og Ebola nåede jo aldrig os, de blev bekæmpet i en behagelig afstand, og selvom medierne berettede om den, så blev det ikke en del af danskernes hverdag. Men hvad virusforskere i mange år har frygtet blev pludselig virkelighed. Indenfor få dage i marts ændrede mange af os planer for den nærmeste fremtid efter at have hørt vores alvorstyngede statsminister på TV iværksætte skrappe restriktioner og indføre en nødlovgivning med fuld opbakning fra Folketingets øvrige partier, ja selv fra Dansk Folkeparti. Landets statsminister trådte i karakter og påtog sig et lederskab....der senere af visse back-benchere i Folketinget er blevet nedgjort til egenrådighed. For vores allesammens frihed og handlemuligheder blev væsentligt begrænset.

For mit eget vedkommende var afsavnet bærbart, en aflyst fødselsdagsfest på en restaurant (så sparede jeg de penge), en aflyst tur med en forening til Bruxelles (jeg fik hele beløbet tilbage). Selve fødselsdagen blev højtideligholdt på parkeringspladsen ved Vallø Slot. Jeg havde købt tre sandwich hos Sandwich-caféen i Hugos Gård i Køge. De blev indtaget ved bagklappen af min bil. Kaffen, jeg havde medbragt hjemmefra fik vi ikke meget ud af....termokanden var væltet og kaffen var løbet ud i bagagerummet. Det gjorde nu heller ikke så meget, for jeg havde glem kopperne. Bagefter gik vi, min søn, hans kæreste og jeg en tur i slotsparken. Kaffe skulle der til, så vi kørte hjem og drak kaffe stående i passende afstand fra hinanden ude i haven....det var skidekoldt, som det jo kan være i marts, men myndighedernes og statsministerens opfordring om at holde afstand havde gjort indtryk.

Nå, men situationen kom under kontrol, regerings skrappe foranstaltninger viste sig effektive, der skulle dø så få mennesker af denne sygdom som muligt. Men ak, aldrig var kurverne begyndt at gå nedad før oppositionen og industriens organisationer begyndte at hyle op om, at samfundet blev åbnet op for langsomt, og hvor meget, det havde kostet virksomhederne på trods af store støtteordninger, som vi allesammen jo kommer til at være med til at betale for. Reelt set havde vi jo i disse måneder planøkonomi, og selv de største kapitalister havde været villige til at kysse Stalin i røven. De nøgne fakts var jo, at en for hurtig genåbning af samfundet ville koste menneskeliv, og jeg skal stilfærdigt konstatere, at jeg ikke stiller mit liv til rådighed, men jeg påtager mig gerne min del af den ekstra skattebyrde, der kommer til os alle sammen.

Interessant er det også at iagttage, med hvilke forskellighed de foranstaltninger, der skulle følges, blev modtaget. Når det blæser, er der nogle, der bygger læhegn, mens andre bygger vindmøller. Nogle beklagede sig, andre så muligheder. Mange restauranter fandt et marked i Take-Away mad. En af mine gode venner, der driver et par vinhandler, henvendte sig til en lokal ugeavis (de manglede annoncører) og fik en særdeles gunstig aftale om nogle helsides annoncer, hvor han tilbød gratis udbringning af ordrer over hundrede kroner. Levering på trappen i coronamæssig sikker afstand, betaling på mobilpay. Vel vidende, at de færreste køber vin for beløb under hundrede kroner, øgede han sin omsætning i disse måneder, og skulle en enkelt kunde eller to købe for et mindre beløb, så var det nok til at leve med!

Interessant er det også at se, hvorledes de forskellige institutionsledere reagerede på de restriktioner, de nu blev pålagt for at kunne åbne. For de fleste overstrålede glæden over igen at kunne modtage elever eller børnehavebørn langt besværligheden med afstand og håndvask. Mere beskæmmende var set at høre forældre til børn beklage sig over, at deres små vidundere fik røde hænder af al den håndvask, og så er det man tænker......Så smør da for pokker ungens hænder ind i håndlotion før og efter skole....to gange om dagen rækker....jeg taler af erfaring.

Vi kommer til at leve med en række af foranstaltninger i lang tid endnu. Og selv om beregningsmodeller siger, at der kun undgås ét tilfælde af Covid 19 for hver 2000, der bærer mundbind, så må vi leve med det. Og flere flere restriktioner kan komme til. Fra en nylig overstået cykelferie i Sydslesvig kan jeg berette, at blot man går ind i en bagerbutik for at købe en croissant og en kop kaffe, så får man stanget en formular ud til udfyldning om kontaktoplysninger, og på restauranter er det kun tilladt at smide masken, når der spises. (Hvilket jo er meget praktisk). Skal man på toilettet, så er det på med masken. I butikker påser personalet med tysk grundighed, at ingen uden maske kommer ind i butikken, og har man glemt det, så påtales på en måde, som ikke lader sig misforstå.

At være sammen med mine venner og min lille familie betyder alt for mig, og jeg har ikke lidt noget afsavn. Lange gåture har erstattet indendørs sysler, og for dem, som ikke ved det, kan jeg afsløre, at man snakker godt sammen, når man går tur. Og endelig blev det jo sommer, hvor man kunne være sammen i haven.

Vores trygge verden er for en stund blevet kastet op i luften. Hvornår den lander og i hvilket tilstand ved vi ikke, men forhåbentlig lærer det os en lidt større ydmyghed overfor tilværelsen

Mandag den 28. september 2020

 

Mandag den 28. september

 

Jeg var til fødselsdagsfest i lørdags. Min kammerat gennem mere end 65 år havde fødselsdag. Vi har nu nået den alder, hvor intervallerne mellem mærkedage indsnævres, for man ved jo aldrig….En pandemi kom i vejen for den allerede planlagte fest i juni, og nu kom så dette mundkurvspåbud og fulgt op af yderligere restriktion om, at restauranter skal lukke senest kl. 22. Det ødelagde på ingen måde aftenen, og gensynet med gamle bekendte var dejligt. Jeg sad ved siden af fødselaren Pers første hustru. Hun hedder Ulla, ligesom hans nuværende hustru gør det. Af praktiske årsager har han valgt at nummerere dem i den rækkefølge, han har været - og er - gift med dem. Ulla1 har jeg ikke set i en årrække, selvom der har været sporadisk kontakt gennem årene. Jeg har kendt hende siden Per faldt for den mørkhårede 18 årige skønhed med dådyrsøjnene, som boede hjemme hos forældrene på Thorsvej i Næstved. Hun havde lige fået kørekort og yndede at køre rundt i familiens lysebrune Renault 4CV. Det var Pers tvillingbror Ole, som indirekte var skyld i at Ulla1 og Per blev gift, flyttede fra Næstved og fik børn. Ulla og Ole gik sammen på Næstved Handelsskole og læste lektier sammen…..og så kom Per ind i billedet. Ole er også min kammerat og single. Han var en periode over få uger ungdomskæreste med den kvinde, jeg senere var gift med i 44 år. Men det var år før jeg kom ind i billedet. Ole og jeg ses ofte til et måltid mad over en flaske god rødvin, enten hos mig i Køge eller i hans sommerhus i Fakse Ladeplads, som er hans faste helårlige domicil. Så drøfter vi vinens kvalitet, begræder tilværelsens ulidelige lethed og fastslår verdens sande tilstand. Vi har alle kendt hinandens børn fra før de blev født, og uden at vi har siddet lårene af hinanden i årenes løb, så har vi deltaget i hinandens familiebegivenheder, som bryllupper, barnedåb, kobberbryllupper, runde fødselsdage, børns konfirmationer og forældres bisættelser og de seneste år også bisættelser fra egne rækker. Vores tilværelser har på en eller anden måde været flette ind i hinandens, og over de gamle venskaber har jeg en stor ydmyghed og taknemmelighed, og med en meget lille familie er de alt for mig.

Og på denne dag for 42 år siden kom min søn til verden. Jeg var lige kommet hjem fra arbejde lidt før midnat, da den vordende mor roligt meddelte mig, at hun vist var ved at få veer. Hun var gået på barsel et par dage før, og der burde være over en uge til fødslen. Vi ringede til sygehuset, og fik besked om, at når der var et bestemt interval mellem veerne, skulle vi komme. Hun tog det iskoldt, gik i bad, pakkede en taske, og gav hunden en krammer, men jeg for rundt med hovedet under armen, og da tiden var inde begav vi os i den lille Honda Civic på vej mod hospitalet. Jeg var så forvirret, at jeg kørte rundt i Køges gamle villakvarter og kunne ikke finde fødeafdelingen. Den historie måtte jeg i alle årene høre på mange gange. 12 timer senere kom vores søn til verden, og jeg nåede lige at få det sidste af fødslen med, så travlt havde jeg haft med at køre rundt og fortælle kolleger og venner, at NU var jeg ved at blive far!

Og i dag skal jeg ind til ham. Med mig har jeg min nye hund, Bobby. Han er en 11 uger gammel mellempuddel og skal hilse på min søns katte og lære dem at kende, for måske en dag bor de sammen. Rent statistisk vil hunden overleve mig, hvis den bliver ligeså gammel som mine tre tidligere hunde, to storpudler og en mellempuddel. De blev alle næsten 14 år. Og så har min søn lovet at tage hunden. Derfor har jeg med god samvittighed anskaffet mig Bobby, for selvom jeg for et år siden, da jeg måtte tage afsked min gamle hund, besluttede ikke at skulle have hund mere, så holdt den beslutning ikke et halvt år. Efter at have set og forhørt mig om en ’brugt’ hund med samme udløbsdato som jeg, så blev beslutningen, at det skulle være en hvalp, jeg kunne præge, Men det var lettere sagt end gjort, for det halve land har åbenbart – i en form for afmagt over ikke at kunne komme udenlands – besluttet sig for at købe hund, så jeg blev skrevet op til en hvalp inden parringen havde fundet sted. Det er nu to uger siden min søn og jeg hentede Bobby i Fredericia, og han har helt og aldeles indtaget hus og have. Han er næsten renlig, glemmer dog at sige til, men med hund i huset i over 40 år, så kan jeg aflæse signalerne, når det er tid. Han er flink til at være alene hjem, og min intension er denne gang af få en velopdragen hund….det har jeg aldrig haft før. Alle min hunde har været utrolig rare og vennesæle, men opdragelse har de ikke haft ret meget af. Det er dog ofte sket, at de kommet, når jeg har kaldt på dem, hvis altså ikke lige, de har været optaget af noget anden. Ej heller skal den sove i sengen eller opholde sig i møblerne. Min tidligere hunde har nærmest vundet hævd på seng og sofa. Og Bobby skal ikke lære at tigge ved bordet; på det område har mine andre hunde været utrolige lærenemme.

Så selvom en 75 års fødseldagfest en dag sidst i september i coronaens tid kan mane til triste tanker om at intet varer evigt, så er der heldigvis masser af ting med glæde at se tilbage på, men også fremtidige ting at glæde sig over…og livet slutter jo ikke nødvendigvis med de 75.