Mandag den 28. september 2020

 

Mandag den 28. september

 

Jeg var til fødselsdagsfest i lørdags. Min kammerat gennem mere end 65 år havde fødselsdag. Vi har nu nået den alder, hvor intervallerne mellem mærkedage indsnævres, for man ved jo aldrig….En pandemi kom i vejen for den allerede planlagte fest i juni, og nu kom så dette mundkurvspåbud og fulgt op af yderligere restriktion om, at restauranter skal lukke senest kl. 22. Det ødelagde på ingen måde aftenen, og gensynet med gamle bekendte var dejligt. Jeg sad ved siden af fødselaren Pers første hustru. Hun hedder Ulla, ligesom hans nuværende hustru gør det. Af praktiske årsager har han valgt at nummerere dem i den rækkefølge, han har været - og er - gift med dem. Ulla1 har jeg ikke set i en årrække, selvom der har været sporadisk kontakt gennem årene. Jeg har kendt hende siden Per faldt for den mørkhårede 18 årige skønhed med dådyrsøjnene, som boede hjemme hos forældrene på Thorsvej i Næstved. Hun havde lige fået kørekort og yndede at køre rundt i familiens lysebrune Renault 4CV. Det var Pers tvillingbror Ole, som indirekte var skyld i at Ulla1 og Per blev gift, flyttede fra Næstved og fik børn. Ulla og Ole gik sammen på Næstved Handelsskole og læste lektier sammen…..og så kom Per ind i billedet. Ole er også min kammerat og single. Han var en periode over få uger ungdomskæreste med den kvinde, jeg senere var gift med i 44 år. Men det var år før jeg kom ind i billedet. Ole og jeg ses ofte til et måltid mad over en flaske god rødvin, enten hos mig i Køge eller i hans sommerhus i Fakse Ladeplads, som er hans faste helårlige domicil. Så drøfter vi vinens kvalitet, begræder tilværelsens ulidelige lethed og fastslår verdens sande tilstand. Vi har alle kendt hinandens børn fra før de blev født, og uden at vi har siddet lårene af hinanden i årenes løb, så har vi deltaget i hinandens familiebegivenheder, som bryllupper, barnedåb, kobberbryllupper, runde fødselsdage, børns konfirmationer og forældres bisættelser og de seneste år også bisættelser fra egne rækker. Vores tilværelser har på en eller anden måde været flette ind i hinandens, og over de gamle venskaber har jeg en stor ydmyghed og taknemmelighed, og med en meget lille familie er de alt for mig.

Og på denne dag for 42 år siden kom min søn til verden. Jeg var lige kommet hjem fra arbejde lidt før midnat, da den vordende mor roligt meddelte mig, at hun vist var ved at få veer. Hun var gået på barsel et par dage før, og der burde være over en uge til fødslen. Vi ringede til sygehuset, og fik besked om, at når der var et bestemt interval mellem veerne, skulle vi komme. Hun tog det iskoldt, gik i bad, pakkede en taske, og gav hunden en krammer, men jeg for rundt med hovedet under armen, og da tiden var inde begav vi os i den lille Honda Civic på vej mod hospitalet. Jeg var så forvirret, at jeg kørte rundt i Køges gamle villakvarter og kunne ikke finde fødeafdelingen. Den historie måtte jeg i alle årene høre på mange gange. 12 timer senere kom vores søn til verden, og jeg nåede lige at få det sidste af fødslen med, så travlt havde jeg haft med at køre rundt og fortælle kolleger og venner, at NU var jeg ved at blive far!

Og i dag skal jeg ind til ham. Med mig har jeg min nye hund, Bobby. Han er en 11 uger gammel mellempuddel og skal hilse på min søns katte og lære dem at kende, for måske en dag bor de sammen. Rent statistisk vil hunden overleve mig, hvis den bliver ligeså gammel som mine tre tidligere hunde, to storpudler og en mellempuddel. De blev alle næsten 14 år. Og så har min søn lovet at tage hunden. Derfor har jeg med god samvittighed anskaffet mig Bobby, for selvom jeg for et år siden, da jeg måtte tage afsked min gamle hund, besluttede ikke at skulle have hund mere, så holdt den beslutning ikke et halvt år. Efter at have set og forhørt mig om en ’brugt’ hund med samme udløbsdato som jeg, så blev beslutningen, at det skulle være en hvalp, jeg kunne præge, Men det var lettere sagt end gjort, for det halve land har åbenbart – i en form for afmagt over ikke at kunne komme udenlands – besluttet sig for at købe hund, så jeg blev skrevet op til en hvalp inden parringen havde fundet sted. Det er nu to uger siden min søn og jeg hentede Bobby i Fredericia, og han har helt og aldeles indtaget hus og have. Han er næsten renlig, glemmer dog at sige til, men med hund i huset i over 40 år, så kan jeg aflæse signalerne, når det er tid. Han er flink til at være alene hjem, og min intension er denne gang af få en velopdragen hund….det har jeg aldrig haft før. Alle min hunde har været utrolig rare og vennesæle, men opdragelse har de ikke haft ret meget af. Det er dog ofte sket, at de kommet, når jeg har kaldt på dem, hvis altså ikke lige, de har været optaget af noget anden. Ej heller skal den sove i sengen eller opholde sig i møblerne. Min tidligere hunde har nærmest vundet hævd på seng og sofa. Og Bobby skal ikke lære at tigge ved bordet; på det område har mine andre hunde været utrolige lærenemme.

Så selvom en 75 års fødseldagfest en dag sidst i september i coronaens tid kan mane til triste tanker om at intet varer evigt, så er der heldigvis masser af ting med glæde at se tilbage på, men også fremtidige ting at glæde sig over…og livet slutter jo ikke nødvendigvis med de 75.