Juletradition mm.

Jeg må blankt vedkende mig min mangel på betydningsfulde juletraditioner. Årsagerne er sikkert mange, og en psykolog ville nok finde mit tilfælde interessant....så lad det nu ligge. I mine unge dage - jeg må have været først i tyverne dengang og under uddannelse, så følgende er passeret i sidste halvdel af tresserne parallelt med ungdomsoprøret, der for mit vedkommende som en skygge fra en flygtig sky næppe blev registreret - havde vi - min kæreste og jeg - et par år haft for vane at indlede nytårsaften med at tage turen fra Næstved til København og overvære en teaterforestilling i den lettere del af repertoiret, gerne i selskab med nogle venner. Det kan med lidt god vilje betegnes  som en (forsinket) juletradition.

Bemeldte år sætter det ind med en voldsom snestorm om morgenen nytårsaftens dag, og den fortsætter resten af dagen og til ud på aftenen. Undtagelsesvis er min gamle døende VW årgang 1952 ikke aftenen forinden blevet kørt i garage på Kildemarksvej, men er blevet stående udenfor lejligheden på Erantisvej 3. Så da vi, min kammerat fra barndommen - og nu ind i alderdommen, for vi er stadig kammerater - sammen med vores kærester i VW’en først på eftermiddagen skal afsted mod hovedstaden, må bilen først graves fri af sneen. Dengang i tresserne er en snestorm ingen hindring for at begive sig ud i trafikken, og i vores tilfælde slet ikke, for billetterne til “Annie get your Gun” med en ung Daimi i Falkonércentret er betalte. Det er i en tid, hvor vejrudsigterne på TV ikke er overgået til underholdning og hvor en hysterisk nyuddannet journalist rapporterer fra stormens øje og fuck’er situationen op. Derfor drager vi afsted uden større betænkeligheder ud i snestormen i min gamle bil som, ret beset, nok ikke lige er gearet til turen. Som det sikkert er den ældre generation bekendt, så er varmeapparatet i en gammel boble ikke det bedste. Den varme køleluft fra motoren blæses gennem varmekanaler i panelerne ind i kabinen, og har ofte en intensiv duft af olie, som mange finder fæl, medmindre man som jeg er erhvervsskadet og finder den helt naturlig. Hvis varmekanalerne er rustet op - som de er på min boble - er der ingen varme i bilen og ruderne på turen til hovedstaden kan kun holdes isfrie ved at min kammerat hele tiden sprayer med en væske for at tø isen. Hertil kommer at ingen af dørene lukker tæt, for den fals i bunden af døren, som tætningslisten burde være fastgjort i, er rustet væk. Det problem klares relativt let ved under hver hver af dørene at stoppe et gammelt halstørklæde ned mellem døren og panelet. Og således, godt pakket ind i overtøj, når vi næsten inden mørkets frembrud Falkonércentret.

Det er en glimrende forestilling, den unge Daimi shin’er og spiller fint op til en indforskrevet amerikansk mere eller mindre kendt musicalstjerne, der på rekordtid har lært sig de danske replikker som en anden papegøje.

Efter således at være blevet underholdt på bedste vis, begiver vi os på vej hjem til Næstved for at starte en mindre fest. Mørket har lagt sig over de snedækkede veje, som ihærdigt forsøges holdt farbare, og da snestormen er i aftagende, så er turen hjem stort set problemfri. Desværre er der kun lys i den ene forlygte, men heldigvis er vejene jo snedækkede og lette at lyse op.

Vi ankommer uden yderligere problemer til Næstved i så god tid, at jeg kan nå at køre bilen i garage inden vi ved midnat skal ønske hinanden et Godt Nytår og starte en fest.

Og om garagen hos Wilh. Larsen på Kildemarksvej vil jeg godt knytte et par bemærkninger. Min far, fra hvem jeg har overtaget bilen efter hans død et par år tidligere, var af den opfattelse, at en bil skulle have en garage. Han har derfor lejet en hos mejeriudsalgejer Larsen på Kildemarksvej. Larsen er tidligere vognmand og har sammen med hustruen på sine gamle dage fået et mejeriudsalg i en af de små butikker på Ejlersvej, lige overfor Erantisvej, hvor vi bor i nr 3. Garagerne, der ligger ved den store villa overfor Kildemarksskolen, bliver nu lejet ud, og min far er en af lejerne. Et ismejeriudsalg som Larsens - der hører fortiden til - forhandler kun mejeriprodukter, mælk, is, isblokke og om søndagen færdigpisket flødeskum og har iøvrigt et beskedent udvalg af slik. Larsen er en stor (fed) vennesæl mand, der - efter at mælken er bragt ud om morgenen med bistand af et kobbel mælkedrenge siddende på bagsmækken af hans varevogn - sammen med hustruen, som opholder sig mest i butikken, oftest er at finde i bagbutikken. Når min far skal betale den månedlige leje for garagen på 15 kr., så opsøger han altid Larsen i bagbutikken. Nu er det sådan, at min far ikke altid har de 15 kr., så sommetider (oftest) er han nogle måneder bagud med lejen, hvilket Larsen, som den venlige mand han er, tager helt roligt, for han og min far har et fint forhold til hinanden, og drikker ofte en øl sammen på bænken i hønsegården bag garagerne om sommeren. Når min far så endelig har penge til at betale lejen, går han tværs over Ejlersvej med kurs mod ismejeriet for at opsøge Larsen i bagbutikken. For at bøde for den sene betaling medbringer han altid to Tuborg, en i hver inderlomme. I butikken bliver han mødt af fru Larsen, der med stram mine skæver til min fars voluminøse jakke, og hvast siger: “Wilhelm drikker ikke øl mere!” Hun nægter dog ikke min venlige far adgang til baglokalet, og han passerer forbi hende for at konstatere at Larsen stadig drikker øl!

Bemeldte nytårsaften får jeg stillet bilen i garage efter den lidt strabadserende københavnertur; vi følger traditionen og starter en mindre fest og ønsker hinanden et Godt Nytår.

At begynde i et nyt job

Stor omskiftelighed og variationer har præget mit arbejdsliv......men kun to gange har jeg i mit voksne arbejdsliv stået overfor at skulle begynde et helt nyt sted.

Tableau 1:

Den første store ændring af min arbejdsmæssige status indtræffer, da jeg efter endt uddannelse får min første - og indtil nu - eneste hyre. Med eksamensbeviset i hånden skal den store verden indtages. Jeg har fået hyre i ØK for tre måneder, inden jeg skal aftjene et års værnepligt i Søværnet, og jeg er blevet bedt om at mønstre på M/S Sinaloa i Frihavnen. Forude venter mig en 90 dages tur til den amerikanske vestkyst. En tidlig julimorgen ved 06-tiden i 1969 står jeg på “Alpen Express” på banegården i Næstved - nøjagtigt som jeg har gjort det de forløbne to et halvt år for at kunne møde på Københavns Maskinskole. Ad snirklede veje ankommer jeg denne solrige julimorgen til Orientplads i Frihavnen, hvor Sinaloa få timer forinden har lagt til kaj og afsluttet sin 36. rejse. Den faste maskinbesætning har allerede forladt skibet og “gænget” (Den  maskinbesætning, som i den  uge, skibet ligger i hjemhavnen, tager sig af reparationer, og som bliver på skibet indtil den sidste europæiske havn forlades) har taget over, for der er altid reparationer at udføre i ”maskinen” efter hver rejse. Med min lånte kuffert entrer jeg gangway’en og finder med lidt besvær 1. mester. Det er ham, jeg skal henvende mig til. Modtagelsen får mig næsten til at vende om og søge nedad gangway’en igen, overbevist om at mit valg af erhverv er en fejltagelse!

“Er De en af de nye assistenter?” bjæffer han. Det bekræfter jeg. Og så lyder det: “Se så at få en kedeldragt på og kom ned i “hobbyværkstedet” og kom igang med arbejdet! Og gerne lidt kvikt! Tror De, De er kommet ombord  for at være passager? Og efter udskejning (fyraften) kan De få en af messedrenge til at vise Dem deres lukaf!” Jeg kan nu se et glimt i øjet på ham, og jeg bliver klar over, at den store flamboyante islænding er en spøgefugl, der morer sig meget ved at skræmme folk. En aften står han på båddækket og kikker ud over Orientplads, hvor et yngre par promenerer forbi, ungersvende med begge hænder dybt begravet i lommen. Da Sigvaldurson ser det, brøler han ned mod parret: “Hallo De der! Er De klar over, at man ikke har med hænderne i lommen, når man går tur med damen?” Den noget forskrækkede ungersvend trækker skyndsomt hænderne op af lommen og kikker op mod den mærkelige mand på skibet.

Jeg kommer hurtigt i kedeldragten og møder mine nye arbejdskammerater. Mange minutter har jeg nu ikke befundet mig i “hullet”, før der proklameres, at nu var det tid til “ti-kaffe”. Længe sidder vi ikke med vores kaffe på dækslugen agten for kabyssen, før en af kollegerne foreslår, vi indtager resten af kaffen på hans lukaf. Jeg følger lydigt trop, og næppe har vi fået sat os på køjen, før der bliver halet en flaske “Lysholmer” op af en skuffe, nogle ikke helt små glas ser dagens lys, og der bliver skænket nogle pæne store snapse op til os. Og således styrkede, indfinder vi os igen i maskinrummet og genoptager dagens gerning. Sådan starter min første rigtige arbejdsdag efter afslutningen af et længere uddannelsesforløb. 1. mester er altid god for en rap bemærkning, når han kommer forbi. En dag ligger jeg kvejlet sammen i forsøget på at løsne nogle bolte under en maskindel, indsmurt i olie og sveden tapløber af mig. Sigvaldurson kommer forbi og gnækker: “Nå, Jacobsen....det stod der nok ikke noget om i lærebøgerne ......at man også kan komme til at svede!” Efter en uges reparationsarbejde i Frihavnen er “Sinaloa” klar til at stævne ud på sin 37. rejse, men det er en helt anden historie....

Tableau 2:

Næste store omvæltning i mit arbejdsliv indtræffer, da jeg den 15. oktober 1970 som 25-årig efter endt værnepligt i Søværnet begynder på Junckers Savværk i Køge. To år havde jeg givet mig selv i det job.....det bliver til 40! Dagen før har jeg taget endegyldigt afsked med Næstved, hvor jeg har tilbragt det meste af min barndom og min ikke særlig vilde ungdom. Jeg har stadig tilknytning til byen, for her bor min mor og min kæreste. Jeg tilbringer til min mors store fortrydelse mestensdels al min fritid i Næstved sammen med den pige, jeg senere er gift med i 44 år. I Køge flytter jeg ind på et møbleret værelse i en ældre villa på Marie Toftsvej hos en gammel, excentrisk ingeniør, der efter et liv i Schweiz er vendt hjem til det gamle land med sin væsentligt yngre hustru. Der er adgang til fælles toilet. Håndvask og kogeplade findes i kælderen. Lejen husker jeg ikke, men skal håndbruseren i det snuskede badekar benyttes, koster det 2 kr. pr. bad oven i lejen! Sengen med den eroderede, uappetitlige skumgummimadras er i sådan en stand, at jeg ikke engang vil byde en hund den. Jeg låner penge af min mor (jeg har ikke fået min første løn endnu) og køber en drømmeseng. Det ser den gamle idiot, og han banker derfor en dag på min dør og meddeler mig, at han føler sig krænket og dybt skuffet over, at jeg ikke finder den seng, han har stillet min rådighed, god nok. Jeg undskylder mig med en dårlig ryg.....og flytter iøvrigt 2 uger senere til et andet værelse.

Jeg ankommer til min nye arbejdsplads i min bedagede VW - det er en fredag - og jeg møder min kommende chef på P-pladsen foran maskinværkstedet. Han har netop stillet sin gamle scooter fra sig og hilser mig velkommen. Under ansættelsessamtalen uger forinden præsenterede afdelingsingeniøren den yngre langhårede mand i de kappeløse træsko og de brune fløjlsbukser med hængerøv for mig som “vores maskinchef”. Den påklædning fandt han gennem de 30, hvor han på godt og ondt er min chef, ikke anledning til at ændre væsentlig på. Jeg modtages godt, og hele første dag går med, at jeg blev vist rundt på det anlæg, jeg på skiftehold skal være med til at tage vare på. Jeg stiller en masse tåbelige spørgsmål, ung, dum og uerfaren, som jeg er. Dem besvarer han velvilligt og venligt- reglen, der bekræfter undtagelsen - for det viser sig ret hurtig, at slige spørgsmål som regel imødegås med slet skjult overbærenhed og ringeagt, som på en dårlig dag kunne tangere hån. (“Ved du ikke engang det!”) Når det er sagt, hører det med i billedet, at hvad jeg som ung, nyuddannet maskinmester ikke ved om kedler og turbiner - og det er i virkeligheden ret meget - det lærer jeg af ham, og jeg finder hurtigt ud af, at han er hamrende dygtig og flittig!

Under en kort introduktion hos afdelingsingeniøren får jeg at vide, at der har været 4 ansøgere til jobbet, der stort set er lige kvalificerede, men der skal jo vælges én, og det bliver så mig, men det kunne ligeså godt have været en af de andre, får jeg at vide. Velkommen til Junckers Savværk, Bent - tro ikke, du er noget særligt!

Mærkedage

At fortælle specifikt om én mærkedag fra min tid i Næstved er ikke så let...de flyder sammen og lader sig ikke så let adskille, for min familie på min fars side var en meget festglad familie, og festerne, der blev afholdt i familien var talrige, for der skulle ikke megen anledning til at familien mødtes i festlig lag. Vi brugte nu kun ordet fest i forbindelse med familiefester - som jo altid kunne afholdes, når ingen anden anledning gaves. Ellers var det familiebesøg eller fødselsdage. Og mine forældres lille lejlighed på Erantisvej var rammen om mange glade og muntre sammenkomster. Min far havde 11 søskende, og selv om ikke alle deltog, når familie samledes, så var der trængsel i den lille lejlighed med fastre, farbrødre, tanter, onkler og ikke mindst et hav af kusiner og fætre. En familiefest - og nu er vi tilbage i slutningen af halvtredserne og i begyndelsen af tresserne - startede som regel med gæsternes ankomst til banegården.....spredt ud over formiddagen. Min far kørte næsten i fast rutefart i den lille Austin Seven årgang 1932 ned på banen for at hente de forskellige grene af familien, som kom med tog. I de første mange år var min far og min farbror Harald de eneste i familien, som havde bil.

Og så var det tid til frokosten, når alle gæsterne var kommet. Den havde min mor brugt dage på at

forberede, hjemmelavet leverpostej, kold flæskesteg, hjemmelavet rødkål, lun mørbrad, lune tarteletter og sikker også så meget andet var obligatorisk. Frokosten startede traditionelt med flere slags sild, som blev skyllet med med øl og snaps, og det ledsagede også maden under resten af frokosten, der meget traditionelt sluttede med ost. Samtalen steg under frokosten langsomt til et crescendo efterhånden som snapsene røg ned, ja, den nærmede sig diskussionniveauet, som dog aldrig udartede sig til noget pinligt.

For selv om den store families sympati lå til venstre for midten i dansk politik, så var de tit rygende

uenige, når der blev diskuteret politik......og det gjorde der tit. Men der blev også diskuteret så meget

andet. En diskussion kunne dreje sig om hvilket håndværk, der var det vigtigste (ja, det blev der virkeligt diskuteret). Alle mine fars brødre fik en håndværkeruddannelse, for min farfar, som jeg aldrig lærte at kende, var det vigtigt, at hans sønner skulle komme et trin højere op på den sociale rangstige, end hvor han befandt sig. Men ligeså tidstypisk fik ingen af min fars søstre en uddannelse. Min far var udlært mekaniker, Ole var tømrer, Knud var snedker, Helge var smed og Harald blev landmand. En anden - stadig venskabelig - diskussion kunne gå på, hvilken hammer der var bedst, en smedehammer, en tømrerhammer eller en murerhammer. Min ældre fætter Poul var murer.

Efter frokosten var det tid til finde kortene frem. Der blev som regel spillet mausel, men det kunne også være whist. Og nu skiftede diskussionen ganske karakter, for der var altid efter hvert spil en heftig diskussion om, hvordan de andre burde have spillet deres kort, alt imens ti- og femørerne skiftede ejermænd, for der blev altid spillet om penge, selvom det var små beløb. Min mor spurgte efter sådan en familiekomsammen: “Hvor meget vandt/tabte du, Thormod?” Under kortspillet stod vi fætre og kusiner tit rundt omkring bordet og fulgte ivrigt med i spillet og havde det største besvær med ikke at kommentere det. Ofte fik min ældre fætter Kjeld, som var min yndlingsfætter, lov til at afløse eller være med, hvis der manglede en makker i et spil whist. Min meget selvbevidste fætter var altid en meget hård kritiker af sin altid ældre makker. Engang havde han min farbror Ole, som var enkemand, til makker. I kådhed og i utilfredshed med, hvordan Ole havde spillet sine kort rejste han sig og gik over til Ole (som var hans morbror) og hev ham i slipset.....kun for at konstatere at slipseknuden var en “snydeknude” og at slipset kun sad med en elastik under flippen. Da Kjeld så, at slipset “gav efter” proklamerede han højlydt med stor glæde: “Har I set det allesammen, morbror Ole kan ikke binde en slipseknude!” Hele situationen opløstes i grin og munterhed. Der var dog også situationer, som truede med at ødelægge den gode stemning, for min onkel Aage, som var gift med min fars søster Ruth, havde en lidt ustabil psyke, der over uforklarlige småting kunne få ham til flippe helt ud. Så var det som regel min besindige far, der måtte “tale ham ned”, hvilket altid lykkedes....og den gode stemning kunne genoprettes.

Først på aftenen var det tid til at takke af. Kvinderne gik i køkkenet, og af resterne fra frokosten blev der smurt nogle snitter, og der blev lavet te.

Og ud på aftenen, hvor det meste af spruttet var dampet af, begav den udenbys familie sig til fods ned

mod banen for at tage tog til Slagelse, Roskilde eller Nyk. F. Min farbror Harald kunne sammen med min tante Anna roligt begive sig i bil mod gården i Vinstrup. De var meget engagerede medlemmer af Indre Mission og rørte ikke spiritus eller spillede kort. Og alligevel deltog de med glæde i familiens

sammenkomster, ligesom den øvrige familie måtte acceptere, at der, når familiefesten blev holdt hos

dem på gården, ikke blev serveret spiritus.

Jo, jeg tænker ofte med glæde tilbage på festlige stunder sammen med familien i den lille lejlighed på

Erantisvej.

Bruchs Violinkoncert

Jeg sidder og lytter til Bruchs violinkoncert no. 1......den bringer minder frem.
For mange år siden - et halvt sekel - var jeg vagtgående maskinmester på Junckers Kraftcentral og var hver fjerde uge på nattevagt.
Lad mig indledningsvis fortælle, at Junckers Savværk, som det hed dengang, havde sit eget lille elværk, som forsynede virksomheden med elektricitet og damp til produktionen. Helt lille var det nu ikke, for det kunne også have forsynet den østsjællandske købstad med elektricitet nok til, at ingen husstand havde behøvet at tænde stearinlys for ikke at sidde i mørke....
Når man vender om på døgnet og skal (eller forsøger på at) sove om dagen for at kunne arbejde om natten, sker der noget med én. Det gjorde der i hvert fald for mig. Ud over at manglende søvn kan gøre én uudholdelig for sine nærmeste omgivelser, så er man meget sensitiv om natten, og er særlig modtagelig for sanseindtryk, både positive og negative, og man føler sommetider en irrationel angst for ting, som man under andre omstændigheder ikke ville føle det for.
Lad mig nævne et eksempel. Vores gamle, store træfyrede kedel på Junckers skulle hver nat have renset risten for slagger; det foregik manuelt ved, at kedelpasseren med en 4 - 5 m lang rager frigjorde den fastbrændte slagge fra risten og skubbede den ned i askefaldet. Under denne operation blev kedlen fyret med to oliebrændere, som maskinmesteren styrede, mens kedelpasseren foretog den manuelle del af arbejdet foran de åbne låger ind til ilden i fyrrummet. Det var en ikke helt ufarlig operation, og der forekom i årenes løb adskillige tilfælde af ganske alvorlige forbrændinger. Jeg havde aldrig et roligt øjeblik, før denne operation på en nattevagt var overstået, skønt jeg - rationelt set - godt vidste, at jeg beherskede situationen, som også omfattede omlægning af diverse driftsforhold; det var en forudsætning for at denne operation kunne foretages.
Andre irrationelle tanker kom frem på en nattevagt. Tænk, hvis nu turbinen “faldt ud” (gik i stå) - det skete vitterligt - og var jeg nu dygtig nok som ny ung maskinmester til at kunne starte hele anlægget op uden at skulle ringe efter en mere erfaren kollega. Læg dertil, at vi havde en chef, som betragtede et turbineudfald som den største ulykke af alle...... størrer end en verdenskrig.
Alt sammen irrationelle tanker.....som også kredsede om den lille familie derhjemme, Vibeke som bestemt ikke brød sig om at være alene hjemme om natten med vores nyfødte søn. Joe, der var bekymringer nok på en nattevagt.
På kontoret - eller om man vil kontrolrummet - havde vi en gammel rørradio, som en af kollegerne havde fundet i en affaldscontainer, og til vores chefs store fortrydelse var den blevet stillet øverst på hylden over de mange ringbind. Og med lidt fingerfærdighed var det lykkedes os ved hjælp af en hjemmelavet antenne på taget af kedelhuset og et antennekabel - “lånt” i elafdelingen - at få lyd ud af radioen. Det behagede absolut ikke vores chef, for i hans (indskrænkede) verden hørte en radio ikke hjemme på en arbejdsplads, og han befalede den konsekvent slukket, når han trådte ind ad døren. Surmuleri og slet skjulte hentydninger om at få den fjernet blev ignoreret. En sen sommeraften - ikke så længe efter - da hele Sjælland, og dermed også Junckers, var uden strøm og den elektriske forbindelse til Sverige var afbrudt - var en del af os samlet i kontrolrummet og ventede på, at strømmen skulle komme, så vi kunne starte kraftcentralen op ( vi kunne ikke starte uden strøm udefra; det er der ikke så mange værker, der kan). Chefen beklagede, at vi ikke kunne tænde for radioen (der var jo ingen strøm!), for “så havde vi da for fanden kan følge lidt med i, hvornår de har tænkt sig at levere noget strøm!” Hans tanker om den offentlige strømforsyning havde aldrig været store! Siden den aften blev der aldrig snakket mere om den gamle radio, og den fik lov til at blive stående.
Og nu kommer Bruchs Violinkoncert ind i historien.
På nattevagten - i ledige stunder - lyttede jeg ofte til Sveriges Radio med klassisk musik.....jeg tror ikke Danmarks Radio sendte om natten dengang i sluthalvfjerdserne. Og en nat, hvor vagtens hurdler var overstået, og madpakken var åbnet, kom tonerne fra Bruchs Violinkoncert - som jeg ikke kendte dengang - ud af den skrattende gamle rørradio. I min lidt melankolske grundstemning gik den rent ind......
Lige siden den nat har Bruchs Violinkoncert no. 1 hørt til en af mine favoritter....og hver gangs jeg hører den, bringer den associationer om den gamle rørradio, og om at tilværelsen har glimtvis gode øjeblikke, og at alt alligevel ikke er så slemt....

Den unge maskinmester på en nattevagt. Øverst til venstre på billedet skimtes den gamle radio.

Cykeltur fra Sassnitz til Swinoujscie

4. September

Cyklen er pakket. I morgen går turen med færgen fra Rønne til Sassnitz sammen med min mangeårige gode ven Steen, som har overtalt mig til en fem dages cykeltur til Rügen og Usedom......det var ikke svært! Vi har talt om det i flere år, og nu skal det altså være! Steen er en erfaren “verdenscyklist” med cykelture i Kina, Japan, Sydamerika, Island og Rusland og så alle de andre steder, som jeg har glemt......så jeg er i gode hænder....

5. September

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst cyklede 85 km på én dag.....det må være mange år siden, måske mere end 20. Idag gjorde jeg det, helt nøjagtigt 85,6 km.

Vi lagde ud fra Aakirkeby kl 06:25 og nøjagtigt 1 time senere var de 17 km til færgehavnen i Rønne tilbagelagt....så let som ingenting og i god tid til “M/F Hammershus” kastede los og lagde fra kaj kl 08 med planmæssig anduvning af færgehavnen nogle kilometer syd for Sassnitz efter en behagelig sejlads. Ad cykelruten langs Rügens østkyst gik det i solskin og næppe mærkbar blæst sydpå tæt forbi “Kolos von Prora”, dette fem kilometre lange bygningskompleks, som Hitler igangsatte i 1936, og som skulle være ferieparadis for 20.000 feriegæster gennem den nazistiske organisation Kraft durch Freude (KdF), hvis formål var at styre tyskernes fritid. Byggeriet blev aldrig færdigt og stoppede i 1939. De otte hotelblokke, teatret og biografen stod som tomme skaller. Siden har det været anvendt til flere formål. Under krigen husede det flygtninge fra det bomberamte Hamburg. I 1945 etablerede sovjetiske tropper en base i området og i 50’erne rykkede 8000 soldater fra DDR’s nationale folkearmé ind i bygningerne. I 1993 blev området offentlig tilgængeligt og 1994 blev det fredet. Idag rummer det udstillinger,  et par museer og hoteller i luksusklassen. Pt. er der en større udstykning af luksuslejligheder igang. Og sluttelig skal nævnes at en del af blokkene som og vidner om forfaldets skønhed.

Vi cyklede videre til Binz og derfra vestover i det meget bakkede landskab, hvor en strid modvind og kraftige regnbyger tærede på kræfterne.....og dem var der ikke mange tilbage for mit vedkommende, da vi nåede vores logi syd for Stralsund ved 18:30-tiden, tids nok til at kunne deltage i ungdomsherbergets aftensmåltid i selskab med en flok meget larmende skoleeleverer. Den øl, vi snakkede meget om, vi skulle have, når vi ankom og som i den grad hold moralen oppe, når blæsten og regnen var værst, fik vi desværre ikke. Der sælges ikke spiritus her på stedet, og det nærliggende cafeteria, vi blev henvist til havde lukket grundet et privat selskab.......men i morgen kompenserer vi ved at drikke to øl......

Og selvom jeg ikke kan mindes, hvornår jeg har været så træt.....så var det nu en ganske god cykeltur...

6. september 2019

Pludselig stod der en smilende yngre kvinde foran Steen og jeg på gågaden i Stralsund, hvor vi kom trækkende med vores belæssede cykler og sagde “Hallo”! Der var noget bekendt ved ansigtet og hurtigt så vi, at det var den kvinde, som vi henvendte os til i spisesalen, da vi udmattede og sultne ankom til ungdomsherberget i går aftes. De sidste mange kilometre havde vi forgæves spejdet efter et spisested, som vi kunne indtage, når vi var blevet installerede på herberget, og vi var vel også så småt ved at indstille os på at gå sultne til køjs......det var en kamp mellem sult og træthed, for vi orkede ikke noget lang køretur til centrum for at finde føde. Men skæbnen var os nådig, for i spisesalen stod en pæn buffet dækket op til en flok støjende, 

skrigende og irriterende skolebørn, som var igang med at indtage spisesalen. Vi spurgte - i vores kvide - om vi kunne købe et måltid mad, og fluks forsvandt hun for at spørge sin overordnede. Med et stort smil kom hun tilbage for at meddele, at det måtte vi gerne, men at det altså kostede EUR 6,50. Hun kom flere gange over til vores bord for at spørge: “Hat es geschmeckt?” Ja, mon ikke, der var grøntsagsuppe, pølser, salat og andet pålæg, og sjældent har et måltid smagt mig så godt.....Hun havde genkendt os, og nu stod hun her på gågaden i centrum og spurgte, om vi også spiste med til aften. Men vi skulle videre og hun ønskede os god tur. Der findes en hel del flinke og sympatiske mennesker i denne verden; hun er en af dem......

Fra Stralsund kørte vi - efter at have indtaget en kop kaffe - videre mod næste overnatningssted, som var Greifswald - en køretur på 37 km.....troede vi. Trætheden fra gårdsdagens tur sad stadig i mine blytunge ben, så den korte distance var meget belejliget. Vi havde valgt at følge en “autoriseret” cykelrute. Få kilometre udenfor Stralsund førte ruten os ind på en brostenbelagt formentlig tidligere hovedvej, som vi efter fem, seks kilometre fandt det aldeles uudholdelig at køre på. Af modkørende cyklister fik vi at vide, at den fortsatte endnu 15 kilometre med samme belægning, og vi begyndte at undersøge for alternative ruter. Efter yderligere 5 kilometre forlod vi brostenene af en betonflisebelagt vej i to spor.....her var der længere mellem bumpene, som til gengæld var så meget større, og min i forvejen ømme bagdel fik mig til at rejse mig i sadlen før hver bump. Den brostensbelagte vej stammede formentlig fra begyndelse af forrige århundrede, og i DDR-tiden er intet blevet gjort for udskifte denne belægning, hvorimod den betonflisebelagte vej tydelig stammer fra denne tid. Efter DDR-tiden blev der anlagt nye veje og myndighederne har åbenbart ment, at tidligere tiders dårlige veje passende kan anvises som delstrækninger på autoriserede cykelruter......Betonvejen blev afløst af grusveje, stabiliseret med sten og murbrokker for pludseligt af fortsætte med den bedst tænkelige asfaltbelægning og de sidste seks kilometre ind til Greifswald var en ren fornøjelse at tilbagelægge på en fin, fin vej med vinden i ryggen. Disse småting til trods, så blev det en fin dag, bl. a. fordi vi vidste, at idag ville vi få vores fortjente øl ved ankomsten.......for dem startede vi nemlig med at købe om morgenen i det første supermarked, vi mødte på vores vej. Her provianterede vi også til frokosten, som blev indtaget i skuret ved et busstoppested i Brandshagen. Turen blev lidt længere end de beregnede 37 km, for først efter 56 km ramte vi Greifswald....godt øm i r....

7. september 2019

Da vi igår ankom til Deutsche Jugend Herberge i Greifswald ved 16-tiden, blev vi modtaget af et hornorkester, som for fuld udblæsning spillede foran indgangen. Steen bemærkede, at så meget behøvede de da heller ikke at gøre ud af vores ankomst. De spillede på nogle blæserinstrumenter med flere “udblæsningsrør”......aldrig før er jeg stødt på lignende instrumenter.  Deres entusiasme var stor, og strakte sig vist langt ud over, hvad evnerne rakte til, især var stortrommen meget markant. Den gik virkelig godt igennem......konstaterede vi efter at være blevet indkvarteret på vores fem sengs stue (som heldigvis ikke skulle deles med andre) og efter at vinduet var blevet lukket. Støjen ophørte efter en times tid, og jeg tænkte ikke nærmere over det før her til morgen, hvor vi mødte nogle af de entusiastiske musikanter til morgenmaden. Det var tilsyneladende et amatør orkester fra en anden by - indkvarteret på herberget - som øvede før en koncert i weekend-end’en. Min vurdering er nok farvet af, at jeg ikke er nogen stor tilhænger af rendyrket blæsermusik......en opfattelse, jeg efter gårdsdagens “koncert” ikke har fundet anledning til at ændre. Men jeg tror, de havde det ret sjovt, for der blev drukket en del øl under prøvekoncerten....

Ved 9-tiden drog vi fra herberget mod Freest, hvorfra færgen til Peenemünde ifølge indhentede oplysninger skulle afgå kl 11. Det skulle være muligt at tilbagelægge de 35 km indenfor den tidsramme ved at køre lidt raskt til, vel vidende at ruten kunne byde på overraskelser. I den fine vejr med let sol og ringe vind gik det derudaf, et par små landsbyer med brostenbelagte veje, som må have stammet fra begyndelsen af forrige århundrede, nedsatte gennemsnitsfarten, men vi var stadig i rimelig tid. Fem kilometer for målet førte ruten os efter nogle kilometre på en tosporet betonflisevej ind på et sandet spor, hvor det var næsten umuligt at cykle ....vi måtte op på den høstede mark for at kunne træde cyklerne. Endelig to kilometer før målet kom vi ind på en asfalteret vej, og få minutter før kl 11 nåede vi færgens anlægsplads......kun for at konstatere, at færgen til Peenemünde først gik planmæssigt 20 minutter senere....

Havnen i Peenemünde med museeumsskibene er ligesom nazisternes raketforsøgsanlæg, et spændende sted at besøge. For mig var det mest spændende at se kraftværket, som leverede elektricitet til forsøgsstationen. Tre af de fem kulfyrede “Babcock og Wilcox”-kedler står der endnu......og genkalder minder om min første tid som vagtgående maskinmester på Junckers Kraftcentral, hvor den dengang gamle kedel 2 havde mange fællestræk med museeumskedlerne i Peenemünde. Selve udstillingen om udvikling af V1 og V2 raketterne er mindre interessant, den er ustruktureret med mange ligegyldige komponenter.....den fortæller ikke nogen historie. Området med gamle jernbanespor, dækket af bevoksning og lufthavnen med den gamle kontrolbygning er spændende, og mange spor vidner om Tysklands brogede fortid.

Videre ad fin, fin vej til Zinnowitz, indkvartering på Pension Barghus og så ud i byen for at søge føde....i regnvejr. Det var den dag.....49 kilometer blev det til.

I morgen sidste etape til Swinoujscie, ca 30 km, det skulle være overkommelig, men de lover regn....

8. september 2019

Vi er lige kommet tilbage til Stawa Hostel efter at have indtaget et sent aftensmåltid på restaurant Neptun i Swinoujscie.....en portion pasta carbonare skulle dække energibehovet efter dagens cykletur. Det gjorde det tilsyneladende ikke, for både Steen og jeg blev hurtige enige om at supplere måltidet med en portion is og kaffe. Jeg kapitulerede efter at have indtagen halvdelen af min portion, men for Steen blev det “mission completed”.....han spiste op! Han var til gengæld let at overtale til en enkelt Zubrowka vodka, som jeg allerede fablede om, da vi begyndte at snakke dessert...... så falder maden så godt på plads.....

Det var nu ikke fordi, dagens distance på forhånd virkede afskrækkende, sølle 30 kilometer  til Swinoujscie, Herre Gud.....det bør ikke afskrække nogen! Vi valgte en cykelrute langs kysten, som hurtigt førte os ind gennem skovbeklædte bakker, ofte med fri udsyn til havet på vores venstre side. Efter et par ganske heftige bakker, holdt jeg stadig mig på cyklen, men da et skilt forkyndte en stigning på 16%, måtte jeg kapitulere.....Selv det at trække den tungt belastede cykel af “bjerget” fik mig til at tabe pusten, mens Steen ved stigningens begyndelse proklamerede, at grænsen for ham netop lå ved de 16%. Og han klarede stigningen uden at stå af cyklen. Til mit sølle forsvar skal siges, at laveste gear på min citybike ligger noget højere end hans meget lavt gearede mountainbike. Den ene høje stigning og bratte nedkørsel afløste hinanden og blandt disse var endnu et par med 16% stigninger. Problemet var ligeså meget de bratte nedkørsler....ofte med løst sand. Laver man en bremsefejl, crash’er man og ligger udstrakt mellem træerne. Det havde ingen af os specielt lyst til, så efter nogle kilometers kørsel på denne skovsti, valgte vi en alternativ rute, som fulgte hovedvejen, og efter at have ramt et par heftige regnbyger, hvor vi nåede at blive godt gennemblødte et par gange, kom vi til vores herberg i Swinoujscie midt på eftermiddagen efter 39 kilometers kørsel. Undervejs havde vi indtagen frokosten.....resten af den ost Steen havde medbragt samt nogle frikadeller og rugbrød fra i forgårs; dette suppleret med et par friskindkøbte tomater.....et sandt festmåltid, som blev skyllet ned med vand fra vores cykelflasker. En kaffepause på en lille café var med til at holde modet oppe, da regnen truede med ikke aldrig at ville holde op.

Indkvarteret på Stawa Hostel og efter at have hængt det våde tøj til tørre, tog vi på cykler ud for at se nærmere på byen. Vi skulle finde ud af, hvorfra vores færge til Ystad i morgen afgår; kun vidste vi, at det var fra den østlige bred af floden Swina, floden som deler Swinoujscie i to dele. Altså tog vi med den lille havnefærge over på anden side og fandt hurtig færgeterminalen, hvorfra Unity-Lines skibe afgår. Og når vi nu var i området, kunne vi ligeså godt se lidt nærmere på lokaliteterne. En del forfalden industri præger området og en dårlig vej førte os til yderkanten af kvarteret Her stoppede vejen brat ved en bom ud for noget vi opfattede som en nedlagt industrivirksomhed......men nej, i et lille hus ved bommen sad en affarvet blondine ved en åben luge. Da jeg har en vis interesse for “abandoned places” henvendte sig mig til hende på tysk for at høre nærmere om virksomheden. Med en meget sigende håndbevægelse gjorde mig forståelig, at hun ikke forstod mig, og jeg forsøgte mig derfor på engelsk....og denne gang signalerede håndbevægelse et tydelig: “Fis af med dig makker!”

Vi tog derfor havnefærgen tilbage til Vestbredden, nu ville vi cykle ud og se den gamle vindmølle, der står på den yderste tange til indsejlingen til hele søområdet syd for Usedom. Vi nåede aldrig helt derud....en regnbyge fik os til at vende om, og vi cyklede tilbage til herberget....godt gennemblødte. Vi havde fået et første indtryk af Swinoujscie........byen er grim, men charmerende.

9. september 2019 kl 16:15

MF Polonia stamper sig vej over Østersøen. Præcis kl. 13 blev trosserne hevet fra kajen i Swinoujscie og i en regntykning stod ud hun af floden Swina med kurs mod Ystad..... efterladende en grå og trist by bag sig. Vi forlod det udmærkede herberg Stawa Hostel ved 9-tiden i morgens, provianterede i en rodet Lidl-butik og cyklede ombord allerede kl 11. Vores opholdssted på skibet  veksler lidt. Vi startede ved et bord i nærheden af en stikkontakt (opladning af  medbragt udstyr), imens vi indtog en meget bitter kop Cafe Créme og efterfølgende blev der gjort indhug i den indkøbte proviant. Vi skiftede senere til et opholdssted med mere behagelige ‘flystole’. Rummet var mestendels okkuperet af medrejsende østeuropæere, som havde omdannet et stort gulvareal til soveplads. Arrangementet blev ret hurtigt forpurret af et hærdebredt og myndigt besætningsmedlem, som bad de sovende medpassagerer tage plads i stolene.....en opfordring, de uden vrøvl efterkom. I skrivende stund ligger gruppen nærmest bevidstløst henslængt i stolene i en komalignende tilstand, og manden i sædet foran os udstøder kraftige snorkelyde, som overdøver lyden fra et af de overalt ombordværende fjernsyns udsendte og irriterende lydtapet. Jeg er i tvivl om, hvilken af de to lyde jeg foretrækker......

Kl 20:15 vil MF Polonia anløbe Ystad....i god tid til at vi kan nå færgen til Rønne, som afgår fra samme havn 22:30 med ankomst til Rønne 23:45. Sidste etape af cykelferien er en natlig cykeltur til Aakirkeby på 17 km.

I morgen går turen...denne gang i bil.....med samme færge til Ystad allerede kl 10:30. Vi skulle oprindelig først have været med en afgang kl. 16:30, men Molslinien har adviceret dårligt vejr med risiko for aflysning af denne afgang, og reservationen blev ændret, så vi ikke blæser inde på øen.

Og således slutter fem dages cykelferie, der bød på forventelige udfordringer og strabadser, men først og fremmest på gode oplevelser og en fin stemning.....

Månelanding

Verdenshistoriske begivenheder har det med at sætte et bogmærke i de flestes menneskers liv. Jeg husker nøjagtigt, hvad jeg foretog f. eks. da Cubakrisen brød ud (jeg spillede firmabordtennis), Kennedy blev skudt (jeg var på Kraghs Konditori i Næstved og drikke øl og pullimut med vennerne denne fredag aften) og også ved mange andre verdensbegivenheder har jeg en nøje erindring om, hvor jeg var, og hvad jeg foretog mig. Således står også den 20. juli 1969, hvor Apollo 11 landsatte Niel Armstrong på månen for halvtres år siden, klart i min erindring. I min kalender har jeg nøgternt konstateret, at jeg har fri og har været på Møens Klint......men ikke et ord om månelandingen, for større ting prægede mit liv. Jeg befandt mig i en overgangsfase, var lige blevet færdig med min uddannelse, havde fået hyre på ØK’s M/S SINALOA og holdt en pause i forholdet med den pige, jeg havde været kæreste med i 4 år, og som jeg senere blev gift med og som gav mig 44 år af sit liv.
Jeg var på det tidpunkt blevet ven med en pige - kærester var vi ikke - som var en rigtig ‘drengepige’, der udover sit job som kontorelev, kørte Taxa, red på heste, når altså ikke lige hun kørte rundt på sin scooter eller i sin røde to-takt SAAB. Denne meget (pro)aktive pige var ikke kedelig at være sammen med, og på denne min sidste fridag - inden det gode skib M/S SINALOA kastede fortøjningerne los fra Orient Plads i Frihavnen for at stampe sig vej over Atlanterhavet på sin 37. rejse med slutdestination i Vancouver - havde vi besluttet at køre en tur til Møns Klint.....månelanding eller ej! På vejen hjem fik hun den idé, at vi skulle lægge vejen forbi Vordingborg og gå i biografen. Der gik en helaftensfilm - sådan hed det dengang - til forhøjede billetpriser; måske har det været “Navarones Kanoner”....husker det ikke så nøje. Jeg var først hjemme ved midnat.....jeg boede stadig hjemme, som jeg havde gjort under hele min studietid.....og min mor var stangsur, da jeg dukkede op.....denne sidste aften inden jeg næste morgen meget tidligt skulle mønstre på skibet og være væk hjemmefra i flere måneder. Jeg forstod hende godt, for hun havde under hele min uddannelse sørget for, at jeg kunne koncentrere mig om den, og rent tøj, kost og ikke sjældent et kontant tilskud fra hendes sparsomme enkepension havde hun sørget for....Månelandingen var således ikke det dominerende tema i lejligheden på Erantisvej....
Den gik først rigtigt op for mig en månedstid senere, da jeg så de farvestrålende magasiner med billederne af Neil Armstrong på Månen i kioskerne i Los Angeles......men alligevel satte datoen den 20. juli 1969 et bogmærke i mit liv....

Vinstrup forsamlingshus

Vinstrup Forsamlingshus stammer fra 1883 og opført af midler indsamlet blandt egnens bønder og skulle tjene som missionshus i det indremissionske sogn. Jeg kom der første gang for mere end 60 år siden.....som feriebarn gennem et decennium hos min tante Anna og min farbror Harald. Harald blev som en af min fars 11 søskende som spæd adopteret af min farmors barnløse søster, som var gift med gårdejer Hans Christensen......man kan vel altid hjælpe sin søster! Han arvede derved gården, men vedblev hele livet at betragte sig som en del af den store søskendeflok og antog efternavnet Jakobsen-Christensen. Han blev gift med Anna fra traktørstedet Røde Hus og helt naturligt blev de en del af egnens indremissionske miljø.....og udskilte sig derved fra den store mere verdslige indstillede del af (arbejder)familien, som havde stor veneration for venstresiden i dansk politik. Det slog på ingen måde nogen skår i familieforholdet, og selvom Anna og Harald ikke rørte spiritus eller kunne drømme om at danse, afskar de sig på ingen måde fra familien, de deltog gerne og helhjertet i den årlige familiefest, ligesom den øvrige - og nok mere festglade del af familien - affandt sig med bordbøn, et Guds ord og en enkelt aftensalme, når de var gæster på gården.

Jeg ville ikke have undværet mine ferier - sommer og efterår - på gården. Derved nåede jeg at få et indblik i en bondekultur, hvor den grå Ferguson netop havde afløst hestene. Man var næsten selvforsynende, Anne passede den frodige køkkenhave, syltede havens frugter, en gris blev slagtet, parteret og lagt i boksen i det fælles kølehus, hvorfra også den hjemmelavede is blev hentet til festlige lejligheder. Et ugentlig besøg af fiskemanden gav en fast dag med fisk på menuen. Til hjælp havde Harald en karl, som blev fæstet for et halvt år ad gange ....for 1000 kr, som jeg husker det. Karlen boede på et lille karlekammer, op til hønsehuset og uden rindende vand....det kunne hentes i stalden. Hertil kom en righoldig kost og iøvrigt indgik karlen som en del af familien. Flere af de fæstede karle forsøgte forgæves at gøre kur til en mine tre kusiner gennem årene.

Tilbage til missionshuset.....her blev holdt møder, hvor indforskrevne missionærer talte, der blev sunget salmer og bedt bønner....og som feriedreng var jeg indforskrevet til at deltage. En af disse missionærer kørte også rundt og solgte kristen litteratur. Missionær Nielsen dukkede med jævne mellemrum op på gården og med usvigelig sikkerhed altid lige før spisetid, og min gæstfrie tante undlod aldrig at invitere ham til at blive at spise med af den gode hjemmelavede mad. Det gjaldt i lige så høj grad, når familien kom på uanmeldt besøg.....og det gjorde man dengang.

Disse ferier har for altid præget mig...

En dag sidst på sommeren besøgte jeg igen missionshuset, der nu tjener nye generationer som Medborgerhus.....huset lignede sig selv, men talerstolen manglede.....

Sommeren 1969

Store begivenheder, som trak spor langt ud i fremtiden fandt sted i sommeren 1969. Neil Armstrong satte som det første menneske sine fødder på månens overflade den 21. juli efter at være steget ud af landingsfartøjet “Eagle”, som forinden var blevet frigjort fra Apollo 11. I delstaten New York fandt den første Woodstock-festival sted i mudder og regn. Der var ventet 100.000 deltagere; der kom 450.000 til “Three days of peace and music”. Festivalen repræsenterede højdepunkterne indenfor hippiekulturen og tidsånden. Og herhjemme vakte “Kejsergadesagen” stor opsigt. Forsvarets Efterretningstjeneste havde i hemmelighed indrettet en aflytningscentral i kælderen på en af universitetets bygninger i den indre by.

Sommeren 1969 var også skelsættende for mig, men ikke på grund af de store begivenheder, som prægede overskrifterne i aviserne. Andre begivenheder optog mig mere, selvom jeg nok registrerede, hvad der skete i verden omkring mig.

Den sommer afsluttede jeg et længere uddannelsesforløb begyndende med en fireårig håndværkeruddannelse, og efterfulgt af nogle år på Københavns Maskinskole, hvortil jeg hver morgen ved 06-tiden tog toget fra Næstved. Og denne sommer skulle jeg så op til den afsluttende eksamen. Herefter lå den store verden klar til at blive indtaget, kun afbrudt af et års værnepligt i Søværnet. Efter nogle hektiske uger var eksamen hjemme. I blokken på Erantisvej, hvor jeg boede hos min mor (som ikke var min rigtige mor), fulgte man ivrigt med i mit forløb, for her forblev en hemmelighed sjældent en hemmelighed ret længe, og udover en naturlig nysgerrighed, delte man også i en vis udstrækning hinandens glæder og sorger. Min mor, hvis spidskompetence ingenlunde var at bevare en hemmelighed, berettede ivrigt til naboerne om forløbet af mine eksaminer.......hvilke ind i mellem godt kunne irritere mig.

Den dag, jeg kom hjem med eksamensbeviset, ringede adskillige naboer - selvfølgelig ganske tilfældigt - på døren til hendes lejlighed....... og i den lune sommeraften blev der drukket en del øl på altanen i den lille lejlighed på Erantisvej.

“Vi klarede den!”, sagde hun til naboerne, og min første tanke var, at det jo var mig, som havde klaret den. Men det var jo os, for i de to et halvt år, hvor jeg hver morgen havde taget toget til København, boede jeg gratis hjemme; hun havde sørget for, at stablerne af rent tøj i skabet syntes uudtømmelige, været parat med varm mad, når jeg kom hjem til aften, og at en madpakke lå parat til mig hver morgen, hvor hun stod tidligt op for give mig morgenmad. Og ofte åbnede hun forsigtigt døren, når jeg om aftenen sad på mit værelse og lavede lektier og smed en 10-styks pakke Prince ind til mig på bordet. De penge, jeg tjente på Caltextanken hver anden søndag, gik mestendels til togkort og lærebøger. Jo, hun kunne med god ret sige: “Vi klarede den!”.

Da de værste tømmermænd efter afskeden med de gode kammerater fra Maskinskolen havde fortaget sig, fulgte nogle spændende julidage. I min bedagede VW tog jeg turen til ØK’s Maskininspektion på Orientplads i Frihavnen for at søge en hyre på tre måneder, inden jeg skulle aftjene min værnepligt. En venlig maskininspektør, som var tilstede ved dimissionsfesten på skolen, havde stillet mig i udsigt, at det skulle nok være muligt at finde en hyre, så jeg kunne være tilbage rettidigt til Søværnets Eksercerskole i Auderød inden den 21. oktober. Og det passede, jeg fik hyre på M/S SINALOA, som skulle på sin 37. rejse, der gik til den amerikanske vestkyst......og glad var jeg! Nogle fantastiske dage fulgte, hvor jeg flere dage i træk i min gamle grønne VW tog turen til København for at få udstedt søfartsbog, blive lægeundersøgt, samt blive vaccineret mod alskens sygdomme. Den 17. juli kunne jeg påmønstre M/S SINALOA, og den 24. juli stod vi Frihavnen ud med kurs mod Aarhus for indtagning af last, inden turen gik videre mod Liverpool og Glasgow, som var de sidste havne på Europa inden Atlanterhavet skulle krydses. Forude ventede eventyret.

Det var en herlig sommer.....

Tre måneder senere, den 15. oktober stod jeg på trappen foran banegården i Næstved. Jeg var afmønstret om morgenen. Med min lånte kuffert og en stråhat indkøbt i Los Angeles ventede jeg på den Taxa, som skulle køre mig ud på Erantisvej. Sommeren var forbi, regnen silede ned og blygrå skyer tvang himlen ned mod jorden. Byen synes at være skrumpet ind, mens jeg var på langfart....eller var det bare verden, som var blevet større?

Sommeren 1969 lever stadig i min erindring..

Efterskrift

Den 21. oktober sidder jeg i toget på vej til Eksercerskolen i Auderød. Gråvejret udenfor afspejler fint min indre stemning. En fantastisk sommer er forbi, og den er langt fra ‘fordøjet’. Nu venter et års værnepligt.....

På vej ud fra stationen i Køge passerer vi en rodet træindustrivirksomhed. Den udsender en fæl dunst, og op af den røde murede skorsten står en synlig røgsøjle. Jeg tænker tilbage på den dejlige sommer, der nu er forbi, og trøster mig med, at sådan et sted vil jeg aldrig nogensinde arbejde! Aldrig i livet!

Sommetider har man skæbnen som blind makker, for nøjagtigt et år senere kører jeg ind gennem porten til Junckers Savværk i min døende VW. To år her, siger jeg til mig selv, så må der være noget mere spændende i syne. Jeg kører først ud fyrre år senere....men det er en hel anden historie......

Om at flytte fra et sted til et andet....

Om at flytte fra et sted til et andet i Næstved og omegn

Den vestlige udfaldsvej fra Næstved fører til Skælskør; efter Borgnakkeskoven grener den af til venstre mod Karrebæksminde, og fra det tidligere fiskerleje fører ingen veje videre. Skal man væk fra Karrebæksminde, er der ingen vej udenom....man må tilbage ad samme vej, som man kom til byen på. Og den vej kan være tung at begive sig ud på.

Min hustru og jeg levede begge vores barndoms- og ungdomsår i Næstved. Her mødtes vi, her blev vi kærester, her blev vi forlovet, og her blev vi gift. På aftenen efter bryllupsfesten 1973 i Næstved flyttede vi ind i vores nyanskaffede parcelhus i Køge. Det blev vores bolig de næste 29 år. Gode stabile år blev det, netværket til venner og kolleger i Køge blev langsomt udbygget og rødderne i den østsjællandske by gravede sig ganske dybt ned i byens kalkholdige undergrund. Vi var med årene faldet godt til i byen og følte os hjemme.

Omkring årtusindskiftet havde jeg fået en sejlbåd, som lå i Karrebæksminde, og mange sommersøndage tilbragte vi på båden med kaffe og med kage fra Søkonditoriet. Vi overnattede ofte på båden, når vi efter en festlig aften havde været sammen med gamle ungdomsvenner fra Næstved, nu spredt for alle vinde. Flere havde fået sommerhus i det, der var blevet til en folkelig ferieby. Der var en nostalgisk fortryllelse over den lille badeby, der til stadighed bragte ungdomsminder frem om glade teltferier sammen med vennerne, bal på Sølyst, og den første uskyldige nærkontakt med de dejlige piger. Med årene talte vi ofte om på vores gamle dage, som jo så snart nærmede sig, at flytte til Karrebæksminde....bare sådan for sjov, uden vi vel egentlig i virkelighed rigtigt havde gennemtænkt det eller havde lyst til det.

Der var mange boliger under opførelse i byen i denne periode, Søfronten blev bygget og lidt senere kom så Lodshaven til. Vi havde på et tidspunkt undersøgt lidt omkring boligerne i Søfronten, men vi var ved nærmere eftertanke blevet enige om, at vi overhovedet ikke havde lyst til at forlade det lille parcelhus i Køge, som med årene havde gennemgået mange forandringer og blevet tilpasset vores behov, vægge var blevet revet ned, nye opsat, badeværelser og køkken bygget om, carport opført og opvarmet værksted indrettet. Og her voksede vores søn op. Nej, vi ville ikke væk fra det lille hvide velholdte hus med have og drivhus. Det var vores paradis her på jorden, og Køge var i en bekvem afstand fra vores søn, som forlængst var flyttet hjemmefra til København.

Traumatiske begivenheder og sygdom fik os til at begå en af de fatale fjollede fejltagelser, som mennesker gennem alle tider har begået og i al fremtid vil begå. Gennem bekendte hørte vi om det nye byggeri, som blev kaldt “Lodshaven”, 2-etagers rækkehuse opført i træ, beliggende i tilpas tæt afstand fra stranden ved Vesterhave og med - delvist - udsyn over Smålandshavet. Det hedder i ejendomsmæglerterminologi “havkig”. Var det ikke det, vi altid havde drømt om...og nu var der mulighed for at starte en helt ny tilværelse, et helt nyt sted. Sådan en chance gives kun én gang i livet! Og i løbet af meget kort tid blev beslutningen effektueret, godt hjulpet på vej af en flink ejendomsmægler, der ikke lagde skjul på, at der skulle handles hurtigt, for i løbet af meget kort tid ville alle husene være solgt med den interesse, der var for dem. Vi besluttede os midt på vinteren, og om foråret var vi blevet dobbelte boligejere, for huset i Køge var på trods af en anden flink ejendomsmægler endnu ikke blevet solgt. “Det bliver solgt til prisen inden for to måneder!” havde han betroet os. Først et halvt år senere og efter at prisen på huset i Køge var blevet sat betragteligt ned, kunne vi i sensommeren flytte ind i drømmeboligen, for - blev vi belært om - et hus, der skal sælges, må ikke stå ubeboet! Det gjorde ondt langt ind i sjælen at forlade det lille hvide parcelhus i Køge med det sidste flyttelæs. Her havde jeg for 29 år siden båret min brud over dørtærsklen, og her havde jeg i en babylift fem år senere båret min søn ind den dag, jeg en uge efter fødselen havde hentet mor og barn på fødestuen.

Der var i begyndelse en vis fortryllelse over at bo i det nye hus; det var sensommer, og i mange weekends var vi ofte sammen med ungdomsvenner, som havde sommerhus i byen, og vi blev gode venner med naboerne. Men det blev efterår og vinter, og hverdagen begyndte. I mit firma havde jeg fået en anden funktion, der krævede en stor arbejdsindsats ofte med arbejdsdage på 10 - 12 timer, og ikke sjældent med  arbejde i weekend’en. I dette efterår og denne vinter så jeg mange af ugens dage ikke dagens lys i Karrebæksminde for jeg tog afsted kl 06 om morgenen, og var sjældent hjemme før ved 18 - 19 tiden.

Grå efterårsdage med tåge og dis afløstes af smukke solklare vinterdage. Lange arbejdsdage for mig, og lange dage i ensomhed for min hustru blev en del af hverdagen. Det fungerede ikke, og en dag sagde en god ven til os: “Her er I ikke glade, I trives jo ikke!” Først da fik vi snakket om, at her ville vi ikke blive boende - emnet havde været tabu, for vi havde jo “investeret” fremtid og prestige i flytningen. En frostklar lørdag eftermiddag i januar, hvor solen sænkede sig under horisonten bag Smålandshavet og sendte sine sidste stråler mod kystens klinter, gik jeg over til ejendomsmægleren i Alléen og bad ham om at sælge huset....vi ville hjem til Køge!

Der skulle gå endnu halvandet år før huset blev solgt, for mange af husene i bebyggelsen var - modsat af den flinke ejendomsmæglers profeti om, at husene nærmest ville blive revet væk - endnu ikke blevet solgt. Vi vidste nu, at vi var på vej hjem og kunne bedre slappe af og nyde tilværelsen i den lille badeby.

Vi forlod Karrebæksminde med det sidste flyttelæs ad samme vej, som vi var kommet til byen nøjagtigt to år tidligere......og den vej var tung at begive sig ud på.

Karrebæksminde havde for en stund mistet sin uskyld....

Om at fejre påsken

Om at fejre påsken

I min barndoms Næstved var påsken en af de store begivenheder. Min fars familie forsømte aldrig nogen lejlighed til at feste. Jule- og påskefrokosterne var obligatoriske; hertil kom, hvad året måtte byde på af fødselsdage, konfirmationer, bryllupper og hvad ved jeg. Og som om det ikke var nok, blev der afholdt en årlig familiefest, som gik på skift mellem de fleste min fars mange søskende. Der var et godt sammenhold i familien, og familiestridigheder erindrer jeg intet om, men diskussioner var der - som regel om politik, og skønt alle havde stor veneration for samfundets svageste, var der langtfra enighed om mål og midler. Os børn - mine kusiner, fætre og jeg - lyttede henført, når der blev diskuteret politik.

Min yndlingsfætter Kjeld - og jeg havde virkelig mange fætre og kusiner - var 12 år ældre jeg. Ham så jeg op til, for han havde opnået, alt hvad en 10-årig dreng kunne drømme om i  livet, udlært maskinarbejder,  havde som math været med fregatten ‘Esbern Snare’ i Leningrad, var ejer af en blå Vespa-scooter, og så var han kæreste med den kvieøjede Grethe, som jeg i smug var lidt forelsket i. Hun var en blid, bly ungmø, som havde betaget hele familie, og især farbror Ole i sådan en grad, at han - enkemand gennem en årrække - havde svært ved at holde fingrene fra hende. Men hun forstod at afvise hans tilnærmelser på sin egen blide måde. Hendes kvindelige ynde forstyrredes dog en smule af, at hun ofte fik rundt med en cerut i munden.

En påske står særligt tydelig i min erindring. Den blev afholdt hos Faster Ruth og Onkel Åge i Roskilde; det var Kjelds forældre. Kjeld, som i sin natur rummede lidt af en anarkist, havde åbenbart gennem nogen tid reflekteret over det urimelige i, at man skulle betale entre for at komme ind i byens domkirke, og han mente ikke, det var lovligt at opkræve medlemmer af folkekirken penge for af aflægge den lokale kirke et besøg. Det skulle udfordres. “Vil du med en tur i Domkirken, uden at vi betaler for det?”, spurgte han mig straks ved ankomsten fra Næstved. Joe, det ville jeg da gerne, da jeg hørte ham udrulle sin tese.

Vi drog afsted med retning mod byens vartegn.

Ved indgangen ignorerede vi total billetsalg og kontrollør og vi passerede uanfægtet forbi. Kjeld berettede højlydt om kirken. Han kunne godt virke støjende. Den forsigtige kontrollør spurgte om at han måtte se billetter. Kjeld satte et forbavset ansigt op. “Billetter? Ja, men vi skal da så sandelig ikke betale for at komme ind i kirken”, meddelte Kjeld “for vi er medlemmer af Folkekirken!” Og med mig i hælene fortsatte han på vej ind i kirken. Kontrolløren råbte efter os og bad os stoppe. Jeg havde det ikke så godt! Kjeld var nu helt oppe i det røde felt, og en diskussion udviklede sig mere og mere højlydt og tiltrak sig andre besøgendes opmærksomhed. Kjeld bad nu om at måtte tale med en overordnet. En kirketjener blev tilkaldt, og det lykkedes Kjeld at overbevise den lille forsagte mand om vores ret til komme ind i kirken uden betaling, men altså kun, hvis vores formål var at holde andagt. Og det var netop, hvad vi havde tænkt at gøre, proklamerede min fætter. Kirketjeneren bad os følge med, og han anviste os to pladser på en stolerække midt i koret, og selv tog selv ophold ved siden af os for overvåge os. Jeg følte mig på dette tidspunkt temmelig elendig til mode, hvorimod fætter Kjeld støjende og højlydt gestikulerende berettede om de forskellige seværdigheder i kirken. Jeg ved ikke, hvor lang tid der forløb, måske et kvarter eller mere, inden jeg fik stoppet Kjelds talestrøm og gjort ham forståeligt, at nu ønskede jeg at komme ud!

Tilbage til påskefrokostselskabet, som nu var gået igang med at spille kort, kunne Kjeld berette om sin store triumf.

Kortspil var en naturlig del af familiesammenkomsterne. Der blev spillet enten whist eller mausel, småpengene kom på bordet og fem, ti og femogtyveørerne skiftede hyppigt ejere under stor morskab. Vi fætre overværede hyppigt kortspillet og kommenterede ivrigt efter hvert spil. En gang imellem fik en af de ældre af os lov til at afløse....som regel fætter Kjeld, og han kunne være ganske barsk i kritikken af sin makker.

Årene gik.....det tyndede ud i forældregenerationen, og vi fætre og kusiner mistede langsomt - men med en naturlovs forudsigelighed - kontakten med hinanden. Kjelds far, min onkel Åge, tog i påsken for et par decennier siden - som en af generationens sidste - endelig afsked med det jordiske liv. Kjeld, hvis flamboyante natur årene synes at have dæmpet, holdt en gribende tale ved båren, og i den lejlighed, der havde været rammen om så mange festlige stunder, havde han - som jeg ikke i mange år havde haft kontakt til - besluttet, at vi skulle samles efter bisættelsen, og han havde sørget for smørrebrød, øl og brændevin - helt som i gamle dage. Det blev et uforglemmeligt gensyn for os fætre og kusiner. Også den kvieøjede Grethe, som Kjeld var blevet gift med og skilt fra, var der. Nu var hun en ældre dame, men i hendes øjne kunne jeg stadig genkende den bly ungmø, jeg som 10-12 årig var hemmeligt forelsket i.

Det blev den sidste påskefrokost i den gren af familien........