Caltextanken

Jeg har haft omkring et dusin chefer i mit arbejdsliv. Nogle er næsten gledet ud i glemselen. Andre burde have været det, men er det ikke! Tilbage står en lille håndfuld personer, som har efterladt positive indtryk og vel også påvirket mig. Det har været tryghedsskabende personer, som sjældent eller aldrig mødte omgivelserne med uventede ubehageligheder, og man følte sig godt tilpas i deres nærvær. Ikke at de ikke har stillet krav - for det har de! Og fejlfri var ingen af dem vel heller ikke, men hvem er det? At kalde dem for gode chefer er for enkelt, og jeg skal ikke forsøge at definere den gode chef. Det er der skrevet tykke bøger om - og nogle af disse er måske ligefrem kloge....

Forpagteren af Caltextanken i Ringstedgade i Næstved havde næppe læst i nogle af disse bøger, men Olsen - som han hed - tilhørte den sidste kategori. Jeg stod første gang overfor ham en varm julidag i 1962. Der søgtes en arbejdsdreng til tanken, og jeg var cyklet  derud, for med en netop afsluttet realeksamen var der 3 måneder til jeg skulle i lære, og et job ville lune gevaldigt på økonomien. Olsen var en lille let rundrygget mand midt i halvtresserne og iført grøn kittel, mørkeblå alpehue og velpudsede brune træsko med bagkappe. Jeg så ham aldrig i anden mundering i de 10 år, jeg kom på tanken - først som arbejdsdreng, siden i deltidsjob i weekends og ferier og til sidst kun som kunde.

Olsen forsøgte på ingen måde at glorificere jobbet og lagde ikke skjul på, at der skulle arbejdes! Han spurgte flere gange, om jeg nu var sikker på, om jobbet var noget for mig. Han virkede barsk (og kunne også være det - også over kunder), men et eller andet sted var der glimtvis antydningen af et smil. Jeg holdt stand, og pludselig sagde han: "Nå, men du kan så begynde på mandag kl. 14. Du får 80 kr. om ugen og du skal arbejde hver anden weekend!"  Vi havde under samtalen hverken berørt løn eller den kendsgerning, at hver anden uge var aftenarbejde, og at der skulle arbejdes hver anden weekend. Ikke desto mindre var jeg overlykkelig over at have fået jobbet, og jeg skyndte mig hjem for at viderebringe den gode nyhed.

Arbejdet bestod i at betjene kunder (Husk ALTID at spørge til olie og vand, samt at vaske forruden! havde Olsen formanet mig, inden jeg startede på jobbet). Herudover skulle der vaskes biler (det var før bilvaskemaskinernes tid) og lappes dæk. Jeg blev hurtigt meget glad for jobbet. Olsen behandlede os pænt, talte venligt (men sandelig også bestemt) til os alle. Han brød sig bestemt ikke om at se nogen (der var vel 6 - 8 ansatte) ubeskæftigede og så gerne, at man selv fandt et eller andet nyttigt at foretage sig i ledige stunder. Det kunne være at vaske fliserne i smørehallen, luge i Petuniabedet foran tanken eller rive det uasfalteredes areal bagved vaskehallen. Havde man forstået det, så havde man det som blommen i et æg. Olsens ånd svævede overalt, ingen var i tvivl om hvem, der bestemte. Han havde karisma, der ikke gjorde det nødvendigt for ham, at hæve stemmen eller at  være ubehagelig. Kun en gang har jeg oplevet ham tæt på at overskride sine egne grænser for god opførsel og ledelse. En smøremand havde fyldt 10 -15 liter smøreolie på en af fragtmand Rasmussens store røde Scania Vabis lastbiler - desværre uden først at have skruet bundproppen i bundkarret - så al smøreolien løb ud i smøregraven. Da Olsen hørte om det, kunne jeg se han kæmpede en kamp mod indre dæmoner, som han dog tilsidst vandt. Han sendte den uheldige smøremand hjem med besked om at få sovet ud, så han kunne møde frisk på arbejde dagen efter!

 Men Olsen havde en mørk side! Han forsvandt med måneders mellemrum fra jordens overflade i op til flere dage. Vi vidste allesammen, at når han drog afsted med forvalteren fra den nærliggende avlsgård eller frugtgrossereren med besked om, at de lige smuttede ud for prøve forvalterens/frugtgrossererens bil - og kursen var lagt ud ad Køgevej mod Holme Kro - så kunne der gå et par dage, før vi så ham. Så dukkede han op en morgen, som om intet var hændt. Når dette er nævnt, så hører det også med til historien, at jeg aldrig har oplevet  ham beruset, endsige i nærheden af spiritus, når ses bort fra de gange, han har sendt mig ned til kvarterers lille kælderkøbmand søndag middag, inden han gik hjem , efter en halv flaske Rød Aalborg, som formentlig skulle peppe en søndagsfrokost - som mange års ægteskab måske havde givet et lovligt rutinemæssig skær - op.

Ud over at være en kompetent chef, så var Olsen også en dygtig forretningsmand, som nød mange af provinsbyens spidsers tillid. Det var ikke ualmindeligt, at når en af disse højrøvede forretningsindehavere kom og skulle have benzin fyldt på deres store bil, at en arbejdsdreng, der kom herligheden imøde, blev ignoreret, og at den højrøvede gik ind i butikken og afgav sin bestilling til Olsen, der så efterfølgende med venlig stemme kunne råbe ud gennem døren: "Bent, vil du tanke grossererens bil helt op!" (de store kunder blev altid tiltalt og omtalt med titel). Om mens jeg tankede bilen, vaskede forrude og kontrollerede dæktryk, foretog Olsen selv kontrol af motorens oliestand. Det må grossereren have følt meget betryggende!

Også på andre områder var Olsen ikke uden evner for at udnytte de muligheder branchen gav for at optimere indtjeningen. Det skete med jævne mellemrum, at han kørte til København med trailer bag en af de store amerikanske biler, han havde i årenes løb, og kom tilbage med en orangefarvet 200 l. tromle (uden tekst) med centifugeret spildolie, som successivt blev pumpet op i gravitationstankene med den originale olie.

Og en tromle med 200 l. farvet benzin, som blev leveret omegnens bønder, indeholdt altså kun 195 l.

Selvom Olsen kunne virke barsk - det var ikke en person, man kom tæt ind på livet af - så havde han mod og empati nok til at henvende sig til en 21-årig - hvis far var død ugen forinden - og give ham nogle opmuntrende ord med på vejen og før jul en pæn kontant julegave, som faldt på et endog meget tørt sted, da samme 21- årige stod foran et flerårigt skoleforløb..

Jeg fortsatte efter de tre måneder med at arbejde i weekends og ferier på tanken i hele uddannelsesforløbet, og havde mit sidste job efter afsluttet uddannelse. Selvom jeg på det tidspunkt var fyldt 25 kunne ikke få mig selv til at sige 'du' til ham....