Indlæg i POLITIKEN "Ramt af Livet"

I 2010 fik min hustru konstateret bughindekræft. Et par år forinden havde hun med års mellemrum haft et par små blodpropper i hjernen, som hun tilsyneladende var sluppet igennem uden de helt store mén.

Hun gennemgik en stor kræftoperation, som fulgtes op af en serie behandlinger med kemoterapi det næste halve år. Det var en meget hård behandling, som hun meget tappert kom igennem. Et efterfølgende 5-årigt kontrolforløb viste ikke tegn på kræft, men senvirkningen fra blodpropperne begyndte nu at gøre sig gældende. Hun blev mindre og mindre i stand til at fungere selvstændigt og var stærkt afhængig af min tilstedeværelse.

I sommeren 2017 vendte kræften tilbage med de samme symptomer, som for syv år siden. Et behandlingsforløb med diverse prøver og skanninger blev iværksat, og da vi på sygehuset skulle have den endelige diagnose på basis af biopsiprøver lød beskeden, at hendes kræft var uhelbredelig. 14 dage senere sov hun ind. Hun blev 72. Vi havde kendt hinanden i 52 år og været gift i 44 år. Det var hårdt«. 
Hvad gjorde du konkret for at få det bedre?

Først og fremmest har vores søn og hans kæreste været en uvurderlig støtte, og der går ikke mange dage uden, at vi enten ses eller snakker sammen. Han har været god til at skubbe til mig og inspireret mig med at komme i gang med nogle aktiviteter. Gode venner har også været af stor betydning. Til nogle kan jeg snakke om mit tab - andre føler jeg helst vil undgå det, for jeg begynder nemt at græde.

På opfordring af min søn er jeg også blevet frivillig på museumsskibet Peder Skram. Jeg er også begyndt at komme i den lokale kirke, hvor jeg er blevet medlem af en mandeklub, der et par gange om året tager på udflugt - en slags drengerøvsbegivenhed. Alt sammen med nye mennesker, og det har været berigende. Samtidig har jeg haft velgørende samtaler med den sympatiske præst, som bisatte min hustru. Hun har selv opsøgt mig, og vi har snakket om liv og død, livet hinsides, tro og tvivl. Jeg har stadig selv et uafklaret forhold til Vorherre. Men ingen tvivl om, at kirken for mig har spillet en positiv rolle.  
Hvordan påvirker det din hverdag?

 »Jeg prøver at få en ny hverdag op at stå blandt andet ved hjælp af ovenstående aktiviteter, men jeg har stadig ofte mine stunder, hvor jeg sidder stille og græder.

Jeg har løbende læst en del litteratur om emnet sorg, og nu er jeg ved at acceptere, at sorgen altid i eller anden for vil være tilstede i mit liv, og at jeg vil tillade mig at give den plads en gang imellem.

Men jeg kan også være glad og munter. Man skal bare forstå, at sorg ikke er noget man kommer over. Man kommer igennem sorgen og ud på den anden side som et andet menneske.

Jeg har accepteret, at jeg resten af mine dage kommer til at vågne op alene om morgenen, uden en ved sin side, jeg kan give et kram. Sorg er kærlighedens pris«.