Jeg spillede min
sidste fodboldkamp en lun sommeraften den 25. august 1969 i San Francisco. Det
kunne lyde som afslutningen på en stor, glorværdig og international karriere
som fodboldspiller. Sådan forholder det sig ikke – situationen var en ganske anden!
Det gode skib M/S SINALOA af København – hvorpå jeg var forhyret som maskinassistent – havde lagt til kaj i San Francisco samme varme sommerdag kl. 17. Inden jeg tørnede til på vagten kl. 16, havde jeg fra dækket betragtet, at vi sejlede under ”The Golden Gate Bridge”, mens pelikanerne fløj lavt over skibet. Og efter aftensmaden blev vi – os, der havde lyst – afhentet af en rar svensk sømandspræst i en minibus, for han havde arrangeret en fodboldkamp mod besætningen på et norsk skib.
Kampen udartede sig ret hurtigt med skænderier og trusler om øretæver, for der var ingen dommer, hvilket medførte stor uenighed om alskens hændelser. Søfolk kan være ret stolte og ubøjelige! Noget skulle gøres! En dommer måtte udpeges. Jeg blev valgt - ikke på mine kvalifikationer – men jeg var den, der bedst kunne undværes i kampen. Og nu var jeg ikke kun udsat for holdkammeraternes kritik, men var skydeskive for begge holds kritik. Så undgår jeg vist ikke længere at komme ind på mine kvalifikationer som fodboldspiller.
Uden på nogen måde at gå akkord med sandheden må jeg vedgå, at jeg aldrig har været god til at spille fodbold. Jeg brød mig ikke om at blive ramt af bolden eller at blive taklet, og jeg har altid undgået det, når jeg spillede fodbold. Derfor gjorde jeg det til en vane under kamp altid at opholde mig i passende afstand fra bolden. Og skulle den – som regel ved en fejltagelse - havne hos mig, havde jeg altid sørget for at skille mig af med den hurtigst mulig, desværre næsten altid til en modstander. Men ikke desto mindre havde jeg altid godt kunne lide at sparke til en bold og var egentlig også som dreng ganske god til det, når jeg altså ikke lige blev forstyrret af, at andre forsøgte at tage bolden fra mig.
På trods af at begge hold på ingen måde skjulte deres utilfredshed med min indsats som dommer, så endte denne smukke sommeraften i San Francisco fredfyldt. Den rare præst kørte os efter kampen tilbage til sømandskirken, hvor friskbagte vafler og kaffe ventede. Det var – i modsætning til fodboldkampen – helt hyggeligt, og inden den venlige præst sidst på aftenen i minibussen kørte os tilbage til skibet, havde vi såmænd også fået et Guds ord med på vejen og havde sunget med på en aftensalme.
Min interesse for at sparke til en bold gav sig selv, for som barn i Næstved boede jeg lige overfor en fodboldbane, eller hvad man nu skulle kalde den kuperede, knoldede mark med de fire mål, der lå på den anden side af Erantisvej. ”Banen” var anlagt af det socialfilantropiske boligselskab, der havde bygget blokkene (hvor vi tidligere havde boet) på Kærmindevej, Lyngstien og Ejlersvej. Vi boede i ”Dollargrinet”, som var bygget af en murermester; han havde fået tilbudt, at beboerne her kunne få lov til at benytte ”anlægget” mod, at han bidrog med 500 kr. Det nægtede han, men det gjorde ingen forskel, for vi brugte anlægget lige så flittig som beboerne i det socialfilantropiske boligselskab, og jeg mindes ingen kontroverser i den anledning. Her udspilledes store kampe – som regel med tomandshold - foran et af målene med fælles målmand. Vi skiftedes til at være Pelé, Ferenc Puskas, Stanley Matthews, Knud Lundberg, Jørgen Hansen og Bent Diderichsen – eller andre af tidens store fodboldhelte. Vi var så heldige, at sidstnævnte to landsholdsspillere boede i samme boligkompleks som os. Om vinteren var fodtøjet gummistøvler, som om sommeren blev konverteret til gummisko fra Codan i Køge. De fandtes i to udgaver, en brun, hvor snavs ikke sås og en hvid, som der oftest skulle ”kridtes” med en brugt tandbørste. Min mor nr. 2 – skønt stærk ordblind, så manglede hun aldrig ord, og hendes sproglige fantasi var stor – kaldte dem for ”socialsko”. En ikke dårligt valgt betegnelse, for de var billige, og det var økonomisk hensigtsmæssig i en arbejderfamilie med børn i voksealderen.
Det medførte selvfølgelig, at jeg – ligesom mine bedste venner fra vejen – begyndte ”at gå til fodbold i N.I.F. – Næstved Idrætsforening. Det gjorde vist næsten alle drenge i samme alder dengang, og det må have medført et enormt pres på klubben. De bedste kom på hold, der spillede turneringskampe mod hold fra andre klubber; det hed ”Lilleput 1” og ”Lilleput 2”. Og alle os andre – majoriteten – blev fordelt på hold i en intern klubturnering, hvor der blev spillet ”turneringskamp” hver lørdag. Holdene her var opkaldt efter de store hold i Europa: Arsenal, Everton, Juventus, Malmø FF, Dynamo, Røde Stjerne. Også her var der – det kunne naturligvis ikke være anderledes – et hierarki. De bedste kom på de mest populære hold, det var de engelske og italienske. Os andre havnede på et hold fra Østeuropa, jeg på Røde Stjerne fra Sovjetunionen.
At ”gå til fodbold” kræver et vist udstyr, bl. a. fodboldstøvler og klubtøj. Fodboldstøvlerne købte min mor brugte hos marskandiser Foxø i Ringstedgade. De kostede 5 kr og var vel mindst et par numre for store og læderet var godt sprukkent. Trøjen syede min mor, og de hvide gymnastikbukser havde jeg i forvejen. Så var jeg ekviperet.
Hvor længe jeg ”gik til fodbold” i N.I.F: husker jeg ikke, måske et par år, allerhøjst tre, så mistede jeg interessen med en realistisk erkendelse af, at det var ikke her mine spidskompetencer lå.
Se, som jeg bedst troede at have spillet min sidste fodboldkamp hin sommeraften i San Francisco 1969, var jeg tæt på et come-back året efter. I denne politiske varme sommer aftjente jeg min værnepligt som menig maskinmester på det gode skib Bevogtningsfartøjet ”P 535 NYMFEN”, der som en evig trussel mod Warszawapagten var udstationeret i Rønne havn. Det var egentlig ganske fredeligt med en del patruljer for at iagttage fjendens flådebevægelser i ”Fredens Hav”, Østersøen, og tilværelsen sneglede sig roligt af sted mod hjemsendelsestidspunktet medio oktober. På et tidspunkt gik det vist op for ”NYMFENS” chef, at han var forpligtet til at holde besætningen i passende fysisk form. For det var ikke netop FUT (Fysisk Uddannelse og Træning) , vi havde spildt tiden med ombord. Så noget måtte gøres! Det blev arrangeret, at vi skulle ud og spille fodbold på en bane i Rønne, og besætningen – uden ledsagelse af hverken befalingsmand eller officer– blev afhentet i minibus, ført af en værnepligtig basse fra Bornholms Værn. Nu havde vi netop ombord fået en ny værnepligtig, en fisker fra Rønne. Han hed Søren og var ikke specielt tiltrukket af livet i Søværnet, men var ellers en vældig flink og festlig fyr. På vej i minibussen mod vores lektion i FUT fik Søren en bedre idé. Han gelejdede minibussen ind i den indre bys små gader og bad bassen stoppe ud for noget, der mindede om et sammenbygget byhus. Over indgangsdøren hang et skævt håndmalet skilt, ”Centralcaféen” stod der. ”Jeg gi´r en øl, det er bedre end at spille fodbold”, bekendtgjorde han.
Søren, der med største selvfølgelighed havde indtaget pladsen ved siden af bassen, der første minibussen, steg ud og tog i døren, der mindede om en almindelig entrédør. Den var låst, og efter at have banket på vinduet viste der sig i døren en ældre kvinde med uredt hår og en smøg mellem læberne. ”Du er tidlig på den i dag, Søren!” var hendes velkomst. De kendte vist hinanden. Søren forklarede med få ord situationen, og vi blev lukket ind i det, der vist var en slyngelstue, men næppe større end en dagligstue. Midt i lokalet stod et slidt billardbord, der omkransedes af nogle linoleumsbelagte borde, som fint matchede det ferniserede gulv. Flasker med ølsjatter og fyldte askebægre bekræftede, at vi var tidligt på færde, og at oprydning efter aftenens gæster udestod. Nogle øl blev stillet frem, og efterhånden som flaskerne tømtes, bragte den ældre kvinde, hvis hår stadig ikke havde været i nærheden af en kam, nye forsyninger til veje – stadig med en smøg hængende mellem læberne. Det var egentlig ganske hyggeligt, men tiden blev begrænset af, at bassen fra Bornholmsværn pludselig hold udenfor og trykkede på hornet. Lektionen i ”Fysisk Uddannelse og Træning” var slut. Søren havde ellers gavmildt tilbudt bassen at komme med ind og få en øl, hvilket han dog havde afslået, efter at have måttet afgive et løfte om ikke at nævne til nogen om den alternative lektion i FUT. Inden vi tog afsked med værtshusholderen havde Søren erklæret, at han desværre havde glem sin pung, men snarest ville komme og betale for øllene. ”Det bliver ikke ved med at gå, Søren. Du skylder allerede for en måned!”
Således forfrisket mere på sjæl end på krop blev vi transporteret tilbage til ”NYMFEN”, stadig iført vores brune militære gymnastiktøj, flere numre for store.
Og således gik jeg glip af det, der kunne være blevet min sidste fodboldkamp….
Det gode skib M/S SINALOA af København – hvorpå jeg var forhyret som maskinassistent – havde lagt til kaj i San Francisco samme varme sommerdag kl. 17. Inden jeg tørnede til på vagten kl. 16, havde jeg fra dækket betragtet, at vi sejlede under ”The Golden Gate Bridge”, mens pelikanerne fløj lavt over skibet. Og efter aftensmaden blev vi – os, der havde lyst – afhentet af en rar svensk sømandspræst i en minibus, for han havde arrangeret en fodboldkamp mod besætningen på et norsk skib.
Kampen udartede sig ret hurtigt med skænderier og trusler om øretæver, for der var ingen dommer, hvilket medførte stor uenighed om alskens hændelser. Søfolk kan være ret stolte og ubøjelige! Noget skulle gøres! En dommer måtte udpeges. Jeg blev valgt - ikke på mine kvalifikationer – men jeg var den, der bedst kunne undværes i kampen. Og nu var jeg ikke kun udsat for holdkammeraternes kritik, men var skydeskive for begge holds kritik. Så undgår jeg vist ikke længere at komme ind på mine kvalifikationer som fodboldspiller.
Uden på nogen måde at gå akkord med sandheden må jeg vedgå, at jeg aldrig har været god til at spille fodbold. Jeg brød mig ikke om at blive ramt af bolden eller at blive taklet, og jeg har altid undgået det, når jeg spillede fodbold. Derfor gjorde jeg det til en vane under kamp altid at opholde mig i passende afstand fra bolden. Og skulle den – som regel ved en fejltagelse - havne hos mig, havde jeg altid sørget for at skille mig af med den hurtigst mulig, desværre næsten altid til en modstander. Men ikke desto mindre havde jeg altid godt kunne lide at sparke til en bold og var egentlig også som dreng ganske god til det, når jeg altså ikke lige blev forstyrret af, at andre forsøgte at tage bolden fra mig.
På trods af at begge hold på ingen måde skjulte deres utilfredshed med min indsats som dommer, så endte denne smukke sommeraften i San Francisco fredfyldt. Den rare præst kørte os efter kampen tilbage til sømandskirken, hvor friskbagte vafler og kaffe ventede. Det var – i modsætning til fodboldkampen – helt hyggeligt, og inden den venlige præst sidst på aftenen i minibussen kørte os tilbage til skibet, havde vi såmænd også fået et Guds ord med på vejen og havde sunget med på en aftensalme.
Min interesse for at sparke til en bold gav sig selv, for som barn i Næstved boede jeg lige overfor en fodboldbane, eller hvad man nu skulle kalde den kuperede, knoldede mark med de fire mål, der lå på den anden side af Erantisvej. ”Banen” var anlagt af det socialfilantropiske boligselskab, der havde bygget blokkene (hvor vi tidligere havde boet) på Kærmindevej, Lyngstien og Ejlersvej. Vi boede i ”Dollargrinet”, som var bygget af en murermester; han havde fået tilbudt, at beboerne her kunne få lov til at benytte ”anlægget” mod, at han bidrog med 500 kr. Det nægtede han, men det gjorde ingen forskel, for vi brugte anlægget lige så flittig som beboerne i det socialfilantropiske boligselskab, og jeg mindes ingen kontroverser i den anledning. Her udspilledes store kampe – som regel med tomandshold - foran et af målene med fælles målmand. Vi skiftedes til at være Pelé, Ferenc Puskas, Stanley Matthews, Knud Lundberg, Jørgen Hansen og Bent Diderichsen – eller andre af tidens store fodboldhelte. Vi var så heldige, at sidstnævnte to landsholdsspillere boede i samme boligkompleks som os. Om vinteren var fodtøjet gummistøvler, som om sommeren blev konverteret til gummisko fra Codan i Køge. De fandtes i to udgaver, en brun, hvor snavs ikke sås og en hvid, som der oftest skulle ”kridtes” med en brugt tandbørste. Min mor nr. 2 – skønt stærk ordblind, så manglede hun aldrig ord, og hendes sproglige fantasi var stor – kaldte dem for ”socialsko”. En ikke dårligt valgt betegnelse, for de var billige, og det var økonomisk hensigtsmæssig i en arbejderfamilie med børn i voksealderen.
Det medførte selvfølgelig, at jeg – ligesom mine bedste venner fra vejen – begyndte ”at gå til fodbold i N.I.F. – Næstved Idrætsforening. Det gjorde vist næsten alle drenge i samme alder dengang, og det må have medført et enormt pres på klubben. De bedste kom på hold, der spillede turneringskampe mod hold fra andre klubber; det hed ”Lilleput 1” og ”Lilleput 2”. Og alle os andre – majoriteten – blev fordelt på hold i en intern klubturnering, hvor der blev spillet ”turneringskamp” hver lørdag. Holdene her var opkaldt efter de store hold i Europa: Arsenal, Everton, Juventus, Malmø FF, Dynamo, Røde Stjerne. Også her var der – det kunne naturligvis ikke være anderledes – et hierarki. De bedste kom på de mest populære hold, det var de engelske og italienske. Os andre havnede på et hold fra Østeuropa, jeg på Røde Stjerne fra Sovjetunionen.
At ”gå til fodbold” kræver et vist udstyr, bl. a. fodboldstøvler og klubtøj. Fodboldstøvlerne købte min mor brugte hos marskandiser Foxø i Ringstedgade. De kostede 5 kr og var vel mindst et par numre for store og læderet var godt sprukkent. Trøjen syede min mor, og de hvide gymnastikbukser havde jeg i forvejen. Så var jeg ekviperet.
Hvor længe jeg ”gik til fodbold” i N.I.F: husker jeg ikke, måske et par år, allerhøjst tre, så mistede jeg interessen med en realistisk erkendelse af, at det var ikke her mine spidskompetencer lå.
Se, som jeg bedst troede at have spillet min sidste fodboldkamp hin sommeraften i San Francisco 1969, var jeg tæt på et come-back året efter. I denne politiske varme sommer aftjente jeg min værnepligt som menig maskinmester på det gode skib Bevogtningsfartøjet ”P 535 NYMFEN”, der som en evig trussel mod Warszawapagten var udstationeret i Rønne havn. Det var egentlig ganske fredeligt med en del patruljer for at iagttage fjendens flådebevægelser i ”Fredens Hav”, Østersøen, og tilværelsen sneglede sig roligt af sted mod hjemsendelsestidspunktet medio oktober. På et tidspunkt gik det vist op for ”NYMFENS” chef, at han var forpligtet til at holde besætningen i passende fysisk form. For det var ikke netop FUT (Fysisk Uddannelse og Træning) , vi havde spildt tiden med ombord. Så noget måtte gøres! Det blev arrangeret, at vi skulle ud og spille fodbold på en bane i Rønne, og besætningen – uden ledsagelse af hverken befalingsmand eller officer– blev afhentet i minibus, ført af en værnepligtig basse fra Bornholms Værn. Nu havde vi netop ombord fået en ny værnepligtig, en fisker fra Rønne. Han hed Søren og var ikke specielt tiltrukket af livet i Søværnet, men var ellers en vældig flink og festlig fyr. På vej i minibussen mod vores lektion i FUT fik Søren en bedre idé. Han gelejdede minibussen ind i den indre bys små gader og bad bassen stoppe ud for noget, der mindede om et sammenbygget byhus. Over indgangsdøren hang et skævt håndmalet skilt, ”Centralcaféen” stod der. ”Jeg gi´r en øl, det er bedre end at spille fodbold”, bekendtgjorde han.
Søren, der med største selvfølgelighed havde indtaget pladsen ved siden af bassen, der første minibussen, steg ud og tog i døren, der mindede om en almindelig entrédør. Den var låst, og efter at have banket på vinduet viste der sig i døren en ældre kvinde med uredt hår og en smøg mellem læberne. ”Du er tidlig på den i dag, Søren!” var hendes velkomst. De kendte vist hinanden. Søren forklarede med få ord situationen, og vi blev lukket ind i det, der vist var en slyngelstue, men næppe større end en dagligstue. Midt i lokalet stod et slidt billardbord, der omkransedes af nogle linoleumsbelagte borde, som fint matchede det ferniserede gulv. Flasker med ølsjatter og fyldte askebægre bekræftede, at vi var tidligt på færde, og at oprydning efter aftenens gæster udestod. Nogle øl blev stillet frem, og efterhånden som flaskerne tømtes, bragte den ældre kvinde, hvis hår stadig ikke havde været i nærheden af en kam, nye forsyninger til veje – stadig med en smøg hængende mellem læberne. Det var egentlig ganske hyggeligt, men tiden blev begrænset af, at bassen fra Bornholmsværn pludselig hold udenfor og trykkede på hornet. Lektionen i ”Fysisk Uddannelse og Træning” var slut. Søren havde ellers gavmildt tilbudt bassen at komme med ind og få en øl, hvilket han dog havde afslået, efter at have måttet afgive et løfte om ikke at nævne til nogen om den alternative lektion i FUT. Inden vi tog afsked med værtshusholderen havde Søren erklæret, at han desværre havde glem sin pung, men snarest ville komme og betale for øllene. ”Det bliver ikke ved med at gå, Søren. Du skylder allerede for en måned!”
Således forfrisket mere på sjæl end på krop blev vi transporteret tilbage til ”NYMFEN”, stadig iført vores brune militære gymnastiktøj, flere numre for store.
Og således gik jeg glip af det, der kunne være blevet min sidste fodboldkamp….
