Den Røde (Savværkshistorier 3)

I en menneskealder – eller mere – var jeg ansat på en industrivirksomhed i en mindre sjællandsk provinsby. Den var byens største private arbejdsplads, branchens største i landet og i en periode Europas største. En virksomhed med visioner var det og med visionære ledere. Og så var det den bedste arbejdsplads, jeg nogensinde har haft!  

Med en enkelt undtagelse havde jeg aldrig haft kontakt med nogle af de direktører, der var i min tid. Jeg opererede niveau’er under. En enkelt af direktørerne lærte jeg at kende bedre end de øvrige. Han kom til fabrikken som ung mand – lidt over de tredive - som direktionssekretær for den gamle direktør. Den unge mand, handelsuddannet fra en højere læreanstalt, kom fra et job på en rugbrødsfabrik og fik blandt godtfolk hurtigt øgenavnet ”Krumme”. Det blev snart afløst af et andet øgenavn ”Den Røde”, for rødhåret var han, og han bekræftede fint fordommen om, at rødhårede personer ikke er uden temperament.
Den gamle direktør var slet ikke særlig gammel. Han var efter sigende en karismatisk person, som hver morgen lod sig bringe fra domicilet på naboøen til industrivirksomheden i den lille sjællandske by i stor Volvo med privatchauffør.  Der var stor respekt om ham. Historien om, hvordan en afdelingsleder havde opsøgt ham i et ærinde om højere løn gik fabrikken rundt. Rygtet sagde, at afdelingslederen efter fremførelse af sit ærinde, forlod direktionskontoret gående baglæns ud af døren, helt og aldeles overbevist om, at han oppebar en alt for høj løn! Vittige sjæle mente tilmed, at have set samme afdelingsleder gå baglæns ned ad trappen fra direktionsgangen. Jeg mødte enkelt gang den gamle direktør i en mennesketom produktionsafdeling, og den bevægelse, han tavst gjorde med hovedet var vel en hilsen. Han manglede ellers ikke ord. En vittighed gik på, at blev han spurgt om, hvad klokken var, så kunne han tale et helt kvarter, uden at spørgeren efterfølgende var blevet klogere på tidspunktet. Et politikerpotentiale må have været til stede, og i sine sidste år som direktør på virksomheden i den lille sjællandske by var han da også ofte deltager i regeringsarrangerede handelsdelegationer til fjerne lande – og derfor sjældent tilstede på virksomheden. Og nu skulle han videre med karrieren, og efter en kort periode som direktør i en anden virksomhed blev han da også industriminister i en borgerlig regering. Karrieren kronedes med udnævnelse til kammerherre og en post som bestyrelsesmedlem i landets største rederi – en post, som han nok forventede udskiftet med posten som bestyrelsesformand. Men en fodfejl spændte vist ben for det.
Der var, som det forstås, nogen at leve op til for Den Røde, - midt i trediverne og med et ungdommeligt studentikost udseende – da han blev udnævnt til direktør.
Der var mange, der var spændte på, hvordan han skulle klare det. Vi kom ikke til at vente længe! Det blev hurtigt klart, at der var Den Røde – og så var de andre! Han fik en kanonstart som direktør. Nok som en kombination af dygtighed og tidernes gunst fik virksomheden et par år i træk et trecifret millionoverskud. Det var aldrig sket før.
 På den tid kom jeg ved en eller anden firmamæssig begivenhed – i et privat hjem - til at sidde ved siden af ham i en sofa. Han havde på det tidspunkt som firmabil en stor Citroên. Jeg havde hørt fra pålidelig kilde, at den stod for udskiftning. Dengang kunne medarbejdere med stor fordel købe udrangerede firmabiler, og mit hu stod dengang til store biler – mest af alt Citroên´er! Altså tog jeg mod til mig og spurgte, om jeg kunne købe hans bil. ”Det kan du sg´u godt” sagde han. ”Snak med bogholderen om det!” Jeg begik nu i ungdommeligt overmod den fejl at begynde at prange om bilen og forsøgte at påpege diverse fejl og mangler. Samtalen sluttede brat med Den Rødes ord: ”Jeg er da virkelig skideligeglad med, om du vil købe min bil!” End of story!
Jeg lærte Den Røde at kende lidt bedre i forbindelse med en storkonflikt midt i firserne. En overenskomstsituation med lovligt varslede strejker var endt med, at et mæglingsforslag var blevet ophøjet til lov. Det medførte vilde strejker og blokader af virksomheder over hele landet – nærmest en generalstrejkelignende situation, der var ganske anspændt. Virksomheden i den lille provinsby gik heller ikke fri; medarbejderne var gået hjem, og Palmesøndag løb rygterne om, at virksomheden ville blive blokaderamt. Enkelte nøglepersoner - heriblandt en af mine kolleger - var allerede blevet bedt om at mønstre på fabrikken, inden strejkevagter blokerede fabrikken. Men flere skulle til, bl.a. for at opretholde varmeforsyningen til lagrene med de meget temperatur- og fugtighedsfølsomme produkter. Ellers kunne store skader opstå og tab imødeses. Her kom jeg ind i billedet. Virksomheden blev i løbet af aftenen blokeret af personer - tilsyneladende københavnske berusede ballademagere. Alt det vidste jeg ikke noget om, og jeg var derfor overrasket, da min gode kollega fra fabrikken ringede og meddelte, at jeg ville blive afhentet af Den Røde lidt over midnat i hustruens Ford Fiesta. Vi ville så i et upåagtet øjeblik blive lukke ind gennem en lille port nede ved havnen. Jeg blev som aftalt samlet op af Den Røde, som allerede havde taget et par andre ”nøglemedarbejdere” op undervejs. Nede ved havnen ventede vi i bilen bag et lille hus, og der gik heller ikke lang tid for blokadevagten følte, nu var tiden inde til at lette trykket i blæren for at gøre plads til mere øl. Han gik afsides, der blev blinket med lygterne, og min kollega kom frem fra sit skjul og låste os ind, mens blokadevagten råbte og skreg efter os og næppe havde nået at lyne bukserne op.
Blokaden blev opretholdt i 3 dage. Vi var 6-8 personer inde på fabrikken, og det var da egentlig meget hyggeligt. Den Røde gik rundt og var hyggeonkel for os. Det måtte for alt i verden ikke komme til nogen konfrontationer med blokadevagter, men Den Røde kunne dog ikke dy sig for en udveksle synspunkter med enkelte af disse. Så kom han bagefter grinende og berettede om sine ”samtaler”. Og det blev klart, at ingen af sproget mest vulgære udtryk var ham ukendte. Onsdag før påske blev blokaden ophævdet, tømmermændene begyndte at melde, og så stod påsken jo for døren. Vi fik alle en pæn vingave af firmaet for indsatsen, og jeg var nu blevet på fornavn med Den Røde – eller han var i hvert blevet det med mig. Efterfølgende skete ofte, at jeg fik en lille snak med ham, når jeg mødte ham et eller andet sted på fabrikken, som han kom meget rundt på. Han var (med få undtagelser) altid venlig og behagelig at tale med, ja man glemte næsten, at han var øverste chef.
Der var som nævnt et par undtagelser; manden havde jo temperament, og kunne også udvise en bidende sarkasme og ironi, der sved. Det erfarede jeg en dag, hvor en af dampkedlerne sendte en fæl sort røgsky op i den blå luft. Her må der supplerende anføres, at virksomheden i den lille sjællandske provinsby på dette tidspunkt (meget uretfærdigt!) var i mange – også landsdækkende - mediers søgelys for miljøforurening. Sandheden var, at den lille provinsbys største private arbejdsplads aldrig bevidst forsøgte at omgå nogen miljøbestemmelse. Det kan jeg afsløre med insiderviden. Vi medarbejdere fik simpelthen ”tæsk”, når noget gik galt! Det fik jeg også den dag, dampkedlen sendte en fed sort røgsky op gennem den 40 m høje skorsten, som beklageligvis lå mindre end et langspyt fra direktionskontoret på førstesalen af miserabel laboratoriebygning. Da røgdetektoren gav alarm i kontrolrummet på kraftcentralen, begav jeg mig straks – som vagthavende maskinmester - i stor hast ud til den fjerntliggende dampkedel for at afhjælpe problemet. Jeg var bare ikke den eneste, som havde set røgen. Det havde Den Røde også fra sit vindue i kontoret! Da jeg med fuld fart på cyklen kom forbi hans kontor, var han allerede kommet ned fra kontoret og stod i yderdøren. Ved synet af mig nærmest eksploderede han: ”Hvad fanden laver I egentlig henne på kraftcentralen? Nu har jeg krafted´me stået her i 10 minutter og gloet på, at skorstenen ryger! Ku´ du for helvede ikke få lettet røven Bent?” Jeg husker ikke, hvad jeg svarede, men kunne blot konstatere, at vi (han) stadig var på fornavn (med mig)! Som nævnt kunne han også være ualmindelig skarp og sarkastisk. Han ringede engang og udbad sig en forklaring på nogle tal i den månedlige driftsrapport. Jeg påbegyndte en lang teknisk (bort)forklaring, som ret hurtigt blev afbrudt med ordene: ”Det er jeg udmærket klar over, men kunne du ikke bare begrænse dig til at svare på det, jeg spurgte om!”
Andre blev også offer for mandens sarkasme og bidende ironi. Jeg deltog nogle gange som substitut i de månedlige informationsmøder for afdelingsledere, funktionschefer og tillidsfolk. Til et møde kom en afdelingsleder engang nogle minutter for sent, og Den Røde havde indledt sin redegørelse. Afdelingslederen forsøgte at luske diskret ind gennem døren til det fyldte lokale, vel vidende, at en af de ting, der kunne få den Rødes op i det røde felt var, når folk ikke overholdt mødetidspunkter. Den i andre sammenhænge meget selvbevidste og ofte storskrydende afdelingsleder så måbende til, at Den Røde udfoldede sin bidende ironi for åbent tæppe: ”Næhh, hvor hyggeligt, at du har afset tid til at kigge forbi! Du er altid velkommen. Jeg kan se, der netop er en ledig plads nede i det ene hjørne. Gider du ikke gå derned og stille dig!” Han pegede ned mod lokalets fjerneste krog, og den nu komplet konfuse afdelingsleder parerede ordre og luskede ned i hjørnet til stor morskab for os alle. Han var blevet stillet i skammekrogen og må have skummet af raseri indvendig. I andre situationer kunne ironi og sarkasme ikke stoppe temperamentet. Hørte han en personsøger bippe under et møde (det var før mobiltelefonernes tid) kunne han finde på at brøle: ”Jeg kyler fand’me den næste personsøger ud af vinduet, der begynder at bippe!”. På et informationsmøde afhold på et tidspunkt, hvor der var stor fokus på spildevandsudledning i bugten (det var der nu næsten altid!) erklærede han bramfrit for forsamlingen: ”Jeg vil krafted’me ikke se en eneste medarbejder pisse i bugten!” På det tidspunkt var der ankret et skib fra Greenpeace op i bugten ud for fabrikken. Under stor presseopmærksomhed offentliggjorde Greenpeace resultatet af analyser, de påstod at have foretaget af vandet i bugten. Det var nogle fuldstændigt urealistiske resultater, organisationen var kommet til, og de mere end antydede, at fabrikken i den lille provinsby om natten lukkede forurenet vand ud gennem en hemmelig ledning. Den Røde blev i den anledning interviewet i lokalradioen, og forelagt denne påstand løb temperamentet af med ham, da meget udiplomatisk spurgte journalisten, om han for helvede troede, at han løb rundt i pyjamas nede på fabrikken om natten og lukkede spildevand ud i bugten af en hemmelig ledning!
Et tilløb til en faglig sammenslutning blandt en funktionærgruppe på fabrikken forhindrede han ved at kalde initiativtageren op til sig og bede denne skrive en ”ansøgning” med redegørelse for, hvordan denne havde tænkt sig at agere i sit fremtidige virke på virksomheden i den lille sjællandske provinsby. Så var den sag lukket!
Mest af alt afskyede han virksomhedskonsulenter, som var ved at komme på mode i de år. Han betragtede det som svag ledelse at måtte ty til disse, når ubehagelige beslutninger skulle effektueres. Det skulle han nok selv gøre!
Det var en farverig og – trods alle bataljer - afholdte direktør, der efter 10 år på posten skulle videre med karrieren i en anden virksomhed. Hans afløser var kun på fabrikken en kortere årrække. Nok som en kombination af uduelighed og tidernes ugunst – samt måske brug af et stort antal konsulenter - fik han hurtigt sat overstyr, hvad Den Røde havde bygget op. Den nye direktør blev en dag (pudsigt nok dagen efter et bestyrelsesmøde) grebet af en ubændig trang til at hellige sig golfspillet og familien med kort varsel. Han fik en fin afskedsreception med mange smukke ord og tak for den store indsats, men vi var nu nogle stykker, der kunne se aftryk af fodsåler i hans bagdel, da han drog ud af porten for sidste gang. Den Røde fik efterfølgende en stor karriere og blev en af de højestlønnede topchefer i dansk erhvervsliv.