Da jeg var i lære.....(3)

For mange år siden - mere præcist et halvt sekel - var jeg i lære som maskinarbejder. Det var før man studerede til smed. Man var ret og slet lærling, eller som vi omtaltes i daglig tale: læredreng. Det var godt nok, og det var lang tid, inden De Radikales tvangstanker om at intellektualisere alle uddannelser havde bjergtaget de folkevalgte. Nå, tilbage på sporet. I de sidste af mine lidt over 4 læreår havde jeg en værkfører, som gik under navnet "Den Flade" eller "10 minutter i 2". Navnene refererede til henholdsvis føddernes form og indbyrdes position. Han var en hellig mand og kunne vist ikke lide unge mennesker, og lærlinge havde han kun afsky tilovers for. Vi lærlinge - omkring 20 - tog os nu ikke særligt meget af denne afsky; vi havde et godt sammenhold og morede os meget i frokostpausen med at udveksle nye beretninger om fjolsets nye meritter, som feks. den dag, hvor jeg havde skålet med en lærekammerat i en gul citronvand ind over drejebænken. "Den flade" havde i sit glasbeklædte værkførerbur iagttaget denne ugudelige gerning og vraltede hastigt ud for irettesætte os og forholde os at gentagelstilfælde ikke ville blive tolereret - uden dog nævne sanktionerne herfor. En anden gang var jeg kommet ind i det glasbeklædte bur og bedt om noget mere arbejde og blev mødt med ordene: "Hvad skulle du så hilse og sige?" Hvortil jeg ganske kækt svarede: "Jeg skulle hilse og sige.." Mere nåede jeg ikke at udtale, før han afbrød mig med en bemærkning, at jeg så sandelig ikke skulle komme her og være flabet...Lignende sjove tilfælde morede vi lærlinge os meget over. Særlig komisk var det, når han hver formiddag kl 10 i særegen gangart med et lettere forpint ansigtsudtryk hastig stillede mod kleinsmedeværkstedets - også glasindrammede - værkførerkontor, hvor funktionærerne havde deres toilet. Og se ham et kvarter senere returnere til eget glasindrammede domæne med fredfyldt ansigt.....det fornøjede også os læredrenge.
Som sagt 'Den Flade' var en meget hellig mand, og sit otium brugte han i en religiøs sekt tjeneste til at besøge de skibe, som anløb Næstved havn - for det var i denne sydsjællandske by, jeg levede min ungdom.
Skæbnen ville, at vi mange, mange år senere i få år havde valgt at vende tilbage vores hjemstavn. Og hvem havde en fast ugentlig beretning i en af reklameaviserne under overskriften: Sømandspræsten fortæller. Det havde " Den Flade". Små spøjse beretninger om tilværelsen som maskinmester til søs. (Han sejlede vist kun få måneder!) Det var små pikante fortællinger oftest med et erotisk tema - om vidner vel om en helt anden person, end vi læredrenge i sin tid forestillede os.....

Da jeg var i lære.....(2)

For mange år siden - og taler vi om rigtig mange år - var jeg som formand for lærlingeklubben i Næstved med til at få gennemført at lærlinge på min læreplads over 18 år måtte ryge i arbejdstiden. Med bankede hjerte søgte jeg foretræde hos driftsledelsen for at fremføre mit ærinde. Og dengang var vejen lang for en læredreng op til driftsledelsen på bjerget. Efter nogle overvejelser fik vi den eftertragtede tilladelse, og efterfølgende blev jeg af smedenes tillidsmand rost for det opnåede, idet han var af den overbevisning, at der nu var slået et hul i en breche, og at det kun var et spørgsmål om kort tid før alle lærlinge - også dem under 18 år - måtte ryge i arbejdstiden.
Tjah... Sådan er tiderne så omskiftelige, og lidt svært at forstå i disse ikkerygertider.....
Trods forbud havde vi læredrenge dog røget i årevis. Det foregik ude på toilettet omkring pissoiret (vi brugte andre betegnelser dengang). Her mødte vi delvist i smug hver dag kl. 10 og kl. 14 for at brænde tobak af - enten i en olievæddet snadde eller Grøn Cecil, købt for 25 øre af Peter Rehn, som passede den store kantpresse, der var opstillet udenfor toilettet. Han tjente således vel nogle få øre pr. solgte cigaret....
Det hændte, at cigaretterne blev skoddet i pisrenden - for det var det udtryk, vi brugte. Blev det opdaget af Røde Carl, som var den arbejdsmand, der havde jobbet med at holde toiletterne rene, var der kontant verbal afklapsning. Røde Karl var rettroende SF'er og frafaldne kommunist. Han tilbragte det meste af dagen ude på toiletter med at argumentere for det nye venstrefløjsparti, og i baglommen havde han altid 'Minavisen', som var SF' forsøg på at starte et dagblad. Det udkom 2 gange om ugen, og Røde Carl udlånte det gerne til de toiletsøgende kolleger, ja han opfordrede dem ligefrem til at tage det med i aflukket, for bagefter nærmest eksaminere de pågældende i indholdet....
Toilettet var værkførerfritområde, men ofte skete det, at vi blev hentet tilbage til arbejdet af de respektive svende, vi arbejdede for.....tjah, igen må man konstatere tidernes foranderlig.

Ansat på Junckers Savværk (Savværkshistorier 2)

Da aftjeningen af min værnepligt i sensommeren 1971 nærmede sig sin afslutning var tiden inde til at se livets realiteter i øjnene. Der skulle findes et job og tjenes nogle penge! Min kæreste, der fulgte ivrigt med på jobmarkedet, sendte mig en dag en jobannonce til mig på mit tjenestested, der var Bevogtningsfartøjet P 535, "Nymfen", som i denne politiske og vejrmæssige varme sommer udgjorde NATOs fremskudte trussel mod ”de Røde” i Rønne havn.
Annoncen var indrykket i Næstved Tidende af et bureau ved navn WA & Bates, som for en kunde søgte en maskinmester til vagtgående tjeneste på firmaets kraftcentral. Jeg reflekterede på annoncen og blev indkaldt til en samtale. Virksomheden var Junckers Savværk, en virksom, der var mig ligeså ubekendt, som WA & Bates!
Med natfærgen og en køjeplads i en 4-køjes kahyt begav jeg mig til Køge en smuk sensommerdag iført mit bedste tøj – fløjlsbukser med hængerøv, skrigende gul skjorte, et grimt grønt strikket slips og en lysebrun læderjakke, der havde set bedre tider – mit bedste tøj!
På savværket fik jeg i porten udleveret et meget detaljeret oversigtskort over området, som viste sig at være ganske omfattende. Med dette kort i hånden fandt jeg vej til maskinværkstedet, hvor afdelingsingeniøren med kontor ud til en ydmyg svalegangs på 1. sal residerede. Han havde som funktionsområde udover kraftcentralen også maskinværkstedet og el-værkstedet. Det var ham, der havde indkaldt mig til samtalen. Tilstede under samtalen var også en yngre, lidt langhåret 35-årig mand med begyndende grånende hår, iført brune fløjlsbukser også med hængerøv, kakifarvet arbejdsjakke og kappeløse træsko. "Det er vores maskinchef", sagde afdelingsingeniøren. Maskinchefen skulle blive min chef – på godt og ondt (ligeligt fordelt) - de næste 30 år!
Denne mit unge livs første ansættelsessamtale skræmte mig lidt. Det blev med klartekst gjort mig klart, hvilke forventninger, der var til den heldige person, som skulle have jobbet. Der var noget med ikke at køre hjem, når vagten var slut, hvis der var driftsmæssige problemer; man måtte være indstillet på at blive tilkaldt på vilkårlige, ubekvemme tidspunkter, hvis en kollega havde hjælp behov, og i revisionsperioder, der som regel faldt sammen med andre menneskers ferier og helligdage, dvs. jul, påske og industriferien, skulle ferie ikke forventes bevilget. Endvidere var kun hver 4. weekend friweekend, hvis altså ikke lige, der var sygdom blandt kollegerne, eller en af disse ekstraordinært havde fået bevilget fridag. Jeg sad med en fornemmelse af at være ved at sælge min sjæl til fanden for ussel mammon! Klogelig undlod jeg at give udtryk for denne fornemmelse. Som modydelse for disse fordringer blev der stillet mig i udsigt en spændende arbejdsplads med mange gode muligheder for personlig udvikling og avancement, samt ikke mindst en efter tidens forhold ganske attraktiv løn, som bestod af en månedlig grundløn på 3600 kr.
samt et tillæg for genen ved forskudt arbejdstid på ca. 25% af grundlønnen – ganske attraktivt!
Efter denne samtale, som havde fundet sted under indtagelsen af kaffe og en spandauer, viste maskinchefen mig rundt på kraftcentralen. I min ufattelige naivitet fik jeg givet udtryk for min benovelse over, at det var muligt at fyre en dampkedel med træ! At maskinchefen ikke reagerede med en bedrevidende nedladende kommentar - det erfarede jeg senere - var et eksempel på den berømte undtagelse, der bekræfter reglen!
Hele ansættelsensseancen sluttede på Skipperkroen med et par stykker smørrebrød, en øl og en snaps. Inden vi skiltes, blev jeg forespurgt, om jeg stadig mente, jobbet var attraktivt for mig, og noget i modstrid med sandheden svarede jeg, at det var det!
Forinden havde jeg gjort et kikset forsøg på, at få betalt en flybillet til Rønne, som var en nødvendighed for mig for at kunne rettidigt tilbage og deltage i den afslutningsfest, der var planlagt på 'Nymfen' samme aften.
Det var dengang var kutyme, at jobansøgere fik refunderet eventuelle rejseomkostninger i forbindelse med en jobsamtale. Jeg havde imidlertid som værnepligtig fri rejse med offentlige transportmidler, og det var afdelingsingeniøren så udmærket vidende om! Jeg betalte selv flybilletten til Rønne og nåede afskedsmiddagen i rette tid, hvor jeg så kunne berette til mine skibskammerater om dette mærkelige foretagende, der var på vej til købe min sjæl.
En uges tid senere kom der en opringning til mig på 'Nymfen'. Jeg blev kaldt ned til intendanten, kaldet 'regnemanden', og troede, det værste var sket, for det var virkeligt usædvanligt, at der var telefon til en af de værnepligtige. I den anden ende af røret var en sekretær, som gerne ville have oplyst til hvilket adresse ansættelsespapirerne skulle sendes. Noget fjoget og forvirret må jeg have forekommet, inden det blev mig forklaret, at jeg havde fået tilbudt jobbet som vagtgående maskinmester på Junkers Savværks kraftcentral, kaldet afdeling Mk. Jeg fik også at vide, at der havde været 4 ansøgere, og at jeg efter grundig overvejelse havde fået tilbudt jobbet, men at der i øvrigt havde meget megen tvivl om, hvem der burde have tilbuddet, da alle 4 ansøger stod meget lige. Man gjorde således ikke noget forsøg på at fortælle, at jeg havde været det indlysende valg til jobbet!
Få dage efter at papirerne var underskrevet og returneret til Junckers Savværk, blev jeg bedt til ansættelsessamtale på HC Ørstedsværket, som dengang hørte under Københavns Belysningsvæsen. Noget frustreret meldte jeg afbud til denne opfordring, for jeg havde under min studietid på Kbh. Maskinskole været på studietur med klassen til dette værk, og var oprigtigt fascineret af de store kedler og turbiner og – måske – især, at værket havde det, der dengang var verdens største stationære dieselmotor. Jeg kunne sagtens se mig selv i dette miljø.
Nå, ræsonnerede jeg (både for mig selv og mine nærmeste omgivelser), et savværk og så maskinmester, det var vel ikke lige det, man havde drømt om for år tilbage, da fremtiden skulle formes. Næh, at være maskinmester, det er noget med en meget stor dieselmotor - og den skal helst ligge i et meget stort skib, som skal befinde sig på et meget stort hav!
Jeg giver dette job 2 år; lidt erhvervserfaring vil der vel altid være at hente, selv på et savværk, lod jeg flot mine nærmeste omgivelser vide!
Det skulle vise sig at gå helt anderledes.....
Jeg mødte op til min første arbejdsdag den 15. oktober 1971. Min grønne døende VW årgang 1952 parkerede jeg foran maskinværkstedet lige overfor kraftcentralen. Samtidig med mig, ankom min fremtidige chef, maskinchefen, iført strikket tophue og en vindjakke, der bestemt havde set bedre dage, kørende på en ældre NSU Prima scooter. Jeg blev budt velkommen, og vi fulgtes ad over til kontrolrummet i turbinesalen, hvor jeg hilste på nogle af mine fremtidige kolleger. Ved 9-tiden skulle jeg præsenteres for de øvrige funktionærer i afdelingsingeniørens område på det daglige morgenmøde - kaldet 'morgenbønnen' på hans kontor. Resten af dagen brugte afdelingsingeniøren med at vise mig rundt på savværket, og inden fyraften skulle min fremtidige arbejdstid aftales mellem maskinchefen og mig. Resultatet blev, at jeg startede på nattevagt til oplæring med en ældre kollega den efterfølgende dag, som var en lørdag Jeg forsøgte lidt naivt at redde mig en weekend fri og foreslog, at jeg først startede mandag aften, hvilket maskinchefen slet ikke så nogen grund til, og sådan blev det - ligeså meget andet, når han havde sat sig noget i hovedet.
Det gik som nævnt ikke helt efter planen. Jeg blev på matriklen de næste 40 år, begunstiget af gode kolleger og spændende, varierende og – ind imellem – komplet uforudsigelige arbejdsopgaver. Men det er en helt anden historie….

Erantisvej

Erantisvej i Næstved, det var barndommens gade. Vi flyttede ind i nr. 3 i 1950. Det var byens prestigebyggeri, beliggende på det, der dengang gik under navnet 'Ridemarken', som var et gammelt øvelsesterræn for byens tidligere dragonregiment. Hurtigt blev det omtalt som 'Dollargrinet', et navn, der langsomt gik i glemslen samtidig med (men ikke fordi!) jeg forlod byen i begyndelsen af halvfjerdserne. Huslejen var efter datidens forhold høj, helt nøjagtigt 94 kr. om måneden, og vi - min mor og far og den 5 årige - var da også en de få arbejderfamilier i det helt nye byggeri. Øvrige beboere i komplekset var hovedsagelig laverestående funktionærer, små erhvervsdrivende og (især) de officerer, der var igang med en militær karriere på Gardehusarkasernen. Det var et godt sted at være barn, der var altid mange jævnaldrende at lege med. Om sommeren lavede vi gange og byggede huler i den skiftevis senneps- og kornmark, som de første år lå lige overfor blokken. Den ejedes af en slagtermester og kreaturhandler, der jævnligt kom anstigende i sin store bil. Når han så os lege på marken råbte og skreg han, samtidig med at han fægtede vildt med sin krogede stok - og vi ilede hastig tværs gennem marken til anden side. Sidenhen blev der anlagt en lille boldbane på marken, og her blev udkæmpet mange landskampe mellem Danmark og Sverige samt mellem Brasilien og England. Det foregik med to eller tre på hvert hold til et mål med fælles målmand. Vi skiftedes til at være Pele, Stanley Matthews og Knud Lundberg eller hvad de nu hed dengang. Om vinteren spillede vi fodbold nede i kælderen - det kostede nogle pærer - indtil vicevært Didriksen viste sig i den anden ende af gangen. Han behøvede ikke engang sige noget; han rykkede bare brynene, og vi pilede væk. Han var nu et rart menneske. Vi legede også røvere og soldater. Den senere folketingsmand Helge Adam Møller, som var et par år ældre boede også i komplekset, og han insisterede altid på at være anfører i denne leg. Han var vist lidt af en vildbasse.
Men det var også gaden, hvor der blev stiftet langtidsholdbare venskaber og til mit nære netværk hører endnu idag nogle af de dengang 5- 10 årige drenge, jeg blev venner med.