Om at fejre påsken
I min
barndoms Næstved var påsken en af de store begivenheder. Min fars familie
forsømte aldrig nogen lejlighed til at feste. Jule- og påskefrokosterne var
obligatoriske; hertil kom, hvad året måtte byde på af fødselsdage,
konfirmationer, bryllupper og hvad ved jeg. Og som om det ikke var nok, blev
der afholdt en årlig familiefest, som gik på skift mellem de fleste min fars
mange søskende. Der var et godt sammenhold i familien, og familiestridigheder
erindrer jeg intet om, men diskussioner var der - som regel om politik, og
skønt alle havde stor veneration for samfundets svageste, var der langtfra
enighed om mål og midler. Os børn - mine kusiner, fætre og jeg - lyttede
henført, når der blev diskuteret politik.
Min
yndlingsfætter Kjeld - og jeg havde virkelig mange fætre og kusiner - var 12 år
ældre jeg. Ham så jeg op til, for han havde opnået, alt hvad en 10-årig dreng
kunne drømme om i livet, udlært
maskinarbejder, havde som math været med
fregatten ‘Esbern Snare’ i Leningrad, var ejer af en blå Vespa-scooter, og så
var han kæreste med den kvieøjede Grethe, som jeg i smug var lidt forelsket i.
Hun var en blid, bly ungmø, som havde betaget hele familie, og især farbror Ole
i sådan en grad, at han - enkemand gennem en årrække - havde svært ved at holde
fingrene fra hende. Men hun forstod at afvise hans tilnærmelser på sin egen
blide måde. Hendes kvindelige ynde forstyrredes dog en smule af, at hun ofte
fik rundt med en cerut i munden.
En påske
står særligt tydelig i min erindring. Den blev afholdt hos Faster Ruth og Onkel
Åge i Roskilde; det var Kjelds forældre. Kjeld, som i sin natur rummede lidt af
en anarkist, havde åbenbart gennem nogen tid reflekteret over det urimelige i,
at man skulle betale entre for at komme ind i byens domkirke, og han mente
ikke, det var lovligt at opkræve medlemmer af folkekirken penge for af aflægge
den lokale kirke et besøg. Det skulle udfordres. “Vil du med en tur i
Domkirken, uden at vi betaler for det?”, spurgte han mig straks ved ankomsten
fra Næstved. Joe, det ville jeg da gerne, da jeg hørte ham udrulle sin tese.
Vi drog
afsted med retning mod byens vartegn.
Ved
indgangen ignorerede vi total billetsalg og kontrollør og vi passerede
uanfægtet forbi. Kjeld berettede højlydt om kirken. Han kunne godt virke
støjende. Den forsigtige kontrollør spurgte om at han måtte se billetter. Kjeld
satte et forbavset ansigt op. “Billetter? Ja, men vi skal da så sandelig ikke
betale for at komme ind i kirken”, meddelte Kjeld “for vi er medlemmer af Folkekirken!”
Og med mig i hælene fortsatte han på vej ind i kirken. Kontrolløren råbte efter
os og bad os stoppe. Jeg havde det ikke så godt! Kjeld var nu helt oppe i det
røde felt, og en diskussion udviklede sig mere og mere højlydt og tiltrak sig
andre besøgendes opmærksomhed. Kjeld bad nu om at måtte tale med en overordnet.
En kirketjener blev tilkaldt, og det lykkedes Kjeld at overbevise den lille
forsagte mand om vores ret til komme ind i kirken uden betaling, men altså kun,
hvis vores formål var at holde andagt. Og det var netop, hvad vi havde tænkt at
gøre, proklamerede min fætter. Kirketjeneren bad os følge med, og han anviste
os to pladser på en stolerække midt i koret, og selv tog selv ophold ved siden
af os for overvåge os. Jeg følte mig på dette tidspunkt temmelig elendig til
mode, hvorimod fætter Kjeld støjende og højlydt gestikulerende berettede om de
forskellige seværdigheder i kirken. Jeg ved ikke, hvor lang tid der forløb,
måske et kvarter eller mere, inden jeg fik stoppet Kjelds talestrøm og gjort
ham forståeligt, at nu ønskede jeg at komme ud!
Tilbage til
påskefrokostselskabet, som nu var gået igang med at spille kort, kunne Kjeld
berette om sin store triumf.
Kortspil
var en naturlig del af familiesammenkomsterne. Der blev spillet enten whist
eller mausel, småpengene kom på bordet og fem, ti og femogtyveørerne skiftede
hyppigt ejere under stor morskab. Vi fætre overværede hyppigt kortspillet og
kommenterede ivrigt efter hvert spil. En gang imellem fik en af de ældre af os
lov til at afløse....som regel fætter Kjeld, og han kunne være ganske barsk i
kritikken af sin makker.
Årene
gik.....det tyndede ud i forældregenerationen, og vi fætre og kusiner mistede
langsomt - men med en naturlovs forudsigelighed - kontakten med hinanden.
Kjelds far, min onkel Åge, tog i påsken for et par decennier siden - som en af
generationens sidste - endelig afsked med det jordiske liv. Kjeld, hvis
flamboyante natur årene synes at have dæmpet, holdt en gribende tale ved båren,
og i den lejlighed, der havde været rammen om så mange festlige stunder, havde
han - som jeg ikke i mange år havde haft kontakt til - besluttet, at vi skulle
samles efter bisættelsen, og han havde sørget for smørrebrød, øl og brændevin -
helt som i gamle dage. Det blev et uforglemmeligt gensyn for os fætre og
kusiner. Også den kvieøjede Grethe, som Kjeld var blevet gift med og skilt fra,
var der. Nu var hun en ældre dame, men i hendes øjne kunne jeg stadig genkende
den bly ungmø, jeg som 10-12 årig var hemmeligt forelsket i.
Det blev
den sidste påskefrokost i den gren af familien........
