"Er du for fanden ude på at slå mig ihjel,
knægt?" Stemmen kommer fra Børge L. Han ligger med det halve af kroppen
inde i en stor ventilator og er ved at bakse et stort ventilatorhjul op på
akslen. Ventilatorhjulet hænger i kranen, og den betjenes af mig, og det går
ikke så godt. Jeg er i gang med mit andet læreår på De Forenede Jernstøberier i
Næstved som maskinlærling. En kortfattet instruktion er gået forud, for det er
første gang, jeg betjener en traverskran, som der nu til dags kræves ugelange
AMU-kurser med certifikat for at må betjene. Sådan er det ikke i midttresserne.
Jeg har været lærling et uger hos makkerparret Børge L og
Frede-ild-i-røven. Sidstnævnte er også frivillig brandmand. De monterer store
ventilatorer, og deres kontante og rustikke måde at kommunikere på har jeg
endnu ikke vænnet mig til. Jeg bliver lidt skræmt over udbruddet inde fra
ventilatorhuset. De første uger som lærling hos makkerparret har været lidt af
et mareridt, for deres pædagogiske
virkemidler er ikke helt opdaterede. Da jeg en af de første dage beder
Frede-ild-i-røven om at slibe et bor for mig, får jeg hele hans samling af bor
- som han opbevarer i venstre baglomme -
stukket i hænderne med besked om at øve mig på dem! Først efter at have fremvist
det mislykkede resultat, får jeg en grundig instruktion i at slibe bor, og så
kan jeg starte forfra. En anden gang kan jeg ikke få et bor løsnet i patronen
på en standerboremaskine, hvilket jeg meddeler Børge L. Han beder mig om at
skrue fundamentsboltene af og få kørt den ud i skrotbunken. Da jeg lidt
forskrækket spørger, om han virkelig mener det, svarer han, at boremaskinen jo
er ubrugelig, da det er tvivlsomt, at næste bruger skal bore med samme bor!
"Nu skal du bare se, hvordan vi gjorde i gamle dage i Amerika (han har
vist aldrig været der!), og så viser han mig - med noget der minder om et
håndkantslag - hvor let man får boret løsnet af patronen og stikker i et grin.
Og da jeg en af de første uger kommer tomhændet tilbage fra et ærinde i en anden afdeling uden at kunne finde den,
jeg skal hente noget hos, får jeg kontant at vide, at der "for fanden da
må nogen, du kan spørge om, hvor vedkommende er henne" og at jeg i
fremtiden ikke skal komme retur uden at have en besked med. Disse tilvænningsbagateller
til trods, så ender det med, at jeg bliver rigtig glad for at arbejde for dem
og de lærer mig meget både teknisk og om indstilling til at løse opgaver. Det
har jeg senere haft meget nytte af.
Som forstås, er de begge godt skåret for tungebåndet og
mangler sjældent ord til en given situation. En dag ligger Børge L. og bakser
inde under en stor ventilator, da han fornemmer, at en person er stoppet op og
betragter ham. Jeg står ved siden af som håndlanger. "Hvad fanden glor du
på, din abe?" er Børges reaktion til personen. Lang pause, ingen svarer,
og til sidst stikker Børge hovedet ud for se hvem, betragteren er. Og der står
så "Den lange", fabrikkens karismatiske driftsleder. Han har format
nok til ikke at kommentere situationen og går hovedrystende videre. Børge L.
kigger på mig, og siger: "Nå, ja, hvad fanden. Man skal jo heller ikke
gøre forskel på folk!" Og så griner han, måske over egen visdom....
Som nævnt bliver jeg rigtig glad for at arbejde for dem,
og på lønningsdagen ruller der som regel en femmer tværs over filebænken fra
dem begge til mig. Det er et pænt supplement til ugelønnen på 50 kr.
Lønningdagen - hver 14. Dag - er et højdepunkt. Efter fyraften møder
personale fra lønningskontoret op på værkstedet med lønningsposerne, som indeholder
både pengesedler, klingende mønt og en grøn afregningsseddel. De tager
opstilling ved filebænkene nær ved indgangen. Vi andre stiller os i kø.
Lønningsbogholder Peter Jensen står for udlevering af lønningsposer til de
faglærte, en kontordame til arbejdsmændene og den langlemmede kontorelev
Inge-Lise udleverer lønningsposer til os 16 - 18 lærlinge. Når hun jævnligt
skridter tværs over pladsen med materiale til arkivet over marketenderiet,
tilkastes hun af mange længselsfulde blikke. Og er hun i selskab med den
smækre, sorthårede Judith, springer Poul 'Sadopik' galant og tilbyder at bære
byrden for hende. Poul 'Sadopik' er en stor arbejdsmand på pladsen, iført
grønne arbejdsbukserne og hvid murerkasket. Han er meget støjende, og efter
indtagelse af en del øl i dagens løb, stiger støjen efterhånden til et
crescendo. Tilnavnet 'Sadopik' skyldes, at han - en dag, hvor han ikke helt
havde fattet, hvad en arbejdskammerat havde spurgt ham om - gentog: "Sae'
du pik?"
Nu kan man måske fejlagtigt få det indtryk, at vi lærlinge
er en lidt ringeagtet medarbejdergruppe på den lille maskinfabrik i Grønnegade.
Det er ikke tilfældet. Vi er smedelærlinge - eller mere korrekt: maskinlærling
og kleinsmedelærlinge. Vi er ikke elever eller - som jeg så det fornylig på TV så en
halvhjerne betegne sig selv - maskinarbejderstuderende! I daglig omtale er vi
læredrenge, eller blot drengene. Det er ikke ment nedladende, det er godt nok,
og vi er ikke uden selvbevidsthed. Vi har et godt sammenhold, griner meget og
mødes to gange i arbejdstiden, kl 10 og kl 14 omkring pisserenden på toilettet
for at brænde tobak af. Cigaretterne køber vi af Peter Rehn enkeltvis for 10
øre. Han betjener den store kantpresse lige udenfor toiletterne, og har en
nebengeschæft med at sælge cigaretter stykvis. Lærlinge må ikke ryge i
arbejdstiden, men her har vi vores frikvarterer, alle ved det, men ingen
anfægter det, når blot vi ikke smider skoddene i pisserenden. Dog kan det
hænde, at vi bliver hentet tilbage til arbejdet af de svende, vi er
tilknyttede. Lørdag formiddag i frokostpausen marcherer vi i gåsegang gennem
Grønnegade, Ringstedgade, Ramsherred og Axeltorvet for at købe basser hos
bageren i Torvestræde, og så er vi ikke til skyde igennem. I marketenderiet har
vi vores egne borde, og her bliver den halve time brugt på at spille 'Casino'
med et fedtet sæt kort, som vi kender lige godt fra både bag- og forside. Efter
fyraften samles vi som regel omkring en af ældstelærlingenes filebænke for at
klunse om basser. Først skal der findes ud af hvem, der har kontanter til at
betale for basserne, som hentes i den lille bagerbutik overfor fabrikken i
Grønnegade. Der afregnes på lønningsdag. Og så klunses der og dagens oplevelser
udveksles under meget morskab, lige indtil den skaldede portner kommer og
meddeler, at nu har vi nøjagtig 10 minutter til at komme i bad og blive klædt
om i.
Det er en god tid, for vi har et godt kammeratskab. Jeg
mindes tiden med glæde......
