En nytårskoncert må være velegnet til at bryde en regnfuld
januar måneds monotoni, tænkte jeg en af de dage, hvor blygrå skyer tyngede
himlen ned og humøret tilsvarende. Jeg havde netop i en af lokalaviserne set,
at områdets kirke indbød hertil. Et harmoniorkester fra nabokommunen og en til
lejligheden indforskrevet operasanger fra geleddet bag Tordenskjolds soldater
skal optræde. Fint. I regnvejr (selvfølgelig) og på cykel begiver jeg mig
afsted på den korte strækning fra hjemmet til kirken. Finder en plads på 5.
række 2. stol fra midtergangen, herfra kan jeg fint se både solist og dirigent.
Der er stadig en del ledige pladser, da orkestret begynder
at stemme, men publikum er stort set på plads. Midt i det hele går døren bag
orkestret op, og ind kommer en ganske nydelig kvinde med et stort flagrende
rødt (farvet?) hår. Hun må være i midtfyrrene og hendes påklædning afviger nok
lidt fra det øvrige publikums. Mens orkestret fortsat stemmer, sejler hun ned
af midtergangen og standser ud for 5. række og spørger mig høfligt, om der
sidder nogen på den ledige plads ud mod gangen. Det benægter jeg, hun sætter
sig og erklærer, at det gør der nu. Hurtigt fisker hun sin smartphone op af
tasken og fingererer nervøst med den. Hun virker lidt rastløst. Nå, tænker jeg,
hun er sikkert hustru til en af de medvirkende amatørmusikere, hvilket senere
synes underbygget af hendes heftige applaus efter hvert nummer. Det
entusiastiske harmoniorkester kæmper sig tappert gennem 1. sæt med musik af bl.
a. Strauss, Lumbye, mm. Den indforskrevne operasanger giver partier fra
musicals og operaer, i den udstrækning han er i stand til at trænge gennem
harmoniorkestret, selvom hans lyd er forstærket. Det er orkestrets ikke. Det er
heller ikke nødvendigt. Slet ikke!
I pausen forsvinder den rødhårede kvinde ud gennem samme
dør, som hun indtog salen fra. Ude i foyeren ser jeg hende igen, klistret til
solisten, operasangeren. Ah, ha, det er sådan, det hænger sammen. Det er altså
hendes mand, der optræder. Efter pausen indtager hun igen pladsen ved siden af
mig, og ligesom tidligere begynder hun at fingerere nervøst med smartphonen
(hvordan håndterede folk egentlig sådanne situationer før smartphonens tid?).
Jeg føler, jeg bør sige et eller andet til hende: “Det er din mand, der er
solist?” siger jeg så, og for at bløde lidt op det den meget direkte
konstatering, tilføjer jeg: “Han har en flot stemme.” Hun vender sig mod mig
med et stort smil, nærmest stirrer intenst på mig og siger: “Ja, synes du ikke!
Det er ikke min mand, vi er kun kærester. Han er operasanger, og han har engang
sunget på Det Kgl. Teater, nu er han freelance.” På mit næste spørgsmål, om han kan leve af det,
hører jeg ikke svaret, for nu er harmoniorkestret med et imponerende højt
lydtryk gået igang med 2. sæt.
Så kommer operasangeren igen på scenen, han croon`er sig
på bedste Frank Sinatra-vis gennem “I’ve got you under my skin”. Da nummeret er
færdigt, siger jeg til det røde hår ved siden af mig: “Jeg tror, det var dig,
han sang for.” Igen vender hun sig om mod mig med et smil, giver mig et puf på
skulderen, og siger med overbevisning: “Ja, men det var det!”
Koncerten afsluttes med blomster til dirigent og solist.
Jeg kan ikke dy mig for endnu en henvendelse til det røde hår: “Jeg tror du får
en buket blomster af din kæreste i aften!” Det besvares med et stort grin: “Det
gør jeg altid, når han har optrådt!”
Da vi forlader kirken, hver sin vej, hun ad døren bag
orkestret og jeg ad hoveddøren, får jeg endnu et venskabeligt puf på skulderen
efterfulgt af en tak for den lille snak.
Da jeg igen er ude i regnen på vej hjem på cykel har jeg
det meget bedre, ikke så meget på grund af harmoniorkestret, men mere på grund
af en lille positiv oplevelse i hverdagen.
