'Til Frederikshavn' konstaterer jeg nøgternt i min
kalender for 51 år siden. Året er 1965 og jeg har som 20-årig fået en af de
chancer, man kun får én gang i livet! Jeg skal køre en næsten ny SAAB 96 fra
Næstved til Frederikshavn!
Min mor er nogle dage
forinden kommet hjem fra den lokale SAAB-forhandler, hvor hun gør rent et par
gange om ugen, med en forespørgsel, om jeg vil køre en bil til Frederikshavn,
hvor han har solgt den til en lokal forhandler. Vi kender i forvejen lidt til
SAAB-forhandlerfamilien i Næstved, for de har nogle år forinden boet i samme
boligkompleks som vi. Min snakkesaglige mor er dengang hurtigt kommet i snak
med forhandlerens ligeså snakkesaglige hustru, og det har så medført et lille
rengøringsjob, da de nogle år senere flytter til en villa i tilknytning til en
ny forretning. Efterfølgende sker det ofte, når min far og jeg cykler rundt i
byen en lørdag eftermiddag og kigger på brugte biler, at vi kommer i samtale
med den flinke forhandler. Drømmen om en lidt større og nyere (brugt) bil er
altid tilstede hos min far. Det er pengene ikke. Og skønt forhandleren lover
min far en rimelig afdragsordning, så bliver det aldrig til en handel.
Om jeg er interesseret i at
køre en SAAB til Frederikshavn, ja mon ikke! Siden jeg på min 18-års fødselsdag
får mit kørekort, har jeg været glad for at køre bil, ja faktisk i endnu
længere tid, for allerede et år tidligere sker det ofte, at jeg får overtalt
min til at overlade mig rattet i Ford Popular'en på de små vejen omkring Næstved.
I flere år forinden har jeg trænet i at bakke bilen ud af garagen og vende den
i grusbelagte gård hos mælkemand Larsen, hvor min far lejer garage for 15 kr.
om måneden. En nyttig erfaring, som senere kommer mig til gode som arbejdsdreng
på Caltex-tanken, hvor jeg hurtig demonstrerer mine kørefærdigheder ved at køre
kundernes (!) biler ind - og ud af vaske- og smørehal. Ja, selv fragtmand
Rasmussens store Scania Vabis lastvogn rangerer jeg med. (Utroligt, at jeg får
lov, det får jeg sådan set heller ikke. Det var bare ligesom naturligt at gøre
det - og ingen gjorde indsigelse)
Inden jeg kan påtage mig
jobbet, er der et lille problem, der skal løses først, for bilen skal leveres i
Frederikshavn lørdag formiddag og jeg har jo mit arbejde som maskinlærling at
passe - også om lørdagen. At tage en pjækkedag er ikke noget tema, og min far
vil aldrig tillade det. Jeg fatter en plan. Hvis jeg kører derop natten til
lørdag, og jeg kan overtale min værkfører til en fridag for egen regning (halv
arbejdsdag!) om lørdagen, så kan det lade sig gøre. Først er min værkfører
hverken til at hugge eller stikke i, men da jeg forklarer ham om grunden til
den ønskede fridag og den chance, der som en appelsin er dumpet ned i min turban,
er han fuld af forståelse, for han er nemlig inkarneret bil- og
motorcykelentusiast og et betydningsfuldt medlem af den lokale motorklub, der
tæller flere danmarksmestre. Ved siden af jobbet som værkfører driver han motorcykelkøreskole, og bruger resten af sin
tid på at skrue på en af sine mange Nimbus-motorcykler. Jeg får min halve
fridag og med mange formaninger om at køre pænt ønskes jeg god tur.
Så jeg cykler ud til den
flinke bilforhandler, og melder mig klar til turen. Han beklager ikke at kunne
betale mig en anstændig timeløn, for det kan handelen, han har indgået med
forhandleren i Frederikshavn, desværre ikke bære, men om jeg er tilfreds med at
få 100 kr samt togbilletten hjem til Næstved betalt. Ja, mon ikke! Jeg havde
gerne betalt for at få lov til at køre turen, og nu kan jeg tjene det, som
svarer til to ugelønninger for en smedelærling, ved at køre en næsten ny SAAB
96 til Frederikshavn. Hvor heldig har man lov til at være!
SAAB 96 er en af tiden mest
utraditionelle biler. Motoren har 3 cylindre og er to-takts, den kører på
olieblandet benzin, har 3 ratgear, er forhjulstrukket og har friløb, dvs.
motoren kobles fra, når speederen slippes. Med sit aerodynamiske udseende
ligner den ikke andre af tidens biler, men den fremstilles jo også på en
flyvemaskinefabrik.
Inden jeg drager af sted
fredag aften i den røde SAAB, medbringende den madpakke min mor har udstyret
mig med, kører jeg lige tur rundt til nogle af vennerne i byen for at fremvise
mit 'trofæ'.
Turen til Kalundborg
forløber fint, og på færgen falder jeg i dyb søvn på bagsædet, og det i en
grad, så jeg først vågner ved at vrede mennesker har samlet sig omkring bilen
og står og banker på ruden. Færgen er i havn. Op gennem Jylland begynder det at
sne, og på den sidste strækning fra Aalborg op gennem Vendsyssel er vejen kun
farbar i et spor og sigtbarheden næppe fem meter. Aldrig har befundet mig
bedre!
Midt på lørdag formiddag
ankommer jeg til Frederikshavn, finder bilforhandleren, parkerer den røde SAAB
foran butikken og går ind i forretningen. I et hjørne af udstillingslokalet
troner ejeren, jeg hilser pænt, en hilsen som besvares med en bemærkning om, at
jeg er sent på den. Jeg svarer noget med, at det har været snestorm den sidste
del af vejen. Han er synligt irriteret over at blive forstyrret i sin
formiddagskaffe, som ledsages af noget wienerbrød, der står på fad ved siden af
termokanden. En naiv tanke om, at han måske har ventet mig med en kop kaffe og
et stykke blødt brød fortrænges straks. "Hvor har du stillet bilen?"
lyder hans næste bemærkning, og da jeg svarer, at den står udenfor butikken,
beordrer han mig til at køre den om bag ved udstillingslokalet, hvor værkstedet
er, og fortæller mig, at jeg bare kan lægge nøglen på hans skrivebord. Inden
jeg går ud for at flytte den røde SAAB, spørger jeg om vej til banen, idet
ethvert håb om, at han vil køre mig derhen, er ikke eksisterende. Min sans for
sarkasme og ironi er på dette tidspunkt slet ikke færdigudviklet, så han får
ikke en bidende sarkastisk bemærkning som afsked, og i øvrigt lider jeg især i
mine unge dage af den meget udbredte og farlige folkesygdom, som hedder
overdreven respekt og lydighed overfor autoriteter.
Sidst på aftenen ankommer
jeg med toget til Næstved, en del forsinket til den aftale, jeg har med en
pige, jeg havde truffet et par måneder tidligere på Kraghs Konditori. Jeg må
være tilgivet, for vi stifter senere familie og får både parcelhus og bil.
