Forenings- og klubliv

Den første klub, jeg erindrer at have været medlem af, må være NIF, Næstved Idrætsforening. På Erantisvej, hvor jeg boede, spillede vi alle fodbold på marken overfor, altså drengene forståes, for fodbold var dengang i midten af sidste århundrede et boldspil udelukkende forbeholdt drenge og mænd. Og når den rette alder var nået - og det var den ved 8 - 10 års alderen -  blev mange drenge meldt ind i NIF - ikke som nu til dags for at leve ambitiøse forældres drømme ud - men for at følge kammeraterne på vejen. Jeg kunne godt lide at sparke til en fodbold, men det generede mig, når bolden af en modstander blev taget fra mig. Men det går fodbold jo ud på! Jeg fulgte kammeraterne og blev selvfølgelig også meldt ind i NIF.  Udstyret med et par brugte fodboldstøvler, flere numre for store og købt sammen med min mor hos marskandiser Foxø i Ringstedgade for 6 kr og en klubtrøje i klubbens grøn/hvide farver, som min mor havde syet, var jeg således klar til at indlede karrieren.

Kun to hold kunne deltage i turneringer med udenbys hold, Lilleput 1 og Lilleput 2 hed de vist. Disse to hold var - helt naturligt - forbeholdt de bedste af drengene. De øvrige af os, nok til at danne 8 - 10 hold, blev sat på hold i en lokal turnering med kampe hver lørdag eftermiddag. Holdene var opkaldt efter nogle af de store europæiske hold, som Arsenal, Juventus, Milan, Everton, Dynamo, Røde Stjerne osv. Her blev de bedste af de dårligste spillere sat på de mest populære “europæiske” hold” dengang, altså Arsenal, Juventus osv., men de ultimative dårligste blev sat på “østeuropæiske og russiske” hold. Jeg fik min helt naturlige placering på russiske “Dynamo”, som på forhånd var bestemt til at være bundhold. Og det levede vi til fulde op til. Vi vandt aldrig en kamp. Som det måske forstås af ovenstående, var jeg - mildt sagt - ikke særlig god til at spille fodbold, og i erkendelse af det, forsøgte jeg altid at undgå at få bolden ved at indtage positioner på banen så langt væk fra bolden som muligt. Og når det uundgåelige en sjælden gang skete, at jeg kom i besiddelse af bolden, var det som regel ved en fejltagelse. Og så gjaldt det for mig om at komme af med den hurtigst muligt, inden nogen begyndte at komme i infight med mig, for jeg har aldrig brudt mig om slagsmål og kropskontakt med fremmede. At det som regel blev en modstander, jeg fik afleveret bolden til, bør ikke overraske nogen. Heller ikke at min “karriere” inden for denne sportsgren blev ganske kort.

Se, det var mit første medlemskab af en forening/klub. Det er blevet til end 30 i årenes løb. Jeg har aldrig søgt indflydelse i nogen klub eller forening, mit ambitionsniveau i så henseende har været nærmest ikke-eksisterende. Mine erfaringer fra et langt liv har lært mig, at der står masser af ivrige/ansvarsfulde personer parate til at påtage sig disse opgaver. Der er de ivrige, dem som måske ikke har udlevet deres ambitioner på andre af livets områder, og som gerne søger opmærksomhed. Og så er der de ansvarsfulde, som i en ærlig hensigt gerne vil gøre noget for andre eller for en bestemt sag, og som betragter en bestyrelsespost som en form for offentlig ombud. Den første kategori kan blive lidt trættende at høre på og ejer ofte ikke begavelsens nådegave, og den sidste kategori har min dybeste respekt.

Og jo, så er der også lige dem, som nærmest ved et tilfælde havner i en bestyrelse eller på en formandspost. Og når jeg tidlige postulerede, at jeg aldrig har søgt indflydelse i en klub eller forening, så står det til troende, selvom jeg  må vedkende mig i et par år at have bestyret formandsposten i Lærlingeklubben, som henhørte under Dansk Smede-og Maskinarbejderforbunds Næstvedafdeling. Jeg må være blevet foreslået til en bestyrelsespost af mine lærekammerater, jeg husker det ikke. Men jeg husker, hvordan jeg blev formand! Den såkaldte ‘svenderepræsentant’ der af Forbundet’ var udpeget til at føre opsyn med en ofte uregerlig lærlingebestyrelse, dikterede mig en dag på et bestyrelsesmøde, hvor den gamle formand gik af - han var blevet udlært - at nu jeg skulle være formand. Ingen andre i bestyrelse protesterede, og da jeg fik at vide, at sådan blev det, ja, så blev det altså sådan. Min autoritetstro fornægtede sig endnu engang ikke.

Som formand indtraf min helt store bedrift, da jeg på min læreplads af mine lærekammerater på De Forenede Jernstøberier i Grønnegade blev sendt op til ‘Den Lange’, fabrikkens karismatiske driftsleder, med en anmodning om, at vi lærlinge fik lov til at ryge i arbejdstiden. Det gjorde vi allerede. Det foregik i smug kl.10 og kl.14 omkring urinalet (vi havde nu en anden betegnelse for det!) ude på toilettet, som var ‘værkførerfrit område’. Alle vidste det, og problemer gav det det kun, når vi smed skoddene i urinalet - hvad vi altid gjorde. Så skældte “Røde Carl” ud. Det var ham, som gjorde rent på toiletterne, og han var troende medlem af det nystiftede SF. Han gik altid med “Minavisen”, SF’s avis, en slags menighedsblad, i baglommen og lånte det gerne ud til de toiletsøgende.

Jeg fik lavet en aftale med ‘Den Lange’, gående ud på at fra dags dato var det nu tilladt lærlinge over 18 år at ryge i arbejdstiden. Jeg høstede stor ros for min indsats af den rigtige tillidsmand, som samtidig gav mig en belæring om, at arbejderklassens kampe var blevet vundet i trin, og inden længe ville det helt sikkert blive tilladt alle lærlinge at ryge i arbejdstiden. Ak ja, tiderne har ændret sig. Jeg har ikke siden deltaget aktivt i foreningspolitik.....

Sluttelig kan jeg ikke undlade at nævne, at jeg efter min korte klubkarriere i fodbold nåede at deltage i endnu en fodboldkamp. Det skete en lun augustaften i 1969 i Los Angeles. Som nyuddannet var jeg forhyret på det gode ØK skib MS Sinaloa og den rare svenske sømandspræst i Los Angeles havde arrangeret en fodboldkamp mellem Sinaloa’s besætning og besætningen på et norsk skib. Som tilhørende den yngre del af besætningen var jeg selvskreven til at deltage - og tre uger på havet med anløb af kun et enkel havn i Panama må have sat min realitetssans på ‘stand-by’ - for jeg indvilligede i at deltage. Kampen blev afviklet uden dommer. Nu forholder det sig sådan, at søfolk er stolte mennesker med stor retfærdighedssans - i hvert fald hvad angår selvretfærdighed - og kort fortalt, så udviklede kampen sig til en diskussion om enhver hændelse, og trusler om øretæver svævede i luften. Det var uholdbart, og en dommer måtte udnævnes. Det blev mig, nok ikke grundet mit kendskab til reglerne, men sikkert udelukkende fordi jeg var den, der bedst kunne undværes, uden at det ville influere på udfaldet af kampen. Så, hvor jeg før kun var genstand for holdkammeraternes kritik, så var jeg nu genstand for kritik fra begge hold. Resultatet af kampen husker jeg ikke. Det er som så meget andet gået glemselens gang..

Men aftenen sluttede trods alt i fred og fordragelighed med forbrødring i sømandskirken, hvor der ventede nybagte vafler og kaffe efter kampen, inden vi med en aftensang og en bøn returnerede til vores respektive skibe .....

Sommerminder

Sommer har fra min tidligste barndom været synonym med Karrebæksminde. Herfra har jeg mine første erindringsglimt af sommeren. Og derfor har denne lille fisker- og badeby i min indre verden altid været forlenet med en særlig fortryllelse, og navnet fremkaldte i mange år indre billeder af sommer, sol og strand samt samvær med gode og glade venner. I en fremskreden alder bliver fortryllelsen brudt. Det vender vi tilbage til.

Karrebæksminde ligger, hvor vejen ender, og ingen veje fører videre. Skal man tilbage, sker det ad samme vej, og den kan være smertefuld at tilbagelægge.

Mit første flash-back fra byen, som oprindelig var Næstveds havneby, ligger næsten 70 år tilbage. Jeg står sammen med sin mor og far nedenfor det, som engang var et strandhotel og kigger op mod vinduet på første sal, hvor min moster Kristine, onkel Hans og kusine Tut vinker ned til os. Senere bader vi, og Tut sprøjter vand på mig og siger, jeg er et vandskræk. Tableau slut.

Fra de efterfølgende års mange ture i familiens lille Austin Seven årgang 1932 til sommerbyen, husker jeg specielt én. Min far har lovet mig at gå med i vandet, men først skal hans førkrigstidsbadedragt underkastes en ændring, for en badedragt med skulderstropper hører uigenkaldelig mellemkrigstiden til. Ændringen foretages på vejen til den eftertragtede strand. Min mor fører nål og tråd. Om det skyldes min fars manglende begejstring for det våde element eller om ændringen af badetøjet ikke bliver færdig, husker jeg ikke, men i vandet kommer min far ikke. Den 7-årige dreng er slemt skuffet og må bade alene. Tableau slut.

I de følgende år begynder jeg selv sammen med mine kammerater at cykle de 12 km til stranden. Det gør vi tit og ofte om søndagen og i skoleferien, når det er strandvejr, altid medbringende en madpakke, en sodavand, en krone til en is samt mange formaninger om ikke at bade den første halve time efter at have indtaget den lunkne sodavand og den fladtrykte, og ligeså lunkne madpakke. På vej hjem efter sådan en solbeskinnet stranddag er vi trætte, solskoldede og fyldt med sand. Hjemme venter de lektier, som har måtte vige for en dag ved stranden, samt besked om at gå i bad for at få skyllet sand og salt af kroppen. Ja, vejen tilbage er i sandhed smertefuld. Tableau slut.

I skoleferien tilbydes gratis svømmeundervisning hver anden dag på den havnebadeanstalt, der ligger ved stenmolen i yderhavnen. Udstyret med korkbælte og korkplade bliver man ad den slimede, kokostæppebelagte trappe beordret ud i det afgrundsdybe bassin efter på den ligeså slimede bassinkant at have indøvet svømmetagene. Oppe på kanten står svømmelæreren parat med stor bambusstang med en bøjle, parat til at gribe den skrækslagne svømmeelev på vej mod det sorte dyb. Jeg lærte først at svømme et andet sted nogle år senere, for mine oplevelser gav mig en skræk for svømmeundervisning i adskillige år. Tableau slut.

Omkring konfirmationsalderen begyndte mine kammerater og jeg at ligge i telt på campingpladsen. Den medbragte proviant er legendarisk, bøf på dåse, havregryn, rugbrød, spegepølse og dåseleverpostej. Mere behøver man ikke. Det hele foregår stille og roligt, og det er før nogen af os for alvor stifter bekendtskab med spiritussen magiske effekt og hormonerne bobler endnu ikke så meget, at vi kommer tæt på pigerne. Tableau slut.

Ind i læretiden fortsætter disse teltferier i badebyen, ja, det er blevet en tradition at tilbringe forårshelligdagene i de telte, som vi for den sparsomme lærlingeløn har erhvervet. Uskylden er hastigt på retur, kun den sidste rest er bevaret. Inden der om aftenen forlægges til “Sølyst”, hvor en harmonika og en tromme leverer den musik, der legitimere nærkontakten med den efterstræbte, er stemningen blevet stimuleret i teltet med indkøbte varer hos købmand Møller lige overfor kroen. Dortmunder og Kijafa er sammen med Clock-gin de foretrukne rusmidler. Nu skal der kun et fåtal af de dyre restaurationsbajere til at vedligeholde stemningen. En aften afsluttes ikke sjældent med havbad, inden vi i al vores kyskhed vender tilbage til teltet. Det hele er egentlig såre uskyldigt. Tableau slut.

Årene går, alle vi venner fra dengang er blevet etablerede med familier, hus og bil. Børn er kommet til og børn er på vej. Og nogle har erhvervet sig sommerhus i Karrebæksminde. Skønt spredt for alle vinde, ses vi stadig. I venners sommerhuse i den lille badeby holdes mangen en god fest. Kolde dåseøl i vaskebalje med isvand, grill, og gravide hustruer er faste bestanddele til disse fester. Overnatning i telte på græsplænen er en ligeså selvfølgelig del at arrangementet, som Gammel Dansk til den efterfølgende dags morgenbord, hvortil også hører reparationsbajere. Jo, Karrebæksminde har sin fortryllelse om sommeren som aldrig før....Tableau slut.

Vi har nu passeret årtusindskiftet, og min lille familie har slået dybe rødder i Køge. Men det lille badesteds fortryllelse er ikke blevet mindre efter, at den nyerhvervede motorsejler har fået sin faste kajplads i Karrebæksminde, hvor ellers? Mange søndage tilbringer den nu midaldrende mand og hans hustru ombord på skibet med kaffe og kage fra Søkonditoriet. Tableau slut.

Mange begivenheder udspiller sig i familien i begyndelse af det nye årtusinde, og nogle af disse får den til at tage beslutningen om at flytte ind i et nyopført byggeri ved Vesterhave. I flere år har tanken om at vende hjem til barndomsegnen været et samtaleemne i familien. Nu træffes en hurtig beslutning, og en smuk augustdag tre år inde i det nye årtusinde flytter vi ind i det nybyggede rækkehus i Lodshaven.

Om man med nogen mening kan tale om én stor forkert beslutning taget i løbet af livet, så må vores flytning til Karrebæksminde høre til denne kategori. Lange arbejdsdage i Køge for mig og lige så lange dage i Karrebæksminde alene i rækkehuset for min hustru, kombineret med fravær af netværket i Køge, hvortil rødderne langtfra er kappet, gør udslaget. Efter et halvt år i Karrebæksminde vil vi tilbage til den by, hvor vi havde vores gode år!

Der skal dog gå endnu halvandet år før vi med det sidste flyttelæs kan forlade Karrebæksminde ad sammen vej, som vi var kommet til byen. Og endnu engang kan jeg konstatere, at vejen tilbage er smertefuld at tilbagelægge. Karrebæksminde har mistet sin uskyld....