Reflektioner i en coronatid

 Vi står midt i den største krise siden anden verdenskrig. Covid 19 har holdt sit indtog på jorden. Det må nødvendigvis give anledning til refleksioner og eftertanke. Hvad der efter årsskiftet blev rapporteret som udbrud af en virussygdom i Kina, blev pludselig hverdag i vores del af verden. Myndighedernes forsikring om at denne epidemi næppe nåede til vores længdegrader blev taget for gode varer...herregud Sars og Ebola nåede jo aldrig os, de blev bekæmpet i en behagelig afstand, og selvom medierne berettede om den, så blev det ikke en del af danskernes hverdag. Men hvad virusforskere i mange år har frygtet blev pludselig virkelighed. Indenfor få dage i marts ændrede mange af os planer for den nærmeste fremtid efter at have hørt vores alvorstyngede statsminister på TV iværksætte skrappe restriktioner og indføre en nødlovgivning med fuld opbakning fra Folketingets øvrige partier, ja selv fra Dansk Folkeparti. Landets statsminister trådte i karakter og påtog sig et lederskab....der senere af visse back-benchere i Folketinget er blevet nedgjort til egenrådighed. For vores allesammens frihed og handlemuligheder blev væsentligt begrænset.

For mit eget vedkommende var afsavnet bærbart, en aflyst fødselsdagsfest på en restaurant (så sparede jeg de penge), en aflyst tur med en forening til Bruxelles (jeg fik hele beløbet tilbage). Selve fødselsdagen blev højtideligholdt på parkeringspladsen ved Vallø Slot. Jeg havde købt tre sandwich hos Sandwich-caféen i Hugos Gård i Køge. De blev indtaget ved bagklappen af min bil. Kaffen, jeg havde medbragt hjemmefra fik vi ikke meget ud af....termokanden var væltet og kaffen var løbet ud i bagagerummet. Det gjorde nu heller ikke så meget, for jeg havde glem kopperne. Bagefter gik vi, min søn, hans kæreste og jeg en tur i slotsparken. Kaffe skulle der til, så vi kørte hjem og drak kaffe stående i passende afstand fra hinanden ude i haven....det var skidekoldt, som det jo kan være i marts, men myndighedernes og statsministerens opfordring om at holde afstand havde gjort indtryk.

Nå, men situationen kom under kontrol, regerings skrappe foranstaltninger viste sig effektive, der skulle dø så få mennesker af denne sygdom som muligt. Men ak, aldrig var kurverne begyndt at gå nedad før oppositionen og industriens organisationer begyndte at hyle op om, at samfundet blev åbnet op for langsomt, og hvor meget, det havde kostet virksomhederne på trods af store støtteordninger, som vi allesammen jo kommer til at være med til at betale for. Reelt set havde vi jo i disse måneder planøkonomi, og selv de største kapitalister havde været villige til at kysse Stalin i røven. De nøgne fakts var jo, at en for hurtig genåbning af samfundet ville koste menneskeliv, og jeg skal stilfærdigt konstatere, at jeg ikke stiller mit liv til rådighed, men jeg påtager mig gerne min del af den ekstra skattebyrde, der kommer til os alle sammen.

Interessant er det også at iagttage, med hvilke forskellighed de foranstaltninger, der skulle følges, blev modtaget. Når det blæser, er der nogle, der bygger læhegn, mens andre bygger vindmøller. Nogle beklagede sig, andre så muligheder. Mange restauranter fandt et marked i Take-Away mad. En af mine gode venner, der driver et par vinhandler, henvendte sig til en lokal ugeavis (de manglede annoncører) og fik en særdeles gunstig aftale om nogle helsides annoncer, hvor han tilbød gratis udbringning af ordrer over hundrede kroner. Levering på trappen i coronamæssig sikker afstand, betaling på mobilpay. Vel vidende, at de færreste køber vin for beløb under hundrede kroner, øgede han sin omsætning i disse måneder, og skulle en enkelt kunde eller to købe for et mindre beløb, så var det nok til at leve med!

Interessant er det også at se, hvorledes de forskellige institutionsledere reagerede på de restriktioner, de nu blev pålagt for at kunne åbne. For de fleste overstrålede glæden over igen at kunne modtage elever eller børnehavebørn langt besværligheden med afstand og håndvask. Mere beskæmmende var set at høre forældre til børn beklage sig over, at deres små vidundere fik røde hænder af al den håndvask, og så er det man tænker......Så smør da for pokker ungens hænder ind i håndlotion før og efter skole....to gange om dagen rækker....jeg taler af erfaring.

Vi kommer til at leve med en række af foranstaltninger i lang tid endnu. Og selv om beregningsmodeller siger, at der kun undgås ét tilfælde af Covid 19 for hver 2000, der bærer mundbind, så må vi leve med det. Og flere flere restriktioner kan komme til. Fra en nylig overstået cykelferie i Sydslesvig kan jeg berette, at blot man går ind i en bagerbutik for at købe en croissant og en kop kaffe, så får man stanget en formular ud til udfyldning om kontaktoplysninger, og på restauranter er det kun tilladt at smide masken, når der spises. (Hvilket jo er meget praktisk). Skal man på toilettet, så er det på med masken. I butikker påser personalet med tysk grundighed, at ingen uden maske kommer ind i butikken, og har man glemt det, så påtales på en måde, som ikke lader sig misforstå.

At være sammen med mine venner og min lille familie betyder alt for mig, og jeg har ikke lidt noget afsavn. Lange gåture har erstattet indendørs sysler, og for dem, som ikke ved det, kan jeg afsløre, at man snakker godt sammen, når man går tur. Og endelig blev det jo sommer, hvor man kunne være sammen i haven.

Vores trygge verden er for en stund blevet kastet op i luften. Hvornår den lander og i hvilket tilstand ved vi ikke, men forhåbentlig lærer det os en lidt større ydmyghed overfor tilværelsen